|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 19:15:45 GMT 1
Da hun rejste sig og fortsatte fulgte han blot trop, var kommet elegant og smidigt på benene og virkede slet ikke til at være forpustet efter turen hvilket han heller ikke var. Da hun beroligede ham kunne han ikke undertrykke et smil og smilede derfor muntert. Slappe af? han gjorde jo ikke andet. Han satte sig ned og betragtede bålet, eller blot det sted man tændte op og samlede en bundt grene op som han satte i. Fra inderlommen trak han to små sten og selvom han sikkert kunne have tændt bålet på en anden måde så gik der ikke mange sekunder inden ilden blussede op. Atter bemærket han at hun rødmede hvilket fortsat morede ham. ”Hvor tit kommer De her?” spurgte han venligt mens han betragtede hende roligt.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 19:22:13 GMT 1
hun så hurtigt ned da han kom med sit spørgsmål "Jeg har kun været her en gang før, hele sidste vinter.. jeg lå herinde og troede jeg skulle dø" hun så ned på tæppet hun sad på og rev et lille stykke af, tæppet var grimt og tegn på fattigdom, hendes gamle liv havde været fyldt med det. hun så langsomt op på ham igen før hun puttede stofstykket ind i ilden og så bare derind, hun så roligt på ham igen, stadig rødmende og så hurtigt ned igen, var det nu smart at havde sagt det. hun vendte langsomt blikket væk fra ham og så sig om, hun havde efterladt sig meget herinde, gammelt tøj hun ikke længere kunne bruge, og nogen smykker hun selv havde lavet. hun så tilbage på ham med de rolige blå øjne, så rolige som hun nu kunne mønstre, dog stadig med den røde farve på kinderne, så det så lidt forkert ud.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 19:27:24 GMT 1
Han betragtede hende roligt i få sekunder inden hans blik gled rundt. Så dette havde været hendes hjem i noget tid? det så ikke videre hyggeligt ud men hun havde vel næppe haft råd til noget bedre. Han dømte hende ikke, slet ikke. Hirotio var ikke typen der dømte folk, tværtimod forsøgte han at hjælpe dem ud af deres hårde liv. Han betragtede hende roligt, hvor gammel mon hun var? ”De var syg?” spurgte han og hentydede til det hun havde sagt om t hun troede hun skulle dø vinteren tilbage, det kunne også være hun troede hun ville dø fordi vinteren havde været ualmindelig kold året forinden. ”Kan jeg tillade at spørg om Deres alder?” han spurgte på en anderledes måde, men det var ikke desto mindre et spørgsmål. Han ønskede at vide mere om hende, og a være helt diskret kunne han ikke.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 19:36:17 GMT 1
hun så roligt på ham og nikkede let. "Jeg var syg ja.. jeg var 15.. er næsten 18 år nu.." hun bed sig igen i læben før hun langsomt så ind mod flammerne igen. "Og nej jeg er ikke noget barn.. har jeg aldrig været.." hun så roligt på ham igen, hun havde lyst til at slå sig i panden efter hun havde sagt det, hvor var hun dum, hun havde lige fejet ham af, og han spurgte høfligt til hende. "Undskyld.. Jeg.. det var.. " hun bed sig i læben igen og så ned på sine fødder. hun kneb øjnene sammen og gemte så ansigtet mod hendes knæ.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 19:47:12 GMT 1
Han betragtede hende ganske roligt idet hun bekræftet at hun havde været syg. Da hun sagde at hun næsten var atten kom det en smule bag på ham, hun virkede til at være omkring tyve hvis han selv skulle sige det, hun virkede ældre end hun i virkeligheden var og nej det var ikke noget chok. Ikke nu hvor han kunne se hvordan hendes liv havde udspillede sig. Hun må virkelig have haft det hårdt. Da hun fortsatte og nærmest hårdt sagde at hun ikke var et barn glippede han med de store turkisfarvede øjne. Da hun undskyldte smilede han overbærende. Han bed sig svagt i underlæben, godt nok havde han søstre men han havde ikke rigtigt levede med dem og derfor ikke helt forstod sig på at trøste. Han satte sig dog tættere på hende. ”Det vil muligvis komme bag på Dem men jeg er næsten ti år ældre end Dem” sagde han med en munter klang. Måske ikke den rigtig måde at lette stemningen men han havde tit fået at vide at han så ud til at være yngre end han i virkeligheden var, i virkeligheden var han nu 27 år.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 19:54:32 GMT 1
hun så på ham da han satte sig tætter på og vendte så blikket væk igen og lod it blive gemt ved sine knæ igen. "Alder siger mig ikke noget.. har aldrig tænkt så meget over aldere." hun så på ham igen før hun langsomt så ned igen, bed sig igen i læben da det sveg i hendes knæ, men prøvede at ignorrer det. hun så hurtigt på ham igen før hun langsomt så mod flammerne igen. "Har altid fået afvide at jeg var gammel nok til alt.. når.. når jeg ville lege med gårds drengene fik jeg rap over nakken og sendt ud på makken til køerne.. jeg var for gammel til at lege med dem..." hendes stemme var en mumlen igen og hun så roligt på ham, hendes ene øje løb i vand og en tåre gled ned af hendes kind, hun tørrede den dog hurtigt væk og gemte ansigtet igen.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 20:03:21 GMT 1
Han havde ikke just forventet hende svar og da hun fortsatte sad han tavs og blot lyttede han bemærkede tåren der trillede ned af hendes kind og gik nærmest i panik. Åh han brød sig selv ikke om at være skyld i at hun græd. Godt nok var det måske ikke direkte hans skyld men et eller andet sted så var det vel. Han bed sig i underlæben og lagde en hånd på hendes skulder. ”Hvad med at finde et nyt job… det vil gøre livet lettere for Dem” at snakke om fortiden ville næppe hjælpe, at snakke om fremtiden plejede at glæde og give håb især hvis man kunne hjælpe med at skabe den fremtid. Han ville skam gerne hjælpe hende med at finde et job, man manglede sikkert tjenestefolk på slottet. Selvfølgelig kunne han ikke skaffe hende noget stort, men der blev han ikke slået, og alle kendte til deres pligter. Lidt øvelse og så vil hun kunne have en varm seng, rigeligt med mad og en masse venner.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 20:09:22 GMT 1
hun så på ham med et undrene blik. "Et nyt job.. det eneste jeg har lært er at gøre som der bliver sagt.. hvordan skulle jeg kunne tilpasse mig?" hun sukkede let før hun gemte ansigtet igen. "Har haft 3 jobs, på en gård.. hvor.. jeg er opvokset, hos smeden i Darklia.. og nu tjenestepige hos en rig familie..dur ikk til noget af det.." hun sukkede og så på ham før hun langsomt så ned på sit knæ, løftede lidt op i jakken og så på såret, det så ikke slemt ud, heldigvis, men nok til at det gjorde ondt. hun sukkede igen og rejste sig op før hun så på ham, rystede lidt af kulden der begyndte at trænge sig på, men prøvede at lade vær med at vise det. "Hvad med dem? de har ikke rigtigt fortalt om dem selv"
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 20:15:53 GMT 1
Han betragtede hende roligt ”De vil sikkert kunne tilpasse dem, i det sted jeg snakker om er der mange unge kvinder på Deres egen alder, desuden er der en del ældre som med glæde vil hjælpe Dem til tilrette og fortælle Dem hvad De skal gøre. De kan vel godt finde ud af at redde senge og støve af?” sagde han behjælpeligt. Han forsøgte at hjælpe ikke andet. Han kastede et blik over såret på hendes knæ da hun trak jakken til side ”Måske vi skulle rense såret?” sagde han spørgende og yderst venligt. Da hun rejste sig op fulgte han hende med blikket, hovedet gled en anelse på skrå og da hun erklærede at han intet havde fortalt om sig selv smilede han skævt "De spurgte ikke om noget” svarede han. Ja han ville nødigt snakke om sig selv, på den anden side havde hun jo heller ikke spurgt ham om noget.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 20:31:17 GMT 1
hun så på ham og nu fik hun et lille smil på læberne igen, denne gang et lusket et. "Jamen så må jeg jo til at spørge.. " hun grinte let og så på ham. "Dit fulde navn.. Hvad er du? for du er ikke bare et almindeligt menneske.. det ved jeg bare.. og hvor kommer du fra, familie kender du dem? kan du bruge det sværd du har ved din side?" hun spurgte ud i et rov, næsten ingen pause til at få vejret. og bagefter så hun bare på ham, stadig med smilet plantet på læberne.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 20:39:18 GMT 1
Han bemærket det lusket smil og lo en klangfuld og blid latter over det. han vidste at hun nu ville stille spørgsmål, det eneste han frygtede ved at svar var hendes reaktion. Da hun stillede alle spørgsmålene på en gang lyttede han opmærksomt og begyndte først at svar da hun tav. Han rømmede sig og vendte blikket mod bålet foran dem ”Mit fulde navn er Hirotio Senso, jeg er magiker og stammer fra en slægt der er fuldblodsmagiker. Min slægt er flere århundreder gammel og ingen af mine forfædre har giftet sig med andre end magiker. Jeg kommer fra Nirelia. Og ja, jeg kan bruge sværdet, det er jeg skam trænet i” han tav, følte sig varm da han sad ret tæt på bålet og løsnede derfor kappen. Han lod hætten glide af hovedet og afslørede sit lange blonde hår. En ørering kunne ses i venstre øre. Kappen gled af men han fjernede den ikke helt. I stedet for spændte han sværdet fra livet og lod det ligge tvært over benet, så det lå oprejst og var støttede til hans skulder.
|
|
|
Post by Ishtar on May 18, 2011 18:46:17 GMT 1
hun nikkede let til ham da han svarede på alle hendes spørgsmål, navnet havde hun hørt før, og nu vidste hun hvorfra, og nu kom føelsen af generthed vældtende ind over hende. hun så hurtigt på bålet og bed sig i læben. "Så.. De er kongelig rådgiver.. burde de ikke være på slottet så?" hun så roligt på ham igen, prøvede at glemme genertheden, hun så roligt på ham før hun langsomt begyndte at se ind i flammerne igen, de var så smukke, de dansede jo rundt inde i bålet for øjnene af hende, og dog så var de så farlige. hun smilte lidt over sine tanker omkring denne ild og bed sig igen i læben før hun igen så mod ham.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 18, 2011 20:39:26 GMT 1
Han bemærkede udtrykket der gled hen over hendes ansigt. Sødt. Han smilede mildt og venligt og håbede virkelig ikke at hun nu ville flippe ud, det skete skam til tider at folk flippede ud når de hørte hvem han var. Da han så ud til at genkende hans navn bed han sig svagt i underlæben. Ved hendes spørgsmål smilede han skævt og vendte blikket mod flammerne. ”Jeg er den yngste rådgiver, og den nyeste så de vil næppe savne mig af den grund.. men af en anden” han lod det andet være usagt og betragtede flammerne ganske roligt. Han fornemmede hendes blik på sig men så ikke på hende. ansigtet var helt udtryksløst, noget han kun var når han var i sin egen lille verden. Et pokerfjæs som forundret en masse, for til trods for udtryksløsheden så var der en form for ro og blidhed over hans ansigt.
|
|
|
Post by Ishtar on May 18, 2011 21:05:11 GMT 1
hun så på ham med et blik som kun et barn kunne have, men nu havde hun jo aldrig rigtigt været et barn, hun rykkede langsomt tætter på ham for at se hvor lang tid der gik før han kom til sig selv, ikke for at være ond men for at drille lidt, prøve. hun satte sig langsomt tætter, og sad nu virkelig tæt på ham og så bare på hans ansigt med et også udtryktløst ansigts udtryk, men indeni havde hun for første gang lyst til at flække af grin og ligge og vride sig på gulvet fordi det gjorde ondt i hende at holde det igen.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 19, 2011 15:32:58 GMT 1
Han havde svagt bemærket at hun rykkede tættere på men da hans tanker var et helt andet sted reagerede han ikke på det. Først da han tænkte tanken til ende blev han opmærksom på hvor tæt på hun sad. Hans blik blev naturligvis vendt mod hende og han glippede forundret med øjnene. Havde han været i sin egen verden længe? Og hvor længe havde de siddet så tæt på hinanden? Hans blik hvilede roligt i hendes og han bemærkede hvordan hun forsøgte at holde en latter tilbage. Han følte sig forlegen hvilket ikke skete så tit og han så spørgende på hende ”Undskyld, jeg gled vist lige ind i min egen verden” sagde han blidt og undskyldende, smilede skævt til hende og flyttede sig ikke selv. han havde intet imod at sidde tæt på hende, ikke fordi han ville sidde tæt på hende, han følte intet specielt ved at sidde så tæt på hende, hverken positivt eller negativt. Ja han følte aldrig noget i nærheden af hverken mænd eller kvinder, og havde aldrig følt noget til trods for at han var 27. Hans hormoner var vist ikke vakt, hvilket klart gik forældrene på.
|
|