|
Post by Ishtar on May 17, 2011 14:48:19 GMT 1
Ishtar kom langsomt gående hen af en lille sti, ikke større end to mennesker kunne gå på den, ingen vogne eller noget i den stil. hun var iført sit tjeneste tøj, dog med lidt mere end bare kjolen, hun havde lange strømper, og flade sko, en jakke udover der kunen give hende varmen heroppe i bjergene. hun gik lige så forsigtigt rundt, så ned af skråningen før hun igen så hvor hun gik, langsomt, og opsaverende. hun sukkede let, men smilte så, tanken om at skulle komme i ly et sted var dejlig, og hun glædede sig til at komme hjem igen, hun havde haft nogen dage fri, som hun havde brugt på at komme hjem for at se hvor hun stammede fra, men hele turen var mislykkes, hun kendte jo ikke sine forældre som sådan, og de var der jo heller ikke mere, så hvordan skulle hun kunne vide hvor hun stammer fra? hun satte sig langsomt ned på en sten og så ud over hoisonten, nød det smukke syn hun kunne se derfra.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 15:00:01 GMT 1
Som kongelig rådgiver betød det ikke at Hirotio skulle opholde sig i Nirelia hele tiden. Han skulle skam ud ret tit, især fordi han var en af de yngste rådgiver og derfor havde kræfterne til det. Grunden til at han skulle bevæge sig så meget rundt mellem landene eller i landet var for at observere forholdende på tæt hold hvilket var en ret god ide for han så mere på sine ture end han hørte fra kriger og andre folk som de havde udstationeret i landet. Denne gang gik turen til grænsen hvor han havde opholdt sig i nogle få dage. Derefter havde han besluttet at tage turen gennem bjergene når han skulle hjem. Hvorfor han valgte det var fordi han havde hørt at mange folk tog den vej da den var lettere – om end køligere – og derfor håbede han på at støde ind i nogen der kunne fortælle ham noget om forholdene, de forhold som en tæt på hoffet ikke fik at vide af frygt for hvad der kan blive af ham. Hirotio havde trukket i varmt tøj, han kunne selvfølgelig bruge sin magi til at holde sig varm, han havde trods alt rigeligt af magi men man kunne aldrig vide hvad man mødte på sin vej. Turen op ad bjerget var ikke helt let, på den anden side var den spændende og ret interessant. Han havde ikke taget en hest med men han vidste at en ventede på ham på den anden side af bjerget. Udover sit varme tykke tøj havde han en stor uldkappe med hætte på. Kappen var halvlukkede og sværdet kunne svagt anes da den var spændt ved hans venstre side hætten havde han trukket over hovedet og derved var hans gyldne lokker skjulte. Til trods for det kunne de turkise opsigtsvækkende øjne tydeligt ses, de nærmest lyste. Han standsede, holdt en pause inden han fortsatte. Forude kunne han svagt se en ung kvinde der sad på en sten.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 15:09:16 GMT 1
Ishtar sad bare roligt og så udover bjerget, smilte let for sig selv, men stoppede let tænkte lidt tilbage, men hendes tankestrøm blev afbrudt da en person nærmede sig. hun så op på ham med sine klare blå øjne, et lille smil kom igen på hendes læber før hun langsomt løftede hånden som en hilsen, det var ikke hver dag hun så folk gå her. hun blev dog sidende på stenen, tak langsomt jakken tætter om sig, hun skulle jo nødig blive så syg som hun havde været, dengang var hun jo døden nær, og hun skulle ikke prøve det igen.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 15:16:22 GMT 1
Han standsede ved siden af hende og smilede venligt tilbage. Det var ikke hver dag man mødte en venlig sjæl på in rejse og det kunne han jo udnyttede. Ikke på en dårlig måde, blot nyde en venlig persons selskab. Han satte sig på en forholdsvis stor sten i nærheden af hendes. ”Det er ved at blive ret koldt her” sagde han og hentydet til at vinteren snart var over dem og at vejrskiftet kunne fornemmes i bjergene langt mere end nede på jorden. Hans blik hvilede ud over horisonten som hendes egen men hans virkede fjernt i noget tid inden han igen blev nærværende ”Hvor uhøfligt af mig.. mit navn er Hirotio…” han undgik at fortælle sidst efternavn som blot ville vække opmærksomhed. Senso navnet var kendt i Nirelia, de var trods alt en adelig familie og en slægt der stammede tilbage til menneskehedens start.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 15:23:22 GMT 1
hun nikkede let og så roligt på ham før hun så på hoisonten igen. "De har ret i at det er ved at blive koldere.. Vinteren kommer meget hurtigere her i bjergene.. imorgen kan her måske allerede være snevejr hvem ved." hun sukkede let og så ned på sine ben før hun langsomt trak dem op under sig. hendes hoved lagde hun på skrå og så bare ud på den smukke udsigt, smilte let. "Hirotio.. Dit navn lyder bekendt.. Jeg hedder Ishtar.. " hun bed sig let i læben før hun langsomt vendte blikket mod ham, stadig et smil på hendes læbere efter at havde snakket. hun så igen ud over bjerget, sukkede før hun langsomt lukkede øjnene.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 15:53:43 GMT 1
Han hørte skam hendes ord om at det meget vel kunne sne i bjergene meget snart. Det var jo koldere jo højere oppe man kom så det ville ikke komme som et chok for ham. Han kunne allerede fornemme hvordan vejret blev køligere, og når natten faldt på heroppe ville det sikkert blive frostvejr hvilket betød at det ville være klogt hvis de skyndte sig videre inden det blev aften. ”Men her er smukt, fredeligt og harmonisk… i modsætning til hvordan folk ter sig i byerne for tiden” svarede han ganske roligt og vendte dog blikket mod hende da hun gentog hans navn. Hans intense dog selvlysende øjne hvilede på hende, uden at blinke. ”Mig en ære at møde Dem, frøken Ishtar” at hans navn lød bekendt undrede ham ikke, og hvis hun skulle genkende ham ville det hellere ej komme bag på ham. Hans navn var kendt, da han fik jobbet som kongelig rådgiver fik hele landet det at vide, den yngste rådgiver nogensinde. Hans navn var blevet sagt flere gang, endda i andre forbindelser. For udover at være kendt som rådgiver var han også kongelig magiker hvilket betød at han skulle kunne lægge stærk magi omkring slottet hvis det skulle vise sig at være nødvendigt i den kommende tid eller hvis der skulle blive et angreb på slottet. At han så udsatte slottet for fare ved at være her var han velvidende om. De førnævnte ting er blot få ting for hvad han ellers er kendt for.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 16:01:19 GMT 1
hun nikkede let igen og smilte roligt igen, vendte blikket mod ham. "De har måske mødt nogen folk der var uforskammede? nej glem jeg spurgte, jeg skulle aldrig havde spurgt" hun rejste sig langsomt op og så på ham før hun langsomt løsnede jakken et øjeblik, og tog den så af, rystede den som om hun prøvede at få noget væk fra den og tog den så hurtigt på igen. hun så ned, nu havde han jo set hvad hun var, en sølle tjenestepige. hun bed sig i læben igen og vendte hovedet bort. "De er på væk fra grænselandet.. de skal være hurtig, bjerg grænsen lukker i løbet af nogen få dage.. " hun bed sig i underlæben endnu en gang, og denne gang så det begyndte at bløde. hun så stadig ned i jorden og mumlede nu noget. "Pas på ulvene der bor her i bjergene.. de kommer når det er mørkt." hendes stemme var kun en mumlen, eller snare en hvisken.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 16:52:39 GMT 1
Han opfattede skam tydeligt hendes ord og da hun tog ordene i sig så han spørgende på hende. Da hun rejst sig fulgte han hendes eksempel. Som adelig rejste man sig op for en dame, og fordi Hirotio var som han var i personlighed var det ham underordnede om damen var en slave, tjenestepige eller selve dronningen. Han smilede mildt til hende, lod sig ikke mærke med hendes påklædning. ”Jeg har ingen grund til at forhaste mig, jeg har regnet med at turen ville tage sin tid” sagde han med et skævt smil over læberne. Han flyttede sig en smule tættere på og hjalp hende jakken på igen efter at hun havde rystede den. Han bemærkede da hun bed sig i underlæben og bemærkede også at hun blødte. Hånden blev stukket i lommen og han trak et lommetørklæde frem. Et hvidt et med hans initialer ind gravet i, HS. Han stak blidt hånden ind under hendes hage og vippede blidt hendes hoved op da hun jo havde vendt blikket mod jorden. Han lod lommetørklædet strejfe såret og tørre noget blod op hvorefter han rakte hende lommetørklædet som tegn på at hun kunne beholde det. da hun advarede ham om ulvene smilede han skævt, de ville næppe blive et problem men han nikkede blot ”Tak for advarsel frøken, det var betænksomt af Dem at gøre mig opmærksom på disse.” svarede han mildt.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 17:31:08 GMT 1
da han vippede hendes hoved op, så hun bare på ham, med et blik der virkede lidt genert, og samtidig var hun også rørt. hun rødmede en lille smule og tog langsomt fat i lommetørklædet, holdte det mod sine læber, hun prøvede at lade hovedet falde ned igen for igen at se på jorden under hende. "Tak.." hun så hurtigt på lommetørklædet, så på hans intialer, fik store øjne før hun så på ham igen, ragte den hurtigt over. "Jeg.. undskyld.. men.. min herre vil sige.." hun holdte lidt igen, holdte bare lommetørklædet ud mod ham, hun vidste godt at kun fine mennesker ville have deres initialer ingravet i lommetørklæder, og hvis hun kom hjem med sådan et, ville hendes herre så hugge hånden af hende, for 'tyveri'. hun så på ham med et glimt af frygt i hendes øjne, håbede lidt han tog den tilbage, og samtidig, ville hun ikke fornærme ham på denne måde, hun bed sig igen i underlæben, og igen begyndte blodet at løbe ned af hendes læbe, og ned mod hendes hage.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 17:42:01 GMT 1
Han bemærkede at hun rødmede og smilede svagt over det. Havde skam set den vidunderlige lyserøde farve over mange kvinders kinder efterhånden og det var derfor ingen overraskelse i at se den igen hos denne unge kvinde. Han nikkede blot da hun takkede og sagde intet. Han bemærkede at hendes øjne blev større hvilket gjorde det ham klart at hun havde bemærket de to bogstaver der var broderet ind i stoffet. hans blik var rettet mod hende da hun begyndte at snakke og da hun ikke fuldførte sætningen gjorde han det for hende ”At De havde stjålet det?..Hvilke land er De fra.. eller Deres herre?” spurgte han ganske roligt. I Nirelia var der love der forbød den slags, på den anden side kunne man jo ikke blande sig i hvordan en herre behandlede sine slaver, men hun var ikke slave, men tjenestepige. Han tog atter lommetørklædet fra hende og strøg det hen over hendes hage for at fjernet det blod der var gledet ned inden han holdt det mod hendes læber igen ”Behold det, og hvis De tror det vil bringe dem problemer så smid det” sagde han mildt og tog hånden til sig igen.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 17:49:34 GMT 1
hun så roligt på ham da han talte, stadig med det samme blik, og da han begyndte at tørre hendes hage fik hun igen et lille smil og rødmede hurtigt igen, tog langsomt tørklædet igen og så ned, holdte det mod sine læber. "Jeg.. Min herre kommer fra grænselandet.. jeg selv.. jeg aner ikke hvor jeg kommer fra.." hun så på ham igen før hun langsomt så op i himmlen, den var blevet mørkere, overskyet kunne hun se, og kulden begyndte at rive i hende, hun gøs let og så på ham igen. "hvis de ikke vil være strandet her ude må de heller følge med.. der er en hule et sted.." hun vendte blikket væk fra ham igen, følte sig virkelig dum nu, hun stod jo og bad en højere ranket mand om at følge med hen til en hule, hvem sagde enlig at han ikke var vant til meget bedere. hun holdte stadig lommetørklædet mod sin blodige læbe da hun hurtigt så rundt, orinterede sig før hun langsome begyndte at kravle op af bjerget, fandt hurtigt den lille sti som hun kendte så godt.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 18:09:53 GMT 1
At den unge frøken følte sig flov var ikke til at tage fejl af. Hun rødmede på ny og det fandt han blot sødt. Farven klædte hende umådelig meget og derfor havde han intet imod den selvom det muligvis var ubehageligt for hende at rødme sådan hele tiden. Da hun svarede betragtede han hende roligt, hun anede ikke hvor hun var fra? Det måtte da være ubehageligt at være uvidende om ens afstamning, det betød vel at hun havde mistet sine forældre og sin familie på den ene eller anden måde. Han valgte dog ikke at kommentere det og nikkede blot som tegn på at han havde hørt hende. Han smilede over at hun bad ham følge med, og ja, han havde intet imod at hun virkede beordrende, det var trods alt ham der havde krydsede hendes vej og ham der blev inviteret med ind et lidt varmere sted så da hun satte sig i bevægelse fulgte han hende med blikket og fulgte derefter efter hende. Det gik ret let med at kravle op selvom han både havde våben og tung kappe på sig.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 18:17:19 GMT 1
hun så sig roligt tilbage, smilte let igen, stadig med de røde streger på kinderne. hun så hurtigt frem hvor hun kravlede, hun bed sig igen hårdt i læben for at undertrykke et av da hendes knæ skrabede mod en skarp kant, hvor var hun dog klodset lige nu, og hvorfor var hun nu også det? hun kravlede videre og kom langsomt op på den lille sti hun kendte, smilte igen og begyndte at gå, nu mere vagtsom da stien ikke var så stor. hun holdte sin ene hånd på klippevægen for at have noget styte, og kiggede nøje hvor hun gik.
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 17, 2011 19:02:19 GMT 1
Han fulgte roligt efter, holdt noget afstand til hende så de ikke ramlede ind i hinanden. Endelig var det nok en smule absurd at han kravlede op når han kunne bruge magi til at transportere sig derop, men han ville gerne have noget varme i kroppen og desuden ønskede han ikke at bruge kræfter på at transportere sig når han kunne kravle derop. Han så kort op og bemærkede at hun skrappet knæet mod klippen, det ville nok gøre rimelig ondt gættede han på. De kunne dog kigge på det når de kom indenfor? Han kravlede forsigtigt videre op, sørgede for at have ordentligt fodfæste inden han slap med den anden fod. At falde og brække noget ville næppe være smart. De kom langtom længe op og han følte sig helt varm i kroppen efter turen, dog ikke ubehagelig varm i kroppen. ”De slog knæet..” sagde han konstaterende og dog tydeligvis bekymret.
|
|
|
Post by Ishtar on May 17, 2011 19:10:08 GMT 1
hun vendte hurtigt blikket mod ham med et smil før hun igen så hvor hun gik, langsomt gik det jo ikke, og hun kunne se 'sin' hule ikke så langt derfra. hun svarede ikke på det han sagde og gik bare videre til de nåede derhen og hun skyndte sig ind, der var et gammelt bål kunne man se, der lå stadig et par knuder og ventede på at blive brugt, men der lå også aske over dem. hun vendte sig mod ham igen før hun langsomt satte sig hen på noget der lignede tæpper, holdte hånden over knæet. "bare slap af, her kommer ikke nogen.. hverken røvere eller ulve. vi er for højt oppe.. det vi skal være bange for her er drager.. selvom de er sjældne at se her.." hun bed sig i læben igen, hvorfor kunne hun ikke holde sin mund, igen sagde hun noget han sikkert vidste, enhver burde vide det, alle på nær hende, hun havde fundet ud af det ved at se en. hun så ned på knæet og begyndte at tjekke det før hun langsomt gemte det under jakken igen, så op på ham igen, denne gang følte hun virkelig hun havde dummet sig, og hendes kinder blev endnu en gang røde.
|
|