|
Post by adelio on Jul 10, 2011 0:43:52 GMT 1
Kroen var ikke specielt befolket den aften. Udover krofatteren var der ikke andre end en håndfuld kunder der sad spredt rundt ved bordene og diskuterede deres individuelle sager. Samtalerne standsede ikke da døren åbnede sig og en høj, fint klædt mand trådte ind. Den eneste som lod til at bemærke den nyankomne var krofatteren som straks blev bleg i ansigtet. Manden trådte gennem kroen og direkte til disken, hvor han satte sig i en af stolene og tog krofatteren i øjesyn. "Fristen er udløbet, Zael." lød mandens mørke stemme. "Hvor er pengene du skylder mig?" Krofatteren så nervøst på vampyren foran sig, men måtte alligevel bruge mange sekunder før han svarede. "J-jeg må bruge mere tid, hr. Nightstorm. Giv mig ugen ud, så lover jeg at De skal få Deres penge!" Vampyren løftede et øjenbryn og lod sit mørkegrønne blik glide over mandens ansigt. Selvom at der var mange århundreder mellem dem, skulle man tro krofatteren var ældre end Adelio selv. "Meget vel," sagde Adelio endelig. "du får ugen ud. Men hvis jeg ikke få mine penge inden da, sender jeg mine tjenere for at samle dem. I mellemtiden kan du give mig noget at drikke." Krofatteren nikkede omgående og fandt et vinglas frem og fyldte den med indholdet fra en flaske. Væsken i glasset var rødlig, og vampyren smilede tilfreds da glasset blev rækket til ham. Med en enkelt håndbevægelse fik han viftet krofatteren væk så han kunne nyde sin drik i fred.
|
|
|
Post by kitty on Jul 10, 2011 0:52:08 GMT 1
En lang nat som altid, Et lille suk gled over Kittys læber i det hun trådte ind i kro stuen, og nåede kun med lidt held at opfange det der skete imellem krofatteren, og en mand, stille gik hun hen imod krofatteren som sendte hende et snigende blik om hun ikke skulle blande sig i dette, som hun altid gjorde når nogen hun kunne lide kom ud for problemer, et lille uskyldigt og frækt smil gled frem på hendes læber, da hun valgte at høre efter for en gang skyld, og gik bare op i baren og snuppede sig et glas og en flaske med noget rødt i til sig, og smuttede uden tøven hen på den plads hun altid sad ved, og dumpede ned i den bløde sofa, imens hendes blik hvilkede på manden, som hun allerede havde opfanget var vampyr som hende selv, atter kom hun på bene, og gik hen og satte sig på det bord han sad ved, og satte en pose med penge foran ham, og sagde med et sødt, og lille smørende smil "Så nu skylder krofader dig intet, Hvis du har flere problemer med ham, så kom til mig, "Uden som meget som at vente på svar, spreng hun ned fra boret igen, og satte sig hen på sin stol og lagde bene over kors, imens hun nippede til sit glas, Hun var Iført en lang smuk kjole, som sad stramt ind til hendes gode krop, Hele den smukke kjole var meget detaljerede med små blomster langs hendes talje, Meget få mennesker ville have råd til sådan en kjole som hun bar med stolthed og ynde, Hendes lange brune hår Hang løst ned langs hendes nøgne skuldre så man kunne se den halskæde hun bare om sin hals, Vedhænget til kæden var et smukt og detaljeret kors,
|
|
|
Post by adelio on Jul 10, 2011 1:05:53 GMT 1
Adelios blik faldt på posen med guld længe før det faldt på kvinden der havde givet ham den, og på det tidspunkt havde hun allerede slået sig ned ved bordet igen og efterladt ham alene med guldet. Med et løftet øjenbryn åbnede han posen og undersøgte dens indhold, som om han målte om der virkelig var nok guld i posen til at dække krofatterens gæld til ham. Det ærgede ham da han måtte erklære krofatter for gældfri – en af de få ting han nød mere end at få penge ind fra dem der stod i hans gæld, var at kræve pengene fra dem der stod i hans gæld. Han lukkede skindposen og lagde den i sin kappes inderlomme inden han igen så over på kvinden. Hans blik faldt umiddelbart over hendes kjole, som efter hans blik så temmelig værdifuld ud. For ikke at snakke om smykket om hendes hals. Igen løftede han øjenbrynet, denne gang i interesse. Ved første øjekast kunne det lade til at denne kvinde var velstående, men man kunne trods alt aldrig vide. Adelio var flere gange blevet udsat for røveriforsøg, og for alt han vidste, kunne kvinden både være velstående såvel som en lommetyv der havde haft vinden i sejlene. Han tømte sit glas før han begav sig over til bordet hun sad ved, og uden selv at vente på indbydelse satte han sig ned overfor hende. Nu hvor han sad så tæt på, kunne han se hvordan hendes kjole sad på hende. Det var dog ikke noget han kommenterede. ”Hvem er du, og hvad får du ud af at betale andres gæld?” spurgte han mistroisk. Én ting var at en gæld blev betalt, en anden var når en anden betalte den. Det var tydeligt at penge var et vigtigt aspekt i Adelios liv; hans antræk bestod selv i en mørk kappe med mørkerøde mønstre over det fine stof. Ligesom kvindens kjole var hans antræk i fint, dyrt stof, som ikke efterlod tvivl om hans økonomi.
|
|
|
Post by kitty on Jul 10, 2011 1:15:37 GMT 1
Kitty svarede ham ikke med det, samme men nød blot sit glas, og kiggede bagefter studerende på det, som om den bar på en dyb hemmelighed hun ville ha ud af den, Efter lidt tid kiggede hun atter på ham, og smilede så bare sit frække og yndefulde smil imens hun stilte glasset på boret, og sagde tænkende "Krofatteren har gjordt meget for mig, at hjælpe med hans økonomi, er det bedste jeg kan gøre tilbage, ved den gæld jeg står til ham, "Hvilket var sandt, krofatteren havde skjuldt hende et par gange om dagen når hun ikke nåede i skjul, for hun kendte ikke mange i området, så stod hans dør altid åben for hende om dagen, når hun skulle gemme sig for solen, derfor fandt hun det kun mest normalt at hun hjalp ham på denne måde, ved at betale hans gæld til andre mennesker, hvilket hun heller ikke havde noget imod, for hun skaffede let nye penge, ligesom hun tit brød ind i andre folks huse, for at hvile sig, når hun ikke nåede til kroen, men som sagt hun var en ussel lille tyv, der nød at hjælpe de folk hun brød sig om, Hvilket ikke var mange mennesker, men hun nød det aligevel, når det kom til sagen, og så var der ikke noget sjovere end at se de folk der krævede penge fra andre, når de fik deres penge, så de ikke kunne drille og irrerter den person som skyldte dem penge, Et lille smil gled over hendes læber så hun ikke længere havde det frække og forførende smil på, for hun brød sig ikke om at folk fik det forkerte indtryk af hende med det samme, da hun var en stille sjæl der bare stjal for at leve et godt liv,
|
|
|
Post by adelio on Jul 24, 2011 1:42:44 GMT 1
Blikket Adelio sendte kvinden var langt fra venligt. At presse dem der skyldte ham penge var en af de mange glæder han fandt i sin rigdom, og det var noget han med lethed kunne bruge lang tid på. Han mindedes en gældsskyldner han havde terroriseret på det groveste, og til sidst drevet staklen til at tage sit eget liv. Adelio havde ikke tabt det mindste på det, for hvem skulle vel bevogte en død mands hjem? Selvom at mindet var en som mangt en gang havde fået ham i godt humør, satte det end ikke et smil på hans læber denne gang. Han kendte denne kvindes type; såkaldte ’velgørere’ som hjælper dem der ikke har midler til at betale sin egen gæld. Der fandtes ingen værre form for ynkelighed! At låne penge af andre for at betale penge man havde lånt af en anden var i det store og hele bare at bytte én pengeindkræver ud med en anden. At denne kvinde udelukkende gjorde det for at gøre gengæld for krofatterens såkaldte ’hjælp’ var virkelig ikke noget Adelio kunne begribe. Han kneb øjnene tæt sammen og betragtede kvinden indgående. ”Du besvarede ikke mit andet spørgsmål.” svarede han mørkt, uden at give videre respons på svaret hun allerede havde givet. ”Hvem er du?” Han kunne ikke fordrage det. Frygt. Frygt var det bedste værktøj for en pengeindkræver at benytte sig af. Det var personer som denne kvinde som frarøvede den slags værktøj, for ikke at snakke om det sjove, ud af hele handlingen i at kræve penge. ’Penge er vel penge’, ville de fleste måske sige, men Adelio var stærkt uenig. Det gjorde altid en forskel, hvilken lomme pengene stammede fra. Hvorfor skulle en konges sølvmønt ikke betyde mere end en tiggers sølvmønt?
|
|