|
Post by Dragana Dragoens on Aug 22, 2011 18:59:43 GMT 1
Det var aften og mange år siden at Liay havde været herhjemme, hun havde jo ikke været her siden hun var 15 år gammel og nu var hun 26 år..Over 10 år havde hun ikke set den kro hvor hun var vokset op med hendes mor, morfar og så adoptiv datteren hendes mor havde taget til sig. Meget var sket siden den dag hun sidst havde stået og betragtede dem mens de sov før hun havde forladt stedet uden at se sig tilbage for hjerte kaldte et andet sted hen. Hvad mon de ville tænke om hende? om hendes udseende? for hun havde jo mistet det ene øje under kamp og fået ar, selv hendes krop var vokset siden den gang.
Hun tog i dørhåntaget ind til kroen men tøvede kort, men rystede så på hovedet for der var jo intet at være bange for. Hun havde jo intet fortrudt og havde da ikke planer om at komme hjem og arbejde på kroen nu hvor hun havde alt hun havde drømt om. Hun gik ind i kroen og så sig lidt om før hun satte sig ved en af de fjerne borde for at betragte stedet, det lignede jo stadig sig selv den samme dystre krostue som lå i en gyde lidt væk fra den livlige del af havnen.
Hun sagde intet som hun betragtede folk og egentlig bare passede sig selv, for det eneste de ville kunne kende hende på var egentlig hendes øje, det grå øje som hun havde fra hendes far side af for det var ihvertfald ikke hendes mors øjne.
|
|
|
Post by Runica on Aug 22, 2011 19:11:09 GMT 1
Runica var travlt optaget med at rense krusene bag baren, gav sig god tid oven i så hun slap for at gå ud imellem mændene der troede hun var let at få fat i som alle andre kvinder kunne være her i tortuga. Men hun gemte på en temmelig godt skjult lille hemelighed i form af hendes magi og det at hun var en draconian
De kunne slippe afsted med at klaske hende på røven og lave jokes men mere og deres stol ville pludselig være forsvundet næste gang de rejste sig op. Hun havde jo kun sin daggert så de regnede ikke med det var hende som brugte magi til det. Således var det populær tro at stedet var hjemsøgt af et spøgelse der kunne lide at drille
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on Aug 22, 2011 19:16:31 GMT 1
Liay sad i hendes mørke hjørne og betragtede dem alle, mest for at se om der var nogen nye ansigter, hvilket gjorde hendes blik endte oppe ved baren for der var noget bekendt ved den kvinde bag baren, det kunne jo sagtens være Runi men hun valgte dog at holde sig tavs og bare passe hendes egne sager. For Runi kunne jo sagtens havde glemt hende efter alle de år, specielt fordi Liay kun tænkte meget sjældent tilbage på hendes gamle hjem da det nye var meget mere interessant.
|
|
|
Post by Runica on Aug 22, 2011 19:24:41 GMT 1
Runica sukkede som hun ikke længere kunne nøle i baren og gik ud for at skrive hvad folk ville have ned, flere af mændende tog hende da også på røven som hun forventede og det kunne hun ikke gøre noget ved lige nu selvom hun hadede det fordi hun jo ikke åbenlyst kunne give dem en gang prygl med sin magi eller sin drage form. Hun ville sådan elske at give igen og hendes øjne ændrede sig kort i mørket fra deres normale til mere dyriske og rav gyldne, hvis man vidste hvad man skulle kigge efter ville man sikkert vide at hun enten var en lycan eller en draconian men hun havde bøjet hovedet som hun kom ned i den mørke ende, løftede hovedet igen og så på kvinden "Og du vil ha-" hun tabte sin skriftblok på gulvet da hun genkendte sin gode gamle veninde. hastigt fik hun sin blok igen og spurgte mere fattet "Du vil have hvad?" med et lille smil hun håbede var diskret
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on Aug 22, 2011 19:31:18 GMT 1
Det at Runi blev slået i røven kunne Liay ikke lade være med at smile skævt for sådan noget fandt hun sig ikke lænere i, medmindre det var nogen bestemte personer så kunne det godt gå men de skulle nu heller ikke tage sig for mange friheder. Hendes skæve smil blev dog en smule større da hun så Runis reaktion overfor hende, for hun var vidst blevet genkendt til trods for hun havde forandret sig meget. "Noget rom ville være godt" sagde hun roligt for hun virkede nu som en ganske almindelige kunde, specielt fordi hun ikke ville have hendes mor skulle finde ud af at hun var her, hun ville jo bare se hvordan det gik med folk efter så mange år.
|
|
|
Post by Runica on Aug 22, 2011 19:38:44 GMT 1
Runi nikkede og skrev en lille seddel til Liay der bad hende om at møde hende udenfor når hun havde tømt flasken med rom, derefter skyndte hun sig at levere de forskellige ting og Liay's rom før hun samlede krus ind igen fra gæster som var gået og var tilbage ved disken på ingen tid. Givende endnu et suk fra sig i det hun gjorde sit bedste for at komme igennem dagen og så få snakket med sin veninde der lod til at have opnået en hel del siden sidt de havde set hinanden for ti år siden
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on Aug 22, 2011 19:44:37 GMT 1
Da hun fik sedlen så hun kort på den inden hun krøllede den samme og smed den på gulvet, selvom hun nu godt havde forstået hvilket man kunne læse i hendes øje, men hun valgte dog ikke at sige noget. Det eneste der kom over hendes læber var et "Tak" da Runi kom med rommen, som Liay roligt begyndte at bælle i sig for hun havde jo ikke travlt så hun kunne da lige så godt nyde det her en smule. Der gik da også lidt over 2 timer før hun satte den tomme flaske fra sig og smed nogen sølvmønter før hun rejste sig og forlod kroen igen. For hun skulle jo mødes med Runi, dog valgte hun nu at gå om i en gyde i tilfælde af hendes mor kom ud af døren eller så hende fra vinduet og troede det var hende. Så hun valgte at gå ind i en mørk gyde, hvor hun roligt stod og ventede på at hun ville blive færdig og komme ud til hende.
|
|
|
Post by Runica on Aug 22, 2011 19:57:36 GMT 1
Runi var færdig så hurtigt som muligt men det tog hende en hel time efter Liay var færdig at hun kunne komme udenfor og kromutter tog over for hende så hun kunne komme uden for, sikkrende sig at hun ikke blev forfulgt af en fuld idiot inden hun ledte efter sin gode ven. Hun glædede sig til at tale med hende igen og vise alt det hun havde lært
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on Aug 22, 2011 20:02:56 GMT 1
Det tog efterhånden for lang tid, hun så imod månen for at bedømme hvor lang tid der var gået eftersom hun jo skulle tilbage på skibet, det var jo lidt usædvaneligt at hun var væk i så lang tid alene men kunne jo være at hun havde haft en af de lettere depri dage som hun til tider havde. Hun begyndte at blive en smule utålmodig, og så flere gange imod månen og ud af gydenm, da hun var lige ved at give op skimtede hun hendes gamle veninde lidt foran gyden, så hun rettede sig op igen med et skævt smil og trådte tættere på hende men forblev dog lidt inde i gyden, hvor hun lænede sig op af væggen med den ene skulder. "Længe siden var" sagde hun roligt med det skæve smil for der var jo ikke nogen grund til at blive vildt glad, sådan noget blev hun meget sjældent.
|
|
|
Post by Runica on Aug 22, 2011 20:10:50 GMT 1
Runi smilede og sagde "Ja... Tog noget tid før din mor ville tage over" hvilket var ærligt nok jo og hun kom ind i gyden for at de kunne snakke sammen uforstyrret sammen om hvad de havde lavet de sidste ti års tid væk fra hinanden, Liay så ihvertfald ud til at klare sig pænt godt lige nu ud over hun manglede synet på det ene øje hvis man sku tro på klappen for øjet
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on Aug 22, 2011 20:16:56 GMT 1
Liay trak lidt på den ene skulder for den anden var jo op imod muren. "Ja men hun kom jo over det. Kunne jo ikke blive her hele mit liv og når hun ikke vil give lov så må man jo stikke af for at få sin vilje" sagde hun roligt med et skævt smil, for hendes hjerte havde jo i mange år kaldt på havet, ligesom det kaldte på hende nu men nu måtte hun lige snakke lidt med Runi inden hun igen tog afsted for at følge hendes hjerte og lyster, noget der bragte hende væk fra dette sted.
|
|
|
Post by Runica on Aug 22, 2011 20:20:43 GMT 1
Runi smilede bare "har kun en ting at spørge om dog..." Hun lænede sig roligt frem mod sin gamle ven inden hun forsatte "Hvorfor tog du ikke mig med dengang?" Det havde plaget hende lidt at hendes bedste ven bare var smuttet kun efterladende en seddel hun fandt ved rent held. Men nu, nu var Liay her igen og sikkert snart på vej væk igen, men denne gang skulle hun nok komme med og så kunne hun passende give sine kræfter til kende istedet for at finde sig i at folk tog på hende og hundsede rundt med hende når hun var så meget stærkere end dem
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on Aug 22, 2011 20:25:02 GMT 1
Liay smilede skævt og rystede kort på hovedet "Livet på havet er barsk, troede ikke det var noget for dig og så skulle der jo være en til at passe mor. Desuden var det meget nemmere at nare mændene når man kun var en" svarede hun ærligt for hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle svare ellers, det havde jo været en hurtigt beslutning den gang for hun ville jo ikke finde sig i at være en simple tjenestepige når et liv med eventyr var lige uden foran ens dør.
|
|
|
Post by Runica on Aug 22, 2011 20:32:53 GMT 1
Runi grinede mildt som hun sagde "godt, jeg ville bare vide det. og denne gang skaffer du mig ikke af vejen så let... Kaptajn" Hun sagde titlen drillende men respektfuldt siden det ikke var en nem titel at få. Især for en kvinde jo men her var hendes bedste ven med samme holdning som den storm af kaptajner der kom til så pokkers ofte om end hun altid ville genkende det grå øje og den stemme og hun måtte indrømme kroppen var kommet pænt til rette med de former. Lige nu måtte hun så bare prøve at være seriøs så hun kunne komme med på skibet og sige farvel til det kedelige liv i kroen
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on Aug 22, 2011 20:41:15 GMT 1
Liay kom til at grine af hende "Nå så du har hørt at jeg er blevet kaptajn? eller blev for har jo haft den titel i mange år" sagde hun roligt med et lettere grinene smil for hun havde jo snart i 8 år været kaptajn ombord på Black Lotus og hun elskede stadig det liv til fulde.."Du må nok hellere sige det ordentligt til mor inden vi går, tror hun egentlig jeg er død?" sagde hun stadig roligt for det kunne jo godt tænkes at hendes mor troede det efter så mange år uden hun havde givet en lyd fra sig til trods for de flere gange havde været her i Tortuga men aldrig i særlig lang tid.
|
|