Post by Mimi "Mariposas" Demonheart on Oct 19, 2011 13:41:17 GMT 1
Luften af øl og sved, lyden af højlydt latter og lige så højlydte råb, hvin fra tøsebørn der blev klappet i bagdelen og hujen fra mændene der så på - folk der morede, spillede, horede og drak. Det var her at Jonathan hørte til, midt i kaosset, omringet af mænd hvis munde var mere beskidte end deres hænder, og Duer med glimt i øjet og skørterne svajende omkring deres formlige kroppe. Udenfor traskede verden måske videre med sine problemer og sine seriøse situationer, men straks man trådte over dørtærsklen til Duen trådte man ind i et andet land, hvor de eneste seriøse problemer bestod i hvad enten man kunne betale den Due man havde lagt blikket på. Jonathan kunne da heller ikke sige sig helt appelsinfri, som han sad ved et af de firkantede borde, med et skummende krus i den ene hånd og et raflebæger presset mod bordet i det andet. Arth havde været på hans side fra starten af aftenen, og de tomme krus på bordet fortalte deres egen historie om den strøm af alkohol han havde indtaget på sine modspilleres regning.
Den unge mand lænede sig ind over bordet, de havblå øjne knebet sammen til smalle sprækker i forsøget på at fokusere på mændene der sad omkring ham. De to nyeste udfordrere: En yngre mand med et charmerende smil og en øjemuskel der konstant vibrerede (lettere distraherende), samt en ældre mand med et ansigt vansiret af koppear, der syntes at spy sin latter så pludseligt og voldsomt som en galning med ildmagiens gave. Den yngre mand havde netop erklæret fem seksere i spillet snyd, og Jonathan behøvede ikke kigge en ekstra gang på sine egne terninger for at kalde knægtens bluff. For dramatisk effekt hamrede han sit krus ned i bordet mens han rejste sig så voldsomt at stolen næsten væltede bag ham. ”Du min fine herre, er en løgner og en bedrager, og den næste runde er på dig!” erklærede han intenst i en stemme der kun snøvlede en anelse, mens han rettede en anklagende finger i ungkarlens retning. Det ellers så charmerende smil forvrængedes i en lettere surmulende mine, mens drengen tøvende måtte løfte sit bæger og erkende sit nederlag, under højlydt hujen fra de af de andre gæster der stod omkring for at observere spillet.
Det var med et tilfredst smil at Jonathan lod sig falde ned i sin stol igen, hans øjne skinnende i sin beruselse og det sorte hår plastret til hans pande grundet varmen der hang tungt i det fyldte lokale. I ét langt drag fik han på magisk hvis det sidste væske i sit krus til at forsvinde, og tillod det tomme krus at slutte sig til sine slægtninge på det medtagne træbord. Knægten gjorde ikke mine til at ville forsøge at flygte fra sit tab, men han syntes nu heller ikke at have travlt med at få fat i den næste omgang, og Jonathan besluttede sig for at hjælpe ham lidt på vej. Måske han ikke vidste hvordan det skulle gøres? I netop dette øjeblik blev hans opmærksomhed fanget af en smidig skikkelse der flød forbi, og med en hurtig bevægelse fløj Jonathans arm ud og snoede sig rundt om kvindens hofte. Et lille træk og hun var ude af balance, og snart befandt den muntre tyv sig med skødet og armene fulde af kvinde. ”Mine nyfundne venner og jeg har en tør plet i halsen – måske noget pipfuglen kunne være behjælpelig med?” lo han drillende i hendes øre, et karakteristisk smil spillende om hans mund som han henvendte sig til tøsen han troede var en glædespigerne der arbejde der. Havde han været en anelse mere ædru ville han måske have bemærket at tøsen her ikke var et af de metaforisk bevingede væsner han kendte og elskede - men for øjeblikket var han godt tilfreds med formerne der pressedes mod hans krop og fyldte hans hænder.
Mimi skubbede døren til Duen op, gik ind og lod den falde i bag sig, før nogen kunne råbe efter hende over det kolde pust af klar og frisk sommerluft, der nu var forsvundet i varmen og dunsten indenfor. Hendes øjne vendede sig hurtigt til halvmørket i stuen, som hun trådte til side for at give plads for et par brovtende mænd på vej ud, der tydeligvis havde opnået hvad de var kommet efter og ingen grund så til at blive, og hun selv tog et overblik over hvem der var tilstede i aften. Rummet var godt fyldt af fulde, feststemte mænd og kvinder uden den store påklædning. Dog, så havde den eneste grund været til, at Mimi havde søgt derind var for, at få et værelse for natten inden, at hun ville tage på på slottet for, at besøge Prins Gab og på grund af det var blevet stort set nat så synes Mimi ikke selv, at hun kunne tillade sig, at møde op på slottet så sent. Nej, så ville hun heller vente til, at det blev morgen.
Med en hånd løsnede hun kappen og lod den falde fra sine skuldre og ned i hendes favn. Varmen i rummet var kvælende, men stemningen var god. Hun satte i bevægelse og med et lille ubestemmeligt smil begav hun sig på vej mod baren og noget til at kølne halsen. Hendes blik faldt på et bord hvor en gruppe spillede terninger og hvor Samuels sorte manke ragede op med siden til hende. Til den anden side var baren tæt pakket af mennesker og med en glædespigerne siddende på disken. At det var en glædelspige var hun ikke i tvivl om. For en gang skyld havde pigen dog samlede ben, noget hun havde været i tvivl om hvorvidt hun kunne. Distraheret af den tanke og på vej rundt om gruppen ved glædespigen, greb armen om hendes liv hende helt uforberedt og fik hende ud af balance, noget hun ellers aldrig var! Et overrasket og ikke så lidt fortørnet udbrud kom fra hendes læber, mens hun lyn hurtigt snoede sig i grebet, så hun kunne se hvem det var hun landede sikkert på skødet af. ...Jonathan... Hans greb var dog så fast, som hans hænder var vandrende og forhindrede hende i at rejse sig før hun sad ordentligt. ”Jonahtan”
Hans varme ånde mod hendes hud havde ikke den ønskede virkning, som hans smil heller ikke formildede hendes lynene øjne. En uforsigtig hånd og hendes fandt frirum til en syngende lussing. ”Hvad kaldte du mig....” Hendes stemme kom farligt dæmpet, som hun fik sig vredet i hans favn uden helt at kunne komme fri af den. Hvornår var han blevet så stærk – og så blind? Hun kunne høre latteren omkring dem og havde en klar fornemmelse af at resten havde gættet hans fejl, mens hun stirrede indædt på ham.
Lussingen var ikke noget, som faldt i god jord hos Jonathan var tydeligt, at se på han greb hårdt fat i Mimis ene arm og begyndt, at slæbe hende med over imod trapperne der førte ovenpå, da han havde i sinde, at lære den tøs at der var ikke nogle, som slap godt fra, at slå på ham. Lige, at tøssen havde kendt hans navn var ikke noget, som brugte tid på at tænke over og faktisk så vidste han ikke engang hvem hun var. Han også bedøvende ligeglad med de forsøg, som tøssen kom med for at komme fri af hans greb.
På alle måder så kendte Mimi udemærke straffen for, at slå på en mand og det var, at man fik det 100 gange tilbage af den sammen mønt, hvilke også var derfor hun forsøgt, at komme fri af hans greb i hendes arm. Men alligevel så var det langt fra første gang at hun ville opleve, at hendes bror slog hende og dog, så var der en ting, som hun havde lagt mærke til, hvilke var at han ikke virkede, som at kende hende. Dog, så havde det også været efterhånden mange år siden, at hun sidst havde set ham og på ingen måder ville hun klage over, at han ikke havde være inærheden af hende selvom hun dog det sidste 1½ år haft fornemmelsen af der mangle et eller andet i hendes liv - næsten ligesom hun havde glemt noget meget vigtigt og alligevel så havde hun ikke fundet udad hvad det var eller for den sags skyld hvem det var.
Selvom Mimi forsøgte, at se om der var nogle i rummet, som bare havde den mindste smule mod i sig til, at hjælpe hende så var det, som et tabt slag på forhånd, da det ikke lykkes hende, at få øjnkontakt med så meget, som en eneste person. Det var også derfor det lykkes Johantan at få hende med på et værelse, hvor han kastede hende ind hvilke blot gjorde, at hun mistede hendes balance og faldt ned på gulvet - alt imens så fik Johantan sat en stol foran døren, sådan at der ville lige med det sammen var nogle, som kunne forstyrre ham.
Hvorefter, at han vendte sig om imod Mimi, som med det sammen begyndte, at kravle væk fra ham og dog, så var det ikke langt på grund af hun endte op ad en væg samt Johantan var hurtigt over hende - hvor han greb om hendes hals og bakkede hende hårdt opad væggen, hvor han holdte hende oppe på den måde, at hendes fødder ikke rørte gulvet hvilke bare gjorde at Mimi fik svært ved at trække vejret "Du kommer til, at fortryde den dag du blev født tøs!" kom det hårdt og vredt fra Johantan inden, at han begyndte at slå løs på hende. Da han var træt af holde hende opad væggen så kastede han hende over imod sengen og dog, så ramte hun det lille bord hvor der havde stået en glas lampe på. Men da hun havde ramt det bord så var den vælde ned på gulvet, hvor den gik mange små stykker og alligevel så var det ikke det værste på grund af det værste var, at Mimi lande ikke i sengen men der imod, at gulvet ovenpå alle de små glas stykker. Ikke engang så nåede hun, at flytte sig inden, at Johantan havde sat sig ovenpå hende, hvor han lod slagene være rettede imod hendes ansigt hvor de før havde været imod hendes krop.
Hvor længe, at alt sammen havde stået på havde Mimi ikke styr på, da hun mistede hendes bevisthed op til flere gang og den sidste gang, da hun kom halvt til sig selv så befandt hun sig alene i rummet. Grunden til, at hun var kommet til sig selv igen var på grund af der var nogle, som forsøgte ruste i hende og alligevel så var det kun kort, at hun åbnene hendes øjne, det eneste, som hun nåede at opfange var et navn: Mark og så noget mørkt hår. Alt andet lade hun ikke mærke til på grund af hun igen mistede bevidstheden.
Det der havde sket efter, at Johantan havde forladt Mimi inden på værelset, var at en af glædsepigerne havde kommet ind på det sammen med Mark for, at de skulle hygge sig. Men da, de havde opdagede Mimi så kunne Mark genkende hende med det sammen, som den kvinde han havde fjerne alt hukommelsen omkring hans far på 1½ år forinden hvilke også var det sammen, som han havde gjort ved hans far. Mark sagde til glædespigen, at de måtte vente med, at hygge sig til en anden dag og han bad også pigen omkring, at finde hans hest frem med det sammen på grund af Mimi skulle på et sygehus så hurtigt, som muligt hvilke mest af alt bunde i, at han ikke rigtig havde ave hans fars evner indenfor healing. Dog så kunne Mark godt se på alle hendes skader, at de var voldsome og det blødte på mange af de forkerte steder. Det var også derfor Mark løftede hende op i hans favn for, at få hende med ned til hans hest hvorefter, at turen gik imod grænse sygehuset på grund af det var det eneste sted, hvor Mark stolede bare lidt på dem der healet.
Før, at Mark løftede Mimi helt op i hans favn så havde han lagt hans kappe omkring hende på grund af flere oversager selvom de to største var, at han ville dække hendes skader for nysgerrige blikke samt var det for et forsøgt, at han stoppe blødninger. Dog, så gik han så hurtigt, som han kunne ned til hans hest med hende i hans arme. Da de var kommet ud til hans hest, som glædespigen stod med så sagde han et hurtigt farvel til hende inden, at han satte Mimi først op på den mens han søge for, at hun ikke falde af den mens han selv satte sig op.
Han satte den i trav hurtigt og under hele turen så blev han ved med, at hviske til Mimi at hun skulle blive ved med at kæmpe og at hun ikke skulle give op Men lige om hun kunne hører ham eller ej vidste Mark ikke og dog, så håbe han virkelig ikke, at hun ville give op på grund af så var han ikke sikker på, at han ville kunne tilgive sig selv, da han allerede følte at der var sket med hende var hans skyld på grund af hans handlinger 1½ år forhinden på grund af han kunne ikke lade vær med at tænke hvis blot, at han ikke havde gjort det så ville dette måske ikke været sket.
Aldrig før så havde Mark synes turen til sygehuset været så lang, som den gjorde denne gang og lige, som at sygehuset kom til syne i det fjene så kom Mimi tilbage til sig selv igen "hvor tager du mig hen ?" var det eneste, som hun havde kræfter til, at få udover hendes læber. Bare det, at hun var kommet til sig selv gjorde Mark mere lettede end han noglesiden før havde prøvet, at opleve, hvilke også var derfor han ikke kunne lade vær med at smile til hende mens han kort havde vendt hans blik imod hende "Sygehuset. Du er kommet meget slemt til skade" svare Mark roligt igen og han valgte ikke, at nævne hvordan eller hvor det var at han havde fundet hende henne på grund af han var sikker på, at det ikke ville hjælpe på noget, som helst lige der.
Det svar, som hun havde fået fra den fremmede, som red med hende var et der satte en masse tanker igang hos Mimi på grund af hun huskede ikke noget omkring hvordan hun kunne være kommet til skade. Det tankespin var også derfor hun ikke sagde mere og bare lod ham ridde afsted med hende. Da de ankom til sygehuset så var der ikke lige nogle udenfor hvilke også var derfor Mark hoppet af hesten inden at han rækkede ud imod Mimi for, at få hende ned i hans favn igen - sådan at han kunne bære hende indenfor, hvor han stoppede op og råbte "En eller anden! Der er meget brug for hjælp her!" hvilke udløse, at de omkring stående personer der havde været igang med et eller andet gik helt istå og bare kiggede forskrækkede hen på Mark. Dog, så kunne inden rigtig se, at det var Mimi, som han stod med på grund af inden, at de havde gået indenfor så havde Mimi trukkede hætten helt op over hendes hoved - sådan at det kun var nogle af hendes lange blondte lokker der var til syne. Alligevel så var det ikke det eneste, som var til syne på grund af der drybbede et par dråber blod ned på gulvet under Mimis krop, hvilke var fordi, at kappen var blevet så gennemblødt af blod de steder, hvor hun havde nogle meget dybe sår.
//out.
(Det er kun Zill, som har tilladelse til at bryde ind i denne her tråd for ellers så slutter tråden her)
Mimis tøj
Den unge mand lænede sig ind over bordet, de havblå øjne knebet sammen til smalle sprækker i forsøget på at fokusere på mændene der sad omkring ham. De to nyeste udfordrere: En yngre mand med et charmerende smil og en øjemuskel der konstant vibrerede (lettere distraherende), samt en ældre mand med et ansigt vansiret af koppear, der syntes at spy sin latter så pludseligt og voldsomt som en galning med ildmagiens gave. Den yngre mand havde netop erklæret fem seksere i spillet snyd, og Jonathan behøvede ikke kigge en ekstra gang på sine egne terninger for at kalde knægtens bluff. For dramatisk effekt hamrede han sit krus ned i bordet mens han rejste sig så voldsomt at stolen næsten væltede bag ham. ”Du min fine herre, er en løgner og en bedrager, og den næste runde er på dig!” erklærede han intenst i en stemme der kun snøvlede en anelse, mens han rettede en anklagende finger i ungkarlens retning. Det ellers så charmerende smil forvrængedes i en lettere surmulende mine, mens drengen tøvende måtte løfte sit bæger og erkende sit nederlag, under højlydt hujen fra de af de andre gæster der stod omkring for at observere spillet.
Det var med et tilfredst smil at Jonathan lod sig falde ned i sin stol igen, hans øjne skinnende i sin beruselse og det sorte hår plastret til hans pande grundet varmen der hang tungt i det fyldte lokale. I ét langt drag fik han på magisk hvis det sidste væske i sit krus til at forsvinde, og tillod det tomme krus at slutte sig til sine slægtninge på det medtagne træbord. Knægten gjorde ikke mine til at ville forsøge at flygte fra sit tab, men han syntes nu heller ikke at have travlt med at få fat i den næste omgang, og Jonathan besluttede sig for at hjælpe ham lidt på vej. Måske han ikke vidste hvordan det skulle gøres? I netop dette øjeblik blev hans opmærksomhed fanget af en smidig skikkelse der flød forbi, og med en hurtig bevægelse fløj Jonathans arm ud og snoede sig rundt om kvindens hofte. Et lille træk og hun var ude af balance, og snart befandt den muntre tyv sig med skødet og armene fulde af kvinde. ”Mine nyfundne venner og jeg har en tør plet i halsen – måske noget pipfuglen kunne være behjælpelig med?” lo han drillende i hendes øre, et karakteristisk smil spillende om hans mund som han henvendte sig til tøsen han troede var en glædespigerne der arbejde der. Havde han været en anelse mere ædru ville han måske have bemærket at tøsen her ikke var et af de metaforisk bevingede væsner han kendte og elskede - men for øjeblikket var han godt tilfreds med formerne der pressedes mod hans krop og fyldte hans hænder.
Mimi skubbede døren til Duen op, gik ind og lod den falde i bag sig, før nogen kunne råbe efter hende over det kolde pust af klar og frisk sommerluft, der nu var forsvundet i varmen og dunsten indenfor. Hendes øjne vendede sig hurtigt til halvmørket i stuen, som hun trådte til side for at give plads for et par brovtende mænd på vej ud, der tydeligvis havde opnået hvad de var kommet efter og ingen grund så til at blive, og hun selv tog et overblik over hvem der var tilstede i aften. Rummet var godt fyldt af fulde, feststemte mænd og kvinder uden den store påklædning. Dog, så havde den eneste grund været til, at Mimi havde søgt derind var for, at få et værelse for natten inden, at hun ville tage på på slottet for, at besøge Prins Gab og på grund af det var blevet stort set nat så synes Mimi ikke selv, at hun kunne tillade sig, at møde op på slottet så sent. Nej, så ville hun heller vente til, at det blev morgen.
Med en hånd løsnede hun kappen og lod den falde fra sine skuldre og ned i hendes favn. Varmen i rummet var kvælende, men stemningen var god. Hun satte i bevægelse og med et lille ubestemmeligt smil begav hun sig på vej mod baren og noget til at kølne halsen. Hendes blik faldt på et bord hvor en gruppe spillede terninger og hvor Samuels sorte manke ragede op med siden til hende. Til den anden side var baren tæt pakket af mennesker og med en glædespigerne siddende på disken. At det var en glædelspige var hun ikke i tvivl om. For en gang skyld havde pigen dog samlede ben, noget hun havde været i tvivl om hvorvidt hun kunne. Distraheret af den tanke og på vej rundt om gruppen ved glædespigen, greb armen om hendes liv hende helt uforberedt og fik hende ud af balance, noget hun ellers aldrig var! Et overrasket og ikke så lidt fortørnet udbrud kom fra hendes læber, mens hun lyn hurtigt snoede sig i grebet, så hun kunne se hvem det var hun landede sikkert på skødet af. ...Jonathan... Hans greb var dog så fast, som hans hænder var vandrende og forhindrede hende i at rejse sig før hun sad ordentligt. ”Jonahtan”
Hans varme ånde mod hendes hud havde ikke den ønskede virkning, som hans smil heller ikke formildede hendes lynene øjne. En uforsigtig hånd og hendes fandt frirum til en syngende lussing. ”Hvad kaldte du mig....” Hendes stemme kom farligt dæmpet, som hun fik sig vredet i hans favn uden helt at kunne komme fri af den. Hvornår var han blevet så stærk – og så blind? Hun kunne høre latteren omkring dem og havde en klar fornemmelse af at resten havde gættet hans fejl, mens hun stirrede indædt på ham.
Lussingen var ikke noget, som faldt i god jord hos Jonathan var tydeligt, at se på han greb hårdt fat i Mimis ene arm og begyndt, at slæbe hende med over imod trapperne der førte ovenpå, da han havde i sinde, at lære den tøs at der var ikke nogle, som slap godt fra, at slå på ham. Lige, at tøssen havde kendt hans navn var ikke noget, som brugte tid på at tænke over og faktisk så vidste han ikke engang hvem hun var. Han også bedøvende ligeglad med de forsøg, som tøssen kom med for at komme fri af hans greb.
På alle måder så kendte Mimi udemærke straffen for, at slå på en mand og det var, at man fik det 100 gange tilbage af den sammen mønt, hvilke også var derfor hun forsøgt, at komme fri af hans greb i hendes arm. Men alligevel så var det langt fra første gang at hun ville opleve, at hendes bror slog hende og dog, så var der en ting, som hun havde lagt mærke til, hvilke var at han ikke virkede, som at kende hende. Dog, så havde det også været efterhånden mange år siden, at hun sidst havde set ham og på ingen måder ville hun klage over, at han ikke havde være inærheden af hende selvom hun dog det sidste 1½ år haft fornemmelsen af der mangle et eller andet i hendes liv - næsten ligesom hun havde glemt noget meget vigtigt og alligevel så havde hun ikke fundet udad hvad det var eller for den sags skyld hvem det var.
Selvom Mimi forsøgte, at se om der var nogle i rummet, som bare havde den mindste smule mod i sig til, at hjælpe hende så var det, som et tabt slag på forhånd, da det ikke lykkes hende, at få øjnkontakt med så meget, som en eneste person. Det var også derfor det lykkes Johantan at få hende med på et værelse, hvor han kastede hende ind hvilke blot gjorde, at hun mistede hendes balance og faldt ned på gulvet - alt imens så fik Johantan sat en stol foran døren, sådan at der ville lige med det sammen var nogle, som kunne forstyrre ham.
Hvorefter, at han vendte sig om imod Mimi, som med det sammen begyndte, at kravle væk fra ham og dog, så var det ikke langt på grund af hun endte op ad en væg samt Johantan var hurtigt over hende - hvor han greb om hendes hals og bakkede hende hårdt opad væggen, hvor han holdte hende oppe på den måde, at hendes fødder ikke rørte gulvet hvilke bare gjorde at Mimi fik svært ved at trække vejret "Du kommer til, at fortryde den dag du blev født tøs!" kom det hårdt og vredt fra Johantan inden, at han begyndte at slå løs på hende. Da han var træt af holde hende opad væggen så kastede han hende over imod sengen og dog, så ramte hun det lille bord hvor der havde stået en glas lampe på. Men da hun havde ramt det bord så var den vælde ned på gulvet, hvor den gik mange små stykker og alligevel så var det ikke det værste på grund af det værste var, at Mimi lande ikke i sengen men der imod, at gulvet ovenpå alle de små glas stykker. Ikke engang så nåede hun, at flytte sig inden, at Johantan havde sat sig ovenpå hende, hvor han lod slagene være rettede imod hendes ansigt hvor de før havde været imod hendes krop.
Hvor længe, at alt sammen havde stået på havde Mimi ikke styr på, da hun mistede hendes bevisthed op til flere gang og den sidste gang, da hun kom halvt til sig selv så befandt hun sig alene i rummet. Grunden til, at hun var kommet til sig selv igen var på grund af der var nogle, som forsøgte ruste i hende og alligevel så var det kun kort, at hun åbnene hendes øjne, det eneste, som hun nåede at opfange var et navn: Mark og så noget mørkt hår. Alt andet lade hun ikke mærke til på grund af hun igen mistede bevidstheden.
Det der havde sket efter, at Johantan havde forladt Mimi inden på værelset, var at en af glædsepigerne havde kommet ind på det sammen med Mark for, at de skulle hygge sig. Men da, de havde opdagede Mimi så kunne Mark genkende hende med det sammen, som den kvinde han havde fjerne alt hukommelsen omkring hans far på 1½ år forinden hvilke også var det sammen, som han havde gjort ved hans far. Mark sagde til glædespigen, at de måtte vente med, at hygge sig til en anden dag og han bad også pigen omkring, at finde hans hest frem med det sammen på grund af Mimi skulle på et sygehus så hurtigt, som muligt hvilke mest af alt bunde i, at han ikke rigtig havde ave hans fars evner indenfor healing. Dog så kunne Mark godt se på alle hendes skader, at de var voldsome og det blødte på mange af de forkerte steder. Det var også derfor Mark løftede hende op i hans favn for, at få hende med ned til hans hest hvorefter, at turen gik imod grænse sygehuset på grund af det var det eneste sted, hvor Mark stolede bare lidt på dem der healet.
Før, at Mark løftede Mimi helt op i hans favn så havde han lagt hans kappe omkring hende på grund af flere oversager selvom de to største var, at han ville dække hendes skader for nysgerrige blikke samt var det for et forsøgt, at han stoppe blødninger. Dog, så gik han så hurtigt, som han kunne ned til hans hest med hende i hans arme. Da de var kommet ud til hans hest, som glædespigen stod med så sagde han et hurtigt farvel til hende inden, at han satte Mimi først op på den mens han søge for, at hun ikke falde af den mens han selv satte sig op.
Han satte den i trav hurtigt og under hele turen så blev han ved med, at hviske til Mimi at hun skulle blive ved med at kæmpe og at hun ikke skulle give op Men lige om hun kunne hører ham eller ej vidste Mark ikke og dog, så håbe han virkelig ikke, at hun ville give op på grund af så var han ikke sikker på, at han ville kunne tilgive sig selv, da han allerede følte at der var sket med hende var hans skyld på grund af hans handlinger 1½ år forhinden på grund af han kunne ikke lade vær med at tænke hvis blot, at han ikke havde gjort det så ville dette måske ikke været sket.
Aldrig før så havde Mark synes turen til sygehuset været så lang, som den gjorde denne gang og lige, som at sygehuset kom til syne i det fjene så kom Mimi tilbage til sig selv igen "hvor tager du mig hen ?" var det eneste, som hun havde kræfter til, at få udover hendes læber. Bare det, at hun var kommet til sig selv gjorde Mark mere lettede end han noglesiden før havde prøvet, at opleve, hvilke også var derfor han ikke kunne lade vær med at smile til hende mens han kort havde vendt hans blik imod hende "Sygehuset. Du er kommet meget slemt til skade" svare Mark roligt igen og han valgte ikke, at nævne hvordan eller hvor det var at han havde fundet hende henne på grund af han var sikker på, at det ikke ville hjælpe på noget, som helst lige der.
Det svar, som hun havde fået fra den fremmede, som red med hende var et der satte en masse tanker igang hos Mimi på grund af hun huskede ikke noget omkring hvordan hun kunne være kommet til skade. Det tankespin var også derfor hun ikke sagde mere og bare lod ham ridde afsted med hende. Da de ankom til sygehuset så var der ikke lige nogle udenfor hvilke også var derfor Mark hoppet af hesten inden at han rækkede ud imod Mimi for, at få hende ned i hans favn igen - sådan at han kunne bære hende indenfor, hvor han stoppede op og råbte "En eller anden! Der er meget brug for hjælp her!" hvilke udløse, at de omkring stående personer der havde været igang med et eller andet gik helt istå og bare kiggede forskrækkede hen på Mark. Dog, så kunne inden rigtig se, at det var Mimi, som han stod med på grund af inden, at de havde gået indenfor så havde Mimi trukkede hætten helt op over hendes hoved - sådan at det kun var nogle af hendes lange blondte lokker der var til syne. Alligevel så var det ikke det eneste, som var til syne på grund af der drybbede et par dråber blod ned på gulvet under Mimis krop, hvilke var fordi, at kappen var blevet så gennemblødt af blod de steder, hvor hun havde nogle meget dybe sår.
//out.
(Det er kun Zill, som har tilladelse til at bryde ind i denne her tråd for ellers så slutter tråden her)
Mimis tøj