|
Post by Celia Price Melwasúl on Dec 20, 2011 19:24:37 GMT 1
Den Hylende Sirene var lige kommet i havn, og Celia havde haft sin sidste sejltur på dette skib, hun stod nu på dækket og så rundt på alle sine venner med et lille smil før hun langsomt nikkede til dem. hun havde været hyret for en måned af Aia som havde haft brug for sin første styrmand på et togt. hun smilte let for sig selv idet hun langsomt gik ned af vindebroen og ned på kajen. langsomt bevægede hun sig mod en af de kendte kroer dernede hvor hun havde et værelse, eller retter, købt sig et værelse så længe hun betalte for det. kården hang ved sin side, og hun tog det ikke så tungt at folk kiggede hendes vej når hun nu gik, kun iført bukser og en anderledes top end andre, dækkede kun lige hendes private egndele på overkroppen og så dækkede den også hendes arme og hals. hendes mave var fri og modtaglig for den dejlige kølige luft der kom fejende gennem luften mod hende. langsomt begyndte hun at gå ind i kroen og hen mod trappen mod værelserne hvorefter hun steg ind i værelset. hun lukkede øjnene kort før hun satte sig hen på sengen, lagde kården på et bord og begyndte at klæde sig af, hun skulle skifte til det andet sæt hun havde, magen til dog, men det var en del anderledes da hun havde mange mærker i det gamle. langsomt bevægede hun sig ud af værelset igen efter at havde klædt om og ned i krostuen. "Mad!Gi mig noget at æde!" hun så mod en af de få piger der gik frem og tilbage med øl og mad. Denne pige nikkede kort til hende før hun styrtede ud bagved og kom ind med en stor tellerken med mad, satte det foran hende idet hun satte sig ved et af de tomme borde.
|
|
|
Post by Zedekiah Alexander on Dec 20, 2011 19:34:27 GMT 1
Det lod ikke til, at nogle tænkte specielt over det, da en mørkklædt skikkelse hurtigt bevægede sig hen over bådbroerne ved havnen. Dog var der mange der bemærkede den fremmede, for det var ikke en skikkelse man ofte så ved havnen. Faktisk var det generelt ikke et sted han opholdt sig. Zedekiah havde aldrig været specielt tiltrukket af livet på havet og brød sig egentlig ikke om stemningen ved havnen. Nej, grunden til at han var til at finde der var, at han havde fulgt en vandringsmand dertil. En mand, som åbenbart havde været bange nok for at krydse Darklia, til at han ville betale en for at følge ham.
Zedekiah var iført en gammel uniform fra hæren, dog kunne den knap kendes mere, da den var lappet rundt omkring og efterhånden godt slidt. Dog vidste han, at han skulle være forsigtig når han befandt sig i Darklia, for han var ikke velset af dem, der havde det mindste med hæren at gøre. Det var derfor en satsning, da han åbnede døren til kroen og trådte ind. Heldigvis lod det ikke til, at nogle fra hæren havde været forbi havnen. Da han tænkte sig om vidste han egentlig også at det nok ikke ligefrem var dét de brugte mest tid. Han slog hætten ned og så sig mere grundigt omkring.
|
|
|
Post by Celia Price Melwasúl on Dec 20, 2011 20:07:17 GMT 1
Da maden var blevet sat foran hende, begyndte langsomt at spise, dog var blikket meget imod døren ind til kroen. hun håbede på en måde at hendes far måske ville komme ind af døren, men samtidig vidste hun ikke rigtigt hvordan han så ud, dem der engang havde råbt op om hans navn var ikke til at finde igen, måske var de døde? det vidste hun ikke. hun sukkede let før hun vendte blikket mod maden igen og prikkede lidt til maden med en gaffel, noget af det så ikke så godt ud, eller retter intet så godt ud af den mad. endnu et suk kom fra hende igen hun langsomt lagde albuen på bordet og lænede hovedet på det, sad lidt i sin egen verden før hun så ud af det lille vindue.
|
|
|
Post by Zedekiah Alexander on Dec 20, 2011 20:17:43 GMT 1
Zedekiah brugte et øjeblik på at stå stille og faldt så helt til ro. Han var altid en smule lettere til at være anspændt, når han var i Darklia og det ville han nok aldrig vænne sig af med. Det var vel også smart nok, for han kunne aldrig vide om der pludselig var en eller anden der kunne kende ham, og i tilfælde af at det skete var det vigtigt, at han var klar på enten at forsvarer sig eller flygte. Så vidt han var informeret vidste de fleste omkring hæren godt, hvem der var skyld i hans død. Om ikke andet var der nogle der så ham som forræder, grundet alt det der skete. Han kastede tankerne fra fortiden væk og fik i stedet kontakt til en tjenerinde. "Kan der fremskaffes noget så enkelt som rent vand?" Et øjeblik lød han en smule fjern, men han var meget opmærksom på tjenerinden, der blot nikkede og gik for at hente en kande vand og et glas. I mellemtiden satte han sig op ad væggen ved et bord, hvor vandet så blev stillet.
|
|
|
Post by Celia Price Melwasúl on Dec 20, 2011 20:23:14 GMT 1
Efter nogen minutter hvor hun bare havde stirret ud af vinduet rejste hun sig langsomt op og så mod en tjenestepige. "Hey du der! Kom her!" hun tog langsomt hånden ned under telerknen og holdte den nu kun i en hånd. pigen kom langsomt hen mod hende, som alle rundt omkring dem kiggede nøje på hvad det var der skete. " sig mig hvad er dette her for noget hundeæde.. det liger noget der har ligget i flere uger.. " hun ragte det roligt ud mod hende, kold og hård var hun lige nu, hun ville nok havde kastet det i hovedet på hende hvis hun ikke lige havde haft en go dag på skibet. "Se så at ordne dette.. ellers kan du godt regne med at det smukke hoved af dit ligger i en pose endag" hun vendte langsomt om og satte sig ned igen efter at pigen havde taget telerknen og nikkede let til hende som det var forstået, derefter styrtede hun ud i køkkenet.
|
|
|
Post by Zedekiah Alexander on Dec 20, 2011 20:52:30 GMT 1
Selvom der var en del larm på kroen, som der altid var sådanne steder, var der alligevel visse ting der gik mere igennem ind til Zedekiah end andre. Hans opmærksomhed blev rettet mod en lyshåret kvinde, der sad ved et bord tæt på. Grunden var først, at hun rejste sig og havde hævet stemmen for at få en tjener hen til sig. Opmærksomheden blev så hængende, da han bemærkede hvordan hun talte til tjeneren, der så ud til ikke helt at vide hvad hun skulle gøre af sig selv, før hun så fik tallerkenen og hurtigt var ude i køkkenet. Zedekiah kunne aldrig selv drømme om at true en tjener på den måde, ihvertfald ikke grundet noget dårligt mad. Generelt gjorde han meget i trusler, men bestemt ikke for den slags. Han sukkede for sig selv og hældte noget vand op i sit glas, for så at vende tilbage til sit. Han tog et slurk af vandet og rynkede på næsen. Umiddelbart var det rent, men det havde en lidt underlig smag. Zedekiah var heldigvis rimelig hærdet overfor den slags, så frygtede hverken skidt eller sygdomme. Alligevel blev han automatisk lidt skeptisk.
|
|
|
Post by Celia Price Melwasúl on Dec 20, 2011 21:05:37 GMT 1
hun smilte let idet hun så hen på de andre i rummet. "hvad? har i aldrig set en meget sulten kvinde før?" hun blinklede let til dem før hun satte sig til rette igen, døren gik op og en mand kom gående ind og hen mod hende. "Celia! Aia vil tale med dig på dækket.. Du var jo første styrmand!" han stod bare i døren med blikket rettede mod hende. et lille suk kom fra hendes læber idet hun hørte ordene. "Sig til Aia at jeg ikke kommer tilbage, ligemeget hvor mange penge hun vil give mig for at blive på posten" hun så roligt på ham før hun langsomt vendte sig om mod tjenestepigen der kom igen med noget nyt mad og satte det foran hende. "Tak skal de have.. pas lidt bedre på næste gang.. ikke alle er blide" hun blinkede let til pigen før hun så på maden som straks så en smule bedre ud.
|
|
|
Post by Zedekiah Alexander on Dec 20, 2011 21:36:49 GMT 1
Af en eller anden grund havde den lyshårede kvinde fanget Zedekiahs interesse. Han kunne egentlig også godt selv forklare hvorfor. Måden hun opførte og talte på.. Det var atypisk for kvinder og desuden lignede hun ikke typen der gjorde sådan. På den anden side sagde hendes påklædning måske også lidt om hendes væremåde. Zedekiah tog selv selv i at være fordømmende og kort derefter kom der en person gående hen til kvinden. Med blikket vendt ned på vandet i hans glas lyttede han til hvad der blev sagt. Nysgerrig var han trods alt. Da fik han opklaret hendes opførsel, for det var næppe kun fordomme, at opførsel og sprog blev hærdet til søs. Han lænede sig tilbage på stolen og mærkede sin ryg støde mod den kolde væg. Heldigvis var uniformen nok til, at kulden ikke var alt for tydelig.
|
|
|
Post by Celia Price Melwasúl on Dec 20, 2011 21:45:02 GMT 1
hun så lidt mod manden der endnu ikke havde flyttet sig "Hvad? skal jeg virkelig?" hun så mod ham med et træt blik idet han nikkede. "Fint.. Sig til Aia at jeg kommer der hen imorgen tidligt.. -Meget- tidligt" hun vendte blikket væk fra ham idet han igen nikkede og gik ud af døren. hun så nu på tjenestepigen. "Sæt dig lidt ned.." et lille smil på hendes læber viste at hun ikke var sur på nogen måde eller irriteret. pigen satte sig ned med blikket mod gulvet. "Hey.. ikk vær så trist.. jeg prøver bare at hjælpe dig.. Mænd kan godt finde på at stå med.. ja en kniv mod din hals hvis du ikke gør som de siger" hun lagde langsomt en hånd på hendes ryg idet hun hviskede noget til hende, og et smil spillede over hendes læber "Aftale? godt smut så med dig.. din smukke pige.." hun grinte let til hende idet pigen fik en smule røde kinder og skyndte sig ud i køkkenet. hun vendte langsomt blikket rundt og så på mændene. "Rør i hende.. får i med mig at bestille.. forstået?" hun rejste sig op igen, holdte en hånd under telerknen før hun langsomt så rundt. så lidt mod Zed, hvem var han? ham havde hun da ikke set før, nå men han var nok sådan en af de mange mennesker der dømte udfra førstegangs intrykket, så måske skulle hun bare holde sig på afstand. hun vendte sig langsomt om og gik langsomt hen mod trappen.
|
|
|
Post by Zedekiah Alexander on Dec 20, 2011 23:25:45 GMT 1
Da glasset var tømt fyldte han det ikke igen. Godt nok var der rigeligt med vand i kanden, men Zedekiah havde ikke lyst til mere af det underligt smagende vand. Det ene glas han havde drukket var også nok til at holde ham kørende. Hele tiden lyttede han efter hvad der skete henne ved den lyshårede og så diskret derover, da han bemærkede at hun talte med den unge tjener igen. Af ukendte årsager irriterede det ham, måden hun talte til pigen på, men han kunne ikke forklare sig selv hvorfor. Derfor lod han det ligge indtil kvinden pludselig talte til alle på kroen. Zedekiah rystede på hovedet, irriteret over måden hun troede hun egede det hele på. "Hvilken trussel," sagde han sarkastisk efter hun havde rejst sig op. Han tænkte ikke så meget over om hun hørte det eller ej.
|
|
|
Post by Celia Price Melwasúl on Dec 20, 2011 23:42:21 GMT 1
hun kastede kun et kort blik mod manden før hun langsomt vendte sig om mod kvinden da hun kom ud igen, smilte let til hende før hun langsomt satte sig ned igen, hun ignorrede klart den mand der lige havde talt. "Nå.. fortæl mig hvordan det går her.. Siden Skibet har jeg jo ikke set dig så tit mere.. Du droppede jo det hele dengang" hun smilte stadig let før hun lagde hovedet på skrå. Det var tydligt de to kendte hinanden, og at Celia blot havde klokket i det før på den måde hun havde snakket til hende, men hun havde jo sine grunde til netop dette. hun lagde hovedet en anelse på skrå da pigen svarede hende med et lille smil på sine læber "Jo Celia.. Det går.. Takket være dig.. er jeg sådan set fri for ham nu.. Du ved.. Snakker om det senere.." hun virkede klart en smule nervøs for at snakke i et åbent rum som dette.
Celia nikkede lavt til hende før hun langsomt så rundt og ud af vinduet igen. "Du må godt gå tilbage til arbejdet igen.. " hun lukkede øjnene og knugede om hånden, hvilken trussel? hun havde kun sagt det fordi netop denne pige betød noget for hende. hun var ikke mere end de 15-16 år, og hun havde set hende da hun var yngre. hun ville bare beskytte hende som hun havde gjort før.. og i Piraternes by.. var folk ikke flinke, og det måtte hun på en måde lære hende, nok lidt hårdt nogen gange men hun gjorde det for at hjælpe.
|
|
|
Post by Zedekiah Alexander on Dec 21, 2011 0:27:28 GMT 1
Zedekiah var i tvivl om han ville blive i Darklia til dagen derpå, eller blot begynde sin hjemrejse. Han var træt, for på turen til havnen havde de stort set ikke holdt pause og selvom han var halvt vampyr, tærrede det på kræfterne. Det var ikke en nem beslutning at tage, for ligemeget hvad kunne det gå hen og blive farligt for ham. Rejsen tilbage til grænselandet ville være risikofyldt hvis han ikke var helt på toppen og chancen for at blive spottet af krigere eller lignende var trods alt ikke helt lille. Desuden var man altid nødt til at være påpasselig i Darklia. Det var ikke sjældent overfald fandt sted, hvilket jo var grunden til, at Zedekiah i første omgang var blevet hyret som følge. Han havde pengene til at leje et værelse på kroen, men det var heller ikke nødvendigvis mere sikkert end at rejse. På den anden side ville han da, hvis alt gik vel, have mulighed for at få lidt hvile og så ville turen hjem blive mere sikker. Overvejelserne blev afbrudt, da han så tjeneren komme ud igen og give sig til at snakke med den lyshårede. Han burde ikke være så interesseret i andres liv, men nu havde den lyshårede nu engang fanget hans opmærksomhed - dog var han ikke sikker på, at det var positivt over for hende. Der var stadig noget ved hendes attitude han ikke brød sig om.
|
|
|
Post by Celia Price Melwasúl on Dec 21, 2011 0:37:34 GMT 1
Der gik lidt tid før hun langsomt rejste sig fra stedet igen, hun så lidt efter pigen med et roligt blik før hun langsomt vendt sig mod trappen, rejste sig og begyndte at gå mod den. "Kommer du op på mit værelse efter arbejde? jeg vil gerne snakke med min bedste veninde.." hun smilte let idet hun så på kvinden idet hun stoppede op og så på hende, et lille nik kom fra hende. "Selfølgelig Celia. jeg kommer op lige så snart jeg er færdig.. Så kan vi rigtigt få snakket.. og tag og slip den adityde vil du. Det klær dig mere når du er på skibet end når du er her" hun sendte hende hurtigt et kys før hun vendte tilbage til sit arbejde.
Celia rullede let med øjnene før hun forsatte op mod værelset, gik hurtigt ind, prøvede at lukke døren med foden hvilket ikke duede helt. lagde sig ned på sengen før hun lukkede øjnene. knugede hånden om noget før hun begyndte at synge lavt på elversprog, hvilket hun jo havde lært lidt af hjemme fra. hun savnede sin familie, nok en af grundene til hun var sådan, men hun ville ikke vise det.
|
|
|
Post by Zedekiah Alexander on Dec 21, 2011 0:48:39 GMT 1
Zedekiah havde mistet koncentrationen omkring den lyshårede kvinde, da tankerne om hjemturen begyndte at fylde mere. Det var alligevel typisk nok altid at se det fra den mørkeste side, men på den anden side var det vel godt nok altid at være forberedt på det værste - og det ville bestemt være at støde på nogle, der kunne kende ham. Han havde flere gange været nødt til at flygte fra ærede folk af Darklia - dem som han stadig kunne have haft kommandoen over... Bare tanken om fortiden gjorde ham vred og han tvang sig selv til at tænke på noget andet. Han havde ikke godt af at opholde sig i Darklia.. Tydeligvis ikke, men det var for risikabelt af bevæge sig hjem mens han var træt. Han gik hen til skrænken for at leje sig ind på et værelse - han kunne lige så godt gøre det med det samme, for ikke at være nødt til at gøre det i sidste øjeblik. Inden han nåede at bytte penge for en nøgle blev døren åbnet. Selvfølgelig skulle hans tanker blive til virkelighed. En velkendt skikkelse, en af Darklias krigere, kom gående ind på kroen. Uden et ord gik Zedekiah væk fra skrænken og op ad trappen, for at være sikker på ikke at blive opdaget.
|
|
|
Post by Celia Price Melwasúl on Dec 21, 2011 0:57:23 GMT 1
hun lå ganske stille i sengen og lyttede til alt udenfor døren og nedenunder, hun lukkede øjnene lidt efter at havde kigget op i loftet. hun sukkede let før hun langsomt satte sig op, stadig med lukkede øjne og begyndte at løsne toppen. hun satte den hurtigt ordenligt, den havde gnavet lidt i halsen. hun sukkede let før hun gik hen til et lille bord og tog noget papir frem og begyndte at skrive, hun nåede kun til kære.. og så var der ikke mere hun kunne skrive ned, hun havde sådan lyst til at flå det i stykker og gå derefter at gå ud for at slå nogen ned, sådan havde hun det indeni lige nu. hun knugede om penen før hun lagde den fra sig og gemte hovedet mellem sine hænder, ikke fordi hun græd men fordi hun lige havde brug for at tænke
|
|