The vamp next door. . .

[carrie]

Månen stod højt på himlen sammen med tusindevis af blinkende stjerner oplyste den natten, som ellers ville have været kulsort. Vejret var lunt, men en brise der af og til blæste gennem skoven tilføjede en kulde der krævede at man havde en form for kappe over sig. Carrie var iklædt netop sådan en kappe, og under den en let hvid sommerkjole, med et par uheldige malerstænk på skørtet. I en taske der hang om hendes skulder lå de ting hun brugte i sit arbejde, og rundt om hendes skulder lå den grønne slange Hiss, som hun snakkede lavmælt med.
Carrie havde brugt det meste af dagen ved grænsen, hvor hun havde malet et billede af en meget velhavende forretningsmand. Det havde ikke taget specielt lang tid at overlevere billedet til den rigtigt dronning, men alligevel var det blevet aften før Carrie overhovedet var begyndt at tage hjemad. Denne dagsrytme var sammen med det faktum at hun boede i skoven, grunden til at hun gik rundt der midt om natten. At gå rundt på den måde genrede hende heller ikke, og det var bestemt ikke første eller sidste gang hun gjorde det. Hun havde boet i den mørke skov og haft netop det jo hun havde så længe, at hun for længst havde vænnet sig til at rende rundt i skoven i nattetimen, som ellers også var de timer hvor rovdyrene gerne dominerede området.

[Valentin]

Natten var det eneste tidspunkt hvor Valentin bevægede sig ud af det store sorte gods i skoven hvor han residerede, men det passede ham dog også helt fint, da han havde levet hele sit liv i mørket og også foretrak det frem for lyset og dagen til enhver tid. Det var også et godt tidspunkt at jage, da han med lethed kunne bevæge sig lydløst og uset gennem mørket, og da han kunne se alt tydeligt i mørket, bedre end mange kunne om dagen, var det næsten for let at opspore og fange sit bytte når han jagede. Derfor gik han nu også gennem skoven, da mørket endelig havde lagt sig over landet, og han gik derfor roligt gennem den mørke, stille skov. Dog gik der ikke længe efter han var taget fra godset inden han blev opmærksom på han ikke var alene i skoven, da han kunne lugte blodet fra et menneske et sted i nærheden, selvom han ikke genkendte lugten, så hvem det var vidste han ikke, så det måtte være en han ikke havde mødt før, ellers kunne det ikke være nogen betydningsfuld eller interessant person, for så havde han husket vedkommende og havde genkendt lugten da han fornemmede den. Det gjorde det dog bare mere interessant, og så kedede han sig, så han fik lyst til at finde ud af hvem det var, det kunne jo altid være det var en eller anden interessant person, og ellers havde han da en han kunne tage noget blod fra, hvis ikke han fandt på noget andet at bruge personen til

[carrie]

Carrie fortsatte gennem skoven upåvirket af Valentins tilstedeværelse, af den simple grund at hun ikke kendte til den. Da hun egentlig bare var et menneske havde hun ingen ekstraordinære sanser, og selvom månen gav mere lys end den plejede var der stadig for mørkt til at hun kunne se meget mere end et par meter frem for sig. At kunne dufte ham var også helt usandsynligt, hun kunne stort set kun dufte maling når hun havde arbejdet. Hendes samtale med slangen var slut, og derfor hvilede stilheden nu fuldstændig over skoven omkring hende. Stilheden gav hende mulighed for at lytte, men ud over uglerne lød det ikke som om der var noget der bevægede sig i skoven. Carrie beundrede rovdyrene i skoven og misundede dem at de kunne bevæge sig så lydløst som de gjorde. Man kunne altid være sikker på at der var rovdyr i skoven, men det fascinerende var at man aldrig rigtig kunne vide hvor rovdyrene befandt sig. Det var det Carrie havde fundet spændende ved skoven det første lange stykke tid hun havde boet der, men efterhånden som hun havde samlet selvtillid troede hun ikke længere på at der var noget der kunne skade hende, og det var i høj grad med til at fjerne spændingen ved at vandre i skoven om natten.

[Valentin]

Med Valentins erfaring og evner, og hans uforlignelige kendskab til skoven, tog det ham ikke længe at opspor og lokalisere mennesket, og nå hen til det sted hvor det befandt sig, og da han kom tæt nok på kunne han let se hende gennem mørket, med hans evne til at se gennem natten, dog genkendte han hende ikke lige umiddelbart, og kom derfor frem til den konklusion at han ikke havde set hende før, ellers havde han nok genkendt hende, ihvertfald hvis hun var bare en smule interessant. Han betragtede hende roligt på en smule afstand, selvom han var nærmest usynlig i mørket, og man ville næppe bemærke ham hvis ikke man så efter og havde et ret godt syn i mørket, men han kunne dog tydeligt se hende gennem de skygger som skjulte ham i mørket.

[carrie]

Carrie opdagede stadig ingenting mens hun gik gennem skoven, og det gjorde egentlig heller ingen forskel. Hun ville sikkert have ladet Valentin være i fred hvis hun havde fået øje på ham. Modsat Carrie var hendes slagne vant til mørke, og den fornemmede klart en tilstedeværelse. Carrie fik beskeden af Hiss, og rettede kort blikket over mod Valentins skjulested. Hun kneb øjnene en smule sammen for at kunne se lidt bedre i mørket, men på den afstand hun var kunne hun ikke rigtig se noget. "Det er nok bare en ræv, Hiss" hun aede roligt sin slange hen over hovedet, og havde ubevidst ikke talt til den i slangehvisken, men bare sagt det ud i luften. Slangen hvislede lavt, men en kort hvæsen fra Carrie bragte den til tavshed og den lå igen roligt om hendes skuldre.
Omkring 100 meter væk kunne Carrie se lyset fra den lygte der altid stod tændt udenfor hendes hus. Hun hankede med et lettere anstrengt støn op i sine ting, og gik nu målbevidst mod hjemmet. Et hjem der var indrettet så det lignede et fattig bondehytte for simple tyve, men under jorden var indrettet som et overdådigt slot, som kun et begrænset antal priviligerede personer kendte til.

[Valentin]

Valentin betragtede hende roligt i stilhed i et stykke tid, men blev dog træt af at følge efter hende på afstand, da han ret nemt begyndte at kede sig, og han ville have der skulle ske noget, så han besluttede sig for at bevæge sig tættere på, og hanbevægede sig derfor hurtigt og lydløst over skovbunden og stod efter et øjeblik foran hende, og havde udnyttet sine evner som vampyr, som gjorde han kunne bevæge sig omkring så hurtigt at menneskets almindelige blik ikke ville kunne nå at registrere det, så det kunne virke som om han bare pludselig dukkede op af ingenting, hvilket kunne være ret effektivt, da det altid kunne være praktisk at kunne bevæge sig så hurtigt, og han holdt sig da aldrig tilbage med at udnytte sine evner, og sine styrker som vampyr, og han var også ret god til det, eftersom han var en rimelig gammel og stærk vampyr

[carrie]

Carrie blev overrasket da Valentin pludselig dukkede op foran hende, og nærmest var dukket op ud af det rene ingenting sådan som det så ud for hende. Dog viste hendes overraskelse sig ikke i et meget andet end hjertet der sprang et slag over. Hun holdt sig et øjeblik for brystet mens hun betragtede Valentin, nu hvor han stod meget tæt på hende var der ikke ligefrem svært at skelne hans træk. Hun trak en anelse på smilebåndet da hun genkendte ham fra nogle af sine besøg hos dronningen. Hun vidste ikke hvad hans navn var, men hun havde tidligere fået ham identificeret som dronningens rådgiver.. eller noget i den retning. Der plejede ikke at være så mange andre når hun overdragede sine billeder til dronningerne, uanset hvilken af dem det måtte være. "Godaften Hr. Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Hun lod sin hånd glide ned fra sit bryst og betragtede ham nu ganske roligt. Slangen om hendes skulder havde kort set vred ud, men slappede nu af ligesom som ejer. Hvis hun havde ret i at han var dronningens rådgiver, måtte hun betragte ham som en overlegen eller en ligemand, og af netop denne grund var hun høflig overfor ham, selvom hun havde lyst til at slå ham for at have skræmt hende.

[Valentin]

Han så kort vurderende på hende, selvom han allerede havde undersøgt hende på afstand, men nu hvor han stod så tæt på hende kunne han jo bedre få et ordentligt kik på hende. Han vidste ikke hvem hun var, men kunne bedømme at hun måtte være magiker, da han vidste hun var menneske, og han havde hørt hende tale med slangen, og der var ikke mange der kunne det udover en speciel slags magikere, så det måtte jo være det hun var. Dog syntes han der var et eller andet lidt bekendt over hende, så det kunne godt være han havde set hende før et sted, selvom han ikke kunne huske hvor det skulle være, og han havde ingen anelse om hvem hun var. Der var dog et eller andet over hende, hendes holdning, hendes fremtoning og nogle andre ting, der fik hende til at virke som om hun kom fra en del af overklassen, så hun måtte være betydningsfuld på en eller anden måde, eller ihvertfald selv mene det, selvom det ikke ligefrem betød så meget for ham, for i hans øjne var ingen over ham, måske lige Zill på nogle punkter, men ellers ikke, og var der nogen der mente det så sørgede han for at lære dem noget andet, inden han dræbte dem. Dog ville han ikke lige dræbe hende eller noget endnu, ihvertfald ikke før han lige havde fundet ud af hvem hun var for en "Hvem er du?" spurgte han roligt, selvom der dog var et strejf i det som fik det til lidt at virke som noget lignende en ordre, eller ihvertfald understregede at der ikke var nogen tvivl om han forventede et svar på det, hvilket han jo altid gjorde når han spurgte nogen om noget, eller på anden måde skulle have noget information fra nogen

[carrie]

Carrie hævede det ene øjenbryn over den måde han talte til hende på, der skulle ikke en mester til for at se at hun ikke brød sig om det, og det at han var dronningens rådgiver holdt hende ikke tilbage for at sige hvad hun mente om hans tiltale "Ikke en De er dus med, og bestemt ikke en De kan bruge en kommanderende tone overfor" Sandt nok havde den kommanderende tone kun været en slags underlag, men den havde været der tilpas meget til at den irriterede hende, dog ikke tilpas meget til at hun var villig til at slås med ham over det. At indlede sig på en slåskamp midt i en skov om natten med en vampyr var nok ikke det smarteste hun kunne gøre. Det var nok nærmere det dummeste. "Mit navn er Carrie Kuvista, jeg er maleren" Hun lagde et specielt tryk på ordet "maleren", for at få understreget at det ikke var en hvilken som helst maler, i et håb om at han ville forstå at hun var den ene magiker der kunne male de billeder der gjorde dødelige væsner udødelige. Det faktum afslørede også at hun var en meget velhavende person og at hun tilhørte en del af overklassen. Dog var hun klar over at en vampyr kunne være ligeglad med hende, vampyrer havde udødelighed automatisk, de havde ikke brug for et billede af dem selv der var gemt væk i dronningens dertil indrettede rum. "Og De er?" Carries tone var rolig, høflig og imødekommende, og hun betragtede ham med et vågent udtryk i øjnene mens hun talte til ham.

[Valentin]

han tog sig ikke af hendes kommentar eller hendes tydelige utilfredshed, da han var langt hævet over det, eller det mente han ihvertfald selv, da der jo i hans øjne ikke var nogen der var bedre end ham "Jeg er Lord Valentin Emanuel, personlig rådgiver for Drazilla, dronning af Darklia, og Darklias kongefamilie gennem de sidste 4000 år.." præsenterede han roligt sig selv, han kunne jo ligeså godt sige hvem han var det kunne jo ikke skade, og bare fordi man mange steder betragtedes som et vildt rovdyr og en morder, så kunne man jo også godt være civiliseret, og han var jo trods alt hævet over de fleste andre, og en meget respekteret, og til tider ret arrogant, person. Han vidste godt hvad hun snakkede om, da han nemt kunne høre ud fra hendes tonefald hvad hun mente, og hvilken slags maler det var, da han godt havde hørt om det, selvom han ikke anede hvem hun var, og også var ret ligeglad da han ikke havde brug for et eller andet maleri, han var udødelig alligevel, og betydeligt stærkere end et simpelt menneske der havde fået malet et billede som holdt dem fra at dø, så i hans øjne var de ikke meget værd, ihvertfald ikke i forhold til ham selv

[carrie]

Hun nikkede kort og afmålt, bare for at markere at hun havde hørt hvad han sagde, for hun havde ikke ligefrem holdt øje med ham da han fortalte hvem han var. Hendes blik havde været rettet mod en busk i nærheden, hvor hun havde hørt en lyd. Denne gang havde det rent faktisk været en ræv, og den var løbet hurtigt forbi dem før den igen var forsvundet ind i skoven. Kort efter ræven var forsvundet så hun op på ham igen. I kraft af hans titel regnede hun med at han måtte være forholdsvis tæt på dronningen, så hun valgte at han måtte betragtes som overlegen på et eller andet plan. Desuden var det klart at det kun var hende der ville få problemer hvis der blev en konflikt "Var der noget jeg kunne hjælpe Dem med Hr. Emanuel?" Hendes tone var stadig rolig og høflig, og hendes blik hvilede igen imødekommende på ham. Hun forventede halvvejs at der måtte være et eller andet, for hvis han var der fordi han var ude efter blod mente hun da nok at han burde have dræbt hende for at stykke tid siden. Hvad han egentlig kunne ønske fra hende vidste hun dog ikke, at dømme på hans udseende og det hun vidste om ham havde han hverken brug for penge eller at af hendes malerier, eller noget som helst andet hun kunne komme i tanke om.