Uden for køkknet

[Elisabeth Swang]

Solen var vel godt på vej ned. det små regnede let imens luften var lettet køligt en dejlig aften man skulle bruge inde. Dog havde elisa ikke været så heldig idag. hun var blevet bedt om at gå ud og plukke nogle af de blomster der kun blomstrede tæt ved fuldmåne og tæt ved solnedgang. en opgave hun gjorde sådan cirka hver gang der var fuldmåne hvorfor havde hun aldrig fået spurgt de andre om, sikkert bare for at få hende lidt væk fra køkknet. det brune lange hår hang løst ned af hendes skuldre og blev let blæst omkring hendes ansigt imens hun gik og pustede hidsigt og blafrede med armende for at få varmen, Dog glemte hun et kort sekund hun havde en buket blomster i hånden, og tog med det samme begge arme tæt ind til kroppen for de ikke skulle blive ødelagt af hendes små 'numre' Endeligt var hun henne ved den dejlige dør der førte ind til det dejlige varme køkken og allerede der hvor hun var nu kunne hun dufte maden de var ved at lave, hun sukkede i ren fryd ved lugten men tog sig hurtigt sammen og fik skuppet døren op.

Hun nåede knap nok indenfor før hendes 'moder' var henne ved hende og stak en vase i armende på hende "Find et sted hvor de kan stå imens vi laver mad afsted" Kommaderede hun med det samme af hende. Elisa gjorde store øjne og lignede et ? men tog sig hurtigt sammen og fik blomsterne ned i krukken og forsvandt ud af køkknet og ud på gangen. Dog stoppede hun kort op og sukkede i det hun lænede sig op imod den kølige væg i det hendes moderes stemme nåede hende igennem køkkendøren "Afgang!"
"Javel!"Udbrød Elisa helt forskrækket og begyndte at løbe hen af gangen for en sikkerheds skyld. endeligt da hun ikke kunne løbe mere stoppede hun op og hev efter vejeret og begyndte at grine piget og barnligt. dog stoppede hun hurtigt og kiggede rundt for at se om nogen havde set hende. og smilede så sit lille selvsikre men muntert pigede smil imens hun begyndte at trøffe en smule slingrende ned langs gangen. og brød ud i sang. " Går igennem sneen imens jeg leder efter dine fodspor. lader natten møde mig med åbne arme. lader månens stråle ramme min hud. Natten er så skøn som dagen er lang. Går igennem skoven for at finde det du efterlod mig. Lader intet stoppe mig. lader intet stoppe." Hun nynnede muntert videre imens hun traskede videre ned langs gangen. Da hun var en af køkkenpigerne bar hun den lange kjole/uniform de andre piger på hendes alder også rendte med. Hendes var dog lidt anderledes da den var en smule møsegrøn blandet med en kastanje brun. den sad dog stramt ind til hendes krop udover nede omkring hendes hofter. da den var en smule for lang til hende havde hun ikke tænkt på hun skulle undgå at jokke på den. Hvilket hun helt havde glemt i dette øjeblik. Da et hvin forlod hendes læber og hun røg på næsen ned på det hårde gulv. vasen fløj ud af hendes hænder og blev smadret imod gulvet så de blomster hun havde fået fundet sig blev en del.. mishandlet. Hun blinkede utrolig forvirret over det der lige var sket. og satte sig op imens hun kiggede rundt total forvirret. så så hun ned på sin kjole som havde fået et huld der hvor hun havde jokket på den. "Ikke igen"Sukkede hun beklagende imens hun bare blev siddende på gulvet og gloede ondt på de blomster som nu lå ødelagt foran hende.

[Rai Mirriko]

Det var egentligt ganske modigt gjort at Rai at vende tilbage til slottet, selvom han jo ikke kunne blive væk for altid, dog var han forholdsvis rolig, da han først bevægede sig ind på slottet, efter at have været udenfor for en stund. Bare for at få noget luft, men heldigvis for ham, så var han ikke kommet ud for noget i nattens løb tidligere, derfor var han også uskadt på sin vis. Men nu vidste han godt at pligterne kaldte på ham, derfor valgte han også at bevæge sig langs med de mange gange i håb om at han lige pludselig ville støde på noget at lave. Han havde dog ikke forventet at høre et hvin, som det han lige pludselig kunne høre fra rundt om hjørnet. Derfor valgte han også at gå i den retning, hvorved det gik op for ham, at der var en som var faldet. Hvorfor skulle man ellers hvine op på den måde, det kunne jo være at pigen blot ville have noget opmærksomhed, dog kunne han godt genkende hendes uniform.
"Du er da vist på afveje"
sagde han med et roligt smil på læben, da han først var kommet tættere på og egentlig ikke havde lagt mærke til at hun stirrede på en buket blomster og en vase der var ødelagt. Men det var først noget der gik op for ham senere, fordi hun jo netop ikke havde kigget mod ham, men bare havde valgt at stirre mod gulvet, eller det var hvad han havde troet. Derfor gik Rai om på den anden side af hende, hvor synet mødte ham. Vasen var tilsyneladende ikke til at redde, medmindre at pigen havde nogle tricks oppe i ærmet.
Efter noget tid valgte han at sætte sig ned på hug et stykke fra hende og smile roligt til hende. Rai selv var ikke iført sit arbejdstøj, da han jo først lige var ankommet. Så det ville nok være svært at placere ham, medmindre at hun havde set ham i køkkenet, når han skulle hente morgenmad til Drazilla.

[Elisabeth Swang]

Elisa for op i det en mande stemme ikke løb så langt fra hende. i ren chok gad hun et hvin fra sig og vente sig imod fyren og stak på en måde af uden af rejse sig op dog endte hun blot henne ved vægen hvor hun var så dygtig at knalde hovedet hårdt nok ind til det maleri der hang over hende faldt lige ned over hende så et lille hvin kom fra hende igen. "Owi!"mumlede hun for sig selv og lod sin hånd glide op til det sted hvor maleriet havde ramt hende. hvordan kunne man være så uheldig var hende en gåde. det var det vel for alle der mødte hende. dog kom hun hurtigt i tanker om hun havde smadret en ret fin vase hendes mor ville slå hende ihjel! "Nej Nej!"peb hun for sig selv og kravlede hen til vasen og samlede de blomster op der var mindst gået i stykker og så håbløs på resten der lå på gulvet. Så sukkede hun dybt og rystede på hovedet af sig selv og rettede så blikket imod fyren og fik et stort piget smil på læberne imens hun lagde hovedet let på skrå og knugede blomsterne ind til sig for at være sikker på de ikke kom mere til skade.

"Uhm nej. de smed mig ud.. Hehehe det gør de efter hånden meget... tit"Sagde hun en smule fraværende men hendes øjne skinnede af munterhed og nærvær hendes smil blev også en smule mere. kikset men stadig nuttet og lillepiget agtig så rejste hun sig op og lod sin hånd glide ind i den lomme hun havde fået lavet til sin stav da hun altid ville få brug for den især når hun gjorde noget så dumt som dette. Med et kort sving forsvandt stumperne af vasen og de blomster som ikke var til at redde. så stak hun atter sin stav tilbage på sin plads imens hun knugede om blomsterne dog ikke hårdt nok til de ville gå i stykker for hun ville ikke udenfor igen for at hente nye hvilket hun nok kom til på et tidspunkt. Efter lidt tid kom hun til sig selv igen og rystede på hovedet og bukkede så for fyren der havde givet hende et chok.
"Mit navn er Elisabeth Swang. Alle kalder mit Elisa. Hyggeligt at træffe dem hr."Så rettede hun sig atter op og smilede sit pigede smil imens hun lagde hovedet let på skrå.

[Rai Mirriko]

Det var overhovedet ikke meningen at han ville have givet hende et chok, men han havde muligvis ikke tænkt sig helt vildt om, da han tilsyneladende havde forstyrret hende, men samtidig fik han også lige pludselig ondt af hende, da hun farede mod væggen og fik væltet et billede ned. Da hun virkede en smule forvirret skyndte han at gå hen til væggen for at sætte det store billede på plads, eftersom at det jo var ham der havde givet hende et chok, så kunne han vel godt sætte billedet på plads?
"Det var ikke meningen, at jeg skulle give dig et chok"
sagde han med en lettere undskyldende stemme og så roligt til, da hun lød en anelse bange for at vasen var gået i stykker. Men det kom jo også helt an på om vasen betød noget for hende eller en anden? Men hvis han tænkte sig lidt om og så på hendes reaktion, så gættede han næsten på, at det var en vase som betød noget for en anden, men hvem? Drazilla? Hans hænder gled ned i hans lomme, hvorefter han så en smule undrende på hende. Havde de smidt hende ud?
"Er der nogen bestemt grund til at du bliver smidt ud så tit?"
spurgte han efter noget tid, selvom han muligvis godt kunne komme på en grund, så ønskede han ikke at grave i det, hvis hun nu ikke var særlig tilfreds med sig selv. Men på den anden side, så kunne det jo også være at hun ikke kunne gøre noget ved, at hun faktisk var så klodset? Han smilte en anelse, da hun trak sin tryllestav frem, så vidste han da at hun var magiker, hvilket jo betød at de havde noget tilfælles, bortset fra at han nok ikke var helt så klodset igen.
"Navnet er Rai"
præsenterede han sig roligt og bukkede blot for hende, selvom han slet ikke behøvede at være så fin, så var det jo bare blevet en mindre vane? Dog valgte han også at præsentere sig som Rai, eftersom at der ikke rigtig var nogen der benyttede sig af hans fulde navn, så hvorfor bruge det selv?

[Elisabeth Swang]

Et lettet suk gled over hendes læber da han samlede det store maleri op og hængte det op hun ville ikke selv være i stand til det da den sikkert vejede for meget. men det var jo hendes egen skyld den var røget på gulvet så det burde enligt havde været hende der fik den op igen. "Mange tak fordi de gad hænge det op for mig" Sagde hun så og bukkede af ren taknemmelighed hvilket hun fortrød da hun skar sig på en af de torne der var på de blomster hun stod med så det endte blot med de røg på gulvet og hun stak fingeren ind i munden. så kiggede hun ned på blomsterne og rystede blot på hovedet. Det var vel ligemeget om de sidste også røg hun skulle aligevel ud i regnen. hendes barnlige og glade smil havde dog ikke forladt hendes læber, Dog smilede hun en smule skævt til det han sagde. "Det skal de ikke være ked af jeg kan blive bange for selv en mus.. det blev jeg faktisk også i gård så jeg tabte al maden på gulvet.... Ups det behøvede du ikke vide!" Hun kunne ikke lade vær med at grine en smule over hun var så dum at det hele bare røg ud af munden på hende. så satte hun sig på knæ og samlede blomsterne op igen og så lidt på dem. skidt pyt hun skulle nok finde nogle nye, dog tænkte hun lidt over det han havde spurgt hende om hun fandt intet krænkende i at han spurgte ind til det hun ville sikkert også havde spurgt ham hvis hun stod i hans sted.
"Jeg er født meget klodset. når det er tæt ved fuldmåne skal jeg samle de kendte fuldmåne blomster som blomstre lidt inden solen går ned der er de mest yndefulde og lette at få fingrende i for så har de ikke så mange torne." Hun sendte ham et lille smil og kiggede så ned af gangen hun skulle helst hurtigst muligt tilbage i køkknet før andre så hende ude.
Atter vendte hun sig imod ham og bukkede dybt. "En ære at møde dig Rai men jeg må altså forlade dem nu. jeg må ikke blive set udenfor køkknet af de andre tjenere som arbejder her. Køkkenpiger skal helst blive i køkknet." Hun nikkede enig med sig selv i det hun sagde. hendes hår blafrede lidt omkring hende da hun nikkede. men hvad skulle man ellers forvente hendes hovede bevægede sig jo. så rev hun lidt op i kjolen for en sikkerheds skyld så hun ikke ville træde i den igen og ende med at falde. men hun var nu ret sikker på hun ville komme til at falde aligevel, dog holde hun skrapt øje med sine fødder så de ikke skulle flette sig ind i hinanden på en eller anden måde som de plejede.

[Rai Mirriko]

Han forstod ikke rigtig hvorfor hun valgte at sukke, da han jo bare ville hjælpe hende, fordi det jo faktisk havde været hans skyld, så han følte måske det var han pligt at løfte maleriet op på sin plads. Han kunne i hvert fald ikke give hende skylden, selvom han faktisk synes at det var en smule synd for hende, at han bare havde overrasket hende på den måde.
"Det var da det mindste jeg kunne gøre, eftersom at jeg gav dig et chok"
sagde han roligt, og forstod egentlig ikke hvorfor hun valgte at tiltale ham med De, det kunne muligvis være fordi hun ikke vidste hvem han var. Men på den anden side, så ville det måske være bedre for dem begge, da han jo egentlig ikke burde vide hvem hun var. Nok vidste han at hun var køkkenpige, men mere ville også bare skade ham mere end det gavnede. Han vidste dog ikke at hun havde stukket sig på tornene, men valgte blot at samle blomsterne op og rakte hende dem.
"Vi er vel alle bange for noget? Men du lyder da en smule klodset"
sagde han med et mindre smil på læben, det var dog ikke ondt ment, men det var selvfølgelig ikke særlig let at kunne undgå de forskellige ting, der skete for hende, når det skete lige foran ham. Det at hun var nød til at gå ud i regnen for at samle blomsterne var egentlig en smule synd for hende, men han vidste godt, at der ikke var særlig meget barmhjertighed tilbage på slottet, så han kunne desværre ikke have særlig ondt af hende, fordi han selv havde oplevet og havde vænnet sig til det. Men inderst inde var det jo nok ikke særlig sjovt?
Hvorfor måtte hun ikke møde tjenerne? Var det en regel, som Drazilla havde fået lavet, så hun var sikker på at tjenerne og køkkenpigerne ikke stødte ind i hinanden.
"Hvorfor må du ikke blive set af tjenerne?"
spurgte han en smule undrende og fulgte roligt efter hende med hænderne på ryggen. Det var selvfølgelig ikke sikkert at han måtte følges med hende, men han valgte at gøre det alligevel.

[Elisabeth Swang]

Hun vente atter hovedet imod ham og sendte ham et stort og muntert smil han var da venlig ikke som de andre hun stødte ind i når hun fik lov til at forlade køkknet. dog fik hun frem mimet et lille tak da han gav hende blomsterne og bukkede dybt. hun kaldte alle dem hun mødte ved navnet de. da de fleste var over hendes status.
"Det var min egen skyld maleriet faldt ned, jeg burde havde været mere opmærksom på jeg ikke er alene på gangen. de kunne ikke gøre for de gav mig et chok, for det gør alt og alle" Hendes smil blev lidt bredere og mere munter. hun vidste godt de fleste på slottet ikke brød sig om hun var i så godt humør hele tiden men sådan var hun. sådan havde hun været hele livet. det var vel også derfor hun havde så mange venner som lille. da alle børn havde brug for end er kunne gøre dem i godt humør. det havde hun i alt fald brug for da hun var lille..
Hun rystede kort smilende på hovedet af sig selv. hun havde sådan en dårlig vane med at forsvinde lidt hen i sine tanker. men det gjorde alle nu om dage. det var vel for at gemme sig lidt for den verden der var omkring dem måske? hun brød sig i den grad ikke om den. eller hun kunne ikke lide den så godt når alle var mere eller mindre en kopi af sig selv.
Så rettede hun atter blikket imod ham og lagde hovedet på skrå da han brugte ordet bange. hun kendte faktisk ikke til så mange følser når det kom til sagen men det behøvede han ikke vide, For der var kun en der vidste at hun ikke var kendt ved følser og mange ord og det var hendes moder. det var vel derfor hun tit blev kaldt for en lille sukkerbombe fordi hun var sød og barnlig som sukker. og man aldrig kunne få nok af det. så smilede hun for sig selv ved tanken om moderen. og stoppede med det samme op da det slog hende hun havde smadret vasen. og blev pluselig enig med sig selv i hun heller skulle finde nogle nye blomster før hun gik ned i køkknet igen.
Så rettede hun atter sine brune øjne imod ham og lagde hovedet på skrå.
"Jeg er sat som lærling til køkkenpige. pga min meget store handikap. altså fordi jeg er så klodset der er meget få ting jeg kan lave. det er en af grundende til de andre tjener ikke skal se mig. er fordi jeg er klodset og folk skal ikke få den forkerte mening om køkkenpigerne" Hun nikkede vildt enig med sig selv. og knugede blomsterne ind til sit bryst og smilede en smule drømmende for sig selv.
"Men når jeg kan. vil jeg nok rejse ud af slottet. og finde mig et sted at slå mig ned. måske ved vandet?. "Hun kunne ikke lade vær med at få lidt røde kinder over hun havde sagt det højt og bed sig blot i underlæben af sig selv. hun kunne da heller ikke holde sine tanker for sig selv mere.

[Rai Mirriko]

Man skulle måske tro at det gode humør ville smitte af på de andre på slottet, men det ville næppe ske, så længe at man befandt sig i Darklia, dog kunne Rai ikke rigtig lade vær med at smile en smule til hende, eftersom hun virkede så munter og glad også selvom hun faktisk lige havde ødelagt en vase, og måske endda smadret nogle at de friske blomster. Men det gjaldt også bare om at holde humøret oppe, ellers ville det blot gå grueligt galt her i landet. Hvis man gik hen og blev alt for deprimeret, samtidig med at man kunne ende med at lukke sig selv inde. Han rystede en smule på hovedet af hendes mening, da han ikke var helt enig med hende.
"Men jeg har stadig del i skylden, også selvom du mener at alt og alle kan give dig chok"
sagde han med en ganske rolig stemme, selvom han egentlig ikke var helt overbevist om at hun havde noget af skylden. Han kunne jo bare lade vær med at liste sig sådan ind på hende eller var det forkert antaget? Sjovt nok, så var Rai ikke rigtig stødt på hende før, fordi han ville i det mindste have kunnet huske hende, både på at hun var klodset, men også fordi hun virkede så munter, som om intet ville kunne ødelægge hendes dag.
Hendes opførelse var så anderledes i forhold til de andre køkkenpiger, men også de andre tjenere, som befandt sig på slottet, dog havde han en fornemmelse af, at det ikke var nogen dårlig ting, netop fordi hun sikkert ville kunne sprede glæde, selv i de værste situationer. Dog skulle hun måske have valgt at bosætte sig i Nirelia? Der havde muligvis også været en større sandsynlighed for at hun ville kunne følge sig til rette eller havde han fået det forkerte indtryk af Nirelia, han vidste jo egentlig ikke noget om det land.
"Jeg vil nu ikke kalde det et handikap.. Ved at støde ind i en som dig, ville tjenerne få et helt nyt indblik af køkkenpigerne, men der er jo ingen som vil kunne sige at det er en dårlig ting?"
sagde han med et let smil på læben, og lod sine hænder glide ned i lommerne på de sorte bukser. Skulle han fortælle hende, at hun faktisk stod over for en af de mange tjenere, som tilbragte det meste af deres tid på slottet? Hvordan mon hun ville reagere på det? Et let smil gled over hans læber, da hun valgte at fortælle om hendes drømme for fremtiden, men der var jo ikke nogen som kunne sige hende om hun overhovedet fik lov til at rejse fra slottet? Han lod sit blik hvile mod hende, som han blot betragtede hende, imens at hendes kinder blev mere røde i det.
"Det er da godt at have nogle planer for fremtiden, men hvornår havde du tænkt dig, at du skulle få lov til at forlade slottet?"
spurgte han ganske roligt, selvom det muligvis ikke var meningen at hun ville fortælle ham om sine planer, så var det jo blot røget ud af hende? Derfor kunne han vel godt tillade sig at spørge en smule ind til det?

[Elisabeth Swang]

Hun rystede kort på hovedet af ham ved det han sagde men alle havde jo sin mening om alting. Hun syndets dog stadig ikke det var hans skyld han gav hende et chok for han havde jo ikke gjort det bevidst så skylden jo vel et sted hos hende. nå skidt pyt det nyttede ikke at dvale i fortiden når de alligevel var mere end 5 min væk.
"Jeg syndets stadig ikke det var din skyld for du gav mig jo ikke et chok bevidst" Sagde hun så endelig og sendte ham et op mudrende smil. og trøffede videre hen af gangen. Imens hun nynnede for sig selv. Hu blev altid i sådan et godt humør når hun var sammen med andre mennesker mange havde skam også undret sig over hvorfor hun boede her og ikke i et andet sted da de fleste var så indelukket og depri. Men som hun altid selv sagde alle steder behøver en lalala glad idiot. Så stoppede hun pluseligt brat op imens hun vente blikket imod loftet og lagde hovedet let på skrå og lignede lidt en der stod og tænkte så de knagede. Hvilket det også gjorde i hendes hoved lige nu hun var temmelig kendt for at gå lidt sort når hun tænkte for meget men det gjorde de fleste når det nu kom til sagen.
”De fleste som kender mig kalder det et handikap fordi det er så slemt som det er. Jeg skal helst ikke ses af andre da jo mindre der ved jeg er her. Jo støre changser er der for jeg kan komme væk fra slottet uden folk vil undre sig over hvor jeg blev af” så vendte hun sig imod ham og sendte ham en af sine store smil på sine læber.
Så foldede hun pænt sine hænder sammen foran sig dog passer hun godt på de blomster hun havde i hånden så de ikke bille komme mere til skade. End de allerede var. Så rettede hun atter sine brune øjne imod ham og lagde hovedet let på skrå imens et hjerteligt og stort smil kom frem på hendes læber hun havde enligt tænkt meget på sin fremtid hun vidste hvad hun ville men hvornår det skulle være vidste hun ikke endnu.
”Jeg forlader bare slottet når det er. Dronningen ville ikke savne en klodset køkkenpige hjælper. Og jeg tror nok jeg vil forlade stedet den dag jeg finder en at tilbringe livet sammen med. Når det endeligt er. Jeg kan forstille mig hvor ensomt det ville være at sidde selv i en hytte.” Hun sukkede kort af både glæde og håb. Og rettede så hovedet ud imod vinduet og på noget udenfor imens hun fik et mere drømmende skær i øjnende og hendes smil blev mere kærligt og håbfulgt. En dag skulle hun nok få sine drømme sag i gang en dag. Det var hun helt sikker på.

[Rai Mirriko]

De kunne tilsyneladende blive ved med at diskutere, hvem der var skyld i at maleriet havde ramt jorden, og noget kunne også tyde på, at de aldrig ville komme frem til noget, der passede dem, hvilket blot fik et lettere smil frem på Rai's læber, idet at han lyttede til hendes ord og forsøgte at holde et grin inde. Det ville jo heller ikke være særlig sødt, hvis han blot grinte af hende eller deres lille diskussion om hvem der skulle have skylden?
"Kan vi blive enige om, at vi begge havde en lille del af skylden?"
spurgte han med et let smil på læben og valgte roligt at følge efter hende, selvom deres veje nok blev nød til at skilles på et tidspunkt, fordi han vidste godt, at han helst ikke måtte opholde sig i køkkenet i selskab med køkkenpigerne, fordi så ville det komme videre til Drazilla og så ville det først gå rigtig galt for ham. Og havde ville ikke have noget imod at beholde sit liv. Han undrede sig dog en smule, da hun lige pludselig valgte at stoppe op, for at lade blikket glide op i loftet og ligge hovedet en anelse på skrå, det så da ganske sødt ud, men han forsøgte ikke at kommenterer det, dog valgte han at efterligne hende, så hun kunne se hvordan hun faktisk så ud, så lige pludselig.
"Det kan der måske godt være noget om, det har jeg sjovt nok aldrig tænkt på.. Og jeg må nok give dig ret, det vil ikke være sjovt at forlade slottet uden at man har nogen at gå til.. Herfra er man jo nok van til at være omgivet af personer, så det vil nok være noget af en omvæltning?"
sagde han lettere overvejende, selvom han godt vidste at det var for sent for ham blot at stikke af og så ville alle kunne glemme ham.. Fordi han jo desværre havde gjort et indtryk på dronningen, som hun næppe ville glemme ham for. Så han ville nok aldrig kunne forlade slottet, medmindre at det blev i en ligpose, sagt lige ud, da han jo ofte endte med at gøre noget forkert. Derfor var det jo også ganske forbløffende at han faktisk stadig var tjener for Drazilla.
Rai's blik gled ned på blomster, hvor ved han kom i tanke om, at de næppe ville overleve særlig længe uden vand, så måske de skulle se at få skaffet en vase eller også skulle han bare lærer hende en formular, som ville kunne reparere det, der gik i stykker.. Dog krævede det at man havde stumperne? Og dem havde hun da fået til at forsvinde eller?
"Hvor længe kan blomsterne overleve uden vand? For jeg kan eventuelt hjælpe dig med at få vasen tilbage"
sagde han roligt og var ikke helt sikker på om det kunne lykkedes, men de kunne da forsøge? Det ville da umuligt kunne gå helt galt, hvis de bare fik styr på stumperne? Selvfølgelig havde han ikke i sinde at lime stumperne sammen, det skulle jo gerne gøres med magi, som de begge besad, han havde jo set hende bruge magi.
"Jeg har nogle tricks oppe i ærmet, som muligvis kan få samlet stumperne fra den vase du bar på, hvis du altså kan få dem tilbage?"
sagde Rai efter noget tid, ligesom for at forklare hende, hvad der var nødvendigt for at det kunne lade sig gøre. Vandet kunne de vel hurtigt skaffe? Det kunne selvfølgelig godt være, at det ville være lettere at skaffe hende nogle nye blomster, men det betød så at de blev nød til at gå udenfor i regnvejret.

[Elisabeth Swang]

Hun rystede en smule på hovedet af ham. men han havde ret et sted de havde begge en skyld i det hun kunne havde regeret anderledes istedet for at stikke af væk fra ham og ind i vægen. så hun valgte bare at nikke og kigge på ham med et stort smil på læberne. dog slap en lille fnisende latter udover hendes læber før hun så nærmest faldt om af grin for han så da utrolig.. tosset ud sådan som han stod og så op i loftet. det passede slet ikke en mand at prøve at efterligne en pige. og slet ikke på den måde der. en mands trek kom ikke nedefra det kom forfra. men det behøvede hun hvist ikke fortælle ham eller kommenter for ham. så kiggede hun atter på blomsterne og smilede han vidste i den grad intet om fuldmåne blomster. men det betød jo heller ikke noget han lignede ikke en der havde forstand på sådan noget.
Endeligt efter noget tid fik hun talensbrug tilbage. dog hev hun lidt efter vejret efter sin latter udbrud. "Fuldmåne blomster behøver ikke vand. de visner lige så stille når månen er væk. sådan er de. de er ligesom vampyr på en måde.. Vampyr fordufter jo når solen rammer dem. når månen ikke længer kan være der til at holde deres glans på plads visner de." Hun sendte ham et lille smil og kiggede på blomsterne. så kom hun atter på bene eftersom hun havde haft sat sig ned da hun var begyndt at le sådan. Uden at tænke over det smuttede hun hen til vinduet og fik det skuppet op og smed blomsterne ud. Lige i det hun skulle til at lukke vinduet lød der et højt brag og et lys dukkede op på himlen som forsvandt kort efter igen. et halvkvalt skrig gled over hendes læber imens hun sprang væk fra vinduet og endte med at jogge i sin kjole igen og endte på måsen igen.
"Owi!"Mumlede hun for sig selv imens hun gned sit haleben. og kiggede en smule skummelt på vinduet. så brød hun atterengang ud i latter. hun var bange for det meste men der var en ting hun ikke kunne tag så var det torden og lyn. atter engang lød der et brag så hun sprang på bene og klamrede sig til hans arm som en lille pige ville havde gjort det ved sin far.
Uden hun selv ville ha det rejste hendes nattehår sig imens hun gloede hen imod vinduet og havde mest lystil at gemme sig under en seng som hun plejede at gøre da hun var lille.
Endeligt slog det hende hvor hun stod og holde fast i ham og slap taget i hans arm. og lod sin hånd glide op til sit hår imens hun grinte en smule undskyldende og usikkert.
"Uhm. angående den vase. den kan ikke laves med magi. moddi har kastet et eller andet over den så jeg ikke kan lave den med magi. det er hendes måde at lære mig ikke at smadre alle vaser jeg får stukket i hånden." Så Begyndte hun med det samme at gå videre med lidt lange skridt. imens hun gjorde sit bedste for at skjule de totalt røde kinder hun havde fået. efter hun havde haft grebet fast i hans arm.

[Rai Mirriko]

Noget kunne tyde på, at hun ikke rigtig var villig til at give efter for hans beslutning, dog var han ikke typen der gav så let op igen, så han kunne da sagtens finde på at fortsætte, selvom han jo egentlig blev afbrudt midt i sine tanker omkring hvad han kunne sige til hende. Egentlig havde han glemt alt om at han stod og stirrede op i loftet, eftersom at hans tanker lige pludselig fyldte det mere end de plejede, som om hun smittede af på ham, selvom det ikke ville være muligt.
Han kiggede dog en anelse overrasket på hende, da han hørte hendes latter, som også fik hende til at sætte sig ned på gulvet. Hun var da helt klart en pige, der havde svært ved at kunne liste med dørene, eftersom at hun var ganske højlydt på de fleste punkter, både med at være klodset, men også hendes reaktion overfor andres opførelse, selvom han blot havde efterlignet hende. Dog gled et smil over hans læber, da hun jo virkede så munter, og derfor havde han ikke lyst til at sige noget til hende, fordi det jo var meningen, at hun skulle se, hvordan hun selv havde set ud. Han havde ikke lige tænkt over, at det ville se dumt ud, når han først forsøgte at efterligne hende.
"Nu har jeg jo ikke kaldt mig selv en gartner, så mon ikke det går? Men det betyder jo bare, at fuldmåne blomsterne ikke holder mere end nogle timer, hvilket da er ærgerligt?"
sagde han med et roligt glimt i øjnene, da han jo ikke var typen, der havde tid til at studere blomsterne i Darklia, og desuden så lærte man jo noget nyt hver eneste dag, og idag skulle han tilsyneladende lærer om blomster, selvom det ikke var hans fag, langt fra! Han så dog roligt til, da hun valgte at smide blomsterne ud, så var det måske lettere at hente nogle nye, som at aflevere nogle der så knap så yndefulde ud mere? Han var dog en anelse overrasket over hendes reaktion over det brag, der lød udenfor. Det at hun væltede i kjolen igen, bragte et mindre smil frem på hans læber, han forsøgte dog at skjule det, men bed sig selv i læben, da hun lige pludselig kom farende mod ham og omklamrede hans arm. Det kom i hvert fald bag på ham, hvilket man også kunne fornemme på ham. Rai selv lod blot blikke glide op mod himlen og betragtede de kraftige lyn, der prægede himlen, han havde ikke så meget imod det, eftersom at han var van til at færdes ud i al slags vejr.
Da hun endelig gav slip på ham og nærmest virkede undskyldende overfor ham, rystede han blot på hovedet og smilte roligt til hende, fordi alle var jo som sagt bange for noget, dog var hun bange for de fleste ting. Havde hun mon nogensinde mødt Drazilla? Fordi det ville sikkert ikke gøre hendes frygt mindre.
"Sikke en mor, du har"
sagde han med et undrende smil på læben, da det selvfølgelig var ærligt, at de ikke kunne få ordnet vasen igen, men på den anden side, så kunne han godt se pointen i at forsøge at lærer Elisa at håndtere de skrøbelige ting lidt mere forsigtigt.
"Vil du høre en hemmelighed?"
spurgte han efter noget tids tavshed, hvor han bare havde ladet sit blik glide ud mod uvejret, som rasede udenfor de mere eller mindre trygge rammer, der var ved at være indendørs.

[Elisabeth Swang]

Et mindre muntert smil gled frem på hendes læber over det han sagde om hendes mor så hun valgte bare at kigge lidt fjernt ud igennem vinduet og tog sig ikke længere af de brag som lød udenfor. eller de lyn skød frem over himlen. Så rettede hun atter sit blik imod ham og fik et større og mere muntert smil på læberne.
"Hun er ikke min mor som sådan. jeg er forældre løs mine forældre forlod mig da jeg var lille jeg kan ikke huske dem, men efter min opførelse tror jeg ikke de er her fra. måske fra et andet sted. måske fra et andet land ingen ide. men altså. der var en dame der tog sig af mig da hun fandt mig da jeg var lille. siden da har jeg hængt op og ned af hende. og hun prøver altid at lære mig nye ting."Hun smilede lidt for sig selv imens hun lod sine hænder flette sig sammen foran hende. imens hun trøffede videre hen af gangen et sted havde hun ikke spor lystill at tage tilbage til køkknet så det endte med hun stoppede op. og fik bandt sit forklæde af og trak det over hovedet. Dog lagde hun let hovedet på skrå til det han sagde. hun ville altid gerne høre en hemmelighed. men nu kom det an på om han virklig ville fortælle hende det. hun var ikke typen der ville sige det videre men stadig at fortælle en man lige havde mødt en hemmelighed. det var stort i alt fald for hende.
"Uhm det vil jeg gerne. "Sagde hun så endeligt. imens hun begyndte at folle tørklædet sammen og knugede det ind imod sit bryst med begge arme. hendes øjne var dog rettet imod ham hele tiden. hun smilede stadig men hun var lidt fraværende da hun var begyndt at tænke på hvordan hendes familie mon ville havde været? endeligt rystede hun på hovedet af sig selv og rettede sin fulde opmærksomhed imod ham. farven i hendes kinder var allerede ved at forsvinde men hun var stadig flov over hun havde grebet sådan fast i hans arm bare på grund af et torden nedslag men hvad kunne man gøre ved det. hun var jo en kylling. og hun havde heller ikke forventet det ville tordne når det ikke regnede så slemt. eller det var måske begyndt at tage lidt op. det havde hun ikke lagt mærke til. men det lød sådan for nu hamrede regnen imod glasset. skidt pyt hun var heldigvis indenfor i varmen.

[Rai Mirriko]

Rai kunne jo ikke vide om det var hendes rigtig mor, hvilket han jo også fik svar på, eftersom at hun valgte at forklare sin situation overfor ham. Dog havde han næppe regnet med at han ville få så meget at vide, det kunne jo være at hun bare gerne ville ud med det, men var det nu også smart at fortælle så meget til en fremmed?
"Mon ikke du får chancen for at finde dem på et tidspunkt?"
spurgte han med et håbningsfuldt blik i øjnene, da han selvfølgelig håbede for hende, at hun på et tidspunkt ville finde frem til sin familie, selvom det godt kunne være svært, så længe at hun arbejde på slottet i hvert fald. Det var måske ikke rigtig en hemmelighed, som han ville fortælle hende, men det var alligevel noget, som hun ikke vidste om han, gad vide hvordan hun ville tage imod det?
"Du er faktisk stødt ind i en tjener"
sagde han med et let smil på læben, og ville først se om hun nu også kunne regne det ud, selvom det egentlig ikke var så svært, eftersom at han jo godt vidste,a t han snakkede om sig selv, men ville hun mon selv kunne regne det ud? Han kiggede ud af vinduet, imens at han ventede på en reaktion fra hende side af, dog kunne han godt fornemme på himlen, at dette sikkert kun var begyndelse på et værre uvejr, men så kunne han vel bare håbe, at de ikke skulle ud lige foreløbig.
Hans blik gled ned på hende, som han kunne fornemme på hendes kinder, at de langsomt var ved at få deres normale farve igen, selvom han ikke rigtig havde kunnet se nogen grund til, hvorfor de lige pludselig var blevet så røde. Men det var da en smule sødt?

[Elisabeth Swang]

Hun kunne ikke lade vær med at smile over det han sagde. men nikkede stille. hun var ikke sikker på om hun ville møde dem en dag. og satsede heller ikke på det. hun kiggede lidt ud igennem vinduet igen imens hun smilede for sig selv, hun ville gerne møde dem ja. men de var fortid det nyttede ikke at lede efter dem hvis hun ikke vidste noget af dem. så lod hun en hånd glide op til sin underlæbe og bed lidt i neglen på fingeren en dårlig vane som hun havde, dog blev hendes kinder lidt mere lyserøde.
"Jeg vil ikke bruge min tid på at lede efter dem hvis jeg ikke finder dem. det var dem der smed mig væk. det er ikke mig der har mistet noget det dem."Sagde hun så endeligt og smilede muntert til ham. og gik så fortsat ned imod køkknet. imens hun nynnede lidt på en sang. imens hun svingede lidt med armende endeligt da de kom til køkkendøren smuttede hun bare ind og smed sit forklæde på en bænk hvor andre køkkenpigers også lå. så gik hun hen til sin moder og kyssede hendes kind. "Jeg tager hjem" Sagde hun blot, og nåede kun lige med nød og næppe at fjerne sig så hun ikke fik en gryde i hovedet.
"Fint Fint men ryd op der hjemme" Var det eneste svar hun fik ud af moderen så smuttede hun atter ud af køkkendøren og kiggede på ham.
"Jeg havde allerede gættet du var tjener. det er kun tjenere der render rundt på denne tid af aftnen samt natten. udover dronningens forlovede."Sagde hun så med et lille smøret smil på læberne. "Men jeg vil forlade dig nu, dit selskab var dejligt men jeg skal hjem og gøre rent. Og jeg tror ikke de vil have det så sjovt ved at skulle gå ud i regnen" Sagde hun så drillende. og kunne ikke lade vær med at le let for sig selv. han havde sikkert også andre ting han skulle lave siden han var på slottet lige nu. ellers var han sikkert bare en af dronningens yndlings tjenere. Eller noget andet, hun vidste det ikke og det betød heller ikke så meget for hende,