Plains song

[anno]

Solen stod højt på efterårs himmelen. Det var lidt over middag og engen nær floden lå stille hen.
Anno lå midt i græsset med hænderne bag hovedet. Hun havde staven i en af hænderne og lå nærmest på sit dobbeltspyd. Hendes tanker var langt over skyrene og forbi solen. Det slørrede lidt for hendes øjne og hun lukkede dem i da hun blev mere træt af at ligge i den sidste varme fra solen inden der kom et køligt vindpust

[Geralt]

Geralt kom ned til floden, i et arrigt humør da nogle havde valgt at angribe ham. den sidste af dem var så uheldig at ramme hans skadede ryg og nu trak han den livløse og lemlæstede krop hen af jorden i en hånd. da han kunne se floden kylede han liget ud i vandet af al kraft ogjamrede så da smerterne jog gennem hans ryg igen

[anno]

Anno satte sig forskrækket op i græsset ved lyden af plasket fra floden. Hun så sig hurtigt omkring og fik i samme øjeblik øje på Geralt. Hendes øjne blev pludselig store, om det var af skræk, overraskede eller en ynderlig for for at være genert viste hun ikke, men det fik hende til at bøje sig helt ned i græsset igen så hun ikke var til at se

[Geralt]

Geralt fik med besvær gået hen til floden mens han gik svært foroverbøjet i tydelige smerter, det var anstrengene når folk hele tiden ville angribe ham, endda når han slet ikke var i humør til det, normalt dræbte han nemlig ikke nogen men han var virkelig ikke i humør til meget siden Anno på det nærmeste havde flået hans ryg op. han slog ind i et træ som flækkede ved kraften af slaget ved mindet om det

[anno]

Anno så op over græsset på hvad han lavede. Hun kunne mærke skyldfølelsen skylde hen over hende og gemte ansigtet kort i hænderne for at tage sig lidt sammen. Hun satte sig op. Hun var nemlig lidt ligeglad med om hun blev set nu. Hun viste at hun blev nødt til at sige undskyld for hvad hun har gjodt. For derefter at gøre det godt igen på en eller anden måde

[Geralt]

Geralt lagde sig ned på maven og slappede af, det var vare ikke spor nemt at gøre noget som helst når hans ryg stadig skulle komme sig over Anno's magiske angreb, halvdelen havde de fået helbredt med magi men resten måtte sys sammen og de mange sting gjorde det sku ikke nemt at bevæge sig som han var van til at gøre det

[anno]

Anno rejste sig og gik med så forsigtige skridt hen til han at de nærmest kun ville kunne høres af en elverjager. Hun stod stille med et ynkeligt blik inden hun lod sin stav hvile lidt mellem hans skulderblade. "uanset hvad så lig stille.." sagde hun bare og lod stavne køre ned over hans sår langs med hans ryg

[Geralt]

Geralt stivnede ved lyden af den velkendte stemme hvilket var skyld i hun fik gjort hvad hun ville med halvdelen af såret inden hans hale kom frem og baskede hende væk inden han rejste sig og sagde "hvad helvede for dig til at tro at du bare uden videre kan komme og sige hvad jeg skal?"`han var bestemt ikke i humør til at hverken se eller høre på Anno lige nu men hvis ikke nu ville det jo bare ske igen senere

[anno]

Anno kom hurtigt på benene igen med staven knuget i hænderne. Hun havde kort tænkt sig at stikke af da hun slet ikke var forberedt på at skulle komme med en undskylning på noget så utilgiveligt. Hun vendte sig om og så på ham selvom det skar i hende at se ham vred på sig. Det var der det kort slog klik i hende og hende gamle udmyghed vækkede sig selv, idet hun satte sig på jorden og bøjede hovedet for ham.
"undskyld undskyld! du ved ikk hvor ked af det jeg er og jeg ved godt det er utilgiveligt men jeg vil gerne bare prøve at gøre det godt igen ved i det mindste at ordne din ryg igen. Jeg ved jeg kan gøre det selvom jeg ikke er så øvet i det med magi endnu.. men jeg ved jeg kan" sagde hun mens hun kneb øjnene sammen og turde ikke se op på hans reaktion