Et møde I skoven (Maka)

[Oscar Holm]

At rejse om natten var ikke det sikreste. Det viste Oscar godt, det viste resten af Dusør jægerne også godt. Og det var derfor at de havde slået lejer nær et lille vandfald i skoven. De var på vej tilbage fra et job i Darklia, efterårs vejret var rimelig koldt. Men det bed ikke på de hårføre men og kvinder i denne gruppe. ”Og så tog han sit sværd og knalded det ned i skallen på ham. Du skulle have sit hendes ansigt da det gik op for hende hvad han lige havde gjort.” Grinede Markus, en stor og bred-skuldret man. Oscar sad lige ved siden ved manden, imens Markus fortalte om deres seneste job. For at få flest mulige jobs fuldført havde gruppen splittet op i to imens de var i Darklia.

Oscar sad og næsten døsede hen. Det var rent faktisk forfærdelig kedeligt at høre om det han selv havde været med til. Men han viste han ikke burde døse hen, ham og de andre der sad omkring bålet var dem der skulle sørge for at de ikke blev overfaldet i deres søvn. Ikke en lyd hørtes gennem skoven. Andet en deres stemmer. Men det varede ikke ved. ”Hørte I noget?” Sagde en kvindelig stemme. Markus stoppede med at snakke om jobbet og lyttede. Det samme gjorde alle de andre. Og ja, de hørte noget. Heste, og hov slag og nogen der råbte et eller andet.

”Oscar, Markus, og Stefani gå hen og se hvad det er. I kender signalet vis der skulle ske jer noget.” Den højeste rangerede ved bålet kommanderet. De tre personer viste der ikke skulle stilles spørgsmål. De fik sig selv op fra deres siddende stilling, fik fat i deres våben og begyndte at trave af sted, med kun lyden som deres guide. Dog tog de ikke lang tid før de fandt det der var skylden til lyden. En gruppe banditter havde omringet en – så vidt de kunne se – enlig kvinde i en lysning. Oscar gav signal til at de lige skulle se hvad der skete før de gjorde noget, vis de var heldige behøvede de ikke at gøre noget.

[Maka De Silver]

Det havde ellers været sådan en rolig aften da Maka og Nighti havde slået lejr i en fredelig lysning, fordi de ikke kunne nå tilbage til Frontiera, så de havde slået lejr nær nogle sten hvor Maka havde tændt bål for at de kunne varme sig og en død harer lå ved hendes side som hun havde været i gang med at pelse før de var blevet angrebet, heldig for hende havde hun hurtigt sendt uglen Nighti væk da hun havde hørt folk komme nærmere, noget uglen havde været utilfreds med men hun ville ikke have der skete noget med den. Derefter havde hun taget pilene og buen som lå ved hendes side og rejst sig så hun var klar til at fyrer pile af sted mod de fremmed hvis de var ude på at angribe hende altså.
Det virkede dog ikke helt optimalt da hun lagde mærke til de kom fra alle sider så hun snurrede lettere rundt hele tiden sigtede på den der var hendes nærmest og skød så pilen af sted for at ramme den nærmest, men lige så snart den person var nedlagt måtte hun smide buen for at trække hendes sværd da adskille andre angreb så hun måtte jo forsvarer sig så godt som hun nu kunne selvom hendes kræfter stadig ikke var helt optimale men blodet fra haren havde nu hjulpet hende, så hun var da i kamp humør, men hun havde just ikke nået at træne så meget efter hun var sluppet fri fra hospitalet, så hun måtte bare håbe at hun havde heldet med sig denne aften, men det var da altid noget at de ikke duftede af bestemte væsner.
Endnu en person angreb med et sværd, og hun måtte slå igen så de endte i en sværd kamp og der var flere der ville blande sig men holdt sig indtil videre lidt tilbage. Det eneste lys de egentlig havde i lysningen var fra Makas bål, men det gjorde nu bare hendes eget røde hår også lignede et mindre flammehav som det bevægede sig i takt med at hun kæmpede.

[Oscar Holm]

”Hva i.... det ser da næsten ud til at den kvinde ved hvad hun laver.” Markus mumlede. Som altid fik han kun et syreligt blik fra Stefani ud af det. ”Ja, du må hellere passe på du ikke for røven på komedie, med den her.” Besvarede Oscar ham, han kunne ikke lade være. Markus havde altid den tendensen, og det var virkelig en der fik ham i knibe så mange gange at Oscar havde helt givet op med at holde styr.

”Hva siger i to perverse stoddere til at vi simpelthen kommer i gang, hun behøver da hjælp.” Sagde Stefani endelig. Markus skulle lige til at sige en kommentar til, men de blik hun sendte ham stoppede alle tanker om det. Det ville være smart ikke at drille løvinden når hun var i det temperament. Markus stod op i fuld højte, han var et helt hoved større en Oscar, hvorimod Stefani var et halvt hoved mindre. ”Magi eller ingen Magi?” Spurgte Oscar med et lille smil. ”Hvad fanden, tror du ikke vi kan klare nogle få banditter uden dit hokus pokus.” Besvarede Markus. Som altid foretrak Oscar Markuses metode, da den næsten aldrig brugte magi.

Med et brøl og et hop gjorde Markus hans tilstedeværelse kendt, og med sit store sværd – som slet ikke blev brugt til at kompensere for noget andet - nedlage han de nærmeste banditer. Oscar og Stefani var mere stille anlagt. Med deres mørke tøj var de næsten som skygger imens de hakkede og dolkede deres modstandere ned uden støre besvær. Oscar blev dog ramt et par gange, og fik nogle ikke alvorlige snit sår, men adrenalinen fik ham til at ignorer dem og den smerte de forvolgte imens han dræbte bandit efter bandit.

[Maka De Silver]

Maka havde ikke rigtigt styrt på antallet der var omkring hende selvom det lød til at der kom flere og flere, så talte det bare for at hun skulle nedlægge så mange så muligt. Noget hun da også gjorde enten med hendes sværd eller ved at sætte en dolk i halsen på de banditter der var omkring hende, selvom hun blev nået forundret da nogle folk dukkede op og så ud til at hjælpe hende? Det var da vidst ikke helt normalt men hun var dog hurtig tilbage i fokus indtil der var en tilbage, en som ikke helt vidste om han skulle flygte eller blive, men Maka gav ham ikke mange sekunder at flygte i før hun kastede dolken i låret på ham inden hun var over ham og satte de spidse tænder i hans hals, for hun kunne simpelthen ikke dy sig, smagen af Rais blod hang stadig i hendes minder for det havde smagt så godt at hun ikke længere kunne holde sig i skindet, specielt ikke når hun var i sin blodrus som hun var lige nu fordi alt duftede af blod omkring hende.
Så idet den bandit sank til jorden, idet sank hun med ham ned i knæ indtil han faldt til siden hvor hun selv blev siddende over liget og bare så på det med store pupiller og nærmest hev efter vejret til trods for hun ikke trak det, men hun forsøgte at få hele kroppen under kontrol igen, da hun var en kvinde der meget sjældent mistede kontrollen men de her personer havde været alt for tæt på til at hun kunne styrer hendes krop.

[Oscar Holm]

Kampen var desværre ikke særlig hård. Ikke for nogle garvede dusør jægere som dem, og da heller ikke når det havde en fjerde mand... Kvinde som også slagtede løs. ”De laver dælme ikke banditter som dengang jeg var yngre” Sagde Markus imens han træk sit sværd ud af en mands brystkasse. Kampen var ovre, og selvfølgelig mente han at den havde været for nem. Selv om han var godt oppe i årene, med hans nu tredve år, så var han stadig stor og stærk, og selv om han da havde fået en del sår som blødte rimelig voldsomt lige nu, så lignede han ikke en der lige havde dræbt en uvis mængde banditter.

”Rolig nu Markus. Ingen kan lig en der praler så meget.” Sagde Oscar med en halv kold tone imens han tørrede blod af hans sorte klinge, med hans kappe. Stefani nikkede lidt imens hun så over på kvinden der så ud til at drikke af den sidste bandit. ”Så, hvad tror i hun er, Dræber eller Vampyr?” Stefani's stemme var den laveste af dem. Men hun behøvede ikke snakke højt, da den eneste lyd i området var de fire personer i lysningen. ”Dræber vil jeg skyde på.” Sagde Oscar. ”Markus gør nu ikke noget dumt, vi vil helst gerne beholde dig i live, og med de sår der....” Oscar sagde, men Markus viftede bare afvergne med hånden inden Oscar snakkede færdigt. ”Sådan et kvind-folk kan skam ikke skade mig.”

Og med det gik Markus derover, imens mumlede Stefani noget i retning af 'sig ikke at vi ikke advarede dig' men det ramte et sæt døve øre. ”Hva har folk ikke fortalt dig det ikke er sikkert at rejse alene!” Markus sagde imens han puttede en han på Dræberens skulder.

[Maka De Silver]

Kampen var hurtigt ovre ja, men det havde altid været noget at de ikke havde været flere imod hende for så havde hun da først bukket under, ligesom hun nok havde gjort hvis de 3 folk ikke var dukket op for at hjælpe hende åbenbart, selvom hun ikke ligefrem skænkede dem en eneste tanke som hun bare sad over liget af den døde mand og betragtede ham med vildt udspillede øjne som om hun var på stoffer eller havde drukket et eller andet rusmiddel. Så hun sad lidt og vuggede for at få styr på sig selv, men farede dog op og satte en dolk for Markus hals da han rørte hendes skuldre, dog var det bare for at markere sig, så hun skadede ham ikke men hun ville bare vise han skulle passe ret meget på, for hun var nærmest helt væk som man kunne se på de næsten helt sorte øjne.
Et skrig fra en ugle fik hende dog til at se mod himlen hvor en meget lille ugle fløj oppe, noget der fik hende helt til at stoppe og sænke dolken igen inden hun vendte sig rundt og tog sværdet op fra jorden og bare gik forbi Markus hvor til hendes blåplads igen hvor uglen havde landet oven på haren og var begyndt at plukke den. ”Jeg fortrækker at rejse alene, så man ikke har så larmende mænd med sig” svarede hun bare selvom hun stadig havde en forfærdelig træng til blod så måtte hun altså beherske sig, hvilket også fik hende til at tørrer blodet væk fra hendes hage inden hun begyndte at pakke hendes ting sammen for jo længere tid hun forblev her, jo længere tid ville hun havde en frygtelig lyst til at slås og bide og noget andet som hun slet ikke ville nævne for dem.

[Oscar Holm]

En lille halv fnisen kunne høres fra både Stefani og Oscar imens Kvinden satte Markus på hans plads, ved hjælp af hendes våben. Det var altid sjovere end det burde være at se det ske. ”Ja Markus det ser da ud til hun kan klare sig selv, tror lidt at du skal lade hende være.” Sagde Oscar og for en gangs skyld så Markus ud til rent faktisk at følge ordre.

Lige da hørte Oscar og de andre ende sige hendes begrundelse for at rejse alene. Det var en god grund, men desværre puttede det også hende i fare for nemlig det der lige var sket. ”Oscar, du bliver her. Mig og Markus går tilbage til de andre og for en til at tage sig af hans sår.” Sagde Stefani næsten halv blidt. Oscar nikkede, de kunne desværre ikke bare forlade hende nu, det mindste de kunne gøre lige nu ville være at holde hende med selskab indtil det lysnede og hun var mere sikker.

Da det var bestemt begyndte både Markus og Stefani at marchere tilbage, selv med Markuses sår så gik han hårdt til. Oscar så efter dem i et stykke tid, så satte han sig ned og sukkede. ”Ja, jeg håber ikke du har noget imod det, men vi kan ikke bare lade dig være her alene.” Oscars stemme var rolig. ”Bare kald mig Oscar, og hvad vil du så fortrække at jeg kalder?” Ja, han brugte en meget uformel tale form hvor han simpelthen kaldte personen foran ham du, i stedet for de. Selvom det skam ikke var med hans faders gode vilje.

[Maka De Silver]

Maka havde skam været meget alvorlig angående Markus for han skulle virkelig ikke rører hende når hun var under et blodrus, selvom det var mest var fordi hun var irriteret i forvejen for ellers havde hun ikke så meget imod det, medmindre hun var ædru for så spillede hun skuespil overfor alle fordi de ikke skulle se hendes sande lettere barnlige jeg.
Hun gik bare over og ordnede hendes ting inden hun satte sig ved siden af Nighti og viftede uglen væk så hun kunne få haren fra den for hun havde sådan set været i gang med at rense den så hun ville kunne sælge kødet og pelsen, men det spolerede uglen jo lige nu, så hun måtte bare redde pelsen så kunne hun smide haren ud til dyrene i skoven, selvom intet af dette hjalp på hendes blodrus for der lå jo stadig døde omkring hende og duften af deres blod gik lige i hendes næse og bare forlængede blodrusen.
Da de andre gik så hun kort efter dem inden hun så over på Oscar med udvidede pupiller. ”Du burde gå med dem, det er farligt at være omkring mig når jeg kan dufte blod” svarede hun bare med et lumsk smil der listede sig over hendes læber, tydeligt at tankerne kørte rundt i hendes hoved for hvad kunne hun ikke lige gøre med denne mand når de andre nu var gået? Der var jo uendelig mange valgmuligheder så hun havde svært ved at bestemme sig for hvilken en der var bedst. Dog gjorde hun egentlig heller ikke rigtigt noget for at komme ud af blodrusen for den afdødes blod kørte i hendes system så hun følte sig så fyldt med liv og energi og anede ikke hvad hun skulle bruge den på.

[Oscar Holm]

Oscar var skam ikke bange for kvinden, dog viste han også at han ikke skulle teste sit held. Men det betød ikke at han skulle føle frygt for dem. Hun sagde at han skulle være gået med hans venner. Selvfølgelig var det nok det smarteste, men det var heller ikke godt at lade hende være her alene. ”Bare rolig, jeg er istand til at tage vare på mig selv. Desuden kan vi ikke lade dig være helt alene, ellers kunne det samme jo ske igen.” Sage Oscar helt fattet og rent faktisk lidt halv afslappet.

”Nå, spørgsmål, er du en dræber, eller en Vampyr?” Selvfølgelig kunne han prøve at gætte sig frem, men han ville skam hellere vide med sikkerhed. Desuden kunnne dette måske starte en samtale der ville vare mere en et minut. Det håbede han da for ellers kom dette til at blive en lang nat.

[Maka De Silver]

De vilde øjne så igen på ham og et lumsk smil spillede over hendes læber som hun tog dolken og kort hakkede den ned i jorden så den blev stående inden hun rejste sig og gik de sidste skridt hen til ham hvor hun satte sig på hug foran ham. Lige nu var hun jo ikke videre truende for hun havde ikke hendes våben men hun havde hendes tænder og det at hun nok var mere fysisk stærk end ham for det var dræbere jo nu en gang. ”Er du nu helt sikker på det?” spurgte hun roligt og lagde hovedet på skrå, selvom det lumske smil ikke forsvandt, så hun lignede en der faktisk var vanvittig men det var kun fordi hun var under blodruset.
”Hvad tror du selv?” spurgte hun bare roligt angående det med om hun var dræber eller vampyr, en lille fnis kom fra hende som hun kort lod hendes øjne vandre fra hans øjne og ned af hans krop som om hun sad og overvejede hvad hun skulle bruge denne krop til for det var stadig en lyst til blod i hendes system.

[Oscar Holm]

Kvinden de havde redet fra bandit angrebet sad nu på hug foran ham. Hendes dolk var hugget ned i jorden, så hun så relativt harmløs ud. Dog ville han skam ikke satse på det da han viste at man ikke altid var hvad man viste. Da hun spurgte om han var helt sikker, så nikkede han med en vis selvsikkerhed i hans evne til at forsvare sig selv mod mere eller mindre alt hvad han indtil videre havde mødt.

Kvinden så meget tydeligt på ham med en vis interesse. Han tænkte ikke videre over det. I stedet fokuserede han på hendes spørgsmål. ”Jeg vil skyde på at du er en Dræber.” Sagde han. Han ville komme med den lange forklaring to diverse ting der lod ham gætte på det. Men som svar ville dette være rigeligt indtil videre. Hun måtte så selv spørge ind til beviset vis hun ville. Men så vidt han kunne se var der alt andet en den slags i hendes hjerne lige nu.

[Maka De Silver]

Maka smilede bare lumsk som hun ikke rigtigt kunne få kontrol over sig selv, så hun kravlede kort tættere på ham og tog ham bestemt om hagen, så han kunne altid bare hive hovedet til sig hvis han ønskede det. Men han skulle også bare vide hun ikke var bange af sig, specielt ikke når hun var under blodruset som nu. ”Du snakker for meget” sagde hun bare for han stillede jo konstant spørgsmål når der var andre ting man kunne lave der var mere interessante for hende lige nu. Hun gav ham ikke mange sekunder til at kommentere det hun sagde inden hun næsten lod sig falde over ham i et kys, bare fordi han skulle holde en smule mund og så det hun ikke just ikke tænkte og ikke ville tænke, for hvad nyttede det når hun alligevel ikke kunne bruge hovedet fornuftigt? Det eneste fornuftige hun havde gjort var jo at få de andre væk så hun kunne få ham helt for sig selv, selvom hun ikke burde gøre sådan noget for sidst hun havde haft bare en smule sjov med en mand, var hun blevet gennembanket så hun ville egentlig helst holde sig væk fra mænd lige foreløbigt.

[Oscar Holm]

Selvfølgelig sad han og snakkede. Og selvfølgelig havde han bemærket bare nogle af de signaler som kvinden sendte ham lige nu. Men han valgte at ignorer dem. At ligge med en Dræber var omkring lige så dårlig en ide som at ligge med en gift vampyr. Og, ja, så vidt man kunne høre det fra Markus på en af hans fulde aftener så var det en meget dårlig ide. Hun havde kravlet tættere på ham og holdt om hans hage. Han kunne gå væk, han kunne få lidt distance væk fra hende. Men det ville han rent faktisk ikke, hun var jo en smuk dame, og der var da en lille del i ham der blev ved med at sige det var en god ide.

Da hun faldt over ham i et kys blev han rent faktisk meget overrasket. Selvfølgelig havde hun lignet en halv frisindet kvinde, men alligevel var det her nok lige lovligt hurtigt for ham. Han havde jo noget der godt kunne ligne en moral. Men hans krop, ja, det så ud til at den lille del han havde kunnet høre inden i ham rent faktisk var større end han troede for han kæmpede skam ikke imod, rent faktisk begyndte han at nyde det, og endda at kysse tilbage.

[Maka De Silver]

En stor del i hende morede sig over at hun havde lukket munden på ham bare ved et kys, mens en anden mindre del, fornuften, skreg at dette var en utroligt dårlig ide som hun med garanti ville fortryde senere hen når fornuften en gang overtog igen, men lige nu ville kroppen jo noget andet og der var da ingen der sagde de skulle gå længere end det her kys. Også selvom hun forsøgte at skubbe ham ned at ligge uden at bryde kysset, men bare ved at presse kroppen mere og mere imod hans.
Uglen Nighti begyndte at skrappe op for den lille fyr brød sig virkelig ikke om at nogen mænd var tæt på Maka, uanset om hun selv havde lagt op til det eller ikke. Hun så lettere irriteret på uglen uden at bryde kysset, men forsøgte bare at gøre det til et mindre snav, bare i ren og skær irritation over uglen skrappede op og forstyrrede hende i det hun havde færd med. Så hun tog en lille sten i nærheden af hende og kastede den imod uglen uden at ramme den, men bare lige ramme i nærheden af den så den fløj op, stadig skrappende som om den skældte hende ud for at gøre det her.

[Oscar Holm]

Han vist godt at dette var en dum ide. Faktisk ville han vildt gerne kæmpe imod. Men Maka var for tæt på nu. På den her distance ville en kamp nok være på hendes side, da hun jo som Dræber nok var stærkere end ham. Han kunne mærke hvordan han blev skubbet ned, langsomt han kæmpede imod, men lige lidt hjalp det, i den position han var i nu kunne han ikke kæmpe imod uden at blive for direkte, hvilket jo kunne få en uberegnelig Dræber som Maka til at gøre hvad end hun nu fik løst til.

Han kunne nu høre en ugles skrappen, og hans øjne fulgte hendes indtil han så den op-flyvende ugle som havde fulgtes med hende. Det så ud til at den ikke var glad for hvad der var ved at ske. Han vist ikke helt hvad han skulle gøre. På en side ville han jo gerne, på den anden side viste han det ville være et ekstremt dårligt træk, men det ville jo nok også være et dårligt træk ikke at gøre det. ”Er du helt sikker på det her?” Spurgte han, han kunne ikke dy sig. Han ville være sikker, det kunne jo være at hun ikke ville men følte at en eller anden form for tilbage betaling skulle gøres. Og han ville ikke være med til noget der ikke var helt af hendes egen fri vilje