Et gammelt bekendskab

[Sol Angelika]

Det var tydeligvis vintertid, for sneen var begyndt at dale ned lige så smukt fra den overskyet mørke himmel, hvor man til tider kunne være heldig at skimte den halvfulde måne bag ved mens ellers var der ikke meget lys udover den lampe Sol bar i hendes hånd fordi hun var ude for at finde en blomst der kun voksede her omkring vintertid og kun blomstrede om natten. Så hun måtte jo ud efter hun havde sat Kolgrim til at øve sig et stykke fra huset de boede i her ved grænseskoven. For det var jo ikke fuldmåne, hvilket gjorde at de ikke behøvede at være udsatte for varulve og magien ville ikke være så stærk for han skulle jo lærer tingene fra bunden så det nyttede ikke meget at udsætte ham for alt for stærk magi til at starte med, det måtte hun vente med til han var klar til det.
Hun var gået et godt stykke fra huset, inden hun satte lampen ved sin side af sig og en kurv ved den anden side, for hun havde fundet hendes blomst, en smuk blå blomst ved foden af et træ, den eneste som hun lige kunne finde i området og den eneste hun lige kendte til, men nu havde hun endelig fået brug for den fordi den ville passe perfekt i en eliksir der skulle bruges til at lave en slags sovende død, hvor hun ville bringe en person i sådan en dyb søvn at personen ikke ville vågne igen medmindre hun gav personen en slags modgift, men under den rigtige magi ville hun kunne bruge personen uden at personen egentlig ville være klar over det, som en slags levende død. Eller rettere dette måtte hun jo se om ville ske, men hvis hun regnede rigtigt efter ville det ske og det måtte hun bare håbe på, men hun glædede sig nu til at afprøve den.
Hun bar den sædvanlige mørke grønne kappe fordi det var lettere køligt i vejret selvom hun ikke ligefrem tænkte over det. Men hun havde ikke ligefrem tænkt sig at blive helt gennemblødt med af sneen der dalede lige så fint ned selvom hun sad lidt i læ på grund af træet mens hun arbejdede på at få hele blomsten fri, for måske kunne hun plante den tættere på huset hvor den muligvis ville sprede sig så hun kunne få nogen flere blomster ud af det.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Lukas havde da han så regnen besluttede sig for at øve sig i at gå i træer hvilket var en ting han selv mente han var alt for klodset til når der var sne på. Han havde for nyligt spist og var derfor på inden måde sulten da han i sin vandring til grænsen og skoven der tænkte på chancen for alivel at støde ind i noget der smagte godt som han altid havde gjort det i det område hvilket blot gjorde at han satte farten op. Han nåede hurtigere skoven end planlagt og hoppede op i et træ der smed alt sneen fra de tynde grene *lorte træ* havde hans eneste tanke været inden han forsatte mellem træerne og hurtigt fik sin elegance igen der gjorde at man kun ville opdage ham hvis man kiggede efter ham. Han var iklædt det samme fine sorte tøj som altid og en lang sort kappe hvor hætten lå ned af ryggen. Med et ramte en velkendt duft hans næse men han kunne ikke huske hvem den tilhørte før han susede imod den. Han stoppede da han var i træet over sol og kiggede ned på hende med et skævt smil ”hvad skal du dog bruge den til ?” spurgte han med underen i stemmen uden at tænke over hun ville kunne få et chok hvis hun ikke havde opdaget ham ”hvis du er så vild med dem kan du da tage mine… de vokser som ukrudt omkring min nye lille hytte” sagde han grinende og det var dog sandt, han havde aldrig set dem stå andet end nogen få stykker sammen på nær om den lille hytte han havde valgt at bosætte dig i for at komme væk fra familiens hus, hvor de voksede som det rene ukrudt. Om der var noget i hans jord vidste han ikke og han var også ligeglad for han kunne ærligtalt ikke lide blomsten fordi han altid fik en følgese af at den hånede ham på en eller anden måde. Han hoppede ned af træet og lanede lydløst kort fra hende ”det er lang tid siden jeg har set dig” sagde han roligt men en svag underen i stemmen som han prøvede at huske presist hvor lang tid siden det havde været.

[Sol Angelika]

Hvis der var en ting som Sol havde lært siden hendes møde med sortelveren Khaine så var det at være mere på vagt, så selvom hun ikke virkede til at lytte til noget som helst eller overhovedet at være opmærksom, så lyttede hun intens til skovens lyde, så det kom ikke som noget chok da hun hørte en gren over hende knirke, hvorefter hun hørte en fugl baske men det passede med at hun lige så op da Lukas ansigt dukkede op over hendes hoved. Noget der fik hende til at se lettere undrende på ham for hun havde regnet med at se en fugl flyve af sted.
”Godaften til dig også du gamle..Længe siden” svarede hun roligt med et skævt smil inden hun så ned på blomsten igen og fik den fri fra jorden inden hun puttede den over i hendes kurv og derefter lagde noget mere jord derover bare fordi den skulle have lov at stå lige så pænt. Men hun kunne udmærket godt huske han havde kaldt hende for en bette tøs eller noget i den stil, udover hun bare huskede det havde handlet om hendes alder. ”Tja det kunne da være en fristende tanke, for det kunne jo være jeg fik brug for dem i fremtiden” sagde hun roligt fordi det var jo netop kun på prøve stadie ellers måtte hun bare finde på noget andet at bruge den til ellers kunne hun jo altid sælge den på de forskellige markeder for den måtte være lettere dyr fordi den netop ikke voksede mange steder.
”Selvfølgelig er det længe siden. Du har jo ikke haft brug for mig efter din søster døde og sidst sprang du jo ud af vinduet i grænsekroen efter have efterladt mig nøgen” svarede hun blot med et skævt smil som hun tog kurven under armen og lampen i den anden hånd. For hun havde jo sådan set gjort det hun skulle lige nu, så der var ikke den store grund til at være her lige nu selvom tanken om blomsterne nu var fristende alligevel.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Han valgte ikke at kommentere på det hun sagde før hendes sidste ord der fik ham til at smile ”skulle jeg da været blevet hos den lille pige ” sagde han i en drillende tone for trods alt kunne han huske at han var mere end 100år ældre end hende hvilket i hans hoved gav ham ret til at kalde hende for lille. ”havde du virkelig forventet andet ? jeg havde jo kun den ting at snakke med dig om” sagde han roligt og alvorligt men at hun nævnte hans søster var ikke noget han var glad for da han havde forsøgt at glemme alt om hende efter den sidste gang han havde set hende. Han begyndte at kredse om hende mens han så op og ned af hende som han så mange gange før havde gjort det når han stødte ind i folk dog denne gang tænkte han ikke på hende som mad men prøvede at huske presist hvad der var sket den nat hvilket ikke var så nemt som det lød. Han stoppede bag hende og overvejede kort om han alivel skulle forsøge at få noget blod fra hende men dog ville han ikke bruge energi på det før han behøvede det. han gik om til hende igen ”små børn burde ikke gå rundt alene i skoven” sagde han med et drillende smil. Han havde ændret sig en smugle siden sidst de havde set hinanden udelukkende af den grund at han havde mødt en der på en eller anden måde havde fået blødte ham op dog håbede han et eller andet sted ikke at Sol ville opdage den lille ændring af opførsel der fulgte med sig.

[Sol Angelika]

Hun smilte bare skævt for hvis han måtte kalde hende for lille pige så måtte hun da også godt kalde ham for gamle mand. ”Nej jeg forventer skam ikke meget fra dig i forvejen” sagde hun bare roligt, for hun havde aldrig forventet meget af ham, for grunden til hun var gået i seng med ham og give ham blod var jo bare fordi hun var blevet tændt af at han mandede sig op og at han var blevet lettere vred på hende, af grunde hun ikke helt kunne huske men uanset hvad det var den eneste grund hun ligesom kunne frem til. Hun blev dog stående som han begyndte at kredse om hende for hun frygtede ham ikke og så vidt hun huskede så havde hun givet ham lov til at få blod af hende flere gange, det krævede jo bare at han kom til hende, hvilket han ikke havde gjort så hun regnede ikke med at hun skulle se ham igen egentlig, noget der havde passet hende fint.
”Jeg kan godt passe på mig selv, jeg har ikke brug for en far til at passe på mig” svarede hun bare roligt med et lidt drillende smil for hun kunne skam allerede godt mærke at han havde ændret sig en smule, hvilket på en måde skuffede hende for hun foretrak nu en gang en mand og ikke en forvokset dreng, eftersom sidst havde han ikke ligefrem drillet hende særlig meget og da slet ikke på denne måde, for den gang havde han været en mand men det var der jo ikke meget at gøre ved for hun havde da mødt en anden mand siden hen der dog havde virket lidt for god til at være efter hendes smag men det skulle hun vel nok kunne ændre, ellers gjorde det ikke noget for hun foretrak faktisk et liv alene for hun havde hendes barnebarn og andet havde hun ikke rigtigt brug for.

[Augustus L.S. Bloodfire]

”godt… vi kan jo ikke have barnet bliver skuffet” sagde han igen drillende af grunde han ikke vidste. Da hun kaldte ham far var der dog noget i ham der ikke kunne lide så han farede med det samme hen og tog et fat greb i hendes hals mens han så på hende med et is koldt blik ”kald mig aldrig det igen !” hvæsede han med en is kold og truende stemme og den mand han en gang havde været blev nu tydelig igen som han stod der en smugle pustede op dog uden at vide det før han slap hende igen og hans blik blev en smugle mildere ”men er du nu helt sikker på det ?... der kunne jo komme nogen og få lyst til at dræbe dig” sagde han med en stemme der var fuldt ud som den han før hen havde brugt og det var tydeligt at hans vredes udbrud fra før havde fået ham til at glemme de manere og blødsødenhed som den anden kvinde havde haft sat i ham dog var det langt fra sikkert at de ikke ville komme igen snart når det gik op fra ham hvor meget han lod sig styre af sit indre som han stod der og mildest talt truede hendes liv med tanken om at han sikkert godt kunne dræbe hende hvis han ønskede det hvilket dog nok mere var hans arrogance der gjorde fik ham til at tro det end at det var virkeligt for han vidste jo godt at hun var stærk af sin race at være.

[Sol Angelika]

Hun sagde ikke noget til at blive kaldt et barn for han kunne egentlig bare drille hende eftersom det ikke rigtigt bed på hende mere, for hun kunne ikke helt tage ham seriøst for han var jo ikke ligefrem den kolde og hårde person hun havde mødt tidligere. Dog måtte hun i første omgang se overrasket på ham da han tog hårdt om hendes hals og kort fik hende til at gispe i chok, men efter det mindre chok kom hun dog til at grine halvkvalt men hun kunne ikke lade være. Hun sagde dog ikke noget før han slap hende igen, selvom det lumske smil ikke slap hendes læber ”Jamen dog der er en mand i dig endnu” sagde hun bare roligt som hun tog en hånd op til hendes hals og ømmede den kort, men det var jo godt at se der var en mand i ham i stedet for den store dreng han havde været lige før, for han var da slet ikke charmende eller mystisk når han var den der dreng, det måtte da havde noget at gøre med en kvinde men hun valgte ikke at spørge ind til det for det havde altid noget at gøre med en kvinde desværre, der var mange kvinder der havde det med at ødelægge rigtige mænd fordi det lige passede dem. ”Der findes kun få der har lyst til at dræbe mig, den ene bor i Nirelias skove og den anden oppe i bjergene. Og tror næppe en vampyr ville kunne overliste mig i sidste ende” sagde hun roligt for den ting tvivlede hun stærk på men igen hun havde ikke så meget imod at dø når det kom til stykket, hun nægtede dog bare at tage sit eget liv men tog dog med glæde andres liv hvis der var brug for det.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Hendes kommentar om at der stadig var en mand i han fik en truende snærren frem fra ham for udtryk for at han ikke kunne lide at hun fik det til at lyde som om at han ikke havde været det før. Da han hørte hendes næste ord gik han helt tæt på hende og så truende på hende ”og du tror ikke jeg kunne blive fristet til at tage en lidt for stor bid ?” sagde han med en stemme der tydeligt viste at han havde i sinde at true hende uden dog at sige at han ville gøre det. hans krops holdning var mindst lige så truende som hans øjne og stemme på en måde man havde kunne forvente sig af den ´gamle´ Lukas. ”alene i skoven med mig kan ikke være sikkert for dit liv… så pas heller på” hans attitude viste tydeligt at han var ude på at sætte bare en smugle frygt i hende for mere end et chok. At dræbe hende ville ikke være noget problem for ham for han havde intet at bruge hende til mere hvilket var grunden til at han havde ladet hende leve ved det sidste møde hvor han i nogen øjeblikket havde haft lyst til at skade hende men kun hade stoppet sig selv fordi han skulle bruge hende.

[Sol Angelika]

Det lumsk smil var ikke til at pille af hendes læber da han snerrede af hende for det morede hende ret meget at han gjorde det og det lagde hun ikke ligefrem skjul på at det gjorde. Selv da han virkede til at true hende stod hun bare og smilte lumsk men også en smule frækt til ham. ”Jeg har aldrig været bange for dig min mørkets væsen og bliver det just aldrig så du kan lige så godt droppe med at true mig.. Jeg har været tiltrukket af dig men er det just ikke mere, du har ligesom mistet noget af det der gjorde dig speciel” svarede hun blot for det var tydeligt at hun ikke frygtede ham på nogen punkter men hun burde nok gøre det, udover hun ikke rigtigt kunne. Dog havde hun lagt tryk på det med har været tiltrukket af ham for det der drenge noget der var kommet over ham var ikke ligefrem særlig tiltrækkende, det var det sikkert for den kvinde men det var det specielt ikke ligefrem for hende, så det i sig selv var skuffende. Men hun valgte stadig ikke at spørge ind til grunden til hans mindre forklaring, for det måtte han altså selv ligge og roede med.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Hendes ord irriterede ham af en grund han dog ikke vidste. ”ha tiltrukket ?” sagde han med et hånlig latter ”og hvornår skulle det være sket ? da jeg undlod at dræbe dig fordi jeg skulle bruge dig ?” sagde han med den samme nærmest hånlige stemme ”til din information har jeg aldrig været tiltrukket af dig… du var og er stadig kun en lille pige i mine øjne.. en pige med godt blod men intet mere end det” sagde han overlegent og fnøs inden han med en hurtig bevægelse igen tog fat i hendes hals med et fast greb dog kun en smugle hårdere end før ”jeg burde have dræbt dig den gang jeg havde chancen” snærrede han ”måske skulle jeg bare gøre det nu” sagde han efter en kort pause og med en stemme så kold som is idet han fastende sit greb en smugle og skulle til at sige noget mere men valgte ikke at gøre det men i stedet løfte han hende blot fra jorden mens han så hende koldt i øjne ”du burde frygte mig” næsten råbte han af hende inden han klemte til lidt mere i nogen få øjeblikke inden han slap hende uden at tage øjne fra hende eller flytte sig det mindste.

[Sol Angelika]

Hans hån imod hende fik hende bare til at se lettere undrende på ham, selvom blikket mest af alt viste at hun godt nok mente han var dum lige nu fordi han forsøgte at håne hende selvom sådan noget hån ikke bed på hende. ”Det var skam også kun kort de få minutter varede” svarede hun bare roligt, selvom hun ikke lige tænkte på delen i sengen men mere delen hvor hun havde set vreden i ham. Men lige nu kunne hun ikke rigtigt tage ham seriøst og det kunne godt irritere hende en smule, men det var vel også lige meget for sådan en følelse kom nok aldrig igen, det gjorde de i hvert fald sjældent for når hun først havde fået en mand i sengen så var de bare kedelige så hun gik ikke rigtigt tilbage til dem.
Endnu en gang kom hun med et gisp da han tog om hendes hals, men hun så bare irriteret på ham for det her var ved at blive ret gammeldags og egentlig ret kedeligt oven i. For hun gjorde jo ikke ligefrem modstand da han klemte hårde om hendes hals og løftede hende op. Men det morede hende nu at han sagde hun burde frygte ham, dog smilte hun ikke for hun var irriteret. ”Jeg kan ikke frygte.. for mig er kærlighed og frygt det samme.. og du er umulig at elske for mig” svarede hun bare som hun ømmede hendes hals en smule men et lettere lumsk spillede nu alligevel over hendes læber for det var jo sandt, der var kun en mand hun virkelig elskede men det var også den hun frygtede mest, og den mand var en gud. For hun havde aldrig mødt en mand her på jorden der levede op til alle de krav hun havde..

[Augustus L.S. Bloodfire]

Hendes ord gjorde ham blot irriterede men han tog sig en smugle sammen og holde sig fra at gå amok på hende. efter hun havde sagt at hun ikke kunne elske ham smilede han dog som skulle han til at grine ”godt… hold fast i den tanke tøs for den eneste grund til at jeg skulle have lyst til at røre dig var for dit blod” sagde han og lød som om at han hvert sekund kunne bryde ud i latter. Han gik lidt rundt ham hende igen og snappede efter hende ”du er ikke værd at spilde tid på” sagde han utålmodigt og vendte rundt for at gå ”ved venstre gennem krattet fra den døde træ så finde du bunken af de der klamme blomster” råbte han og gik ud fra at hun vidste presist hvor han mente da det træ han omtalte var det eneste i miles omkreds fra hans familie hjem. Han så over skylderen og hen på hende ”pas heller på dit skrøbelige liv” sagde han advarende og koldt inden han forsvandt i mørket

//out

[Sol Angelika]

I hendes hoved nyttede det ikke at han blev irriteret eller snappede efter hende for det bed ikke på hende, eftersom han ikke var noget værd udover den enkelt gang hvor han havde taget noget af hendes blod og gået i seng med hende, men så var det heller ikke mere. ”Nej så gå hjem til din lille elskelige tøs der har gjort dig blød” sagde hun bare roligt efter ham allerede inden han var gået så hun så roligt på ham for han skræmte hende altså ikke så det nyttede ikke noget at han forsøgte på at gøre det for han havde det sikkert ikke i sig mere. Noget der var en skam og efter han var gået trak hun bare ligegyldigt på skuldrene ”Og de kalder mig sær?” mumlede hun for sig selv inden hun bare begyndte at gå tilbage til hendes midlertidige hjem for der var jo ingen der sagde det skulle være i nat hun hentede de blomster og lige nu ville hun selv se om hun ikke lige kunne gro nogen.

//out