I ly af mørket sker der mange ting (Zakura)

[Falovan Bannorth]

”Mig! Sindssyg? Jo måske en lille smule, men sådan er det når man er sådan en som mig.” Sagde han imens han kluk-lo lidt. Måske var det hun sagde faktisk ikke så sjovt alligevel, men han kunne jo bruge denne så kaldte 'sindssyge' som et skræmme middel, for de sindssyge er jo istand til alt.

Han sukkede lidt, jo vist havde han selvfølgelig regnet med at hun ikke ville op i sengen. Hvorfor skulle hun, så snart hun var der oppe ville han jo tage hvad der retmæssigt var hans. Men alligevel irriterede det ham jo lidt at hun jo ikke bare villigt lod sig bedække. Han fandt hans vej over til hende og sendte et hårdt spark imod hende. Han sigtede efter hendes ribben, men han kunne jo tage fejl og ramme noget andet.

[Selia Jheduar]

"man behøver ikke vær ond fordi man er sindsyg!" hyle hun og klamer sig til til senge benet, hun var så bange og så træt. hun hørt tydelig vis fodtrin mod hende og snart stor smerte de steder hun mærke en fod blev fyret på hende, han ramt både hendes arme, hendes ribben og lår. hun hyle og tikke og tryle ham om at stoppe og lade hende gå, hun ville hjem! hun ville bare så forbandet gerne hjem! hun savne naturen og den friske luft og solen og vinden i håret, hun mærke tydelig et par ribben blive trykket, hun gispe og hulke og mærke den ene arme slap fald til jorden hun kunne ikke holde fast med den arme mere, men hun forsatte med at klyng sig fast til senge benet, mens hun begyndt at mumle sindsyg hurtig, hun bad som en i fanden lig nu, bad for hjælpe bad for styrke til at blive ved med at gør modstand og til at holde ud længe nok til hun kunne slippe løs.

[Falovan Bannorth]

”Nej, sandt nok, sandt nok. Ikke altid. Men lige i dette tilfælde er det jo tydeligt at jeg er.” Sagde han som svar på det hun sagde. Der efter begyndte han at sparke hende. Han hørte en sagte mumlen, han gættede på at det nok var en bøn. Men ingen gud der ville hjælpe hende kunne hører hende her. Han sparkede og sparkede indtil han fandt det rigeligt. Så buggede han sig ned og tog fadt i var der føltes som hendes arme, og hev til. Han ville hive hende fri, og så ligge hende i sengen selv, vis ikke hun ville gøre det frivilligt.

[Selia Jheduar]

Zakura hulke mens hun bad hvider, ind til sparken stoppe og hun gispe mens hun ryste i kroppen der lige nu dunke af smerte de steder han hade sparket hende, hun mærke han tog i hendes liv løs arme og begyndt at riv i hende hun skreg da det gjorde ondt og hun holdt fast i senge benet af alt kraft ind til smerten i armen blev så stor plus hun i forvejen var svag og desværre for hende miste grebet, hun begyndt at skrige skingert og vride sig og sparke med de krafter hun nu hade tilbage og holdt øjne lukke og ønske ikke at se hvad der skete, hun mærke starine på armen knække og falde af hende og ned på gulve, hun gik i sær efter hans skridt for hun ville for alt i verden ramme der så hun kunne påfør ham noget smerte!

[Falovan Bannorth]

Endelig fik han hende fri. Men desværre for ham var der vist stadig lidt kamp tilbage i hende. Hun blev ved med at sparke og vride sig så meget som hun nu kunne, hun var indtil flere gange meget tæt på at ramme ham i skridtet. Heldigvis for ham havde mange års hård kamptræning under folk som ikke var bange for at ramme efter det, givet ham meget gode reflekser når det kom til at undgå at folk lige præcis skulle ramme der, dog ramte hun andre steder, og det to jo lidt på hans styrke, men det var ikke værre end at han kunne blive ved indtil videre. Imens han kæmpede med hende prøvede han også at få hende smidt op i sengen, selv om det ikke just var nemt, men han ville blive ved lige så meget som han nu kunne.

[Selia Jheduar]

Zakura forsatte med at kæmpe og skrige selv om hun begyndt at blive hæs af det, men forsatte for han skulle nok ende med en grim hovede pine af hendes skrig til sidst, vær gang hun var ved at ryg i sengen lykkes det hende hurtig at komme væk og løb væk men hun endt dog altid med at løbe ind i en af væggen og fik en minder blod tud og buler i panden, men hun ville ikke hen i sengen! hun ville bare ikke, hun blev ved med at skrig på hjælp håbe de skinger skrig ville fang en eller andens øre som ville komme og hjælpe hende, for hun ville ikke det her! hun ville bare så gerne hjem! hun hyle mens tåren stadig stod ned af hendes kinder og hun mærke for vær gang hun kom ud af sengen blev hendes krop svager og svager og til sidste da han for ja 7 gang smed hende i sengen lå hun stille, gispe hæst efter vejre stendig slap i kroppen, der ryste i kramper men svag ynkelig hulk kom fra hende og hun lukke øjne håbe hun ville død af det her! eller håbe det var hurtig overstået.

[Falovan Bannorth]

Syv gange tog det ham før hun forblev i hans seng. Men da hun endelig blev der så lå hun der også kun som en klud. Hvilket jo ikke var forfærdelig sjovt. Han ville bedække hende imens hun kæmpede, men det kunne jo ikke forventes første gange. Falovan hoppede op i sengen og langsomt begyndte at befamle hende. Han ville tjekke varende ud først før han gjorde noget. Desuden skulle han jo også inspicere skaderne hans små-voldelige metoder havde påført. Så han lod hans hende langsomt glide over kvindens krop, det gik over alt, intet sted var helligt for ham, han lod dem gå hvor end de ville hen.

[Selia Jheduar]

Zakura lå bare fustændig stille, slap og slatten mens hun stadig hulke og tåren trille ned af hendes kinder. at hans hånd begyndt at rør hende fik hende til at klynke mere og hulke bare en lille smule kraftiger, mens hun holdt øjne lukke og følt søvne riv hårdt i hende for at trække hende ind i den dybe trygge søvn, og de endt også med hun til sidste trak vejer dybt og sov tungt, dog hulke hun i søvne så hendes søvn var ikke helt søde men nærmer et marridt, og vis hun hade haft krafter til det ville hun også have vredent sig i sengen på grund af marridt.

[Falovan Bannorth]

At hun små græd lidt var han helt ligeglad med. Hun kunne hulke og klynke lige så meget hun nu havde lyst. Dog ville han dog sige at det at hun ikke kæmpede mere gjorde det hele lidt mere kedeligt. Men det skulle han nok få ordnet så snart han blev færdig med inspiceringen.

Det tog ham lidt tid, men han nød det jo også, selv om hun var faldet i søvn. Nu da han var færdig med at røre fløj tøjet af ham og han begyndte nu at tage vad der retmæssigt var hans. Om hun sov eller ej var lige meget, den skulle bare ind, og han skulle bare tilfredsstille ham selv.

[Selia Jheduar]

Zakura var helt væk lig ind til hun mærke da han trænget i hende, blev hun reven ud af søvne, hun skreg igen og begyndt igen at vide sig en smule, "NEJ STOP LAD VÆR!" græd hun og fik sendt et vel plasert slag mod hans skridt mens hun ryste i kroppen da hun kunne mærke det var forsent og han var oppe i hende, hun hulke og følt sig beskidt og følt hun skulle dø og kvæles og det hele. hun hulke og lukke øjne igen og ville bare gerne væk der fra og væk fra denne syg mand, hun var nu bar glad for at hun ikke kunne blive gravide på samme måde som andre racer og det lette nok på det hele et eller andet sted.

[Falovan Bannorth]

Falovans ret som ejer af dette kvind-folk blev taget, og han nød det skam. Bare synd for hende at hun vist vågnede under sammen-lejet. Men det var nu ikke hans problem. Han kunne være helt lige glad, og den smule kamp hun gjorde havde ingen nytte. Han var for langt inde til at mærke det selvom han da lige skulle sunde sig efter slaget.

En dag senere

Lyden af heste og klirrende rustnings plader kunne høres langt væk i den forbandede skov. Gruppen af ryttere kom tættere og tættere på huset. De bevægede sig langsomt frem af. ”Kan du føle det mester, en mørk kræft har taget bo i denne skov.” En høj slank og lys-håret man sagde. Imens han red på sin hest.

”Jeg kan skam føle det, og det siger noget når man tænker på at vi er i Darklia. Det kan kun være en necromanser.” Sagde en anden mand der red ved siden af den første. Denne mand var ældre og mere voksent af udsende, men han strålede skam stadig af ung styrke. Det tog dem lidt tid før de nåede til huset, men så snart de gjorde det sprang gruppen af mænd og kvinder af deres heste og cirklede huset. Det kunne alle mærke ondskaben komme fra huset. ”Kom Marduk, lad os gå ind og hilse på vores lille mørke-tjener.” Sagde den ældre Paladin som var lederen af gruppen. Den yngre Paladin som han havde snakket med imens det red frem til huset nikkede og svarede 'javel mester' imens han gik med sin mentor mod huset. Resten af gruppen blev uden for huset og sørgede for at denne mørkets-tjener ikke ville være i stand til at flygte.

Med et hårdt spark blev døren smækket op og begge paladinerne farede ind iført deres klirrende rustninger. Et sværd blev send efter den ældres hoved så snart han kom ind, men han parredere den med hans rustning, før han hamrede sig selv ind i Falovan, som en anden tyr. Falovan mistede sværdet i hans hånd og med et slag blev han slået ud. ”Patetisk.” Mumlede den ældre imens han kiggede sig om. ”Marduk, tjek for slaver, befri dem og lad dem vide og forstå at de er fri til at rejse hvor end de vil.” Den ældre paladin greb fat i Necromanseren og smed ham over skulderen før han gik ud. Desværre var det som han frygtede, denne necromanser var ham med Paladin blod i årene, og der var protokoller han derfor måtte følge. Tribunatet måtte beslutte hvad der skulle gøres med ham.

Den yngre Paladin ved navnet Marduk nikkede til hans mester og begyndte at lede hele huset igennem. Der var skam mange slaver i mange forskellige rum, ja nogle prøvede endda at kæmpe imod. Men det blev alle sat fri til sidst. Det var lige indtil han kom til en dør. Den var som boltret fast. Han kunne ikke åbne den. Han hamrede og hamrede og dog langsomt blev døren svagere og svagere indtil den tilsidst gav efter og lod ham komme igennem. Dog var det ikke et kønt syn der mødte ham. Et fuldstændig mørkt og koldt rum, og i den anden side af rummet var der en seng. ”Hallo?” Sagde Marduk for lige at se om der var nogle, for som det så ud nu kunne han ikke se om der var nogle i sengen eller ej.

[Selia Jheduar]

Zakura hade forsatte med at kæmpe ind til hun besvimme i udmattelse, og der for ikke mærke særlig meget mere af hans leg med hende, hun var for træt og svag til at gør modstand mere og var helt væk resten af dagen.

Dagen efter hade zakura fået sin kjole igen, dog hade de slaver der hade vaske den ikke vær pæn med den, de hade slogs om at få lov at prøve den så kjolen var nu revent i stykker i bunden og lidt ved bryste men hun hade stadig taget den på, for det var beder ind at vær nøgen. hun sad sammen krøben i hjørnet som hun hørt larme neden under, hun så op hendes lang sort hår sække det meste af hendes ansigt. da nogle hammer på døren krøb hun mere sammen, mens hun så anspændt på pøren til den enlig gav efter og lyst kom ind i rumme, hun knep øjne sammen da lyset blænde hende. da hun kunne se bare nogle lunde igen kunne hun se nogle, det var ikke ham nej ham her var kældt i panser, hun for blev dog krølle sammen som han sag hallo og kigge rundt i rumme. hun åbne munden for at svar men en frygt for at Falovan ville komme gjorde hun tav men i stedet begyndt at hulke og krybe mere sammen mens hun tog sig til armen med brænd såren og skjulte ansigt i sin knæ mens hun hulke og begyndt at be igen, i troen på det hun så og hørt bare var en drøm og hun stadig var spæret inde i rummet, hun hade det skidt hendes krop skreg efter at komme ud i naturen, hun hade max 1 dag mere inden hun ville vær forsvag til at gå uden for, allerred nu var hun næsten for svag til at stå op og det var rigtig slemt.

[Falovan Bannorth]

Han kunne intet se, mørket var stærkt her også fordi der ikke var nogle vinduer. Han kunne føle at en masse mørke handlinger havde taget sted her. Det var næsten kvælende, og et eller andet sted i dette rum var et væsen af uvis natur som havde lit stor smerte. Han kunne høre dette væsens hulken og det afslørede det som værende kvindeligt.

”Du kan godt komme frem nu, mørkets tjener er blevet neutraliseret.” Sagde Marduk med en vis overbevisning. Det havde jo lige slået Falovan ud, og befriet alle disse stakkels væsener som han holdte som fanger. Hans aura af godhed hjalp også med at slå fast at han var en af de gode her. Han var her for at rede dem alle. ”Jeg er her for at befri dig.” Sagde han som opfølgning, forhåbentligt ville dette gøre hende tryk nok til at komme frem og følge med ham uden for.

[Selia Jheduar]

Zakura så på paladine og hulke, at han sag hun var der for at befri hende trode hun først han løj og hyle mens hun krøb sammen, og holdt fast i sin ben. men jo længer han stod der jo mere kunne hun mærke han hade en positiv energi og en lys aura, hun kom en smule vaklene op og stå og kom frem i lyset fra døren, der stod tåre ned af kinderne og stod stille som hun dække sig med armen, "jeg vil godt hjem.. til Nerilia nu" hulke hun og ryste i kroppen og man kunne se hun hade det rigtig skidt, hun hade blod på låren fra han hade tage hendes møgdom og håret var filter og beskidt, hun tur ikke rør sig længer ind der til mere fordi hun ikke kunne mærke sin bene og hun var svag, hun hade brug for at komme ud i naturen ud i den friske luft ude i solen! hun hulke mens hun bukke hovede og så ned på sin fødder mens hun prøve at få styr på sig selv.

[Falovan Bannorth]

Marduk så på kvinden som langsomt kom frem. Det så ud til at hun var lidt skeptisk i starten. Men som hun kom frem og begyndte at tale så hun jo ud til at stole på at han var hvem han var. Og det var jo sandt nok, han var jo en Paladin af lyset. Han så ikke for meget på hende, og han lod da slet ikke sine øjne kigge på hendes krop, det ville jo være uforskammet, og i den tilstand hun var i, både mentalt men også fysisk ville det jo ikke være godt. Så da hun sagde hun gerne ville hjem nikkede han lidt og trådte til siden så hun kunne gå ud af døren.

”Jeg skal nok bringe dig hjem Frøken.” Han kiggede lidt på hendes ansigt før han sagde. ”Men først skal du da vist ud og hvile uden for. Jeg tvivler på at det har været sundt for dig at være låst her.” Kommenterede han imens han sendte hende et lidt utrygt blik. Jo hun så ud til at kunne trænge til at komme ud lidt, hun skulle i hvertfal have noget at spise så det ud til.