I ly af mørket sker der mange ting (Zakura)

[Falovan Bannorth]

Den ækle følelse af alt livet omkring ham omklamrede ham. Han hadede at være på de Nirelianske side af grænsen. Alt det grønne græs, den friske luft, og generel frodighed som var her gjorde ham syg, mørket inden i ham kunne simpelthen ikke tåle det, eller også var det bare fordi han forbandt alt dette med en smertefuld del af hans fortid. Hvad end grunden var sad han nu ved et lille bål, som var den eneste lyskilde i mørket andet en stjernerne og månen. Selv om foråret var ved at bryde igennem så var natten stadig lidt halv kold selv med kappen omkring ham. Ilden gjorde ham godt og dens dyriske sult for nyt liv, eller i dette tilfælde mere eller mindre levende træ holdt hans tanker væk fra alt det sunde liv omkring ham. Havde det ikke været få den sjældne blomst han havde hørt om havde han da heller ikke taget hertil.

Han sad med et krus simpel te, der var blevet blandet med urter fra det omkring værende område, i hånden. En støre gryde simrede lige ved ilden klar til vis han ville have et til krus te. Ja havde det ikke været fordi han var på den Nirelianske side af grænsen kunne han jo næsten nyde det her.

[Selia Jheduar]

Zakura hade være i byen i Nirelia, hvilke i sig selv var utrolig da hun sjælden var i byen men hun hade syet en masse kjoler og kapper som hun hade solgt til en lokal mand der ville sælge dem vider. så nu hade hun en pose med penge til nyt stof og tråd så hun kunne sy ind nu mere. men på vejen var hun på ny faret vild, det var ikke noget nyt hendes stedsans var forfærdelig. hun hade sin flotte lang rød kjole på og hade tage sin sko af som hun gik med i hænderne og nød at gå i bare føder i den kølige natte luft mens hun sang ganske smukt, som man så hende gå gennem skoven og synge var det som om hun bare passe 100 % ind i naturen men hun var også nymfe, det fod lang hår bevæge sig blidt i vinden som fint sort ederkoppe spind, og den røde kjole passe bare til den næsten hvide hud og de fin rosa læber mens de rød brun øjne så roligt lige ud, hun var ikke langt fra lysningen, og hun opdage først lyst fra et bål da hun dreje hovede da hun syntes hun hørt en lyd og stoppe med at synge højt men sang nu bare meget mere lavt mens hun stod helt stille.

sangen hun synger

[Falovan Bannorth]

Mørket var dejligt, åh så dejligt i mørket blev alt bedre. En lyd som om dagen måske var svag kunne nemmere høres vis det var mørkt. Og det var lige nøjagtigt det han gjorde. Falovan hørte en lyd det lød ikke som skridt, eller som sangen fra en parrings syg fugl. Nej det her var noget mere mystisk. Hvad det lige var kunne han ikke sige men han viste at hvad end der lavede lyden var noget han måtte eje!

Måske skulle han ikke have gjort det. Måske skulle han have ladet hvad end det var kommet tætter på først. Men han måtte se hvad det var så han stilte sig op, og derfor lavede støj da han gjorde det. I samme sekund blev den mystiske sang meget meget lavere som om tingen havde hørt ham. Han tænkte en sagte ed til ham selv. Nu kunne han lige så godt lade tingen vide at han var her. Der var jo ingen måde han kunne gemme det faktum at han var her. ”Er her nogen?” Hans stemme lød ikke til at være ond, faktisk lød den bare som en helt almindelig rejsende. Forhåbentligt ville dette lokke væsenet tættere på, og ikke skræmme det væk.

[Selia Jheduar]

Zakura stod bumstille i mørket, som hun så efter hvad en det var der nu var der i lysningen hvor hun kunne se bålet, hun stoppe sangen for at høre beder, hun lag hænderne på et træ og stak og skyndet sig at få sin sko på i det hun hørt nogle snakke, hun stak forsigtig hovedet frem bag træet og fik øje på ham hende øje blev hurtig fyldt med panik og der gik heller ikke minder ind et par sekunder før hun begyndt at løbe gennem skoven for at komme væk fra ham, en mand! af alle væsner så var hun mest bange for mænd af alle racer, hun skyndt sig gennem skoven mens hun så godt hun kunne ungik træren og følt sig frem mens hun ind i mellem så sig tilbage for at sikker sig at manden ikke fuldt efter hende, hun stoppe først langt væk fra lysningen og så rundt for at sikker sig der var ingen før hun satte sig på en træstup og kigge op i himlen og så på stjernerne og prøve at slappe af igen.

[Falovan Bannorth]

Først var der stilhed, måske havde han bare hørt ting. Men nej sekunder efter hørte han hastige fodtrin, trin der lød som om nogen løb. Og med det vidste han at tingen var ved at flygte. Han måtte efter det vis han ville havde den. Ville han nu også det? Svaret var ja. Men at prøve at finde noget i mørket ville være svært, så han måtte øge hans odds lidt. Han spredte hans necromantisk evner rundt omkring det område han var i. Dyr døde jo hele tiden og alt hvad han behøvede var et sæt øjne og ører der kunne hjælpe ham her i mørket. Nogle døde fugle, resterne af det hjort han havde fortæret alt begyndt lige pludselig at bevæge sig. Langsomt og usikkert først, men mere og mere sikkert.

”Gå nu, og find hvad end det var, bring det til mig, jag det her hen om nødvendigt!” Hviskede han så lavt som han nu kunne. Og De udøde dyr gjorde som der blev sagt og begyndte at jage den stakkels nymfe. Det ville sørge for at jage hende i retning af deres skaber og imens kunne han jo lade som om han rent faktisk var en god person. Som bare havde hørt nogle lyde og var gået ud for at se vad det var.

[Selia Jheduar]

Zakura trak vejer lidt langsommer nu, hun var falden mere til ro men snart opfange hendes øre lyde, lyde af noget der var efter hende. det løde som små hove og regne med det var en hjorte der også flygte fra noget, da hun så tilbage kunne hun i mørket skimt de død dyr, og i forskrækkelse stak hun i et høj skrig selv han ville kunne høre. hun stak i løb igen men lige meget hvor meget hun prøve at løbe væk fra lysningen dukke en af de død dyr op og spæret vejen, hun gispe og hev op i kjolen for at kunne løbe, hun endt med at bryde frem fra de mørke trære inde i lysningen, hendes øjne var tydelig fyldt med frygt for det der nu en gang jagte hende, det lang sort hår var vikle let om hende ansigt men bølge elleres gennem vinden, hun løb tværs over lysningen ind til hun uheldig vis vred om på foden og faldt, temmelig voldsomt hun slog hovedet og lå halvt bevist løs på jorden, hendes hår lå ud over græsset og så så dejlig ind byden ud lige til at side og rør og holde fast i, zakura gispe efter luft som hendes øjne omtåget så rundt på det hun nu kunne se selv om det hele var sløret og lidt sort på grund af slaget i hovede, lyset fra bålet fik hendes pirsing af sølv og ørering til at skinde samt det sølv stof hendes tynde fin halssmykke, man kunne tydelig tros kappen se hendes kvindelig former, en ren natur skønhed på tros af hendes tato og pirsinger.

[Falovan Bannorth]

Han var selvfølgelig på vej ud af lysningen lige som tingen stormede igennem. Han var selvfølgelig meget glad for det han så. Så det var en kvinde og endda en meget smuk en af slagsen. Ja hun ville se perfekt ud i hans hjem, og selvfølgelig i hans seng. Han smilede lidt imens hans øjne løb over kvinden som nu lå på jorden halvt slået ud. Også fik hans øre ham til at vende sig mod hans undersåtter. De var lige gået ud fra træerne der omkransede lysningen. Han mumlede noget der godt kunne lyde som en besværgelse – selv om det ikke var – og hold hans hånd op imod de udøde dyr, et halvt sekund efter faldt dyrene livløse til jorden.

Han lød hånden falde til hans side imens han vente sig om og kiggede på kvinden. Han gik hen til hende stille og roligt og satte sig ned på knæ imens han kiggede på sig med noget der rent faktisk kunne ligne menneskelig urolighed over om en anden var kommet tilskade. ”Er der sket dig noget?” Spurgte han imens hans øjne løb over kvindens krop.

[Selia Jheduar]

Zakura årøve at fokuser på hvem det en var der sad på hug ved hende, hun begyndt at rør på sig og se mere klart og efter et par minutter, satte hun sig op og tog sig til hovede. hun hade ondt i hovedet og sin fod, hun så på manden gennem det tynde hår før det enlig slog ned i hende, hvor var de væsner der hade jagt hende. hun så hurtig rundt og ville rejse sig men dumpe ned i græsset igen og tøg sig til foden og bed sig i læben, "hvad sket der.. hvor blev de..de ting af?" spurt hun med den blød stemme der dog lige nu hade et stref af angst og forvirret som hun rette de rødbrun øjne mod dem fremme som hun rykke sig lidt fra ham, hun brød sig slet ikke om at person der så på hende var en mand, hun trak kappen tæt om sig mens hun ømme sin fod der var rød og hævet, der ville gå et par dag inden den ville være i orden igen, hun måtte hjem til slots haven og have hvile benet, hun kom op og stå med besvære og fandt et hårbånd og bandet håret op i en heste hale så det blev holdt lidt mere over jorden, hun så på ham og neje så pænt farvel mens hun begyndt at gå tros smerten i foden så måtte hun hjem før flere af de væsner kom efter hende.

[Falovan Bannorth]

At kvinden havde ondt var åbenlyst. Dog hjalp det at han havde en vis erfaring med healing, da det var en nødvendighed at kende kroppen når man skulle lave miksturer med forskellige effekter på kroppen og sådan. Han kunne skam sagtens se at hun ikke burde gå på den fod. Kvinden lød lidt angstfyldt og forvirret imens hun spurgte hvor tingene blev af.

”Bare tag det roligt. Dem har jeg taget mig af.” Altså disse dyr var jo ikke lige frem farlige så enhver magiker kunne jo bare destruere dem. Så det burde ikke have haft nogen indflydelse på plausibiliteten af hans facade. Dog så det ikke ud til at det ville få kvinden til at blive så han sagde. ”Vent, du burde ikke gå på den fod, desuden er det nemmere for dem at få fat i dig så længe din fod er som den er.” Falovans stemme lød rent faktisk oprigtig urolig for kvindens helbred, men det var nok mere fordi han havde beslutte at tage hende som ejendom. ”Bliv til det bliver lyst, det vil være mere sikkert. Desuden har jeg en smerte stillende mikstur vis det kunne friste.” Selvfølgelig galt det om at holde denne kvinde under en følelse af at hun var sikker, hvilket så vidt han kunne se ville blive svært, men han skulle nok gøre hans bedste.

[Selia Jheduar]

Zakura stoppe op efter et par skridt da manden igen snakke til hende, hade han tage sig af væsnerne? var der mund så sikkert nok til hun kunne gå hjem? hendes fod dunke som en gal og køn var den ikke så hævet som den nu var, og smerten var stor. hun endt med at synke sammen igen og forsigtig tag sig til foden, da han sag det var bedste hun vente til det blev lyst ville det nok betyde der var flere af disse..disse klamme væsner, hun gøs og så på ham gennem de lang sort hår og tog en smule af det bag øret, de rødbrun øjne var så milde og varme som på en lækker efterårs dag, huden lys som en smuk morgen stund og håret sort som natten hun var i nogle øjne den 'perfekte' kvinde men igen hun var jo nymfe, da manden snakke om smerte stillen mikstur var hun ikke sikker på om hun tur tage i mode sådan et tilbud, hun så på ham før hun fiske de penge frem hun lige hade tjent "hvor meget..?" spurt hun roligt og så på ham som hun sad og begyndt at soter mønterne i hvad for nogle de var, i mens hun kunne mærke den svage varme fra bålet hvilke enligt var meget rart. hun så på ham igen, som hun hade fået mønterne soteret og vente bare på at få at hvide hvad det ville kost hende.

[Falovan Bannorth]

Det så ud til at hans ord havde fået hende stoppet. Ja det var jo lige det han ville have. Og nu så det sågar ud til at hun også lige frem ville betale ham for den 'smerte stillende' mikstur. Ja det gik jo bare bedre og bedre. Han var nød til at holde fokus på planen for hun var virkelig smuk. Man kunne næsten falde helt i staver over det, men han viste at skulle han få succes med planen så skulle han jo netop ikke gøre lige præcis det.

Efter hun spurgte hvor meget det ville koste lod han som om han rent faktisk tænkte over det. ”Ja, nu er det jo en meget simpel mikstur, og jeg kan nemt lave mere af den så, ja det bliver jo ikke lige frem dyrt. Lad os sige tyve kobbermønter.” Sagde han så hurtigt imens han drejede i retning af ilden og gik hen til en taske der lå der. Han fiskede en lille flaske med en meget gennemsigtig væske i op fra tasken og gik tilbage til kvinden. ”Du skal bare tømme flasken og så burde det få smerten til at gå væk.” Der var ikke en løgn at se på hans ansigt, eller at høre i hans stemme, for det var jo ikke løgn. Denne mikstur ville slå hende ud, hun ville ikke føle noget overhovedet. I når hun så endelig vågnede ville hun jo være i sikkerhed i hans hjem.

[Selia Jheduar]

Zakura så på ham hele tiden, mens de rød brune øjne fuldt ham som han gik hen til en taske og fandt en flaske hvor efter han gav hende flasken, hun gav have de kobbermønter han bad om og lag resten i læder posen og gemt dem i lommen på inder låret. hun så på flaskens indhold "det liner vand" sag hun stille og så på flasken, da hun hade tage flasken hade hendes silke blød hænder striffe hans hånd, zakura var født naturlig forføren og det var både i udsende og berøring så hvordan han ville reager på den lille kort berøring af hendes hånd tænkt hun ikke på, hun fik proppen af flasken og tøve før hun satte flasken mod de blød læber og tømt falsken, hun gøs da det ikke just smagt godt men satte sig så ellers bare og vente på det ville virke, hun sad med hænderne i skødet og pille ved flasken, hun var træt for klokken var mange, men væsken begyndt også at gør hende underlig til pas, hun tog sig til hovede og så på ham, det her kunne ikke vær smerte stillende, hun kæmpe sig op og stå og vakle temmelig meget, hun så på ham med et forfærte blik og var enlig ved at sig han snød hende før hun kolapse og sov på stedet mens hun lå slapt på jorden.

[Falovan Bannorth]

Som necromanser var man nød til at beherske ens følelser til en vis grad, og være i stand til at lyve, for de færreste kunne jo rent faktisk lig dem, eller se hvor nyttige de var. Så der var ingen synlig reaktion da hun strejfede ham, selv om han dybt inde kunne mærke den dyriske tiltrækning til hende, vende sig og sno sig som en fanget slange. Han stod helt stille imens flaskens indhold blev slugt, og dens effekt begyndte at tage fat. En smil begyndte så småt at komme frem imens hun kollapsede på jorden. Succes!

Nu skulle han så bare få hende hjem. Det ville nok tage noget tid, men i det mindste kunne han nu komme væk fra den Nirelianske del af grænsen. Han så lidt på hende, ja hun var så sandelig en skønhed det var svært at holde den dyriske side af ham i kontrol, han ville tage hende lige her og nu. Men nej, det kunne han ikke han kunne nyde hende lige så meget som han nu ville når de kom hjem. Han lod hans læber berøre hendes for et split sekund, han kunne ikke dy sig. Men nu måtte han begynde på hans hjem rejse, det skulle han i hvertfal vis han ville undgå at skulle give hende mere.

Han samlede alle hans ting, vækkede en af de udøde dyr som han så ville bruge som pak-æsel og puttede det han havde haft med sig på den. Han ville selv bærer denne nymfe indtil han kom hjem. Og så gik turen hjem af i mørket. Han var ikke bange for hvad end der kunne gemme sig i mørket.

[Selia Jheduar]

Zakura mærke intet, hun hørt intet hun følt hun belv trukket igennem vand, men hun drukne ikke det var som om hun bare blev trukke længer og længer ned i vandet, mens små pletter af lys i vand skabt billeder, billeder af minder, billeder af drømme. det var ikke ubehaligt det var som en drøm, hvilke det også var. hun var helt væk følt hun var fri i dette mørke drømme vand som hun så op mod over laden der forsvandt over hende, for hende var drømmen få minutter men i virkelig heden var hun væk i længer tid, nogle dag sikkert. hun mærke at hun blev trukket op af vandet, hun begyndt at rør på sig, hun kom med lidt stønne nyde som hun fik en hånd op til panden, og øjne langsomt begyndt at åbne sig mens hun prøve at fokuser på hvor hun var, og hvad der var sket. hendes hovede snorre rundt men hun vogne meste da hun mærke smerten i foden og langsomt blev hun mere klar i hovedet og tog sig til foden, mens hun kunne mærke hævelsen var faldet, men nu så hun mere rundt men det var svært at se noget i mørket, hun prøve at lade hænderne fumle rundt i mørket og prøve at finde noget hun kunne genkende, eller noget hun kunne tænde lys med. og hun fandt noget, men hvad det var kunne hun ikke lig sætte fingerne på, hun hade ikke lagt mærke til om hun stadig var klædt på eller ikke hun tænkt kun på at få lys hun hade brug for noget lys, hun hadet mørke hun var mørke rad. hun mærke pulsen stigen og man kunne hør hun hyper vintilere en smule mens hun fumle rundt i mørket for at finde noget lys.

[Falovan Bannorth]

At bære på en nymfe i nogle dage var ikke lige frem nemt. Han som necromanser var jo ikke lige frem stærk af bygning. Men det lykkedes ham at få hende hjem og placeret i en seng. En forfærdelig blød seng, man skulle ikke tro at en necromanser ville eje noget så blødt. Men det gjorde han. Han havde selvfølgelig afklædt nymfen ikke kun fordi han krævede at få sin ret som hendes nye ejer, men fordi han var nød til at inspicere hende godt og grundigt, han kunne jo ikke have en slave med fejl eller mangler.

Alt dette havde han skam allerede gjort, bortset lige fra at kræve sin ret som hendes nye ejer. Men det ville komme når hun vågnede. Først skulle hun have lov til at sove miksturen ud. Og han ville ikke falde i søvn før hun var vågnet. Heldigvis for ham var hun ikke hans eneste slave, han havde andre til at gå og kigge efter huset når han var væk. Selvfølgelig kunne disse flygte, men det ville de ikke. Det kunne jo lig det her, mærkeligt nok. Men nok om det, Falovan sad på en stol i mørket. Han viste at vis han lagde sig i sengen ville han falde i søvn, og at sove ved siden af en ny fanget slave var en meget dum ide, de havde en tendens til at prøve at dræbe en når de vågnede før en.

Han sad som et rovdyr i mørket og så på der hvor sengen stod. Han kunne ikke se hende, men han kunne lugte hende. Den lugt der gjorde ham så lysten. Hele rummet var fyldt med den lugt, og det var en decideret kamp for ikke at tage hende lige her og nu. Falovans øre trak ham ud af denne tankegang da han hørte puslen og hyper-ventilering. Han fandt det nærmeste stearinlys og tændte det. ”Jeg ser at du er vågnet. Har man sovet godt?” Selvfølgelig kunne han forstå vis svaret var mindre end behageligt. Men hun ville tilgive ham, og hun ville komme til at kunne lig det her, det var han sikker på.