Were to go?

[Turo]

Solen skinde fra en næsten sky fri himmel, vinden var frisk men ikke helt kold. alt i skoven var ved at spring ud, og fuglen kvider og ledt efter deres mager, Toru ledt også men ikke efter en mage men efter et hjem, Hun hade forladt gambit og Darklia, hun kunne ikke længer lade drengen leve i et hus hvor alkohol og prostituere var hverdags kost, det var lykkes gambit at skræmme hende væk. drengen var nu 2 år og det var også bleven tydeliger hvilke træke de hade fra turo og Shade, drengen kunne gå men de var stadig lidt ustabilt og orde kom også fra dem, men for de meste sag de mor, var de sulten klappe de sig selv på maven, søvning sag de træt, men for det aller meste sag de 'hva det' hvilke var sjovt ind til de hade gjordet det en 100 gang på en dag, Toru var stoppe ved søen eller mere henne ved træen der hade hun sat drengen der med det samme begyndt at gå på opdagelse mens toru stod og pust, hun var stadig syg og hun mærke hun blev en smule mere syg dag for dag, hvad det vist hun ikke men hun kunne mærke hendes mave ikke hade vær så god på det sidste, Gabriel den største af tvillingerne var gået hen til en myre tue og prikke til den med en pind men var hurtig stoppe da han opdag myren komme op af pinden og hurtig smed han den, og gik så hurtig de små ben kunne hen til toru "rolig Gabriel hvad er der" hun strøg drengen over håret, Damon stod og kigge mod søen og rørt sig ikke rigtig, turo hoste en smule og de fik drengen til at se på hende, hun smile bare roligt og så på dem "er i sulten drengen" hun så på dem som de nikke, turo sukke og skulle tænke drengen var for tunge til at tage med på jagt nu og efter lade dem kunne hun da slet ikke, hun satte sig ned på jorden og sukke trist, hun ane ikke hvad hun skulle gør, de var langt væk hjemme fra og hun kendt ikke disse områder, så jage ville heller ikke blive nemmer. hun mærke dreng kom hen til hende og ae hende over hovedet hun smile og tog dem ind til sig, "det skal nok gå drenge.. mor finder på noget " hun smile og satte dem i sit skød og begyndt at syng for dem mens de putte sig ind til hendes bryst, hun håbe de ville fald i søvne så kunne hun bær dem hvider og håbe på snart at finde et sted hvor hun kunne arbejde og et sted at bo.

[Deleted]

Dagen var perfekt til at arbejde i markerne fyldt med rimelig nysået vinstokke som bare ventede på at vokse sig store og flotte med masser af søde friske druer på, perfekte til den søde men også bitre smag af den helt unikke vin som de fremstillede på gården. Imens hans familie knoklede på liv og løs, havde han opdaget at de havde alt for meget om ørene, de manglede medarbejdere, så Sam var gået på jagt efter nye lærlinge. Det var snart frokosttid, så han havde egentlig rimelig travlt. Skoven var i fuld flor og han elskede det, for han følte jo planterne som var de en del af ham og med hans rolige sind, var der ikke et dyr som viede fra ham. Da han hørte en kvinde synge, smilte han bare, kvinder arbejdede faktisk effektivt og de var kærlige væsner i forhold til mange mænd, så det ville da være perfekt at finde ud af om hun havde lysten og hjertet med sig. Som han gik af sted i sin drømmeverden, endte han med at stoppe op foran kvinden der sad med to helt utrolige kære drenge. Han hævede hånden kort som et hej lige så snart hendes øjne faldt på ham, bare så de små ikke vågnede. Sam var iført et par løse mørkebrune bukser og en meget beskidt og slidt t-shirt i en lidt ukendt farve, men den havde vidst engang været hvid. På hans fødder bar han mokasiner, det bedste fodtøj man kunne bære når man brugte det meste af dagen på at gå på jord som var ujævnt. Altså fyldt med småsten og sådan noget.

[Turo]

Turo var forsat med at synge, sad i sin egen lille verden og prøve at løse deres problemer, hun hade virkelig brug for et job, et hjem til drengen, tøj for det de hade var ved at vær for lille, og hun skulle have lært området at kende så hun kunne jage ordenligt så der var frisk blod til drengen, hun hade ikke opdage manden der var komme hen for and hende ikke før hun kigge i jorden og så et par mokasiner, hun så hurtig op på manden hun hurtig i ren refleks trykke drengen ind til sig uden de vågne, hun var jo vand til at mænd i Darklia ikke var særlig flinke slet ikke over for fattige og hjem løse, hun holdt blikke på manden der virkelig så rat godt ud, hvilke frem bragte et svagt rosa skær over hendes kinder, hun vist ikke rigtig hvad hun skulle sig eller om hun skulle sig noget, hun valgt bare og se ned og så på sin drenge der lå der sødt og sov, hun smile hun elskede at se deres små nutte baby ansigter i deres fred fyldt folder, hun måtte dog kort vende hovedet væk og hoste på ny, det lød ikke for godt med den hoste, hun ryste kort på hovede og så igen på drengen, hun hade mest lyst til at tude, følt sig udulig som mor hun hade intet til dem, før hade de hvad de hade brug for hos gambit nu hade de intet, men det hade vær hendes eget valg, men hun hade forvent at finde arbejde hurtig og et sted og bo men alt var bare mislykkes for hende, hun sukke og kunne mærke kroppen ryste fordi hun holdt gråden tilbage men hun ville ikke græde over for en fremme og ikke for and drengen så vågne de bare.

[Deleted]

Hendes måde at reagere på fik ham til at se medfølende på hende, han fik da helt ondt i hjertet af det og det gik hurtigt op for ham at hun var svag og syg, det kunne han mærke og se. Roligt satte han sig på hug, han så på drengene og så op på hende med et lidt eftertænksomt blik, deres tøj så ikke ud til at have det så godt. En af hans søstre var rigtig god til at sy, så måske kunne hun lave noget tøj til dem. De så ud til ikke at have noget hjem, mon hun ville arbejde for ham hvis han gav dem et hjem og sørgede for dem? Sam smilte svagt venligt, noget over hans ansigt var bare betryggende, det lå til hans væsen.
[blue]"Mit navn er Sam, jeg gør Dem intet frue. Lad mig hjælpe Dem, lad os få drengene i en varm og blød seng, det samme med Dem så De kan blive rask. Lad mig give lidt mad lidt jer, bare indtil i har det bedre. Mine søskende skal nok tage godt hånd om jer, min familie elsker at hjælpe lige så meget som jeg. Jeg ber Dem...... For Deres drenges skyld."[/blue] Lød det stille fra ham, hans stemme var blød og varm, men lav så børnene ikke vågnede fra deres ellers søde søvn. Hans niecer og nevøer havde han set vokse op, han havde bygget legeplads til dem, hjulpet dem med at lære ting om vingården og havde den største kærlighed til sin familie. Sam sad bare roligt og så bekymret på kvinden, for han hadet at se kvinder i nød, specielt med børn indblandet.

[Turo]

Turo rette blikke tilbage på manden da han satte sig på hug over for dem, hendes øjne var blanke det kunne hun ikke skjule. de trængt virkelig til mad, vand og et bad og for den sag skyld også tøj. at han lige frem sad der og tilbød både mad og husly samt arbejde, var noget der varme rigtig godt om hjerte hun viste mange folk i Nirelia var søde og det var enlig også der for hun var udvander der til, hun hade bar ikke vær heldig og finde til byen men for vild i skoven. hans navne var enlig dejlig kort og det var et hun altid ville kunne huske, han var jo hendes og drengens redning! hun sank en lille klump "Turo.." sag hun stille og en smule hæst nu for jo længer hun hvilke jo mere fik hendes symtomer fat fordi hun gav efter, hun så på drengen og nikke mod den ene og så den anden "Gabriel og Damon" hun så på manden igen, og smile svagt "ikke frue.. jeg ikke gift.. det virkelig sødt af dem.. var har ledt længe efter arbejde.. og husly.. jeg var sikker på jeg kunne find noget her i Nirelia.. men vi forvild i skoven her til" hun rømme sig svagt hun hade det rigtig skidt, hun trak vejer dybt "tusinde tak" kom det fra hende som hun glædes tåre trille ned af kinden hun søger for de ikke dryppe ned på drengen så de ville blive forstyret i deres søde søvne, hun så på sam igen og smile så sit velkendt varme og kærlig smile som nu en gang tilhørt en sand mor, hun fik sig med besvær op og stå og vakle kort drengen var jo tunge efter hånden så lette var de ikke just. hvor vidt hun skulle sig hun var rengørings kone var hun ikke sikker men hun så roligt på ham, "jeg er oprenlig rengørins kone men.. jeg kan sagtens lave andt vis det er det de har brug for" hun fik drengen lidt beder op og ligge i armen og så på sam.

[Deleted]

At hun tog imod hans tilbud gjorde ham glad, han blev meget glad for at høre hun tilbød sin hjælp, men det krævede hun var rask først. Det han hun prøvede at bære drengene selv fik ham til at blive lettere nervøs, for helt stabil så hun jo ikke ud til at være. Sam endte med at lægge sine store arme under hendes og tage drengene fra hende, han smilte kærligt ned til ungerne, de var nu kære. Så nikkede han i den retning de skulle i.
[blue]"Vi skal den vej frøken, jeg skal nok passe på Deres børn, bare De koncentrere Dem om at komme frem."[/blue] Hviskede han med sin blide stemme og et varmt smil. Så begyndte han at gå, men holdte hele tiden øje med at hun var med. Vinmarkerne lå ikke langt derfra, så de var snart fremme. Hans ældste søster Sandy kom løbende da hun så stakkels Toru helt ødelagt, hun kaldte på sin mand og fik ham til at løfte hende op og tage hende med op til den store hovedbygning af gården. Gæsteværelset blev hurtigt redt op, hvor hun blev lagt i sengen. Sandy fandt noget rent tøj frem til hende og gjorde et bad klar, men gav hende lige ro til at hvile lidt. Selv gik Sam ind til Toru med ungerne i armene, der var redt to af de gamle vugger op. De havde bare stået i stalden da den yngste af børnene nu var 9 år gammel. Her lagde han børnene.
[blue]"Jeg er ked af hvis De er bange og forvirret, min familie er lidt intenst når det gælder at hjælpe og sørger for folk. Jeg kommer og tjekker til jer, men først hjælper Sandy med et bad. Bare så De ikke er alene."[/blue] Lød det blidt fra ham, han smilte og puttede drengene inden han vinkede til Toru og forlod værelset.

[Turo]

Turo så på sam som han om hen og lag armen om hende, hvor hun blev en smule stiv i kroppen, at han tog drengen blev hun en smule panik slagen, men køle dog ned igen da han sag han nok skulle passe på dem. hun nikke så en smule og fuldt efter dog ikke så hurtig da hun hele tiden lige skulle host og det sænke hende. da hun så vinmarkerne blev hun imponert for det hade hun aldrig set i Darklia før, da kvinden kom løben mod dem og der efter kaldt på det hun gætte på var hendes mand, under hende ind til han løfte hende, hvor hun blev helt stille og så en smule panisk på dem for hun kunne da godt selv gå! hun var dybt forviret og hade ikke prøve at få så meget opmærksomhed længe eller før, men kærligheden hun kunne fornemme i dette hjem minde hende om hendes mors og morfars kærlighed. hun mærke sengen under sig og så rundt i rummet, og så på vuggen der kom ind og stå og der efter på sam der kom ind med drengen, "det okay.. det minder mig.. om mit gamle liv" hun smile bare blidt og slappe en smule af men ikke for meget, hun ville ikke lade sygdommen tage fuldt over hende, hun kunne ikke hun hade drengen hun skulle passe på dem, og nu hvor hun var her i Nirelia var chancen for at shade fandt hende og drengen minder og det var noget der lette om hendes allerred tung bebyrte hjerte, hun lukke øjne bare for at hvile en smule og endt med at døsse hen i en letter søvne så hun ville vågne så snart hun hørt noget eller nogle komme hende i rummet igen, drengen sov forsat tungt og hade tag fat om hinanden hænder og lå ellers og hade der anden hånd oppe ved munden og bene op under sig. Turo anet ikke hvor længe hendes øjne hade vært lukke men hun vogne ved hun hørt døren gå, og åbne langsomt øjne og kom op og side i sengen og kunne mærke hun hade det rigtig skidt.

[Deleted]

Som hun fik lov til at hvile, var der familiemøde, Sandy var en stærk kvinde, hun arbejdede meget i markerne og der var der brug for hende, så hun stod lige nu og talte med sin datter på 16 år der allerede vidste meget om børnepasning og omsorg. De alle sammen lærte i en tidlig alder, de voksede op i dette miljø af kærlighed og sammenhold. Pigen var den som åbnede døren ind til Toru, hun så lidt forskrækket på Toru, hun havde aldrig set en have det så skidt, jorddæmoner var sjældent syge og når de var, var de meget stærke. Hun stormede hurtigt hen til hende, hun havde et håndklæde i armene og nyt rent tøj til Toru.
[white]"Du godeste, du ser jo forfærdelig ud, her, lad mig hjælpe dig ud og få et varmt bad. De små ser ud til at sove trygt, men jeg beder lige onkel Sammy om at holde øje med dem."[/white] Hendes stemme var roligt og blidt, det lå jo til racen, hun gik ud og fyldte karet med dejlig varmt vand, ikke brændende, men heller ikke lunken kun, det var lige tilpas varmt for et sygt væsen. Herefter hjalp hun Toru med at komme ud af det beskidte og slidte tøj, hjalp hende ned i karet og gav hende en vaske klud. Så vinkede hun sødt til Toru og smed hendes gamle tøj ud, lagde det nye frem sammen med håndklædet. Herefter hentede hun Sam som sad og holdte øje med børnene i tilfælde af de vågnede. Imens satte pigen sig ud til Toru og hjalp hende med at blive færdig og helt klar. Frokosten var blevet udskudt lidt og familien tænkte slet ikke over det, da de var ret bekymret for den nye kvinde på gården. Men mad blev der lavet nu hvor den unge pige var i gang med at hjælpe Toru, de 4 søstre var gået i gang med al den mad som skulle forberedes til de mange folk de faktisk var.

[Turo]

Turo så på pigen der tråde inde, og som kom temmelig hurtig hen til hende. hun så helt forvirret på hende, så hun virkelig så skidt ud? og hun hade ikke en gang ladet sygdommen få helt fat i hende, hun så på pigen der begyndt at hjælpe hende ud i badet. hun orke ikke rigtig og sig hun godt kunne selv om det var tydelig hun ikke rigtig hade krafter til det. hun fuldt bare med ud til badet og sammen med pigen fik tøjet af, hun tråde forsigtig ned i håret og kunne mærke vandet følet som det brændt mod hendes hud, hun fik sig dog sat og sukke stille for det var da noget så dejlig med sådan et bade, hun fik vasket håret og vaske hele kroppen inden hun enlig fik sig op af vandet og tog hånd klædet, og fik tørt sig, hun så lidt ned af sig heldig vis kunne man ikke længer se hun hade født for hun hade tabt sig meget på de 2 år nu, hun fik det ren tøj på og kigge lidt ned af sig det var helt underligt ikke at have den kjole på hun hade gået i så mange år, hun lod håret der stadig var vådt hente løst ned over ryggen. drengen sov stadig næsten hele tiden mens sam var der, dog vågne damon og gned sig i øjne "Mora.." sag han med en træt og søde barne stemme, han så rundt og opdage de ikke længer var i skoven og da han så sam, begyndt han og klunke for det var jo ikke hans mor! hvor var hans mor henne? og hvem var den fremme mand, damon var en mors dreng det var 100 % sikkert "MORA!" hyle han hvilke med det samme fik Turo til at reager, og nærmest komme stormen tilbage til vuggen og tage damon op der klynge sig ind til hende "så så" sag turo stille og hade et minder forskrækket udtryg i øjne, hun vugge blidt damon i armen, mens hun nu også prøve at få gabriel til at sov som også var vågne en smule, men han sov hurtig igen og rulle bare om på den anden side. Turo så på sam og hade igen det rosa skær over kinden, "tak for alt ting" sag hun stille som hun enlig fik vugge damon i søven igen og lage ham tilbage i vuggen.

[Deleted]

Pigen forlod Toru da hun så ud til at klare sig og gik ned i køkkenet for at hjælpe til med at dække op til dem. De var klar over hvilket væsen Toru og hendes sønner var, så de havde taget det dyr de skulle have til aften og drænet det for blod til dem. Serveret i en suppeskål, der var sat børnestole op til hendes tvillinger. Da den ene dreng vågnede, gippede det helt i Sam da han kaldte efter sin mor, han så mod ham og nåede ikke engang at reagere da hun kom farende som en hver anden mor havde gjort. Han så varmt mod hende og så hende tackle det hele så flot. At hun takke ham fik ham til at smile stort.
[blue]"Det var da så lidt, jeg er glad for at se De er okay. Når drengene vågner, vil der være serveret mad nede i spisesalen."[/blue] Sagde han med sin varme stemme, han så mod drengene smilte stadig, det ville være rart med lidt ekstra hjælp og så var det dejligt med børn, de gjorde altid en så glad. Sam tiltalte hende pænt, mest fordi det var hans pligt som finere mand, men også ford han mente hun fortjente det, han havde stor respekt for en der var kommet så langt når hun var så syg. Noget mad ville være godt for hende. Han bukkede let og forlod værelset, han skulle ned og spise med sin familie, men var der noget galt kunne de mærke det trægulvene. Maden bestod af brød, dejlige oste, frugter, kødpålæg og frisk sød vin, druesaft til ungerne da de ikke måtte få alkohol. De spiste løst og blev færdige, der blev båret ud, kvinderne og pigerne ordnede køkkenet og alle gik ud i markerne igen. Her plejede de afgrøderne, der skulle også ses til dyrene og så havde de ellers deres huse at vende tilbage til og hygge inden aftensmaden skulle på bordet senere.

[Turo]

Turo så på ham som han sag der var mad i spisesalen når drengen vågne, hun nikke bare og satte sig ved siden af vuggen og så på dem, og så ellers på dem mens de sov. hun smile blidt til dem, det var så underligt at komme i et hjem der var så fyldt med kærlighed og tryghed, det var slet ikke som tilbage i Darklia, hvilke lige nu ikke var et land hun nogle siden ville tilbage til ikke på vilkår! her kunne hun lev med drengen til de var stor nok til selv og vælge hvad de ville med deres liv, hvor hun blot ville vær den de altid kunne komme til vis de hade problemer eller spørgsmål. drengen sov nok en lille time mere inde de begge satte sig op og så underne rundt "det okay drenge.. vi er det rart sted" hun smile træt og fik dem op i armen, hvor de så begave sig på opdagelse mod spise salen, i mens pege drenge og spurt 'hva det' mens turo prøve at forklar dem det hele, de fandt til sidste spise salen, og roligt kigge hun rundt inden drengen blev sad i barne stolen og hun med en ske begyndt at made dem med blodet, hvilke det var tydelig de ikke var vand til, de var vand til at bide i dyrte dirkete, turo måtte vise dem et par gange hvordan og de fik 'selv' lov at prøve med hendes hjælpe selvfølig. da de hade spise spist hun men stoppe da hun fik det skidt, hun ville rejse sig men vælte ned af stolen og hade det virkelig skidt, "MORA! MORA!" råbt drengen og gabriel hoppe i stolen for at komme op mens damon begyndt at græde og gnide sig i øjne. Gabriel var nok den af drengen der var modigst af de to i den alder, han prøve altid på at vær den seje rider mens damon var den søde og mere følsomme dreng der helst ville vær ved sin mor hele tiden vis han kunne komme til det.

[Deleted]

Ude i markerne gik Sam også, det var blevet meget varmt da det var langt op af eftermiddagen, så han havde smidt sin t-shirt og sveden glinsede ned af både hans og hans svogeres bare overkroppe. Han lagde mærke til at de var vågnet og gik ned fra gæsteværelset af, dog blev han udenfor og hjalp med at vande planterne og med så mange marker, tog det lang tid, selvom de brugte et specielt system. Dog kunne han mærke uroen spredes og han hørte drengen råbe på sin mor, han slap alt han havde i hænderne og stormede mod spisesalen, den unge pige på 16 fulgte med.
[blue]"Toru!!! TORU!!!!"[/blue] Hans stemme var bekymret, han skyndte sig hen til hende, mærkede hendes puls og skyndte sig at samle hende op. Han tog hende med sig op på et af de andre gæsteværelser, hvis hun havde noget som kunne smitte drengene måtte de ikke være i nærheden af hende. Da Sandy mærkede situationen, kom hun sin datter til undsætning og tog drengene op i armene, hun var en stærk og robust kvinde, varm og kærlig.
[white]"Så så drenge, mor bliver taget godt hånd om og indtil da, skal jeg nok passe på jer. Jeg har en dreng på 9 år som vil elske at lege lidt med jer. Kom bare."[/white] Sagde hun, som gik de selv, men hun bar dem for at de ikke skulle løbe tilbage til deres mor. Dog var hun jo en betryggende kvinde og hendes favn omsorgsfuld og stor, så mon ikke at det hjalp dem lidt. Hun kom ud til legepladsen som var lavet af Sam og hendes mand, samt deres søsters mand, her sad en dreng på 9 år og smilte glad, han havde lavet et lille jordslot med sine kræfter, dog var det lige til at slå i stykker, noget han gjorde mens han grinte. Og at der kom to små drenge for at lege var skønt, for hans storebror havde travlt med at rende efter unge piger hele tiden, han var 19 år. Sam havde imens sørget for vand, lidt mere blod og massere af forskellige urter som skulle være gode når man havde det skidt. Han havde sat sig i sengen med hende i sine arme, han strøg hende over håret.
[blue]"Toru kan du høre mig?"[/blue] Spurgte han bekymret.

[Turo]

Turo var helt væk og slap i det, men hun var ikke dø nej nej hun var bare meget syg og svag lige nu, hendes mave gjorde oprør og hun følet hendes krop skulle brænde op. Drengen så på kvinder der snakke til dem, damon klynge sig til hende og ville helst ikke slippe mens Gabriel var mere ivrig for han ville lege! gerne noget med at fægte med pinde selv om han stadig hade svært ved at holde balancen, da de kom ud til drengen grine Gabriel mens Damon sad fast som en lille abe og bare nægte at slippe. Turo så sløvt op på sam som han snakke til hende, og det første der slap hendes læber var "hvor er drengen?" det var det eneste der var i hendes hovede, hun hade jo ikke rigtig andre hos sig ind drengen.. de var hendes liv dem hun kunne give alt sin kærlighed fordi hun stadig ikke hade fundet en mand, men hun hade opgive den del af sit liv for nu, drengen var vigtigst og en mand ja hun kunne håbe hun stadig så lidt godt ud til den tid de var voksene. hun så op på sam og i et ynkelig forsøg på at komme ud af hans arme og på gulve endt blot med hun faldt længer ind til ham, "det går ikke.. jeg skal..jeg skal passe børn.. damon.. han kan ikke lig jeg er væk.. og gabriel.. laver bar ballade igen.." gispe hun mens hun brændt i en helves høj feber, hun så sløvt på sam, for slap til at komme fri trykke hun sig bar ind til ham igen, mens hun gispe lidt og prøve at køle sig selv ned ved at trække vejre en smule hurtiger.

[Deleted]

I blid og varm tyssen hjalp han hende lidt op, så bar han hende hen til vinduet hvorfra hun kunne se sine børn, så lagde han hovedet helt hen til hendes for at hviske blidt.
[blue]"De er i gode hænder, Sandy har tre børn og den yngste af dem er 9 år gammel, dine drenge er i gode kærlige hænder. Jeg vil ikke have de bliver syge hvis din tilstand smitter, jeg håber du kan se fornuften i det."[/blue] Han tiltalte hende ikke fornemt mere, for han var bekymret og følte at de havde på forhånd taget hende ind i familien. Sam bar hende tilbage til sengen hvor han lagde hende med hovedet højt og fødderne på en pude lidt hævet, det hjalp altid. Så hentede han en klud som var dyppet i koldt vand og lagde den på hendes hoved. Så lagde han ellers tæpper over hende, det var godt at svede sådan noget her ud. Roligt fandt han et bambusstrå frem som hun kunne suge blod op med, han hjalp hende lidt, for det var vigtigt med energien fra føde, det vidste han da.
[blue]"Nu skal du bare tage den med ro Toru, Sandy tager sig af drengene og jeg tager mig af dig."[/blue] Hviskede han roligt, som han strøg hendes kind blidt og så bekymret på hende, men smilte dog også, et skævt smil, for han var jo trods alt bekymret. Det gjorde det ikke helt let at smile helt normalt.

[Turo]

Turo kigge træt ud af vinduet som hun kunne se gabriel i fuld sving med at lege med drengen mens Damon sad lidt mere for sig selv og var mere kreativ af sin alder han sad og bygge sandslotte og pynte dem med det han kunne nå eller gå hen til, hun nikke da hun godt kunne se de var i trygge hænder, selv om hun stadig hade det bedste med det var hos hende men hun var også en vær høne mor. hun mærke han lag hende i sengen igen, fik hæve hendes fødder, lag tæpper over hende og en dejlig kold klud på panden, hun sug en smule blod til sig men hun var ikke så sulten mere. at han sag han ville blive at og passe på hende var rart og hør, men han behøvede det sandelig ikke. "det okay.. jeg skal bare sove så har jeg det godt igen.. du behøver ikke side her" hun fik et træt smile frem, det var længe siden hun hade prøve nogle sad hos hende og passe på hende, sidste var hendes morfar der hade passe hende når hendes mor arbejde, hun savne virkelig liv den gang, hun var jo bar et barn der ikke skulle bekymre sig men den tid var slut og hun hade sort ansvar nu, og det kunne hun ikke løbe fra. "kommer der.. tit.. rig folk.. fra Darklia her til.." puste hun en smule hun ville vær sikker for vis det var skulle hende og drengen var ude af synde så længe de var der, ingen skulle finde ud af drengen var sønder af greven i Darklia for så kom han bar og tog dem fra hende og det måtte ikke ske.. hun hoste lidt igen, men hade dreje hovedet væk så hun ikke ramt ham, hun kogte virkelig og det kunne ses for der sad små fin sved perler på hendes ansigt, som hun pust varm luft ud og prøve at køle sig selv ned.