Fred til at tænke

[Deleted]

Efteråret havde ikke brunget regn med sig som det plejede, høsten havde skulle gå utroligt stærkt hvis de skulle bare have nogle få brugbare vinstokke tilbage. Året var lagt så godt ud, han havde virkelig troet at hæsten blev utrolig god i år, men han havde taget fejl og mange af markerne var ubrugelige. Køkkenhaven var dog blevet reddet, så mad skulle de ikke tænke så meget på. Men det påvirkede deres produktion af vin og det passede bare ikke Sam. På en af ruinernes mur sad han, med det ene ben oppe så hans arm kunne hvile på knæet. Han sad og så den brændende varme sol gå lige så stille ned, et smukt syn, tænk at noget så smukt, kunne være altødelæggende. Mange af de andre bønder havde problemer med at skulle overleve vinteren over på mad, han havde ondt af dem og ville da gøre sit for at hjælpe rundt omkring. Et suk kom fra ham, moder natur hadet dem da lige pt, han rystede lidt på hovedet, man måtte vel få det bedste ud af det, selvom det irriterede ham grænseløst! En hånd gled igennem det halvlange hår og endte ved hans skægstubbe, han lignede efterhånden en vildmand, men han havde ikke rigtig gidet at tage sig af det, selvom det nok snart blev aktuelt da hans søster skulle giftes. Desuden så gad han snart ikke høre på Sandy mere, hans ældste søster. Sam var slet ikke klar til at være en ansvarlig mand, det var han lidt for drengerøv til. Og alt for legesyg.

[Elisabeth Swang]

En lang dag var endeligt ved af aftage sig. Eliza var blevet smidt ud af køkknet atter engang. så hun havde forladt de trygge områder hvor hun levede og boede og var begivet sig hen til det modsatteland. i det mindste kendte folk hende ikke så hun kunne komme og gå over grænsen som hun ville, selvom turen havde været langt og trættende var hun stadig fuld af en masse energi og godt humør. Hun havde været en flittig pige de seneste mange uger. så hun var blevet belømmet med en lille sort kjole der sad stramt ind til hendes spinkle krop. kjolen har to tynde stropper som man næsten ikke kunne se, så det lignede det var en stropløs. hendes brune hår var sat op i en højhestehale så hendes hals og skuldre var blottet for andres blikke, Et smil kom frem på hendes læber da solen jo var på vej ned og ruinerne dukkede op i det fjerne. hun kiggede kort ned på jorden for at se hvor hun gik. og fortsatte frem i et lidt hurtigt tempo imens hendes blik hvilede på de smukke ruiner. alt i alt var dette et smukt landskab i forhold til det man kunne se andre steder, hun havde skam før taget på ture hen til disse ruiner. hvorfor vidste hun ikke selv. men der var sådan en stille ro der. og man kunne nemt tænke og måske endda finde sig selv.
Den lette kølige vind rev lidt i hendes hestehale så hun lukkede øjnende kort i og så derfor ikke hvor hun gik. en fejl fra hendes side som også blev belønnet med hun faldt over en gren der stak op fra jorden og endte med at ligge på maven så lang hun nu var. et lille forpiget skrig kom fra hende i det hun ramte jorden med et let bump.

[Deleted]

Den fine lille verden han sad i, som var hans helt egen, blev han hurtigt revet ud af da han hørte noget og mærkede et bump i jorden. Med et par løftet øjenbryn, hoppede han ned fra væægen af og gik roligt denne person i møde som var faldet. Et lille smil måtte jo glide hen over hans læber som han gik og forstillet sig hvordan det måtte have set ud. Ikke særlig sødt af ham, men mon ikke vedkommende var helt okay? Da han nåede frem stod han med hænderne begravet i lommerne på de slidte jeans, kiggede ned mod hende og holdte sit grin tilbage, for tænk hvis hun nu havde slået sig. Han tog sine hænder op af lommerne og rakte hende den ene for at hjælpe hende op.
[blue]"Er du kommet noget til?"[/blue] Spurgte han så med et varmt smil, han kunne jo godt være venlig, men fin i talen var han skam ikke. Det var kun dronningen og grever, samt grevinder som fik tiltale. Sam nød vinden som kærtegnede den hud på ham som nu engang var bar. Skjorten han havde på var mørk og helt åben, alt andet var for varmt. Ikke med bagtanke, men af ren nysgerrighed studerede han hende lidt, for han ville da gerne se hvad han havde med af gøre.

[Elisabeth Swang]

Eliza lå bare musse stille i græsset med hovedet ned af og pustede til det fordi det killede hende i næsen. Da hun kunne høre nogle komme gående hen imod hende tvang hun sit hovede op så hun kunne se personen komme imod hende. et brunt blad sad fast i panden på hende. og lidt græs var ved hendes mudvige hendes bruneøjne strålede. af humor for det måtte vel havde set meget sjovt ud da hun faldt. hun kiggede dog lidt på hans udstrekte hånd der pegede imod hende og overvejede om hun turde tage imod den. stille trak hun sin arm fri som var kommet ind under hende. og lod sin hånd glide op i hans. imens hun smilede et svagt og piget smil.
"Ja jeg er helt okay" Sagde hun så med et stort smil på læberne. og trak sig så op på bene ved hjælp af hans hånd. hurtigt lod hun sine hænder glide ned af hendes ben og fjernede der væreste snavs og spyttede det græs ud hun havde fået i munden. dog havde hun ikke opdaget bladet der sad i midt af hendes pande. så hun strøg bare sin kjole hurtigt for den krøllede bare en lille smule for meget. pga faldet var kjolen kravlet lidt længere op så man lige kunne skimple hendes ene balle. dog fik hun hurtigt rettet den så den sad perfekt igen.

[Deleted]

Hendes store smil fik ham til at grine, hvor så hun egentlig sød ud med skidt over det hele, han elskede når folk kunne le over sådan noget. Alle de forfinede tøser der rendte rundt i Nirelia og græd hvis en klat mudder ramte dem fik ham til at ryste på hovedet, hvor var friheden blevet af, man kunne jo altid gå i bad? Sam kiggede lidt væk da hans blik faldt på hendes former, for han skulle opfører sig pænt, skønt det kunne være svært. Der var så mange oplagte ting at gøre, men han skulle opfører sig bare en smugle anstændigt, det var han nød til, for han var ansigtet udadtil for vinen de lavede.
[blue]"Godt, men du har myrdet et blad."[/blue] Kom det så drillende fra ham, som han tog bladet fra hendes pande og grinte lidt, for det så komisk ud og han forstod ikke at hun ikke selv havde mærket det. Bladet stod han lidt med inden han lod det falde til jorden, han så så roligt op mod hende med et grinende smil og rakte hånden frem.
[blue]"Mit navn er Sam."[/blue] Præsenterede han sig så med et charmerende smil, inden han lod blikket glide kort op og ned af hende, ganske uskyldigt egentlig, for han ville sikre sig at hun ikke havde slået sig. Selvom man ikke lige mærkede det med det samme, kunne der jo sagtens være sket noget.