Drømme

[Deleted]

Stedet her havde virket dystert, men nu mindede ruinerne hende om mødet med sin elskede, så hun sad her tit hele dagen og nød solen inden den ville gå ned og hun vendte tilbage til Lukas. Men denne nat, ville hun mindes deres møde og drømme om fremtiden de havde forude. Juju havde hun efterladt i huset, han havde en dovendag, så han nød bare de frugter og bær hun havde samlet ind. Et drømmende smil var på hendes læber, hun så sig selv leve længe med ham. Hjertet slog stille, hun var så fredfyldt i sjælen, alt virkede så perfekt. Og hun havde aldrig troet at en mand ville påvirke hende sådan igen, men hun havde taget chancen og hun var lykkelig for beslutningen, for hvad skulle hun have gjort uden ham, hun kunne slet ikke se et liv for sig uden! Kathy lod hænderne køre ned af hendes lyserblå satinkjole som mindede mest af alt om en natkjole, hun nød følelsen og drejede let rundt om sig selv inden hun dansede stille rundt, hendes egen lille regndans, for hun elskede jo regnen, da den jo bestod af vand, hendes elskede element. Mon Lukas ville komme og være sammen med hende? Han havde virket til at have travlt på det sidste og egentlig så hun slet ikke så meget til ham som hun ønskede. Nok grundet at hun ville være sammen med ham hele tiden, konstant og aldrig slippe ham igen. Solnedgangen havde været noget så smuk, men månens lys virkede endnu bedre lige nu som den fik hende til at lyse op som en lille gudinde i måneskæret. Som hun drejede hurtigt rundt, blev hun rundrosset og lod sig falde ned i græsset, hendes hjerte var kommet lidt op og køre, så hendes puls pumpede blodet hurtigt rundt i hendes krop. Energien var egentlig stor hos hende, og den skulle bruges fornuftigt. På Lukas...... Et lykkeligt smil gled hen over hendes læber som hun lukkede øjnene og forstillede sig hans dejlige læber kysse hendes.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Lukas havde ikke været meget hjemme de sidste par uger men når han var havde han overdynget Kathy med kærlighed. han havde fundet frem til hende ved ruinerne hvor han stod og så på hende noget tid inden han trædte frem fra mørket og gik lydløst hen og omfavnede hende bagfra. "der er noget jeg må fortælle dig" hviskede han og hans stemme havde en sær klang som om han var trist hvilket han aldrig før havde haft af hvad han huskede. han slap hende og tog hendes hånd inden han førte hende hen til skranten hvor han satte sig ned og gjorde tegn til at hun skulle gøre det samme. hans hud var om muligt mere bleg end normalt og det var tydeligt at se i hans øjne at noget gik ham på "jeg har brudt mit løfte og gjort mig selv til skamme" han tav og så ned på sine hænder som en lille dreng der havde taget noget der ikke var hans "jeg lovede jeg aldrig ville såre dig... at jeg ikke ville være som de andre... tilgiv mig" hans stemme havde en ubeskrivelig sørgelig klang inden han så hende i øjne "jeg kan ikke leve velvidende at jeg har holdt dig for nar... løjet for dig... været med en anden" forsatte han i samme tone inden han rejste sig op og så undskyldende på hende "jeg vil gøre hvad som helst for at du er lykkelig... men jeg er åbenbart ikke mindre dyr end mine forfædre" han vendte sig for at gå men stoppede kort efter "jeg... jeg havde sådan håbet... drømt om at jeg ikke ville være en af dem... men åbenbart er jeg ude af stand til at styre mig når" han tav og gik hen til et træ hvor han hamrede sin hånd så hårdt ind i det at hele hans arm blev begravet i den tykke stamme. han stod sådan noget tid inden han fik taget sig sammen til at fjerne hånden der allerede var i gang med at heale. han vendte hoved halvt og så hen på hende med de sørgelige øjne "du betyder alt for mig og jeg fortryder at have såret dig... det var aldrig min mening" sagde han med den sære stemme før træet igen fik et hårdt slag lige over det andet hvor hans arm endnu en gang blev begravet i stammen hvilket gjorde det tydeligt hvor vræd han endelig var på sig selv

[Deleted]

Toneleget fik hende straks til at frygte det værste, hun var gået forsigtigt med ham, set undrende på ham, sagde ikke en lyd. Da hun satte sig ved hans side, holdte hun om sine ben som hun lyttede til hans ord, hendes smukke blå krystaller af øjne blev straks våde, hun stirrede tomt på ham og endte med nive sig selv hårdt, så hårdt at hun brudte sin egen hud. Nej, det var virkelig, ikke et mareridt. Kathy bed sig hårdt i læben for ikke at flæbe med lyd på, hun så efter ham som han gik og vreden han havde i sig, til sig selv. Hendes hjerte var rimelig meget oppe og køre, for indeni var hun ved at eksplordere, hendes kamp for ikke at kaste sig ud i sindssyge kørte i hendes hoved. Det skete ikke igen, ikke igen! Kathy endte dog med at rejse sig, hun børstede den fine satinkjole fri fra blade og andet, så så hun bare på ham med et blik der egentlig var mere tomt end noget andet og sendte ham et lettere falsk smil.
"Der er ingen grund til at gøre træerne ondt kære, de har jo intet gjort. Jeg henter Juju når solen står op, sammen med mine ting og rejser væk igen." Kom det så bare roligt fra hende, selvom hendes hjerte kørte på højtryk og hun egentlig var ved at besvime af de overvældende følelser. Kathy havde ondt, det føltes bogstaveligt talt som om hendes hjerte var knust og der var intet hun kunne gøre for at stoppe det. Hun så ned af sig selv, på tatoveringerne som skulle have holdt hende væk, hun sukkede ulykkeligt og lod tårene trille stille ned af hendes kinder. Med rolige skridt gik hun væk derfra, op til ruinernes mure som hun lod sine fingre kærtegne blidt, hvem skulle have troet at hendes lykkeligste og mest ulykkeligste dag ville ske her. Blikket vendte hun op mod månen, altid pålidelig og smuk, hvem der bare var som månen.

[Augustus L.S. Bloodfire]

selv om han havde forsøgt at forberede sig på at hun ville gå gjorde hende ord dog så ondt at han for efter hende igen og forsøgte at holde hende til bage med et fast greb i hendes håndled "jeg ber dig... tilgiv mig" hans stemme lød desparart som om at han var ved at gå i panik hvilket på sin del jo også var sandt. "jeg ved jeg har dummet mig... meget... men jeg blev bare overvældet... chokeret over den føglese som ellers kun du har kunne give mig... jeg ved det ikke er nogen acceptabel undskylding men du betyder virkelig meget for mig" sagde han så lavt han kunne i håb om at hun ikke ville høre den sårbare tone i hans stemme. "jeg vil gøre hvad som helst for at vinde din tillid igen... virkelig... selv gå i solen selv om det vil koste mig livet" sagde han bestemt dog den sidste del mest som en hvisken og uden at se på hende. "du betyder så meget for mig...jeg beder dig du må ikke gå" hviskede han som han langsomt løsnede sit greb om hende for at give hende valget selv da han på trods af hvor meget han ønskede hun blev der ikke ville tvinge hende. "alt" sagde han roligt og bestemt som han så på hende for at lade hende vide at han virkelig mente det. for selv om han også følte for Keaty kunne han ikke lade Kathy gå uden i det mindste at forsøge og beholde hende, hvad han så skulle gøre anede han ikke for han ville nok have lige så svært ved at såre Keaty som han havde haft det med Kathy og aldrig havde han troet at han skulle ende med andet end en af samme blodstatus som ham og nu stod han og kunne ikke holde sine ord om at være sin elskede tro ja havde det været blot et år før ville han uden tøven have flået sig selv i stykker før han lagde hånd på en ikke vampyr men nu havde alt ændret sig.

han tog igen hendes hånd forsigtigt og forsøgte at se hende i øjne "hvis vampyre kunne græde for alvor..." han tav og en blodrød tåre gled ned af hans kind som lyset fra månen ramte ham, han vidste at vampyre kun kunne græde 2 gange i deres liv og at det altid ville være en tåre af blod men han havde aldrig forstået hvorfor og af samme grund vidste han ikke at det lige var sket eller hvorfor. han skulle til at sige noget men tav igen som han slap hende oh håbede så inderligt at hun ville blive der og ikke forsvinde ud til sin ø igen.

[Deleted]

Der var intet der kunne beskrive det svigt hun følte, men hun stoppede ved følelsen af hans hånd om hendes håndled, hun så tilbage på ham med et blik der nok ville skære lige igennem ham, for svigten og sorgen kunne ses noget så tydeligt. Forholdet kunne ikke overleve dette, hun var ikke engang sikker på at hun kunne. Kathy stirrede bare på ham, hun knyttede så næven vredt sammen og så så mere strengt mod ham.
"Dine ord betyder ingenting Lukas! For ikke en eneste gang har du sagt du elsker mig, kun at du holder meget af mig og det er bare ikke nok! Jeg er fuldstændig færdig med kærlighed, for det findes ikke og lige nu, lige nu ville jeg ønske jeg var som dig! Ikke i stand til at kunne give den ægte vare væk! Og som vampyr, være ligeglad og følelseskold!" Kom det fra hende som hun begyndte at græde lidt igen, men stemmen var både vred, men også fyldt med sorg, knækkende som hun var tæt på at bryde sammen. Kathy tog om sit håndled da han havde sluppet, hun så på ham med et blik der forklarede alt, at føle noget mere, det kunne hun ikke, ikke når en hun elskede så højt forrådte hende på den måde og hans væsen var bestemt ikke en undskyldning. Alt det hun havde været igennem, og så bød han havde dette her! Nu måtte det være nok, livet, det bød hende intet, var der overhovedet noget at leve for?
"Og du skal slet ikke stå og flæbe når det var dig der tog det valg at forråde mig, jeg gav dig noget mange mænd har jagtet efter og du behandler mig som var jeg ingenting! Hvis du virkelig havde elsket mig Lukas, så var du forblevet tro....... Der er ikke mere for mig at lave her, faktisk, er der intet for mig nogen steder...." Det sidste sagde hun i en kold hvisken, tegn på at hendes lyst til at leve, hendes ellers så livsglade sind, faktisk var på vej til at glide væk. Kathy tørrede sine tåre væk og begyndte at gå fra ham, hun kunne ikke være i nærheden af ham, hun fik kvalme ved tanken om at de læber som skulle have tilhørt hende, havde berørt en anden kvindes.

[Augustus L.S. Bloodfire]

han lod hende tale helt færdigt selv om hendes ord og blikke skar i sjælen på ham. han tog forsigtigt men dog stadig bestemt om hende og holdte hende op mod en af de faldefærdige mure for at se hende i øjne "jeg har aldrig grædt" sagde han underne og lavt da han stadig ikke havde opdaget sin egen blodtåre. han sukkede dybt og kyssede hendes pande "Jeg anede ikke det betød noget for digg at få det at vide... og jeg har aldrig ført følt noget for nogen så jeg ville være sikker på jeg kendte føglesen fuldt ud før jeg sagde noget til dig... jeg elsker dig mere end noget andet... jeg ville opgive blod og leve i solen for dig på trods af at det vil dræbe mig" han tav og så ned "før jeg fandt ud af hvor særlig du var ville jeg have været sådan... voldtaget dig og dræbt dig... men jeg har gjort mit bedste for ikke at gøre de ting ved dig" hans stemme var hviskende inden han lod sin hånd kærtegne hendes hals "jeg ber dig... Jeg elsker dig... bare en sidste chance og jeg lover dig at alt nok skal gå... jeg lover aldrig nogen sinde at såre dig igen for tanken om at miste dig er ikke til at holde ud..." han tav og rykkede sig en smugle men dog ikke helt væk "jeg havde håbet på at kunne sige hvor højt jeg elsker dig på et passende tidspunkt og ikke som led i at skifte din mening... eller retter prøve" han så hende i øjne igen "bare sig hvad jeg skal gøre for at få en chance mere jeg beder dig... hvad som helst" han var delt på midten og selv om han vidste det ville være lige så svært at skilles fra Keaty skreg alt inden i ham på at han ikke måtte lade Kathy gå fra ham på den måde for han havde lovet at beskytte hende og at han aldrig ville såre hende. tanken om de brudte løfter gjorde ondt og selv om han vidste solen var på vej op var han ligeglad for han kunne ikke lade hende gå uanset hvor rigtigt han vidste det var og hvor meget han end vidste han havde dummet sig.

[Deleted]

At holde den ulykkelige gråd tilbage som faktisk pressede mere på end noget andet, var utroligt hårdt, hun så på ham med et tomt blik, at han holdte hende mod muren var der slet ingen reaktion på. Kathy kunne dog mærke hvor dårlig hun blev, for det her gav ingen mening og hun ville gerne tro ham, men at bryde hendes tillid på den måde, det var bare utilgiveligt og hvis han havde gjort det en gang, hvad holdte ham så for at gøre det igen. I det mindste var han ærlig, hun behøvede ikke selv finde ud af det, men tanken om han havde været sammen med en anden gav hende stadig kvalme og med det hårde pres af følelser der strømmede ned over hende. Endte hun med at holdte på sit hår og læne sig til siden for at brække sig, hun var virkelig dårlig, det hele var egentlig for meget og hendes krop ønskede hende væk fra alt dette da det gjorde for ondt. Kathy ville bare ikke give efter, for så vidste hun ikke hvad der ville ske med hende, hun tørrede sig om munden med hånden, rimelig ligeglad med hvor ulækkert det end var og så ham så lige ind i øjnene. Roligt lod hun sin hånd lægge på hans kind, som hun lod tommelfingeren fjerne den enkelte tåre af blod. Hendes blik blev kort kærligt, for hun kunne jo ikke nægte at hun uanset hvad ville elske ham meget højt, men ingen fortjente sådan en opførsel og slet ikke hende.
"Alle de mænd, brugte mig som legetøj og den selv samme følelser, bringer manden jeg faktisk elsker mere end jeg har elsket noget før, frem i mig. Er du klar over hvor ulykkelig jeg er lige nu? Jeg ved det er hårdt, men jeg ser virkelig ingen grund til at blive hos dig. Hvad fik dig til at være med en anden? Er hun lige så speciel som jeg er? Eller er jeg i bund og grund ingenting. Jeg forstår det virkelig ikke LUkas, det gør jeg ikke." Hviskede hun så ulykkeligt som gråden egentlig ikke ville holde sig tilbage, hun prøvede dog stadig, hun fjernede hånden fra hans kind og så på blodet der nu var på hendes finger. Et kort suk kom fra hende, hun forstod intet af det her og magtede ikke at gøre noget ved det, sket var sket. Kathy mærkede sin krop give efter og greb kort ud efter ham, men fortrød så, for hun magtede ikke at give sin tillid igen. Hun lod sig selv falde til jorden, her krøllede hun sig sammen og lukkede øjnene, ønskede sig langt væk. Hendes gråd begyndte nu hun kunne ikke holde den tilbage og da det havde været så længe hun havde holdt det tilbage, kunne hun knapt nok få vejret. Dette gjorde hun hyperventilerede og endte med at besvime på grund af iltmangel. Sådan kom hendes krop væk fra ondt, forsvandt ind i sig selv. Lige nu sad hun i mørket i sit sind, alene og et sted forladt.

[Augustus L.S. Bloodfire]

han lyttede til hende og lod hende tale helt færdig. da hun satte sig ned satte han sig ved hendes side. "hun gjorde det klart for mig at mine handlinger var uacceptable i jeres verdnen og hun ville have mig til at forlade dig" han så ned "jeg kunne aldrig få mig selv til at forlade din side" han så igen op på hende "jeg havde håbet at min ærlighed ville have givet mig en bedre chance for at vinde din tillid tilbage... jeg er ligeglad med om jeg må se hende nogensinde igen så længe jeg kan være ved din side" han lagde en hånd på hendes hoved og nussede blidt hendes hår. "det er blevet gjort klart for mig hvor meget du betyder for mig min elskede... jeg vil heller opgive min evighed end at forsætte uden dig... alt jeg beder om er en enkelt chance for at bevise at den person der gav dig løftet om aldrig at såre sig stadig findes og at det aldrig var min hensigt at du skulle såres" hans stemme vær fuld af ærlighed og selv om det var meget unaturligt for ham prøvede han af bedste evne at overbevise hende om at han virkelig mente det bedste. "du betyder alt for mig... ingen vil nogen sinde kunne tage din plads... jeg er opdragede på en måde megett langt fra andre racer og i min verden er utroskab betegnede på en anden måde... jeg vidste ikke at det jeg gjorde var forkert før jeg fik det at vide... undskyld" det gjorde ondt på ham at sige men han ville prøve alt han kunne for at beholde hende. da hun midstede bevidstheden anede han ikke hvad han skulle gøre og sad lidt i stilhed før han prøvede at få liv i hende dog uvidende om hvad han skulle gøre. han tog hende op i sine arme med et fast greb "bliv hos mig" hviskede han bedende i hendes øre inden han satte i løb med hende hjem til hytten hvor han bar hende ind i værelset som var blevet sikret så han kunne være der når solen stod op og han lagde hende forsigtigt på sengen inden han satte sig ned på knæ ved siden af sengen med hendes ene hånd i sin egen. "jeg skulle aldrig have været så tomhjernet... hvis... jeg vil give dig hvad som helst og gøre hvad som helst for dig... havde jeg vidt på forhånd hvordan andre så kærlighed og forhold ville jeg aldrig have gjort det imod dig min elskede... du betyder langt mere end noget som helst andet" hans stemme var hviskende og han var ikke sikker på om hun kunne høre ham men han forsøgte alivel og bad til ja håbede med hele sin sjæl at hun ville vågne igen og at hun kunne give ham en chance for at bevise hvor meget han ville gøre for at beholde hende.

[Deleted]

I sin lille fortvivelse i hendes verden som var blevet mørklagt, lå Kathy stille som var hun død, hjertet bankede faktisk svagere end normalt, men blev nærmest kickstartet da hun vågnede med et sæt. På vej op hurtigt, måtte hun tage sig til hovedet og kaste sig ned igen, hun var blevet svimmel. Da hun var sådan vågnet rigtigt, så hun undrende rundt, hvordan pokker var hun havnet her? Hendes blik faldt på ham, hun sendte ham et kærligt smil. Oppe i hendes hoved havde hun valgt at glemme alt han havde fortalt, som var intet sket. Eller hendes krop havde faktisk fortrængt det. Hun lagde sig om på siden og smilte stadig til ham, hendes sædvanlige lykkelig smil.
"Hvorfor sidder du der nede min elskede? Kom da op hos mig." Hviskede hun kærligt og flyttede sig lidt som hun lod hånden glide hen over lagnet. Kathy's krop havde sådan set valgt at give hende et kort hukommelsestab, da den havde fundet ud af hvor stærkt hendes sind havde reageret. Juju var slet ikke i hytten, men det havde hun jo ikke opdaget da hun ikke selv var taget hjem, noget der stadig undrede hende lidt men synet af Lukas havde bare gjort hende lykkelig for det var jo ham hun havde haft ventet på. Måske var hun faldet i søvn, hun kunne ikke helt huske det. Lysten til at kysse hans helt igennem dejlige læber var stadig som en sitren i hendes rosafarvet læber der småtruttede efter ham.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Da hun vågnede opdagede han det ikke før hun snakkede hvilket med det samme fik ham til at se op på hende med et stort smil af glæde over at se at hun var vågen igen hvilket gjorde at han slet ikke tænkte over hendes ord til at srate med. han kravlede og til hende og lagde armene om hende og knugede sig ind til hende som havde han ikke set hende i en evighed "tak... tak fordi du vågnede min elskede" hviskede han stille og selv om han havde kunnet høre at hun ikke var død havde han frygtede mere end noget andet at hun skulle forsvinde. han slap hende lidt for at se hende i øjne inden han kyssede hende og igen så hende i øjne der efter som hendes ord sivede ind til ham "tilgiv mig min elskede... jeg kan ikke ekssistere uden dig ved min side... jeg vil give dig hvad som helst og gøre alt for dig hvis bare du vil give mig en sidste chance" hans stemme var tydeligt påvirkede selv om han prøvede at skjule det. at hun ikke kunne huske hvad der var sket vidste han ikke og selv hvis han gjorde ville han nok ikke forstå det da han ikek ville holde det hemmeligt men ønskede at hun skulle tilgive ham og give ham en chance for at være den Lukas hun havde kendt det sidste stykke tid.

At Juju ikke var der havde han ikke tænkt over da han var alt for optaget af at få Kathy til at tilgive ham. at solens første stråler var på vej på vidste han kun alt for godt men han var sikker på at huset var sikret så han kunne blive ved hendes side dog hvis hun gik ud ville han ingen chance have for at følge hende selv hvis han ville i hvertfald ikke uden at det kom til at koste ham livet.

[Deleted]

Det var bare rart at have ham nær sig, så hun knugede sig ind til ham og lod sine fingre flette ind i hans, hendes hjerte bankede lystigt, men af kærlighed intet andet. Kathy så bare roligt på ham, hun fniste så sødt og kyssede ham på næsen, hendes krop ville lade budskabet sive ind, men tackle det, for hun kunne ikke klare mere sorg i sit liv. Hendes anden hånd gled kærtegnende ned af hans kind som hun plantede et kærligt og intenst kys på hans dejlige kølige læber. Da hun så så ud fra ham igen, smilte hun blot.
[white]"Du er skam tilgivet min dejlige skat, bare du er her hos mig."[/white] Hviskede hun så med al den varme og kærlighed hun havde i sig til ham. Hendes sind lod hende benægte alt og lave det til et helt andet problem. Mon hun ville kunne holde det kørende sådan eller bryde sammen i sidste ende? Kathy var slet ikke sikker på hun havde elsket noget så højt som hun elskede Lukas, så at miste ham ville være for meget, det ville tage livet af hende, hun ville være ligeglad med sin tilværelse. Som hun var her i sengen med ham, knugende ind til ham, følte hun kun tryghed og ro, intet kunne ødelægge dette øjeblik, det var hun helt sikker på.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Han holdte stadig en beskyttende arm om hende for at lade hende vide at han ikke havde tænkt sig nogen sinde at slippe hende. han flettede sine fingre med hendes og lytted til hendes hjerte der beroligede den samvitighed han ikke før havde vidst han havde. han håbede at hun ville holde på sine tanker og ikke skifte mening om at tilgive ham for han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv hvis han mistede hende, han ville med sikkerhed blive sindsyg, mere end han før havde været det, ja han havde da nok nogen idér om hvad han ville gøre hvis han mistede hende helt, og alle planerne endte ud i hans død, for han vidste dog at han ikke ville kunne ekstistere uden hende ved sin side. han nød hendes kys og gengælde det inden han igen så hende i øjne.

han lyttede til hendes ord og kyssede hende igen inderligt og med så meget kærlighed at han næsten ikke kunne bryde det igen. "jeg vil aldrig forlade din side min elskede, ikke før du sender mig væk... jeg vil ALTID stå bag dig og beskytte dig og jeg lover dig at jeg aldrig nogen sinde vil såre dig igen" sagde han uden at tage øjne fra hende for at være sikker på at hun forstod hvor meget hun betød for ham og hvor meget han ville gøre for at beholde hende. Han havde aldrig elskede andre end hende, aldrig haft den føglese han havde med hende, ja han var sikker på at hvis nogen havde fortalt ham det ville ske havde han ikke troet på det, for før han mødte hende var han overbevist om at kærlighed ikke fandes og at hvis han nogen sinde skulle være med nogen ville det være en fuldblod og udelukkende for at føre hans gener vidre, men sådan havde han det ikke med Kathy, han ville gøre alt og være alt for hende, ja han holde med glæde ud at skulle leve med Juju rasten af deres liv, men selv om han havde lovet ikke at forvandle hende eller bide hende uden at få lov vidste han med sig selv at han nok en dag ville gøre det, for han ville hellere bryde sit løfte end af miste hende. som han lå der og tænkte mens han så på hende kom han i tanke om Juju *hvor er den lille abe endelig ?* tænkte han og det blev for et kort øjeblik tydeligt at han undrede sig over noget. "hvor er din abe ?" spurgte han underne men lavt for selv om situationen ikke var passende til det spørgsmål vidste han dog at hvis der skete noget med aben ville Kathy ikke ligefrem blive glad for det, og selv om solen ville dukke op meget snart ville han være villigt til at løbe ud efter aben, selv hvis det skulle koste ham smerte fra den ting han hadet mest af alle han ikke kunne gøre noget ved. "jeg kan nok godt nå det" hviskede han for at lade hende vide at han ville hente Juju hvis bare han vidste hvor den var, for han ville hellere resikere at han fik ondt end at der skete noget med nogen af dem, for selv om han lille ligefrem brød sig om aben var det at Kathy elskede den nok for ham.

[Deleted]

Et sted lå hun i den syvende himmel, hun elskede at mærke ham nær sig og hans ord fik hende bare til at smile, hun elskede at mærke den her form for kærlighed, det gjorde hende sikekr i hun havde fundet kærligheden. Et sted benægtede hun stadig at han havde rørt en anden kvinde, hun ville ikke se det i øjnene for det kunne hun ikke klare i sig selv, hun fik ondt i hjertet og lyst til at dø, så det fortrængte hun fint. Kathy lå skønt og nussede ham blidt i håret med den frie hånd, hun viste sin kærlighed ved hendes hjerteslag og måden hun nussede ham så kærligt og inderligt. Da han nævnte Juju, rettede hun sig lidt mere op og så lidt uroligt rundt, hun vidste faktisk ikke hvor han var henne. Dog holdte hun fast på Lukas, han måtte ikke gå nu, det ville hun ikke have. Hun kyssede blidt hans pande inden hun kravlede ud af sengen, hun så lidt ud af vinduet og mørklagde så derefter hele hytten. Af ren bekymring glemte hun helt at sige noget til Lukas, hun styrtede bare lidt rundt og gjorde hytten klar til ham og gik så ind i det rum som Juju plejede at lege rundt i, sove i og bare sådan være. Her mødte stanken af opkast hende og hun stivnede lidt, var han stadig meget syg? Kathy endte med at styrte ud af hoveddøren ud i skoven og kaldte fortvivlet på Juju.


//out