Et nyt møde

[N. Emilie Autumn]

Selv om solen først lige var gået ned var der i skoven sort dom i en grav, Intet lys så ud til at ville stråle i gennem træerne, end ikke lyset fra fuldmånen der ellers stod så stærkt på himmelen. Efter hendes sidste mord for blot nogen dage siden havde hun vandret hvileløst rundt i granselandet uden at være sikker på hvad hun skulle lave. hun havde denne aften forladt sit værrelse på den lille kro og efterladt rummet uden så meget som en dråb blod men med ligene fra mindst 5 unge mænd. hun vandrede lidt rundt i den menneske tomme by før hun bevægede sig mod skoven. da hun trådte ind i skoven så hun mistroisk rundt, der lugtede anderleds end sidst hun havde været der og fra der hvor hun var kunne hun intet høre, ikke så meget som et enkelt hjerteslag. hun forsatte ind i skoven uden noget rigtigt mål og stoppede først efter lang tid. Hun var iført en kort hvid kjole og sorte netstrømper, hun havde sorte fingerløse handsker på begge hænder og et blodrødt silkebånd i håret der holdte sammen på det meste af det. hun havde sin violin i hånden og begyndte efter kort overvejelse at spille på den, en rolig melodi dog fyldt med mere sorg end et menneske ville kunne overleve at føle på en gang, hun havde aldrig selv oplevede den slags sorg men hun havde ses den tit nok hos andre til at hun kunne gengive den i hendes musik. De triste toner fyldte skoven omkring hende mens hun begyndte at danse rundt i sine egne tanker til hun nåede en lille lysning hvor hun stoppede op men dog ikke stoppede musikken idet hun så rundt, hun havde været så optaget af sin egen musik at hun ikke havde lagt mærke til den lille lystråle der havde fundet vej gennem trækronerne. hun stoppede sit spil og lyttede da et svagt hjerteslag i det fjerne fangede hendes opmærksomhed. hun forsvandt ud af lyset og forsatte sit spil dog lavere end før mens hun nærmede sig hjerteslaget i håb om at finde en der var hendes tid værd på den ene eller anden måde hvad enten det var som et bytte for den sult der snart ville komme op i hende igen eller som en hun kunne snakke med selv om det sidste dog var usandsynligt taget i betragtning af hvad hun normalt fortog sig.

[nyoka]

Hele dagen havde Dea bare ligget og snuet i sin fine seng i hendes træhytte, hun lignede en dukke som hun lå der og sov som en engel i sig selv. Dog var hun langt fra en engel, men det behøvede folk vel ikke at vide før de fandt ud af andet. Da natten trængte sig på, vågnede hun med et sæt af lyden af en violin i det fjerne, musik havde en stor påvirkning på hende, så hun blev helt forvirret da hun selv var det gladeste barn i verden. De 15 år hun havde levet havde hun allerede nu oplevet meget, men ikke musik som dette. Derfor trak hun i en uldkjole, brun som hende selv, den sad tæt på kroppen og varmede, men var dejlig kort så hun kunne bevæge sig frit. Da dette var gjort, hoppede hun ud af træhytten, tog fat i rebet og svang sig langsomt og elegant ned fra træet hun boede i. Rebet kastede hun op igen så ingen fik ide om hvor hun boede, ikke mange valgte at spejde efter træhuse da det var unormalt at der var et ude midt i skoven. Hun listede nærmere lyden, men holdte sig i det skjulte, for det var sjovest at drille folk fra det skjulte, dog havde hun slet ikke i tankerne at hun havde med en vampyr af gøre, for dem havde hun da lært var en dum ide at lege med. Ganske vidst på den hårde måde. Noget et bidt på hendes skulder beviste. Det mørke hår hang løst ned over hendes ryg, tæerne var bare som altid og hendes sanser klar til at opdage hvem musikken kom fra.

[N. Emilie Autumn]

Hendes sanser var skarpe og hun fandt hurtigt hjerteslaget hun havde fulgt efter men havde dog ikke regnet med at se det hun så, en kvinde mørkere end normen der dog modsat hvad hun altid havde fået at vide hverken virkede anderleds end mindre værdig ja faktisk ville hun næsten sige at ud fra hjertet stod hun over for en person der var stærkere end så mange andre hun før havde mødt. han begyndte igen at danse rundt i mørket i en cirkel om kvinden ja faktisk var det mere en løben end en dansen taget i betragtning af hvor hurtigt det gik, ja faktisk gjorde hun det udelukkende for at give den fremmede kvinde en føglese af at den tiste melodi sneg sig ind på hende idet hun gjorde cirklen mindre og mindre men hele tiden sørget for ikke at blive opdaget. efter lidt tid stoppede hun sit violin spil idet hun stod bag ved hende tættere end man normalt ville forvente af hende selv hvis man kendte hende godt "buh" sagde hun og grinede med en næsten barnlig latter i håb om at give kvinden et chok inden hun rykkede sig lidt væk i tilfælde af at kvinden ville lange ud efter hende som hun før havde oplevede det "du burde ikke gå alene i skoven på denne tid af natten... nogen kunne jo få lyst til at spise dig" sagde hun med den samme drillende tone som da hun før grinte inden hun forsatte sit violin spil dog laverer end før så de stadig ville kunne snakke. hun gik i rolige cirkler om kvinden mens hun kiggede undersøgende på hende og ikke et øjeblik stoppede med sin musik der om muligt virkede endnu mere trist når man var tæt på den, eller retter sådan var det for nogen. "eller måske noget endnu værre end at smage på dig" sagde hun med den samme barnlige latter i stemmen som om at hun morrede sig ved tanken om at nogen ville spise hende eller gøre noget værre hvilket hun dog også gjorde da det var normalt for hende.

[nyoka]

Musik holdte hun nu altid kært, men tristheden i dette ødelagde nærmest violinen i hendes øjne, dog fniste hun bare sødt som hun betragtede den hurtige skikkelse og violinens spil som i sig selv jo var smukt men melodien ødelæggende. Tæerne krummede under hendes bare fødder, hun havde nu intet imod nogle da var nærgående, faktisk var hun ret van til at være nærgående selv. Så at der kom et buh bagfra, fik hende til at le varmt som var hun foråret selv på vej til at tage vinteren væk. Hun drejede roligt rundt om sig selv og studerede nu denne person som klart bedre kunne ses når hun gik stille.
[white]"Du har fuldstændig ret! Men jeg kan jo ikke bare sidde stille og lave ingenting vel?"[/white] Svarede hun med et smil der var lidt lusket, for Dea i sig selv var en meget lusket tøs. Hendes skønhed strålede som altid, nymfer havde dog deres bedste tid i foråret og en del af sommeren. Med en mild latter snurrede hun rundt igen og fuldte så bare rundt for at holde øjenkontakt med dette væsen som faktisk mindede lidt for meget om en vampyr. Det legende glade sind fik hende til at sende et nysgerrigt blik afsted, for at lade sig skræmme gjorde hun sjældent, så hvorfor skulle nu være anderledes?
[white]"Det kunne du jo selvfølgelig have ret i, men det må natten jo tage sig af, den er jeg bestemt ikke herre over."[/white] Lo hun blidt, da hun fandt det sjovt at hun havde den barnlige latter. Med sine selv 15 år var hun jo blot et barn og morede sig egentlig gevaldigt ved dette møde indtil videre. Uviden om at det kunne ændre sig meget hurtigt, men det lod hun jo til at tage som det kom. Kort stoppede Dea sin cirkeltrippen og smaskede lidt højtlydt.
[white]"Du ødelægger violinen."[/white] Kom det så stille fra hende, som hun så lidt eftertænksomt på instrumentet og kløte sig forsigtigt ved kravebenet.

[N. Emilie Autumn]

At pigen ikke blev bange for hende undre hende en smugle men på en måde kunne hun godt lide det, hun elskede når nogen ikke bare lod sig skremme for de personer var som regel meget sjovere når man torturede dem, i hvertfald i hendes hoved. hun lyttede til hende ord og grinede kort og lavt "er det ikke det Nymfer normalt gør ? sider og venter på at folk kommer til dem ?" sagde hun spørgende men dog en smugle hånligt samtidig, for selv om det havde taget hende noget tid at finde ud af var hun nu helt sikker på at det var en nymfe hun stod overfor, for hvem ellers ville have den duft, det særlige hjerteslag som var så meget anderleds end andre raceres i hendes øjne. at pigen holde øje med hende gjorde hun intet for hun vidste at hun var hurtig nok til at undgå hende hvis det skulle blive nødvendigt. "hmm så du ville ligefrem ligger dig overgivende tilbage hvis nogen skulle få lyst til at tage en bid af dig ?" sagde hun en smugle spørgende men fnøs så som var pigen foran hende nermest latterlig hvilket dog ikke var sådan hun så det men blot sådan hun ville have det skulle opfattes. at pigen foran hende blot var 15 vidste hun ikke men hun vidste dog at hun var noget yngre end hende selv, så meget var hun da sikker på, men hun vidste også fra sig selv at selv om man ikke var så gammel kunne man være stærkere end normen. hendes sidste ord fik hende til at stoppe sit spil og gå hen så hun stod tæt på af hende med front imod hende. "den har vindens sjæl og sindets skygge, den kan ikke ødeligges kun bøjes og formes til at give folk den føglese man ønsker, at det ikke virkede på dig som det gør på mennesker er dog ikke mit problem" sagde hun roligt men det var tydeligt at se på hendes øjne at hun ikke havde brudt sig om pigens kommentar. hun tog buen og rettede spidsen mod pigens hals "jeg kan spille ALT, men ser ingen grund til at spille noget folk forbinder med liv, det kunne jo være folk rent faktisk troede jeg havde et hjerte eller en sjæl" sagde hun med en kold ja næsten småtruende stemme idet hun igen forsøgte at sætte lidt frygt i pigen før hun rykkede sig lidt væk fra hende. "alle andre ville bare komme til sagen og dræbe dig med det samme, men jeg syntes du fortjener bedre" sagde hun roligt og grinte lavt igen som en næsten hysterisk barn inden hun så på hende igen "jeg syntes det kunne være sjovt at pine dig lidt først" sagde hun grinene og for hen til hende igen efter at have taget en kniv frem fra en af sine skjule steder. om hun ville ende med rent faktisk at pine pigen til døde eller ej var hun dog ikke sikker på for manglen på frygt i pigen gjorde hende nyskerrig på en måde der gav hende en svag lyst til at lade hende overleve natten, velvidende at det ville afhænge af hvad pigen gjorde og sagde.