[åbne] Kender de også til dette sted ?

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Endnu en dag var gået og dog, så var denne dag lidt andreles for Mimis vedkommende på grund af hun skulle ikke skyndte sig hjem til sin mand eller børn, da Ash skulle havde en aften/natte vagt på sygehuset mens børnene skulle overnatte hjemme hos Lucy sammen med Ashleys datter Emma. Men da Ashley havde planer for den aften så kunne hun ikke være sammen med Mimi og det var derfor Mimi valgte, at bruger noget tid på at se hvad de forskellige boder på market havde at tilbyde. Da hun havde gået rundt i omkring en times tid uden at finde noget, så søgte hun hen på kroen Inn for, at få noget varmt at spise og da parret, som ejet kroen havde nogen børn, som Mimi undervist over hendes i skole så skulle Mimi ikke betale for hendes mad.

Efter, at hun havde spist op og kort hjulpet kro ejens søn samt datter med en opgave, som de havde fået for. Så tog hun sin afsked med hendes værkspar, da hun havde i sinde at besøge lysningen, som var det sted hvor hun engang havde boede dengang hvor hun havde været helt lille. Hun havde købt to hvide roser på market tidligere og dem ville hun lægge i lysningen, som tegn på at hun stadig huske kvinde, som der var en form for mor for hende samt hendes søster - begge to der omkom i en brand så vidt Mimi vidste. Hun havde trukket hætten op på hendes kappe og hun gik ikke ud fra at hun ville støde ind i nogen fordi, at det var de færrest, som kendte til den lysning vedmindre at de havde levet i flere hundene år, så kunne der være en mulig for, at de var stød på den.

//
kappen
kjolen

[Dorian Gray]

Som mange andre dage var Dorian på gennem rejse rundt i landene og denne gang havde han gjort holdt i Middel Mark fordi han tidligere på året havde bestilt noget af en af bodejerne og han ville lige se om han ikke godt kunne hente tingen nu, altså hvis han var så heldig. Den sorte karret var parkeret ved kroen Inn og hestene stod i stalden, men hvor hans kusk Hans var vidste Dorian ikke ligefrem og det kunne også være lige meget for han havde travlt med at se på boden med stoffer fra både Nirelia og Darklia men også fra andre steder, for han var jo altid på jagt efter noget smukt stof som han kunne få lavet tøj af til sig selv eller også til en af hans mange elskerinder, for han foretrak nu at de var smukke for ham og når de ikke var sammen med ham kunne det være lige meget.
Han stod med noget rødt stof i hånden og betragtede det samt mærkede på det for det skulle jo også gerne være blødt at røre ved, så han gik gerne efter noget der var silke agtig og så gerne med motiver på som kunne blive til flotte ting. Det endte med han nikkede til ejeren af boden ”Jeg tager det.. før det til kroen Inn til min kusk Hans”

[/color] sagde han roligt med et charmende smil før han lagde stoffet fra sig igen for han havde planer om at finde nogen blomster nu hvor han alligevel var her for så kunne han sende dem til nogle af hans elskerinder bare så de vidste at de ikke var helt glemt.
[/blockquote]

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Mimi nåede ikke særligt langt fra kroen Inn før, at der var en lille drenge stemme der råbte "Mimi, Mimi ?" knægten løb så hurtigt og kun rigtig havde øje på Mimi fordi, at stødte ind i mand der stod ved en af stof bodene (Dorian) hvilke fik drengen til, at falde på jorden og ser forvirret ud kort "Undskyldt mister" kom det fra ham mens han så op på manden, som han havde stødt ind i. Lige så snart, som han havde sagt de ord så rejste han sig op og begyndte, at løbe over imod Mimi, som havde stoppet op ved lyden af en der kaldte på hende.

Da drengen nåede over til Mimi, så havde hun godt set hvordan drengen ved navn Tim havde stødt ind i en af de andre på market. "Ja, hvad er der Tim ?" spurgte hun med et overbægende smil og hvad hun ikke lige vidste, så havde hun glemt en af hendes bøger inden på kroen Inn. "Du glemte denne her inden ved mor og far" lød det fra Tim mens han række bogen frem imod Mimi. "Mange tak for du kom med den Tim" smile hun varmt til hendes elev mens hun tog imod bogen og lige så snart, som hun havde fået den over i hendes hånd så begyndte Tim, at løbe tilbage mod kroen igen mens han råbte "Vi ses om 2 dage" og vinke kort til Mimi. Bevist så valgte Mimi ikke, at komme med et svar på det fordi, at hun ikke gad at råbe og derfor rystede hun blot smilende på hovedet, hvilke fik hendes hætte til at falde ned. Men hun lade bogen ned i kruven, som hang henover den ene arm og hun rykke lige de to roser til siden - sådan at bogen ikke maste dem.

[Dorian Gray]

Dorian havde stået lidt i hans egne tanker som han stod ved boden lige indtil en dreng løb ind i ham og fik ham til at se undrende tilbage på den faldne dreng inden han hjalp ham op og stå igen ”Du er tilgivet”

[/color] sagde han roligt med det charmende smil som altid selvom han jo godt kunne have blevet meget sur så var der alligevel for mange mennesker til at han ville lave en større scene over dette mindre sammenstød hvor Dorian kun lige havde rykket sig en smule ved sammenstødet.
Han så lidt efter knægten som han hurtigt var kommet af sted for den unge mand havde jo tydeligvis travlt med at komme hen til en kvinde, en ret køn en af slagsen, men ikke med særlig stor betydning så han fik betalt bodejeren før han begyndte at gå igen væk fra boden da han jo skulle have nogle blomster og egentlig så ville han også kigge på de andre ting som fandtes for han var altid på jagt efter gode eller smukke ting samt bøger som han kunne sidde og læse i når han var i hans forskellige hjem eller på hans rejse for han brugte jo meget tid i karret og så var det jo meget rart at have noget at læse i.
Mens Dorian gik til en bod i nærheden var hans holdning stolt og rank mens hans charmende smil spillede over hans læber og de brune øjne nærmest beundrede alt i hans omgivelser, men sådan var han jo, en mand der beundrede alt levende og alt der var smukt. Han stoppede ved en bod med bøger hvor han stillede sig til at kigge på dem for bøger var jo dyre og uvurderlige på dette tidspunkt men han havde pengene til det så han kunne da godt hjælpe dem som måtte sælge deres bøger ved at købe dem og proppe dem i hans biblioteker så han kunne læse dem eller så hans gæster kunne.
[/blockquote]

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Egentligt så havde Mimi slet ikke travlt med, at komme videre, da der ikke var nogen derhjemme hos vente på hende og det med, at børnene blev passet. Det var derfor hun roligt rundt på market pladsen og kigge på de forskellige boder der var der efter, at hun havde pakket bogen ned i kurven. Hun havde løfte hendes hætte op igen og lod to af hendes lange totter hænge foran. Som altid så stoppe hun ubevist ved en boderne der solgte bøger og mens hendes blik henover alle vidundrende, hvilke bøger var efter hendes mening så lade hun ikke rigtig mærke til hvem der ellers befandt sig ved den sammen bod, som hende selv. Dog, så hvis man kendte bare lidt til hende så vidste man også at det ikke var usædvanlige, at hun ikke gjorde det. Egentligt så vidste hun godt, at hun ikke brude stå der og dog, så da hun havde haft lagt nogen penge til siden igennem det sidste lange stykke tid, så mente hun godt, at hun kunne forkæle sig selv med en ny bog.

Pludselig så faldt hendes blik på en tyk og tilsynladene ældre bog med hvad der så ud, som en guld kant langs kanten. Hun række ud efter den for, at lige se lidt nærmere på den og måske lige læse lidt på den første side for, at finde ud af om den var noget værd. Da hun ikke gik efter hvordan tingene så ud, som hun købte men mere hvad de indholdet eller kunne bruges til selvom hun dog godt kunne beundre smukke ting. Kort før hendes finger rørte ved bogen så ramte hendes hånd en anden persons hånd, hvilke fik hende til med det sammen trække sin egne hånd til sig mens hun sagde "Det må De virkelig undskylde" hendes øjne gled over på personen, som hendes hånd havde stødt ind i og hun blev en del overraske over, at opdage det var den selv sammen person, som Tim havde kommet til, at løbe ind tidligere.

[Dorian Gray]

Det var egentlig en dejlig dag til at tilbringe på markedet selvom han snart skulle tilbage til kroen Inn for at overnatte inden han måtte rejse videre men alt det betød jo ikke meget nu for han stod lige og betragtede nogle bøger for han var jo altid på jagt, fordi han nød at læse i bøger når han intet skulle og det gjorde jo også at han var en meget belæst mand når det kom til stykket, selvom det ikke var alt han huskede fordi han mente noget af det var ubetydeligt og dermed ikke vigtig at huske.
Han stod lidt og betragtede en af bøgerne med guldkant og rakte ud efter den for at se nærmere på den men idet han rørte bogen var der en andens hånd som også ramte hans, noget der fik ham til at se op på kvindens som havde hånden. Han smilede dog charmende til hende ”Det skal de ikke undskylde for, jeg kunne blot se mig noget bedre for i stedet for nærmest at stjæle en bog som de var interesseret i.. Det er jo ikke pænt gjort af mig”

[/color] sagde han roligt som han samlede bogen op og rakte den roligt til hende for det var jo den hun var interesseret i, og en bog mere eller mindre for ham betød jo ikke særlig meget, han ville sikkert kunne finde en der var lige så interessant som denne så han ville nu ikke have noget imod at give den til en skønhed som hende, selvom det jo ikke var altid man fandt en bog i en kvindes hånd og da slet ikke en adelig kvinde, selvom han jo ikke helt kunne se på hende om hun var adelig eller ikke.
[/blockquote]

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Hvis det ikke havde være for, at Ash smile charmende for det meste af tiden, så havde hun vende sig til det og alligevel så var det en underlig følelse, at opleve en fremmede mand gøre det. Hvilke også var lidt derfor hun kort blev letter genert og ikke lige vidste hvad hun skulle gøre af sig selv - En måde, som hun ikke havde haft reagere på i flere år efterhånden. Men hendes redning kom faktisk ikke fra hende selv. Men mere den fremmede, da han tog bogen, som de begge var interesse i og række den over imod hende. "Der er jeg uenig med Dem. Men kan vi ikke holde os til, at vi begge bør se os bedre for fremtiden?" kom det fra hende med varme smil, som var blevet en af hendes kendetegn mens hun tog imod bogen, som han række hende. Det havde egentlig ikke være et bevist valg fra hendes side, at komme så hurtigt på en løsning for at undgå konfikt. Men mere en vane, som hun brugte stort set hverdag endte derhjemme mellem hendes børn eller så over i hendes skole.

Lige så snart, som hun havde bogen i hånden så var der et eller andet ved den, som gav hende en underlig fornemmelse, hvilke var en af de fornemmelse, hvor man vidste det var forkert "Jeg brude virkelig ikke.. " starte hun ud med, at sige mens hun række bogen tilbage over imod ham. Men hvis der var noget, som hun intet rigtig kendt til så var der hendes egne historie fordi, at alt sammen havde ændre sig den dag hvor hun havde fundet ud af dem, som hun havde troede der var hendes forældre slet ikke havde være det og alt hvad hun troede hun kendte til sin familie historie blot var en løgn. Det eneste, som hun vidste med sikkerhed var, at hun var blevet kidnappet for 26 år siden, som en 2 årige pige sammen med hendes søster. Mere havde hun ikke fundet ud af og dog, så havde det kun rigtig være på Darklia siden hun havde søgt efter viden omkring hendes egne opringelse for, hvis hun havde haft søgt i Nirelia så ville der havde været en del gamle oplysning omkring en kidnaping der havde fundet sted samtide, som hun var blevet kidnappet, hvilke var en kidnapning der var sket fra en af de mere finere slægte af graver. "Det er ikke helt min smag alligevel.." Lige hvorfor hun lade det sidste til kunne hun ikke rigtig svare på, hvis det var der nogen, som sprugte hende omkring det.

[Dorian Gray]

Dorian vidste intet om at hun var gift og selvom hun var så betød det jo ikke meget når han først ville have en kvinde, men lige nu var han dog høflig overfor en ganske ung og smuk kvinde som hende, og han nød altid at få en genert reaktion fra unge kvinder og mænd selvom han jo foretrak at have folk med erfaring så var dette jo normalt også en udfordring værd hvis han altså kunne risikere at det blev opdaget ellers var der jo ikke meget sjov i det.. ”Det kan vi godt blive enige om, selvom det nu ikke har gjort mig noget for jeg fik en undskyldning til at snakke med dem”

[/color] sagde han ganske roligt med det charmende smil selvom han nu ville have fundet en anden undskyldning til at snakke med hende for han var jo sjældent bange eller genert til at snakke med en person uanset om han havde noget at snakke om eller ikke.
Da hun forsøgte at række bogen tilbage til ham løftede han den ene hånd så håndfladen var imod hende som tegn til at han ikke ville have den igen for han havde jo givet hende den. ”De burde kigge på den”[/color] sagde han roligt igen for han var jo næsten altid denne rolige person og han havde jo givet hende den så skulle hun jo have lov til at kigge i først så kunne han jo altid kigge i den efter hvis hun ikke var interesseret i den alligevel. ”Hvordan kan de sige det ikke er deres smag, når de ikke har kigget i den? De dømmer vel ikke en bog på dens ydre?”[/color] sagde han lettere spørgende stadig med det charmende lokkende smil, for han havde jo ikke rigtigt set hende kigge i den og hun dømte vel ikke en bog på dens ydre? Så hun dømte vel også folk på deres udseende selvom der kunne være så meget inden i dem som ikke kunne læses på udseendet, men det måtte hun jo egentlig selv om, for han foretrak selv at lære folk at kende selvom han normalt først dømte på udseendet men det var fordi han nød smukke ting.
[/blockquote]

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Da hun intet vidste omkring den fremmede, som hun stod overfor så kendte hun intet til, at han var en af de typer, som var ligeglad med den påglædene mand eller kvinde, som han havde sat sig for ville havde var gift eller ej. Der gled et mere roligt smil henover hendes rosablege læber, da han gav hende ret i, at de kunne blive enig om det og smilet forblev spillende henover læberne på hende ved det sidste, som han sagde.

Hun kunne ikke lade vær med, at hæve et øjnbryn letter forvirret, da han holdt en hånd "Nej, det gør jeg ikke" svare hun mens hun trække bogen tilbage til sig igen og grunden til, at hun stoppe sin sætning midt i det hele var fordi, at der kom et vindstød der fik noget af hendes hår til, at blæse op foran hendes ansigt. Hun fjerne det ved, at brug for en hånd og det var den selv sammen hånd, som hendes videlsering sad på. "Jeg kan ikke give nogen Dem noget svar, som giver nogen logisk forklaring. Men kender De fornemmelsen når man ved lige så snart, at man har noget i ens hænder, at det ikke er noget for en" lade hun til efter, at hun havde fjerne håret fra hendes ansigt og kunne se ordenligt på ham igen.

Godt nok så havde hun ikke haft nogen planer omkring, at snakke med nogen den dag - altså udover nogle small tacks når hun skulle bestille noget eller betale for noget. Dog, så måtte hun indrømme, at det var dejligt, at snakke med en anden person også selvom det så var en fremmede person. Måske ville det være en god ting, at lærer denne fremmede mand, at kende ? Der var et eller andet ved ham, som virke bekendt overfor hende og alligevel så kunne hun ikke sætte fingeren på hvad det skulle være. "Hvad har egentlig fået Dem her hen på market ? Er De blot på gennemrejse for menes ikke, at havde set Dem før ?" kunne hun ikke dy sig fra, at spørge og det skyldtes mest fordi, at hun var en del nysgerrig af naturens siden. Hun valgt, at lægge bogen tilbage på bordet, som boden bestod af mens hun kort rykket hendes øjne væk fra den fremmede, som havde vække hendes nysgerrighed. "De må ha mig mange gange undskyldt, at jeg spørg så meget

[/color]" lade hun til mens der var tydelig oprigtig undertone i hendes stemmelege der udtrykke, at hun mente det med hendes undskyldig. [/blockquote][/blockquote]

[Dorian Gray]

Det charmende smil kunne ikke fjernes fra hans læber som han så på hende men de stod og snakkede, og hans øjne så nærmest beundrende på hende men det var jo sådan han så på alt men han forsøgte dog så vidt muligt at holde øjenkontakten blot så hun vidste at han ikke var ude på noget, noget som mange kvinder jo var ret glad for og fandt betryggende, lige indtil han jo så viste sit sande jeg, denne person der var hjerteløs og ligeglad med folk når han først havde fået dem.
”Ja jeg kender godt fornemmelsen, men jeg synes nu stadig de skulle give bogen en chance, det kunne jo være deres fornemmelse var forkert”

[/color] sagde han roligt for det kunne jo være sandt nok, man kunne jo tage fejl nogen gange. Ikke at hun tog fejl denne gang men hun havde stadig ikke kigget meget i bogen så det kunne jo godt være hun fik en forkert fornemmelse alligevel, men igen det var hendes sag og ikke hans. At hun havde en vielsesring betød jo intet for ham, desuden var det ikke en synd at snakke sammen uden der skete noget, for han nød jo også bare en god samtale ind i mellem selvom det gerne måtte føre til mere, men sådan noget sagde man jo ikke højt og det skulle komme som en naturlig ting.
”Det er i orden at de spørger, det skal de ikke undskylde for men så skal jeg se om jeg kan stille deres nysgerrighed”[/color] sagde han roligt til at starte med inden han holdt en kort pause for at se kort på bøgerne inden han igen så på hende. ”Jeg er blot på gennemrejse.. Jeg er på vej tilbage til min bolig i Nirelia men ville lige gøre et stop her for at købe noget stof jeg bestilte sidste år som skulle skaffes over havet og nu hvor jeg var her kunne jeg lige så godt kigge efter nogen bøger til mine biblioteker sammen med andre små ting”[/color] forklarede han roligt for han havde jo ikke noget at skjule, da dette var en ganske uskyldig rejse han havde foretaget eller det var alle hans rejser jo egentlig indtil ham gjorde dem til mindre uskyldige ved at få fat på kvinder og mænd og nærmest ødelægge dem psykisk og misbruge deres kroppe indtil han ikke gad dem mere, så blev de jo blot kastet til side og han gik videre til den næste han kunne finde.
[/blockquote]

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Et eller andet sted så var hun lidt rolig, da den fremmede holdte øjnkontakten med hende fordi det gav hende lidt fornemmelsen af at han ikke var ude på noget. Men alligevel så var der et eller andet over ham, som gjorde hende ikke helt trykt ved ham selvom hun dog ikke kunne sætte fingeren på hvad det var ved ham, som gjorde at hun følte sig utrykt ved ham.

Hun nikkede smilet, da han sagde at han godt kendt til den fornemmelse, som hun nævnte og et sted så gjorde det hende lidt lettede over, at han godt kunne følge den fornemmelse. "Ja, det er rigtig nok at den kan være" lød det stille fra hende og hun overvejede endnu en gang det med bogen, hvilke fik hende til at komme til at bide sig i underlæben. En dårlige vane, som hun altid havde haft og aldrig rigtig var klar over når hun gjorde det. Men det at han havde opdage hendes vielsesring var hun ikke klar over og det var ligesom hun hellere ikke var klar over, at den intet betød overfor ham. "Nej, jeg er ret sikker i min sag og desuden så skulle jeg bare bruge den til noget undervisning. Men har allerede et par andre valg muligheder, som jeg kan bruge" endte det med at hun sagde roligt og besluttede sig for, at hun ville lægge bogen tilbage på boden, hvis ikke at han tog imod den.

Der gled et letter taknemligt smil henover hendes rosablege læber, da han nævnte det med at hun ikke skulle undskylde omkring hendes spørgsmål og hun glemt alt omkring bogen, da hun hørte ham nævne biblioteker fordi der kunne hun ikke lade vær med at gøre lidt store øjne, da det lød som at han havde flere biblioteker i hendes ører, hvilke var slet ikke noget, som hun var vant til at folk havde vedmindre de var konglige. Dog, så nåede hun ikke spørge mere indtil før, at der kom endnu et kræfigt vindstød og det fik bodejneren til at henvende sig til den fremmede samt Mimi "Er der nogen af jer, som ønsker at købe bogen ? Jeg vil gerne lukke ned inden stormen tager ordenligt fat" Den afbrydelse fik Mimi til at se hen på ejeren og ryste kort på hovedet, som svar til hans spørgsmål.

Men hans spørgsmål gjorde også hende klar over, at hun var nød til at komme afsted mod lysningen, hvis hun ville nå derud samt hjem inden stormen fik overhånd, hvilke også var derfor hun sagde "Men De må ha mig undskyldt. Jeg må hellere komme videre, hvis jeg skal nå alt sammen inden stormen sætter ind. Men jeg håber, at du finder det, som du søger efter" lød det dannet fra hende og lige den slags dannelse var ikke normalt at finde på sådan et market, som de befandt sig på fordi at den slags dannelse oplevet man normalt kun blandt samfundets overklasse.



Kort efter, at hun havde sagt de ord så vendte hun sig om og trækt hendes hætte op over hovedet mens hun begyndt at søge over imod det fjerne hjørne af market, som grænse op til skoven. Men turen op til lysningen var ikke en nemt tur fordi, at den var fyldt med tæt stående tærer samt bukse, hvilke gjorde at hun var nød til at løfte op i hendes kjole sådan, at hun ikke kom til at ødelægge den. Det havde nok ikke havde været hendes bedste ide at tage en kjole på der gik ned over hendes fødder og alligevel så havde hun ikke lige haft tænk over det, da hun var tage hjemme fra tidligere på dagen.

Efter, at hun havde gået i omkring en halv time så havde stormen tage så meget fat, at det næsten ikke var til at gå fremaf og regnen var så kræfig, at man allerede kun 5 minutter i det var gennemblødt. Men hun var nåede så langt gennem den ukendte stie til lysningen at det ikke kunne betale sig at vende om nu og da hun vidste der lå en forladt hytte ikke så langt fra hvor hun befandt sig. Så valgte hun at søge over imod den, da hun kunne være i ly mens stormen stod op og da hun endelig nåede over til den så var det blevet godt mørkt udenfor.

Men da hun kom indenfor så var der ikke nogen møbler, at se og der var nogle enkle stykke brænde, som hun samlede sammen. Da hun ville forsøge, at tænde op i pejsen - sådan at hun kunne blive tør ved den samt varme sig fordi regne havde gjordt hende helt gennemblødt og hun var begyndt at små fryse. Det lykkes for hende i første forsøg, at få ild i pejsen og da hun havde fået gang i den, så hagn hun sin kappe vedsiden af den. Da den også kunne tørre imens hun blev det.

Hun regne ikke med at der fandtes nogen andre, som kendte til den lysning, som hun havde været på vej op til og det eneste, som hun rigtig vidste omkring det sted var, at hun engang havde boede der samt hun altid havde følt sig drage til det sted, hvilke hun undskyldte med at det måtte være fordi at hun engang boede og der ikke kunne være andre grunde.

Da hun ikke renge med at der var andre ude i denne storm så valgte hun at løse hendes hår, som ellers havde samlede i en knol omme i nakken og det var dejligt syntes hun at få det løsende. Faktisk så meget at hun førte hendes finger op i det og rystede det på den måde, at det alt sammen faldt om på rykken af hende. Hun havde stillet sig på den måde at hun var halvt vendt om imod den eneste dør i hytten og halvt vendt mod pejsen.

[Dorian Gray]

At hun ikke var helt tryg ved ham kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved, for han havde jo aldrig mødt hende før og dermed mente han ikke at han intet havde gjort hende, for i fuld tilstand ville han umuligt kunne have mødt hende da han meget sjældent drak sig fuld medmindre han var i selskab med folk han kendte meget godt for ellers kunne han risikere at blive bestjålet og hvis det var slået ihjel udover han jo ikke kunne dø.

Han stod roligt og lyttede til hende med det charmende og egentlig venlige smil over hans læber, for det betød jo bare han var glad og en venlig mand. ”så de er en der underviser? Har de noget speciale som de underviser i? eller det er måske at snage lidt for meget?”

[/color] spurgte han roligt for han ville da gerne høre om hvad hun gik og lavede når hun sagde hun underviste, så det kunne jo godt være det var noget bestemt som hun underviste i, for han vidste da at nogle underviste i healing, andre i planter og så videre, men det kunne jo være hun tog det basis som at læse og skrive samt regne, for det var jo ikke alle der kunne finde ud af det og ikke havde penge til at lærer det, men i bund og grund var han jo ligeglad med de folk for hvis de ville kunne de jo godt få penge til undervisning, hvis de bare glemte deres ære, stolthed og generthed så var der sikkert mange penge at tjene på kroppen. Han så godt hun lagde bogen tilbage men sagde ikke noget til det for det var jo hendes valg.

Det korte vindstød som ramte dem fik Dorian til at se op imod himlen hvor skyerne trækkende sig sammen og blev mørke så der var nok en mindre storm og noget regn på vej, selvom det havde været alle tiders vejr indtil videre men man kunne jo aldrig helt regne med at godt vejr forsatte. Da bodejeren så imod dem gled de brune øjne over til bodejeren, ”Jeg tager den”[/color] sagde han roligt og fandt nogle kobbermønter frem som han rakte ejeren og tog efterfølgende bogen op fra bordet, for han var jo lidt nysgerrig efter dens indhold så han ville godt læse den, ellers kunne den jo bare stå og samle støv i en af hans biblioteker.
Da Mimi igen talte så han roligt over imod hende med det charmende smil og nikkede kort som han havde forstået det. ”Det ville være en god ide, jeg må også hellere komme videre på min rejse.. Og jeg håber de når hjem i god behold..”[/color] sagde han roligt og nærmest bukkede kort for hende før han forlod hende og begyndte at gå væk for han skulle jo også se at komme af sted og lige nu virkede det som en god ide at tage igennem skoven for de ville nok dække mere for vinden end kørsel ude midt i ingenting ville gøre det for det ville jo nok rykke en del i hestevognen og så kunne han jo lige så godt søge ind i kroen i stedet men han ville nu gerne videre.

Han gik med raske skridt hen til stedet hvor de havde sovet for natten og så at hans kusk heldigvis havde gjort hestene klar til afrejse ved at spænde dem for vognen og havde flyttet Dorians bagage op på vognen og bundet det fast, så da han kom hen til vognen åbnede kusken døren. ”Er de sikker på de vil rejse nu min herre?”[/color] spurgte den gamle kusk roligt og Dorian nikkede roligt som tegn til at der ikke var noget at diskutere ”Vi kører igennem skoven, det burde give os læ”[/color] sagde han roligt før han satte sig bare op i vognen, hvor døren blev lukket efter ham inden han mærkede at kusken kravlede op og satte hestene i gang imod skoven for at de kunne få noget læ fra træerne. De trillede en smule stille til at starte med inden de satte farten en smule op da de var inde i skoven, men på den store sti var nogle store grene faldet ned på stien så deres vej var blokeret og derfor kørte vognen ud af andre stier, hvor kusken og hestene mistede deres stedsans så de kunne ikke rigtigt finde stierne igen så de kom på afveje og det endte med at kusken stoppede vognen ved en forladt hytte eller åbenbart ikke helt forladt for der kom vidst lidt røg op af skorstenen. Kusken klatrede med besvær ned af førersædet og gik hen og bankede på døren. ”Herre. Blæsten og regnen er blevet for meget til at hverken hestene eller jeg kan orientere os.. jeg beder om vi kan søge ly for os og hestene”[/color] spurgte den gamle mand roligt. Dorian åbnede efterfølgende døren til vognen og stak hovedet ud før han så op imod himlen hvor regnen styrtede ned. ”Træk hestene over bag huset og bind dem der.. Red hvad de kan af min bagage efterfølgende og kom så ind i huset”[/color] sagde han roligt før han tømte det indvendige af vognen for ejendele.. Et skindtæppe, hans stok, en kurv med mad samt bogen fra tidligere. Derefter gik han over til huset for at vente på kusken der skulle sørge for hestene, måske ikke det mest flinke at gøre overfor den gamle mand, men Dorian vidste godt at han bare ville være i vejen for kusken hvis han forsøgte at hjælpe ham. Dorian åbnede roligt døren og trådte ind til huset og allerførst orienterede han sig ikke derinde men gik bare ind og lukkede døren efter sig for at der ikke kom for meget vind og regn ind i huset. Efterfølgende satte han kurven ned og lagde bogen derned og oven på lagde han skindtæppet som altid var i kareten i tilfælde af at han ville komme til at fryse. Det var først da han havde lagt de forskellige ting at han begyndte at se sig rundt i huset og meget hurtigt faldt hans øjne på den kønne lille Mimi som han lige havde mødt på markedet. ”Det var hurtigt jeg fik lov at se dem igen”[/color] sagde han roligt med det charmende smil over hans læber. Han tog igen skindtæppet op over den ene arm og kurven i den anden som han gik hen til hende og stillede kurven i nærheden af den smule ild hun havde lavet og rakte skindtæppet imod hende. ”For varmens skyld”[/color] sagde han roligt som tegn til at hun ikke skulle sidde og fryse.
[/blockquote]

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Hun havde ikke hørt der var, som nærmede sig hytten, som hun befandte sig i og da døren blev åbnende så uden at tænke videre så rettede hun sig ordenligt op selvom hun havde lige ved at sætte sig ned. På alle måder så blev hun overrasket over hvem det var som kom ind af den og overraskelsen gjorde, at hun lige kort mistede helt hendes talegave.

Da det nemlig var den selv fremmede, som hun kort havde talt med på market og faktisk så havde hun vist aldrig fået fat i hans navn. "Ja, det var hurtigt at vi skulles mødes igen." lykkes det hende at svare med et venligt smil spille meget stille henover hendes læber. Først så kunne hun ikke undgå at se lidt forvirret på skindtæppet, som han rakte over til hende "Er De ikke sikker på, at De selv skal bruge det ?" kunne hun ikke lade vær med at spørge selvom hun var kommet frem til, at hun virkelig havde truftede de helt forkerte valg om morgen angående hendes påklædning, da det med at havde barer arme under kappen slet ikke var en god ide når det regnet, som det gjorde ligesom det hellere ikke havde være en god ide, at havde en kjole på i tynt satin stof. "Er De alene herude eller ?" kunne hun ikke dy sig fra at spørge selvom hun ikke regne med at han var det fordi at han ligne ikke ligefrem en der rejste alene nogensteder.

[Dorian Gray]

At miste talegaven.. Det var ikke ligefrem noget Dorian kendte til for han havde nu aldrig mødt en kvinde der fik ham til at miste talegaven, eller det var løgn der var en gang en kvinde som havde gjort det men igen han fik hende jo til sidst til at tage sit eget liv.
Dorian tog det hele stille og roligt selvom man uden for kunne høre vinden i træerne og regnen piske ned imod taget samt jorden uden for. Men nu hvor han var i sikkerhed tænkte han ikke mere over det. Så kunne han jo koncentere sig om denne lille skønhed der var herinde i hytten, ligesom han havde givet hende opmærksomhed på markedet tidligere, men hun var jo også en køn en. ”de er vidst mere gennemblødt end jeg.. så jeg kan godt undvære, desuden kommer min tjener snart med en kiste hvor jeg har tørt tøj i”

[/color] svarede han roligt som han forsat havde skindtæppet imod hende fordi hun trængte mest til det, desuden kunne han jo allerhøjest fryse lidt uden at blive syg, så det var jo mere vigtigt at hun fik varmen, men uden egentlig at vente mere end et sekund var han omme bag hende og lagde tæppet over hendes skulder som tegn til at der ikke var nogen diskussion der.
”Nej jeg har min kusk med mig..”[/color] sagde han roligt som han gik om foran hende igen og tog hans jakke af fordi den jo var blevet lettere gennemblødt så den ville han ikke blive ved med at have på. Det lød som langt væk at man kunne høre nogle utilfredse heste men de var kun omme bag huset. Han så sig lidt rundt efter et sted at hænge jakke eller noget som han kunne tage hen til ilden for at den kunne hænge i nærheden af varmen og blive tør på den måde.
[/blockquote]

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Lige, at han kun en gang før i hans liv havde oplevet at han havde været skyld i en kvinde miste sin tale gave var ikke noget, som hun kendte til og faktisk så ville hun havde en del svært ved, at tro på det kun var sket en gang før på grund af der var noget over ham, som simpelthen måtte kunne gøre at alle kvinder mistede det kort.

Hun nikkede kort, som et tegn på at hun havde forstået hvad det var han mente og dog, så havde hun slet kunne forstille sig det næste træk, som han gjorde ved at gå om bagved hende for at lægge tæppet over hendes skulder, hvilke også var derfor hun slet ikke vidste helt hvad hun skulle gøre eller sige kort udover "Tak" Mens hun tog fat i tæppet og måtte indrømme overfor sig selv, at det egentlig var ret dejligt, at havde sådan et omkring sig.

Men hun var ingen måder vant til, at mænd reagere på den måde overfor hende, som Dorian var - altså udover Ash, hvilke var en anden historie, da han var hendes ægtemand og på grund af hun slet ikke var vant til det var det også derfor hun blev sådan letter paf kort. Da han sagde at han havde sin kusk med sig så kunne hun slet ikke lade vær lytte en extra gang for, at se om hun kunne høre noget og rigtig nok så fange hun lyden af nogen utilfredse heste. "Det ser ud, som ingen af os nåede langt i planer, som vi havde sat sig for idag" kom stille fra hende og han begyndte at finde et sted til hans jakke, så tog hun fat i tæppet med den ene hånd mens hun forsøgte at få alt hendes hår udover tæppet, da det var letter vådt. Men det var dog ikke en nem opgave fordi, at hendes letter våde hår vejede lidt mere end normalt og alle de små totter af hår ville ikke rigtig, som hun ville havde til det. Hun havde flyttede hendes blik fra Dorian og ind i ilden i et forsøg på, at bedre kunne forkusere på den lille opgave, som hun var igang.