Det sidste åndedrag

[Mark Ash Paolini]

Foråret var over landene, alt begyndte at springe ud eller blomstre så smukt.. Fuglene var så småt ved at vende tilbage til landene for at synge for folk selvom de lige nu sov, og solen var igen begyndt at skinne mellem skyerne selvom det nu var månen som skinnede på himlen sammen med stjerne der blinkede klart.. Så alt i alt en smuk dag hvor folk havde nyt det gode og milde vejr og det havde den gode Myst da også gjort som hun havde vandret igennem skovene for at plukke planter til madlavning og nogle eliksirer. Men tiden havde sådan fløjet af sted at det først gik op for hende at klokken var ved at være mange da månen lyste op på himlen og solen var forsvundet for over en time siden.
Så hun fik samlet hendes ting og begyndte den længere vej hjem for hun var kommet et godt stykke fra hytten så det ville nok tage over en time eller mere for at komme hjem hvis hun ikke løb eller brugte nogen af hendes elver evner, men det havde hun ikke i sinde for hun frygtede ikke skoven og Alamut passede jo på de små så hun havde heller ikke så meget travlt og det var ikke fuldmåne så der ville ikke være varulve, selvom der kunne gemme sig så meget andet i skyggerne så var hun ikke bange. Lige nu var hun nået til lysningen hvor vandfaldet var og bare larmede en smule men det gjorde jo ikke noget for det var jo smukt, så hun stoppede kort op for at se månens lys spille i det bevægelige vand som var ganske smukt. Hun havde en lang sort kjole på og et mindre sort sjal over hendes skuldre til at varme hende for det var jo stadig lidt køligt til trods for vejret var mildt. Det lange røde hår var sat halvt op som altid, mens resten hang løst og bevægede sig i takt med hendes skridt og bevægelser.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Han havde lovet Kathy aldrig at røre en kvinde igen, ikke engang for mad, men som tiden gik savnede han mere og mere det søde kvinde blod særligt i hans egen skov hvor der i hans hoved var ekstra mange kvinder ude bare for at rreterre ham selv om det jo nok ikke var tilfældet. han havde informerede hende om at han ville tage alene til gransen for en enkelt nat i håb om at finde en hvis blod var sødt nok til at stille det værste af hans trang. han nåede skoven omkring en time efter solnedgang og gik roligt gennem skoven til han kom til vandfaldet. en duft så sød som nylavede kage eller en blomstereng ramte ham få sekunder før han fik øje på hende, det røde hår gjorde det om muligt endnu sværre for ham at holde afstand til hende, han fulgte hende i stilhed i noget tid før han ikke kunne holde sig tilbage mere, hans øjne lyste af sult da han trådte frem på stien foran hende "du burde ikke gå alene i skoven på denne tid, nogen kunne jo finde på at skade dig... det ville være en skam hvis en som dig skulle miste livet" sagde han roligt men dog tydeligt tynget af noget da han talte til hende, sulten og det at han havde lovet at holde sig væk, men selv om hans hjerte og hjerne sagde han skulle vende om og finde en anden så kunne han ikke, hans krop nægtede at lystre hans komando om at bevæge sig væk, han gik roligt tættere på hende dog uden at virke truende men blot sulten "hvad fortager du dig endelig her ude ?" han så kort rundt "helt alene" hans gamle charme i stemmen var vendt tilbage til ham og han virkede pludselig langt mere rolig, mere opsat på at få hendes blod og på at intet skulle stå i vejen for ham, for han kunne ikke stoppe sig selv så ingen andre skulle have lov til at gøre det, det skulle da lige være hvis kathy kom men han regnede ikke med at hun ville finde ham i det ene øjeblik han brød sit løfte til hende for noget så simpelt som blod.

[Mark Ash Paolini]

Myst var roligt stoppet op for at nyde naturens skønhed i noget tid inden hun ville videre men lige da hun skulle til at gå det næste skridt var der en stemme som stoppede hende, ikke at det overraskede hende for hun havde godt lidt fornemmet ikke at være alene, men det var nu ikke noget som gjorde hende bange, for hun var generelt ikke en kvinde der var bange da alle væsner jo skulle have en chance. Da denne mørke skikkelse trådte frem på stien så hun roligt på ham med de rav farvet øjne og nu et sødt og venligt smil over hendes læber. ”Nej det ved jeg, jeg er også på vej hjem. Og hvad mener du med en som mig?”

[/color] spurgte hun roligt for hun var jo ikke helt sikker på hvad han mente med en som hende, udover det kunne være han generelt mente at en kvinde ikke burde gå alene i denne skov, men igen det kunne jo være lige så slemt som hvis en mand gik alene en mørk nat.
Da han gik tættere på hende blev hun roligt stående for nu selvom hvis han kom for tæt på ville hun nok rykke sig lidt væk men ellers ville hun blive stående for truende var han ikke helt så der var ikke nogen større grund og var der endelig måtte hun bruge magi for at komme ud af det her. ”Man kunne jo spørge dig om det samme”[/color] sagde hun igen roligt for han var jo også herude helt alene, så det var lidt af et sært spørgsmål af en der selv gik herude alene for Myst kunne ikke høre andre til trods for hendes forbedrede hørelse der hele tiden var på vagt og nu var hendes nerver og instinkter var også begyndt at blive vagt på grund af denne fremmede mand som stod her og virkede til at ville noget men hvad vidste hun ikke helt.
[/blockquote]

[Augustus L.S. Bloodfire]

Han stoppede omkring 20cm fra hende og så på hende med et blik der var både lokkende og sultent på samme tid, han holde hænderne roligt ned ned siden men det var tydeligt at se at han var anspændt hvis man lagde mærke til den svage rysten i hans ene hånd. "En med et banke hjerte" svarede han roligt, næsten for roligt, som havde han bare udåndet og ikke sagt noget. "Jov ser du" begyndte han og kredsede om hende som en sulten haj "min mage har forbudt mig at røre hunkøn, så jeg kom her for at finde en ung dreng af lys race, deres blod har næsten den samme sødme men ikke helt, men så kom du forbi, højlydt hjerte som var du en skræmt hjort, blod så velduftende at jeg kunne lagte dig selv i solen for det" hans stemme blev langsomt mere og mere truende idet han fremføre sin lille tale,han nappede ud efter hende nogen gange mens han gik rundt om hende, dog tydeligt uden at ville ramme hende "så jeg bliver nød til at bryde mit løfte til min mage, jeg kan ikke lade så godt blod gå forbi urørt, og jeg kan ikke have at hun finder ud af det, så nyd den kolde vind og den smukke måne mens du kan, for snart vil du være død" hans stemme havde en svag undertoner af latter som var tanken om hendes nærtstående død det mest humoristiske i verdnen. Han puffede let til hende mens han var bag hende "prøv og løb, prøv at skrig, ingen vil kunne hjælpe dig, du vil aldrig nå væk" lo han med den samme næsten hånlige stemme som var hun bare er dyr inden han greb ud efter hende for at få fat på hende og dræbe hende, dog vidste han at hun sagtens ville kunne nå at flytte sig fra grebet hvis hun reagerede i tide, hvilket dog ikke gjorde ham noget, faktisk havde han altid nydt at skulle jæge folk, men selv hvis det ikke skete ville blodet i sig selv være godt nok til at stille hans sult for sødt blod det næste lange lange stykke tid.

[Drazilla Dragoens]

Myst er Out... slutningen på tråden kan læse under dødens profiler.