A small favor or?

[Rai Mirriko]

Slottet virkede underligt nok så fredeligt og roligt, som gangene næsten lå øde hen, der var ikke en sjæl i nærheden. Dog kunne man godt fornemme en mindre form for uro fra køkkenet og tronsalen, men det var slet ikke den vej, at Rai havde i sinde at bevæge sig. Han var jo egentlig mere eller mindre fri til at gøre hvad der lystede ham, eftersom at han ikke længere skulle være til rådighed for Drazilla hele døgnet rundt, så hun forventede sikkert heller ikke helt så meget af ham mere. Men han ville dog stadig gerne gøre et indtryk på hende, det var bare svært, nu hvor han havde svigtet hende så mange gange.
For ikke ret lang tid siden havde Rai og Drazilla drøftet ideen om at han skulle blive malet, til at starte med havde han slet ikke overvejet det og han vidste da bestemt heller ikke hvordan han skulle håndtere ideen. Ideen om at blive malet og så være udødelig, var nu ganske lokkende, men samtidig også skræmmende. Han gik derfor også blot langs med gangene og ventede. Han vidste nemlig godt at Drazilla havde sendt bud efter den udødelige maler, men han vidste faktisk ikke hvad han skulle forvente, for han kendte ikke denne person. Hverken på den ene eller anden måde, han vidste blot at hun eller han ville kunne hjælpe ham med det han frygtede mest efterhånden. Ikke tanken om at dø, nej om at skulle forlade Drazillas side på et tidspunkt og sikkert mistet meningen med sit eget liv, når han ikke længere var til nogen hjælp for hende. Der var dog også en andet spørgsmål, ville maleren overhovedet male ham, og skulle han komme med nogle gode grunde først? Hvad ville han så sige?
Rai bevægede sig roligt mod udgangen eller nærmere indgangen til slottet, som han forventede at maleren snart måtte dukke op. Han var iført den sorte skjorte, som var lukket hele vejen op, på nær en enkelt knap, så han kunne få bare lidt luft. Han virkede roligt, som han endte med at begrave sine hænder nede i lommerne på de mørke bukser. Hvor lang tid der mon ville gå? Og hvordan ville det foregår, hvis han først blev malet, ville der ske en forandring?

[Deleted]

Det var forår, og overraskende var der sendt bud efter hende fra ingen andre steder end Drakoné, dronningens slot og hende selv som sendte bud. Et sted hun ikke husker hvornår hun sidst så det, men det var lidt ligemeget. Hun var bedt om at male et maleri af en person og det var alt. Ikke langt fremme var den nye dronnings slot. Som forventet var det et mørkt sted, ligesom resten af dette land.
Der var gået dage siden hun fik besøg af den budbringer som eskorterede hende hertil af sikkerhedsmæssige grunde, men meget snakkede de to dog ikke. Det betød dog at hun kunne tænke i fred. Spændende syntes hun ikke at rejsen var. Så Sarah håbede på at turen i sidste ende ville vise sig at være det værd, selvom hun godt nok havde alt det tid hun skulle bruge.
Skridt for skridt, sekund for sekund, nærmede de sig slottet. Så vidt, så godt. De var ikke stødt på problemer indtil nu, så turen var til at holde ud, selvom den ikke var spændende som nævnt før. Ikke desto mindre så var turen forbi det øjeblik de nåede frem, og indgangen blev åbnet for deres fødder. Foran hende, da hun gik indenfor, så hun en person der tilsyneladende stod og ventede på dem, hvem end det var. Ikke desto mindre tog hun hætten af hovedet, eftersom at vejret har været dårligt, og afslørede ansigtet af en tilsyneladende 14 årig pige.

[Rai Mirriko]

Det fænomen med at man kunne blive udødelig var endnu ikke helt gået op for ham, og han havde måske også svært ved at se hvordan, og hvorfor var det helt præcist gået forbi hans næse? For underligt nok, så havde han ikke hørt om det før at det var blevet fortalt til ham. Men nu skulle han så bare nå at blive overbevist, inden at maleren dukkede op for det nyttede sikkert ikke noget at han var i tvivl, når det for alvor gik løs.
Rai stod med rank ryg, da porten først blev lukket op, som han straks forsøgte at danne sig et overblik over hvem der kom. Til at starte med forvekslede han budbringeren med en anden, indtil at han kunne genkende personen og valgte at smile roligt som han gik til siden og lod dem komme ind. Da han først fik øje på kvinden eller pigen rynkede han en smule på næsen, uden at det var særlig tydeligt, dog accepterede han hurtigt sandheden, som han så og bukkede roligt for hende.
"Velkommen til Drakoné"
sagde han med et høfligt smil på læben, som han valgte at byde hende indenfor. Han lod roligt blikket vandre ud af slottet, men blev stående hvor han var, som døren gled i og han vendte sin fulde opmærksomhed mod hende.
"Beklager ulejligheden, men kan jeg tilbyde Dem noget, før at vi går videre? Forresten det er mig, som gerne vil males, navnet er Raimond Jinyao Mirriko, men alle kalder mig Rai her på stedet"
sagde han med et venligt smil på læben, som han blot ventede på hendes reaktion, for det kunne jo godt være, at hun bare gerne ville have det hele overstået, så hun igen kunne komme hjem, for han kunne godt fornemme på dagene, der var gået, at det måtte have været en længere rejse. For der var i hvert fald gået nogle dage, hvis ikke mere, siden at Drazilla havde sendt budbringeren afsted.

[Deleted]

Sarah kiggede lidt forunderet på manden, men da han bukkede for hende, nejede hun for ham. "Tak, formoder jeg. Må sige at det er uforventet... At blive ventet på ved porten når det ikke er til at vide hvornår jeg præcis ankommer", sagde hun med et kortvarligt smil.
"Så det er dig? I så fald", sagde Sarah og vendte blikket mod budbringeren. "Tak for eskorteringen. Medmindre at der er noget han vil med dig, så er du for mit vedkommende afskediget", fortalte hun manden som fulgte hende hertil, og vendte blikket tilbage til manden, ligeglad om der er noget han vil med budbringeren eller ej.
"Sarah Elessar", introducerede Sarah. "Er det ikke være den anden vej rundt, hvad end du har i sinde at tilbyde mig, at du først tilbyder mig noget efter vi er kommet rigtig ind? Vi står jo lige ved siden af indgangen til dette sted", sagde hun, måske faldet lidt af med manére da hun levede ude i en skov med en anden, og nu lever ude i skoven helt alene. I hvert fald havde hun ikke lyst til at stå og sludre her. Udover det var det blevet sent og hun var træt, så hun trængte til at sidde ned og slappe lidt af.

[Rai Mirriko]

Rai virkede ganske rolig, som han lod blikket glide mod manden, hvorefter han blot nikkede og lod ham gå, da hun først havde givet budbringeren tilladelse til at forlade hendes side. Det kunne jo godt være, at de fleste var utrygge ved at være på dette sted, noget Rai bestemt ikke var mere, men det var jo også noget andet, når man ikke kom fra Darklia.
"Sandt nok, men jeg har nu heller ikke stået og ventet i flere timer"
indrømmede han roligt, som han gik til siden og valgte at byde hende indenfor. Han nikkede en anelse til hendes ord, da hun tilsyneladende fik med, at det var ham, det hele drejede sig om. Smilet på hans læber blev blot bredere, som hun hentydede til at de stod lige ved indgangen lige nu, og selvfølgelig var det da ikke meningen at de skulle blive der. Han valgte roligt at gå forbi hende, men vendte sig om mod hende kort tid efter.
"De har ret, kom indenfor, og følg mig, frøken Elessar"
sagde han ganske roligt, som han næsten gik ud fra, at hun ikke var gift, hvilket måske var en fejltagelse, eftersom at hun nok lignede en på 14, men i virkeligheden var meget ældre, så der kunne jo sagtens være én i hendes liv. Dog var det nok hendes udseende, som drillede ham en anelse.
Rai begyndte roligt at gå langs med de høje og brede gange, som han førte hende afsted igennem slottet. Han mente at Drazilla havde sørget for at gøre et rum klar et sted med forsyninger til maleren. Dermed sagt ville det også være det sted, hvor det ville være lettest for ham at tilbyde hende noget. Derfor drejede han roligt om et hjørne for enden af gangen og ventede blot på at hun nærmede sig, hvorefter han åbnede døren for hende. Han var endnu ikke van til at han ikke var tjener mere, så det lå lidt i hans opførelse, selvom han forsøgte at vænne sig af med dette, så var det ikke helt til at skjule. Rummet var ikke ligefrem småt, tværtimod, det var indrettet med et større bord, som egentlig hørte til rummet, hvor der i enden at rummet fra stillet et staffeli op, sammen med de nødvendige ressourcer af maling til hendes arbejde. Selvfølgelig ikke almindelig maling.
"Kom indenfor"
lød det roligt fra ham, som han bevægede sig ind i rummet med et svagt smil på læberne.

[Deleted]

"De er måske selv lige kommet herhen for at vente? En tilfældighed? Uanset hvad, så er det ikke så vigtigt" sagde Sarah og gik fremad uden megen tøven nu hun da var budt indenfor. Heldigvis havde det ikke regnet lige for nylig, så hendes kappe med hætte var ikke særlig vådt og derfor efterlod Sarah ikke mange vanddråber efter hende hvor hun gik. Med hende havde hun en taske med nødvendige ting for når man er ude og vandre, eller bare ude i det hele taget.
Hun rettede ikke på Rai da han tiltalte hende som frøken, men ej heller lod hun til at smile. Hun fulgte bare med Rai langs gangene, kiggede af og til mod væggene og hvad der hang på dem. Det så ikke dårligt ud, men stedet tilhørte nu også det kongelige familie så det var ingen overraskelse.
Hun fortsatte med at følge med ham som de nærmede sig en dør, som han åbnede og bød hende indenfor. Hun nikkede og gik ind i rummet. Hun så hurtigt at der allerede var stillet op til hende. "Jeg kan se at i ikke bare sidder på jeres flade og venter på mit svar, får i tingene bliver stillet frem", kommenterede hun som hun tog tasken og kappen af, og holdt det i hendes arme. "Ikke desto mindre så skulle vi da have masser af tid, medmindre det da er noget der haster, Rai", sagde hun, og gik videre for at tage plads ved bordet.

[Rai Mirriko]

Han trak en anelse på skulderne for det var måske ikke nu han skulle fortælle at han i virkeligheden var Drazillas rejsekammerat, desuden så sagde hun jo også at det ikke var vigtigt, så derfor lod han det ligge og valgte at blot at lede hende mod rummet. Han kunne jo heller ikke bede hende om at blive stående, når turen herhen jo sikkert også havde foregået på gåben, så det var måske bare rart med at slappe en anelse af.
Situationen virkede en anelse underlig på Rai, som han ikke kunne fornemme på hende, om hun overhovedet var glad for at være blevet kaldt til slottet, men det var jo ikke ligefrem fordi han havde haft nogen anden mulighed. Han kunne ikke bare sådan lige forlade slottet, ikke før at den kvinde var lænket nede i kælderen eller skaffet af vejen.
"Rummet her, har nu stået sådan længe, hvis De ikke var dukket op nu her, så var tingene nok snart blevet pakket væk."
sagde han med et roligt smil, som han gik hen til hende og nærmest valgte at tage imod hendes kappe og taske, hvis hun havde mod på at slippe det. Det var jo ikke fordi hun kendte ham, men han havde nu mere tænkt sig at sætte det over til siden eller hænge det op på en stol, så hun havde det ligeved hånden.
"Der er ingen hast, nu hvor De er ankommet, så hvad kunne De tænke Dem? Noget fra køkkenet eller fra vinkælderen?"
spurgte han roligt, som han dog ikke havde i sinde at hente det selv, det var jo for guds skyld ikke hans opgave mere, der var jo tjenestefolk nok på slottet til at gøre det. Som hun nærmede sig bordet, gik han selv hen til dette. Dog ville han først sætte sig i takt med hende, blot for at være høflig. Nok befandt hun sig i Darklia, men det var ikke ensbetydende med at alle var ondsindet og bestemt ikke Rai. Han var nok nogle gange kold, men det var efterhånden sjældent, som det aldrig rigtig gik godt, når han gjorde et forsøg på at ignorere andre. Det endte jo altid galt.

[Deleted]

"Så meget plads at I bare lader ting stå og fylde? Jeg bør vel ikke forvente andet, da det ville virke så stort og tomt hvis der ikke var ting der fyldte", sagde Sarah efter lidt tid, og så var det slet ikke ment på en positiv måde, og hun var glad for at hun ikke har det samme problem derhjemme. Hvad hendes ejendele angik så holdt hun det hele til hende selv da hun ikke ville have at han skulle tage det og hænge det på en stol eller sådan noget, og det kunne ses helt tydeligt at hun havde imod at han ville gøre det han nu gerne ville gøre.
"Jeg nøjes med noget fra køkkenet. Vin eller noget som helst andet med alkohol i er ikke lige mig", sagde Sarah. Det var i sandhed rart at kunne sidde ned. Nok var hun vant til at gå, men det meste af vejen var hård jord uden græs der dækkede det, så hun havde lidt ondt i fødderne. Men det var ikke sådan at hun lænede ryggen tilbage og bare falde ligeså stille ned og sidde på en underlig måde, for hun var trods alt ikke helt uden manerer.
"Ingen hast?", gentog Sarah og kiggede ud gennem en af vinduerne. "Måske har de ret", sagde den udødelige. For hende, en udødelig der i teorien kan leve evigt, er en dag eller to ikke mere end et øjeblik for hende, i modsætning til dødelige mennesker. Men det ville nok ikke blive fornøjelige øjeblikke, og Rai vidste nok godt at hun ser en dag som et øjeblik, da han selv gerne vil blive udødelig af hvilken som helst grund som han nu måtte have.

[Rai Mirriko]

Rai så en smule eftertænksomt på hende, som han lod blikket glide rundt for en kort stund, inden at det gled mod hende igen.
"Det skal jeg ikke kunne bedømme, mener De at der er meget plads?"
sagde han blot roligt, som han faktisk ikke forventede at svar fra hende. Men han ville blot gøre klart for hende, at han egentlig ikke tænkte over hvor meget plads der var. Nok var han ofte til stede på slottet, men han havde nu aldrig rigtig følte, at der var for meget plads. Netop fordi de altid var dejligt at kunne finde en krog, hvor man bare kunne være sig selv. Det var efterhånden let for ham, at skjule sig, netop fordi han kendte slottet ud og ind. Som Sarah besluttede sig for at få noget bragt fra køkkenet nikkede han blot, som han gav besked til tjenestefolkene ved døren inden han for alvor satte sig.
"Vi har jo alle noget, vi bedst kan lide og noget vi ikke bryder os om"
sagde han stille og roligt, før han lagde armene mod bordkanten og blot lukkede øjnene for en stund. Det var egentlig ikke særlig længe, men længe nok til at få ham til at virke anerledes. Han så egentlig afslappet, men stadig med rank ryg og en pæn holdning, som han holdt blikket mod hende, af ren og skær høflighed. Nok var der ingen hast, men han glædede sig dog til at få det gjort og håbede virkelig ikke at det var en fejltagelse at få gjort.
"Undskyld jeg spørger, men må man spørge om hvor længe De har været udødelig?"
det passede måske ikke rigtig til de spørgsmål han havde stilt tidligere, men nu kunne han ikke holde de sande spørgsmål tilbage mere. De forrige havde jo bare været nødvendige for at få hende til at føle sig mere velkommen, desuden så var han heller ikke interesseret i at få det overstået lige med det samme. Han ville faktisk gerne vide, hvad han gik ind til. Hvis hun ville fortælle det, det kunne jo være, at hun bare ville have det overstået. Det kunne jo være at hun bare gerne ville væk derfra igen?

[Deleted]

Sarah havde ikke megen interesse for at svare på nogle af de spørgsmål Rai stilled hende, men ikke desto mindre svarede hun på spørgsmålet om hendes mening, "for at være helt ærlig, så ja. Men det er kun hvad jeg synes", og sagde så ikke mere om det. Hun forholdt sig bare generelt stille mens manden førte samtalen. Men uden tingende for enden af rummet, så ville det nok have følt større og mere tomt.
Hun stivnede for et split sekund da Rai spurgte hende om hendes alder. Hvad i alverden fik ham til pludselig at spørge lige netop det? Nok var hun udødelig, men stadigvæk. "... Det ønsker jeg ikke at svare på", sagde hun uden at spørge om hvorfor.

[Rai Mirriko]

Hun virkede ikke umiddelbart, som en kvinde, der havde lyst til at snakke, men han kunne heller ikke bare tillade sig at tie stille, da det bare ville blive akavet, dog valgte han, at ren og skær høflighed og måske for at skåne hende, at nikke til hendes første ord. Han ville jo heller ikke skynde på hende og følte måske at det var mere passende at snakke med hende, men det kunne da også godt være at dette bare skulle oveståes?
Rai kunne hurtigt fornemme at hun måske havde taget hans spørgsmål på en helt anden måde, end det faktisk havde været meningen. Han ønskede blot at vide om hun havde været udødelige i 50 år eller om der var tale om flere hundrede år, det behøvede ikke at være noget præcist, men han accepterede hendes ord, som han nikkede endnu en gang.
"Vil De gerne bare have dette overstået?"
spurgte han efter at der ikke var blevet sagt et ord imellem dem i et godt stykke tid. Dog i samme sekund gik døren op og en tjenestepige kom ind med noget til Sarah. Rai selv ønskede ikke at spise noget og havde derfor ikke bedt om at få noget bragt med til ham.