Stilhed før stormen

[Deleted]

Det var normalt at der var stille på et bibliotek, men stilheden var så dræbende for hende. Normalt nød hun det i fulde drag, men mest fordi der var en lyd af bækkens vislen, eller vinden i træerne, små dyr som puslede. Her var intet, dødt og tomt. Okume gik med en masse bøger og lagde på plads, lavede en nyere orden som gav mere mening. Det var tungt og muskler var ikke ligefrem det hun havde mest af. Når der så lå ting i vejen for hendes gang, blev det endnu sværre og hun fik kun lige balancen inden hun skulle op af en trappe så hun kunne nå øverst oppe. Dum som hun var, klodset som hun var, trådte hun forbi trinet, fik overbalance og faldt bagover, fik bøgerne i hovedet, samt en meget stærkt forstuvet fod. Trods larmen fra faldet, ville hun ikke larme yderligere og sad derfor bare og skreg lydløst som hun fik tåre i øjnene. Hun havde fået en bog lige på næsen, så hun blødte lidt, hun satte sig op med hovedet tilbage og fik viklet sin fod ud. Et lille klynk forlod dog hendes læber, hun var bange for hvad der ville ske, det var ellers længe siden hun havde været klodset og gjort noget dumt.
*Bare det ikke bliver opdaget, jeg må hellere tage mig sammen.* Okume fandt et lille klæde frem og sat for næsen, før hun prøvede at komme op og stå, noget som så ret håbløst ud.

[Rai Mirriko]

Det var egentlig dejligt med den ro, der for en stund hvilede over slottet. Det var ikke altid normalt og det var da også muligt at fornemme gryder og pander, der raslede rundt ude fra køkkenet, men det var ikke fordi det var helt så tydeligt igen, da han først gik forbi tronsalen og lod blikket glide ind imellem sprækken af de store døre. Der så ikke ud til at være noget i gære, så Rai valgte blot at stikke hænderne ned i de sort bukser før at han vandrede videre. Som han drejede rundt om et hjørne og ikke kunne høre noget eller nogen strakte han sig en anelse med et smil på læben, som han tog armene op imod baghovedet. Han havde egentlig aldrig rigtig tro at han skulle betræde slottet uden at have travlt, men efter at hans job, som personlig tjener, var blevet taget fra ham, så havde han ikke travlt mere. For som rejsekammerat til Drazilla, så vidste han jo godt at hun ikke kunne rejse konstant, så det gav da en form for frihed til ham. Eller havde han mon forstået det forkert? Han gik også roligt i sine tanker, som han gik mod biblioteket, det kunne jo være, at der var en interessant bog, som bare lå og ventede på ham. Han kunne sagtens huske den gang, hvor han havde læst flere bøger igennem i håb om at finde frem til en formular, der kunne sikre ham den ultimative frihed. Nok var han fri til at bevæge sig på slottet, men han var langt fra fri til at gå udenfor slottet område. Der var jo en bestemt kvinde, der blot ventede på at sætte sine kløer i ham. Derfor havde han også valgt at holde sig til slottet og satse på at kunne leve der, resten af den tid, han kunne beholde et godt forhold til Drazilla og ikke ville ende med at blive smidt for porten og lige i armene på kvinden.

Da han først nærmede sig biblioteket, hørte han et mindre brag derinde fra og kiggede straks mod døren og langs med gangene, for at se om der var nogen på vej for at tjekke det ud. Da det ikke var tilfældet, valgte han at bevæge sig ind i biblioteket for at se om det var nogle bøger der var faldet ud af reolen, hvis de nu ikke var blevet stilt ordentlig ind. Han lyttede roligt efter, som han ikke rigtig kunne høre noget, indtil at han hørte et mindre klynk. Rai gik straks mod stedet og så til sin overraskelse, at det var en kvinde, der muligvis var faldet ned fra stigen og nu lå omgivet af bøger. Det første der dukkede op i hans ansigt var et mindre smil, men da han godt kunne fornemme på situationen, at der var sket noget, så forsvandt det hurtigt, hvorefter han gik hen til hende, eller stoppede nogle meter før hende.
"Er De okay?"
spurgte han ganske roligt, som han valgte at bevæge sig en anelse tættere på hende. Han kunne dog sagtens fornemme den blodige næse. Da hun forsøgte at rejse sig igen tilbød han blot sin arm, så hun kunne støtte sig til denne. Noget undrede ham dog, han havde ikke set hende før og nu havde han efterhånden været der længe, så hun måtte næsten være ny. Han lod blikket glide ned på hendes fod, som han skar en grimasse, da han godt kunne se på hende, at hun havde svært ved at stå på den.
"Undskyld jeg spørger, for det er sikkert et dumt tidspunkt, men er De ikke ny her?"
spurgte han roligt, som han forsøgte at støtte hende, hvis hun da havde taget imod dette. Han så sig en smule omkring for at se om det ikke var muligt for hende at sætte sig på en stol og så benet op, så foden kunne få lov til at slappe af.

[Deleted]

Da hun først hørte en stemme farede hun helt sammen og var ved at vælte endnu engang, hun så skræmt mod ham og kiggede rundt for at se om der var andre. Heldigvis for hende var der ingen, hun rystede lidt på hovedet til hans første spørgsmål, for hun var alt andet end okay. De nu forvirrede brune øjne så mod ham, fandtes der rare folk her som faktisk turde hjælpe andre? Det havde hun aldrig nogensinde troet! Og hjælpen tog hun skam imod, men kun fordi hun ikke kunne se nogen som kunne fortælle det til Drazilla, eller en anden overordnet. Da hun stod på sit ene ben lagde hun forsigtigt foden ned mod gulvet men fortrød hurtigt, dog kom der ikke en eneste lyd fra hende. Det turde hun ikke. Dog så hun bare op på ham, så nikkede hun stille, hun var bange for at hvis hun snakkede ville hun give efter for smerten. Det gjorde ondt som bare pokker og allerede nu var den rimelig hævet. Dog kunne hun ikke styrer sin nysgerrighed, for det her virkede helt uvirkelig!
[yellow]"Hvorfor hjælper De mig?"[/yellow] Spurgte hun forvirret, stille, næsten hviskende og stadig tydeligt bange, men mest for hvad hun skulle gøre, hun kunne jo ikke gå op af trapper det næste stykke tid og det var en stor del af hendes arbejde. Der var ikke rigtig andre til at gøre det, det var hendes job, hendes opgave. Panikken var ved at sprede sig godt og grundigt i hende, men hun tog det så roligt som hun overhovedet kunne og prøvede at fokusere på at hun faktisk blev hjulpet lige nu, hvilket var stort i sig selv og noget man måtte se lyst på.

[Rai Mirriko]

Rai kunne godt fornemme på hendes reaktion, at han muligvis ikke skulle gå for hurtigt frem, men han valgte dog alligevel at hjælpe hende, så hun ikke behøvede at støtte på hendes fod. Han havde dog endnu ikke lagt mærke til at hendes fod faktisk var begyndt at hæve. Han smilte roligt til hende, som han fik øje på et bord og nogle stole ikke mange reoler væk fra dem..
"De trænger til at hvile Deres fod, lad mig hjælpe Dem hen til stolene"
sagde han roligt, som han faktisk godt havde hørt hendes ord, men ikke lige nu koncentrerede sig om hende, så kunne han altid svare hende på et andet tidspunkt. Han bukkede sig roligt ned og tog fat om hendes ben og lod en arm hvile mod hendes ryg, som han faktisk endte med at have hende i armene. Noget han ikke som sådan tænkte over, han vidste bare at hvis hun arbejdede her, så skulle foden helst være i orden så hurtigt som muligt, ellers ville det gå ud over hendes arbejde. Han kendte det godt selv, men ville ikke gøre noget forhastet, selvom han før havde forsøgt sig med formulare for at reparere mindre skader, bare så han kunne fortsætte med at arbejde, indtil han havde fri og kunne hvile. Han gik hen med hende til stolene og satte hende ned, som han kiggede hen mod bøgerne med et smil.
"Der er ingen særlig grund til at jeg hjælpder Dem, jeg fandt det blot nødvendigt"
svarede han efter noget tid, hvor han blot valgte at sætte sig op på bordet. "Men hvad lavede De, siden at det kunne lade sig gøre at lave så meget larm" fortsatte han med et smil, dog overdrev han en anelse, netop fordi de nok ikke var hele slottet, som ville have kunnet høre hende, tværtimod, så var det nok kun ham, som havde hørt hende, fordi han havde været i nærheden.

[Deleted]

Det var svært at tro venlighed fandtes her, så hun gik ud fra hun havde slået hovedet i faldet og måske drømte hun. Alligevel valgte hun bare at få hjælpen og følge med hen hvor hendes fod kunne få hvile, selvom hun bestemt ikke mente at tiden var dertil. For den slags hvile tog tid og så hellere slet ingen hvile få og forsætte, ignorere smerten. Selvom Okume aldrig sådan rigtig var kommet til skade før, så hun småpev rimelig meget lige nu. Som den forkælede møgunge hun i bund og grund havde været. Hendes blik gled ned på foden, synet fik hende til at skære en grimasse. Det var klart hun synets det gjorde ondt! Åh de stakkels bøger som bare var faldet ned på den måde, hun fik det helt dårligt over sin klodsethed. Næsen var holdt op med at bløde heldigvis, men lidt blod var dog at finde på hendes klæder. At der ingen grund var, men at det blev fundet nødvendigt fik hende helt til at smile, det første smil som længe havde beklædt hendes læber. En tot fra den nu meget sjuskede knold førte hun om bag øret og så lidt undersøgende på ham, gad vide hvad hans funktion her på stedet var. Hun turde næsten ikke spørger. Et roligt blik blev kastet mod stigen og bøgerne, hun sukkede lidt og pegede op af.
[yellow]"Jeg skulle sætte bøgerne på plads og i orden, helt deroppe, men jeg snublede på det allerførste trin og, ja landte på gulvet."[/yellow] Forklarede hun så, mens hun lagde hånden tilbage i skødet, hun så på sin finger hvor ringet havde siddet, og hvor hun ønskede en ny ville finde plads. Det hele var dog for sent nu, alt var tabt og hun havde set det her som sit nye liv, hun måtte bare indfinde sig med det. Først efter noget tid gik det op for hende hun slet ikke havde takket ham, hun så lidt panisk på ham og begyndte at takke løs af hele hendes hjerte, for det var ikke lige det hun havde regnet med jo.

[Rai Mirriko]

Det var måske ikke helt klogt af Rai at hjælpe hende, men han kendte godt konsekvenserne på slottet, så han ville blot sikre sig, at de ikke var helt så slemme igen. Han kunne umuligt sikre sig at hun ikke blev straffet, men han kunne da altid gøre et forsøg, så længe det ikke gik ud over ham, så godhjertet var han dog ikke. Han lod også roligt blikket glide tilbage mod stigen, som et mindre smil gled over hans læber, da han hørte at hun faktisk var væltet på første trin. Det var sikkert ikke for at være ond, men det var dog en anelse morsomt, at det kunne lade sig gøre. Han satte sig roligt på bordet ved hende, som han sikrede sig at hendes fod var placeret højere end hendes hjerte.. Lidt vidste han da om skader, da han efterhånden havde fået en del, derfor kunne man da også fornemme flere ar, hvis han da ikke havde haft skjorten på.
"Det har nu aldrig været let at holde styr på alle bøgerne her i biblioteket, men et lignede stunt har jeg nu ikke set før."
sagde han med et drillende smil på læben, som han ikke kunne holde det mindre glimt i øjet skjult, da han først vendte sig mod hende igen, efter at have betragtet bøgerne på gulvet. Han sagde en mindre remse, som bøgerne på gulvet lukkede siderne sammen og fløj op på deres plads, på øverste hylde. Han satte sig roligt til rette på bordet, som han nærmest træk det ene ben ind under sig. Egentlig virkede han afslappet, men han var det ikke, da han måske var nervøs for at Drazilla ville se hans hjælp, som noget forkert. Lige nu var slottet jo hans hjem, og han kunne da også færdes frit, men han skulle passe på med, hvem han stødte ind i. Specielt når det kom til kvinder.
Da hun lige pludselig begyndte at takke ham, rystede han blot på hovedet, som at sige at det var overflødigt og langt fra nødvendigt. For han havde jo ikke gjort noget. Og der kom aldrig noget godt ud af, at hjælpe andre.
"De er sikkert klar over at det ville være bedst, hvis De blot blev siddende og hvilede Deres fod, ikke?"
spurgte han med et roligt smil på læben, som han gerne ville gøre det klart overfor hende, at det ville være direkte dumt at bevæge sig lige nu, da foden aldrig ville få ro nok til at kunne heale sig med tiden og så ville hun skulle leve med skaden resten af sin levetid, hvilket ville betyde at Drazilla nok ville blive træt af hendes tempo. Men man kunne jo aldrig vide.

[Deleted]

Hvorfor var hun også så pokkers klodset til tider, nu havde hun da klaret det så fint! Ja indtil nu, pokkers til åndssvage uheld. Det gjorde ondt som han rykkede på hendes fod, men hun bed det i sig, og sendte et taknemligt blik, for han hjalp hende jo og så kunne han ryste så meget på hovedet han ville, hun ville takke ham alligevel. For det her var ikke lige noget hun havde regnet med ville kunne ske her på slottet. Det var godt hun på en måde var foran, så det med foden, det måtte hun vel lytte til. Faktisk, var det mere for hendes egen skyld hun ville få mere styr på det hele, kærligheden til bøgerne var jo stor og det var det eneste hun fandt glæde i her på stedet.
[yellow]"Der må være noget jeg kan gøre som tak, en bog jeg skal finde, et eller andet?"[/yellow] Sagde hun så, som forsætten på sit takkeri, for hun kunne da ikke bare lade ham hjælpe sådan uden at give bare lidt hjælp igen. Det ville ikke føltes rigtigt, slet ikke efter hun så hvad han gjorde med bøgerne. Det var lige før hun fik tåre i øjnene, fordi hun havde savnet nogen være søde ved hende. Og ganske rigtigt kom der tåre frem i de kønne brune øjne, hun så stadig taknemligt på ham, men gemte så lidt sit ansigt, her sad hun og var ved at begynde og tude, nej nu måtte hun altså tage sig sammen.
[yellow]"Jeg skal nok hvile foden, det ville være en skam hvis Deres hjælp gik til spilde for min dumdristighed."[/yellow] Lød det blidt og næsten hviskende, bare for at hun ikke skulle begynde at græde, hvilket man også kunne høre på hende. Turen med slavehandlerne havde været hårdt og folks gramsen på hende, men heldigvis var hun da stadig i god behold og hendes uskyld ikke mistet. Lige hvad det angik, var hun virkelig bange for at miste sin mødom til en mand hun ikke var gift med eller ville være gift med. Tankerne om det tvangsægteskab som lå tilbage i fortiden fik hende til at få kvalme. Føj! Tænk at hendes forældre havde så lidt respekt for hende. Okume slog håret helt løst og rodet lidt i det, og hun lod sig selv slappe af for første gang i længere tid. Egentlig håbede hun at denne rare mand ville blive ved med at holde hende tanker beskæftiget for så kunne hun slappe af, ja det lød nok underligt, men hun blev panisk hvis hun var alene og intet havde at lave.
[yellow]"Hvad er så navnet på min helt?"[/yellow] Grinte hun sødt og smilte blidt, for hun så ham da lidt som sin helt, i kampens hede med den forfærdelige stige. Okume kunne egentlig godt forstille sig det måtte have set noget så morsomt ud.

[Rai Mirriko]

Det var ganske morsomt, at det kunne lade sig gøre at falde på det første trin, men han ville dog ikke være alt for uhøflig og blive ved med at kommentere på det, det var måske også bare bedst at glemme, så hun også kunne komme videre i sit liv. Måske lidt voldsomt, men i overført betydning, det var jo trods alt kun en skade, som man ikke kunne blive ved med at hænge sig i. Han så roligt ned på hendes fod, som han godt kunne se at det måske ville være bedre med en healer eller blot en der havde styr på skader. Nok havde han været igennem mange, men han havde endnu ikke lært noget af dem. Da hun begyndte at spørge om, der ikke var noget hun kunne gøre, rystede han straks på hovedet.
"For det første, skal du jo holde din fod i ro og for det andet, så har jeg ikke gjort det helt store til at fortjene en tak."
svarede han ganske mildt og ærligt, netop fordi han ikke kunne se hvorfor hun gjorde det. Nok havde han oplevet at blive takket før, men det havde også haft sin grund. Det at flytte nogle bøger var jo bestemt ingenting, når han jo kunne nøjes med at sige nogle ord og ikke en gang skulle røre sig ud af stedet. Rai så en anelse forunderligt på hende, da han kunne fornemme en tåre ved hendes øjne, hvorfor var det helt præcist at hun begyndte at græde? Ideen var da underlig og højst besynderlig, men han valgte ikke at sige noget, som det kunne have andre grunde, end han selv lige kunne komme i tanke om.
"Det kunne vi også sige. Selvom jeg nok tænker i lidt andre retninger."
sagde han ganske roligt, som han jo havde kendt til dette sted i flere år nu og nok kendte til de fleste konsekvenser, som Drazilla kunne komme på, men han havde da stadigt livet i behold også selvom hans psyke muligvis burde være bristet for flere år siden, så var der noget som gjorde at han forblev her uden at forandre sig meget. Men efterhånden havde han da fået en lærestreg. Et grin forlod hans læber, da hun åbenbart så ham som en helt. Han kunne slet ikke holde sig tilbage, for det var han i hvert fald ikke!
"Beklager virkelig, men De kender mig jo slet ikke. En god gerning kan ikke gøre rede for alt det jeg har gjort i mit liv. Men hvis vi skal være på fornavn med hinanden, så vil jeg også gerne kende Deres navn for mit er ganske simpelt, for De kan blot kalde mig Rai, til Deres tjeneste"
sagde han med et glimt i øjet, som det hele var sandt. Han var kun Drazilla rejsekammerat og rejse kunne hun jo ikke gøre hele tiden, så lige nu var han jo fri til at gøre hvad der passede ham, så kunne han vel godt fordrive tiden med at sætte bøgerne på plads for hendes skyld? Hvad tænkte han dog på? Måske han slet ikke skulle have sagt sit navn, hvad nu hvis kvinden her, fortalte om hendes oplevelse til Drazilla? Det var da dumt..

[Deleted]

Da han forklarede han ikke mente der var grund til tak, kunne hun ikke rigtig holde sine tåre tilbage, hun lod dem pible ned af hendes kinder, det var måske lidt underligt i nogens øjne, men hun var så taknemlig og at det ikke rigtig blev modtaget gjorde hende fustreret. Okume så blot ned og pillede ved sit tøj, hun sagde intet i et godt stykke tid, hun skulle samle kræfterne til at stoppe sine tåre som ikke havde fået lov til at løbe længe, i frygt for at det forstyrrede hende og de andres arbejde på biblioteket. Okume tænkte aldrig på sig selv som sådan, hun tænkte for det meste på andre og glemte sig selv. Som nu med foden, at det kunne skade hende på længere sigt tænkte hun ikke over, men at spilde hans hjælp, det ville gøre hende ondt i sjælen. Sådan var hun bare. Desuden kendte hun intet til skader som sådan, hun var slet ikke van til at skulle gøre noget som helst selv jo. Og når det var, så tog hun det stille og roligt, her skulle man jo helst nå en del. Være effektiv. Hun tog en dyb indånding og tørrede så sine tåre helt væk og så på ham, hun så lidt bestemt ud.
[yellow]"Rai...... Mit navn er Okume. Og De er bestemt ikke til min tjeneste, jeg er den laveste stillet person her i biblioteket, og at se på Deres måde at være lettere fri på, kan jeg slet ikke forstille mig at De overhoved burde hjælpe mig. Hvilket! De rent faktisk gjorde. Jeg ved ikke hvor De er opdraget henne eller af hvem, men når en person kommer en anden til undsætning og tager sig kortvarrigt af dem, så er det altså at hjælpe!"[/yellow] Et sted kunne hun slet ikke godtage han ikke så ud til at tage imod hendes tak, hun blev jo fornærmet. Og at sige han var til hendes tjeneste virkede helt absurt, så hun måtte da rette ham. Havde Drazilla hørt de ord, ja hvad var der så ikke blevet af ham? Okume sad stadig og pillede lidt uroligt ved sit tøj, for hun havde det ret svært ved at skulle sidde her og lave ingenting.

[Rai Mirriko]

Rai blev lettere forskrækket, da hendes tåre lige pludselig dukkede frem på hendes kinder. Han forstod ikke rigtig, hvorfor hun begyndte at græde, så han endte med at kigge uforstående på hende. Egentlig vidste han ikke hvad han skulle stille op, men samtidig ville han heller ikke røre hende, da det jo godt kunne virke underligt, og måske klamt? Man kunne aldrig vide hvordan folk ville reagere, når først følelserne fik frit løb. Så var der i hvert fald intet der var sikkert mere. Så det endte faktisk bare med at han blev siddende helt roligt på bordet og ventede på at kun fik grædt ud, da han ikke kunne tillade sig at få hende til at stoppe, for han kunne faktisk godt mærke, at det var noget hun havde gemt længe på, men hvorfor hun havde givet slip nu, kunne han ikke helt forstå. Rai smilte roligt da hun tørrede sine tåre væk, men blev lettere overrasket, da hun endte ud med at se noget så bestemt ud.
"Det har sin pris at være fri på denne måde.. Jeg kan ikke bevæge mig udenfor slottet mere. Det vil ikke lyde særlig godt, hvis andre fandt ud af, at jeg havde hjulpet Dem, men jeg kunne heller ikke bare lade Dem ligge, Okume"
forklarede han roligt, som hun jo egentlig måtte have mødt Drazilla og dermed måtte være i stand til at drage en lignende konklusion, fordi det var ikke ligefrem sådan at man ville blive belønnet for at være godhjertet eller bare en lille smule venlig. Nok skulle man være lydig, men specielt i Rai situation så var det svært at finde en balance, netop fordi han ikke længere var Drazilla personlige tjener og dermed ikke skulle være lydig på den samme måde, som før.
Hans rolige øjne betragtede hende, som hun virkede en anelse rastløs, men det var ikke fordi han havde mulighed for at gøre noget ved det, medmindre at han virkelig ikke havde andet at lave end at hjælpe hende.
"Skal vi ikke lave en aftale?"
begyndte han roligt, som han muligvis kunen finde en retfærdig løsning, hvorpå hun ville blive færdig med arbejdet, men samtidig ikke skulle bevæge sin fod, så den altså ville kunne få den nødvendige ro. "Hvis De siger hvor bøgerne skal hen, så få jeg dem derhen, og så spilder De ikke tiden, imens Deres fod får ro. Så kan vi altid sige, at De skylder mig en tjeneste på et andet tidspunkt?" afsluttede han ganske roligt, som han nu ikke havde tænkt sig at tage imod en tjeneste, men det var sikkert den eneste måde hvorpå hun kunne slappe af og arbejde samtidig, så hun ikke kedede sig.

[Deleted]

Det var rart at se det gode i nogen væsner og nu havde hun jo ikke set det i meget lang tid, så det var ret overvældende, hun savnede at være tilbage i skoven, være uskyldig i sit barndomshjem. Som hun lukkede øjnene, huskede hun tilbage til når hun stod og drømte om eventyr, drømmeprinsen og alt det der. På ingen tid var hun blevet så voksen og havde det underligt indeni. De andre som arbejdede på biblioteket, havde hun ikke rigtig sådan snakkede med, mange passede sig selv, men de var gået forbi dem på skift og havde kigget noget. Der var gået lidt tanker igennem hendes hoved, hun syntes navnet virkede bekendt, Rai... Hvor var det nu hun havde hørt det før? Når, hun kom ikke rigtig videre i sin søgning i hovedet, så hun besluttede sig for at lytte til hvad han havde at sige.
[yellow]"Jeg lover jeg ikke siger det til nogen, men jeg ved ikke med dem."[/yellow] Sagde hun så og skævede efter en af dem som arbejdede i biblioteket, de var kun 3 i alt lige nu og en af dem gik snart så de kun var 2. Okume så lidt bekymret ud, hun ville jo ikke have at han tog en straf som var ganske unødvendig, nej så måtte han hellere have ladet hende ligge. Mon ikke hun kunne snakke med dem om ikke at skulle åbne deres munde for meget? Okume bed sig i læben, hun tænke sig meget om inden hun kom i tanke om hun jo kunne tilbyde at tage over mens de lavede ingenting på et andet tidspunkt måske, forhandle sig lidt. Da han snakkede om en aftale, spidsede hun øre, for det kunne jo være at hun faktisk fandt det lidt fornuftigt. Det lød jo ikke som en skidt aftale når alt kom til alt, så det kunne vel ikke skade at tage imod.
[yellow]"Så skal De også love at De faktisk kommer efter en tjeneste så jeg har mulighed for at gengælde. De ved jo hvor De kan finde mig."[/yellow] Kom det blidt fra hende, hun skævede mod foden igen, det var jo nok det bedste for hende og uanset måtte hun vel takke ja for ikke at ende i problemer? Det var bare svært ikke at skulle give igen, for hun var ikke van til at tage imod uden at give igen. Okume gik lidt igang med at forklare hvor de forskellige bøger skulle hen, præcis i hvilken rækkefølge og orden. Det var tydeligt at mærke på hende hun havde en stor passion for bøgerne, hendes øjne lyste op som hun også begyndte at forklare om de forskellige bøger og faktisk glemte hun var på biblioteket i slottet, men mere derhjemme hvor hun præsenterede bøger.

[Rai Mirriko]

Rai burde egentlig ikke gøre, som han gjorde, men på den anden side, så var han en anelse bange for at det blot ville gå ud over Okume, hvis hun ikke udførte hendes opgave. Hvilket bestemt ikke ville være rart i længden, så måske ikke det var let nok at forklare over for Drazilla, det var jo ikke fordi han viste nogen særlig interesse i hende. Han var blot hjælpsom. Desuden så havde han ingen intentioner om at fortælle til Drazilla at han frivilligt havde hjulpet en slave på slottet, det var i hvert fald hvad han gik ud fra at hun måtte være, efter hendes reaktion. Dog havde han jo levet nede i slavekvarteret i næsten et år og set hvad der alt skete dernede, så han var blot lettet over, at det ikke var alle slaver, som skulle fordrive tiden dernede. Men Okume burde muligvis huske hvad der var blevet sagt om ham, men på den anden side, så havde han sikkert bare skræmt livet af hende, hvis hun vidste hvem han var. Ikke fordi han var noget specielt, men blot en, der blev ejet af en anden. Men hvordan var det ikke endt, hvis Okume havde genkendt hans navn og bare flygtet?
"Jeg har ingen grund til at sige dette til nogen."
svarede han med et mildt smil på læben, som han roligt lænede sig tilbage på bordet og lod blikket glide op imod loftet, også selvom der var langt op, fordi der skulle være plads til de høje reoler. Han var ikke helt sikker på om han til dagligt ville kunne opholde sig så meget i et bibliotek, som det ville være krævet af dem der gik rundt herinde. Det var ikke fordi stedet var dårligt indrettet eller noget, men han ville måske bare ende med at tro at de mange reoler ville vælte ned overhovedet på ham. En tanke der faktisk blot fik ham til at smile lidt for sig selv. Smilet forsvandt ikke da hun begyndte at kræve af ham, at han skulle love at komme og bede om den tjeneste.
"Det skal jeg nok, Okume"
sagde han med et roligt smil, som han gik ned fra bordet igen og fandt fodfæste mod gulvet igen. Han nikkede roligt til hende, som for at give tegn til at han var klar på hendes ord. Rai var jo fri til at gøre hvad der passede ham, så længe han ikke gik for langt med en kvinde, så burde der ikke ske noget voldsomt, som hans krop ikke ville kunne holde til?
Som Okume begyndte at forklare, hvor bøgerne skulle hen og i hvilken rækkefølge, fløj bøgerne fra deres tidligere plads op mod reolerne, hvor de stillede sig roligt ind på plads. Dog valgte Rai at kigge efter, så der ikke var nogen bøger der var blevet byttet rundt. En enkelt bog blev derfor også hevet ud, som hele rækken blev forskubbet og den sidste bog i den række blev sat på plads. Han vendte kort blikket mod hende, som hun virkelig levede sig ind i bøgerne og deres indhold.
"De er vist kommet det rette sted hen"
konkluderede han med et smil, som ikke sagde særlig meget, end at han tydeligt kunne fornemme på hende, at hun bestemt hørte hjemme i bøgernes selskab.

[Deleted]

Der kom en sød latter fra hende, men hun holdte sig hurtigt for munden med begge hænder og fik røde kinder, det var nok ikke lige det smarteste at larme med latter. Men det havde nu været morsomt han havde misforstået hende, hun pegede mod en af de andre som arbejdede på biblioteket som forsvandt bag nogle reoler, ganske nysgerrig og snagende.
[yellow]"Mente de andre her på stedet."[/yellow] Hviskede hun så med et smil, men det skulle hun nu nok tage sig af, hendes blide væsen havde det med at gå rent ind hos de fleste. Som hun ellers havde peget rundt og været præcis med hvor de fleste bøger skulle stå, måske endda lidt streng da hun jo elskede bøgerne og de skulle bare stå ordenligt, besluttede hun det var tid med en pause.
[yellow]"Jeg er taknemmelig for at Drazilla lod mig komme hertil, er heller ikke til megen nytte nogen andre steder."[/yellow] Det sidste blev sagt med et træk på skuldrende, skønt hun mestrede stort set alle instrumenter der fandtes. Normalt talte Okume rigtig meget, men hun var kort for hovedet nu hvor hun skulle passe på konstant og være på vagt. Hendes aftale med Drazilla skulle jo gerne holde stik, og lige så snart hun kom i tanke om den, fik hun kuldegysninger og en smugle hjertebanken. Bare tanken om hun gjorde en ting forkert og hendes safe blev brudt, så var hun nok mere på vagt og konstant i panik. Det havde været forfærdelig skønt at have den aftale med dronningen, så at hun var sikret for at nogle som helst mænd måtte røre hende. Tænk at miste sin uskyld til en af de frastødende krigere her på stedet, føj, tanken gav hende kvalme. Hun ville bare gerne have sin elskede Mathayus igen.

[Rai Mirriko]

Forståeligt nok så kunne det jo sagtens misforstås, hvilket han jo også havde gjort, men det var ikke ligefrem fordi han blev rød i hovedet af ikke at have forstået hendes ord. Han smilte blot en anelse mere og trak en anelse på skulderne, som han lod blikket glide rundt imellem de mange reoler. Han fik et kort glimt af en person, men denne forsvandt meget hurtigt igen, som han opgav og lod blikket glide tilbage mod Okume.
"Det var da også en mulighed. Men mon ikke de ved hvornår det er bedst at holde mund her på slottet?"
spurgte han ganske roligt, også selvom det kunne lyde som en mindre trussel, så var det langt fra det, da han jo godt var klar over hvordan Drazilla havde det med de forskellige ting og det at han var kommet ind i hendes kløer, gjorde jo ikke hans hverdag nemmere. Men han nød nu alligevel Drazillas selskab uden at sige for meget. Rai tog kun hendes reaktion på hvordan bøgerne skulle stå og hvordan de skulle behandles med et smil, da han bestemt godt kunne fornemme at denne kvinde var meget mere end Drazilla måske valgte at bruge hende til, dog ikke noget han skulle blande sig i.
"Er De helt sikker på det? Det kan jo være at De har flere talenter end De lige vil frem med?"
sagde han med et svagt smil på læben, som han lod blikket glide op mod den øverste hylde, hvor en af de sidste bøger satte sig til rette på sin plads. Rai havde en mindre ide om at Okume ikke havde været slave hele sit liv, men det var ikke noget han turde spørge om, da det med sikkerhed var personligt og desuden så skulle de jo ikke tale om fortiden, bestemt ikke hvis den var bedre end nutiden. Sådan havde han det i hvert fald med mange ting efterhånden. Det at være rejsekammerat var en ting, men det at være Drazillas personlige tjener var noget helt andet, som han faktisk savnede en anelse. Dog måtte han se sig til takke med det han nu havde, for han havde ikke fortjent andet.

[Deleted]

Om det var bedst, det vidste hun ikke, så længe havde hun slet ikke været, så hun trak på skuldrende og prøvede at vippe lidt med foden, men skar en grimasse. Nej, det tog jo nok noget tid, men hvad vidste hun? Som rigmandstøs havde man jo ikke muligheden for at slå sig sådan rigtigt og desuden havde Mathayus haft passet på hende som var hun en prinsesse lavet af det fineste glas, klar til at blive slået i stykker når som helst. ENd ikke et blåt mærke havde hun haft, skønt hun var så klodset. Han havde grebet hende hver eneste gang, hun rødmede lidt ved tanken, det havde tit endt i et kys og hun mærkede tit sine lyster bære videre end bare kysset, men hun ville giftes først. Sådan var hun nu engang.
[yellow]"Jeg ved virkelig ikke hvad dette skulle kunne være. Jeg er sikker på hun har verdens bedste kokke, rengøringsfolk, skræddere, musikere, sangere. Og jeg kan da spille på stort set alt, men om jeg er så god som et par kongelige øre kræver, tvivler jeg kraftigt på."[/yellow] Lød det stille fra hende, som hun kom med et lille blidt smil. Det var nu sødt at han faktisk stadig var der og at han hjalp hende. Det var ret storsindet af ham. Med lidt besvær fik hun sat sig lidt bedre til rette, hun savnede sin bløde seng, varme tæpper og dunede puder. Satin og silke natkjoler, stille nætter med lyden af regnen udenfor eller måske gå i dette. Skoven virkede så forfærdelig langt væk, hun længdes efter den og et ligeledes suk kom fra hende, et fyldt med den længsel.