Report om døden

[Drazilla Dragoens]

Hun havde trods alt sagt det kunne være en fornærmelse, men hendes holdning sagde jo at hun ikke tog det som en for så havde hun faret op og skabt en scene men hun havde i stedet bare nippet til vinen, så nej det var ikke misforstået. Hun havde kun sagt at det kunne misforståes.
”Jeg sagde aldrig det var en fornærmelse eller at jeg misforstod, du ville vide det hvis det var en fornærmelse for så havde du ikke levet særlig længe..Og hvis dette er en smuk indretning så har du en mærkelig smag, for her er ikke en gang pyntet op så jeg ser det kedeligt og gråt i hvert fald herinde i tronsalen, det er jo noget andet med de andre steder”

[/color] sagde hun roligt selvom det sidste blev sagt med et lille skævt hemmelighedsfuldt smil for der fandtes jo mange rum i slottet som var kønnere end dette kedelige og grå sted som for det mest kun var smukt pyntet når der skulle festes eller når pelstæppet blev hentet frem og lagt foran en af pejsene. ”Og selvfølgelig har jeg dystre ting i hjertet, jeg er trods alt mørkets dronning”[/color] smilet blev mere lusket som disse ord blev sagt for hun havde jo set og hørt så meget i løbet af natten og det var ikke alt folk skulle vide.
Hun nippede igen til vinen og så lidt bag ham for at se mod porten, blot fordi de stadig ikke var kommet tilbage med pergamentet han skulle skrive under, det var jo bare typisk at ens tjenere og slaver ikke kunne finde ud af noget som helst.
[/blockquote]

[die]

Man skulle vel sikre sig alting var i orden? Selvom han ikke var direkte bange, så lå der da en hvis form for ærefrygt gemt i ham, ikke en han tænkte yderligere over, han handlede mere instinktivt. Det tomme glas stod foran ham, han lod fingeren glide rundt langs kanten og så så mod hende igen. Lige nu var han jo tålmodig nok, for han vidste jo ikke hvad det krævede at få papirene frem, det kunne være det først skulle laves, ja hvad vidste han egentlig om det?
[white]"Nu så jeg jo ting på vejen til salen min dronning, og så pynter De rummet temmelig godt."[/white] Dietrial smilte svagt og sad faktisk ganske fint her, han holdte sin ranke holdning, brugte de manere der var ham lært i livet og gjorde alt for ikke at stirre for meget på dronningen. Han hadet selv når folk stirrede uden nogen grund end at man helst skulle have øjenkontakt, men det var ikke lige hans stil, alt det der med øjenkontakt konstant. Det var altid rart med afveksling, blandt andet for hvad man så på. Det krævede nogle specielle øjne til at holde hans blik da.
[white]"Jeg overvejer snart at holde noget bal, jeg tænker et maskebal. Det er så længe siden nogen som helst har hørt fra os oppe i bjergene. Så bliver folk også bevidste om min faders død, måske en fest til hyldest for ham? En storslået mand."[/white] Kom det lidt tænksomt fra ham, for nu fik han jo lov til at tænke lidt, alt der havde fyldt siden hans faders død var faktisk dette møde og endelig kunne han tænke på andet.

[Drazilla Dragoens]

Et halvt fyldt bæger blev stillet på bordet og et skrapt blik blev sendt imod slaven som tidligere havde hældt for denne skulle hælde op igen og så bare forsvinde, selv lod hun bægeret blev fyldt igen hvorefter der blev serveret for ham, for sulten var hun just ikke så det var ikke noget med at spise denne gang, eftersom folk jo skulle følge hendes lyster og hun skulle ikke tænke på andre.
”Så siger vi det, det er jo dit mening”

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for det var hans mening at der var pyntet godt nok og stedet var storslående og sådan noget selvom hun ikke ligefrem kunne se det, men igen hun var jo vant til disse omgivelser og derfor kedede det hende grusomt nogen gange, hvilket var grunden til hendes små rejser væk fra dette sted men det var også fordi hun bedre kunne rense tankerne hvis hun ikke var her. Hun så atter på Dietrial efter havde set på slaven og senere på porten fordi det her tog for lang tid men der var jo ikke meget at gøre hvis de ikke kunne finde tingene.
”Det var han.. men ja det er flere år siden at man har hørt noget fra jer oppe i bjergene.. jeg var ikke en gang sikker på om i havde overlevet krigen med bjergstammerne”[/color] sagde hun roligt for hun kendte jo ikke særlig meget til hans far, så det var mest af alt i høflighed at hun var enig i at han var en storslående mand, for ærligtalt så kunne hun ikke huske det men hendes hjerne havde også været andre steder de sidste mange år, ja hvor mange kunne hun egentlig ikke sige for når der ikke var det ene så var der jo det andet som optog hendes opmærksomhed.
[/blockquote]

[die]

Deres lille landsby havde ikke mærket noget som helst til nogen former for krig, eller oprør. Så det var fremmed for ham at høre og dette. Det han mente med pynt, havde jo været hende, men han var vel ikke klar nok i sin udtale, nuvel, så måtte han blot trække på skuldrende og lade som ingenting. Han selv så lidt om mod porten da hendes blik havde hvilket der.
[white]"Vi har intet mærket til omverdenen, andet end når vare har været blevet leveret."[/white] Sagde han så, ganske sandt og derfor var det noget af et eventyr han var kommet ud på. Det var en dejlig forandrig og han ville jo nok gøre mere af dette fremover, altså komme ud og væk fra bjergene, selvom han nu allerede nu længdes derhjem. Det var mere fordi varmen var på vej og der var koldere deroppe i bjergene.
[white]"Men krig siger De......"[/white] Kom det så lidt fra ham som han sad og tænkte sig lidt om, måske var der noget som ikke var bemærket, noget som han var sprunget over. Tiden op til hans faders død havde været forvirrende og travl et sted. Det så ikke ligefrem godt ud, men nu hvor han tænkte over det, så havde han faktisk godt hørt lidt rygter om hvad var sket. Men han havde ikke haft lyttet ordenlig efter, ungsindig som han var, kørte tankerne i andre baner end ansvar da det stadig havde været hans faders et sted.

[Drazilla Dragoens]

Egentlig var det meget utroligt at de intet havde hørt, men igen det kunne være de var for langt fra kampens hede og måske havde bjergfolket aldrig generet dem lige så meget som de havde generet de folk tæt på bjergenes fod sammen med begge landes dronninger.
”Det vil egentlig betyde at hverken dig eller din far har leveret krigere til hæren da der blev kaldt ind til det eller givet husly til mine krigere.. Det er ikke ligefrem en god start, men nuvel krigen er så småt ovre og nogle af mine generaler er vendt hjem”

[/color] sagde hun roligt men det kunne jo også godt være at budbringeren aldrig var nået frem til dem, hvilket jo ikke ville overraske nogen for det kunne også være der var blevet glemt at sende en ud, uanset hvad kunne det jo være lige meget nu for krigen var stort set ovre og krigerne var begyndt at vende hjem for de mente ikke der var mere de kunne gøre deroppe nu hvor de fleste bjergstammer var blevet udryddet men om en del år kunne de sikkert gøre det igen for at holde bestanden nede.
”Ja krig.. de pokkers bjergfolk forsøgte at dræbe mig, et forsøg der fejlede og har nu kostet hundredvis af liv, de fleste tab på bjergfolkenes side”[/color] sagde hun roligt som hun tog bægeret igen og nippede til vinen. Men det var ligesom også Zills måde at sige hun ikke så Dietrials familie som bjergfolk, nej hun så dem mere som en del af Darklia til trods for de levede bjergene, noget der jo egentlig bare være et kompliment fordi han var en af Darklias adelige som fik lov at herske i bjergene.
[/blockquote]