Ubrugelig udødelig (Shane)

[Neimi Silvertung]

Nok var det sommer med alt hvad det tilhørte, det smukke vejr hvor solen skinnede højt på himlen og der var ikke en sky at se noget sted. De forskellige fugle der sang oppe i træerne, i himlen eller på folks tage. Det varme vejr, der kunne drive en til vanvid hvis det ikke var for de blive kølige briser som ind i mellem strøg hen over landskabet. Sådan et vejr ville normalt havde glædet den unge skikkelse som sad på en træstamme i lysningen og så udover vandet som glimtede af solens stråler, men denne gang var der ingen glæde at finde i de kønne brune øjne, ingen latter eller smil var kommet over hendes læber og livs gnist kunne findes noget sted i hendes ansigt eller i hendes gang. Havde dette blot været for 1 år siden havde hun nærmest sprunget rundt som en lille killing der legede i det smukke vejr, for hun havde elsket solen noget så højt og den havde normalt fyldt hende med energi men dette var væk nu, nu var der nærmest kun tomhed og opgivelse at spore i hende.
Godt nok havde denne unge kvinde fået nyt rent tøj på som en grøn sommerkjole der gik til hendes knæ, og hendes hud var igen blevet ren efter havde vandret i flere dage før hun var blevet bragt til Nirelia på magiskvis men hun havde nægtet at blive i Nirelia for hun hadede stadig det land, men hun hade nu Darklia lige så meget, så hun var nærmest fanget her på midten mens hun drastisk overvejede om hendes liv skulle ende fordi hun aldrig regnede med at finde glæden igen, hverken ved at have venner, ved solen eller ved at rejse som ellers havde glædet hende før i tiden.. Men nu var hun blot en tom skal der stirrede ned i vandet med et tomt blik som bare udviste hvad hun tænkte på, for hun tænkte ikke, hendes hjerne havde ikke længere drømme. Alt hendes livs gnist var blevet fjernet af en anden magiker som havde myrdet hendes bedste ven og hendes mand samt forsøgt at myrde hende men hun kunne ikke dø, dette var nu hendes forbandelse, en som hun aldrig havde tænkt på for hendes grund til at blive udødelige havde jo været for at forlænge hendes liv da hun var dødende og ikke ville have overlevet endnu en vinter, men lige nu ønskede hun at hun aldrig havde gjort det fordi hun havde ikke længere nogen venner, ingen mand som hun elskede og ingen rejse lyst og ingen lyst til at lærer noget nyt, så i hendes eget hoved var hun så godt som død men lige nu holdt noget hende tilbage, men hvad vidste hun ikke, måske et håb om at hendes gamle jeg ville vende tilbage en dag? Men det tvivlede hun på.

[Shane Taimons]

Dagen bød på en løbetur, hans ben førte ham rimelig hurtig hen over vejen der løb igennem skoven, men snart stormede han ud i krat og buske, sprang og hoppede, det gik hurtigt. Bag ham, løb nogle mænd med våben, rimelig vrede. Hans kolde tyrker med at stoppe med at stjæle, ja den gik altså ikke vildt godt. Lige nu løb han for livet, men morede sig med det største smil på læben. Han havde bar overkrop, varmen tillod ham jo ikke rigtig at kunne have noget på, så ville han da falde om af hedeslag! Shane endte med at falde over en gren og slå et par koldbøtter hen over græsset og endte i en lysning hvor han sad og kom lidt til sig selv efter hans rulletur. Mændene havde opgivet at finde ham, men ville bestemt huske ham. De løse brune bukser som var stumpbukser, var blevet møgbeskidte, men posen om hans skulder sad der da stadig, godt nok lidt viklet rundt. En varm latter blev kun slået op, nøj nogle idioter, de ville da ikke kunne fange ham selv hvis han bare havde løbet halvt så hurtigt, eller, ja lidt selvglad måtte man vel godt være? Lyden af vand fik ham til at smile, det var måske lige det man manglede til at blive kølet ned, det var ikke ligefrem dagen at løbe i!

[Neimi Silvertung]

At stjæle, det havde en gang været hendes levebrød og hun havde elsket det, det med spændingen i næsten at blive snuppet, jagten, og så det at hun egentlig var god til at lokke folk til at gøre de mest mærkelige ting blot for at få mad, en egenskab hun burde have passet på med for nu havde det jo kostet hende alt hun havde lært at elske, fordi en magiker havde forelsket sig i hende men hun havde ikke elsket ham men en vampyr og det havde jo så kostet hende alt nu.. Hendes bedste ven som havde været magikeren, en elskede som var vampyr, hendes hjem med vampyren, som hun egentlig skulle tilbage til for at hente noget men det tænkte hun ikke over, ligesom hun ikke huskede datteren som hun havde med vampyren.. Alt dette var indviklet nok i sig selv så det ville hun ikke tænke over.
Da der blev en masse larm omkring hende, vendte hun hovedet imod lyden og så i den retning med tomme øjne, for hun gad ikke at blande sig. Selvom hun normalt ville have moret sig mindst lige så meget som Shane havde men det var jo ikke godt at blande sig, det havde hun lært på den hårde måde. Så hun lod blikket glide tilbage til vandet, for det lokkede jo på denne varme dag selvom hun hadede vand så lokkede det jo stadig, for det var en måde at køle af på.

[Shane Taimons]

Normalt ville Shane have spottet en køn pige på lang afstand, men han lagde faktisk slet ikke mærke til der var andre. Han sad og kiggede hans tyvekoster igennem og nikkede lidt, der var noget af det han skulle bruge og resten ville han lade ligge til andre, han tog aldrig mere end det han skulle bruge. Med lidt besvær kom han op på benene og rystede lidt på hovedet, han gik ned til vandet og stak hele hovedet ned i som han drak noget og efterfølgende satte sig op og rystede hovedet så vand sprøjtede til alle sider. Så lænte han sig ellers tilbage ned i græsset med armenen bag hovedet og smilte velfornøjet. Han nød virkelig sommeren til fulde. Shane havde en del at tænke på, men lod som flyde ud og bare være tom for en tid, det trængte han rimelig meget til.
[green]"Hvorfor skal den lorte maler være så forbandet svær at finde!"[/green] Muggede han lidt, dog med et smil på læben, fordi han fandt det lidt skægt at han gik så meget igennem bare for en kvinde.

[Neimi Silvertung]

Hun gad ikke blande sig og gad ikke være den gode som ville slås for at få andres ting tilbage, fordi hun jo gættede lidt at en person ikke bare ville efterlade sine ejendele efter have kigget dem igen, jo hun ville men det var kun med tøj når hun fik eller fandt noget nyt. Den lidt nysgerrige sjæl i hende kunne alligevel ikke lade være med at følge den fremmed diskret med øjnene, til trods for de var tomme og ikke skinnede af drilleri som de ellers ville have gjort.
”Måske leder du bare det forkerte sted”

[/color] kunne hun alligevel ikke lade være med at kommentere, for hvis han ikke kunne finde hvad han søgte så måtte han jo tydeligvis lede de forkerte steder. Selvom den udødelige maler havde været svær at finde, noget hun udmærket kendte til for hun havde jo trods alt ledt efter personen i adskillige år før hun endelig fandt hende, noget hun senere havde fortrudt men det skulle hun jo ikke sige højt for det måtte være folks egne valg, selvom de nok skulle tænke sig grundigt om før de gjorde det og så skulle det være for dem selv og ikke for en anden, for at være sammen med denne for så kunne man ende med at fortryde valget.
[/blockquote]

[Shane Taimons]

At hans søgen ville kunne tage flere år havde han slet ikke tænkt over, så svært kunne det da heller ikke være. Eller det havde da været tanken, men nu var han jo ikke ligefrem så sikker igen. Shane så roligt over mod kvinden som havde talt, han tøvede slet ikke med at gå helt hen til hende og bare kigge på hende med sit muntre blik og glade øjne. Et kort buk kom fra ham.
[green]"Og hvor ville du så forslå at jeg leder?"[/green] Kom det spørgende fra ham, han vidste at nogen folk var klogere end andre, men igen, så elskede han at drille folk som kom med gode råd. Ikke at han ikke ville bruge dem, men han havde set sjov med alting og var faktisk en ret spøjs gut. Shane studerede hende lidt, hun så lidt død ud, noget der fik ham til at prikke til hende, uden sådan rigtig at tænke over sin handling. Lidt uheldigt vel, for sådan noget gjorde man ikke bare. Eller jo, Shane gjorde åbenbart.

[Neimi Silvertung]

Da han kom hen til hende så hun blev roligt op på ham med tomme øjne og uden at der kunne findes flere følelser i hendes ansigt, fordi hun ikke rigtigt kunne finde dem frem igen men igen hun prøvede jo heller ikke ligefrem fordi hun manglede noget at leve for, andet end hævn og ønsket om at se hendes bedste ven ligge død foran hende.
”Det kommer an på hvilken maler du leder efter”

[/color] sagde hun roligt for det kunne godt være han ledte efter en helt almindelig maler og der kunne hun jo foreslå nogle forskellige som hun havde mødt eller bare hørt om, men hun regnede nu med at han ledte efter den udødelige maler fordi det var den sværeste maler man kunne lede efter. Da han prikkede til hende kunne han lige så godt have prikket til en død for hun bevægede sig ikke meget ved prikken og hendes blik ændrede sig nu heller ikke. ”Jeg er altså ikke død. Men det kunne da være sjovt at kende sådan en besværgelse der kunne styre et lig”[/color] sagde hun følelsesløs uden så meget at smile selvom det egentlig kunne være en smule sjovt, noget hun ville bruge imod Leo hvis det var bare for at få ham til at gøre ting og sager han aldrig ville gøre i live.
[/blockquote]

[Shane Taimons]

Hvor dyster hun end virkede, var det ikke ligefrem fordi han ville opgive at tale med hende, for han var jo nysgerrig efter maleren, altså den udødelige maler. Dog imponerede det ham lidt at han ikke fik en på hovedet for at prikke til hende, hun virkede helt død i sindet, ingen livsgnist overhovedet. Hvilket var trist for en køn ung dame, så han var da lidt på en mission for at prøve at få lidt liv i hende måske, bare et lille smil frem på det dukkeagtige ansigt, hun var som en dukke, hel fejlfri i huden.
[green]"Du ser ret død ud."[/green] Konstaterede han så, mens han stod og tænkte sig lidt om. Han satte sig bare ved hende og så lidt ud i luften og så tilbage på hende, da luften ikke var yderligere interessant at glo på. Med et lidt nysgerrigt blik, så han blot rundt på hende og studerede hende.
[green]"Den udødelige maler. Jeg vil gerne have evigt liv."[/green] Kom det så fra ham, efter hans lille tankestrøm, om det nu var klogt at lade grønsagen vide alting, men sådan igen, det var jo en simpel mission, ganske ufarlig. I hvert fald indtil videre.

[Neimi Silvertung]

Denne dystre side af hende som han kaldte det, var heller ikke ligefrem en side hun var stolt af og normalt ville hun selv forsøge at putte liv i folk hvis hun mødte sådan nogle, og det var jo gerne vampyrerne som hun så tit havde mødt, disse væsner var ind i mellem ret døde i sjælen ligesom hende.
”Måske er jeg det også, inden i”

[/color] sagde hun roligt som hun så lige frem for sig da han satte sig ved siden af hende, noget hun tillod for hun var jo efterhånden ligeglad med hende liv, ligeglad med hvad der skete omkring hende, og ligeglad med solen som skinnede imod hendes hud, en sol hun havde elsket i mange år men nu betød den intet fordi hun var som en død inden i.
”Det ønskede jeg mig også en gang, fordi jeg ville have mere tid med den mand jeg elskede og nu..”[/color] sagde hun igen uden følelser for det havde jo en gang været hendes højeste ønske den gang hun var dødelig og dødende, så den gang havde det kun været et held at hun havde fundet maleren for ellers havde hun ikke overlevet vinteren. Hun afsluttede ikke sætningen for han kunne jo næsten gætte sig til at hun havde fortrudt nu hvor hun virkede så død og uden nogle former for livsgnist i hende til trods for hun en gang havde været fyldt med liv, glade dage og morskab.
[/blockquote]

[Shane Taimons]

[green]"Hmmm..."[/green] Kom det bare fra ham, da hun sagde at det var hun måske også indeni. Han studerede hende lidt, prikkede endnu engang til hende, bare for at prøve at få hende til at reagere lidt, for i længden måtte det vel blive irriterende. Med et lille smil kom han frem til at det sagtens kunne vende igen, hjertesorger kom man sig over, nu kendte han jo slet ikke hendes historie, men hun måtte da kunne få det bedste ud af sit udødelige liv.
[green]"En mand huh? Det plejer da ellers at være omvendt, kvinder som driver mænd ud på randen. Jeg har aldrig set omvendt, hvilket gør dig til noget helt specielt. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt endnu... Kærlighed er jo en god ting og kærligheden må have været det som har holdt din gnist igang.... Jeg vil gætte på han har forladt dig, på den ene eller anden måde..... Om det så var til fordel for et andet liv eller om det var døden, det skal jeg ikke kunne sige.... Hmmm."[/green] Han sluttede sin mindre talestrøm af med en tænkende lyd, for han skulle jo lige finde ud af hende. Desuden, kunne han ikke bruge hendes fortid til så meget, men hendes viden om maleren, kunne han til gengæld godt bruge. Alligevel kunne han ikke helt lade være med at skulle vide lidt mere om hende og prøve at rede skøn jomfruen i nød.

[Neimi Silvertung]

Egentlig var der ikke mere at sige for hendes vedkommende, selvom hun blev lidt irriteret over han blev ved med at prikke til hende så hun daskede ud efter hans hånd som om det var en irriterende flue der bare ikke ville forsvinde, en af dem der var stædige og bare skulle dø men hun daskede nu ikke mere end en gang.
Hun åbnede munden for at kommentere på det han sagde mens hun så på ham, men lukkede den så igen og så ned i jorden. ”Det gjorde jeg så også. Bare ikke den samme mand men omkring samme tidspunkt”

[/color] sagde hun roligt og sukkede så opgivende for jo hun havde da drevet adskillige mænd ud på randen og det havde moret hende så meget den gang at se hvor langt hun kunne drive dem ud og nu var det hendes tur til at blive drevet derud hvor hun ville myrde hendes bedste ven. ”Kærligheden er en forbandelse, jeg var meget lykkeligere den gang jeg ikke følte den men igen jeg var også lykkelig den gang jeg fandt manden som lærte mig kærlighed og som ændrede min grund til at blive udødelig... Jeg fatter ikke hvordan folk kan leve med den følelse, den er forfærdelig..”[/color] sagde hun lettere opgivende som hun så ned i jorden for hun fattede virkelig ikke hvordan folk kunne leve med kærlighed, den gavnede jo ikke ligefrem særlig meget og bragte kun smerte og lidelse med sig.
[/blockquote]

[Shane Taimons]

Når det kom til kærlighed, havde han altid ment det bare kom og gik, og han var jo for nyeligt blevet offer for en kærlighed der var bare lidt mere end det. Så på en måde kunne han da godt følge hende, men så igen, han var ikke ligefrem typen der græd over spildt mælk. Det blev han måske hvis han mistede sin nye kærlighed, men det ville tiden vise. Roligt studerede han bare hendes reaktioner, de små der var, de små livstegn. Som han da håbede på blev større.
[green]"Der er vel gode og dårlige ting ved alting, så hvorfor ikke også kærlighed? Jo større og stærkere en kærlighed, desto mere smerte og pinsel hvis det forsvinder. Men mon ikke det går over med tiden? Der skal bare noget forandring ind i livet, og lidt pift i sagerne."[/green] Sagde han så med et kort grin, han ville da ikke tabe fjæs fordi hendes hang som en eller anden fransk bulldogs. Han kom op og stå igen og strakte sig lidt, som han så rundt om sig og endte så med at tage lidt af drikke igen, da han vendte tilbage så han bare roligt med hende med de glade øjne og det lidt drillende charmerende smil på læben.

[Neimi Silvertung]

Normalt var hun heller ikke typen der græd over spildt mælk eller egentlig bare græd men lige med det her havde hun nærmest grædt i adskillige dage og med hver tårer var der en del af hende som var forsvundet med det så hun følte sig tom for alt.
”Tror ikke dette går over med tiden.. jeg mistede alt.. Jeg har intet tilbage at leve for.. Så tag mit råd i det mindste hvis du ønsker at blive udødelig.. Bliv ikke udødelig for kærlighedens skyld, ikke for en du elsker.. Du vil fortryde det.. de vil gøre dig ondt og det skal du leve med i alt evighed”

[/color] sagde hun roligt men det blev sidste sag i en advarende tone for det var nok den dummeste grund til at man skulle blive udødelig, for at blive med en person hvor fremtiden ville være usikker uanset hvor stærk man troede kærligheden og uanset hvor lykkelig man var sammen med den person.. Godt nok huskede hun den oprindelse grund men lysten til at følge den var forsvundet fuldstændig, så hun regnede aldrig med at blive den samme igen.. det kunne hun ikke for hendes tanker kredsede hele tiden om den hun havde mistet både til døden og til sindssygen.
[/blockquote]

[Shane Taimons]

Det var da tydeligt hun havde gået nogle barske ting igennem, sikkert ting som han slet slet ikke ville kunne forstille sig hvor slemme var, men han var jo heller ikke ude på at høre hende tude hans øre fulde med sørgelige historier. Der kom et kort grin fra ham, han rystede på hovedet.
[green]"Jeg bliver udødelig for at beholde mit gode udseende for altid mens jeg opdager nye ting hver dag."[/green] Grinte han, lige nu havde han ingen ide om at han faktisk var klar til at ville slå sig lidt ned, men et sted var han nok ikke ligefrem helt klar til det. Indeni ville han altid være en gadedreng med krudt i røven og nysgerrighed for at opdage verdenshjørnerne. Roligt studerede han hende, hun trængte til at vågne lidt mente han, så det var ret fristende at dyppe hende i vandet, for hvad han kunne se af, ville hun ikke gøre meget modstand, men igen, hun ville nok også være ligeglad og så var der jo intet sjovt ved det. Så ideen blev ikke til mere end i hans tanker. Selvom det var rigtig svært at lade være.

[Neimi Silvertung]

Hun havde ikke tænkt sig at fylde hans øre med sørgelige historier eller tudbrøle foran ham, for sådan en var hun just ikke, eller jo lidt med de sørgelige historier men det var for at vinde tillid hos en person men det med at græde foran andre gjorde hun just ikke, desuden var der kun 2 i denne verden som havde set hende græde.. Den ene var nu død og den anden havde hun sværget hævn over.
Hun sukkede kort og satte den ene albue imod benet mens hun så udover vandet. ”Det var også min grund i starten.. og så blev jeg forelsket.. og nu har jeg mistet min elskede og hans morder gemmer et eller andet for mig.. Hvad ved jeg ikke for han har været inde og rode med min hjerne.. igen”

[/color] sagde hun roligt men stadig lettere følelsesløs for hun følte jo ikke meget som hun snakkede og var tom for tanker, selvom en lille tanke slog ned i hende og fik lokket meget næsten usynligt skævt smil frem over hendes læber. ”Eller udseendet kunne kun blive bedre”[/color] sagde hun lidt for sig selv for hun havde jo aldrig ment at hun havde haft et godt udseende men det ville jo hjælpe hende til at skjule arrene bedre selvom hun vidste de ville være der men nu var hun dog ikke helt flov over hendes ryg som ellers havde været fyldt med ar.
[/blockquote]