Payment is due.

[Lucan De Lupora]

Lucan stod midt i slotsgården, og snakkede blidt til sin hest. Han var iført sin ringbrynje, og havde sit skjold hængende over skulderen. Lucan ventede på at en af officerene ville lette røven og komme med hans betaling. Det var typisk. De hyrede ham til at lave et eller andet beskidt arbejde, og så snøvlede de med at betale ham. Ikke at han behøvede pengene, han havde rigeligt, men det var princippet. Han så ned på sin hjelm som hang fra en krog i bæltet, og klappede hesten. Hesten kunne fornemme sin herres utålmodig og trampede let i jorden og prustede, mens Lucan åndsfraværende prøvede at berolige den, med en blid stemme. "Så så min ven, der sker ikke noget." mumlede han sagte, og så overmod kriger folden.

[valentino]

Valentino tog et skridt ud i slotsgården og sniffede natteluften ind og kiggede sig omkring. Omkring ham stimlede to andre officerer omkring ham og gik rundt for at betale de lejesvende og soldater som ville have deres betaling. Resten af natten var der stadig tid til at hente betalingen men der var altid de folk som var utålmodige. Valentino stod og vendte en mønt i hånden og holdte den op for sig. "Så mange liv er gået tabt grundet mønter magen til denne. Så let at knuse men dog så stor kraft." Han grinte kort. Så længe disse mennesker og andre skabninger kunne udnyttes til deres fordel skulle de nok få deres mønt som de ville have.
For at beskytte lidt imod resterne af vinterens greb havde han en sort silkeskjorte på og nogle sorte hør bukser på også. Han havde også nogle ret flotte sko men sværd havde han ikke på sig. Det kom altid til ham hvis problemet lå der.

[Lucan De Lupora]

Lucan hørte en person tale, og svarede, mere til sig selv end til ham. "Guld efterhånden det eneste vi kan stole på i denne verden, det og døden." Han fnøs, pengene var ikke hovedgrunden til at han kæmpede nu. Han kæmpede fordi det var det han kunne. "Døden er mit håndværk, og som tømrere og murere, så skal jeg vel også have løn".
Lucan tog et æble i en af saddeltaskerne og gav det til hesten. "Du har været dygtig i dag min ven, min beskytter" hviskede han blidt til hesten. "Du gør mit håndværk lettere." Han klappede hesten igen, og aede den på mulen.

[valentino]

Han kiggede op og kiggede på manden som snakkede. Han smed henkastet en mønt ned i en kiste som i forvejen bugnede med mønter. Han gik hen imod manden. "Hvem betaler så manden som betaler dig? Du er ikke lige så vigtig som murerne og tømrerne. Du opbygger intet men lægger ting øde. Men alligevel er det ødelæggeren jeg betaler mest for" han sukkede. Han kiggede nu nærmere på manden. Det var ikke første gang han havde været i krig og ikke første gang manden havde slået ihjel. Var han værdig? Kunne han bruge ham? Det måtte han finde ud af. "Jeg beklager min tale. Det var uden tanke på at andre kunne høre mig. Mit navn er Valentino Vargas hertug i dette rige. Og må jeg spørge hvem de er?"

[Lucan De Lupora]

Lucan så på ham "Du betaler mere fordi, at selvom vores håndværk ikke er mere værd, så er det smukkere, og mere besværligt. Man betaler ikke for at slå nogen ihjel, du betaler for at få nogen til at slå ihjel for dig." Lucan vendte sig imod Valentino "Og eftersom du er Hertug, antager jeg ikke at du behøves at spørge om lov, mit navn er Lucan De Lupora." Lucan var ikke syndeligt imponeret af titler, og stod her kun fordi han stadig ventede på pengene. "Store mænd har for vane at holde tale, ofte fordi at de nyder lyden af deres egen stemme. En af trænings officerende for et årti siden, kunne næsten ikke stoppe med at tale igen." Af ren og skær vane, lagde han sin hånd på sin sværdknop, den mest afslappede position med den tunge brynje. "Hvad skylder man æren af Herrens opmærksomhed?"

[valentino]

Valentino kiggede længe på manden og studere ham grundigt før han endnu svarede ham. "Du ved meget for en almindelig soldag. Må jeg høre hvorfor du helt præcis er soldat og ikke diplomat eller anden stilling?" spurgte han endelig og vendte sig imod hesten og studerede også den. Han grinede over mandens udtale om at kunne lide at høre sig selv tale. "Haha du har ret nogen mennesker elsker at høre sig selv tale. Jeg er højest sandsynligt en af de selv samme. Sådan har de fleste soldater det." Han fortsatte med at smile lidt imens han studerede hesten.

[Lucan De Lupora]

Lucan lo "De lader ikke gadebørn blive diplomater. Soldater livet passede mig godt, og jeg er da ikke nød til at stjæle mad længere. Men ja, jeg er klogere end de fleste andre, som deler mit fag, det er da også derfor at jeg står her og venter på penge, i stedet for at få den en gang om måneden." Hesten trippede lidt til siden da Valentino vendte sig mod den, som om der var noget ved hans lugt den ikke var vant til. "Men Herren har stadig ikke svaret på mit spørgsmål, og undskyld hvis jeg virker uhøflig, med hvad vil Herren? For jeg kan ikke forestiller mig du bare kommer hen og snakker med alle de "almindelige" soldater." Lucan studerede ham nærmere, hvad var det denne mand vil?

[valentino]

Valentino grinede igen og lod blikket vandre fra hesten til ham igen. Denne mand var nu meget klar over sin plads i verden og forsøgte tydeligvis ikke at ændre på sin tilværelse. Så var han egentlig ikke sikker på at han kunne bruge denne mand til noget som helst. Valentino kiggede gennemborende på Lucan da han stillede sit spørgsmål endnu en gang. "Ha du virker ikke til at kunne få på andre tanker. Jeg leder efter loyale soldater." Mere ville Valentino ikke fortælle ham. Det var ikke noget almindelige soldater behøvede at vide.

[Lucan De Lupora]

Lucan lo "Jeg har aldrig sagt, at jeg ikke var loyal, jeg har sagt at jeg var klog. Officerer kan ikke lide at man er klogere end dem" sagde han leende. "At rette på en officer er ikke noget en soldat bør gøre for ofte. Lucan studerede Valentino. Der stak noget under, han planlagde noget, men hvad. "Ikke når jeg ikke har noget foran mig der kan ændre dem, og du har endnu ikke stille noget." Lucan tøvede et sekund, og så rettede han ryggen, og stirrede manden lige ind i øjnene "Din titel imponere mig ikke, og du skal ikke tro at jeg følger folk, bare fordi de har en titel, hvis du vil værge mig, må du forklare dig" Valentino legede katten efter musen, en leg som Lucan forstod, men hadede. "Du vinder mere ved at være direkte."

[valentino]

Valentino viftede dovent med hånden over hans lille forelæsning. "Jaja det er fint alt sammen" sagde han dovent men hurtigt vendte hans beslutsomhed tilbage i øjnene da denne soldat kiggede direkte på ham. "Pas på min ven. En dag er der en adelig som er mere fine på den end jeg er og så for han gjort noget ved dig" sagde Valentino advarende.
Han kiggede kort rundt på de andre folk som stod der og blev pludselig lidt lusket i det. "Fint du vil vide hvad der sker. Så hold kæft og følg mig." Det var tydeligt det ikke var til diskussion men en ordre. Han marcherede væk fra pladsen og ind i den store bygning han var kommet fra. Han gik derefter hen til en dør som en meget stor mand spærrede for. Denne mand havde en fuld plade rustning på og et stort to hånds sværd og det var tydeligt at han kunne finde ud af at bruge det. "Hertug Valentino Vargas. Jeg skal ind." Som havde han sagt et kodeord bukkede denne mand og trådte til side. Valentino gik ind i lokalet. Lokalet var spartansk uden den store indretning. Et bord med en stol på hver side og nogle pergamenter lå på bordet. I en glas montre ved siden af den ene stol lå et sværd på en flot råd pude som lå og glimtede. "Her kan vi tale uden spioner hører efter. Rummet er magisk forseglet imod spioner" forklarede Valentino. Han satte sig i stolen ved sværdet og pegede på den anden stol som en gestus til at Lucan skulle sætte sig.

[Lucan De Lupora]

Lucan lo en barsk latter, "Folk har prøvet" sagde han, næsten ligegyldigt. "Ja ja når Herren nu spørger så pænt" sagde Lucan lavt, og fulgte efter Valentino. Det skulle jo nok blive interessant dette her. Han så så sig lidt omkring, han havde aldrig været i denne bygning. Vagten gjorde ikke engang mine til at stoppe ham. Det var enten en meget doven vagt, eller en meget kompetent herre. Lucan så sig rundt i salen mens Valentino snakkede, og satte sig ned i stolen. "Jo vist, men hvordan ved Herren at jeg ikke er spion?" Spurgte han, ikke fordi at han var spion, politik kedede ham faktisk lidt, det var som handel imellem tiggere. "Hvorom alting er, så går jeg ikke ud fra at Herren blot trækker mig herind, for et simpelt angreb. Lad mig gætte, et angreb et eller andet sted i Nirelia, måske endda selve slottet. Nej det havde du jo nok ikke kun valgt at dele med en simpel lejesvend. Lidt mere dystert måske, noget her i Darkilla?"

[valentino]

Valentino var tavst i al den tid han gik og så meget sammenbidt ud. Nu måtte det enten briste eller bære. Han måtte træde yderst forsigtigt hvis ikke denne mand skulle ødelægge det hele. Men så overvandt hans selvsikkerhed ham. Hvem ville dog nogensinde lytte til en almen legesvend. Men det havde aldrig været de mest oplagte folk Valentino brugte. Men det var alligevel dem som gjorde arbejdet bedst. "Hvor kendt er du med Vargas familien" spurgte Valentino endelig. Han gik hen og kiggede på sværdet i montren uden at røbe noget i ansigtsudtryk. "Hvor stor ville du sige din loyalitet til Darklia var? Ligger din loyalitet hos den med flest penge? Er det det? For det er intet problem" han fik sagt spørgsmålene så fast at det var tydeligt han forventede dem besvaret.

[Lucan De Lupora]

Lucan så på ham "Jeg kender lidt til det navn Herre. Og jeg vidste at en hertug Valentino til hørte det, men jeg kendte ikke dit udseende før nu" Han så rundt i rummet, "Men de fleste mennesker kender vel til navnet Vargas, på den ene eller den anden måde." Hvad var det han var ved at rode sig ud i. Gudskelov var han ikke blevet informeret om noget vitalt, så endnu var der ikke grund til at frygte noget. "Min loyalitet til landet forsvandt med min familie Herre. Det er ikke alle gadebørn der bliver hjulpet op af rendestenen af andre. Men Herren har selvfølgelig min loyalitet, så længe han betaler. Herren kan vel godt forstå, at den eneste jeg virkelig stoler på er mig selv." Lucan sukkede. Det var den mest diplomatiske måde, at sige at Darklia ikke betød det store for ham. Landet havde ikke gjort meget for ham, og han kunne lige så godt være flyttet så snart han havde muligheden. "Men Herren må forstå at jeg ikke går direkte i døden, uanset hvor mange penge man tilbyder mig. Jeg er måske bare en almen lejesvend, men jeg værdsætter mit liv nok til at forlade en kamp når den er tabt."