i was just walking by!

[Draknie Dragoens]

himlen var letter lysegrå af de synde skyer på himlen, men selv om de var tynde kunne solen tydelig vis ikke skinde ordenlig igennem. det vasle mere regen ind sol men de forhinter ikke folk i infierno for at gå tur eller handle eller udfør andre daglig pligter, Kilia hade valgt at snuppe sig en 'fridag' fra studier og træning. hendes arme var enlig næsten heale efter hendes styrt på hesten for nogle uger siden, og det var nu rart for kamp træning hade vær svært med kun en arm selv om hun var bleven beder til at bruge kort svær, hun hade ikke styrken til at løft et svær som mænd brugt, men det gjord hende heller ikke nogte. så snart zill hade lært hende at bruge sin drage form kunne hun bare smadder dem der prøve at gør hende ondt eller hendes familie, hun hade klædt sig i en simpel hvid top der sad tæt og gik hende til midt på hoften hvor hendes bukser starte, hendes bukser var tæt siden mærke brun læder, hun hade et par knæ høje dame støvler på, lave i lyser læder, det lange blondt næsten hvid hår var sat op i en heste hale. hun hade vært ude og gå ganske roligt, ind til nogle mænd som hun tydelig hade gjordt bekendt skab med stød på hende på gade, mænden var slave jæger, de bragt flygt slaver tilbage til market eller bragt ny fangst til slave sælgerne. uheldig for kilia troede de stadig hun var slave og det resulter i en minder jagt, det godt var at kilia var hurtig til bens og der gik ikke længe før hun var et godt stykke for and dem, ingen slave fanger hade kunne fange hende ikke før hun var træt og hun kunne løbe i nogle timer på fuld trøne inden hun måtte hvile en dags tid, hun løb af sted mens man hørt mænden råb "stop den slave!" kilias ellers baby blå øjne lyst rød i vrede, hun håbe snart zill ville offenlig gøre hvem hun var for det her var virkelig ved at vær træls!

[Lucan De Lupora]

Kilia løb forbi Lucan mens slave jægerne råbte. Han havde været ud og handle lidt ind og købe lidt nyt mad, som han havde i tasken der hang over skulderen. Han sukkede, de var da nogle idioter. "Stop" råbte han med sin kraftige stemme der vant til at overdøve krigslarm. "Hun er jo ikke en slave hende her. Hun ligner i hvert fald ikke en slave" Han stillede sig ud foran dem. Han var ikke i rustning, men havde sit sværd og sin daggert med. Dem trak han nu, og stillede sig ud foran dem. "Goddag, Lucan De Lupora, måske i har hørt om mig." Sagde han. Hans stemme var nu kold, næsten ligegyldig. Han var gået i sit "kamp mode" og viste ingen følelser. Mændene stirrede på ham "Er en enkelt slave værd at dø for?" spurgte han koldt, og trådte et skridt frem imod dem. De begyndte at bakke tilbage.