Rainy spring as were it autumn

[Deleted]

Kiyomi vågnede op i hendes seng tidlig morgen. Hun kunne høre at det regnede udenfor, men da det var forår så var det normalt, men det var særdeles trist dette forår, der ellers skulle være forberedelsen på sommeren. Hun mindes tilbage til den dag hun sidst så hendes. Hvis bare han ville være mere forsigtig så ville han nok ikke være forsvundet. Hun sukkede ved tanken om at han stadig ikke er kommet hjem, og så oven i købet med tre døtre der venter på hans tilbagekomst.

Hun stod op af sengen og iførte sig hendes grålige kåbe, hvorefter hun gik hen og kiggede ud gennem vinduet mens regndråberne ramte jorden. Inden længe blev der banket på døren. "Morgenmaden er klar til at blive serveret i spisesalen", sagde en tjenestepige. Kiyomi kiggede blot videre som hun sagde, "Jeg kommer om lidt, så bare gør det klar", hvorefter tjenestepigen gik.

Hun var ikke i det bedste humør til at spise morgenmad, men hun vidste at hun havde brug for det for ellers vil det bare blive værre. Hun gik noget tid efter stille og roligt ud på gangen, og videre ned til spisesalen hvor der var blevet serveret, med håbet om bare lidt selskab med en af de søskende eller begge to, som hun måtte tage sig af som den ældste af de tre, samt tage sig af nogle de ting deres far ellers plejede at ordne selv.

[Odette Soul]

Flere dage og uger var gået siden hun i vinters var taget til Infierno for at få lavet adskillige ting til herregården. Gryder, pander, økser, hamre og andre redskaber som blev brugt i køkkenet, stalden eller bare nogle af de ting de skulle bruge på marken når det var tid til at så, noget de havde fået gjort men nu måtte hun vente på at naturen gik sin gang, så normalt ville hun bryde regnen velkommen.
Dog denne dag var det en smule anderledes for det havde regnet for længe og hun var gået hen og blevet en del rastløs, så meget at hun ikke kunne sove ordentligt, læse eller noget andet der krævede hun sad stille i længere tid. Så efter en næsten søvnløs nat var hun stået op og set ud af vinduet hvorefter hun havde sukket opgivende, for hun var stadig i tvivl og det var svært at holde hendes hemmelighed fordi det gav hende skyldfølelse over at have fundet en smule glæde og lykke i denne svære stund hvor deres far havde været væk uden nogen former for lyd eller besked på om at han havde det godt, noget der ikke lignede ham.
Hun stod ved vinduet og så ud i fuld påklædning med den grønne kjole hvor hun havde en brun skind vest på for at fremhæve hendes former og holde kjolen lidt på plads, da en tjenestepige kom hen for at hente hende ned til morgenmaden. Hun stod og bed hendes negle da pigen kom ind, men hun holdt hurtigt op med den nye dårlige vane hun havde fået efter hun var kommet hjem fra smeden, men hun havde så vidt forsøgt at skjule den.
Roligt gik hun ned til spisebordet hvor der blev serveret for hende men i starten så hun bare på det med et suk, for hun var ikke rigtigt sulten, der var ting der skulle ordnes, ting som deres far plejede at ordne som de nu måtte hjælpes med, men det var nu ikke noget problem for Odette for hun plejede at hjælpe deres far så hun havde jo styr på tingene og når hun endelig kom i gang var det rart at få tankerne væk, bare for en stund så hun ikke ville virke så fjern og mistænkelig hele tiden. Hun så roligt op da Kiyomi kom ind Godmorgen søs.." sagde hun roligt dog uden det sædvanlige glade smil som normalt ellers altid spillede over hendes læber, men samvittigheden var ved at blive for overvældende til at hun kunne skjule den i længere tid.

[Deleted]

”G-godmorgen Odette”, sagde Kiyomi også roligt, men så hurtigt at Tamara ikke var herinde, dog ikke overraskende i disse omstændigheder, eller måske sov hun stadig. Det hele var ikkedestomindre en rod i starten, men fordi de var tre og ikke én, fik de nogenlunde styr på det ret hurtigt i deres fars plads. Men uanset hvor meget styr de havde på tingene, så ønskede de alle tre at han snart ville komme tilbage. Hun tog plads ved siden af Odette, og selvom hun mest af alt ikke havde så meget lyst til at spise, så var hun nødt til det om hun så skulle tvinge sig selv til det, for hun havde brug for det, hendes krop havde brug for det, for hun har to småsøskende at tage sig af, ikke fordi de var børn men fordi hun var deres storesøster. I hvert fald indtil de hører noget godt nyt om deres far, hvilket hun håber på at de vil få snart. Men underlig nok har der ikke været besked fra kidnappere om løsepenge hvis han var blevet kidnappet, hvilket er højst sandsynligt da han ikke bare ville forsvinde uden et ord, især ikke i så lang tid. Hun håbede hver dag, hver aften at han vil vende tilbage så det hele kunne blive som det var før.
Men uanset hvor meget Kiyomi havde brug for at spise, så startede hun med at hælde mælk i et glas og drak lidt af det ret langsomt før hun spurgte, ”Går det?”, mens hendes øjne hvilede på Odette.

[Odette Soul]

Odette nikkede roligt til Kiyomi efter hun havde sagt godmorgen, selv tog hun dog noget brød som hun begyndte at smøre noget smør og lægge noget ost på, selvom hun ikke ligefrem havde den største appetit så havde hun brug for energien når hun skulle i gang med arbejdet, for dagene måtte jo forsætte ligesom arbejdet der skulle passes. Dyrene skulle have mad og der skulle snart høstet samt der skulle ske så mange andre ting.
"Nej det går ikke.. Jeg kan ikke spise eller sove eller koncentrere mig særlig meget.. Men arbejdet skal jo passes" sagde hun roligt med et skævt undskyldende smil, for det lignede jo ikke den ellers glade og hårdt arbejdende Odette for hun havde normalt altid en god appetit og sov som en sten om natten efter en hård dags arbejde, men der var så meget som bekymrede hende for tiden både det med at deres far stadig var væk og havde været det længe uden ord men også det hun var gået hen og blevet forelsket i en mand som hun nok alligevel ikke ville kunne få, eller jo det ville hun egentligt godt kunne fordi hun havde fundet ud af at han var greve eller var det hertuge? men igen hun havde ikke set ham længe så hun var begyndt at savne ham utroligt meget og undrede sig over han ikke havde givet lyd fra sig, men igen han kunne jo have leget med hende, men så beviste han bare at hun havde ret i hendes påstand at den eneste mand hun kunne stole på og elske var hendes far.