Holding back

[Ranja Garcia]

Ranja kom med en varm latter ved hans ord og satte den igen vildfarende tot hår tilbage på plads. Det var egentlig ret imponerende hvordan den blev ved med at stikke af og ned foran hendes øjne, når resten opførte sig mere eksemplarisk. Måske var det bare fordi, at Ranja altid havde noget over sig, som ikke ønskede at være ligesom resten af den almindelige flok af mennesker. ”Det gør du allerede Sam.[/color]” sagde hun ærligt, med et glimt i øjet. For det gjorde han jo. Hun følte sig allerede bedre tilpas og mere afslappet end før hun begav sig ind i byen. De andres blikke havde ikke irriteret hende på nogen måde, og det gjorde de for så vidt heller ikke nu, selvom hun bemærkede at flere kiggede end før, og hviskede i hjørnerne. Men hvad gavn gav det for hende at tænke over hvad de mente? Hun gjorde jo ikke nogen fortræd som hun sad her og nød vinden og det fortræffelige selskab, som hun helst ikke ville havde, forsvandt ud af hendes liv igen. Sam havde fået hende til ikke at fortryde hun tog af sted. Måske fik hun ikke sin søster at se, men hun havde fundet ham, og det gjorde rejse det værd, måtte man ærligt indrømme.
Der ville alle dage være skænderi mellem søskende. Selv efter at Ranja var faldet til ro, med sin bror i hulen og at de det meste af tiden var enige om tingene, havde de også deres tørn med skænderier og snerren af hinanden. Ikke sagt at de nogensinde ville gå hver til sit. De holdte for meget af hinanden til at gøre sådan noget, og det var nok det samme med Sam, som udviste hvor stor en lykke han havde med sin familie. Noget hun en smule misundede ham, men mest mærkede hun glæden over at han var så lykkelig over sin familie, som enhver burde være med dem de holdte af.
Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, mens hun kiggede på den røde drik. ”Min far oplærte os, Liam og mig, som jægere. Men da jeg var yngre hjalp jeg til på gården hvor vi boede. Min mor forsøgte forgæves at lære mig at sy, men efter lidt tid blev jeg sendt ud og passe dyrene for det meste.[/color]” sagde hun med et lille skuldertræk. Hun havde ikke foretaget sig alverdens forskellige ting. Hun hadede at sy, for hun følte sig altid så fummelfinger og klodset når hun begav sig ud i sådan noget. Og at passe dyrene var mere hendes smag, men stadig for ens formet og kedeligt. Ikke sagt at hun ikke kunne lide at der var en proces i systemet, men nogle gange havde hun behovet for at lave noget ud over det sædvanlige i stedet for bare at sidde derhjemme og sy, som hendes mor ønskede det skulle være. Ranja følte behovet for at hun kunne mærke hun havde kørt sin krop træt af hårdt arbejde, så hun kunne sove godt om natten.
”Det lyder mere og mere som en fortryllende sted. Dertil gavner det meget at du holder af traditionen og ikke føler den er blevet dig påtvunget. Har jeg ret?[/color]” hun vidste selvfølgelig ikke om hendes antagelser var rigtige, men ud fra hans udstråling og det varme glød som lyste ud af ham, hver gang han snakkede om livet han førte sig med at lave vin. Det varmede at mærke den glæde han havde ved det liv han første sig.

[Deleted]

Solen der varmede, fuglene som blev lokket til at brødkrummer og lignende kvidrede, lyden af folk som gik forbi dem eller sad nær dem. Det hele var bare en dejlig dag i byen for ham, han nød hver eneste lyd, at mærke den myldren det bar med sig som var så trygt fordi det var vant. Sam smilte stort til at han allerede havde gjort hendes tur værd at tage, han nød hendes selbskab utroligt meget og det gjorde ham faktisk lidt trist at vide hun skulle tilbage, men så måtte han jo komme og besøge hende. Dette bekendtskab ville han ikke af med igen, for hun virkede jo rar og sød, smuk og inteligent. Hans glas var snart tømt, han drak vin som var det vand, og var van til alkoholen i. De lavede også druesaft til børnene på gården, uden alkohol og klar til at drikke, det behøvede ikke at gære. Det blev tit drukket til deres små fester og andre ting. Deres sommerfest skulle holdes om et par dage. Venner af familien kom lang vejs fra for at være med, så de håbede at vejret blev perfekt til at holde det udendørs. Hans søstre havde kvidret om festen i flere uger og nu glæder Sam sig efterhånden som et lille barn.
At der blev sendt blikke deres vej, hvisket om dem i flere smågrupper, det ænsede han ikke, han var alt for forgabt af sit selvskab og så blot beundrende på hende. Tanken om at hun havde været stædig som barn faldt ham ind, han så det for sig, hendes mors kamp som var forgæves fordi at hendes datter ville en anden vej. Tænk at have en forældre som ikke støttede op om en. Havde Sam ville noget andet, var hans far da blevet skuffet, men havde støttet ham og havde vendt sig til tanken. Den gamle kloge mand, han savnede ham tit, men ærede hans minde i sin produktion af vin.
[blue]"Du er utroligt modig, at turde være dig selv. Man ser jo op til en som dig Ranja. At være sig selv og ikke lade nogen bestemme ens vej, er en smuk og stor ting. Det lader en leve livet som man ønsker. Det er der man finder lykken."[/blue] Kom det blidt og varmt fra ham, han skænkede mere op i hendes glas, selv hvis det ikke var tomt, fyldte han op og fyldte så sit eget tomme glas op. Lod den få ilt og nippede så til den med et fredfyldt ansigt. Hver smag af de forskellige ingrediencer kendte han til, kunne skilne dem hvis han konsentrerede sig nok.
[blue]"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg forstiller mig dig som denne her smukke amazone når du er på jagt. En sjov tanke."[/blue] Lo han og rystede på hovedet af sig selv, han så på hende med et charmende varmt blik og nippede igen til sin vin. Efter noget tid lod han blikket hvile i hendes brune øjne som fangede ham, han anede ikke hvad tid på dagen det var og han var ligeglad. Lige nu nød han blot at dele vin med en smuk og fortryllende kvinde som fangede manges interesse, både på godt og ondt. Hans var lidt for godt til at være sundt.
[blue]"Det er så smukt, jeg ville elske at vise dig det en dag Ranja. Stort set alle jeg kender forelsker sig i stedet med det samme. Jeg blev jo opdraget i det, det er hele mit liv og jeg elsker det. Jeg har aldrig haft trangen til at prøve andet."[/blue] Stemmen var varm, dyb og tydeligt fyldt med passion og kærlig glød. Det samme glimt fandtes i hans øjne, han var virkelig speciel hvad sådan noget kom til.

[Ranja Garcia]

Ranja nød solen, som lod sine stråler skinne ned på dem, som de sad ved bordet og snakkede sammen. Hun var i forvejen en smule brun i huden efter altid at være udenfor, men hun holdte alligevel meget af solens varme stråler, selvom hun altid havde det varmt. Det var rart, og tilværelsen blev bare bedre af det. Dertil var der mere liv når solen skinnede ned på byen og bragte folk ud af deres huse og ud i verden.
Det var jo også noget der havde været med til at Ranja var gået en tur og nu havde mødt Sam, en mand som hun kun havde kendt i kort tid, men allerede var begyndt at holde af og ikke havde lyst til skulle forsvinde ud af sit liv igen. Hun ville faktisk ikke tillade at det skete, hvis det var hende muligt. Og ud fra at de begge nød hinanden selskab, frygtede hun heller ikke at han bare sådan ville forsvinde igen.
”Det er vel også det som er vigtigst i livet. At finde lykken ved at gå sine egne veje og gøre det man finder mest behageligt. Men om det er smukt, kan diskuteres ud fra hvilke øje der kigger. Tror ikke mine forældre er så stolte af mine valg her i livet.[/color]” svarede hun, men lod sig alligevel smigre af hans ord og mærkede igen varmen i kinderne, selvom det ikke var så nemt at se på den let mørke hud. ”Men jeg ved, at mine børn skal havde lov til at tage deres egne valg og beslutninger. Det som jeg ønsker for dem, mere end noget andet, er at de er lykkelige med de valg som de har taget.[/color]” sagde hun roligt og lod det blide smil komme frem igen. Hun vidste ikke hvornår hun ville få en familie, men hun ønskede da at det engang skulle ske. Hun kunne godt lide selskab og familie, men frygtede stadig følelsen af at være fanget i livet. Det ville hun i en grad blive ved at få børn, men hun var stadig en fri sjæl som ikke skulle tæmmes, og det vidste hun. Det måtte den fremtidige far til børnene så acceptere. Ranja så på hvordan hendes glas blev fyldt igen, selvom det ikke var helt tomt. Hun smilede varmt til ham og var stadig forundret over hans høflige måde at være på overfor hende. Ikke noget hun mærkede hver dag, men det var rart! Meget rart. Specielt når hun følte at hun havde kendt ham længere, end hun egentlig havde. Hun tog et sip og lod smagen bane sig vej ned igennem halsen.
Latteren fyldte hende igen og hendes øjne havde latteren gemt i sig, selv efter hun stoppede. ”Ved ikke om det er sandheden om hvordan jeg ser ud mens jeg jager, men for min skyld må du gerne beholde det billede af mig.[/color]” svarede hun drillende og kiggede ind i hans øjne, med et drillende og glad glimt gemt i dem.
”Jeg ville elske at se det, for det lyder virkelig som et helt fantastisk sted! Specielt ved tanken om at du er blevet sådan som du er ved at være opvokset der. Det må være helt.. ubeskriveligt.[/color]” sagde hun let drømmende, mens hun prøvede at forstille sig hvor dan det var. Og hvis det sted havde været et af de vigtige brikker til Sams personlighed, kunne det kun være et helt vidunderligt og dejligt sted, for så rar, sød, sjov, betagende og varmhjertet en mand havde Ranja aldrig før stødt på i sit liv.

[Deleted]

Det var en sjov måde han valgte at udtrykke sig på nogen gange og hans ord gav ikke altid meget mening i andres øre, men så de ham i øjnene, kunne man næsten føle det han mente. Tanken om at hendes forældre skulle være utilfredse med hende var helt underlig, han ville da have været utrolig stolt, men sådan var familier vel også så forskellige? Sam sad lidt og tænkte, han nippede til sin vin og endte med at kalde en tjener hen igen.
[blue]"Det sædvanlige, tak."[/blue] Sagde han med en blidt og varmt smil der fik den unge pige som var på arbejde til at skælve lidt i knæene. Han vendte så tilbage til Ranja og lagde hovedet lidt nysgerrigt på skrå. For hun gemte sikkert på mange fantastiske ting i sin personlighed som han endnu ikke havde opdaget og han var ivrig for at finde ud af dem. Noget som også dragede ham til at spørger.
[blue]"Hvor længe har du så tænkt at dit dejlige væsen skal være i Nirelia?"[/blue] Han smilte lunefuldt og drillende. Tjeneren dukkede op igen med et fad som hun stilte på bordet. På denne metalfad var brød, ost, friske druer, frugter og andre bær. Sam nød alt fra naturen og mad var bestemt vejen til en mands hjerte, men han forlangte intet stort, blot noget ganske simpelt. Det var nok intet han normalt havde gjort i selvskab med en kvinde, men hende her følte han sig jo fri til at gøre hvad der var ham. Han tog en drue og kastede den op og greb den med munden og nød den dejlige søde smag som disse druer havde.
[blue]"Dine fremtidige børn kommer til at elske deres moder meget højt!"[/blue] Grinte han så, men mente det tydeligt, men han fandt hende ikke som modermatriale endnu, det var hun for ung og vild til. Lidt ligesom ham selv. Dog havde hans ældste søster lidt travlt med at han skulle skaffe dem en arving til gården, men for pokker, han havde jo ingen alder endnu. Sam sad lidt og tænkte, måske kunne han tage hende med tilbage på gården her til aften, hans familie ville elske hende og så havde han mere tid med hende. Dog var det nok lige tidligt nok at spørger om sådan noget, helt frembrussende skulle han heller ikke være. Tænk hvis hans handling ville virke som om han havde bagtanker om at skulle bringe hende dertil. Den eneste bagtanke han havde var at lære hende af kende.
[blue]"Dine forældre er jo heller ikke gået helt galt ved at skabe dig, men de burde skamme sig over ikke at gælde sig på dine veje. Over du har fundet ud af hvem du er og ikke vil stå ved det. Hvis jeg vidste hvem de var, havde jeg nok givet din far en røvfuld og bedt ham om at få styr på sin kvinde."[/blue] Kom det så roligt fra ham, det var hans alvor, for han mente det var respektløst over for sin familie ikke at støtte dem i at være sig selv og ville ændre deres værdier og normer. Føj, det kunne gøre ham lidt vred. Et fredfyldt suk forlod ham, han havde det godt lige nu, i hendes selvskab, men god mad og vin. Lige nu måtte dette øjeblik altså ikke slutte.

[Ranja Garcia]

Ranja så roligt op på tjeneren som Sam kaldte til sig. Hun undrede sig ikke spor over den unge piges reaktion og det frembragte et smil på hendes læber. Han var en virkelig charmerende mand med et betagende person, som ville få de fleste piger til at skælve i knæerne. Ranja lod sit blik ramme tilbage på Sam, lige så glad og varmt som før.
Endnu engang måtte en meget spinkel lyserød streg kæmpe sig vej hen over sine kinder, mens hun forsøgte at ignorere den voksende varme over hans mode at tiltale hende. Hun kunne godt lide det, mest fordi hun fandt ham interessant og frisk. En mand hun ikke ville havde imod at tilbringe megen tid sammen med, som følte sig rolig nok i hendes selskab til at kalde hende et dejligt væsen. Om hun så måtte være det eller ej. Men hun lod ham med glæde gøre det.
”Nogle dage, regnede jeg med. Jeg har i hvert fald ikke travlt med at vende snuden tilbage til skoven.[/color]” svarede hun ham og afholdte sig fra at tilføje, at hun sagtens kunne blive i flere uger, hvis hun fortsatte med at havde dette selskab. Men hun måtte lige tage sig selv i nakkeskinnet. Hun havde en evne til at virke fremfusende nok i forvejen, grundet både udseende og attitude, så når hun så fik fat i nakkeskinnet, var det som regel ganske heldigt. Men hun ville skam intet havde imod at være i hans selskab i længere tid. Ranja kiggede nysgerrigt på fadet som kom og blev placeret nede foran dem. Ranja havde altid været glad for mad, og det var ligefrem alt slags mad som hun kunne spise. Hun elskede både frugter og bær og spiste meget af det, men hun holdte ligeledes af kød og andet fiber og proteinholdig kost. Hun smilede drillende og lod et grin undslippe som han kastede druen op i luften og greb den med munden. At han var så rolig og frisindet til at gøre sådan, forsikrede hende om, at der nok ikke ville komme nogen form for akavet stemning blandt dem, i hvert fald ikke mens de spiste! Hun tog en drue og tog den ind i munden og lod dens saft komme ud og give den søde smag.
”Det håber jeg da! Men vil ærlig indrømme at der nok går en del tid inden jeg skal begynde at producere unger.[/color]” sagde hun med et grin. Hun var ganske god blandt børn, men ikke klar til at få dem selv. Det unge sind og vilde natur skulle afdæmpe lidt inden hun begyndte på at producere efterkommere.
Ranja smilede, og lod igen den løse tot blive skubbet tilbage om bag øret. ”Du måtte gerne give ham en røvfuld for min skyld. Men jeg ved ikke engang om han stadig er i live. Jeg har ikke været hjemme siden jeg var 17 år gammel. Og det er lidt over 5 år siden nu.” Hun havde de første år ikke skænket dem nogle tanker. Hun havde blot været trodsig, vred og såret. Men som det var ved at falme, kunne hun godt mærke et savn. Savn mod de trygge rammer, mod sine to mindre søskende, som hun også havde afskåret forbindelsen til. Måske var den mindste kun 10 år gammel, men kunne vel stadig huske hende. Eller kunne han? Hun valgte dog at slå tankerne omkring hendes familie lidt ud af hovedet. Det gjorde lidt for ondt at tænke på, men lige inden tankerne var helt væk, kom hun i tanke om at hun faktisk skulle havde været giftet væk for så mange år siden. Hvilket frembragte lidt mere vrede mod forældrene. Men hun smilede roligt til ham, i et forsøg på at skjule vreden mod sine forældre. Det var ikke nu hun skulle tænke på det. ”Hvorfor har jeg en fornemmelse af at du er godt kendt her i byen?[/color]” spurgte hun med et drillende smil og lavede en lille gestus ud til siden hvor en flok kvinder stod og hviskede til hinanden. ”Eller er det bare mig de synes er så interessant?[/color]” tilføjede hun med et lille grin. De var langt mere dækket ind i tøj end Ranja, og hun forundrede sig over at de ikke havde det voldsomt varmt. Kunne selvfølgelig også bare være hende der var noget galt med.

[Deleted]

Det glædet ham jo umådeligt meget at hun sagde hun ville blive nogle dage, han havde bare den største iver til at komme frem med et ønske om hun skulle med til gården og være der i et par af de dage hun ville være her. Han sad og spiste lidt frugt, nød vinen og så blot på hende. Allerede nu kunne han forstille sig hende storme rundt imellem rankerne med friske druer, plukke dem, nyde sødmen og være vild og grine. Han sad lidt og dagdrømte, så han blev lidt fjern med et drømmende smil på læberne. Og først da hun snakkede igen, vågnede han lidt, han smilte og nikkede lidt.
[blue]"Det samme her, jeg vil gerne nyde min ungdom. Men mine søstre har så pokkers travlt."[/blue] Sagde han så og rynkede på næsen, han ville ikke have børn lige nu, han nød godt af sine søstres børn, men selv at have det ansvar lige nu, nej det måtte vente. Og nu hvor deres yngste søster, hans yngste storesøster skulle giftes, måtte de jo lige tage den med ro og lade hende have den periode af sit liv og ham vente som han ønskede det. Det var rart at høre hun gav sin tilladelse, men han kunne også se på hende at hendes forældre var et ømt punkt og han ville ikke lade stemningen blive ødelagt af åndssvage folk som ikke vidste de havde en skøn og vidunderlig datter. Med den tanke sad han og beundrede hende lidt åbenlyst og de grønne øjne skjulte faktisk lidt af det, for det var måske lidt upassende. Dog fangede folk det godt som de gik forbi og en par unge damer lod nogle misundelige blikke komme mod dem og specielt Ranja. Han var godt kendt i byen, men han forstod ikke helt hvordan hun sådan vidste det fra. Indtil han kiggede lidt rundt og opdaget en del procentdel af folk omkring dem havde øjnene plantet på dem indtil de så han kiggede rundt, så kiggede de hurtigt væk.
[blue]"Jeg tror det er en blanding, mange ungmøer har haft interesse i mig. Det er nok min status i samfundet og at vi har en del penge at gøre godt med som lokker lidt. Og så min utrolige charme."[/blue] Det sidste blev sagt i sjov og han grinte en del af sig selv. For Sam var det jo meget normalt at det var statuser det kom til i sidste ende med ægteskab. At være forelsket var vel en dejlig ting, selv havde han ikke helt oplevet det, jo vist i en kvindes krop, men deres selvskab blev kedeligt og de fleste var fornemme i deres personlighed til de ville kunne klare at være kærester med ham. Sam sad og gumlede lidt på et stykke brød og drak lidt af sin vin i ny og næ. Det isnede ham koldt ned af ryggen da han hørte en velkendt stemme.
[green]"Sam! Hallo Saaam?"[/green] Kom en blød kvindelig røst, en kvinde kom gående rimeligt hurtigt mod dem. Han gemte sit ansigt i sin ene hånd som nu viste hvor stor den egentlig var da den dækkede hele hans ansigt. Sandy stoppede op ved deres bord og smilte stort til dem begge.
[green]"Hvem er din veninde? Hende har jeg da ikke set før. Forresten hvor langt er du egentlig med de ting der skal gøres? Du burde have været hjemme for noget tid siden. Sam altså! Det er måske den unge dames skyld? En mindre hindring? Hmmmm?"[/green] Kvinden smilte stadig og drillede, men var skam også alvorlig. Og et strengt blik eller to blev da sendt ham. Han rystede på hovedet og sukkede lidt, for pokker da også. Hvorfor lige Sandy??? Roligt rejste han sig og gav sin storesøster et kys på kinden, hun smilte og gav ham et kram, hvilket så lidt sjovt ud, da Sandy slet ikke var så høj igen. Så satte han sig ned igen og satte sig afslappet og sendte så Ranja et lidt undskyldende blik.
[blue]"Mit yndige selvskab hedder Ranja, Ranja, dette er min ældste søster Sandy."[/blue] Præsenterede han dem lige så stille, han nippede til sin vin og så spørgende på Sandy som et tilbud, hun rystede dog stille på hovedet.
[blue]"Jeg er forsinket på grund af at hestene skulle have de sko. Den ene var nær blevet halt. Og smeden har jo ikke ligefrem tid til at tage vores heste lige med det samme. Så jeg venter, nyder lidt frokost, vin og en ung smuk dames selvskab. Hvis det altså er okay?"[/blue] Alt var sagt i en munter tone og med et drillende glimt i øjet. Hvilket resulterede i at Sandy gav ham en dummeflad og sukkede af ham, men kunne ikke lade være med at smile.

[Ranja Garcia]

Ranja kom med en lille latter over hans ord. Hun var heldig med at hendes bror ikke havde så travlt hvad det angik. Det havde hendes forældre jo haft, hvilket havde ført til at hun var stukket af. Men der var ikke nogen grund til at styrte igennem livet! Det skulle nydes, og man fik kun det ene, så det var med at nyde det så længe man kunne. Og selvom man da også sagtens ville kunne nyde livet med familie, så var det ikke det samme hvis du ikke var klar til det. Og det var lige det Ranja ikke var. Klar til at stifte familie. I hvert fald ikke endnu.
”Ungdommen er til for at blive nydt, hvis du spørg mig! Dertil er det da heller ikke nødvendigt at havde så travlt hele tiden. Enhver skal tage tingene i deres tempo. Bare fordi ens søskende måske var klar til at stifte familie da de var - lad os sige tyve – betyder det ikke at man selv er klar i den alder.[/color]” sagde hun og sippede let til vinden, som hun tænkte lidt over det. Ranja havde tit hørt sin lillesøster snakke om, at når hun blev 18 ville hun gifte sig og starte at tænke på familie. Ranja var nu 22 og havde ikke engang tænkt tanken endnu! Og hvorfor dog også det, når hun ikke var klar til det?
”Charmen er helt klart gennemtrængene[/color]” sagde hun og blinkede kækt til ham, mens et drillende smil pyntede hendes læber. Hun mente det dog. Han var utrolig charmerende, men der lå mere bag, og hvis disse ungmøer ikke kunne se det, så var de ham slet ikke værdi. ”Men at din status og pengemængde, skulle havde en effekt på deres kærlighed og beundring er jo grotesk. Ikke at de nok ikke føler sådan, men de to ting, burde overhoved ikke havde noget at skulle havde sagt i dit hjertets valg. Kærligheden til et andet menneske, kommer ikke gennem mængden af penge eller status i samfund, men hvad den anden person bære dybt ind i deres eget hjerte, som tiltaler dig.[/color]” sagde hun roligt, og havde ingen idé om hvor visdomsorderne kom fra. Måske var det fordi, at det var sådan hun dybest set følte. Hun ville aldrig i sit liv vælge en ægtemand efter status eller hvor mange penge han havde i lommen. Det var måske effektivt og forsikrende når man kom til familie, hus med tag over hovedet, og råd til at havde børn. Men det havde absolut intet med kærlighed og gøre. Og den følelse, var alligevel vigtigst når det kom til at skulle spendere resten af livet sammen med den person.
Forskrækkelsen, var det første der ramte Ranja, som havde siddet fordybet i Sams grønne øjne, og ladet sig forsvinde lidt fra virkelighedens verden. Et lille diskret hop fra sædet, havde afsløret hendes forskrækkelse, samt udstrålingen af forskrækkelse i øjnene. Hun drejede hovedet mod lyden og lod et varmt smil komme frem endnu engang. Hun anede ikke hvem kvinden var, men Sams ansigsudtryk, fik hende til at kvæle et fnis ved at bide sig i læben, mens et stort smil kom frem.
Ranja smilede blot til ham, og sendte ham et blik, som forsikrede ham om at han ikke behøvede at undskylde noget. Ud fra dette korte stykke tid, kunne hun allerede lide denne Sandy, som var Sam storesøster. Hun var frisk, livlig og alligevel med en alvorlig aura. En frisk dame, måtte Ranja indrømme. Ranja havde rejst sig og rakt hånden venligt frem, og trykket Sandys hånd som de blev præsenteret for hinanden. ”Dejligt at møde Dem.[/color]” sagde hun høfligt med et venligt og varmt smil på læben. Hun satte sig ned igen bag efter og lod blikket ramme tilbage på Sam som han talte.
Den irriterende lyserøde streg kravlede endnu engang hen over Ranjas kinder, som hun ivrigt forsøgte at ignorere. Alligevel kom der et grin frem, som Sandy gav ham en flad. Hvor var de et dejligt søskendepar.

[Deleted]

Sandy havde skam godt luret at Sam var lidt fraværende nær den unge dames nærvær, hun havde intet imod det spændende udseende, faktisk gjorde det hende kun mere nysgerrig, lige som Sam. Efter hun havde givet ham en dummeflad, valgte hun at træde tilbage med et grin og ønske dem en forsat god dag. Da Sandy var forsvundet lidt i mængden, valgte Sam at vende blikket mod Ranja igen, med stadig et undskyldende smil på læberne. Med en let bevægese genoptog han sin vin drikkeri og nyden af de godter som lå foran dem. Det var ved at blive rigtig varmt, dagens højdepunkt for solen var ved at nærme sig, nå sit mål og det fik Sam til at smile op mod solen og nyde dens stråler. Sommeren var helt klart hans ynglings tid på året, han var stærkest om sommeren, vinteren havde den frosne jord som var mere eller mindre umulig at arbejde med. Måske skulle han se om smeden havde ordnet sine bestillinger og havde haft tid til at sætter nye sko på hestene. Som han sad og tænkte lidt, endte han med at klø sig lidt eftertænksomt i nakken. Det kunne jo være han skulle spørger hende, hun kunne jo altid sige nej, men han tænkte at det ville gøre hende glad oven på skuffelsen over hendes søster ikke lige havde været der denne dag.
"Ranja, jeg tænkte på...... Vi holder en stor sommerfest om et par dage og det er noget som virkelig ikke må gåes glip af. Vil du tage med mig tilbage til gården og måske, bruge et par dage med mig og min store familie? Og så følges med mig til festen?" Det var første gang der faktisk var en smugle generthed at spotte, selvom det ikke var meget. Han var jo lidt nervøs for bare sådan at byde en stadig fremmede med sig hjem på den måde. Og hun kom jo til at sove i den store del af gården, hvor han boede, alene. Som han sad og nød vinen, nød han lige så meget den unikke kvinde som sad foran ham. Uden tvivl ville dette blive ufatteligt stort! Uanset hvad, havde han en mulighed for at få en kanon ven og så af det kvindelige køn, det kunne man ikke klage over. Lidt mand var han jo!

[Ranja Garcia]

Ranja smilede og kiggede efter Sandy som hun gik. At føle at hun ikke blev bedømt på sit udseende, af andet end ren og skær interesse, var faktisk rart. En dejlig afvæksling, og ikke noget hun sådan umildbart havde regnet med at finde i Nirelia. Men det havde hun, og hvor var det dejligt!
Hun smilede til Sam og fortsatte ligesom ham med at drikke videre og nyde godt af godterne på talerkenen, mens at solens skråler ramte ned på dem. Solen var en dejlig ting, dejlig varm og indbydende det meste af tiden. Ranja kunne godt lide at være ude i naturen, men det var alligevel bedst når solen skinnede. Eneste minus var at der altid blev så forbandet varmt. Men det havde hun efterhånden fundet løsningen på, selvom at det betød at flere kiggede forarvet på hende, når hun kom ud blandt andre mennesker. Hun havde jo i forvejen ikke alt for meget tøj på.
Ranja rettede sin opmærksomhed tilbage på Sam og lod ham tale ud, mens et smil var på hendes læber. Var han genert? Det havde hun ikke regnet med fra hans side, men hun måtte indrømme at hun selv mærkede et snert af nervøsitet og generthed komme over sig, selvom det næsten var umuligt at se. Hun bed sig lidt i læben og tænkte kort over hans forslag. Han var i jo en fremmed, som hun knap havde kendt nogle timer. Det var ikke normalt at Ranja bare sådan gik med fremmede hjem, men hun var heller ikke bange af sig. Dertil følte hun at hun kunne stole på Sam, og dertil nød hun hans selskab. ”Jo, det vil jeg rigtig gerne.” sagde hun mens hun legede lidt med en tot hår og snorede den rundt om sin finger. Hun var lidt nervøs for det hele. Sam havde accepteret hvem hun var, og faktisk fundet det spændende, dertil virkede hans storesøster Sandy, også til at ville acceptere hende. Men hvad med resten af hans store familie? ”Tror du.. Tror du at din familie vil være okay med det?” spurgte hun nervøst, og der var et snert af både bekymring og frygt at spore i hendes øjne. Hun ville ikke ødelægge det her, for hun kunne mærke at Sam ville blive vigtig for hende, hvis de fik tiden til at være sammen. At have ham som ven, ville gøre alting lidt lysere og til en gladere hverdag. Men hvis hans familie ville være bange for den lycan hun er, så vil hun være nød til at bakke tilbage. Hun ville ikke ødelægge hans forhold til familien, og for er være ærlig, mente hun heller ikke at hun ville være i stand til det, om så det var noget hun ønskede, hvilket det ikke er. Hun ville ikke miste den ven han var blevet og den ven som hun senere ville havde et større bånd til hvis alt gik godt.

[Deleted]

Faktisk havde han ikke regnet med at hun ville, men han havde jo taget chancen og det havde været en god en af slagsen. Derfor var han lidt oppe og køre indeni over hun havde sagt ja, lidt en sejrdans blev ført inde i hans hoved, som fik ham til at smile lidt af sig selv. Den her kvinde virkede så frisk og naturlig, lige noget for ham at skulle tonse rundt med til sommerfesten. Hendes spørgsmål gjorde han var ved at få vinen som han lige havde taget i munden galt i halsen, faktisk kvalte det et lille grin fra hans side af. Rolig fik han sunket vinen og kiggede på hende med et blidt og varmt blik, så smilte han lidt drillende til hende.
"Altså børnene er nok dem som kommer til at ville teste hvad du er for en mest. Mine søskende og deres mænd er som Sandy. Vi er en meget åben flok." Grinte han stille, roligt valgte han at gribe blidt ud efter hendes hånd og holde den kort for at berolige hende lidt. Hans familie var stor, meget stor og det var klart at det kunne være lidt overvældende at komme hjem til sådan en flok. Dog kunne man sagtens finde privatliv og ro, hvis blot man ønskede den. Sam var en familiemand, han elskede at bruge tid med sin familie, men han havde også grænser og søgte ro, det var de tidspunkter han som regel besluttede sig for at rejse lidt rundt og finde nye ting til vineksperimenter. Det var svært at lade være med at beundre alt ved hendes ydre, hun viste jo lidt mere end de fleste kvinder og så havde hun et utroligt smukt ansigt som han godt kunne lide at gå lidt på opdagelse i detaljerne i. Så han endte med at tage sig selv i at stirre på hende, han rømmede sig lidt og kiggede rundt i stedet, rettede sig lidt op og sendte to unge damer et spørgende blik da de stod og hviskede mens deres blikke lå på deres bord. Det fik dem til at hvine og rødme, de var opdaget og skyndte at sig at gå videre derfra.
"Skal vi?" Spurgte han blidt og gjorde tegn til at rejse sig op, han var lidt træk af folk som allerede var begyndt at sladre og her var en af de stunder hvor lidt privatliv kunne være rart.

[Ranja Garcia]

Ranja havde altid været kendt for at kaste sig ud i det. Kaste sig ud i nye oplevelser, og tage det som en god ting, selvom det kunne gå galt i sidste ende. Ikke at hun regnede med at det ville gå galt med Sam. De var gode til at enes, de snakkede godt sammen og havde det noget så sjovt. Ranja kunne tydeligt se et venskab som varede ved hos dem begge og hun var glad! Glad for at have mødt en som ikke havde bedømt hende, og var glad for at snakke med hende. Men hun var stadig en lille smule nervøs i maven og over alt det som skete. Jo, hun elskede spænding, så det var en god slags nervøsitet!
Ranja smilede lidt mere beroliget og afslappet, da hun fik bekræftet at de ikke ville have noget imod det. Dog glædede hun sig til at se hvad børnene kunne finde på af narestreger! ”Glæder mig da til at se hvad de kan finde på!” grinede hun selv over situationen, og satte en hårtot tilbage bag øret., som hun mærkede hans blide klem i hendes hånd som havde lagt på bordet. Det var beroligende og rart. Dog mærkede Ranja hurtigt de mange blikke, som var rettet mod dem. Hun valgte dog hurtigt at ignorere dem, og vende sin fulde fokus tilbage på Sam, som stirrede på hende. Det var ikke en ubehagelig stirren, men mere som om at han var faldet lidt i staver. Hun løftede diskret et øjenbryn, og kvalte et lille fnis som han rømmede sig og flyttede blikket. En lyserød streg krøb ubemærket hen over Ranjas kinder, som næsten var utydelig. Heldigvis. Hun vidste ikke lige hvorfor hun begyndte at rødme sådan midt i det hele! Det plejede hun aldrig at gøre.
Ranja smilede til Sam og rejste sig fra bordet sammen med ham, udmærket klar over at han var lidt forstyrret af de mange blikke. Hun kunne sagtens følge ham! Hun mærkede selv hvordan hun blev overvåget. Godt nok var det kun ufarlige tøser, som uden tvivl var utilfreds med at Ranja fik opmærksomhed fra Sam, da det var tydeligt at de ønskede den noget så frygteligt! Ranja nikkede ”Ja, lad os. Jeg glæder mig til at se hvad der er i vente” sagde hun drillende og blinkede til ham.

[Deleted]

Roligt lagde han penge nok for det de havde fået, han kiggede sig over skulderen inden han valgte at gå ned mod smeden igen. Mon ikke han var ved at være færdig, så Sam kunne komme tilbage mod gården? Og tage Ranja med sig. Det her skulle nok blive en fantastisk oplevelse som ventede dem, han var jo en som sørgede godt for sine gæster og det samme gjorde hans søstre. Familien var stor og varmhjertet. Det rolige sind som Sam havde, gjorde han forholdte sig roligt selvom blikke stadig fulgte dem, om det var Ranjas måde at se ud på, dem som gik sammen eller hvad det var, vidste han ikke, men det irriterede ham da lidt. Smeden så Sam komme igennem vindue og skyndte sig hen i døråbningen med et stort smil, han var færdig og havde også gjort hans søsters gave klar. Det var fantastisk, hest og det hele stod klart omme bagved.
"Jeg glæder mig til du får mit hjem af se, det er noget af det smukkeste og mest fantastiske. Druerankerne ejer min hengivenhed indtil videre, de har min fulde opmærksomhed og kærlighed. Vin uden kærlighed, er bittert og ret klamt at drikke." Hans stemme var drømmende i starten, men han sluttede af med et grin. De kom ud bagved hvor vognen stod klar med hest for og hele molevitten, de var så godt som klar til at tage afsted. Sam rakte hende en hjælpende hånd til at komme op og sidde foran sammen med ham. Turen var jo ikke vildt lang, men den var da hyggelig og desuden ville han ikke undvære hendes selvskab for noget lige nu. Han var vidst lidt forgabt i at snakke med hende, lytte til hende og se på hende. Det var underligt, der var ikke rigtig nogen kvinde han havde haft det med sådan som han havde med Ranja, i hvert fald ikke siden han var meget yngre og kærlighed var nyt og skønt. Dog ville han bare se hende som vennematriale, han passede på og ville på ingen måde skræmme hende væk, han ville på ingen måde miste en som hende, de snakkede for godt sammen og klingede bare.

[Ranja Garcia]

Ranja fulgte roligt med ham, som de gik tilbage mod smedjen. Forhåbentlig var smeden færdig, ellers var Ranja ikke en som ville blive synderknust. Sam og hende havde udvist at de sagtens kunne få tiden til at gå ved bare at snakke, så at smeden skulle være forsinket gjorde hende ikke noget.
Ranja gav hurtigt hans hånd et lille klem inden hun slap igen. Hun smilede op til ham og hviskede derefter diskret. ”Bare ignorere dem, Sam.” hun talte naturligvis om deres omgivelser, som fastholdte deres nysgerrige blik mod dem. Ranja gjorde i hvert fald sit bedste for at ignorere dem og fastholde sig positivt. At undgå irritation ville være bedst. Hun havde det for hyggeligt lige nu, til at ville blive forstyrret af noget andet.
Ranja grinede med ham. Det var en varm og glad latter som undslap hendes læber. Men hun havde ligeledes bidt mærke i hans drømmende stemme. Han elskede virkelig gården. Han elskede sit arbejde og han brændte noget så heftigt for det. Noget som Ranja kun kunne beundre. ”Det dur ikke! Vinen er nødt til at være en dejlig og fantastisk smagsoplevelse!” Måske havde Ranja ikke vanvittig meget forstand på vin, men noget var hun trods alt klar over! Og det var at det skulle smage godt. Det gik ikke at vinen var alt for bitter og klam i konsistens. Ranja havde dog også en idé om at det ikke rigtig var muligt for Sam at lave en dårlig vin.
”Men jeg betvivler slet ikke at dit hjem er smukt og fantastisk! Hvis der er massere af natur og følelse af frihed, så flytter jeg ind!” Sagde hun storsmilende, som hun tog imod hans hånd og blev hjulpet op på vognen. Det var først efter hun havde sagt ordene, at hun kom til at tænke over dem. Wow, havde hun lige sagt at hun flyttede ind. Forhåbentlig kunne han godt se det sjove i det hun sagde, selvom det kunne misforstås. Ranja havde allerede udviklet et venskabsbånd til Sam, og det ville hun så absolut ikke ødelægge! Det var en forunderlig følelse at snakke med ham, høre hans historie og det behøvedes ikke engang at nævnes at han var godt for øjet også. Nej, han tog det forhåbentlig ikke så tungt det hun sagde, og derfor ændrede hun ikke ansigtsudtryk fra det som hun holdte før. Hun smilede blot glad og varmt til ham, som de satte i gang. Ranja havde stadig en nervøs følelse i maven, men der var også spænding og nysgerrighed. Hun glædede sig! Specielt fordi, når hun klingede så godt med Sam, som hun tydeligt gjorde, så ville det blive en helt speciel oplevelse at møde hans familie. Specielt hvis de var lige som ham! Hun kunne ærlig talt ikke vente.

[Deleted]

Et sted var tanken om hende tæt på, boende på grunden, hvis ikke hos ham i hovedhuset, slet ikke så tosset. Han fik sat hestene igang og afsted kørte de. Roligt kom de tættere og tættere på hans hjem, på vejen sad han og fortalte om hvordan sommerfesten egentlig foregik, at de i fællesskab moste de druer som var klar. Fik alle mulige godter lavet af druerne, samt vin i rimelige mængder og så dansede de til langt ude på natten. Stemningen var altid høj, folk morede sig og var glade, der var ikke en eneste fest som blev en fiasko og mange fra byen som de kendte og havde kært var der også. Så der var gerne mellem 30-40 væsner tilstede. Sam glædet sig utroligt meget til at dele alle disse ting med hende, men han ville holde det på et venskabbassis selvom det blev svært. Det var længe siden at Sam havde haft en flirt eller i det hel taget bare nydt en kvinde og han kunne ikke lade være med at beundre den kvinde som sad ved hans side. De næste par dage ville blive vidunderlige og sjove, han ville forklare hende alt han vidste om sit hjem, hans families historie og hvordan han så vin, hvordan han fandt frem til nye smage. VIdere fortalte han indtil de nåede frem og et par vidunderlige dage kunne begynde......

//out