Holding back

[Deleted]

På vej til byen efter nogle småting, havde en af de to heste foran vognen været begyndt at halte. Det fik jo Sam til at bekymre sig som altid, så han stoppede vognen op og hoppede ned fra sædet. Hesten ville ikke engang hvile på horven, så det fik ham til at se lidt tænksom ud, han lod hånden glide ned af hestens ben som løftede benet automatisk. Sam greb fat og kiggede på horven hvorefter han skar en grimasse, hesteskoen var blevet for gammel og var nu helt deform, noget som gjorde ondt på hesten hver gang den trådte ned. En sten på vejen havde været nok og nu havde hesten brug for nye sko, det var da klart. Sam smilte, høsten så ud til at ville gå godt og han var ved at danne en ny vin og følte han var på rette vej mod noget godt. Så penge lige nu var intet problem, dem gemte de godt på for en sikkerheds skyld, ikke hvert år havde været lige godt for dem på gården. Uanset hvad skulle de jo videre og han kunne ikke ligefrem bære hesten, så han satte sig op igen og red videre mod byen, bag smeden red han op og lod hestene stå der og hvile lidt. De begge kunne lige så godt få et par nye futter, det var vidst også ved at være tid. Roligt bankede han på bagdøren til smeden, som kort tid efter åbnede med et kæmpe smil da han genkendte Sam. De gav hinanden hånden og Sam begyndte at forklare hvad der var sket på vejen, de gik hen til hesten som var halt og Sam fik ham vidst hvad det var. Smeden stod og kløede sig i skægget, det ville jo nok tage det meste af dagen, da han havde nogle bestillinger som skulle være færdige. Det gjorde ikke ham noget, så kunne han jo kigge lidt på markedet, vejret fra skønt, fuglene sang, solen varmede dejligt og folk virkede så glade. ROligt blev hesten spændt af vognen og blev bundet til en pæl i ved græsset, her begyndte de at stå og græsse og hygge sig indtil smeden havde tid. Selv gik Sam igennem smeden og ud på den anden side for at se de nye ting an som han havde arbejdet på. Så han stod udenfor ruderne og kiggede ind med armene over kors og et kæmpe muntert smil. Denne varme dag havde budt på noget mindre varmt, så det var blevet til et par sandaler, løse shorts og en løs slidt t-shirt. Som altid var han langt fra nybarberet og lignede lidt en hyggelig hulemand, mand var der i hvert fald over ham.

[Ranja Garcia]

Det var en varm dag, og det var lige før at Ranja ikke kunne holde ud at være i sin ulveform, eftersom den sorte pels tiltrak sig solens varme, mere end hendes normale hud. Så da hun nåede ud af skoven efter at havde løbet lidt, for at få luft ned i lungerne, forvandlede hun sig tilbage til sin menneskelige skikkelse. En høj kvinde med sort hår kom derfor til syne ud af træernes skygge, ikke lang tid efter. Hun var iklædt korte shorts og en kort trøje, så hendes mave var synlig, og afslørede tattooveringen der prydede hende krop, ligesom ned af henes venstre ben. Den slags tøj som hun altid bar mere eller mindre. Hun var for en gangs skyld taget til Nirelia. Stedet hun var født op opvokset, på den lille gård. Men det var lang tid siden hun sidst havde været der. Mest fordi hun savnede sine mindre søskende, og det var også dem hun var kommet for at besøge. Men hun vidste ikke om hun skulle gå hen til gården og se sine forældre i øjnene for første gang i fem år, eller blot spadsere rundt op og ned af gaderne, lade som om hun kigger vinduer og håbe på at en af dem dukkede op midt i det hele. Hvem prøvede hun at narre? Hvad var chancen for at en af dem bare dukkede op.
Irriteret på sig selv gik hun ned til Lumiére, den store by hvor alt så fantastisk perfekt ud. Efterhånden var hun begyndt at skille sig ud, meget mere end sidst hun var her. Hun var mere muskuløs og solbrændt end resten af befolkningens kvinder, og hendes beklædning, fik også nogle af dem til at vende sig og kigge. Hun var ligeglad. Det havde hun været længe efterhånden. Ranja smilede stadig varmt og velkommende til dem som gad kigge hende i øjnene, og i de fleste tilfælde fik hun blot et smil tilbage. Bedre end hvad alternativet kunne være. Hun standsede foran et vindue og kiggede med hovedet let på skrå, på nogle kjoler. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle synes om dem, de var meget pæne og alt det der, men det var bare ikke hende. Alle de små nipsting, pyntegenstande og mange lag af stof. Nej det var bare ikke noget hun kunne forestille sig. Specielt ikke så varmt som hun havde det hele tiden. Hun rystede lidt på hovedet, og begyndte at gå lidt videre, mens hendes hovedfokus var på det næste vindue, ved smeden. Måske han havde noget hun kunne bruge. Men længere nåede hun ikke at tænke før hun ramte ind i en mand som stod og kiggede ind. Fortumlet bakkede hun og kiggede forvirret op på ham. ”Det må du virkelig undskylde Hr., Jeg var vidst lidt i mine egne tanker” undskyldte hun og smilede venligt til ham. Han lignede ikke en hun lige umildbart havde set før, men hun havde selvfølgelig heller ikke været her i lang tid. Men han så godt ud og lignede en med en venlig sjæl. Så derfor smilede Ranja til ham, og håbede på at han ikke blev vred over at hun meget pludseligt var gået ind i ham og forstyrret ham.

[Deleted]

Der var en masse spændende at se hos smeden, han var jo ikke ligefrem en fyr med et lille udvalg. Her var både smykker, køkkengrej, rustninger, våben og skjolde. Sam var dog en meget mild type, han hadet at kæmpe og elskede sin fred på sin vingård med sin store søskendeflok. Han var lillebror til fire søstre, alle ældre end ham og godt igang med at danne familier af deres egne. Selv havde han slet ikke travlt, men nød sin ungdom, dog havde han en forfærdelig respekt for kvinder, så at fjolle rundt med en kvinde uden hun forventede det store af ham, var svært. Her stod han lidt i sin egen verden og så på nogle gryder, hans ældste søster havde beklaget sig over at hun manglede store gryder nu hvor de var blevet et par munde mere at mætte. Det ville passe perfekt med at hun snart havde en fødselsdag kommende, så han besluttede sig for at få den stilt til siden, til senere når hans heste var klar. Tanken nåede ikke at rumstere vildt længe, da en kvinde braste ind i ham, han var over 2 meter høj og rimelig bygget, så at falde gjorde han ikke just. Nej, han stod mere fast som en klippe, men en blid en af slagsen. Hans reaktion var nærmere om hun var ok, han lod et bekymret blik være der kort, inden han så hendes smil. Han grinte lidt og rystede på hovedet.
[blue]"Den slags sker jo, bare der intet skete."[/blue] Lød det varmt og venligt fra ham, Sam havde et ansigt der fik alle til at føle sig velkomne og trygge. Stille og diskret så han hende an, hun lignede langt fra de kvinder som han havde set før, det fandt han egentlig rimelig spændende. Der kom en varm klukken fra ham som han så lidt ned af sig selv.
[blue]"Jeg troede faktisk ikke jeg var så let at overse."[/blue] Grinte han og sendte hende et let drillende smil. Vejret var alle tiders, han nød at det ikke var middagstid endnu, for det ville blive ret varmt i dag, det var han sikker på. En sjov indskydelse af at falde lidt i snak med hende røg da ind i hovedet, for hun var spændende og ikke herfra, i hvert fald ikke en han havde lagt mærke til og havde hun boet her, var han ret sikker på at han ville have lagt mærke til hende, for hun blændede ikke ligefrem ind i mængden. En ting han godt kunne lide.

[Ranja Garcia]

Ranja var ikke sikker på hvad der var sket. Hvordan kunne hun sådan overse ham? Hun plejede at være meget opmærksom på hvor hun begav sig hen og hvad hun lavede. Men lige nu havde hun været distraheret af smedens udvalg. Ranja gik ikke så meget op i våben og sådan, selvom hun måtte indrømme at det var nogle smukke sager han havde sig. Hendes øjne var faldet på nogle smukker, hvor hun ufrivilligt havde sat farten op, da det var lavet af sølv. Hvilket altid fik hende til at reagere hurtigt, og så gik hun ind i en mand som ikke ligefrem var lille. Faktisk da hun fik et bedre syn af ham, måtte hun indrømme at han var rigtig høj og af en bred bygning, så at hun ikke havde set ham undrede hende virkelig meget. Men ikke destro mindre smilede hun stil ham og så undskyldende på ham.
”Det håber jeg da ikke! Du kom ikke til skade vel?” spurgte hun med et venligt smil og et bekymret blik. For hun havde virkelig ikke i sinde at gøre ham ondt, og hun satte nervøst en lille vildfaren tot tilbage om bag øret, mens resten stadig sad oppe i knolden.
Ranja grinede over hans ord og rystede lidt på hovedet af sig selv. ”Nej det.. tja nogle gange kan det overraske![/color]” svarede hun ham med et drillende smil og der kom et varmt glimt i hendes øjne. Han så så dejlig rolig ud og ikke vildfarende og ivrig efter at få det hele til at ske med det samme. Det var i hvert fald hvad han udtrykte, og dertil var det drillende smil og varme blik også noget der talte til hans fordel. Så derfor havde hun intet imod at blive stående og snakke med ham. Dertil havde hun heller ikke andre planer. ”Jeg var betaget af nogle af smedens smykker.. Men blev lidt.. øhm forskrækket over nogle af dem.” sagde hun og forsøgte lidt at skjule hvad det var hun mente, selvom hun ikke havde lyst til at lyve for ham. For hun var blevet forskrækket, men ikke over det det forestillede, men over materialet. For sølv var en ting hun disideret ikke kunne tåle, lige meget hvor gerne hun ville gå med smykket.

[Deleted]

At hun sådan bekymrede sig fik ham til at le, for det var da betænksomt, men unødvendigt. Men ikke utænkeligt at hun kunne have slået sig på ham, det ville ikke have været første gang, heldigvis var han gerne opmærksom, men hun var godt nok kommet som en overraskelse. En behagelig en måtte han indrømme, som han nu stod her og så på hendes smil og tilsyneladende friske sind. Selv stod han bare med sit muntre smil og varme samt blide blik, de grønne øjne smilede faktisk også i sig selv.
[blue]"Jeg har det helt fint, måske lidt overrasket, men ellers."[/blue] Kom det så fra ham som han stod og så lidt på gryden, han lænte sig forover og bankede på ruden, hvoraf smeden kiggede op med et smil da han så Sam. Med en fast finger, pejede Sam ned på den store gryde lidt i baggrunden i vinduet og så smilende til at smeden bar den ud bagved til ham.
Den ville hun blive så glad for og han elskede at gøre sin familie glad, specielt sine nevøer og niecer. Han valgte at vende sit blik mod hende igen, han grinte lidt og nikkede til at det kunne overraske, for det kunne det vel på sin egen måde vel rigtig nok. Til gengæld undrede han sig over at nogle af smykkerne havde forskrækket hende, det lød lidt underligt, men så igen, måske var nogle af dem lidt for meget, sådan med sten og tegn.
[blue]"Det er måske noget mere enkelt som gør tryghed?"[/blue] Spurgte han så lidt blidt med et glimt i øjet som var af ren fryd fordi han tydeligvis nød at stå og snakke med hende. Det var altid skønt med selvskab og specielt fra en kvinde, han havde stadig ikke haft nogle han sådan havde tumlet rundt med, hvilket gjorde ham lettere sindssyg når han først var alene med en kvinde. Det var svært at holde sig i skindet, men han gjorde det, for kvindernes skyld, da han ikke ville såre nogen eller gøre nogen fortræd på nogen måde. Hans far havde altid lært ham, at kvinder skulle behandles med respekt.

[Ranja Garcia]

Ranja var måske ikke så stor som ham, men hun var stadig rimelig robust. Men så igen, han så heller ikke ud til at havde lidt overlast, og det havde hun sådan set heller ikke. Hun havde ikke slået sig, forstrukket noget eller hvad der end kunne være sket. Nej hun havde det faktisk helt fint, det eneste der var, var forskrækkelsen over at han pludselig stod der. Men hun kunne selvfølgelig bare have været mere vågen, selvom hun ikke ville brokke sig over det pludselige selskab. For han så rar ud og en der var god ved andre mennesker. Mere behøvede hun ikke at vide, før hun sagtens kunne være i hans selskab.
Hun smilede lidt lettet til ham, ikke fordi hun havde regnet med at han var kommet til skade, eftersom han var større end hende, og så ud til at stå godt fast på jorden. Men ikke destro mindre spurgte hun. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, måske fordi det var hendes skyld. Hun var ikke ligefrem kendt for at være høflig, men venligsinde var hun trods alt, så det var nok hovedårsagen til at hun spurgte. Men det var ligemeget nu, for han var okay. Hun kiggede roligt op på smeden, smilede lidt og fulgte derefter mandens finger som pegede på gryden. Hun smilede skævt og bed sig lidt i læben. En gryde, højt sandsynligt til sin kone, eller anden i familien. Men det var da også godt at han tænkte på dem, og ville give dem nye ting.
”Nej det er ikke så meget det..[/color]” sagde hun og kløede sig lidt i nakken, mens hun kiggede lidt ned i jorden, forsøgte lidt at undgå hans blik. Men hun havde ikke lyst til at skamme sig over hvem hun var. Hun var bare van til at folk ikke accepterede det. Men han var så rar og han fik hende alligevel til at smile på en god måde. Han var ikke som andre mænd hun havde mødt. Hun kendte ham ikke engang og hun nød hans selskab. Han kunne blive en rigtig god ven, hvis de fik chancen til at tale lidt mere sammen. Så derfor valgte hun at løfte blikket, se ham i øjnene med et glimt af glæde, glæden over at hun kunne stå og snakke med en, som var venlig overfor hende, til trods for at hun skilte sig så meget ud fra mængden. ”Jeg kan ikke tåle sølv. Jeg er en Lycan.” sagde hun, lidt nervøs for hans reaktion og et lille forsigtigt smil på hendes læber. Hun fandt ham interessant, specielt fordi han tog tingene så roligt. Hvilket også var grunden til at hun et sted inde i sin mave, kunne mærke at det var okay at fortælle ham det. Hun kunne lide så godt vide hvor de stod nu, i stedet for at havde en hyggelig samtale og så skildes som fjender på grund af hvad hun er.

[Deleted]

Der var mange gode grunde for ham i at lære hende at kende, nye bekendtskaber betød i det hele taget meget for ham. Det var en ny forbindelse til noget ukendt som måske kunne lære ham nye ting, noget om et andet folkefærd, måske en ven at dele sine hemmeligheder med. Hun virkede bare så, ja, ikke så tøset, men helt nede på jorden og, normal? Ja nogen gange var kvinder lidt for meget på en gang, måske var det derfor han var blevet skræmt væk ved tanken om at blive gift? Selvom hans søstre pressede noget så forfærdeligt på hvad det angik. Smilet forlod på intet tidspunkt hans læber, han stod bare og lyttede, studerede hendes kropssprog og måde at være på, noget som fik ham til at have et lidt betaget udtryk. Udtrykket blev endnu tydligere da hun fortalte om sin race, han lagde ikke skjul på det, for det var faktisk første gang han mødte en! Og det var en stor ting for ham.
[blue]"Sådan en har jeg aldrig mødt før, men jeg har hørt om jer."[/blue] Lød det så begejstret fra ham, han sendte hende et kæmpe smil og slog armen kort ud for at gå lidt videre. De lod til at stå lidt i vejen for folk som ville se hvad der var i smedjen. Han prøvede at gå roligt, for hans ben var jo rimelig lange og han overhalede hurtigt andre, ikke mange kunne følge med.
[blue]"Jeg ved det kommer meget pludseligt, men vil du ikke gøre mig den glæde at spise frokost med mig? Jeg vil meget gerne høre om dit væsen."[/blue] Kom det roligt fra ham, ingen tegn på nervøsistet, ingen tegn på tøven, nej han vidste hvad han ville og han var direkte som altid, men som altid også ganske høflig og rar i sit toneleje. ROligt kørte han en hånd igennem det lange hår og missede lidt med øjnene mod solen som varmede hans blide ansigt. Det var så skøn en dag og han glædet sig til at se hvordan den udviklede sig!

[Ranja Garcia]

Hans reaktion var bedre end hun havde turde håbe på, og hun blev overvældet over hvor betaget han var af hende, og hun smilede roligt til ham og bed sig igen lidt i læben, inden et lille grin forlod hendes læber. Hendes race kunne måske også forklare lidt hvorfor hun skilte sig ud. Hun havde altid været drenget, rolig og generelt meget glad, med mindre man forsøgte at bestemme for meget over hende. Hun forstod ikke fosset om at gå op i tøj, stil og alt mulig andet pigeting. Hun var alt for anderledes for det, og følte sig ikke lige nu gammel nok eller overhovedet klar til at skulle lege husmor. Hun ville heller ud og blive beskidt, lave fysisk hårdt arbejde og mærke hun var i live. Hvilket nok også var årsagen til at Ranja var jæger, hvilket ikke ligefrem var et kvindeligt arbejde.
”Jeg ved ikke om jeg skal være tryg ved den del.[/color]” sagde hun og blinkede drillende til ham, inden det drillende smil kæmpede sig frem på hendes læber. Hun fulgte hans gestus og begyndte at gå væk fra vinduet, så de andre mennesker kunne få lov til at få udsyn til smedjen og hvad de end søgte. Ranja gik ved siden af ham i samme tempo, hvilket var et roligt tempo, men hun følte heller ikke at hun havde travlt. Men hun havde heller ikke lyst til at gå kapgang når hun var i så godt selskab.
Ranja smilede varmt til ham og måtte alligevel indrømme at hun var blevet lidt overrasket. Men han mente det tydeligt og han så ikke ud til at gemme sig bag nervøsitet eller tøven. Han var ligefrem og ærlig. Lige en mand efter hendes hjerte og natur. Så hun smilede glad til ham. ”Jo tak, meget gerne.[/color]” svarede hun ham og lod sit blik vandre lidt op til den næsten skyfri himmel og hvordan solen skinnede ned på dem. Det var altid rart med sol og varme, selvom Ranja altid følte at hun havde det rigtig varmt. ”Mit navn er Ranja.[/color]” præsenterede hun sig selv med et rolig og varmt smil på læben. Hun betragtede ham lidt, og han var meget tiltalende. Han så godt ud. Ranja havde aldrig nogensinde mødt en fyr som var så venlig og samtidigmed havde udseendet med sig. Hun begyndte at overveje hvorvidt hun blandede sig med de forkerte mennesker. Det her var langt mere rart!

[Deleted]

Drillerier fra en fremmed var han vild med, hun var en frisk tøs og det var usædvanligt at se. De fleste kvinder eller unge piger, var nogle som var forfinet, husmødre eller bare utroligt normal kvinde for deres levetid. Ganske kedeligt i længden, der var ingen der ville eller turde blive beskidte, slå deres indre barn løs og opføre sig tosset og frie. Det var vel egentlig også grunden til han elskede at lege med sine niecer og nevøer, han kunne te sig tosset og blive beskidt, storme rundt og lave unoder. I bund og grund var han et stort legebarn, men også en mand af principper og yderst høflighed, ikke overdrevet, blot ganske normalt. Folk kiggede noget efter dem, eller nok nærmere hende, da folk jo godt kendte Sam. Mange hilste pænt på og sendte dem begge et smil, og straks begyndte der også at blive dannet rygter, da Sam tit havde været et mysterie og mange rygter dannede sig hurtigt. Intet han sådan tog sig af, han var ligeglad, bare han selv og hans kære havde det godt og ikke led af det. Det glædet ham virkelig at hun ville dele frokost med ham, han gik mod kroen hvor de kunne snakke indtil de begge var sultne, selvom han nu altid kunne spise. Der var jo også meget krop at skulle holde i gang med føde.
[blue]"Mit navn er Sam."[/blue] Hans smil viste tydeligt at han elskede de var på fornavn og intet fornemt, han følte sig mere afslappet i hendes selvskab end han havde følt med nogen andre og det betød virkelig meget for ham. Mens de gik undrede han sig lidt over hvordan deres dag ville forløbe sig, han tænkte også på hvilke spørgsmål han skulle stille hende, for at finde ud af mere om hendes væsen. Mange ting blev kørt igennem hans hoved, han stoppede op ude foran kroen som havde stilt borde ud foran på grund af vejret. Roligt trak han en stol ud til hende og gjorde tegn til en tjener som kom og afventede bestilling.
[blue]"Hvad skal vi have af drikke?"[/blue] Spurgte han hende så med et smil, egentlig håbede han inderligt at hun godt kunne lide vin, for det var jo hans store passion og så havde de endnu mere at snakke om. Dog var han lidt i tvivl, hun virkede jo lidt som om at øl nærmere var hendes drikke. Og det var skam intet galt i øl, Sam var bare opvokset med smag for vin og værdsatte enhver dråbe. Lige der var han virkelig speciel og mange fandt ham tosset. Men det var vel også godt nok, det var det som gjorde ham god til at lave vin.
[blue]"Hvor kommer du så fra?"[/blue] Spurgte han med et smil, da han endelig selv havde fået sat sig. Blikket var stadig betagende, ikke uhøfligt eller noget som gjorde en utilpas, nej det var ganske distret, men stadig tydeligt der. Hun fasinerede ham på mange punkter og det var tydeligt at se i det varme ansigt og de passionsfyldte grønne øjne, samt smilet på de smalle læber.

[Ranja Garcia]

Ranja havde aldrig været god til det der med formelle titler. Nok lagt sammen med at hun egentlig ikke havde hørt efter da hun blev opdraget. Hun havde da til dels almindelig pli og var ikke uforskammet og uhøflig på nogen måde. Hun var bare mere. Direkte. Dertil var hun heller ikke særlig vild med tanken om at nogle synes at de var bedre end hende. De var vel alle sammen personer. Måske af forskellig race, natur og hjemsted, men ikke destro mindre, levende personer med visse ligheder.
Ranja smilede og var glad for at han fandt det mere afslappende at være på fornavn med hinanden. Det gjorde sagen meget nemmere. Uden hele tiden at skulle sige hr., frk., De og Dem til hinanden. Det var da nogle gange til at få spat af og så var det heller ikke spor afslappende. Hvorimod dette, var langt mere roligt og hverdagsagtigt. Det var som om at de slet ikke var fremmede. Sådan følte Ranja det i hvert fald, og det var rart til en forveksling ikke at tro det værste om personen, eftersom folk fra Grænsen ikke altid var lige nemme at håndtere, og man skulle langt fra stole på dem.
Ranja satte sig roligt ned på stolen og gav ham et varmt smil med et glad glimt i øjet. Hun bed sig lidt i læben og så eftertænksom ud, mens hun legede med en lille tot hår. Ja hvad skulle de havde at drikke? Ranja havde ikke været i Nirelia i flere år, og havde egentlig ikke meget forstand på drikkelse. Hun drak for det meste vand og enkelte gang imellem mjød. Det havde altid været nemmere at være ædru og klar i hjernen. Ikke sagt at hun ikke kunne lide alkohol, for de kunne hun, men hun havde aldrig gjort meget i det. Hun kiggede efter nogle sekunders tænketid op på Sam og smilede. ”Jeg synes du skal overraske mig! Jeg tror du ved bedre end mig hvad der er godt.[/color]” sagde hun med et kækt smil og spænding i øjnene. Hun havde virkelig ingen forstand på det, og eftersom det så ud til at alle kendte Sam, så måtte han vide hvad kroen havde på menuen af gode vare. Så hun ville overlade det til ham.
”Jeg er født her i Nirelia.. Men har været herfra i mange år nu.. Jeg bor i Grænselandet, sammen med min storebror Liam.[/color]” svarede hun ham roligt og blev fanget af de passionsflydte grønne øjne. Ranja var overrasket og meget smigret over at han var så fascineret over hvem og hvad hun var. Det var ikke lige den reaktion der normalt mødte hende. Og hun kunne se at han ikke løj, han var ret faktisk interesseret i at vide hvem hun var. Og hun ligeså i ham, men vidste stadig intet.
”Hvad med dig? Kommer du herfra?[/color]” hun havde opfanget at han var herfra, det måtte han være, når der var så mange der kendte til ham og hilste. Hun havde ligeledes langt mærke til hvor mange der havde nedstirret dem, mens de gik afsted. Hun ignorerede det som sædvanlig og blev ikke irriteret eller forlegen af det, og det var jo hovedsageligt hende som blikket faldte på. Den let brune hud dækket af forskellige tattooveringer, og dertil var hendes tøjvalg heller ikke med til at gøre situationen bedre for hende. Men hvis ikke hun var tro mod sig selv og det hun inderst følte, så havde hun intet tilbage, og det vidste hun.

[Deleted]

Bordet de sad ved havde en beigefarvet dug hen over sig, midt på bordet stod en slukket olielampe til om aftenen, samt en lille fin vase med en enkel solsikke i. Ganske nydeligt og hyggeligt. Sam nikkede til hendes beslutning om at det var op til ham, meget vel, han ville da ikke være en af dem som skulle bestemme og være stædig. Med et bestemt blik dog med varme i, gav han tjeneren et håndtegn som tydeligvis blev genkendt. Som alle andre der lavede vin, mente han jo at deres var den bedste og derfor drak han sjældent andet med mindre han søgte ideer eller var til prøvesmagning. Men nu hvor de skulle nyde dagen sammen og få lidt godt af drikke i det skønne vejr, ja så måtte det jo være hans egen der kom på bordet.
[blue]"Hvordan kan det være din bror og du selv flyttede, Nirelia er da alle tiders? Jeg kan godt se det dragende ved grænsen, men jeg ville ikke bo der."[/blue] Han var spørgende, uforstående, men samtidig nysgerrig på hvad hendes historie var. Først ville han lære hende lidt af kende og give hende en chance for at lære ham af kende. Ellers ville fremtidige spørgsmål om hendes væsen måske virke stødende og det ønskede han bestemt ikke.
Tjeneren vendte tilbage med en flaske rødvin og to glas, den var åben og fik lov til at stå og ånde lidt for nu. Et taknemmelig blik blev sendt afsted som Sam nikkede godkendende og tjeneren igen forlod dem. De betagede grønne øjne søgte hendes, han var nysgerrig, men også ivrig for at svare hende. Han lo lidt og nikkede.
[blue]"Jeg er født og opvokset på en gård et godt stykke ude på landet. Sammen med min dejlige familie."[/blue] Kom det muntert fra ham og det var tydeligt at han elskede sin tilværelse præcis som den var. Selv var han jo den som havde arvet gården og styrede det meste, dog med hjælp fra sine søstre. Han boede i den store midtgård og resten af familien spredt rundt omkring på deres jord i huse som var blevet bygget med tiden. Markerne med ranker af de fineste druer lå som havde de ingen ende og han elskede at gå iblandt dem og nyde høstens glæder.

[Ranja Garcia]

Det var et hyggeligt lille bor de sad ved, og det var ikke overdrevet, men rigtig hyggeligt og hjemmeligt. Hvilket var godt og gjorde stemningen god. Ranja forstod dog ikke hvad det tegn som Sam sendte tjeneren betød, og selvfølgelig blev hun nysgerrig. Men tjeneren så ud til at forstå det udmærket og forsvandt kort tid efter og efterlod dem igen alene.
Ranja kiggede lidt ud til siden, som Sam stilte det næste spørgsmål. Et lille forsigtigt smil kom frem som hun huskede hvorfor hun tog væk, hvorfor hun forlod sine mindre søskende og forældre tilbage i Nirelia. Hun vidste endnu ikke om hun forstød den handling. Hun havde haft et godt liv og haft rigeligt med arbejde, men hun var alligevel adskilt fra sin familie, selvom hun stadig havde Liam. ”Ja, Nirelia er alle tiders.. Og tro mig, jeg savner også at være her.. Men jeg tør vende hjem igen.[/color]” hun sank en lille klump der havde formet sig i halsen, inden hun rømmede sig og fik det glade og varme smil tilbage på læben, selvom der stadig han et lille glimt af tristhed i hendes øjne, som hun forsøgte at skubbe væk. Ingen grund til at ødelægge stemningen. ”Jeg havde håbet at min søster måske var ude i byen eller sådan noget. Det kunne jo være jeg var heldig[/color]” tilføjede hun med et lille skuldertræk, som var det ingenting. Men det var det ikke. Det var meget vigtigt for hende at vide de havde det godt. Og hun holdte da også nogle gange øje med dem på afstand i sin ulveform. Men folkene i Nirelia var ikke altid lige så glade for en kuldsort ulv med gule øjne, som sad det samme sted i flere timer og stirrede på den samme gård.
Da tjeneren vendte tilbage, kiggede hun nysgerrigt efter hvad han medbragte, hvilket så ud til at være rødvin. Hun så lidt nysgerrigt på flasken og glædede sig til at smage det. Hun var måske ikke kendt på området. Men hun vidste at rødvin var godt, specielt når det var lavet med omhug.
Ranja lyttede opmærksomt og nysgerrigt til hans ord og mærkede hvordan smilede igen voksede muntert og glad frem. ”Det lyder vidunderligt! At bo sammen med sin familie og havde en gård ude på landet, hvor der er massere af plads til at tumle rundt, uden at alle kigger undrende efter en. Og så den sammenhold. Hvor mange er i?[/color]” hun mærkede nysgerrigheden blomstre frem kraftigere og kraftigere. At bo sammen med sin familie måtte være vidunderligt. Ranja havde selv gjort det i mange år af sit liv, men grundet deres meninger omkring hvem hun skulle være, flygtede hun nærmest fra stedet. Men et sted hvor man kunne være sig selv og gøre hvad man lystede uden at skulle bekymre sig om folks fordømmende blikke og evige småsnak bag om ryggen på andre folk. Selv nu bemærkede Ranja godt, hvordan nogle af byens finere damer kiggede på dem og hviskede til hinanden.

[Deleted]

Det var tydeligt intet hun sådan helt brød sig om at komme ind på, men nysgerrigheden åd ham op indefra. Hvorfor havde hun det sådan? Hvordan kunne det være hun ønskede at se noget af sin familie kun og hvorfor var det at hendes bror var sammen med hende og de ikke var sammen med resten af søskendeflokken? Det undrede ham, men han kendte hende ikke godt nok til at skulle ind på sådanne ømme emner, så det kunne være han lige skulle vente lidt. Selvom det var ham et mysterie og et han gerne ville have løst hurtigt. Alligevel kunne han ikke helt glemme hendes håb om at skulle se sin søster, så han så lidt eftertænksom ud og smilede så blidt inden han skænkede vin i begge deres glas, hendes først naturligvis. Her behøvede han ikke smage på varen, han vidste den var god og han håbede inderligt hun ville elske den som han selv gjorde.
[blue]"Dagen er endnu ikke slut, kun begyndt, måske hun dukker op i mængden?"[/blue] Lød det opmunterende fra ham, han snurrede sit glas rundt i luften så vinen i glasset fik endnu mere ilt. Den rubinrøde saft blev helt funklende i solens skær som Sam holdte glasset tilfreds op, han nippede til vinen og lukkede kort øjnene for at nyde smagen. Vin var så meget i hans liv, han elskede smagen, elskede hele procesen det krævede at skabe vinen. Der stod vin i kælderen som var mange år gamle, men som stadig skulle stå lidt endnu. Andre blev købt for at blive opholdt så den blev bedre. Vin bragte bare hygge og varme og glød. Han ville have sin kvinde som han ville have sin vin, sød, men frisk, blød og blid og fortryllende. Og med blød mente han jo selfølgelig kvindernes former godt måtte være lidt fyldige, en barm der var småstor gjorde jo ingen noget. Han nikkede til hendes ord med det størte varme smil og sad så bagefter og talte lidt på fingrene, ja de var jo egentlig rimelig mange!
[blue]"Jamen i selve familien lige nu er vi 12 med mig selv, og ellers har vi en kvinde med hendes tvillingerne boende og arbejdende i markerne og på gården."[/blue] Svarede han venligt, hans øjne så stadig lige betaget og interesseret på hende, han nød tydeligt at snakke med hende og var ganske afslappet. Som havde de altid kendt hinanden og lige skulle følge op fordi det var nogle år siden. En sjov følelse. Sam nippede lidt mere til vinen og duftede til den imens den nu var oppe ved ansigtet, det var bare det bedste han vidste. Så lænte han sig tilbage med armen straks og hånden grebet om glassets stilk, i en hvilende position.
[blue]"Hvad laver en ung frisk kvinde som dig så? Ud over at besøge sin hjemby?"[/blue] Spurgte han med et kækt smil og blinkede lidt drillende til hende. De grønne øjne havde et spil i sig der var svært at beskrive, men han var næsten ivrig efter at vide mere om hende og lære hende af kende.

[Ranja Garcia]

Lysten til at komme ud med sine familieproblemer til en fremmed, var ikke lige på det højeste, eftersom det generelt var noget hun plejede at holde tæt med. Både for sin egen, men så sandlig også for deres skyld. Hun følte sig til tider som en skamplet på deres perfekte familie, og måske var det fordi at hendes mor altid havde sagt det var forkert af hende at være så frisindet og drenget som hun nu engang var. Og Ranja ønskede ikke at få dem til at skamme sig mere over hende.
Blikket faldte på glasset som Sam fyldte op, mens hun lod hans ord synke ind, mens det varme smil stadig prydede hendes læber. ”Måske, hvis heldet da bliver ved med at tilsmile mig.” sagde hun glad og blinkede til ham. For hun måtte indrømme at det nok mest var ren held at hun var stødt ind i ham, eftersom hun ikke lige havde planer om at skulle møde nogen i dag, ud over måske lige søsteren, men det var kun et spinkelt håb. Ranja fulgte hans eksempel, selvom det var tydeligt at hun ikke var van til det. Man kunne praktisk talt se at hendes tunge forsøgte at komme ud i mundvigen, for at skabe det korrekte koncentrerede blik, men hun fik den alligevel holdt inde, som hun fulgte hans eksempel. Ranja nippede ligeså til vinen, og lod den synke ned. Den havde den sædvanlige vinsmag, med druesmagen, som bragte det søde ind over det. Men hun var ikke professionel indenfor vinens skabelse eller direkte konsistens. Men når hun fik noget, nød hun hver en dråbe. Hun vidste hvor meget tid og kærlighed der blev lagt i en god vind, og selvom hun ikke kunne se sig selv som skaberen af sådan en vidunderlighed, var det alligevel stort for hende. Og vinen som lige nu var i hendes glas, var præcis som den skulle være.
Ranjas mund åbnede sig til en lille sprækken, en sideeffekt fra overraskelsen over at de var så mange. Men selvfølgelig, det var der nogle familier der var, og sprækken var afløst af et varmt og venlig smil, mens hendes øjne glimtede over hans ord. Det måtte være vidunderligt at havde sådan et liv. ”Wauw.. Det lyder virkelig dejligt, og som en rar måde at leve på.” sagde hun med et grin, som vidste at hun var betaget at hans måde at leve på, og skjult selv ønskede sådan et liv. Hun havde altid ønsket et liv med massere af folk omkring sig, som kunne fjolle rundt sammen, og havde et godt sammenhold. Ranja var et flokdyr, født sådan og ville altid være sådan. Hun havde ikke nok i sig selv.
Hun smilede og tog set sip mere af vinen inden hun svarede ham. ”Lige nu, er jeg jæger, hvilket også er grunden til at jeg bor i skoven, for bedre at kunne opspore dyrene og falde i med deres omgivelser.” svarede hun en smule eftertænktsomt. For det var vel sådan hun gjorde det. Hun var en dygtig jæger, det havde hun altid været, og at vide hvordan man omgik med dyrende, var vel bare noget der gjorde hendes evne bedre. Hun vendte opmærksomheden tilbage på Sam og drejede hovedet lidt på skrå med et drillende blik i øjene og lige så kækt smil som ham. Ranja morede sig allerede meget mere i hans selskab end hun først havde håbet på, og det var helt rart endelig at møde en, som Ranja så nemt kunne falde i snak med, og ligesom Sam, havde hun en næsten ivren efter at vide mere om ham, og blive en del af det på en måde. ”Hvad laver i på gården? Jeg kan nærmest regne ud, at det har noget med vin at gøre, når man ser hvor nensomt og med perfektion ser den an.[/color]” spurgte hun og kiggede nysgerrigt på ham med et varmt glimt i de brune øjne.

[Deleted]

Det var udsædvanligt at føle sig så godt tilpas og afslappet ved en dames nærvær, normalt skruede han charmen på og opførte sig på sit bedste. Her havde han bare en helt anden følelse, stadig at være charmerende da det lå i hans natur, men her var det naturligt. Han havde aldrig betaget en kvinde som han betagede hende her og bare det at hun skilte sig sådan ud fra mængden var nok til at gøre ham mere nysgerrig end noget andet. Lige nu sad de grønne øjne og studerede hvert enestre træk i hendes kønne ansigt, hun var virkelig speciel og det tiltrak ham på en helt anden måde end som så mange andre kvinder. Det var som om alle andre kvinder blev kedelig i forhold til hende her.
[blue]"Ellers må du jo nøjes med mig, men jeg skal også nok sørger for du ikke kommer til at fortryde din rejse."[/blue] Grinte han og hævede glasset kort som en gestus og drak roligt af det, og som alle andre gange, nød han smagen og smilede i velbehag. Hver gang den varme søde og lidt bitre smag gled ned i hans svælg, kom han tilbage til barndommen og stod i vinmarkerne, kærtegnede druerankerne som var de hans moder og kærligheden dertil var ligeså stor. Sam elskede virkelig sit liv og han elskede dem han delte det med. Igen nippede han til sin vin, han lod ikke til at ville tage blikket fra hende, han studerede hende stadig, som om der var uendelige studier i hende.
[blue]"Det er fantastisk, jeg ville ikke bytte det for noget."[/blue] Sagde han så ærligt og smilte stort, helt lykkelig som han var. For skønt der kunne være skænderier blandt søskende, så var de altid venner, ingen blev efterladt og så var det bare en vidunderlig ting at have det sammenhold de havde. Da hun forklarede hun var jæger, gav det jo meget god mening i forhold til hendes væsen, gik han ud fra, hvad han sådan havde hørt. Det virkede helt underligt at en kvinde skulle jage, det var jo ikke helt naturligt og det fik ham blot til at være mere betaget af hende.
[blue]"Men du har måske lavet lidt af hvert?"[/blue] Kom det fra ham, da hun jo havde sagt lige nu. Så hun måtte da have lavet andre ting. Selv havde Sam hele sit liv kun haft sin passion for vinen og der havde aldrig været noget andet som interesserede ham i den grad. Det skulle da lige være kvinder, for en ung mand var men vel, men arbejdsmæssigt levede og åndede han for vinens sødme. Og da hun spurgte ind til hvad de lavede, blev han jo grebet lidt, for han elskede jo at fortælle om sit liv på gården.
[blue]"Ja, igennem flere hundrede år har min familie igennem tiden lavet vin, min far før mig, min farfar før ham. Vi har de største og flotteste drueranker på vore marker i hele Nirelia. Der er så smukt! Vi passer og plejer dem, høster dem, masser saften ud af dem, danner den dejligste vin og lader den ligge i de år den skal bruge på at blive rigtig god."[/blue] Et varmt smil var tydeligt i hele hans ansigt, både mund og øjne strålede af denne varme glød. Tanken om børnene der stod med deres bare fødder i de store kar og trampede på druerne for at få saften ud under karet med huller ned til endnu et kar. Latteren, kærligheden og samarbejdet. Han glædet sig virkelig til efterårets komme. Men nød også sommeren i fulde drag, han gik tit blandt rankerne og dagdrømte.