Post by Cameron Moore on Jun 7, 2013 18:50:59 GMT 1
Fulde navn: Cameron Moore.
Alder: 31 år.
Fødselsdag: 14. december.
Race: Lycan.
Tryllestav : Ingen
Speciel Race : Ingen
Bo Pæl: Bjergene i Grænselandet.
Job: Tidligere soldat i Darklia's hær.
Våben:
- Et sværd i solid stål.
- Knive gemt rundt omkring på hans krop.
- Bue i solidt træ, stål i begge ender formet til at gøre skade, stål snor og pile, forskellige pilehoveder.
Fortid:
Det var en mørk aften, Zeth Moore som ikke var særlig gammel, omkring de 19 år sad i vinduet og kiggede ud på den mørke gade hvor folk gik forbi fra tid til anden. Kedsomheden som var så stor og ikke til at holde ud voksede for hvert minut. Et enkelt blik tilbage over hans skulder mod sine forældre sagde alt, han ventede på at få lov til at gå ud, men de sagde intet, Sophia Moore som bare sad I stolen og strikkede bluser virkede ikke til at hun overhovedet ville give ham opmærksomhed. Endnu nogen minuter gik før han rejste sig, langsomt gik han ud mod hoveddøren og udenfor i den friske aften luft. Et ondskabsfuld smil blev plaseret på hans læber da han gik ned af trappen og ud i byen. Der gik ikke mere end nogen få timer før man kunne finde ham på en af byens kroer, fuld og latterlig at høre på. Sad der og spillede kort og sløsede pengene væk.
Der på kroen stod hun og så på ham med de største beundrende øjne, forelsket som hun var, Cassandra Grey arbejede på kroen og havde gjort det i flere år, siden hun var en lille pige. Som altid gik hun og vartede gæsterne op, mest Zeth for at få hans opmærksomhed, uden at ane hvad der ville ske i fremtiden. hen af midnats tid rejste Zeth sig op vaklede mod døren, og det var her hun tog chancen og lagde en arm på hans skulder for a følge ham hjem. Hen til det fine hus, ind af døren og op på hans værelse for at hjælpe ham iseng. Istedet for at sove havde han hivet hende ned til sig og ville ikke rigtigt slippe..
Næste morgen da Johnathan og Sophia kom op for at vække ham, mest for at skælde ham ud over hans bytur, fik de sig den største forskrækkelse af at se både Zeth og Cassandra ligge i sengen uden en travl på kroppen. Dagene efterfølgene var nu ikke lige frem de bedste for hverken Cassandra eller Zeth, Cassandra blev bombaderet med bemærkninger på sit arbejde og blev kaldt øgenavne mens Zeth skulle høre på sine forældres hykleri. Dette stoppede dog slet ikke da en 4 måneder henne Cassandra kom ind af døren med et forvirret blik hvor Johnathan og Sophia satte hælende i, ingen i deres familie skulle blive forældre udenfor et ægteskab, og deres søn skulle ikke se dårlig ud. Et bryllup blev der, men Zeth var ikke ligefrem den lykkeligste, han ville helst ikke binde sig.
Cameron som kom til verden på en ganske normal dag fik en rigtig dårlig start da han kort tid efter fødslen var ved at dø, men heldigvis blev han helbredt af healer, til Zeth fortrydelse. Årene gik hvor familien levede deres liv, udadtil var de en lykkelig familie, men hvis man så dem inden for husets fire vægge var der råben og skrigen, druk og vold. Cameron fik tit tæsk når hans far mente han havde gjort noget forkert, det kunne bare være at åbne munden ved morgenbordet eller at træde forkert på gangen. Cameron der voksede op med en hård hånd, startede med at lære at bruge et sværd da han var omkring 10 år, mest fordi hans far mente han skulle.
Han blev slået på hver dag ved træning, brækkede knogler og flækkede læbe, øjenbryn og så videre.
En dag kort tid før hans 14 års fødselsdag blev hans far så rassende over nogen han ikke engang vidste hvorfor, og Cameron som stod og trænede havde ingen idé om hvad der skulle ske, mens hans far havde taget sit eget sværd og var på vej ud mod ham, bandene og svolende, enda også fuld. Da han nåede den uopmærksomme unge mand smaskede han, ham i hovedet med en knyttet næve føre han svingede sit sværd, heldigt for Cameron at han var blevet slået ned først for ellers ville han nok havde været død nu. Sværdet som fløj i luften henad mod ham og skar huden åben ned over hans øjenbryn og videre ned af hans ansigt. Igen var han klar til at svinge sværdet mod ham da nogen soldater stillede sig ind imellem, de havde overværet Cameron træne, og han havde talent for det. De redet hans liv selvom han sagde han godt kunne klare sig selv, og tilbød ham at træne ham til at blive en soldat for Darklia.
Tiden gik i hæren, det var et paradis, han behøvede ikke at tænke på hvad hans far ville gøre, for han kom nemlig ikke hjem. Men som tiden skred frem nu mere begyndte det at blive for vanedannene, kedeligt, og en nat hvor han var ude og patroljere nær skoven I Darklia blev han overfaldet, ham og hans gruppe. En varulv var sprunget på dem fra skovens kant, lige mod ham, heldigvis for ham var han parat, bare ikke godt nok da den fik fat i ham, dets klør borede ned i hans skulder, mens han sværd bordede igennem dets bryst, han troede den ville havde bidt ham, men skete heldigvis ikke. Det næste der skete var ikke til at finde ud af, han besvimede af smerten fra Klørene, kun små 21 år.
Han vågnede op i en seng, hans egen seng med bandage over sit bryst og skulder. Tankerne flød rundt i hovedet på ham, hans måde at tænke på ændrede sig en smule for hvad der var sket, denne varulv havde været fri, disse soldater var 'frie' under Drazilla, sådan da, men ikke godt nok til ham.. Frihed var en illution fandt han frem til.
Der gik ikke lang tid før han havde fået nok af hvad de soldater egenlig kunne tillade sig, de følte sig frie og uovervindelige, en aften da de igen var ude og gå patrulje, forvandlede han til sin lycan form of dræbte dem alle, han mente selv han havde befriet dem fra deres illution, han tog et sidste blik mod byen før han løb, langt væk fra Darklia.
Desatør som han nok ville blive kaldt nu levede han i skovene i Grænselandet og i bjergene. En nat hørte han en kvinde løbe igennem skoven, hørte hende tydligt selvom han ikke var forsvandlet. lidt nysgerig om hvad det var fulgte han efter for at se en kvinde sidde ind til et vældet træ mens en vampyr langsomt gik mod hende for at slå hene ihjel. ved normale omstændigheder ville han ikke hjælpe men der var nogen over hende og før han kunne nå at stoppe sig selv var han trådt frem og smasket vampyren væk. Kampen varede til dagry hvor denne vampyr stak af, opgivet sit mål. Uden at vide det var faren til denne kvinde han lige havde reddet vendte han sig mod hende for at hjælpe hende op. Han bar hende til sit sted og tog sig af hende for nogen tid, han som ikke var den snaksaglige type kom alligevel til at dele sine synspunkter på 'Frihed', og til hans forbløffelse fulgte hun de samme meninger og dermed startede deres rejse sammen, trods hun ikke altid var ved hans side.
Familie:
Farmor: Sophia Moore(Død)
Farfar: Johnathan Moore(Levende)
Mormor: Helena Grey(Levende)
Morfar: Demitri Norrington(Ukendt)
Mor: Cassandra Moore(Levende)
Far: Zeth Moore(Død)
Udseende:
Kropsbygning: muskuløs så det kan ses både arme, ben, brys og ryg. Stærke knogler.. Aletisk. brede skuldre, dog ikke så meget igen.
Højde: 1.85m.
Hårfarve og Hårlængde: Kort sort hår, normalt pjusket og fyldigt, men mest af alt klippet så kun lige fingrene kan løbe igennem det.
Øjenfarve: Grå(blå/grøn) dog meget svage i farven.
Hudfarve: Lys dog en smule farve i det.
Andet: Sort pels som lycan. Har et stort ar der går ned langs hans højre øje og ned over kinden, et ar over hans læbe. hans ryg er også ar'et. Han har et langt ar ned over brystet
Personlighed:
Han er en stille og rolig person, ikke den mest snaksaglige. holder sig meget for sig selv da han kan have et voldsomt temprement. Han er en kold-hjertet fyr som folk helst ville ungå på en mørk aften, hans måde at reagere på er en smule mystisk da man ikke helt kan regne med hvad han gør. Han er ikke bange for at slå ihjel og er en dygtig sværd kæmper. Selvtilliden lyser ud af ham og det er ikke let at vinde en kamp med ham hvor man prøver at tynge hans selvtilid ned. Han er ikke en person der gider gå ud i byen for at være sammen med en kvinde, det er ikke lige i hans interesse, han er heller ikke en type der gider sidde og putte med en pige. Altid glad for en udfordring og tager hurtigt hånd omkring det. Hans egen mening omkring hvordan alt skal se ud er ikke lige en ide som alle ville bryde sig om, i bund og grund er han meget anderledes end andre og føjer sig helst ikke. Han har et stort overblik over hvad der sker omkring ham og føler sig en smule overlegen. Han er ikke en person der gider drikke alkohol da det ødelægger hans hjerne-celler og dermed holder han sig fra det. Han er ikke en der opsøger andre, de skal opsøge ham hvis de vil ham noget, dog skal man fortsat træde varsomt for man ved ikke lige hvad for et humør han er i. Han er ikke ind til venne forhold, han holder sine 'venner' tæt så han kan holde øje med dem, da han ikke stoler på så mange andre, de kunne jo stikke ham i ryggen. Han er ikke en der gider føje sig efter landene omkring ham, det er ikke hans problem hvis de laver en ny lov, han følger sine egne regler. Bekymringer er ikke noget han kender til, eller jo de er der og så er de hurtigt løst. Han er en person der hurtigt tilpasser sig til nye omgivelser og er god til at finde ud af hvordan han skal gøre for at overleve i fremmede omgivelser og uden redskaber. Han hader utroskab, og vil ikke holde tilbage for at slå hvis han ser eller høre omkring det. Han er ikke en person der viser sine følelser. Fulde folk er heller ikke hans kop te, han ungår dem helst.
Svagheder:
-Alt for selvsikker.
-Temperement.
-Sine meninger.
-Ser sig selv overlegen.
Styrker:
-At være Lycan.
-Sin kampkunst.
-Nemt ved at tilpasse sig.
-Lære hurtigt folk at kende.
Dyr:
Andet:
Udseenede som Lycan:
Alder: 31 år.
Fødselsdag: 14. december.
Race: Lycan.
Tryllestav : Ingen
Speciel Race : Ingen
Bo Pæl: Bjergene i Grænselandet.
Job: Tidligere soldat i Darklia's hær.
Våben:
- Et sværd i solid stål.
- Knive gemt rundt omkring på hans krop.
- Bue i solidt træ, stål i begge ender formet til at gøre skade, stål snor og pile, forskellige pilehoveder.
Fortid:
Det var en mørk aften, Zeth Moore som ikke var særlig gammel, omkring de 19 år sad i vinduet og kiggede ud på den mørke gade hvor folk gik forbi fra tid til anden. Kedsomheden som var så stor og ikke til at holde ud voksede for hvert minut. Et enkelt blik tilbage over hans skulder mod sine forældre sagde alt, han ventede på at få lov til at gå ud, men de sagde intet, Sophia Moore som bare sad I stolen og strikkede bluser virkede ikke til at hun overhovedet ville give ham opmærksomhed. Endnu nogen minuter gik før han rejste sig, langsomt gik han ud mod hoveddøren og udenfor i den friske aften luft. Et ondskabsfuld smil blev plaseret på hans læber da han gik ned af trappen og ud i byen. Der gik ikke mere end nogen få timer før man kunne finde ham på en af byens kroer, fuld og latterlig at høre på. Sad der og spillede kort og sløsede pengene væk.
Der på kroen stod hun og så på ham med de største beundrende øjne, forelsket som hun var, Cassandra Grey arbejede på kroen og havde gjort det i flere år, siden hun var en lille pige. Som altid gik hun og vartede gæsterne op, mest Zeth for at få hans opmærksomhed, uden at ane hvad der ville ske i fremtiden. hen af midnats tid rejste Zeth sig op vaklede mod døren, og det var her hun tog chancen og lagde en arm på hans skulder for a følge ham hjem. Hen til det fine hus, ind af døren og op på hans værelse for at hjælpe ham iseng. Istedet for at sove havde han hivet hende ned til sig og ville ikke rigtigt slippe..
Næste morgen da Johnathan og Sophia kom op for at vække ham, mest for at skælde ham ud over hans bytur, fik de sig den største forskrækkelse af at se både Zeth og Cassandra ligge i sengen uden en travl på kroppen. Dagene efterfølgene var nu ikke lige frem de bedste for hverken Cassandra eller Zeth, Cassandra blev bombaderet med bemærkninger på sit arbejde og blev kaldt øgenavne mens Zeth skulle høre på sine forældres hykleri. Dette stoppede dog slet ikke da en 4 måneder henne Cassandra kom ind af døren med et forvirret blik hvor Johnathan og Sophia satte hælende i, ingen i deres familie skulle blive forældre udenfor et ægteskab, og deres søn skulle ikke se dårlig ud. Et bryllup blev der, men Zeth var ikke ligefrem den lykkeligste, han ville helst ikke binde sig.
Cameron som kom til verden på en ganske normal dag fik en rigtig dårlig start da han kort tid efter fødslen var ved at dø, men heldigvis blev han helbredt af healer, til Zeth fortrydelse. Årene gik hvor familien levede deres liv, udadtil var de en lykkelig familie, men hvis man så dem inden for husets fire vægge var der råben og skrigen, druk og vold. Cameron fik tit tæsk når hans far mente han havde gjort noget forkert, det kunne bare være at åbne munden ved morgenbordet eller at træde forkert på gangen. Cameron der voksede op med en hård hånd, startede med at lære at bruge et sværd da han var omkring 10 år, mest fordi hans far mente han skulle.
Han blev slået på hver dag ved træning, brækkede knogler og flækkede læbe, øjenbryn og så videre.
En dag kort tid før hans 14 års fødselsdag blev hans far så rassende over nogen han ikke engang vidste hvorfor, og Cameron som stod og trænede havde ingen idé om hvad der skulle ske, mens hans far havde taget sit eget sværd og var på vej ud mod ham, bandene og svolende, enda også fuld. Da han nåede den uopmærksomme unge mand smaskede han, ham i hovedet med en knyttet næve føre han svingede sit sværd, heldigt for Cameron at han var blevet slået ned først for ellers ville han nok havde været død nu. Sværdet som fløj i luften henad mod ham og skar huden åben ned over hans øjenbryn og videre ned af hans ansigt. Igen var han klar til at svinge sværdet mod ham da nogen soldater stillede sig ind imellem, de havde overværet Cameron træne, og han havde talent for det. De redet hans liv selvom han sagde han godt kunne klare sig selv, og tilbød ham at træne ham til at blive en soldat for Darklia.
Tiden gik i hæren, det var et paradis, han behøvede ikke at tænke på hvad hans far ville gøre, for han kom nemlig ikke hjem. Men som tiden skred frem nu mere begyndte det at blive for vanedannene, kedeligt, og en nat hvor han var ude og patroljere nær skoven I Darklia blev han overfaldet, ham og hans gruppe. En varulv var sprunget på dem fra skovens kant, lige mod ham, heldigvis for ham var han parat, bare ikke godt nok da den fik fat i ham, dets klør borede ned i hans skulder, mens han sværd bordede igennem dets bryst, han troede den ville havde bidt ham, men skete heldigvis ikke. Det næste der skete var ikke til at finde ud af, han besvimede af smerten fra Klørene, kun små 21 år.
Han vågnede op i en seng, hans egen seng med bandage over sit bryst og skulder. Tankerne flød rundt i hovedet på ham, hans måde at tænke på ændrede sig en smule for hvad der var sket, denne varulv havde været fri, disse soldater var 'frie' under Drazilla, sådan da, men ikke godt nok til ham.. Frihed var en illution fandt han frem til.
Der gik ikke lang tid før han havde fået nok af hvad de soldater egenlig kunne tillade sig, de følte sig frie og uovervindelige, en aften da de igen var ude og gå patrulje, forvandlede han til sin lycan form of dræbte dem alle, han mente selv han havde befriet dem fra deres illution, han tog et sidste blik mod byen før han løb, langt væk fra Darklia.
Desatør som han nok ville blive kaldt nu levede han i skovene i Grænselandet og i bjergene. En nat hørte han en kvinde løbe igennem skoven, hørte hende tydligt selvom han ikke var forsvandlet. lidt nysgerig om hvad det var fulgte han efter for at se en kvinde sidde ind til et vældet træ mens en vampyr langsomt gik mod hende for at slå hene ihjel. ved normale omstændigheder ville han ikke hjælpe men der var nogen over hende og før han kunne nå at stoppe sig selv var han trådt frem og smasket vampyren væk. Kampen varede til dagry hvor denne vampyr stak af, opgivet sit mål. Uden at vide det var faren til denne kvinde han lige havde reddet vendte han sig mod hende for at hjælpe hende op. Han bar hende til sit sted og tog sig af hende for nogen tid, han som ikke var den snaksaglige type kom alligevel til at dele sine synspunkter på 'Frihed', og til hans forbløffelse fulgte hun de samme meninger og dermed startede deres rejse sammen, trods hun ikke altid var ved hans side.
Familie:
Farmor: Sophia Moore(Død)
Farfar: Johnathan Moore(Levende)
Mormor: Helena Grey(Levende)
Morfar: Demitri Norrington(Ukendt)
Mor: Cassandra Moore(Levende)
Far: Zeth Moore(Død)
Udseende:
Kropsbygning: muskuløs så det kan ses både arme, ben, brys og ryg. Stærke knogler.. Aletisk. brede skuldre, dog ikke så meget igen.
Højde: 1.85m.
Hårfarve og Hårlængde: Kort sort hår, normalt pjusket og fyldigt, men mest af alt klippet så kun lige fingrene kan løbe igennem det.
Øjenfarve: Grå(blå/grøn) dog meget svage i farven.
Hudfarve: Lys dog en smule farve i det.
Andet: Sort pels som lycan. Har et stort ar der går ned langs hans højre øje og ned over kinden, et ar over hans læbe. hans ryg er også ar'et. Han har et langt ar ned over brystet
Personlighed:
Han er en stille og rolig person, ikke den mest snaksaglige. holder sig meget for sig selv da han kan have et voldsomt temprement. Han er en kold-hjertet fyr som folk helst ville ungå på en mørk aften, hans måde at reagere på er en smule mystisk da man ikke helt kan regne med hvad han gør. Han er ikke bange for at slå ihjel og er en dygtig sværd kæmper. Selvtilliden lyser ud af ham og det er ikke let at vinde en kamp med ham hvor man prøver at tynge hans selvtilid ned. Han er ikke en person der gider gå ud i byen for at være sammen med en kvinde, det er ikke lige i hans interesse, han er heller ikke en type der gider sidde og putte med en pige. Altid glad for en udfordring og tager hurtigt hånd omkring det. Hans egen mening omkring hvordan alt skal se ud er ikke lige en ide som alle ville bryde sig om, i bund og grund er han meget anderledes end andre og føjer sig helst ikke. Han har et stort overblik over hvad der sker omkring ham og føler sig en smule overlegen. Han er ikke en person der gider drikke alkohol da det ødelægger hans hjerne-celler og dermed holder han sig fra det. Han er ikke en der opsøger andre, de skal opsøge ham hvis de vil ham noget, dog skal man fortsat træde varsomt for man ved ikke lige hvad for et humør han er i. Han er ikke ind til venne forhold, han holder sine 'venner' tæt så han kan holde øje med dem, da han ikke stoler på så mange andre, de kunne jo stikke ham i ryggen. Han er ikke en der gider føje sig efter landene omkring ham, det er ikke hans problem hvis de laver en ny lov, han følger sine egne regler. Bekymringer er ikke noget han kender til, eller jo de er der og så er de hurtigt løst. Han er en person der hurtigt tilpasser sig til nye omgivelser og er god til at finde ud af hvordan han skal gøre for at overleve i fremmede omgivelser og uden redskaber. Han hader utroskab, og vil ikke holde tilbage for at slå hvis han ser eller høre omkring det. Han er ikke en person der viser sine følelser. Fulde folk er heller ikke hans kop te, han ungår dem helst.
Svagheder:
-Alt for selvsikker.
-Temperement.
-Sine meninger.
-Ser sig selv overlegen.
Styrker:
-At være Lycan.
-Sin kampkunst.
-Nemt ved at tilpasse sig.
-Lære hurtigt folk at kende.
Dyr:
Andet:
Udseenede som Lycan: