Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jun 30, 2013 15:13:33 GMT 1
Som sneen dalede ned over morgengryets smukke himmel, tænkte hun på hvornår der sidst havde været så meget sne. Det var udsædvanlig smukt og man måtte sige hun nød det til fulde, men det holdte hende også lidt fra at skulle rejse nogen steder lige forløbig. Selv denne hårde vinter var svær at leve i for en elver, så hun var søgt i lå i grotterne hvor hun boede lige på dette tidspunkt. Rundt omkring var dyr gået under for kulden, Caitlin havde med sin dolk og et stik i hjertet havde hun flået mange af dem for sit skin og vasket dem ved vandfaldets fald, hvor vandet slet ikke løb som det plejede. Frosten havde fået det meste af perlesøen til at fryse til og kun lige hvor vandet endnu bevægede sig lidt, var der tilgang. Disse skin havde hun brugt til at skabe sig en varm og dejlig seng i grotterne, der var også et bål, men hun var snart ved at løbe tør for brænde og hun ville så nødig skade træerne for sin egen skyld. Mon ikke også de mange skin kunne holde hende varm? Hun havde i hvert fald fået lavet sig nogle skinbukser, samt top og en vest hvor pelsen stadig var på, samt en nederdel tilhørende til. Og et par gode varme støvler også. Caitlin var ret praktisk og brugte naturens redskaber da de jo var lavet til at leve i harmoni med hinanden. Nu var hun ude af grotten, morgenen var så smuk og fik alt sneen til at glimre som krystaller. Ingen tvivl om hun nød det, hun gik omkring med at drømmene blik i øjnene, indsnuste den friske luft. Hun var ved søen og så lidt på isen, den burde godt kunne holde til så lille en nipsting som hende. Så hun tøvede ikke et sekund efter sin beslutning om det, og hoppede elegant ud på isen, omme på hendes ryg hang hendes violin, hun skævede lidt om til den og besluttede sig for at hænge den et sikkers sted ved klipperne som var ved vandfaldets fald. Herefter begyndte hun sin skøjtning, yndefuld og elegant som hun var, i et med sine bevægelser og i fuld kontrol. Sprang op i luften, lavede pioetter og småblærede sig vel egentlig lidt. Men alt i alt nød hun sin fantastiske nye dag i vintertiden som hun havde savnet noget så ekstremt.
|
|
|
Post by Maxwell O' Connor on Jul 7, 2013 19:24:44 GMT 1
Max bukkede sig ned og samlede noget af sneen der havde lagt sig som et tæppe over perlesøen i Nirelia. Han rullede sneen sammen som en kugle, uden at mærke kulden. Han havde taget et par gode vanter, solide vinterstøvler og en tyk hættetrøje med pels indvendig. Han var i det hele taget pakket godt ind i varme klæder, så vinterkulden generer ham ikke det mindste. Max's blik gled hen over landskabet og beundrede det syn der kom ham i møde. Vinteren var nu smuk, men forbandet kold til tider, men det forhindrede ham dog ikke i at komme udendørs, det var kun de andre i familien der for det meste holde sig indendørs. Med slæbende skridt hen over det tykke lag sne, gik han videre, stadig med snebolden i hånden, hen til perlesøen som skulle være hans opholdsted denne morgen. Han fik øje på en kvinde der skøjtede elegant ud på isen, og bemærkede hendes dygtighed. Han satte sig ved kanten af søen og fikserede på hendes skøjtning. Efter han havde siddet der i noget tid, i sine egen tanker og bare havde stirret, uden at bemærke noget. Kom han til sig selv og så ned på snebolden som havde gjort flad, tog så noget mere sne og lavede den rund igen og kastede den så ud på isen hvor kvinden skøjtede, men han sørgede selvfølgelig for ikke at ramme hende.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 7, 2013 20:01:51 GMT 1
Vinterens smukke kystalmorgen omfavnede hende blidt, solens stråler gav hende rampelys og gjorde bare det hele unikt. Et lykkeligt smil var at finde på hendes læber som hun dansede i sine yndefulde trin og spring rundt på isen. Helt uden at bemærke der var kommet tilskuer på. Snebolden som nu lå som et mindre bump på isen spændte ben for hende og fik hende til at vælte kejtet forover. Ynden forsvandt ret hurtigt og hendes hvin gjorde hun blev mere jordforbunden igen. Eller rettere forbundet med isen, hvilket resulterede i en flækket læbe som begyndte at bløde med det samme. Skønt det sveg ret så meget, valgte hun at tage det som en oplevelse og begyndte at fnise kært sf sig selv og hendes knapt så kønne fald. Hun blev siddende lidt da faldet havde gjort hende omtumlet. Med forsigtighed mærkede hun på sin nu hævede blødende underlæbe, den var i hvert fald varm nu næsten brændende. Det var lidt typisk hende ikke at være mere forsigtig, men hun tog jo også det hele som en oplevelse.
|
|
|
Post by Maxwell O' Connor on Jul 7, 2013 20:51:14 GMT 1
Max så kvinden vælte og lavede en grimasse da hun ramte isen. Det var ikke lige det han havde regnet med, han fik et sug i maven og følte sig meget flov. Det med sneen var kun meningen at hun skulle bemærke han var der, og han kastede den nu også lidt for sjov, men at hun ville vælte havde han ikke forventet. Han rejste sig op og børstede sneen af sine bukser,og så op igen og så hun blev siddende. "Hey, er du okay derude?"råbte han og håbede ikke hun blev sur når hun fandt ud af at det var hans skyld hun var væltet. For han hadet virkelig konflikter, så det ville han helst undgå.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 9, 2013 18:12:03 GMT 1
Det var ikke andet end en flækket læbe, det gik nok alt sammen. Da hun hørte en stemme, gav det et sæt i hende, det havde hun ikke lige regnet med. Så hun så lidt forbløffet hen i retningen af stemmens klang og smilte så blidt. Roligt kom hun op på benene og stod og svejede lidt, ret svimmel da hun jo havde slået hovedet. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre ved blodet, så det lod hun blot løbe. "Det tror jeg da." Kom det fra hende med et skævt smil som hun trak på skuldrende. Roligt begav hun sig hen over isen for at få fat i sin violin og få den over skulderen så den hang på hendes ryg. Lige nu bevægede hun sig langt mere vagtsomt, for hun var lidt rundt på gulvet. Da det var gjort, vendte hun rundt og ville da hen og møde den nye fremmede som var ankommet. Caitlin smilte blidt, som tegn på at det intet gjorde. Hendes læbe blødte stadig en del, men det ville jo hele igen. Men hun havde ikke lige noget lommetørklæde at stoppe blodet med, dog da hun kom helt ind til sneen, valgte hun at tage lidt op og vaske det værste væk fra hendes hage. Det hjalp ikke meget, for der kom blot mere. "Det er typisk mig at være så klodset." Mumlede hun så og valgte at se op på ham med et svagt smil.
|
|
|
Post by Maxwell O' Connor on Jul 9, 2013 20:52:38 GMT 1
Da kvinden kom på benene og mødte ham ved bredden, smilte han blidt tilbage "Det må du altså undskylde, det var min fejl, det var ikke meningen at det skulle ende sådan" sagde han undskyldende. Han bemærkede hendes sår på læben som blødte en del da hun var kommet tætter på. Han stod i lidt tid i tavshed og så til mens hun tog noget sne op fra jorden for at vaske blodet væk fra hagen. Da kom han i tanke om han havde nogle lommetørklæder i sin militær grønne taske, tog den ene hanske af for at kunne åbne remmen på tasken. "her, tror du har mere brug for dem end jeg har lige nu" han smilte skævt og tog de sidste tre lommetørklæder op ad tasken og rakte dem frem mod hende.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 9, 2013 21:16:36 GMT 1
At han påtog sig skylden fik hende til at rynke lidt på næsen, hun så ud og lagde nu mærke til at sneen egentlig virkede som en klump fra en kastet snebold. Så løftede hun det ene øjenbryn og smilte sødt men drillende til ham. "Kastede du en snebold efter mig?" Spurgte hun så og så lidt strengt på ham, men med et drillende smil til efterfølgning. Hun tog imod lommetørklæderne og tog det ene op til læben for at standse blødningen lidt. Caitlin rakte sin hånd frem og smilte bag tørklædet. "Caitlin, den faldne kvinde på isen." Grinte hun og nejede elegant. Hun var frisk og rolig som altid, men også med et humør som mange kunne blive forvirret over altid var så muntert. Caitlin var ret speciel. Hun fandt det rart at få tørret blodet lidt væk, men den var stadig virkelig varm, hendes læbe. Så hun dyppede lommetørklædet i sneen, gjorde det vådt og koldt, for at køle læben lidt. Noget der fik et lettet suk til at blive kvalt ind i stoffet. Det var altid sjovt og rart at møde nye folk, men hun var virkelig også god til at bringe det værste frem i folk. Sådan kom hun tit i problemer, endten pissede hun folk af eller knuste hjerter uden at mene det. Både i venskab og forelskelser. Det smukke vinterlandskab fik igen hendes opmærksomhed, hun slugte omgivelserne med blikket og kunne ikke gøre andet end at smile beundrende af naturens smukke gave. Vinteren var en af de årstider hun elskede mest af alle.
|
|
|
Post by Maxwell O' Connor on Jul 14, 2013 16:36:17 GMT 1
Da hun havde taget imod lommetørklædet tog han igen handsken på og så over mod sneklumpen der lå ene og alene på isen som kvinden var snublet over. Så smilte han smørret. "Ih nej da, jeg tabte den bare"sagde han med det lette og lidt fjollet udtryk, for han kunne godt høre hvor fjollet det lød. For hvis folk tabte noget ville det helt sikkert ligge foran deres fødder og ikke flere meter væk."Maxwell, ham som ikke tænker før han kaster, eller retter taber noget"skyndte han sig at rette og bukkede for hende, eftersom hun valgte at neje. Han samlede noget sne op, som han igen rullede til en rund kugle. Caitlin virkede til at tag oplevelsen ganske pænt, og det overraskede ham faktisk lidt, det virkede ikke til hun var som mange andre kvinder som enten ikke kunne tåle at se blod, eller dem som var pjævset hvis de bare fik en lille bitte sår. med et drillende smil, klaskede han snebolden i hendes hår. "Ups! Sikke klodset jeg er" grinte han vente sig om og gik et stykke væk og så ud over landskabet for igen at samle mere sne op og stod klar til at kaste.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 18, 2013 14:05:24 GMT 1
Caitlin var typen som greb dagen som den nu udviklede sig, og lærte at elske hver dag som dens helt egen, i stedet for at hænge dem alle sammen. Der var nye oplevelser hver dag og det var så kedeligt bare at se til! Hans præsentation fik hende til at le, hun smilte muntert og valgte at se lidt undersøgende på ham for at finde ud af hvad han var for en. Sneen var smuk omkring dem, men den havde da også sine andre sider. Den var nemlig også sjov, hvilket Maxwell fik understreget ved at kaste sne i håret på hende. "Hey!" Hvinede hun, inden hun selv samlede sne op og kastede efter ham, ganske udemærket i sin kastearm. Uvis om hun nu ramte ham, valgte hun at løbe lidt væk og selv begynde at samle sne op og forme, hun var vældig hurtig og god til at snog sig om træerne i nærheden af søen. Der var ikke særlig meget vind, det var en utrolig smuk vinterdag og allerede nu blev den nydt i fulde drag. Den barnlige sjæl som Caitlin besad, fangede mange og de blev dybt betaget. Rigtig mange børn på hendes vej havde elsket hendes selvskab og musik, dansede i sjov og leg. Der var så meget glæde og livlighed i denne kvinde at folk blev berørt af hende på den ene eller anden måde.
|
|
|
Post by Maxwell O' Connor on Jul 23, 2013 15:27:46 GMT 1
kastet. At lege sneboldkamp var noget Max havde savnet, for hans lillebror lå syg så at lege sneboldkamp med ham var udelukket, i hvert fald i et par dage. Max børstede sneen væk og gik tætter på Caitlin som var løbet et stykke væk og havde stadig snebolden i hånden, klar til at kaste. Sneen dalede stadig stille mod jorden, der var også noget af det som var havnet i hans grå hvide hår og gjorde det helt hvidt. Hans hår havde engang været sort, men han havde valgt at farve sit hår, eftersom han var træt af den sorte farve, og pudsigt nok kunne han veldig godt lide den grå hvide farve. "Sorry, det var ikke med vilje!" grinte han ironisk og smilte skævt idet han luntede fremad og efterlod fodspor i den kolde hvide sne. Snebolden ramte ham i brystkassen. Caitlin var smuttet afsted allerede da hun havde
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 25, 2013 13:52:55 GMT 1
Der kom fnis fra hende, hun stormerede rundt imellem træer og buske, inden hun løb mod ham. Caitlin var ikke genert anlagt, så at skulle fælde en eller have nærkontakt i leg, det rørte hende ikke. Det var blot sjov og ballade i hendes øjne. Derfor hoppede hun ud efter ham for at vælte ham ned i sneen og give ham en vasker. Vinteren elskede hun nok allermest, den mindede hende om eventyr og trylleri. Sneen glimtede så smukt, som tusinde af små krystaller. Det hele gav hende lyst til at spille på hendes violin, violinen som hun havde lagt fra sig for at angribe Max. Der måtte jo for alt i verden intet ske den! I hendes legesyge hjerte var det her den perfekte dag indtil videre, hun syntes det var sjovt at lege i sneen og så var det sjældent at nogen overhovedet gad hende. Det var rart endelig at kunne drille en som ikke blev vred og ville slå hende.
|
|