Ved foden af et bjerg (Haze)

[Azrael]

[haze]

haze var taget ud og lede efter nue urter til sin drikke han brugte til sine våben den lange hale og de store øre hang lige op i luften han kunde mærke vinteren var over og fulen enlige var kommet frem et stille smil kom fra ham han elsked naturen men dog mindet det for meget om hvad han hadet været i gemmen som barn og som ung her han sukket trist ingen kunde forstå hvad han hadet lidt i gmmen så lang tid igen ville kende den sog han hadet inden i hjerte han hadet set 2 dorigner bare forsvinde og den ene hadet han stor hjerte til og vidste hun ville blive en god Dorigen den anden hadet han ikke måt i nu men han var rat sikker på at det ville blive beder med tiden nu kunde han da ikke blive offer for nogle efter hånden gik det navent over alle læber enlige hadet han ikke gjordt så meget andet at være oppe og toppes med Zills datter som været sammen med hinden og så også ind dag zill selv ikke at hun nok ville huske ham stille slog han sværet i jorden og kikket rundt mens han hørte efter fremdet lyde stille smilte han da han enlige fandt det han skulde finde " der er du jo " sage han rolige mens han tog en lille kniv frem og skar en tot af en sort rose kom frem den hadet en form for gift som gjord hans fjeder langsomme vis de bliv ramt af den forbuset og dårlige

[Azrael]

Azrael hørte ikke den fremmed, som han fokuseret for meget på fulgenes sang, men mærke sværdet, som blev sat i jorden. Han åbnede endnu ikke øjnene, som han ikke helt kunne sætte sig for hvor henne det var. Det var først ved sætningen at han kiggede op og om sig. Han kunne derved blive enig med sig selv om at det ikke var ham, som der blev talt til. Stemmen havde lydt længere væk end hvor han lå. Han kunne forestille sig hvem der dog skulle den sætning rettet imod ham. Han gled næsten lydløst om på maven og løftede sig på armene for at se hvor lyden kom fra. Ører og hale var det første han så og var sikker på at de var ikke tilhørte et normalt dyr. Det var de for store til.
Han rejste sig lydløst og bevægede sig imod dem fremmed, nysgerrig på hvem den fremmed var. Bevægede sig væk fra hans synsvinkel og bag ham. Væsnet var åbenbart ude efter en tot fra den sorte rose, som han stod nær, men til hvilke formål?
Han bevægede sig videre om på den anden side af væsnet, betragtede de store og halen med stor nysgerrighed, selvom det ikke viste sig bag det udtryksløse ansigt.

[haze]

haze Mærked at han bliv holdt øje med han tænke sig og gavet i let mere jord for at det skulde se ud som om han var i gang med noget han vente bare på at person skulde komme tætter på han kendte stede godt at person ikke var et mennske men noget helt andet han lage øren helt ned og tog sig til fieren " pokkers jeg skar mig " kom det stille fra ham og sutte på hans tome finger men med det vente han sig hurtit til den side hvor Azrael og kasted kniven fra sig " NU HAR JEG DIG SPION " sagde han lidt skrab kniven fløj hurtit af sted og den ville ramme Azerael i skulderen kun hans tøj så han ville henge fast i et nær træ haze rejste sig og løb op i en af tæren og studert person han vidste ikke om kniven ville ramme ham eller noget det var han heller ikke intersert i overhovet som halv dyr kunde han høre lige så godt som en ræv kunde han hadet stor hale som teng til han var blivet overrasket over at der stod en person bag ham " hvem er du og hvorfor holder du øje med mig ??" kom det råbne fra haze han hoppet nu lidt tætter på person over for sig og knorde lidt af ham det varen duft han kændte alt for godt vis han kendte zill ville han ikke have noget med person at gøre

[Azrael]

Azrael havde ikke haft givet en tanke om at hvad end væsnet var i gang med i jorden, så var det for at logge ham tættere på. Han tænkte kun at væsnet nok var for optaget af hvad end han lavede. Fandt det fasinerende med den måde ørene lagde sig ned, men så en smule undrende ved at væsnet snakkede om at kommet til at skære sig. Det var nok til at få hans sanser en smule op til at reagere på kniven, som blev kastet imod ham. En håndbevægelse foran sig og kniven faldt imod jorden i stedet for at ramme det den skulle ha' ramt. Det var først nu at det var gået op for ham hvad det var at væsnet havde kaldt ham. Han rynkede på næsen, som han fulgte væsnet med øjnene. Spion? Hvem skulle han dog spionere for? Han kunne godt forstå at væsnet skulle reagere så angribende imod der lusker i baggrunden, men at ligefrem at gå ud fra at han er spion..
Azrael kæmpede imod lysten til at rullede med øjnene, som væsnet nu stod tættere og knurrede af ham. Der var vel ingen grund til at gøre væsnet mere hidsigt.
”Først vil jeg rette noget min herre... Jeg er ikke spion... Jeg blev blot ledt af min nysgerrighed, som jeg ikke før har stødt på et væsen af deres...”
Azrael stoppede med at tale et øjeblik, som han ledte efter et passende ord. Et koldt og vredt skær lå i hans øjne i et ansigt og kropssprog som ellers intet viste. Han forsøgte at holde sin tone neutral, men kunne stoppe en smule af vrede fra at lyde, da han trods alt var blevet angrebet af væsnet, som nu knurrede af ham.
”.. kaliber” afsluttede han og synes ikke helt at det dækkede godt nok, men det var hvad han lige kunne komme på.
”Mit navn er Azrael” fortalte han efter.

[haze]

haze kikket på person oppe fra træte du er ikke doringe zill stille hoppet han ned og kikekt ham dubt i øjne " men du har de sammen kolde øje som hinde hvad er duu " svaret han hurtit mens han kikket ned på sin kniv og samlet den op den var guld favet så sad der en flaske hvor der viste noget viske inden i sig han smilte lidt " der var du heldige ellers hadet jeg gjordet det stille og rolige af med dig unde at rør en finger " han dingled lidt med en finger på glasset som man kunde se han lage den stille i sin skede igen og kikket på manden " NAvent er Haze haze fra Nirelia " svaret han med et smil som om indte var sket og ragte hånden ud mod manden han vidste at sådan en person skulde man passe på med de kunde ikke altid stoles på og i sær hans rase han sukket lidt men løfte hurtit øren da der var en adnen fremdet lyd og med det vente han sig igen navøs rundt " er der kun dig ?? " ud spurte haze manden om han knoret lidt og man kunde virklige høre det kom fra maven mens han hale bliv tuk som en hår boldt men den faldt sammen igen da han så det var en harre og så vente han sig om igen med øren ratte mod ham og smilte igen

[Azrael]

Azrael mødte roligs væsnets blik. Selvfølgelig var han ikke dronning af Darklia. Så langhåret følte Azrael sig ikke rigtig, selvom han havde ladet det gro inden for det sidste stykke tid. Han havde planer om at gro længere. Han smilede blot koldt ved at få af vide han havde samme kolde øjne. Han havde altså mødt hende i person?
Han rykkede på næsen ved det væsnet blev ved med at tiltale ham, som var de dus.
”Samme race, anden person” svarede han køleligt. Han havde ikke selv mødt dronningen før og overvejede hvad der mon havde fået dette væsen til at hade hende så meget. Hans blik blev smalt ved væsnet dybt undervurderende ham. Ville HAN ha' gjordet det af med HAM, stille og roligt? Hans læber blev trukket tilbage i et sner uden lyd. Hvor vovede han bare sådan stå og undervurder ham?!
Snerret træk sig ved lyden af bynavnet Nirelia. Han havde mødt dronningen af Darklia selvom han var fra Nirelia?
Han så kun på hånden, inden han så imod Haze igen og vreden i hans øjne var blevet tydeligere. Han forstod ikke hvordan denne fremmed bare sådan kunne undervurder ham og så prøve at være høflig kort efter. Væsnet Haze undrede ham trods den vrede der lå tydelig fremme.
Han bemærkede ørets bevægelse og gav sig til at lytte med for at finde ud af hvad væsnet mon havde hørt. Hans bryn rykkede sig en smule sammen ved den nervøse fremtoning. Igen en knurren, som Haze spurgte om han var alene. Azrael rejste et bryn ved det, som han var ret sikker på at han havde været med andre havde dette væsen nok opdaget dem for længst. Azrael trådte tilbage og opdagede haren, inden han satte sig ned på jorden.
”En hare.. De bliver nervøs for et skræmt dyr?” spurgte han noget undret..

[haze]

haze vented blikke mod person han rynked næsen lidt " mit dyre indsting " svaret han rolige og tog sværet ned i sin skede igen han vente sig så om for at gå tilbage for at samle flere blomster op det var en god høst lige her men han ville ikke tage dem alle sammen han bygget sig ned og to nogle stykker op i hånden og kikket hen mod den fremdet han hadet en fornemlse af at trodet han virkle han under vurderet person ham som der hadet været op i mod selvste Doringe zill han lage ørne ned og kikket over på manden eller Drengen eller hvor gammel han nu var " jeg undervuder skam ikke Knækt men jeg har været opppe i mod sådan nogle som dig før og...... og inde du siger noget så nej jeg er ikke ond sindet person " haze kikket over mod manden og gik i sin takse han hadet længer ned for at samle en vand Dunk op han tog lidt vand og kasted den så hen mod Azrael og smilte til ham " her du ser ud om om du godt kunde bruge lidt " haze vented hovdet tilbage og begynte at tænde et bål og tage en grud frem der lå en meget lille en som man kunde ha med når man rejste rundt "han kikket hen mod Azrael og smilte venliget til ham igen haze var flink men vis person så ham som ond kunde han ikke gøre noget ved det han lage de mange blomster ned i og lod det kove det gav en sød duft i luften og haze prikket til bålet med en pin

[Azrael]

Instinkt altså? Det gav mening at dette væsen havde meget af dette når den bestod så meget af dyr. Noget Azrael faktisk kunne forstå, som han også kørte efter hvad hans instinkter og intuition fortalte ham. Hans blik blev på Haze mens han gav sig til at tage flere af planterne.
Der blev rynket på næsen ved at blive kaldet for knægt. Han var måske ikke gammel nok til at være hvad han så ud til, men det virkede helt absurd at blive kaldt og helt uformelt.
Han kunne ikke se hvad det skulle ha' noget at gøre med om Haze var en ondsindet person eller ej. Han kunne sagtens være det for Azraels skyld med den måde, som han blev med finde væsnets ord hånende.
En tanke om at forlade dette væsen var kommet, men han rørte sig ikke imod Haze rodede sin taske. Han fandt noget interesse ved at se vanddunken, og greb ved den blev kastet. Der kom et stramt smil ved tilbudet. Han fjernede låget og gav sig til at lugte til vandet først, inden vandet fik lov til at røre hans læber. Han drak hvad der var tilbage i den, ikke af hævn, men af han ikke tænkte over om Haze måske selv ville ha' noget.
Den sødelige duft nåede hans næse. Han var sikker på at han ikke havde duftet noget så sødt før. Han havde heller ikke prøvet at komme blomster sammen med varmt vand. Han kom nærmere for at se på hvordan væsken mon så ud. Azrael var stadig på vagt overfor det pelset væsen ved navn Haze, mere af vane end noget andet, når væsnet ikke havde i sinde at angribe ham.
”Hvad er det?” spurgte han og pegede på hvad der var i gryden.