en Skade fryd aften

[Deleted]

Gad vide hvor længe hun skulle leve uden sin stemme? Det ville deprimere hende i sidste ende hvis der gik for lang tid, det samme med savnet til skoven. Hendes blik så længselsfuldt mod skoven, hun sukkede i kroppen og så mod græsset. Alt var så underligt synes hun, naturen havde drillet i årstiderne og det kunne hun ikke helt finde ud af. Da Tom kom ud til hende, smilte hun blidt til ham. Han så meget ivrig ud, det hjalp på hendes humør, det betød da hop for hendes stemme. Hun svarede ham ved at lade som om hun havde en stav og svang den mod sig selv. Som tegn på det var en fortryllelse. Dea hadet virkelig brug for sin stemme, hun savnede at synge for planterne og dyrene, hun lod sine fingre glide ned over sin hals.

[Tom Cilvan Klims]

Tom kikket lidt på hinden og forstod " det kommer til at blive svære ind jeg tror "svaret han trist hvad skulde han dog gøre stille og rolige kikket han ned og lage bogen fra sig mens han kikket rundt og ud på søren han tænkte sig om der var mange spel om sådan noget næsten flere 1000 bøger om det han kikket rolige og så hop løst ned "men jeg giver ikke op jeg ville ikke midste en ven eller måske en mere ind blot en ven " svaret han rolige og og knutted hænden ind i bogen hvad skulde han dog stille op med sig selv han vente blikket mod Dena og smilte mens han lage hånde på hindens kind og nusset den stille " jeg kender måske en der kan hjælpe os men det er svært at sige om han kan klare det han er en stærker troldmand ind jeg er men ville heller ikke være sikkert " svaret han stille mens blikket vendte sig om og kikket rolige og vente blikket ned igen mens tom lage armen om hinden og trykket sig ind til sig han hadet savnet det her meget stille lukket han øjne og nød den varme luft der kom ind over dem

[Deleted]

Det var rart med lidt håb, om ikke andet skulle hun nok selv finde ud af det, der var vel troldmænd der ude som var specialister i disse ting. Med hendes charme skulle hun nok lokke sig til noget hjælp. Indtil da, måtte hun jo få det bedste ud af sit ophold her. Dea sukkede i kroppen igen, hun havde det dårligt, der manglede sang fra hendes læber og så savnede hun sit hjem. Det var så sjældent hun forlod skoven, hun hadet virkelig at være væk hjemmefra. Hun bed sig i læben og slappede lidt mere af da hun kom ind i hans arme og mærkede varme. Hendes øjnene gled stille i og hun stod blot sådan et stykke tid, hun kunne mærke at hun var tørstig, men gjorde intet ved det lige nu. Naturens opførsel gjorde hende nervøs, gad vide hvad der egentlig var galt? Alting var så forkert, der burde være skud over det hele, sol og mere varme end dette. Men foråret var næsten slået ihjel, en årstider nymferne elskede mere end de andre. Den bød på liv og en frisk start. Men lige nu, intet. Hvilket gjorde det hårdt for hende at skulle få mad i form af bær og frugter fra skoven.

[Tom Cilvan Klims]

Tom kikket ned og kunde mærke kulden komme over sig det var rat sjov vær han kunde ikke huske hvornår der sidst hadet været sådan en kulde og en lang vinter her men de var vel ikke herre over hvad der skete han sukket rolige da hun lage sig ned på hans lår og tog stille hånden ind under kjolen og nusset hindens bare ryk han kunde godt venne sig til det her han kikket stille ned mod hinden og smilte varm og forelsket på samme tid han hadet ellers lovte ikke at blive det men hinde her var der nu noiget særliget over stille lente han sig ned over hinden " jeg holder meget af dig " visket han mens han nusset hindens ryk han turde ikke sige det andet for han vidste efter håndne hvordan kvinder regeret kunde hun måske prøve at være i et forhold med ham hans blik vendte sig rolige og kikket rundt og på skoven " du skal glæde dig til det bliver sommer her der er så smukt på den her enge jeg har så også gjort lidt for at holde det pænt " svaret han stille og rolige mens hans hånd køre op og ned af den

[Deleted]

Mange tanker gled igennem hendes hoved, hun var glad for hun kunne få lov til at slappe af, men alligevel var det jo ikke nok. Hendes frygt for manden ville finde hende var stor, for han vidste nogenlunde hvor hendes hjem var, selvom det normalt var godt skjult i trækronerne. Men det ventede forår som udeblev, havde glemt alt om at få deres skud til at danne sig for at skulle springe ud i den kommende sommers varme. Dea lod sit blik glide mod Tom, det var et næsten ligegyldigt, visent blik. Hun manglede sin skov mere end noget andet, det gjorde ondt i alle hendes naturlige gener og hjemveeen strømmede som en alvorlig virus i hende. Hun valgte at rejse sig og gå lidt rundt, rørte ved de planter som manglede livet.... Så rystede hun på hovedet, han skulle ikke forelske sig i hende, det ville være dumt, hun var en fri sjæl som tog for sig af buffen der ude i verdenen.

[Tom Cilvan Klims]

Tom kikket rolige på Dea og rejste sig rolige og holdte rolige om hindens mave " bare rolige sommeren er på vej den her gang skal den skoven bare ville lidt længer " svaret han rolige mens tom kikket rolige ned mod en blomst og tog sin stav hen for and nolge blade " kan du se den er på vej " visket han rolige og førte sine hænder ned og op af hindens krop også hindens lår i morgen ville han helt klart finde en kur mord hinden rolige kysset tom deas kind og hals mens han smilte rolige " jeg sanver også sommeren savneren musikken fra byen og folk der kommer gånde men af og til kan det også være en irterne ting at have med at gøre og så søger jeg ud i skoven for at være ledt i fred " tom kikket rolige ned mod de små knupper af blomsteren der var tilbage og han kunde godt forstå hinden det måtte ikke være lige sjovt alt sammen helle tiden at være fra sin elsked skov og hjem

[Deleted]

Det irriterede hende rimlig meget at han troede han forstod hvad hun gennemgik, snakkede løs imens hun intet kunne sige. Det fik hende til at rulle med øjnene, han klistrede hun følte sig på en måde fanget og det fik hende til at skrige indeni. Han forstod jo ingenting, de var vildt forskellige væsner, hendes savn kunne gøre hende syg og han stod der og fablede som om det følte han også. Åh det eneste hun hørte lige nu hvad bla bla bla bla bla bla, hun måtte væk, have stilhed og frihed var denne klistrende mand. Dea vred sig væk fra ham og begyndte at løbe ud imod de åbne vider, hun kunne mærke vinden og føle hendes moder kalder på hende, moder natur. Da hun nåede et stort område med græs, væltede hun ned i det og rullede rundt med et grinende udtryk i ansigtet. Dea var et frit væsen og hun havde brug for frihed, hun sukkede blidt og så op mod himlen, det trak op til regn, men det gjorde hende intet. De små dråber som faldt fra himlem mod hende tog hun glædeligt imod, hun lukkede øjnene nydende og begyndte at dufte lidt i luften, regnen gjorde alting frisk og rent. Det her var lige hvad hun havde brug for.