En tur i skoven

[Neimi Silvertung]

Det var en mørk aften som Neimi luskede rundt i skoven for at finde frem til Valentin da det var længe siden hun havde set ham og trængte egentlig til en god jagt og måske penge til en ny stav efter hun havde tabt den gamle og hvor kunne hun ikke rigtigt huske men det var også lige meget selvom det jo gjorde hun måtte finde andre alternativer hvis de skulle på jagt, noget hun regnede kraftigt med for det var altid spændende så hun måske kunne skaffe noget nyt tøj da hendes var ret slidt og det var ret koldt så hun frøs egentlig også en smule men det var nu godt at have ham med når hun skulle ind til familier så kunne hun koncentere sig om at stjæle ting mens han underholdt sig med ofrene, hvilket jo var en fin inddeling det gjorde hun kunne skaffe flere ting og sælge dem videre for penge.

[Valentin]

Valentin gik gennem den dybe, ret mørke skov. han var på vej ud for at tage på jagt, da han kedede sig ret meget, og ikke bare gad sidde derhjemme. Desuden trængte han til noget nyt blod, dem han havde derhjemme var begyndt at kede ham lidt, smagen blev kedelig efter noget tid, han havde brug for noget andet, noget nyt og friskt blod. Helst noget ungt, da det var langt bedre end det ældre, ihvertfald efter hans mening. Hans beklædning bestod af det sædvanlige sorte tøj, da det var det som klædte ham bedst, og passede bedst til hans stil, og så havde han det bedst i det, og det var det mest praktiske når han var på jagt, hvis han skulle snige sig ind på ofret eller noget, da det hjalp ham til at falde i et med mørket og skyggerne omkring ham. han bevægede sig langsomt gennem skoven, med rolige skridt, og kunne tydeligt høre, lugte og fornemme alt hvad der foregik omkring ham. Hele denne del af skoven virkede næsten død og forladt, da alt liv var som blæst fra området. Skovens dyr havde efterhånden lært at holde sig væk, ikke fordi han drak af dem, han hadede dyreblod, foretrak mennesker til enhver tid, men han havde ingen problemer med at torturere eller dræbe dem, og dyrene, ligesom menneskene og alle de andre levende væsener, frygtede ham, og holdt sig på så lang afstand det var muligt. Efter noget tid begyndte han dog at kunne fornemme liv i nærheden, og da lugten af menneskeblod nåede hans næsebor vågnede han lidt mere op. Efter endnu et par øjeblikke, genkendte han dog lugten til noget han havde oplevet før, da han kunne huske hendes lugt. Han genkendte den som menneskepigen, Neimi. Han kedede sig ret så meget lige nu, og kunne godt bruge lidt underholdning, og hun plejede da at være meget underholdende, så han kunne jo lige tage hen til hende og se hvad hun lavede her, og måske få lidt underholdning ud af det. Måske hun ville med på jagt igen. Han bevægede sig derfor hurtigt igennem skoven i den retning hvor lugten var kommet fra, og på kraften fra lugten og følelsen af liv, kunne han bedømme hun ikke var langt væk. Så med hans hurtighed nåede han hende hurtigt. Han løb over jordbunden, undveg træer i sidste øjeblik, og sprang over sten og rødder med en unaturlig elegance og adræthed, og han nåede hende i løbet af noget der virkede til højest et par minutter, hvis ikke kortere. Han stoppede op da han nåede stedet, og blev stående et øjeblik i skyggerne og betragtede hende lidt i stilhed, inden han trådte frem fra mørket og afslørede sin tilstedeværelse for hende

[Neimi Silvertung]

Neimi var gået i sine egne tanker så hun havde ikke rigtigt lagt mærke til noget som helst og da han lige pludselig stod i nærheden af hende fik hun et mindre chok af overraskelse så hun gispede lidt højt men slappede hurtigt af for han kunne da ikke være bekendt at give hende et chok på den måde men hun burde jo være en smule vant til at folk dukkede op lige pludselig selvom det var irriterne når det alligevel skete. "Skal du altid gøre det der?" spurgte hun roligt selvom hun irriteret satte sine hænder i siden bare for at protestere lidt over at han bare dukkede op på den måde "Og kan du læse tanker siden du vidste jeg var på vej hen til dig?".. Hun vidste godt Valentin ikke var den store taler men nogle ord kunne hun da ind i mellem godt få ud af ham.

[Valentin]

Han så roligt på hende da hun snakkede, det var tydeligt hun ikke have lagt mærke til ham, men det tog han sig nu ikke af. Hun burde jo også efterhånden have vænnet sig til det, ellers var det jo også hendes eget problem, han kunne jo egentlig være ligeglad, hvilket han jo også var. "Hvis jeg altid gør det, burde du så ikke være vant til det snart?" svarede han bare, for det burde hun jo egentlig, når hun nu brokkede sig over han gjorde det altid, og hvis hun mente han gjorde det, hvilket han jo egentlig også gjorde, så burde hun da snart være vant til det, eller ihvertfald være forberedt på det eller vide det kunne ske. "Nej det kan jeg ikke ligefrem påstå jeg er" sagde han til det næste hun sagde, og fortsatte "Men vi må åbenbart tænke meget ens, for jeg var lige på vej ud for at finde dig egentlig var det jo rigtigt, på en måde. teknisk set havde han jo oprindeligt ikke ledt efter hende, men han var jo på vej ud for at finde noget underholdning, og det kan man jo også sige han nok havde fundet, for hun plejede da at være meget underholdende. Og efter han havde opdaget hun var her, så havde han jo været på vej over til hende, så egentlig var det jo ikke løgn det han sagde

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede skævt som hun gik hen til ham og stilte sig foran ham selvom hun stadig var i en smule protest over han havde givet hende et mindre chok men det var der jo ikke noget at gøre ved for han havde irriterne ret som han så mange gange havde men han var jo også en del ældre end hende og derfor meget klogere i hendes hoved "Jamen så må vi gå ud og finde nogle ofre til dig, du er mere bleg end du plejer at være" sagde hun roligt med et skævt smil men de måtte jo finde noget at spise til ham så hun kunne få nye ting for det var jo mest det hun havde brug for, ikke blod ligesom han havde men så ville hun da gerne hjælpe ham med at finde noget når hun kunne finde tøj til hende selv eller bare værdifulde ting som hun kunne sælge videre og så tjene penge til en ny stav.

[Valentin]

Han så roligt på hende, med et selvtilfreds udtryk i ansigtet, for selvom han aldrig smilede eller udtrykte nogen følelser, eller ikke ret mange ihvertfald, så kunne han da stadig finde på noget der lignede, og han var da ret godt tilfreds lige nu. han kedede sig ihvertfald ikke så meget mere, for hun kunne da være ret underholdende, og nu skulle de endelig på jagt igen, han kunne også godt bruge noget blod, som hun også have bemærket, så han var da ret godt tilfreds med at kunne komme ud og jage nogle mennesker nu, og hun var jo også med, så han skulle da nok få en smule underholdning ud af det også, altså udover det der ellers var ved at jage mennesker og torturere og dræbe dem og dræne dem for blod. "Ja, men jeg har heller ikke fået blod siden igår, har sovet hele dagen og er først lige kommet ud for at finde noget nu" sagde han, som svar på det hun sagde med han virkede mere bleg end normalt "Men så lad os se at komme afsted" sagde han, for han var da begyndt at blive lidt utålmodig, og det her var begyndt at kede ham lidt, der skulle helst ske et eller andet, og han manglede jo stadig blod

[Neimi Silvertung]

"Okay okay jeg har det helt rigtige hus til dig, men vi skal over grænsen så der er en del vej" sagde hun roligt med et skævt smil inden hun vendte sig rundt og begyndte at gå i den retning hun mente huset lå selvom der var en del vej og han var rigtigt nok hurtigere end hende så han kunne komme hurtigt derhen så måtte de vel tage den lange vej derhen medmindre de kunne skaffe en hest eller noget i den stil for så ville det da gå hurtigere for dem begge for hun ville gerne vise ham det hus hun havde i tankerne, specielt da det var et meget rigt hus hun godt kunne tage nogle værdifulde ting fra.

[Valentin]

"Det er helt fint, men så lad os komme afsted" sagde han bare, og var tydeligt ved at blive en smule utålmodig, for her skete da ikke rigtigt noget, og han skulle jo have noget blod, og helst ret snart. Og hvis ikke snart der skete et eller andet ville han bare begynde at kede sig igen, det kom han ret nemt til, og der var da ikke noget ved at kede sig. Så han begyndte at gå i samme retning som Neimi, han måtte jo bare lade hende føre vejen, da hun jo var den af dem som vidste hvor det hus lå som de var på vej imod, så han var jo bare nødt til at følge hende så hun kunne føre ham derhen.

[Neimi Silvertung]

De gik i en del tid og nåede ud på en mindre vej hvor man kunne høre heste vrisken et stykke derfra og lyden af hjul fra en vogn så den kunne da komme til meget nytte hvis de skulle nå noget hurtigere derfra "Kan du klare den? uden at dræbe hestene" spurgte hun roligt for det nyttede jo ikke noget at han dræbte hestene når det var dem der var vigtigst og så vognen, men nu kunne han jo få noget blod indtil de nåede til det rigtige sted, så det var bare for at mildne hans utålmodighed indtil videre for der var ikke så meget andet hun kunne gøre. Men det var egentlig et dumt spørgsmål hun havde stillet det blev hun klar over efter lidt tid for selvfølgelig kunne han klare det, hun havde jo set ham dræbe folk i et helt hus så en hestevogn burde da ikke være problemet selvom han jo ikke måtte skræmme hestene væk for så ville det igen gå galt men så måtte hun jo være hurtigt for at berolige dem så de kunne komme hurtig hen til det sted Neimi havde i hovedet.
Hun gemte sig bag et træ for ikke at være i vejen og for at dem i hestevognen ikke så hende selvom det nok ikke ville gøre så meget for de ville sikkert bare tro hun var en hjemløs der vandrede rundt så de ville nok ikke lægge særlig meget mærke til hende.

[Valentin]

Valentin fulgte Neimi, da han jo ikke anede hvor de var på vej hen, så han havde bare tænkt sig at lade hende føre og så vise ham hvorhen det nu end var hun ville have ham hen. Selvom det godt nok gik en del langsomt, for han var jo vant til at bevæge sig meget hurtigere, men hun var jo menneske, så han var jo nødt til at vente på hende, desuden var det hende der vidste hvor de skulle hen og kendte vejen, så han var jo lidt nødt til at vente på hende så hun også kunne følge med, ellers kunne hun jo ikke rigtigt vise ham vejen til huset. Da de kom til vejen og hun stoppede op, stoppede han også. Han kunne tydeligt høre lyden af heste, og en hestevogn som blev trukket efter. Han havde for længst hørt dem på en afstand, og stanken af hest og lugten af menneskeblod havde også for længst nået hans næsebor. Da hun spurgte om han kunne klare det, og uden at dræbe hestene, så han bare på hende med et roligt, selvsikkert blik "Selvfølgelig kan jeg det" sagde han roligt, og ventede til de var lidt tættere på, inden han bevægede sig ud på vejen, med en hastighed så de ikke ville nå at se hvor han kom fra. men på grund af mørket og afstanden, som stadig var imellem dem, ville de nok bare tro at de ikke havde kunnet se ham på grund af det. Og da de kom lidt tættere på, og de pludselig fik øje på ham ude på vejen, stoppede de forskrækket op, da ham der styrede vognen ikke ligefrem havde regnet med at det ville ske. Han blev dog kun stående et øjeblik, hvorefter han forsvandt igen, og nu stod bag vognen. Man kunne tydeligt se forvirringen i mandens øjne, og det kunne godt se ud som om han troede det bare var noget han havde forestillet sig. Han fik dog ikke længe til at tænke over det, inden Valentin pludselig sprang op på vognen bagfra, og trak den nærmeste person til sig, med en umenneskelig styrke, og begravede sine tænder i dens hals. Han kastede derefter personen fra sig, tog fat i halsen på ham som havde styret vognen, og brækkede nakken på ham med en enkelt, hurtig bevægelse. Der var to personer mere i vognen, en mand og en kvinde, og han greb derfor fat i dem begge, en med hver hånd. Han trak først manden hen til sig, og huggede ned mod hans hals, og borede sine tænder ned i hans kød, så blodet begyndte at strømme ud fra det åbne sår. Han drak lidt, inden han blev træt af ham, og smed ham fra sig, så han landede på jorden ved siden af vognen. Han tog derfor kvinden lidt tættere på sig, og begravede nu sine tænder i hendes hals, og bed sig fast og drak af hende lidt. Da han havde fået det blod han skulle have, slikkede han roligt det overskydende blod op, som der var løbet ud fra såret som han ikke havde fået med, og smed derefter den stadig blødende, og næsten døde, kvinde fra sig på jorden, sammen med de andre. Han ventede på at Neimi ville komme frem og op i vognen, så de kunne komme videre. Det hele var sket ret hurtigt, da han var rimelig hurtig jo, og han var ret trænet i at dræbe, så det tog ham ikke ret længe, bortset fra selvfølgelig når han selv ville have det skulle trække ud i længere tid

[Neimi Silvertung]

Neimi fulgte Valentin med øjnene som han kom ud på vejen, hvor hun listede sig lidt tættere på men gemte sig stadig bag et træ for at følge med i alt hvad der skete omkring hende, selvom hun til tider var lige så forvirret som dem i vognen for han forsvandt ind i mellem ud af hendes blik men dukkede så op et andet sted. Det gjorde det hele lidt svært at følge med i men hun gav ikke op for det var da ret spændende at se en vampyr på rov for der kom da et fint svineri og det kunne advare folk, selvom hun var glad for hun slap for at få blod på sig indtil videre men det kunne ske hun endte med det på et eller andet tidspunkt. Da han var færdig med at dræbe folkene kom hun frem fra sit skjul og så på de dødende kroppe men de sagde ikke meget i hendes indre for de var jo bare simple folk og så kendte hun dem overhovedet ikke. Hun kravlede op hvor kusken havde siddet og tog tøjlerne selvom hun ikke helt vidste hvordan man skulle gøre det så havde hun set det en del gange og derfor ikke fundet det ret svært. "Kommer du?" spurgte hun roligt med et roligt blik i mod ham for hun havde jo set så meget død at det ikke rørte hende og så det at hun vidst var lidt for spændt på at komme hen til det sted hun ville hen bare fordi hun vidste den familie havde penge og det kunne hun altid bruge til tøj, mad og så den nye tryllestav selvom hun var godt på vej til at få en ny stav så manglede hun stadig en lille smule til hun havde til staven og så til noget tøj for det her var flere dage gamle og derfor trængte det til at blive skiftet ud, men hendes sår i armen var da helet fint efter hun havde taget den forbinding af som Nicola havde lagt omkring det sår hun sjovt nok havde givet hende under en kamp fordi Neimi havde været så irriteret på hende og forsøgt at slæbe hende med hen til Valentin men var blevet stoppet af hendes barnlige nysgerrighed der havde ladet Nicola blive fri igen efter hun havde fået penge som erstattet til det tøj Nicola havde ødelagt fordi hun havde brækket sig udover hende og så det tøj hun rendte rundt i nu, så hun havde fået et ganske pænt bytte ud af det.

[Valentin]

Valentin var færdig med de mennesker, og de lå nu alle døde, eller døende på jorden ved siden af ham. Han havde ikke engang et blik tilovers for dem, da de jo ikke betød noget for ham. I hans øjne var mennesker og alle andre levende væsener jo langt under ham. Og han havde jo intet med dem at gøre, og havde ikke mere at bruge dem til, så han var jo ligeglad med dem. Så uden at kaste så meget som et blik på dem, hoppede han bare op i vognen til Neimi, så de kunne komme videre. Da han var oppe, og klar til at tage afsted, ventede han sådan set bare på hun ville sætte vognen igang, så de kunne komme videre. For han var jo ret utålmodig, og han gad ikke ligefrem vente, og han var også begyndt at kede sig en del allerede, selvom han jo lige havde dræbt de der mennesker. Men lige nu skete der jo intet, og han begyndte ret hurtigt at kede sig, så der skulle helst ske et eller andet hele tiden, og det kunne man jo ikke rigtigt sige der gjorde lige nu, for det her var da ret kedeligt. Så de måtte egentlig godt snart være der, for al den venten var begyndt at kede ham en del efterhånden.

[Neimi Silvertung]

Neimi sagde ikke et ord da han var hoppet op i vognen og havde sat sig til rette, men satte bare hestene i fuld galop ud af skoven for hun ville hen til det sted hun havde snakket om, ihvertfald inden Valentin begyndte at blive alt for utålmodig og begyndte at kede sig ret meget for hun havde en ide om at det ville gå udover hende selvom det nu heller ikke gjorde så meget så fik hun da en hurtig og fin død.
Det tog dog lidt over en time før de nærmede sig grænsen med fuld galop men hvis hun skulle være gået så havde det jo taget flere timer, men nu nærmede de sig da det mindre gods men der skulle jo også noget til at opveje at Valentin måtte gå uden blod i længere tid for de andre havde ikke rigtigt virket til at berolige ham bare en smule. Hun stoppede ude i gården og så lidt på ham for dette var jo stedet og hvor mange mennesker og væsner der var i huset var hun ikke helt sikker på men han kunne da sikkert more sig med de folk fra Nirelia.