Baby its cold outside

[Deleted]

Selv havde Shade tænkt lidt over hvordan han skulle forklare sig, han havde godt fast i sin venstre hånd som altid. Roligt gled blikket lidt op og ned af hende som hun stod der, han sugede alle indtryk til sig. Med elegance lod han sin højre arm tilbyde til Nyaxie, blikket havde et charmerende glimt i sig og et svagt smil lå i hans mundvig.
"Jeg vil vise Dem mit bibliotek, som også er mit kontor." Stemmen var blid og rolig, han ville tage hende med sig lige så snart hun tog hans arm. Og så ville de hurtigt være ude af dette lokale og videre til det næste, som lå ovenpå. Imens de gik, valgte Shade at forklare om magikere, hvordan alle var forskellige og havde specielle evner indefor rigtig mange forskellige ting. Lige ledes forklarede han hvordan han brugte det til underholdning og at skabe noget smukt, det var sjældent han brugte det i kamp, da han fandt magi som noget der skulle bruges på smukke ting. Også at han i betragtning af sine mange år som udødelig, ikke mesterede det så godt som han egentlig kunne. Han fortalte om arbejdet som greve, hvordan kontoret faktisk tog det meste af hans tid, men at han nød sit arbejde, dog ikke i en vinter som denne. Forklarede sine bekymringer i folk nok mistede livet og at jorden ville være frosen i al for lang tid, derfor ville afgrøderne ikke blive sået tids nok, det hele ville blive forsinket og alt afhængig af den næste vinter der ventedes komme, kunne høsten slå fejl og langbruget gå helt i kludder. Man kunne høre han faktisk holdte af at være greve, at have ansvar skønt han også fik tildelt en masse. Måske gik han endda lidt for meget op i det, mens mange andre grever sad på deres flade og lavede ingenting. Dog betød landet meget for ham, og han var en brik i et vigtigt puslespil.
"Jeg håber De blev bare lidt klogere på hvad jeg er for en." Endte han så med et varmt smil, mens de gik op af trapperne og kort efter stod foran hans kontor og familien bibliotek. Roligt åbnede han døren og trådte til side, gjorde tegn til hun måtte træde ind. Der var reoler over alt! Stod tætte i hver sin side af lokaler, hvor i midten var et ildsted, med stol og bord stående ud til rummet så han havde overblik, men varme bag sig. Bordet var rodet med papir og så ganske forvirrende ud, men det var nu hans helt egen orden der lå lige som den skulle. Der var to stole med et kaffebord næsten lige inde for døren, her kunne man sidde og læse eller studere sammen.
"Velkommen til rummet som tager det meste af min tid når jeg er hjemme."Grinte han og spejdede selv rundt i lokalte som var smukt på sin helt egen måde. Loftet var mørkt i træ med flotte mønstre over det hele, væggene ganske kedelige paneler i samme farve, men også gemt af diverse malerier, samt reoler. Med et fast greb, fik han stokken til at ramme hårdt i gulvet og straks stod flammerne op i ildstedet. Han frøs stadig og trængte godt nok til varme. Selvom han jo også kunne få det lige der, blikket gled op og ned af Nyaxie igen.
"Er alle engle så betagende smukke?" Spurgte han så stille, med et fastløst intenst blik på hende, han kunne ikke tage det fra hende lige nu og stod lidt som forstenet. Han havde ikke lyst til hun slap hans arm, hun gav ham en himmelsk følelse.

[nyaxie]

Hun tog flittigt imod hans arm og fulgte med ham hen til hans bibliotek imens hun lyttede intens til det han sagde og nikkede for at vise hun lyttede med og prøvede på at forstå alt et stort smil gled over hendes læber da hun indså hvor meget han enligt holdte af landet, hun kunne godt forstå ham det hun havde set af det her nede var det ganske smukt, smukt nok til hun ville blive her nede så længe hun kunne eller indtil de menneskelige følelser begyndte at smitte af på hende, så skulle hun hjem og oplade så hun ikke mistede sin fatning omkring sit arbejde, og gå sådan her sammen med ham minede hende kun om den opgave hun blev sendt her ned for, at give en anden tryghed og ro i sjælen og en mulighed for at kunne fortælle alt omkring alt der betød noget, hendes blik blev dog lidt dystert da han fortalte om land bruet sam havde samme problem, så hun var ved at forstå hvor viktigt dette var for dem der var her nede, og selvom hun intet ville kunne gøre for det ville virke kunne folk jo bare slå sig sammen til at få det til at funger, sam var jo en jord dæmon så han kunne nemmere få hjælp af hvad hun vidste af,
"Det gør mig ondt vinteren er så hård.. Jeg troede ikke det ville ske så meget ved at det hvide stas lå her så længe.."Hun havde stadig ikke fattet at det hvide stas var sne, men det gjorde hende intet for hende var det blot små hvide krystaller bløde krystaller der kom fra himlen af.
Hendes blik gled rundt inde i lokalet da de kom ind på bibliotek og man kunne tydeligt se på hende hun var målløs over alle de bøger der var der. al den viden der var skrevet ned.. hun havde aldrig selv siddet med en bog da hun ikke har haft muligheden for at anskaffe sig en, og hun havde været mere optaget på at finde ud af alt omkring alt her nede.
En lille latter undslap hendes læber da han kaldte hende for betagende smuk, hun var ikke smuk i sine egne øjne. hun havde jo levet sammen med en masse smukke engle før. de var alle perfekte uden skræmmer og med den blødeste hud, og deres vinger var bare et prik over I'et,
"Jeg betrakter ikke mig selv som betagende smuk, Der hvor jeg kommer fra er de ældste de smukkeste.. eller de er ikke smukkest. de har en anden glød på grund af den visdom de besidder. og på grund af faktummet af de har rejst imellem jorden og himlen flere gange end jeg" Hun sendte ham et ganske fornøjet smil. det kunne tydeligt ses på hende det morede hende at han kaldte hende betagende smuk, men han havde jo heller ikke mødt en engel før som hun havde forstået på det. eller det havde ingen af dem der var her, så på en måde forstod hun det godt. Endeligt rettede hun blikket imod ilden han havde bragt frem i pejsen og et piget smil gled over hendes læber, det var så facinerende sådan som han tændte og slukkede for det som han ville, så rettede hun blikket imod ham atter engang,
"Hvad med deres døtre? jeg har forstået din kærlighed for landet. og for det du laver. hvis jeg må ha den ære at vide mere om din familie, vil jeg blive beæret" hendes interasse for hans familie var ganske fin. hun nød at høre om andres ting, især når det kunne hjælpe dem med at få det bedre i sindet eller bare blive glade eller lykkelige ved minderne.

[Deleted]

"Sne?" Lo han blidt, inden han endelig fik sig selv ud af det fæstne hun ellers havde så godt i ham. Roligt slap han hende, men lod sine fingre stryge kort over hendes vinge, de var smukke og ganske fasinerende. Roligt gik han hen til de bløde stole og lod en hånd vise hun var velkommen til at sætte sig i den ene. Og han ville ikke sætte sig ned før hun havde sat sig, det var ren høflighed fra hans side af. Havde hun været slave eller tjenestepige havde han været ligeglad, men lige nu, var de på ligefod indtil han besluttede sig for andet. Shade havde da en tendens til at være lidt magtgal når det kom til stykket, men det var ikke alle der så den side af ham. Om Nyaxie ville se den, var ikke til at sige, det kom an på så mange ting, men han håbede det da ikke, for hun ville nok ikek bryde sig særligt om ham hvis det skete.
Opmærksom og meget interesseret lyttede han til hendes tale om englene, han brød sig ikke helt om at hun fandt det morsomt han fandt hende betagende smuk, men nuvel. Han rynkede lidt i panden over det, for han ville da ikke findes morsom af hans betagelse af hende. Der var ikke meget han kunne gøre ved det, andet end at tænke lidt over det hun havde sagt og vende det i hovedet så godt som overhovedet muligt.
"Kiyomi, Tamara og Odette er mine øjesten, jeg ville ikke leve foruden rollen som far. Selvom jeg nok ikke klare det forfærdeligt godt uden min hustru. Jeg har tit overvejet at finde en ny kvinde til at træde i det sted, de har brug for en kvindelig rolle. Jeg er nok bare den irriterende overbeskyttende far." Kom det roligt fra ham, stolheden og bekymringen lyste ud af ham, men stolheden overvandt bekymringen stort. Roligt kørte han en hånd igennem skægget som virkelig var blevet alt for meget og fik ham til at se ældre ud end han egentlig i sandhed gjorde. Det var vel egentlig lidt pinlig ikke at være i sit bedste es når så smuk en skabning valgte at nødlande i hans gårdsplads.
Tjeneren var ikke fulgt efter, de var alene nu, selvom de ikke var mere end et kald væk. ELler rettere et ring, en snor hang ved siden af hans bord, derpå slog en klokke hvor de opholdte sig når de ikke lavede noget specielt. Shade kiggede stille rundt og sukkede så dybt.
"Jeg har svært ved de er blevet voksne kvinder, da jeg ved at vi er af væsner der har et behov for en partner. Måde følelsesmæssigt, men også fysisk. Jeg vil tro det er svært for hver en far at skulle se sin datter med en mand, eller kvinde for den sags skyld. Jeg kan bare ikke klare tanken om de ikke er mine små søde piger der leger rundt og hviner med deres rottehaler farende i vinden sammen med sommerkjolerne og de beskidte små fødder." Følelserne væltede ud af ham, som de normalt ellers aldrig gjorde, det skræmte ham lidt, hvad var det den kvinde gjorde ved ham?! Pludselig følte han sig svag og faktisk skræmt, det var ikke lige sådan han havde set det vende. Fustreret kørte han en hånd igennem håret.

[nyaxie]

Hun fulgte efter ham hen til stolende og satte sig ned og trak sine ben op under sig stadig så man ikke kunne se op under hendes kjole og lyttede intens til det han fortalte om sine døtre, hendes smil blev mere imødekommende og beroligende imens hun lyttede intens med på det han fortalte hun vidste intet til dette behov om en partner da de fleste engle gik igennem livet uden en partner og kun sig selv og deres gudinde ved hånden,
Hun lagde hovedet let på skrå imens hun studerede ham hun kunne tydeligt mærke hans bekymring, og hun undrede sig over han ikke satte sig selv bedre end det han gjorde hun tvivlede ikke på han gjorde sit bedste som far. og uden deres mor. det var sikkert hårdere men hun var sikker på han gjorde sit bedste for deres skyld, så rejste hun sig op og af ren refleks slog hun armende omkring ham for at give ham et stort beroligende knus, så han havde kontakt med hele hendes krop til at berolige ham, hun slap ham dog hurtigt igen og sendte ham et smil,
"Jeg er sikker på de gør deres bedste som deres far. Også selvom du betvivler det selv. er jeg sikker på de værdsætter dig for alt du har gjort for dem. Jeg ved ikke hvordan voksne kvinder her nede er, men jeg er sikker på dine døtre vil bringe dig glæde og lykke i fremtiden, også selv hvis de finder en mand der kan tage vare på dem, vil du altid være deres far. og de vil altid holde af dem ligemeget hvad,"Hun lod en hånd glide hen over hans overarm uden nogle bagtanker eftersom hun sjældent havde dem. hun kunne ikke lade vær med at smile ved det han sagde om deres leg med rottehaler og beskidte fødder. hun havde skam set børn lege på afstand. det havde været et hyggeligt syn, så små uskyldige væsner, lige så uskyldige og rene som hende selv, når hun så dem fik hun lystil til at vende hjem til sin egen slags, men dette ville hun ikke gøre før om mange år. da der stadig var meget at udforske, endeligt blinkede hun drillende til ham,
"De burde næsten ha været engle, så behøvede du ikke tænke på de ville falde for en mand,"Hun sagde ikke dette for at fornærme ham men mere for at få ham til at smile lidt da han lignede en der havde brug for et lille smil på sine læber

[Deleted]

I et kæmpe knus han ikke lige var forberedt på, gled han ind i en helt himmelsk fornemmelse, han lod armene glide om hendes liv og knugede hende kort ind til sig. Begravede sin hoved kort i hendes hår ved hendes hals og indhalerede duften af hende, som i den grad fik ham til at føle sig beroset. Shade havde ikke lyst til at skulle give slip, men han kunne ikke få sig selv til at tvinge hende til at stå der og lod sine arme glide fra hende lige så snart hun flyttede sig. Ordene hun kom med beroligede ham underligt nok, han fattede det ikke helt og valgte ikke at stille spørgsmålstegn ved det. I stedet nød han det bare og sagde absolut ingenting. Der kom da et smil på hans læber, et skævt et, han sukkede roligt, afslappet og lukkede roligt øjnene.
"Jeg ville aldrig frarøve dem chancen for at føle den kærlighed og tryghed i en partners selskab."Forklarede han så stille, da han åbnede øjnene smilte han større, både med læber og øjne. Han ville ikke frarøve dem at nyde livet og få tryghed, kærlighed og forhåbenlig en varig ting i evigheden. Det var nu en fortryllende følelse som Regina gav ham, han var jo rent faktisk forelsket og hun var helt igennem speciel, den mest fantastiske kvinde siden hans afdøde hustru. Faktisk fortjente han hende ikke, han opførte sig som et svin, men bildte sig selv ind at han ikke var så forfærdelig fordi han normalt havde så mange kvinder og nu lod han sig kun friske en sølle gang hvert halve år. Der forlod ham et suk, uanset hvor meget skyldfølelse han end havde, fristede denne engel stadig alt for meget, nyt og spændende og forbudt.

[nyaxie]

Hun tyggede lidt på det han havde sagt med at frarøve dem den glæde. hun lagde hovedet svagt på skrå og lod så blikket glide ind i ilden i pejsen imens hun tænkte det igennem, hvad frarøvede man? hvad var der galt i at være alene hun kunne ikke forstå det. hun var alene og ville nok aldrig finde en hun ville dvale over.. det var heller ikke hendes pligt at finde en lovende mand hun kunne føle kærlighedens glæde ved, men alligevel når shade snakkede om det på den måde, kunne hun ikke lade vær med at undre sig over hvis der var sådan en stor glæde i det. hvorfor måtte folk som hende så ikke få det? hendes eneste ide om hvorfor hun ikke måtte var fordi ikke var værdige til dette. ingen engel måtte have følser for nogen eller noget. hvis det skete ville ens vinger blive taget eller man får valget om at komme hjem, hun kiggede sig kort over skulderen og lod så sin vinge glide mere frem så hun kunne stryge sine fjeer imens hun stadig grublede over det.
"Jeg kan ikke se hvad grunden er til de mister noget..."Hun havde virkelig svært med at forstå det virklig. hun havde set sam da han snakkede om hende tøsen han var varm på, han gløede helt op, hun begyndte atter at gumle i sin underlæbe imens hendes fingre fraværende gled ind og ud imellem sine fjer imens hun undrede sig over det hele.

[Deleted]

Der kom et varmt smil på hans læber, han så på hende roligt og overvejede om han skulle prøve at forklare? Det ville nok blive svært, tænk at engle ikke måtte få denne vidunderlige følelser og så at skulle undvære sex, det gjorde ham helt ør i hovedet bare at tænke til et liv uden. Men de måtte da have det, måske kun for at formere sig? Eller var de skabt af lyset i sig selv? SHade fandt pludselig ud af hvor uviden han var når det kom til engle, han havde jo aldrig haft brug for netop lige den viden og han som ellers faktisk var noget så klog på alle andre væsner.
"De mister en kærlighed så stærk som familiebåndet, man er villig til at dø for hinanden, man kan skabe noget smukt sammen, i form af børn, føre slægten videre. Man kan nyde hinanden, mærke hinanden både fysisk og psykisk. Gøre hinanden stærkere, men samtidig svagere." Hans stemme var øm og blid, han lod sig dumpe helt ned i stolen og slappede godt og grundigt af. Det var sjældent man så ham sådan, hans døtre ville nok tabe underkæben ved at se ham sådan. Sidst han var rigtig afslappet var da de aller var under 12 år, de var på udflugt sammen, spiste mad i skoven, rigtig skovturshygge og han legede med dem, løb efter dem, lod som om han spiste dem. De plaskede vand på hinanden i åen, det var så, så skøn en tid, han fik næsten tåre i øjnene hver gang han tænkte tilbage.
"Hver en berøring af et andet væsen han være helt unikt, man kan finde punkter og steder hvor man bliver ført hen i en helt anden verden. At nyde et andet væsen burde være tilladt for jer, jeg forstår slet ikke i som så gode væsner bliver det frarøvet. Mine døtre skal nyde deres liv, det forstår jeg egentlig godt nu. Jeg er nød til at slappe lidt af og stole på de har hørt efter hvad jeg har sagt." Som han forklarede, blev han klar over at han faktisk prøvede lidt at ønske de blev frarøvet det, og det var jo slet ikke hans mening. Nej, livet havde fare, det havde ulykker, drama, traumer, men uden dette, fandt man heller ikke lykken, kærlighed, tryghed og omsorg. Bare selv at snakke og forklare hende tingene, havde hjulpet ham. En underlig ting, men han var faktisk rolig.

[nyaxie]

Hun satte sig i skrædder stilling på gulvet foran ham og lyttede nøje med til det han fortalte. hun lignede et stort ?. på grund af hun ikke kendte til nogle af disse ting han snakkede om. det familie bånd han snakkede om oplvede engle ikke. det eneste de så op til var gudinden der havde skabt dem. og ingengang hende var de knyttet til på denne måde. de var på en måde hendes børn, men aligevel så de hende næsten aldrig kun når de fik en opgave de skulle udføre og ordne for hende, eller når de døde på jorden og skulle hjem igen, hun lod sit hovede hvile på sine hænder hvor hendes albuer hvile imod hendes knæ imens hun så op på ham som han forklarede. imens han forklarede kunne hun ikke lade vær med at undre sig over det hele. hun fortod det ikke på mange punkter men det var der jo en grund til, uvidenhed omkring følelser var et af englenes stæreste svaghed, især hvis de en dag selv blev ramt af dem,
"Familie bånd? jeg forstår ikke, det nok heller ikke meningen jeg skal kunne forstå det... Engle har ingen forældre, vi bliver skabt af gudinden og hende ser vi ingengang så tit når vi er skabt klare vi os selv, ellers hjælper de ældre engle os med de ting vi skal vide og forstå, og så bliver vi sendt her ned på en opgave,"Hun havde hovedet let på skrå imens hun lyttede og prøvede på at forstå det han fortalte hende,
Hendes viden var bred omkring hvordan man fik folk til at slappe af og blive beroliget men af det han fortalte kunne hun ikke se en mening i at engle blev sendt ned for at vejlede når man havde sådan et bånd til sin familie, hun rystede på hovedet forvirret over alt det han havde fortalt hende.

[Deleted]

//out