Fly little bird fly

[nyaxie]

Sneen havde lagt sig omkring søen i en tyk hvid smuk masse, det var endeligt stoppet med at sne og vinden havde lagt sig for nu, solen stod højt på himlen med udgav ikke nok varme til sneen eller isen på søen ville begynde at smelte, de fleste af skovens dyr var stadig i vinterhi undtagen de fugle der sang året rundt. Selvom det var en smuk dag og nogen lunde lunt var der ingen ude på søen for at skøjte selvom isen stadig var tyk nok til at kunne bære folk. Den eneste lyd der brød stilheden var de få fugle der sad rundt på træernes nøgne grene og sang. istapper hang ned fra nogle af træernes grene,
En skikkelse sad i lotus stilling på en sten tæt ved søens bred med lukket øjne, det blonde hår lå fladt ned af ryggen imens vingerne var slået ud i alt deres pragt så det lignede solens stråler gav genskær i vingerne og håret. Kvindes øjne var lukket imens hun sad og bad en lille bøn til gudinden. Nyx havde endeligt efter nogle dage ved Shade på grund af det dårlige vejr forladt ham for at finde tilbage til den del hun kendte bedst. hun var iført en lang hvid kjole der var åben på ryggen, den sad stramt ind til hendes krop som alt hun påførte sig gjorde. omkring hendes hofter havde hun en krystal hoftekæde hængende der sad løst nok til den gid hen over hendes hofte ben på højre side imens den på venstre side hvilede lige over. et lille vind stød slog imod hende så hendes hår blafrede bag hende og rev lidt i spidserne af hendes vinger så hendes fjer så ud til at danse imens hun sad der med lukket øjne.

hendes hænder var knyttet sammen til en lille kugle og hvilede ind imod hendes bryst imens hun sad og tænkte tilbage på sit hjem, på det seneste havde hun fået hjemve og savnede hendes egen art, af hvad hun vidste af var der kun hende på jorden, hun savnede ikke sin egen art på den måde som andre væsner gjorde da engel ikke følte noget, ikke for deres egen art eller for andre. endnu et lille vindstød slog imod hende og tvang hende til at åbne sine øjne så hendes blik hvilede på den tilfrosne sø. endeligt rejste hun sig op og slog en gang med vingerne før hun follede dem sammen imod hendes ryg, hun bukkede kort for søen for at afslutte sin bøn, og satte sig så atter i lotus stilling, denne gang med albuerne hvilende imod hendes knæ og hovedet hvilet imod hendes håndflade. hendes blik var fraværende imens hun sad der som en statue på stenen. eftersom hun ikke behøvede at trække vejret ofte bevægede hun sig på ingen måde og eftersom vinden havde lagt sig igen lå hendes hår atter fladt ned af hendes ryg, så det lignede hun blot var en statue der var lavet på stenen der ventede på noget, eller nogen der skulle komme.

[Deleted]

Dagen havde været helt igennem pragtfuld, det var en fridag og det var på tide at besøge sin familie efter et langt stykke tid uden at have set dem. Et sted var det befriende, da de ikke helt forstod hvad der var sket for ham, men han valgte at lade det ligge og forsætte med at elske sin familie betingelsesløst. At skyde genvej igennem skoven var det letteste, deres hytte lå lidt inde i skoven, men mest i udkanten og på den anden side af retningen mod slottet hvor han var dronningens livvagt. Han havde en alvorlig mine i ansigtet, skønt hans øjne måtte smile ved synet af denne smukke vinterdag. Det var lige før han kom direkte fra arbejde, han havde stadig sin rustning på, den bar han næsten altid når han rejste lidt længere end blot mod den nærmeste kro. Den lignede næsten den var lavet af platin, den var smuk og skinnende, solen spejlede sig noget så dejligt i den og man måtte sige at han på ingen måde frøs. Castiel havde det fantastisk og var på vej mod sin familie, han ville se hvordan søen så ud i dette vejr og tog en lille omvej, noget som gjorde han standsede brat op. De dybe blå øjne stirrede forbløffet på englen der sad på en sten, var det et tilfælde eller ville gudinden fortælle ham noget? Det var stadig ret nyt at være paladin og han havde også svært ved at styrer sine kræfter til tider, men han var da ved at få lidt hånd om det. Træningen som vagterne fik på slottet hjalp godt. Roligt tog han sin hjelm af og satte den under den ene arm, han gik med rolige skridt mod englen og stoppede omkring 5 meter fra hende. Det var første gang han sådan ikke rigtig vidste hvad han skulle sige, han var målløs og spændt. Roligt rømmede han sig og valgte at åbne munden.
"Barn af lysets gudinde." Lød det blidt fra ham, inden han knælede roligt og så ned mod sneen. Engle var hellige væsner så vidt han havde forstået og det gjorde han havde stor respekt for dette væsen og den respekt ville han vise hende og lysets gudinde.

rustning ----> angelslightworldwide.files.wordpress.com/2012/07/238556.jpg

[nyaxie]

Vinden tog kærligt fat i hendes hår atter engang som den stille begyndte at trække sig op til at drille men den lagde sig med det samme, hun vendte kort hovedet hen imod lyden af sne der blev presset ned af, og da en stemme brød hendes sinds ro rejste hun sig og og vente sig halvt imod fyren bag sig, hun hævede dog det ene øjnbryn ved synet af ham, hun var vandtil folk måbede når de så hende og så på hende med overrasket miner og forundrelse eller forbavselse, eller som shades folk havde set på hende, men dem forstod hun bedre de var hvist ikke helt kendt ved engle, men det var folk i denne del af landet. og det irrerterede hende lidt folk opførte sig anderledes i hendes nærvær end andres som om hun skulle være mere værd end dem, hun lod sig dog glide ned af stenen så sneen nåede til hendes ankler, hendes blik var rettet imod manden foran hende, og så lo hun højlydt men med kærlighed i latteren,
"Du skal da ikke bukke for mig, jeg er bare en pige der sidder på en sten," det morede hende gevaldigt han bukkede for hende for sandheden var hun var bare en pige der sad på en sten, at hun også var engel var bare et plus for hende, hun lukkede dog noget af afstanden imellem dem ved at gå hen imod ham så hun stod 3 meter fra ham imens hun så ned på ham med nysgerrige øjne, han påklædning havde hun ikke set før det så lidt hårdt ud at bære men hvad vidste hun. hun lod en hånd glide op til hendes hår og tvang noget hår hen over hendes skulder imens hun så ned på ham med sine himmel blå øjne der skinnede af morskab,

[Deleted]

Da hun kom nærmere, kunne han mærke det rykke lidt i hele kroppen, han var lidt i tvivl om hvad han skulle gøre, så han valgte at rejse sig igen og kigge lidt underligt på hende. Han så ganske eftertænksom ud, som grublede han over det, desuden brød han sig ikke helt om at hun grinte af ham, men hvad havde han at skulle sige til det? Intet. Castiel trak på skuldrende, han kunne lige så godt have stået i underbukser foran en flok børn følte han. En grimasse blev skåret i hans ansigt ved tanken, det var da besynderligt. Han kiggede roligt på hende, lagde hovedet på skrå og tænkte videre. Sådan stod han faktisk i et godt stykke tid, før hans lidt grove, men stadig blide stemme kom frem igen.
"Det må være Deres spøg. Ser De ned på skaberværket af en tjener af lyset? Den havde jeg ikke set komme fra en engel." Kom det så overrasket fra ham, han gumlede lidt på sine egne ord, måske en smule for direkte? Men han var jo bare ærlig, han havde regnet med mere stolhed fra en engel, selv bar han den stolhed, men følte sig under englene, da de fik lov til at kunne tage mellem himmel og jord. Så mange nådegaver de besad, han havde jo selv fået en del og var stolt af at kunne præsentere sig som kriger af lysets gudinde. Han stod helt stille i sneen som han sank lidt dybere i end så mange andre grundet den tunge rustning. Inde under bar han et par skinbukser, en langærmet trøje og skinsko nede i rustningens støvler. Egentlig en form for undertøj, dog præsentabelt nok til at troppe op i uden rustningen. Han havde en halvstor taske siddende på ryggen, som gemte hans sværd godt.

[nyaxie]

Hun rynkede på næsen af hans opførelse imens hun betraktede ham hun havde allerede gættet han ikke var som andre der var noget hjemligt præg over ham, hvad kunne hun ikke sætte ord på, så hun rystede blot på hovedet, hun ville ikke se ned på ham for det gjorde hun ikke han havde jo stået på knæ foran ham hvad pokker forventede han? hun skulle jo se dem hun mødte an, hun lod en hånd glide igennem sit hår imens hun tyggede over hvad hun skulle sige og opgav at skulle forklare sig og satte sig bare ned i sneen så hendes kjole lagde sig omkring hende som et tæppe af en art, "Så nu står vi lige, Min plan var ikke at se ned på dig, efter som du er klog nok burde du vide at engle ikke ser ned på folk, ej heller dømmer vi. vi er følelses kolde væsner der kun er her nede når vores gudinde sender os ned på opgaver, "Hun kiggede op på ham og håbede på han forstod hendes hentydning hendes plan var ikke at fornærme ham, da han havde noget over sig der gjorde hende betryggende hvad vidste hun ikke, endnu en race hun ikke kendte til, hun kunne ikke undgå at blive frustreret over alle de ting hun ikke kendte til her nede, hun var måske for ung til at påtage sig opgaver men når gudinden siger man er klar så er man det, hun vente kort blikket imod sneen foran sig og samlede lidt op for at sidde og rulle det til en lille sneboldt, som hun sad og legede med i hænderne før hun atter rettede blikket op imod ham, hendes smil var stadig venligt og kærligt da hun ingen hensigter havde om at fornærme ham atter engang som hun havde gjort, hun prøvede dog stadig at sætte ord på hvad han var, endeligt lod hun snebolden falde til jorden og rejste sig så op, "Hvad er du for en?"Hendes nysgerrighed tog overhånd med hende atter engang som hun begyndte at gå rundt om ham for at sætte ord på hvad han for og se ham nærmere an, hvis det ikke var fordi hun kunne se han ikke havde vinger ville hun havde gættet til han var en engel for hun kunne fornemme noget af gudinden over ham, men hvorfor og hvad vidste hun ikke,

[Deleted]

Lige i det øjeblik stod han blot stille og betragtede hende, lyttede til hendes ord og forsatte med at betragte hende og måden hun var på. De dybtblå øjne studerede hende nøje, ikke med et lysten blik, nærmere nysgerrig og undrende, han kunne ikke helt gøre sig klog på dette væsen, måske var han en smule skuffet? Castiel var stolt og stod sådan, rank og alvorlig som han kiggede på hende. Faktisk havde han helt glemt hvad han egentlig lavede der, han havde glemt sin familie et kort øjeblik og følte sig nødsaget til at stoppe op ved gudindes skabelse. Hendes spørgsmål fik ham til at løfte det ene øjenbryn, han forstod ikke at en engel var så uviden, havde hun slet ikke være blevet lært eller havde hun ikke selv taget initiativ til det? Måske var hun blot ufattelig ny?
"Jeg er en paladin, kriger af lyset." Lød det roligt og afklaret fra ham, han havde endelig vendt sig til det og bar titlen med stolthed. Noget hans kropssprog og ansigtstræk trods alvor klart viste. Castiel rykkede sin hjelm over under den anden arm. Han så lidt rundt og kom så i tanke om at han faktisk var på vej til hans familie, de ventede ham ikke, men han savnede dem da. Og så var det på tide at få rustningen af efterhånden. Eller, det følte han, nu måtte han slappe af, hvilket krævede at rustningen skulle af, for han følte altid ansvar uanset hvor meget han end havde fri når han bar rustningen.