Flere års hemmelighed bliver afsløret ?

[Maka De Silver]

sen aften/ tidlig morgen
Det havde nærmest været en af de aftner hvor Maka havde drukket sig fuld og drættet om i seng, dog havde hun denne gang været mindre fuld end den mand, som havde fulgt hende med op til værelset den aften på den lille kro. Nogle få var allerede gået i seng og andre festede videre nedenunder, men den unge mand og Maka havde ville have noget alene tid, men den unge mand var knap nok nået hen til døren før han faldt om ude i gangen, mens Maka da havde nået at åbne døren og gået ind for at lukke den efter sig, men som hun lænede sig op af døren gled hendes øjne i og hun gled ned på gulvet med ryggen imod døren. Det røde hår var uglet efter de vilde danse, den sorte top der var bundet i nakken var gledet op over maven, den lårkorte nederdel sad dog som den skulle da den sad tæt til hende, men selv støvlerne med snørerne var uorden som om hun havde været ved at tabe dem fordi snøren var gået op og hun ikke havde gidet at ordne dem.
Der gik ikke længe før hun sov og ikke rigtigt kom videre selvom der ikke have været mange skridt hen til sengen. I vinduet havde hun som altid lavet en rede af tøj til Nighti og åbnet vinduet på klem i tilfælde af at han ville ud og flyve så snart solen stod op. Hun havde da også fodret ham med håndskårne stykker af kød inden hun havde bragt ham tilbage til værelset, blot for at efterlade ham for at gå på druk da hun havde tjent nogle penge på et mord for nogle dage siden og de skulle da bruges nu, for de skulle alligevel sove inde på en kro i nat så hun havde fundet en i en mindre landsby nær grænseskoven for det var begyndt at regne tidligere på dagen så det var ikke til at sove ude og hun havde ikke gidet at finde en grotte da det havde været fuldmåne, så var det nu en gang sikrest inde på en kro, så ville hun ihvertfald kunne få noget søvn uden at skulle være konstant på vagt. Det var dog stoppet med at regne i løbet af aftenen så nu var der bare en dejlig kølig vind og vejr uden for med sådan en duft som kun kommer når det lige har regnet i et godt stykke tid, sådan en frisk duft som mange værdsatte fordi den næsten altid var velkommen.

Som hun sad der foran døren og virkede som en dørstopper gled hendes hoved længere forover som tegn til at hun sov temmelig tungt da hendes hænder var gledet ned af hendes ben og lå på gulvet helt livløse dog kunne man godt høre hun var i live fordi hun mumlede kort noget som var uforstående og ikke rigtigt gav mening, så det virkede bare som fuldemandssnak i søvne.

[Arwel Eirian]

Sådan som var normen de aftener Maka havde efterladt ham på værelset for at tage ud og drikke, havde Arwel hurtigt fået spist kødet hun havde fodret ham, før han havde forladt værelset for at holde øje med hende. Hele aftenen havde han siddet nede i krostuen, skjult af den mørke kappe han bar over hovedet og betragtet hende fra sit skjul ved et af bordene som var godt gemt væk i et hjørne. Han havde betragtet hvordan optil flere mænd havde nærmet sig hende, og givet sine åbenbare forsøg på at flirte med hende, og havde betragtet hvordan hun gradvist blev mere og mere åben for deres tilnærmelser i takt med at hun tømte flere glas, og hvordan hun til sidst lod til at have udvalgt sig en af mændene til at tage med sig op til sit værelse. Arwel havde bidt tænderne hårdt sammen mens han havde set hvordan hun førte ham med sig op af trapperne, og det havde været med en hurtig bevægelse med sin tryllestav, at han sørgede for at manden blev rammet af en svimmelhed, der blev hjulpet godt på vej af hans egne drikkevaner den aften. Han sneg sig gennem folkemængden, og kunne med tilfredshed se til da han kunne se hvordan manden var faldet om ude i gangen, og Maka der nok en gang knapt var nået i seng før hun selv var gået kold. Han sukkede drævent, i lettelse, før han fik kroværten til at slæbe manden væk. Arwel vendte sig derefter mod Maka, som efter alt at dømme, nok en gang, var faldet i en tung søvn. Han bed en grimasse i sig før han samlede hende op fra gulvet og fik hende ordentlig ind på værelset og lukkede døren i bag sig, hvorefter han placerede hende i sengen. Det var ved at blive en indøvet rutine. Så snart Maka havde tjent gode penge på en opgave, var det som regel sådan her den følgende aften forløb sig: at finde det nærmeste værtshus, skaffe et værelse, og drikke sig selv i gulvet.
Arwel blev stående et par sekunder og så på Maka med en svag hovedrysten, før han med et suk vendte sig om og begyndte at gå rundt i rummet. Det var nu rart at kunne strække benene en gang imellem, når han havde disse øjeblikke hvor han ikke behøvede at skjule sig som en ugle. Når Maka først var gået kold, var der en minimal chance for at hun overhovedet ville huske hvordan hun var havnet i sin egen seng. Han vendte sig mod vinduet og tog en dyb indånding af den friske luft. Et sted fristede det at skifte form igen, og strække vingerne igen. Det var normalt, efter at have tilbragt så lang tid som ugle. Det gjorde det derfor desto vigtigere at han tog sig tiden til at være menneskelig, når han kunne. Det, og han mente at det var vigtigst at blive hos Maka og sikre sig at der ikke skete hende noget.

[Maka De Silver]

Maka var nærmest helt væk i drømmeland, selvom hun ikke havde trukket så meget som hun til tider gjorde så var hun stadig blevet temmelig træt efter have danset rundt, og endda på bordet på et tidspunkt, en af de ting hun normalt gjorde når hun blev temmelig fuld, bare fordi stemningen var god og hun havde lyst til at danse så var der som regel nogen som hjalp hende op på bordet så hun frit kunne danse og mændene i nærheden bare kunne nyde synet og en livlig og glad rødtop.
Da hun blev lagt i sengen mumlede hun blot noget uforståligt inden hun vendte sig om på siden så den ene arm hang udover sengen og munden en smule åben selvom hun ikke snorkede. Drømte gjorde hun heller ikke rigtigt for der var helt sort i hendes indre men det var nok mest på grund af alkoholen hun ikke drømte, dog på den anden side drømte hun sjældent og når hun endelig gjorde var det mareridt omkring hendes ungdom.

Solopgang
Timerne var gået og Maka lå stadig og sov men havde skiftet stilling en meget mærkelig stilling som nærmest virkede til at true med at hun ville falde udover sengen fordi hun lå meget tæt på kanten sammen med hendes ene arm og det ene ben allerede hang udover sengen. Håret var mere uglet og dækkede hendes ansigt og dermed dækkede den let åbne mund hvor noget savl hang ud af munden før hun en enkelt gang kom med et snorke så hun ændrede stillingen på hovedet ved at forsøge at lægge det højere op, efter det var hun rolig igen. Når hun sov på denne måde ville der nærmest med garanti gå flere timer før hun vågnede, ihvertfald ikke før solen ville komme så langt op at den ville skinne hende ind i ansigtet og forstyrre hendes søvn, men selv der ville hun vågne meget langsomt fordi søvnen ville hænge over hende ligesom en voldsom trykkende i hovedet før hun kunne finde hendes blod over i tasken så hun kunne begynde at blive mere frisk igen.

[Arwel Eirian]

Som tiden gik begyndte Arwel igen at vandre rundt i rummet, mens han grublede. Der måtte være en måde at få Maka til at lade være med at gøre dette mod sig selv ved hver en given lejlighed, uden at han afslørede sig selv for hende. Han hadede at se hvordan hun mistede alle barrierer, når hun havde drukket sig fuld, og med årene var han blevet træt af at sørge for at mændene i værtshusene ikke udnyttede sig af hendes tilstand. Men hvilket andet valg havde han? Hun ville ikke klare sig uden hans hjælp på disse aftener, og det var aldrig til at sige hvem der befandt sig i værtshusene hun valgte at overnatte i. Hvis der var nogen fra banden der fandt hende, var det ikke sikkert hun ville overleve sådan en nat. Han bandede dæmpet mens han vandrede frem og tilbage over gulvet. At have set hende nede i krostuen havde kun tirret ham desto mere, eftersom han havde været nødt til at vente til hun var fuld nok til at hun ikke ville huske at have set ham, når – ikke hvis – han kom til hendes undsætning. Han standsede sin vandring, og betragtede hende, der hun lå sovende i sengen, og han måtte trække en smule på smilebåndet.
Hvis blot hun vidste hvor meget hendes ugle gjorde, når hun ikke var ved sine fulde fem.
Arwels vandring måtte have taget ham længere tid end han troede, da han blev opmærksom på at himlen var ved at blive lysere udenfor. Solen ville snart stå op, og han vidste at det snart ville få Maka til at vågne igen. Men et kort blik på hende fortalte ham at han ikke var i farezonen for at blive opdaget endnu; hun sov stadig tungt, og at dømme efter den rolige snorken, ville hun ikke vågne lige med det første. Det passede Arwel fint. Han var ikke meget for at skulle gå tilbage i sin fjerdragt allerede.
Han strækkede armene lidt om bag sig, og kvalte et dæmpet støn da det føltes som om hans skuldre gav små knæk fra sig. ”Jeg har brug for at komme ud af fjerene noget oftere.” mumlede han dæmpet for sig selv, inden han lod sig dumpe ned i en stol ved bordet på værelset, så han sad med ryggen til sengen. Han vovede ikke at forlade Maka alene på værelset. Hun ville aldrig rejse uden ham, det vidste han godt, men han foretrak alligevel at være der når hun vågnede. Indtil da, ville han slappe af mens han stadig kunne.

[Maka De Silver]

Den tung sovende Maka virkede til være så afslappet som man kunne være, dog ændrede hun stilling i søvne hvilket resulterede i at hun røg ud af sengen med et højt bumb, hvilket fik hende til at vågne yderst forvirret op, heldig for Arwel havde hun ryggen til ham så hun så slet ikke han var i menneskeform, men hun rettede sig også kun kort op inden hun røg ned med hovedet igen og virkede til at sove igen, som om det bare lige var kommet som et mindre chok men det havde bare ikke nok betydning til at hun virkede til at vågne af dem men bare skiftede stilling af det. Tæppet hun havde lagt med var røget ned oven på hende så den dækkede noget af hendes krop, så det var tydelige tegn på at hun virkede til at sove tungt, selvom hun egentlig var en smule vågen men øjnene og kroppen ville ikke rigtigt vågne for hun havde en ide med hvad hun ville vågne op til, et tomt værelse eller så lå der en eller anden mand i hendes seng, det ville jo ikke helt være første gang det ville ske. Sidst havde dog været den gang med Shade, men den mand havde jo heller ikke udnyttet hende, bare sat og vogtet over hende hele natten til trods for uglens protester men Arwel havde vidst fundet ud af at Shade intet ville, bare beskytte hende som han ville gøre det ved hans egne piger, det havde egentlig været en behagelig mand at vågne op i samme rum med, han havde da også plejet hendes tømmermænd, men derefter huskede hun ikke særlig mange mænd der var vågnet ved hendes side.
Ude på gangen var der vidst nogle af dem som var gået tidligere i seng dagen før var vidst stået op nu, for der gik folk ude på gangen, muligvis dem som skulle på arbejde når solen kom længere op på himlen og nogle var sikkert på vej i seng for der lød nogle forskellige bump derude som om nogen gik ind i væggen eller noget andet, og så var der andre som Maka som sov længere for at sove rusen ud. Uden for var der sikkert også ved at komme liv fordi folk jo skulle arbejde med hvad end de nu gjorde.
Maka vendt sig i søvne så hun kom om på ryggen med hovedet op imod loftet men øjnene ville dog ikke lukkes op og søvnen ville ikke slippe sit tag i hende, så vejret var nogenlunde tungt endnu, så hun sagtens sove videre i denne stilling, for nu kunne hun da ikke falde ud af sengen og vågne af den grund.

[Arwel Eirian]

Arwel havde siddet helt i sine tanker, da han hørte braget da Maka faldt ud af sengen. I de få sekunder det havde taget ham at lynhurtigt skifte tilbage til sin ugleform, havde panikken allerede sat sig i ham, og han flaksede straks omkring med vingerne og ulede oprørt. Han standsede dog op, da han så at Maka stadig sov, og standsede roligt sin flugt, og placerede sig i stedet på en stoleryg. De store ugleøjne betragtede hende vågent, i en søgen efter det mindste tegn til at hendes fald ville have vækket hende. Men da hun roligt lod til at sove videre, skiftede han nølende form, tilbage til menneske. Han betragtede hende i nogle sekunder med en hovedrysten. Hvad hun end havde drukket den aften, måtte have været mere end hvad godt var for hende. Maka var som regel en tung sover, men dette grænsede til det latterlige.
”Men hvis du sov igennem det, vågner du ikke med det første.” konkluderede han eftertænksomt, idet han forsigtigt samlede hende op fra gulvet, og lige så forsigtigt lagde hende tilbage i sengen igen, så langt ind i midten af sengen som muligt, så hun ikke stod i umiddelbar fare for at falde ud igen.
Overbevist om at Maka ville sove i i hvert fald en times tid til, vendte Arwel sig igen mod vinduet. Med døren låst indefra, ville vinduet være den eneste måde for ham at komme ud og strække benene, uden at Maka ville fatte mistanke – skønt det var rimelig sandsynligt at hun alligevel ikke ville huske noget fra denne aften, hverken om hvordan hun var kommet op på sit værelse, manden hun næsten havde fået med, eller hvordan døren overhovedet var blevet låst. Han skiftede alligevel form igen, og spredte vingerne før han fløj ud af vinduet, og igen skiftede form da han nåede jorden. Han kastede et sidste blik mod vinduet, før han begav sig ind i skoven, mens han trak en dyb indånding af den friske morgenluft. Det havde været alt for mange dage siden han sidst fik muligheden for at strække benene lidt, og hvis Maka alligevel havde tænkt sig at sove hele morgenen væk, kunne han benytte sig af lejligheden.

[Maka De Silver]

Maka sov roligt videre, selvom hun egentlig var tættere på at vågne end tidligere men hun virkede ikke rigtigt til at tage notis af at blive løftet op, selvom hun dog vidst kom til at daske personen på kinden fordi hun ikke rigtigt ville op lige nu men ellers lod hun sig bare blive lagt på sengen igen med et enkelt snork før hun lagde sig om på siden med ryggen til Arwel så han bare kunne flyve hvis han ville, det ville jo ikke være første gang hun vågnede op og uglen ville være væk, men igen hun ville jo ikke holde på ham, uglen skulle have lov at flyve frit ligesom hun selv foretrak at være fri så hun kunne bevæge sig hvorhen hun end ville.
Efter at Arwel havde forladt værelset kom et snork fra hende, inden hun vågnede en time eller 2 senere ved lyden af et højt brag fordi en person var røget ind i døren til værelset. Hun vågnede med et chok og tog sig til hovedet. "Ja ja jeg er vågen nu" mumlede hun for først det med hun var røget ned af sengen og så nu det her, det var jo som om nogen ville have hun skulle op. Hun så med sammenknebne øjne hen imod vinduet og så Nighti var væk hvilket bare fik hende til at se op i loftet. Hun gad virkelig ikke rejse sig, der var alligevel ikke noget at vågne til, så et suk gled over hendes læber da sulten begyndte at melde sig, sulten efter blod fordi hun manglede energi og det ville hjælpe på den voldsomme trykkende i hendes hoved. Efter meget møje og besvær kom hun ud af sengen og hen til tasken hvor hun fandt læderposen frem med blod som hun begyndte at drikke af men lige som hun havde taget den 3 slurk frøs hun i hendes bevægelse og spærrede øjnene op. Hun var jo faldet ud af sengen! men alligevel var hun vågnet op i den! En eller anden måtte have været på værelset og lagt hende i sengen og nu var Nighti væk! nogen havde måske taget ham!
Hun fjernede hurtigt læderposen fra hendes læber og satte proppen på igen og skyndte sig hen til døren men blev klar over hendes udklædning, sådan kunne man da ikke rende rundt! Hun skyndte sig tilbage til tasken og fik skiftet tøjet til en langærmet brun trøje sammen med et par brune bukser, samt et par støvler hvor hun gemte en dolk i hvis det kom til det. Hun forlod værelset og låste det efter sig, før hun skyndte sig ned af trapperne og hen til baren "Har du set en person med en lille ugle i hånden som lige er gået forbi her?" lød hun lettere panisk til bartenderen som bare rystede på hovedet, hvilket fik Maka til at styrte ud af kroen og kiggede sig omkring men alt virkede roligt og bare til at gå sin vante gang, hun så hen imod skoven og fik en ide om at hvis Nighti var sluppet fri eller personen var gået derind, så hun løb hen imod skoven og da hun kom lidt ind i den begyndte hun at lede efter spor om der var nogen som lige var gået herinde, hun fandt et spor som hun valgte at følge med rolige skridt for ikke at miste sporet.

[Arwel Eirian]

Et sted længere inde i skoven havde Arwel valgt at stoppe op, udelukkende for at kunne betragte sine omgivelser med menneskelige øjne. Han havde set skoven fra oven flere gange, de andre gange Maka og han havde bosat sig i kroen for natten, men det var første gang han havde set sig omkring uden at være dækket af fjer. Når han var ugle slog dyreinstinkterne altid til, og han endte altid med at spejde efter farer eller mad – nu kunne han sætte pris på naturen omkring sig, og han kunne ikke andet end at smile. Den friske morgenluft og lyden af dyrene i skoven fik ham til at slappe mere af, end han kunne huske at have gjort de sidste par dage.
Det var bestemt ikke fordi Arwel ikke brød sig om hans skalkeskjul som Makas kæledyr – det gavnede dem begge to. Han var overbevist om at det var hans beskyttelse af hende, som holdt dem i live. Hvis hun havde vidst hvem han var, var der altid faren for at hun talte om det når hun drak sig fuld og mistede sine hæmninger. Så hellere holde sin identitet skjult – det var det tryggeste for dem begge.
Han fortsatte videre ind i skoven til han nåede til en lysning, hvor en bæk løb forbi og straks gjorde ham opmærksom på sin tørst. Kødet Maka havde fodret ham med havde stillet hans sult, men tørsten var der stadig. Han satte sig ned på hug ved bækken og formede en skål med hænderne, og drak af det klare, kolde vand med et tilfreds suk. Da hans tørst var stillet kiggede han sig lidt omkring, før han vendte blikket mod trækronerne. Det var blevet lysere, og Arwel var sikker på at Maka snart måtte vågne, hvis hun ikke allerede var vågen – og i så fald ville hun med sikkerhed være bekymret for sin ugle, selv gennem tømmermændene. Han smilede stille for sig selv. ”Jeg må hellere tage tilbage.” konkluderede han med et skævt smil, inden han skiftede form tilbage til den brune pygmæugle, og forsvandt op i trækronerne på sin færd tilbage til kroen.

[Maka De Silver]

Maka havde fulgt sporene fra personen så hun havde ikke været lang fra Arwel men hun så først personen ved lysningen hvor hun havde gemt sig bag et træ men da hun først så hvem det var, stirrede hun på personen med lettere skræk i øjnene og da det ikke ligefrem var den person hun havde ville se og da han så forvandlede sig til den ugle hun kendte så godt, den hun havde haft som ven i så mange år, den eneste ven, spærrede hun øjnene op og gemte sig helt bag træet med ryggen imod stammen før hun satte sig ned. Hendes eneste ven var en af dem som hun havde flygtet fra i så mange år? Havde banden så vidst hvad hun gik og foretog sig hele den tid? i alle de år? og hvad med Jamie? hvad var der sket med hende for det var længe siden hun sidst havde set hende her på grænsen, hvor hun troede hun selv havde været i sikkerhed i disse år fordi banden kun hærgede i Darklia.
Hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre lige nu, men hun måtte have hendes ting, hendes bue og pile samt hendes penge så hun kunne slippe væk så hun måtte tilbage til kroen. Det vidste hun da og så måtte hun se hvad hun skulle gøre når hun kom der. Hun begyndte at gå tilbage imod den lille by med hovedet fyldt med spørgsmål som egentlig ophobede sig til vrede som spredte sig i hendes krop men som hun nærmede sig byen blev hendes indre mere rolig for hvis de ville have slået hende ihjel så havde de jo nok kommet efter hende allerede og forsøgt at gøre det, men det havde de jo just ikke, så enten planlagde de noget stort eller så vidste de intet, uanset hvad så skulle hun ihvertfald gøre et eller andet for at forhindre hun ville blive taget.
Hun kom tilbage til kroen et godt stykke tid efter at Nighti var kommet tilbage, men hun lod sig gå lidt rundt i gaderne før hun gik ind i kroen og satte sig kort ved baren for at tænke sig om, inden hun blev klar over hvad hun måtte gøre. Hun rejste sig fra stolen hun havde sat sig på og begyndte at gå op imod værelset, nærmest som om hun havde sat dernede for at få den drink til at blive lidt kvik igen. Hun gik hen til værelset og låste døren op igen som om intet var sket, hun så hen imod vinduet og smilede bare stille for sig "Nå så kom du tilbage" sagde hun bare som sit vante jeg, lettere træt som hun egentlig var nu hvor hun var kommet væk fra den friste luft igen og ind i varmen. Hun gik roligt ind i rummet og lukkede døren efter sig for at gå hen til tasken med læderposen som indeholdt blodet hun drak af, hun virkede til at veje den i hånden før hun åbnede den og drak af den som tidligere for nu kunne hun da drikke uden panik. Hun lagde den efter sig efter hun havde tømt den og gik så hen til vinduet for at stå og kigge ud men lukkede dog mens hun kiggede ud. "Jeg burde tage på jagt men Brahm vil have jeg kommer til ham fordi han har noget til mig" sagde hun roligt med et stille kælent smil på hendes læber. Brahm havde været den som havde fået hende til at indse hendes type i mænd når hun var ædru, den store stærke og stolte dyriske mand som havde truet med at dræbe hende adskillige gange selv efter hun havde truet med at skære noget personligt af ham hvis han kom tæt på, dette havde foregået i grænseskoven og efterfølgende var de gået med Brahm hjem til hans lejlighed fordi det regnede. En nat hvor Nighti havde skrappet op en del fordi Brahm havde kommet for tæt på men Maka havde flere gange fået Brahm på afstand så der var intet sket, udover de havde skændtes konstant og ikke kunne snakke sammen som ordentlige mennesker, eller dræbere for det var jo hvad de begge var af race, dræber. Det havde da heller ikke været andet end tidlig morgen før Maka ville afsted men var blevet stoppet ude på trappen som var uden for bygningen af Brahm, der havde endt med at bæger hende ind igen og dermed lukket Nighti ude i nogen timer før Maka var kommet ud smilende igen, til trods for man kunne have hørt de havde skændtes inden hun forlod hans hjem med uglet hår og tøj der sad forkert. Dog havde hun ikke set ham siden for han havde jo et ærligt arbejde som smed og hendes arbejde bragte hende mange forskellige steder hen.
Bare tanken om Brahm fik hende til at smile som hun gik hen til tasken og samlede den op for at gå hen til døren men åbnede den ikke før hun så over skulderen på Nighti. "Og du skal ikke med, du skal ikke forstyrrer" sagde hun med et smil godt klar over at Brahm også havde truet med at dræbe hende hvis hun enten blev gift med en mand eller han så hende med en anden. Hun åbnede hurtigt døren og smækkede den nærmest efter sig før hun låste den, dermed låse Nighti inde i rummet uden drikkelse eller mad og uden et vindue at flygte ud af. Hun smilede for sig selv som hun gik ned af trapperne og gik til venstre helt henne ved baren, længst fra døren ud som var længere nede til højre, men hun sad inde i skyggen og gemte sig lettere bag baren så hun blev meget svær at se, specielt efter hun havde taget hendes kappe på og trukket den over hovedet for at skjule hendes hår.

[Arwel Eirian]

Da Maka ikke var i værelset da Arwel ankom kroen igen, blev han bekymret, men han kunne da se tegnene til at hun måtte have været vågen. Hendes blod var åbnet, og det tydede på at hun havde skiftet tøj da hun vågnede. Det var sket før at Maka tog en gåtur for at komme sig efter tømmermændene, så han var ikke så bekymret for det – så længe hun var kommet ud af sengen uden at slå sig selv helt fordærvet.
Hans teori blev bekræftet da Maka kom ind på værelset, og lod til at være vågen og frisk igen. Han besvarede hendes hilsen med en dæmpet ulen, og flaksede op fra den provisoriske rede hun havde lavet til ham i vindueskarmen, og placerede sig på hendes skulder i stedet. Han mistænkte på ingen måde at hun havde set ham i skoven, og var overbevist om at alt var i den skønneste orden. Hendes adfærd var præcis som enhver anden morgen efter en aften med druk, når først hun var kommet sig efter sine tømmermænd.
Arwel stak næbbet ned under sin ene vinge for at klø sig lidt, men løftede straks hovedet igen da hun nævnte Brahm, og besvarede hendes ord med en tydelig utilfreds tuden. Hvordan kunne hun tage tilbage til Brahm efter deres sidste møde? Arwel skulle ikke nægte for at Maka sikkert havde synes om udviklingen, men personligt kunne han ikke fordrage dræberens effekt på hende. Han kunne stadig huske hvordan hun havde set ud efter det sidste møde, og var alt for klar over hvad de havde foretaget sig – tanken alene var nok til at han pustede lidt op i mavefjerene og nappede hende hårdt i øret for at vise sin utilfredshed – det var det længste han kunne gå, uden at afsløre sig selv. Havde omstændighederne været anderledes, havde han skiftet form og tvunget hende til ikke at tage ud til Brahm, om hun ville det eller ej, men han vidste at det var alt for risikabelt. Han var nødt til at bide i det sure æble. Det holdt ham dog ikke fra at flyve af hendes skulder, og igen placere sig selv på en stoleryg.
Hans misnøje blev alligevel forstærket da hun fastslog at han ikke skulle med, og låste ham inde på værelset og gik sin vej. Arwel brugte flere lange sekunder på blot at stirre på døren i vantro. Hun havde aldrig bare rejst sådan før, uden at tage ham med. Brahm havde ikke været særlig tilfreds med hans protester sidste gang, så han havde bange anelser om hvad hendes besøg virkelig indebar. Han ulede højlydt i protest, før han skiftede form og nok engang steg frem i sin menneskelige form, og fremtrak sin tryllestav og pegede på dørens lås, som efter en vred mumlen gik op med et klik og tillod ham at træde ud. Han var sikker på at Maka ikke havde spildt tiden, og sikkert allerede var nået et stykke af vejen, og var derfor ikke så bekymret for at blive set i sin menneskelige form. Han stormede ned af trapperne og til krostuen, hvor han greb kroværten ved kragen og stirrede olmt på ham.
”Dræberen som lige kom ned. Hvor gik hun hen?” spurgte han hårdt. Kroværten stirrede bare på ham og både rystede på hovedet og trak på skuldrene, mens han nervøst mumlede om at han ikke anede hvor hun var henne. Arwel bed tænderne sammen og pressede kroværten op af den nærmeste væg. ”Det er ikke den rigtige dag at gå mig på nerverne. Fortæl mig hvilken vej hun gik!” snerrede han, til kroværtens fortvivlelse.

[Maka De Silver]

At Nighti fløj op på hendes skulder gjorde hende ikke så meget, der havde han jo sat så mange gange før men da han nappede hende i øret daskede hun alligevel ham væk for sådan noget havde hun nu aldrig fundet sig i, hun gjorde jo heller ikke ham fortræd når hun var sur på nogen eller noget, han havde jo altid været en hun ville have beskyttet med sit liv, ihvertfald lige indtil hun havde opdaget det tidligere så var tingene ændret og nu var Arwels leg forbi, hun ville forlade ham og aldrig tage sig et kæledyr mere selvom de animaguser vidst kun kunne tage en form så var det jo bedst at være på den sikre side.
Et sted inde i hende gjorde det ondt at høre Nigti men hun var sat i hendes bestemmelse om at gemme sig neden under bare for at give ham noget af en lærerstreg før hun helt ville forsvinde ud af hans liv, om det så gjorde hun måtte rejse til verdens ende så skulle hun nok komme væk fra ham og fra det liv hun forsøgte at efterlade bag sig. Som hun sad nede i krostuen gemt af vejen af hendes hætte i det mørkeste hjørne så kom et smil af morskab over hendes læber da Arwel kom stormende ned af trapperne og forsøgte at true sig til noget viden, det var så typisk ham, men hun havde nu aldrig ladet sig skræmme hverken af ham, Brahm eller andre der truede med at gøre alt muligt hvis de ikke fik det de ville have. Hun sad lidt og overvejede hvad hun nu skulle gøre for enten kunne hun jo bare gå eller forsøge at skade Arwel mens hun havde chancen bare for at sige at hun havde fundet hans hemmelighed, den hemmelighed han havde holdt fra hende i så mange år.
Da Arwel pressede kroværten op af væggen blev hun alligevel revet ud af hendes tanker og så hen på dem, inden hun rejste sig og bare gik med rolige skridt men som hun kom tæt på Arwel gav hun ham et slag i nyren med en knytnæve fordi han skulle altså være sød ved kroværten, det var jo ikke hans skyld at hun var gået fra Arwel, det var jo hans egen skyld.
Hun gik derefter væk som intet var hændt men hun trak hætten ned så det røde hår blev afsløret og hun så kort på ham med øjne som kunne dræbe. Derefter satte hun i løb hen imod døren for at flygte uden for og bare komme så langt væk som hun kunne fra denne mand som havde haft den frækhed at blive ved hende i så mange år uden at sige noget, men igen hun havde jo flygtet fra ham den gang og nu skulle hun nok gøre det igen.

[Arwel Eirian]

Netop som Arwel følte at han var ved at få information ud af kroværten, mærkede han et pludseligt, hårdt slag mod nyrene, og han slap kroværten idet han måtte bøje sig forover for at få vejret igen.
”Se dog hvor du g-” Længere nåede han aldrig. Han havde vendt sig mod personen han havde været sikker på havde været den, der havde slået ham, og var blevet mødt af Makas dræberblik, lige inden hun forsvandt ud af døren. Arwel blev stående i chok og stirrede på døren, mens den lukkede i.
Hun havde set ham. Hans hemmelighed var ude, det hele lå i det blik hun havde sendt ham. Det gik hinsides det at se et bandemedlem man håbede aldrig at se igen – han kunne se det i hendes blik, at hun havde regnet ham ud. ”Satans” Han tvang sig selv op at stå og farede ud af døren og så efter hende. Hun var allerede nået et godt stykke væk fra kroen, men han kunne se hende. Hun løb hurtigt – men han kunne flyve hurtigere. I en flydende bevægelse gik Arwel fra at løbe efter hende, til at skifte form til ugle, og baskede så hurtigt hans vinger kunne bære ham. De førte ham op og forbi hende, indtil han skiftede form igen foran hende lige i tide til at gribe hende om maven og skubbe hende op af det nærmeste træ. ”Lad være med at løbe væk!” Det kom som et brøl fra ham, mens han placerede armene på hver side af hende for at hindre hende i at løbe væk. Han bed tænderne sammen i en frustreret mine, mens han ledte efter ordene. Det sved stadig i siden på ham efter hendes slag, men han tvang sig selv til at holde hende fastlåst efter bedste evne. ”Er du klar over hvor ynkelig du ser ud? Du smider alt du har i hænderne for at tage ud til ham?” Det sidste ord blev sagt i en tone, der tydeligt bekræftede at Arwel havde samme holdning om Brahm som menneske, som han havde som ugle. At hun havde set ham, og at han havde en del forklaring at give, virkede direkte sekundært for ham der og da – han måtte hindre hende i at tage til Brahm. ”Jeg kender dig bedre end nogen anden, og jeg vil ikke stå og se på mens han gør dig til sin skødehund!”

[Maka De Silver]

Hun havde virkelig håbet på at hun kunne nå længere væk eller bare ind i et eller andet hus eller et eller andet sted hvor hun kunne skjule sig, men han havde alligevel været hurtigere end, *Fandens til ugle* tænkte hun for sig selv for hun hadede virkelig at være den langsomme af dem, men hvad skulle man gøre? hun skulle igennem alle forhindringerne og bag på hendes taske og våben mens Arwel bare kunne nøjes med at flyve over det hele til trods for han var lille af selv en normal ugle.
Da hun blev presset af træet så hun bare rasende på ham som han forhindrede hende i at stikke af uden hun skulle til at skade ham først, men han skulle nok ikke tro det ville forhindre hende i sidste ende for hun ville med glæde gøre skade på ham, det havde hun jo allerede bevidst en gang inde i kroen, det eneste som forhindrede hende denne gang var hans ord omkring Brahm som fik hende til at brase ud i et højlydt grin så hun havde nærmest svært ved at trække vejret så hun måtte tage sig til maven af ren og skær latterkrampe. Det tog noget som virkede til minutter før hun fik bare lidt samling på sig selv igen, men selv der kunne hun ikke lade være med at smile stort og hånligt af ham. "Sig mig er du blevet naiv og godtroende på dine gamle dage?" kunne hun ikke lade være med at spørge med latter i hendes stemme for hun havde da ikke i sinde at tage hen til Brahm, den mand var nu en gang fortid, hun havde jo fået andre interessere siden hen, men hun havde bare vidst at Brahm havde været den som havde størst effekt hvis hun skulle ramme ham på nogen måde. Han havde heller ikke ligefrem været særlig behjælpelig da hun havde fået bank af dronningen af Darklia fordi hun havde danset rundt med den forkerte ven. "Desuden har du ikke nogen ret i at blande dig i hvad jeg foretager mig.. Det er mine valg og jeg har ikke brug for dig.." sagde hun dog lidt mere vredt for hun hadede virkelig at folk troede de kunne bestemme over hende når hun allerhelst ville være fri til at gøre som hun ville.

[Arwel Eirian]

Makas latter, og det hånlige smil hun sendte ham, fik kun Arwel til at bide tænderne hårdt sammen. Han havde aldrig brudt sig om at føle sig latterliggjort, og synes endnu mindre om at blive leet i ansigtet. Det resulterede derfor kun i at han trykkede hende hårdere mod træet, mens han bed en rasende banden i sig. Han havde brugt flere år på at beskytte hende, og det her var takken?
”Du har mere brug for mig end du aner.” svarede han sammenbidt, og denne gang var det ham der fik et koldt smil over sine læber. ”Hvem tror du det er, som har sørget for at du ikke blev voldtaget og dræbt hver gang du drikker dig selv i søvn i en kro? Hvordan tror du at du havner i sengen hver aften, i stedet for at vågne op i en eller anden gyde uden en krone i lommen?” Hans smil forsvandt, men han slap hende stadig ikke – hvis han gjorde, var han sikker på at hun ville stikke af igen, og han havde ikke lyst til at blive ved med at jage hende. Det var så småt gået op for ham at hun ikke havde nogen planer om at tage til Brahm – det var hendes latteranfald et tydeligt tegn på. Hun måtte have sagt det for at få lokket ham til at afsløre sig for hende, og det var han nødt til at indrømme var kløgtigt af hende. Han bed et frustreret suk i sig, før han igen låste blikket på hende. ”Jeg ved hvad du tror. Der er ingen der har bedt mig om at følge efter dig, eller holde øje med dig, eller gøre dig noget. Hvis jeg ville, kunne jeg have dræbt dig for flere år siden.” Han løste sit greb om hende, mest af alt for at vise at han ikke løj. ”Du er en smart kvinde, Maka. Men uden mig ville du have været død for længe siden.”

[Maka De Silver]

Det morede hende at han lignede en som lige var på grænsen til at flippe ud på hende, men han skulle bare prøve så skulle han da nok få nogle tæsk og så ville hun ikke en gang overveje at lade være med at bide ham, for så ville hun træde over hendes egen regel og blive ham uanset om hun endte i blodrus eller ej, noget normalt som hun altid ellers havde gjort bare ved lugten af menneskeblod.
"Jeg har ikke brug for dig, det har jeg aldrig haft" snerrede hun lettere vredt igen for hun ville være en selvstændig og fri kvinde så skulle han da ikke gå og bestemme over hende, selvom det langsomt i hendes indre gik op for hende at han alligevel havde gjort meget for hende, selvom det gjorde hende bare rasende over han blandede sig i hendes liv. "Du skal ikke blande dig i mit liv, det er mit valg om jeg vil udsætte mig for sådan noget eller ikke" snerrede hun igen for det var da hendes valg om hun ville drikke sig et hul i hovedet eller ikke eller om hun ville gå i seng med fremmede var da også hendes valg til trods for hun mest gjorde det når hun var fuld, men det var lige meget for når det var sket var trykket jo lettet og hun kunne gå igen uden længere tid til at føle trangen til at være tæt på et andet menneskeligne væsen igen.
Da han løsnede grebet blev hun blot stående med et køligt blik rettet imod ham for hun var tydeligvis ikke bange for ham, men virkede til at afskye ham noget så grusomt. En tanke slog ned i hende, han havde jo set hende været nøgen adskillige gange for hun havde badet foran Nighti flere gange for hun troede jo bare det var en ugle. "Og du er en afskyelig mand, hvorfor går du ikke bare ud og finder dig en kone du kan bestemme over i stedet for at gå og blande dig i mit liv?" sagde hun lettere vredt for på nuværende tidspunkt var hun ligeglad med at han havde været med i den gamle bande, for nu var han da bare afskyelig når han havde stået og overvåget hende i mange forskellige situationer.