Flere års hemmelighed bliver afsløret ?

[Arwel Eirian]

Det var kun med nød og næppe at Arwel magtede at holde hovedet koldt, men alt i hans ansigtsudtryk afslørede alligevel det raseri der ulmede lige under overfladen. Han havde investeret så meget tid på at beskytte hende, både mod andre og mod hende selv, og dette var takken han fik for det? Han skar en grimasse.
”Det har du, om du vil det eller ej. Om ikke andet, så bare så du har været i stand til at blive ved med at drikke dig selv i staver så længe som du har gjort det.” Han vendte ryggen til og gik nogle skridt væk fra hende, kun for at vende om igen, og gentog den bevægelse et par gange, mens han mumlede arrigt for sig selv. Hvordan kunne hun ikke se at det var på grund af ham, at hun stadig var i live? ”Er du virkelig så ivrig efter at slå dig selv ihjel?” bed han fra sig da han igen stod med fronten mod hende, og stirrede hårdt på hende. End ikke hendes afsky og vrede kommentar kunne få en reaktion frem i ham, hendes mangel for forståelse var for meget for ham. ”Jeg har brugt tid og kræfter på at holde dig i live, og udenfor gruppens søgelys. Du ved lige så godt som jeg, hvad de vil gøre hvis de finder dig efter du stak af.” Arwel havde med egne øjne set hvad der blev gjort ved desertører, og han havde ingen interesse i at se det ske med Maka. ”Jeg ved at du aldrig brød dig om mig. Hvis jeg kunne vise mig for dig uden at du ville støde mig fra dig, tror du så ikke jeg ville have gjort det?” Vreden var klar i Arwels blik. ”Hvis det ikke havde været for mig, ville du have ligget i en grøft og rådnet nu.”

[Maka De Silver]

Hun havde ingen tak til overs for ham for det var ham som havde løjet for hende igennem alle disse år, og det var ham som havde luret på hende når hun var i bad eller når hun sov, så det gjorde hende bare vred at han havde udgivet sig for at være hendes lille ven i form for en ugle når det var af selviske grunde han havde været i hendes nærhed.
"Det er stadig mit valg om jeg vil drikke eller ikke, det skal du ikke blande dig i og hvad jeg gør når jeg er fuld er min egen skyld, det er ikke noget du skal have på samvittigheden min nåde så hæderlige ridder" sagde hun lettere vredt og det sidste var direkte sagt på en hånlig måde når han selv udgav sig for at være ridder der beskyttede skønheden eller hvad hun nu kunne kaldes. Hun rettede sig op da han gik væk fra hende men hun flygtede nu ikke, men stillede sig i stedet med armene over kors og et køligt blik rettet i mod ham for han kunne da bare pisse hende sådan af at hun havde lyst til at smadre ham men hun holdt sig alligevel i skindet. "Hør her du er selv stukket af så hvad tror du ikke de vil sige at få fingre i dig? Jeg tror du ville nyde at se dem dræbe mig derfor har du holdt dig i min nærhed så du kunne opleve det" sagde hun lettere vredt for han ville sikkert nyde at se det men igen han påstod jo selv han havde beskyttet hende men det gav jo ligefrem heller ikke nogen mening, for beskyttede han hende bare for at hun kunne være i live til gruppen? men igen han påstod jo han ikke ville overlade hende til gruppen så det her gav bare ingen mening, specielt fordi hun aldrig havde kunne lide ham, ihvertfald ikke som menneske.
"Selvfølgelig ville jeg støde dig væk, jeg har aldrig ville have dig i nærheden. Men det giver stadig ikke en forklaring på hvorfor du har løjet for mig i alle disse år, eller hvorfor du har holdt øje med mig eller som du selv siger har beskyttet mig for jeg har aldrig bedt om beskyttelse og jeg har specielt ikke brug for det fra din side" sagde hun koldt for det her gav ingen mening, men ja hun ville have skubbet ham væk med det samme hvis han var kommet i menneskeform, for hun havde nu aldrig brudt sig om ham og nu stod tyven og morderen overfor hende og påstod han havde beskyttet hende i så mange år, men det gav jo heller ikke meningen for de havde aldrig været specielt gode venner, det eneste de havde haft tilfælles var banden og det at de begge var høje indenfor banden.

[Arwel Eirian]

Denne gang var det Arwel som måtte se på hende, som om hun var en komplet idiot. Han hævede et øjenbryn ved hendes påstande, og det var kun med nød og næppe at han kunne holde et grin inde.
”Dit druk har påvirket din dømmekraft, Maka. Jeg troede du var smartere end som så.” Han formåede at forme et kortvarigt smil, som hurtigt svandt ind igen da han fortsatte. ”Det giver overhovedet ingen mening, det ved du også godt selv. Hvorfor i alverden skulle jeg have givet mig ud for at være en ugle i så mange år, og holdt dig udenfor fare – om du ville det eller ej – bare for at lede dig i en fælde for at se dig blive dræbt af de selv samme folk jeg selv skred fra?” Han sendte hende et sigende blik, før han kvalte et frustreret støn. ”Du sagde det selv, jeg er selv stukket af fra dem, så jeg ville da underskrive min egen dødsdom hvis jeg var i nærheden af dig mens de opdagede dig, om jeg så viste mig i min menneskeform eller ugleform. Du er ikke den første til at kende den hemmelighed.” Han bed de sidste ord i sig. Han havde ikke været meget for at vise Jamie sin hemmelighed, men hun havde ikke givet ham meget andet valg.
Hans fokus faldt på Maka igen, da hun bad om en forklaring, og hans ansigt formede en stram maske. Hvorfor havde han egentlig fulgt efter hende i så lang tid, og givet sig ud for at være en ugle? Hvorfor havde han sådan et behov for at sørge for, at der ikke skete hende noget? ”Jeg havde ingen grund til at blive hos gruppen, og jeg har ikke tænkt mig at lade livet for at kunne slippe for dem. Hvorfor jeg valgte at holde øje med dig, har ingen betydning. Faktum er at jeg gjorde det.” Han foldede igen armene over kors. ”Og om du vil det eller ej, kommer du stadig til at have en ugle til at holde øje med dig. Nu hvor du har set mig, må jeg sørge for at du ikke siger for meget når du drikker dig selv i gulvet.” Det havde været en af de ting, der havde bekymret ham mest når hun drak sig fuld. Han vidste ikke om gruppen stadig ledte efter hende, men det var bestemt ikke utænkeligt. Så hvis hun sagde for meget når hun havde drukket, kunne det hurtigt være hendes dødsdom – og nu også hans, hvis hun begyndte at plapre om uglens sande identitet.

[Maka De Silver]

Da han mente at alkohol havde påvirket hendes dømmekraft rullede hun bare med øjnene for det måtte han selv om, hans meninger betød intet for hende det havde de nu aldrig gjort så hvorfor i alverden skulle de begynde at betyde noget nu? han havde jo alligevel ikke givet hende en ordentligt grund til det. "Måske for at redde dit eget skind" sagde hun bare køligt til det med hvorfor han skulle lede hende i en fælde, det ville hun da ikke selv tøve med at gøre hvis det alligevel var overfor en hun ikke brød sig særlig meget om, så ville der jo ikke ske nogen skade hvis hun kunne slippe med livet i behold efterfølgende. "Måske er jeg ikke den første, men jeg kunne stadig godt have undværet det, dit perverse svin, du burde have kunne forvandle dig til et svin for andet er du ikke" sagde hun lettere vredt for hun var stadig vred over han bare kunne finde på at stå og lurer på hende når hun var ude og bade i søer og åer eller generelt bare hvis hun tog et bad indenfor.
Et opgivende suk kom fra hende for hun ville jo netop ikke have han skulle følge med hende, specielt ikke nu hvor hun vidste hvem han var. "Ser jeg dig igen, uanset om det er menneske eller ugle form så skal jeg sørge for du dør.. Du skal forsvinde ud af mit liv, jeg har ingen grund til at ville beholde dig i det og du har ingen grund til at tro du må blande dig i mit liv" sagde hun vredt men en del truende for hun mente hvert ord, så hun ham igen ville han få røven på komedie, så ville hun ikke stå tilbage for at dræbe ham selvom det nok var svært hvis han var i ugle form men så måtte hun jo bare tage sig sammen og gøre det der skulle gøres. Mere sagde hun ikke før hun begyndte at gå væk fra ham igen længere ind i skoven for hun trængte til forsyninger med hensyn til blod inden hun ville drage videre, nu vidste hun at hun ikke længere kunne være i Darklia eller på grænsen, så måske hun skulle drage til Nirelia ? eller måske udforske verden på et skib så var hun da nærmest sikker på at Arwel ikke ville kunne holde til at flyve hvis de sejlede i længere tid ude på det åbne hav, og han kunne ikke rigtigt gemme sig for nogen.

[Arwel Eirian]

Diskutionen var ved at nå det punkt hvor Arwel kunne mærke raseriet boble under overfladen på ham. Han havde altid været en person som havde været nogenlunde i stand til at bevare roen, men Maka havde en unik evne til virkelig at frustrere ham. Hvordan kunne hun ikke se alt han havde gjort for at holde hende i live – og hvordan kunne hun hade ham for det? Da hun kaldte ham pervers måtte han bide tænderne lidt sammen. Han havde rigtig nok set hende, ved mere end én anledning, og han ville lyve hvis han påstod at han havde forsøgt at se den anden vej, når hun havde badet med sin ugle i nærheden. Hans blik flakkede en smule, som en slags respons på hendes anklage, men hans ansigtsudtryk var stadig lige trodsig. Han sagde i første omgang ikke noget, ikke før hun gjorde mine til at ville gå sin vej.
”Jeg har holdt øje med dig gennem flere år, uden at du fattede mistanke. Hvis jeg ville, kunne jeg have gjort det uden at du overhovedet havde kendt til uglen.” Han smilte spydigt efter hende, men bandede indvendigt. Han burde have været mere forsigtig, da han tog ud i skoven for at strække benene. Maka var uudholdelig upålidelig, når det kom til sovevaner, så han burde have vidst bedre end at stoppe op i en lysning – og specielt at skifte form midt i den lysning – uden at undersøge at han virkelig var alene. Han så efter hende da hun gik sin vej, mens han forsøgte at slå koldt vand i blodet. Hvis han mistede besindelsen ville han ende med at gøre noget han ville fortryde. Han ventede til han ikke længere kunne se Maka længere, før han skiftede form igen, og nok en gang fulgte efter hende i form af den lille pygmæugle, skjult i ly af trækronerne, og på en god afstand. Hun overlever ikke én dag uden mig, blev han enig med sig selv om.

[Maka De Silver]

Hvor hun dog hadede den mand, sådan som han havde behandlet hende og løjet for hende selvom han selv mener han havde beskyttet hende, så hadede hun ham noget så grusomt, specielt fordi hun aldrig havde været særlig glad for ham, ikke når han gik og skulle bestemme alt ting, det var ikke ligefrem noget hun brød sig om. Hun elskede hendes frihed og hun selv kunne vælge og vrage som hun ville men det kunne hun jo så ikke alligevel for Arwel havde taget de valg for hende så det pissede hende bare mere af, specielt fordi hun ikke var taget med i de beslutninger, det var jo hende som burde finde en mand som var værdig for hende, det skulle han da ikke blande sig i hvordan hun gjorde.
Hun vandrede med vrede skridt igennem skoven, for lige nu kunne hun ikke tænke klart alligevel så hun vandrede bare for at få noget af alt hendes vrede ud af kroppen. Hun stoppede først da hun stod i en lysning ved en lille bæk som hun så ned i med øjne der var svære at tyde for de så lettere vrede men også fortvivlet ud selvom de virkede til at blive mere rolige som hun så på vandet flyde lige så stille forbi hende. Da hun havde fået noget af vreden ned igen endte hun med at sætte sig ned med benene ind imod hendes krop og armene omkring benene. Helt stille sad hun bare og tænkte, tænkte over hvad hun nu skulle gøre og hvor hun nu skulle tage hen, hun igennemgik hendes hoved for mulige personer hun kunne søge hen til som ville kunne hjælpe hende med at slippe væk fra Arwel og hendes fortid, men en ting kom hun da frem til. Hun kunne ikke forsætte det her, så kunne hun egentlig lige så godt vente på han dukkede op så hun kunne dræbe ham, så hun kunne blive alene, denne gang helt alene og så måtte hun jo finde ud af hvad hun så ville, men hvad duede hun egentlig til? Hun kunne ikke finde ud af rengøring eller lave mad samt en masse andre ting hun ikke kunne finde ud af. "Jeg ved du er der" sagde hun højt og ligegyldigt efter et mindre suk havde sluppet hendes læber, for hun var nærmest godt klar over han var der, specielt hvis hun kendte ham godt nok så vidste hun at han ikke bare ville gå selvom hun bedte om det.

[Jamie 'Ara' Wanita]

Jamie havde begivet sig ud i skoven, bare for at få noget frisk luft. Hun havde været rastløs de sidste par dage, og det var ikke fordi det var bedre nu. Hun havde fået skrabet nogen penge til sig, da hun havde fået arbejde, en af de sidste dage. Hun havde egentlig ikke set Maka i længe, og det undrede hende, var hun blevet opdaget af nogen fra den gamle bande, eller var hun bare forsvundet?

Jamie's tanker var sat i gang, frustrerende og forvirrende, hun  havde ikke tænkt på banden i længe. Det var vel et overstående kapitel. Håbede hun. Det var ikke fordi det ville være nogen fornøjelse at se nogen af dem igen, hun vidste godt hun havde haft et crush på Arwel, men hun vidste ikke selv om det stadig var der. Men egentlig kunne det også være ligemeget.

Hun nåede til et sted tæt på en bæk, og hun hørte en sige noget højt.. Vidste personen at hun var til stede? Eller var det slet ikke til hende? Hun nærmede sig bækken og flere grene knækkede på hendes vej, men samtidig kunne hun spotte Maka's røde hår. Hvad lavede hun her? Og hvem snakkede hun med? "Maka?"

[Arwel Eirian]

Selv da de havde været med i banden, havde Arwel aldrig gjort hvad Maka havde sagt. De var begge to lige under bandens leder, når det kom til autoritet, og efter Arwels mening gjorde det dem til ligemænd. Hvis man da så bort fra alt det hårde arbejde han havde lagt i at beskytte hende mod andre, og mod sig selv. Ifølge Arwel selv burde det være mere end nok til at han havde ret til at gøre hvad han ville – inkluderet at følge efter hende og holde øje med hende.
Jeg har brugt for meget tid på dig til bare at lade dig gå, lød ordene i hans hoved. Han kunne ikke lade alle de år som hendes følgesvend være spildt, hvis hun gik ud og fik sig selv dræbt nu.
Han fulgte efter hende fra trækronerne lige til bækken, hvor han lod sig selv finde ro på en af grenene i et af træerne i nærheden. Han betragtede hende, der hun sad i tavshed, men han var sikker på at hun vidste at han var i nærheden. Maka var måske uforsigtig, men hun var ingen idiot. Da hun råbte ud at hun vidste at han var der, blev det kun bekræftet for ham, og han så ingen grund til at skjule sig længere. Den lille ugle lettede fra grenen og sørge mod jorden, og begyndte undervejs at ændre form. Det var midt i forvandingen, Arwel lagde mærke til Jamies stemme et sted bag sig, så da han stod på jorden i sin menneskelige form, var det hende hans opmærksomhed var rettet mod.
”Jamie?” Hans blik flakkede mellem hende og Maka. Timingen var ikke ligefrem optimal. Han så opgivende ud i luften. Han hadede at være i en position hvor han ikke vidste hvad han skulle stille op.

[Maka De Silver]

Det viste sig at hendes fornemmelse have været rigtigt, nemlig at Arwel havde fulgt efter hende men det overraskede hende dog en del at det først var Jamie, der svarede hende og så hørte hun Arwels stemme. Hun lagde en hurtigt hånd over hendes ansigt, som mine til at det her kunne bare ikke være rigtigt, hendes dag kunne da ikke blive værre end det her. "for pokker hvorfor skal jeg straffes sådan?" mumlede hun meget lavet for sig selv fordi hun ikke ville have de hørte noget men man kunne nærmest læse det på hendes måde at sidde med hånden på. Hun fjernede igen hånden fra hovedet og rejste sig op for at se irriteret på dem begge 2. "Du kendte vel til hans hemmelig?" spurgte hun irriteret som hun så på Jamie, for det skulle ikke undre hende at alle andre end hende selv vidste noget om at Arwel kunne forvandle sig så det var jo hende der var blevet holdt for nar i over 10 år efterhånden men det skulle være slut nu. Hun vendte derefter blikket imod Arwel med samme irriteret mine som hun pegede imod Jamie. "Følg med hende i stedet, hun har været vild med dig og lad så mig være i fred.. Jeg vil ikke have dig i nærheden" sagde hun en anelse vredt men hun blev ikke ligefrem for at høre deres svar men vendte bare rundt for at gå igen, nu var hende endelig kølet lidt ned blot for at blive en smule vred igen, det gad hun altså ikke, nu kunne de følges med hinanden så hun kunne få lov at leve alene sådan som hun gerne ville det. Grunden til hun sagde at Jamie havde været vild med Arwel var nu mest for at slippe af med ham, for hun vidste ikke rigtigt noget eller så havde hun glemt det, men det var et forsøg på at få ham til at irritere en anden end hende.

[Jamie 'Ara' Wanita]

På en måde var hun rimelig forvirret over hvad der skete, men alligevel måtte hun indrømme, at stemningen ikke var den bedste. Hendes blik kørte fra Maka til Arwel, og hun fæstnede blikket på Maka, da hendes spørgsmål kom bag på hende. Arwel havde vist hende hans hemmelighed, men ikke af hans gode vilje, det vidste hun godt. På en måde havde hun lyst til at benægte det, men på den anden side, var det nok bedst at sige sandheden i denne situation - Arwel kunne alligevel sige en modsætning, hvis hun alligevel benægtede. "Ja, det gjorde jeg." hendes blik var stadig fæstnet på Maka, og hendes vrede begyndte stille og rolig at stige til hovedet.

Jamie lod blikket falde på Arwel, efter Makas sidste sætning. På et eller andet tidspunkt skulle han vel vide det, det var ikke fordi hun selv havde fortalt ham det, eller havde hun? Ikke fordi hendes hukommelse kunne huske det. Et irriteret blik vendte tilbage til Maka. "Og jeres problemer skal lande på mig?" mumlede hun irriteret for sig selv, ikke fordi det var særlig højt. Jamie var en smule frustreret over hvad der skete, men et eller andet havde blusset op, havde Maka opdaget Arwel?

[Arwel Eirian]

Arwels blik flakkede hjælpeløst mellem Maka og Jamie. Han hadede at føle sig magtesløst, men ingenting han sagde hjalp ham på nuværende tidspunkt. Hvordan kunne Maka ikke se at han kun havde forsøgt at hjælpe hende? Det frustrerede ham at hun ikke kunne se på det store billede – var en lille løgn ikke tilgivelig, taget i betragtning hvad han havde løjet for?
Hans blik faldt på Jamie ved Makas ord, og han fortrak ansigtet i en stram mine. Han havde haft sine mistanker, men det var ikke noget han havde handlet efter. Han stod lidt rådvildt og så efter Maka, der hun gik sin vej uden at vente på at de svarede på hendes anklager. Han havde brug for hjælp, hvis han skulle få Maka til at køle ned. Han vendte sig igen mod Jamie og sendte hende et tryglende blik – alene det dræbte ham en smule indeni.
”Hjælp mig.” bad han dæmpet. ”Jeg er ked af at lægge vores problemer over på dig, Jamie, men jeg har brug for dig.” Om det var ren manipulering eller om han mente det, kunne ikke engang han sige. Han så det praktiske, hvis det passede hvad Maka sagde, og at Jamie havde et godt øje til ham, sådan som han selv havde mistænkt. Men det var rigtigt nok, at han ikke kunne få Maka til at se hans side af sagen uden hjælp. Han hadede at bede om hjælp, men han måtte sætte sit eget ego til side. ”Tal med hende, få hende til at lytte, så skylder jeg dig en tjeneste. Hvad som helst.” Det var et farligt løfte. Jamie havde nu været en kvinde som Arwel ikke helt kunne gøre sig klog på, så hvis han lovede hende sådan noget, kunne han ikke være sikker på hvad hun ville kræve til gengæld. Men han kunne ikke lade Maka gå sin vej sådan. Han kunne ikke blive ved med at følge efter hende i det skjulte.

[Maka De Silver]

Inden i kogte Maka af ren og skær vrede, som hun vandrede væk fra de 2 for hun ville ikke have noget med dem at gøre lige, de havde været en del af den fortid som hun forsøgte at glemme og være så langt væk fra så muligt, og nu var 2 af dem dukket op på en og samme dag? Der måtte være en eller anden gud eller overordnet magt som mente hun skulle straffes for et eller andet, hvad vidste hun ikke men noget måtte der jo være.
Som hun gik bed hun tænderne hårdt sammen for ikke at friste sig selv, for lige nu kunne hun virkelig godt trænge til at drikke sig virkelig fuld og så bare glemme alt men det kunne hun jo ikke så længe Arwel var i nærheden, for han ville bare udnytte situationen og "beskytte" hende som han havde gjort så længe. Han havde løjet for hende og forhindret at hun kunne få nogle af alle hendes frustrationer og lyster ud af verden når hun var fuld, for når hun var ædru nægtede hun for det meste at lytte til kroppen, fordi hun ikke ville virke svag i andres øjne. Der var jo kun en mand som hun havde lagt sammen med i ædru tilstand og det var efterhånden flere år siden, og nu kunne hun ikke finde ham så hun kunne ikke en gang søge tilflugt hos ham. Det hele var bare så frustrerende og hun manglede et godt råd så hendes mor dukkede kort i hendes hoved, måske skulle hun finde hende? Den tanke rystede hun dog hurtigt ud af hovedet, for det kunne der ikke være tale om på nogen måde, det var nok hun var blevet straffet ved at finde ud af Arwels hemmelighed.

[Jamie 'Ara' Wanita]

Forvirret kunne man godt kalde Jamie, det hele gik så stærkt. Blikket var vel fæstnet på Maka, som forsvandt ind i skoven og Arwel som vendt sig mod hende, gjorde at hendes blik endnu engang faldt tilbage på ham. Det irriterede hende grusomt, at Maka havde oplyst noget, som egentlig ikke ragede ham. Det var ikke fordi at hun på nogen måde ville have at han skulle vide det, eftersom hun ikke kunne se nogen grund til det? Vreden boblede i hende, og alt i alt, havde hun egentlig bare lyst til at gå. Hun havde aldrig været en, man kunne gøre sig klog på, det var hun helt enig i, men det skulle man vel aldrig ved folk? Det havde Arwel heller ikke selv på nogen punkter. Først da Arwel åbnede munden, løftede hun det ene øjenbryn - egentlig mere fordi hun var vred. Hvad lavede hun egentlig stadig her? Da han bad hende om at hjælpe hende, kom et smørret smil over hendes læber i få sekunder. "Brug for mig? Det siger du ikke." hun vidste egentlig ikke, om hun ville hjælpe ham eller ej. Men noget sagde hende, at der ligesom ikke var andre der kunne hjælpe ham ud af fedtefadet? Hun bevægede sig mod Maka, men igen hørte hun Arwel, endnu engang vendte hun sig mod Arwel. "Jeg behøver ikke noget fra dig, Arwel." igen lod hun sig bevæge sig efter Maka. Jamies vrede var efterhånden stor i sig, mere fordi hun ikke fandt sig i det her. Hvad havde hun dog gjort? "Maka! Helt ærligt. Hvad er der sket? Og der er ingen grund til at blande mig i det her, jeg ved ikke engang hvad det her handler om!"

[Maka De Silver]

Dette var ikke ligefrem den situation Maka havde lyst til at være i, hun ville meget hellere være på en kro lige nu og drikke sig et hul i hovedet, men hun vidste godt hun ikke kunne, så ville han bare få chancen for at komme tæt på hende igen og det ville hun ikke have, for han havde ikke givet hende en ordentlig grund til at han skulle have lov til det.
Hendes skridt var vrede og hurtige fordi hun bare ville væk, men alligevel endte det med at hun hørte Jamies stemme nærmest som i det fjerne, og den kom bare tættere på som Maka forsøgte at flygte længere væk, men til sidst stoppede hun irriteret op da hun kom til en samling i skoven hvor træerne stod tæt og der var tornebuske som voksede langs dem og op af dem, så det spærrede hendes vej og hun var ikke hurtig nok til at komme uden om før Jamies stemme var tæt nok på til hun kunne høre spørgsmålet. "Det handler om at Arwel har løjet for mig i over 10 år, han har forklædt sig som en ugle og fulgt med mig over alt. Han påstår det var for beskyttelse, men han har forhindret mig i at leve mit liv sådan som jeg ville det.. Jeg var blot en ejendom for ham, så jeg måtte ikke have nogen frihed" sagde hun blot for sådan så hun det jo selv, hun måtte ikke leve som hun ville det for hun havde ikke brug for hans beskyttelse, hun ville bare have lov at leve og gøre dumme ting når hun nu ikke kunne gøre dumme ting i ædru tilstand. "Det var heller ikke meningen du skulle blandes ind i det, for det beklager jeg men jeg vil ikke tilbage til ham" forsatte hun i et lettere irriteret men også temmelig køligt toneleje som hun forsatte med at stå med ryggen imod Jamie og fronten imod tornebuskene som om hun overvejede at gå igennem dem selvom det kunne koste mange skræmmer og hun vidste jo ikke hvad der gemte sig derinde.

[Arwel Eirian]

Arwel holdt sig i baggrunden, mens han betragtede Jamies forsøg på at få talt med Maka. Men det så ikke ud til at det ville udgøre den store hjælp. Hans ansigt fortrak sig i en frustreret mine. At hun ikke kunne begribe det… Kunne hun ikke se at han havde brugt så lang tid, og så mange kræfter, på at holde hende i live? At alt han havde gjort, havde været for at undgå at se hende rådne i en eller anden grøft? Han gik med lange skridt mod dem, indtil han stod foran Maka, mellem hende og tornebusken hun havde vendt sig mod. Ikke så meget for at stå som et værn mellem dem, men så han var sikker på at han havde hendes opmærksomhed.
”Det var ikke kun en påstand, Maka. Jeg har brugt tid og kræfter på at sørge for at du stadig trækker vejret. Jeg har ikke stået i vejen for at du har taget dumme, ofte direkte idiotiske valg. Alt jeg har gjort, er at holde dig i live.” Arwels mørke øjne tordnede, og borede sig ind i hendes. ”Havde det ikke været for mig, ville du ikke have overlevet den første uge efter at du forlod gruppen. Du ville have været ravneføde, havde det ikke været for mig.” Han bed et frustreret suk i sig, og vendte blikket vildt rundt, og lod det kortvarigt falde på Jamie. Han havde ikke været meget for at skulle bede om hendes hjælp, og han var ikke meget for at ’hoppe ind’ i det igen efter allerede at have bedt om hendes hjælp. Men Makas manglende forståelse for hvad han havde gjort, havde ramt en nerve. ”Til tider spørger jeg mig selv hvorfor jeg overhovedet har investeret al den tid på dig, når jeg ikke får noget som helst ud af det.” indrømmede han bittert.