uhhh spændende

[spurv]

lv kom gående hun havde fundet sin kjle igen og var nu iført en enkel gul kjole med bæltet og den lille sølvfløjte. hun havde intet af værdi og havde heler ikke sko, hun lignede lidt hun kunne være en af tikkerne på nærhendes fløjte og det faktumat kjolen var ren. hendes hår bølgede ned over hendes skuldre og hun smilede glad det var en dejlig dag at gå på opdagelse i. der var ikke længer noget mærke på hendes hals.

[Valentin]

Valentin var i nat, istedet for at tage til grænsen og finde et offer han kunne torturere og dræbe, efter selvfølgelig at have drænet dem for blod, var han idag smuttet til byen i Darklia, og gik nu og ledte efter noget at lave. Han gik roligt gennem byens gader, og så sig lidt omkring med et dovent, lettere ligegyldigt blik. Folk var ret kedelige her omkring. Det eneste man så lige nu, var et par ligegyldige tiggere og tyve, som gemte sig i skyggen, dog alle for bange til at nærme sig, når de så hvem der kom gående ned af gaden. Han gad ikke engang spilde sin tid på dem, deres blod var alligevel ikke værdigt til ham, så de kunne jo alligevel ikke bruges til noget, så hellere finde en eller anden anden, som i det mindste var lidt bedre end dem. For det gad han da virkelig ikke, det var for ynkeligt. Hans sorte tøj, lod ham falde ret godt i et med skyggerne, ligesom den sorte kappe han bar udenpå, som supplement til hans i forvejen sorte og ret dystre udseende. Der hang nærmest en aura af død omkring ham, en tyk tåge af tomhed og håbløshed. Sikkert fastspændt til det bælte han bar om livet, havde han selvfølgelig også sit sværd, som han altid gik rundt med, og så hans ekstra knive og dolke, som dog hovedsageligt blev brugt til tortur, eller hurtige drab, hvis han ikke lige gad bruge sit sværd.

[spurv]

liv gik rundt fra bod til bod og så smilednde på alle de forskellige vare der var rundt omkring. hun var kommet til en frugt bod og stod og kiggede på varende hendes mave begyndte at knurre og hun smilede undskyldende til mande iboden " jeg er vidst lidt sulten" sagde hun blidt med den fine stemmer der på en måde virkede umenneskelig men uden at være iøjenfaldende. rundt omkring hende var stemmningen mørk og dyster, men det var ikke en stemning mærkede meget til. det var ikke et venneligt sted men som altid syntes liv det var ret, måske forde folk s tit var tilbøjlig til at gøre over for hende som manden i frugtboden gjorde. med et lille smil ragte hende et æble. liv smilede glad " mange tak " hun så på manden han virkede flink tænkte hun

[Valentin]

Valentin begyndte at kede sig, som han gik gennem den mørke, ret deserterede og, lige nu, utroligt kedelige by. Der skete ingenting, og han begyndte at kede sig ret hurtigt, og så skulle han havde noget underholdning. For ellers kedede han sig bare endnu mere, og det var aldrig godt når han kedede sig. Det gik heller aldrig godt. Ihvertfald ikke for dem omkring ham, for så fandt han bare på en måde at få det helt hele til at gå ud over dem, så i sidste ende gik det jo bare ud over dem som han mødte tilfældigt. Men han gad ikke alle de der sædvanlige tabertyper, som alligevel var så bange for ham at de stak af ved bare synet af ham, det var for kedeligt, for nemt. De var slet ikke værd at spilde hans værdifulde tid på. Men han skulle snart finde et eller andet at lave, ellers ville han tage et andet sted hen, for her var virkelig for kedeligt lige nu

[spurv]

liv smilede og kom gående ud på gaden med et æble i hånden som hun næsten havde spist hun smilede, * hvor mon kroen er henne* hun havde efterhånden fundet ud af hvor hun var, og hun vidste der var en kro for hun havde underholdt der før som skjald, hun smilede. pludselg nermede jorden sig hendes ansigt da hun snuplede over en stamme der var havnet på jorden foran hende, hun lanede så lang hun var på jorden

[Valentin]

Da Valentin gik videre, og skulle lige til at vende om og tage mod grænsen istedet, fik han et stykke derfra, øje på en person som lige umiddelbart skilte sig en del ud. Hun lignede ikke lige en af de sædvanlige tiggere eller tyve som rendte rundt her, da hendes tøj, og hun selv, modsat dem var rent. Hun mindede heller ikke lige om de fleste som befandt sig i denne by normalt, da hendes gule kjole fik hende til at stå en del ud i mængden, hvilket også var den indledende årsag til at Valentin havde fået øje på hende til at begynde med. Da han så nærmere efter, kunne han også se en lille sølvfløjte i hendes bælte, hvilket igen ikke ligefrem var noget en tigger ville gå rundt med, eller generelt hoveddelen af de folk som han normalt så her. Der ville de som regel hellere have et sværd eller anden form for våben hvor hendes fløjte sad, hvis noget overhoved. Da hun faldt over et eller andet, stod han bare hvor han var og så ned på hende. Da han havde fået øje på hende var han kort stoppet op, for lige at se lidt nærmere på hende, for lige at give det en chance før han tog videre og gik et andet sted hen

[spurv]

liv kiggede op og så til sin overraskelse et kendt ansigt " godaften Valentin" sagde hun. hun lød inderligt glad for han var der og hun kom hurtigt på benende, der var heldig vis ikke sket hende noget. hun børstede støvet af sig og kiggede glad på Valentin. det var ved at være et stykke tid siden Den aften hvor liv havde mødt ham, og hun huskede ham kun som den her venlige lidt mærkelige mand der havde hjulpet hende, hun havde ikke forbundet ham, med, at det var ham der havde gemt hendes kjole

[Valentin]

Valentin så bare på hende, med et lidt undrende og tænksomt blik. Han havde ingen ide om hvem hun var, han kunne ikke huske at skulle have mødt hende før. Men igen, han kunne også sjældent huske de personer han havde mødt, medmindre der havde været et eller andet der havde gjort dem værd at huske, da han jo ikke kunne huske alle de ligegyldige personer han mødte. Så hun havde åbenbart ikke været særlig interessant, ihvertfald ikke nok for ham til at huske hende, eller hvem hun var.

[spurv]

hun smilede og så på ham " har du det godt" sagde hun venligt og så på ham med de søde uskyldige øjne " tak for sidst" hun nejede let " det var virkeligt meget sødt af dem" hendes stemme var fin og glad. hun kiggede ned på sit halv spiste æble der nu var dækket af støv "øv" sagde hun og kiggede på det, men smilede stadig *hvor mon der er en skraldespand*

[Valentin]

Han så fortsat på hende med et noget skeptisk og vurderende blik. hvem var hun, og hvordan kunne hun bre gå hen og snakke til ham? Hun var tydeligt langt under hans værdighed, og han anede virkelig ikke hvem hun var. Selvfølgelig vidste hun hvem han var, men igen det gjorde de fleste, så det var jo ikke ligefrem noget specielt. Det mest underlige var nok den måde hun talte til ham på, som om han bare var et almindeligt menenske, en eller anden form for ligeværdigt væsen? Hun måtte være utrolig dum og naiv for at tillade sig en sådan opførsel, den slags var på ingen måde acceptabelt aller tolereret hos ham. "Hvem er du?"sagde han bare, med et skeptisk og en del nedvædigende blik "Skulle jeg kende dig?"

[spurv]

Liv smilede og lagde hovedet p skrå " jeg er liv" hunså undrende på ham med smilte og hendes varme strålede ud af hendes øjne " du hjalp mig da min kjol var blevet væk, og gav mig en ny" hun snurrede let rundt om sig selv " men jeg fandt min egen kjole igen, jeg er ked af jeg ikke fik sagt forvel men jeg kunne ikke finde dig da jeg gik, og jeg kunne ikke finde tilbage efter jeg havde fundet min egen kjole" liv hev noget frem hun havde haft hængende over rykken i en slags pose " mange tak for lån" sagde hun og ragte en tøj bylt frem, og nejede let med et stort smil

[Valentin]

Han svarede ikke på det hun sagde lige med det samme, men så bare på hende med et endnu mere skeptisk og mistroisk blik. Det lød meget usandsynligt det hun sagde, og hvis noget lignende det hun stod og snakkede om skulle have fundet sted, var han ikek i tvivl om han havde haft en eller anden overordnet plan med det hele, for ellers ville noget lignende aldrig ske, da han aldrig hjalp nogen, ihvertfald ikke uden selv at have en plan med det eller få noget ud af det selv. Men hvad der havde været meningen vidste han ikke, han havde stadig ikke engang nogen anelse om hvem hun var, eller hvor og hvornår han skulle have mødt hende før. "Behold det" sagde han med et skeptisk blik på tøjbylten hun rakte frem mod ham, uanset hvad det var så havde han ikke brug for det, han havde alligevel et hav af ting hjemme på godset, og selv hvis der var noget han ikek havde, kunne han nemt få fat på det, eftersom han også havde penge nok, så han manglede ikke ligefrem noget. Og set kunne umuligt være noget specielt eller særligt brugbart, så derfor kunne hun vel ligeså godt beholde det, når han ikke selv gad have det.

[spurv]

hun smilede. det var et godt sæt tøj, hun kunne vel gemme det ved nogen hun kendte et eller andet sted. " mange tak " sagde hun glad og nejede og hang det om på rykken igen, " det er en herlig aften ikke " sgade hun og smilede varmt til ham. *hvormon han skal hen?* tæmgte hun nysgergt men slog det hen