Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 10, 2014 20:37:43 GMT 1
Et sted inde i hendes hjerte, var hun sikker på at naturen ville lytte hvis folk blot bad nok til at denne evige vinter ville stoppe og redde væsner fra døden i kulden. Hun stod i en lang hvis kjole, med en varm pelskutte over sig i en lys grå pels fra en ulv. Stedet hun var på, var en lille klippeafsats ved stranden, hun så ud over havets kolde mørke domæne og beundrede de hvide bølger som kastede sig ind mod isen hvor det blev stoppet brat. Et dybt suk kom fra hende, hun hævede sin violin, lagde hagen ved og løftede sin bue roligt. Hendes stemme blev båret af vinden som hun begyndte at lave toner for naturens ære, en hylest og en bøn, hendes øjne lukkede sig, som hun begyndte at spille imens. Hele hendes krop svejede til musikken og lyden af hendes egen stemme som gav genlyn i tomheden mod havet og strandens hvide gys af kold sne. Det var en smuk og lys dag, enkelte fnug faldt i ny og næ, men vinden var til gengæld stærk og sneen fygede rundt om hende, slog hende mod ansigtet, men hun fortrak ikke en mine, forsatte blot sin smukke gestus til modernatur i håb om hun ville lytte og lade foråret gøre alt grønt igen og sommeren bringe varme og lyse dage, samt nætter. Hvor hun dog drømmede om at drøne rundt i markerne med en masse af lave, for ikke at snakke om hendes elskede køkkenhave. Den var så trist at se på, ja faktisk gemt og glemt under sneen kolde fingre.
|
|