|
|
Post by anno on Jul 13, 2010 9:47:24 GMT 1
Anno stod bare stille. lidt efter åbnede hun dog munden "den ene nat.. forstået... du er altså ikke mere end bare en selvisk møgunde der kun tænker på hvad du lige har lyst til den ene dag og så går til noget bedre den næste" sagde hun roligt inden hun vendte om på foden og begyndte at gøre sne til is lidt langsommere en hun havde regnet med
|
|
|
|
Post by Geralt on Jul 13, 2010 9:51:38 GMT 1
Geralt grinede igen og svarede "nu misforstår du mig med vilje, den nat var hvor jeg lagde ord for det. den nat var hvor du indrømmede de føleser du havde for mig og jeg havde været for blind til at opdage tidligt nok, resten kender vi begge" som han bare stoppede op og så på hende. hele oplevelsen med Anno kunne have været god, hvis bare han havde opdaget hun havde føleser for ham tidligt nok, hvad han antog for sjov adfærd fra hende af havde vist sig at være noget helt andet jo
|
|
|
|
Post by anno on Jul 13, 2010 9:59:32 GMT 1
Hun satte sig ned mens hun sad og samlede de is stykker hun havde lavet, hun svarede ikke. Hun havde efterhånden forstået det sådan at han bare ville have skredet fra hende alligevel den næste dag. Stykkerne smeltede lidt i hænderne på hende og det blev nytteløst at gøre noget så hun smed dem fra sig og sad bare stille
|
|
|
|
Post by Geralt on Jul 13, 2010 10:18:38 GMT 1
Geralt så på Anno og sagde så "nu misforstår du jo med vilje..." og trak på skuldrene, den kvinde havde simpelthen opgivet at fatte hans ord som han mente dem da hun følte sig så svigtet af ham. intet han kunne gøre der andet end at gå over og snuppe noget af sneen før han lavede det til en snebold og kylede den lige mod hende. at sidde og tænke dystert hjalp jo ikke en skid
|
|
|
|
Post by anno on Jul 13, 2010 10:23:38 GMT 1
Hun sukkede inden hun vendte sig og vendte sneboldes retning. "JA! jeg gøre det hele med vilje jeg ødelægger min forstand med vilje jeg VIL jo gerne have evig smerte og vrede IKK!!!" sagde hun og fik det til at flyve imod ham.
|
|
|
|
Post by Geralt on Jul 13, 2010 10:25:24 GMT 1
Geralt så på Anno og svarede "det siger jeg heller ikke" som han fik snebolden til at fare tilbage mod hende, nu skulle hun koncentrere sig mere om den så det var fint nok jo indtil videre så gik det hele ihvertfald ikke til de negative føleser
|
|
|
|
Post by anno on Jul 13, 2010 10:31:07 GMT 1
"hvad pokker er det så du siger?!" sagde hun og slyngede den rundt omkring sig i en stor bue og så kylede den ad helvede til ud i sneen hvorefter hun ventede på svar. Hvis hun åbenbart havde misforstået så meget måtte han da i det mindste gribe chancen nu og forklare det til forståelighed
|
|
|
|
Post by Geralt on Jul 13, 2010 10:39:42 GMT 1
Geralt gik helt tæt på og satte sig ned overfor Anno mens han sagde "for det første, den aften var jeg klar til at smide alt væk for din skyld. ikke for et engangs knald men for at tilbgrine mit liv med dig i resten af dit lige til jeg måtte holde din hånd i din døds seng og så få hugget knoppen af bagefter" alvoren var tydelig. men muligheden for det var væk nu, han kunne ikke være sammen med hende nu med mindre Zill gav lov og efter episoden i bjergene var han ikke helt så glad for tanken om at tilbringe sit liv med hende. Zill havde alt mulig ret til at hade ham men hun gjorde det ikke og hun havde endda født ham en søn og en datter nu
|
|
|
|
Post by anno on Jul 20, 2010 22:04:45 GMT 1
Anno sad fuldkommen stille mens en stor sten plantede sig i hendes mave. Hun kunne ikke regne ud om det var vrede, raseri, ophidselse, had, irritation eller nogen anden form for følelse der løb igennem hende men det flød ind over hende som en tidevandsbølge selvom hun sad fuldkommen stille. dog efter et halvt minuts tid væltede hun næstest ind over han så han faldt bagover mens hun slog på hans brystkasse. tårer løb ned ad hendes kinder. Alt hun havde beskyldt ham for var hendes egen skyld nu og hun hadede sig selv for det. Hun havde ødelagt sit liv helt selv og hun kunne ikke engang rette op på det på nogen måde
|
|
længe siden 
