Skyllet i Land.

[Dorian Gray]

Han nikkede blot ved hendes beslutning om hun gerne ville have det, men så vidste han da også at hun ikke skulle have noget der var alt for stærkt, eller det ville han ihvertfald ikke give hende. Han vendte sig imod den anden side og åbnede sæde ved hans side hvor han tog en flaske rødvin frem sammen med et glas, han rakte hende glasset og ventede til hun tog det inden han fandt en form for proptrækker frem og åbnede vinen før han hældte op til hende, bare så hun kunne få lidt til halsen.
"De får kun noget rødvin, jeg vil ikke give dem noget stærkere, ikke i deres tilstand" sagde han roligt med det charmende smil for han ville ikke gøre hende mere svagere eller lettere fuld for hun skulle jo gerne være fornuftig når de ville ankomme til kroen, det ville jo ikke se godt ud hvis hun rendte rundt og var fuld.
"Bare en lille kro i nærheden som mit folk og jeg skal overnatte på før vi rejser videre i morgen" sagde han roligt for det var jo ikke nogen hemmelighed at han skulle overnatte der før han ville rejse videre, folk var jo dødelige og de skulle gerne sove og have noget at spise i løbet af nogle dage ellers var de ikke ligefrem meget værd og han kunne da også godt selv trænge til noget søvn selvom han var udødelig, og nu havde han selskab noget af aftenen så det var jo fint.
Som han sad med vinen i hånden så han kort ud af vinduet på månen der skinnede på havet og virkede så smukt men han kunne også se at de snart ville komme ud på en mindre spids land hvor kroen ville ligge ude på.

[spurv]

Liv smilede og tog taknemmeligt im8d flasken. Hun var bestemt ikk dranker, og når hun selv fik lov at vælge hvad hunndrak på kroerne, foretraknhun opvarmet bær saft.men lige nu ville hun drikke alt der ikke var salt. Hun kunne ikke løfte glasset særligt længe af gangen, så hun vilede det mod sit lår da han havde øst op og før hun tog en lille slurk og sank det var herligt at få noget væske ned igennem halsen, og deg lettede gevaldigt på smærterne. Desuden smagte den godt. Liv var ikke sikker på hvornår hun sidst havde fået noget så godt, hun var faktisk ikke sikker på hvornår hun havde fået noget punktum.
" mange taK det er herligt"
Sagde hun med den fine lille stemme, der var blevet ldidt mere sig selv, og gjorde lidt mindre ondt. Efter hun havde taget et par små slurke støttede hun glasset mod sit lår, og kiggede på ham mens hun talte. Liv var ret nysgerig for hvilken kro det var, ville folk mon kende hende der, og ville hun vide hvor hun var. Hun nikede venligt til vans ord. Hun prøvede kort at sidde helt oprejst, da det var det ordentligt at gøre, men så undskyldene på manden da hun sank sammenigen.
"jeg er Liv "

[Dorian Gray]

Dorian så roligt på hende som hun drak af glasset han havde givet hende, dog valgte han ikke selv at drikke noget for de kom jo snart til en kro så han kunne sagtens vente til de kom derhen og fik deres mad men hun havde jo brug for det, så skulle hun da også have det.
"Det var så lidt frøken" sagde han roligt med det charmende smil for hun havde jo nok trængt til det efter alt det saltvand for det var ikke til at sige hvor længe hun havde været derude eller hvor længe hun havde ligget på stranden, så de skulle egentlig hurtigt hen på kroen så hun kunne få noget tørt tøj på og få noget varme og lidt i maven selvom hun ikke måtte få for meget, for de kunne jo ikke have hun kastede det op igen fordi maven ikke kunne tåle det.
"Mit navn er Dorian Gray. Mig en ære at møde dem unge frøken" præsenterede han roligt for det var jo uhøfligt ikke at fortælle sit navn, det var jo normalt noget af det første han gjorde, men han skulle jo også have lidt liv i hende først før han kunne sige noget. "Hvad husker de før vi fandt dem på stranden?" spurgte han roligt for at få en samtale i gang.

[spurv]

Liv så på manden og gav ham det bredeste smil hun kunne opbygge med hendes manglende kræfter.
" Mig en ære hr Gray "
sagde hun og lavede et lille nik med hovedet det var det nærmeste hun kunne komme at neje.
mens han talte videre tog hun en lille slurk mere af den gode vin. det var en himmelsk fornnemelse at få noget ned i halsen som ikke var salt vand, hendes læber var sprugne og sved en smule da de blev våde. Hun så ned af sig selv på den iturevne og slidte kjole, noget føltes helt forkert, men hun kunne ikke helt sætte fingeren på det. Et nag af en føelse hun ikke kendte til kom kort frem i hende, men hun skubbede alle føelser af tristhed væk fra hendes sind, og fortsatte med at smile. Da grey spurgte hende hvad hun huskede så liv helt forviret ud. Hvad huskede hun enligt? hun prøvede at tænke på hvordan hun var havnet på stranden, men hendes hoved gjorde begyndte bare at gøre ondt jo mere hun tænkte iver hvad der var sket. hendes sidste minde var et gammelt et skønt hun ikke vidste det var et gammelt minde. for liv kunne det ligeså god have været fra igår.
" Jeg ved det ikke rigtigt. jeg sad og spillede på markedet, da en dame kom.."
Liv sad et stykke tid og så ud af karetens vindu, med forvirede øjne, før hun vendte dem mod Gray¨.
" Jeg tror nok hun gjorde mig fortræd"
hendes stemme var blevet lille, men et smil spillede stadigt på hendes læber, hvilket virkede helt forkert til hendes historie, og hvad resten af hendes krop udstrålede,som om det nægtede at gå væk. liv klemmede hårdt om fløjten og så ned på den. Havde damen ikke taget den fra hende, et lille stik gik igennem livs hjerte ved tanken, og det halve minde.

[Dorian Gray]

Dorian nikkede igen da hun nikkede til ham, for han var godt klar over de hverken kunne neje eller bukke her i kareten så var det mest høflige et nik eller tage hatten af men eftersom han ikke havde nogen hat på så var det temmelig svært. Han sad roligt og betragtede hende da hun forsøgte at huske tilbage på hvad der var sket før hun var havnet i havet, men det virkede ikke ligefrem som noget opmuntrende når det kom til stykket, så var det måske også bedst hun ikke huskede det. "Det skal sikkert nok komme til dem, men måske er det bedst de ikke husker det. For de ting kan ske, men så er det vigtigt at komme videre i livet bagefter i stedet for at synke ned i mørket, ellers kan man lige så godt opgive livet hvis man er bange for at leve det, med både det gode og det onde" sagde han roligt med det charmende smil, for det var nu et smil han ikke kunne fjerne fra hans læber, det blev det ihvertfald meget sjældent. Men han mente selv at livet måtte tages med det gode og det onde, og nu havde denne unge skabning oplevet noget ondt men hun kunne bruge det til noget fornuftigt og måske spille nogle melodier på hendes fløjte som folk ville holde af, eller gøre noget andet ved det. Så længe hun ikke blev bange for at levet livet for der fandtes jo måske mere godt i det end ondt, og så skulle man ikke tage sig af de små forhindringer på vejen. "Det er vigtig de ser fremad, og det starter vi med så snart vi ankommer på kroen og de får et bad og en anden kjole at have på samt noget at spise, så har de det nok godt igen efterfølgende" forsatte han for det var jo bare om at starte på en frisk og den bedste måde var vel at få klaret kroppens basale behov som renhed, sult og varme så kroppen ikke gik hen og blev alt for syg når det kom til stykket.

[spurv]

Liv var fysisk stdaigt, meget meget svag. de blå mærker som var over det meste af hendes krop, begyndte at give sig til kende for liv nu hvor hun var en lille smule ved bevidstheden. hvor hun før havde været så langt væk at hun ikke lagde mærke til dem, var hun nu ubehageligt bevidst om hvor hård hendes sideplads var, og alle de andre blå mærker. De værste af hendes blå mærker var rundt om hendes håndled, der kunne ligne hun havde været bundet eller længet i længere tid, samt et stort et i hendes side modsat hvor fløjten hang, men som man ikke kunne se. Hun lyttede tolmodigt efter hvad manden sagde, og tog et enkelt sip af vinen. hun prøvede at koncentrer sig så godt hun kunne om hvad manden sagde. Det lød utroligt godt alt det manden sagde, hun ville gerne have vasket alt salten væk fra huden, men mest af alt glædende hun sig til at sove. At se fremad var ikke rigtigt noget som han behøvede sige til liv, hun var af natur alt for positiv til hvad der nogen sinde var godt for hende, og da hun jo ikke kunne huske hvad der var sket hende, var det blot en mistet hukommelse, og en nuværende ubehag, og det havde hun prøvt før, i hvertfad i nogen grad. Liv var altid glad, og hun havde set fremad lige siden hun var lille.
" mange tak skal de have, de er meget flink"
sagde hun med et varmt smil, men det blev hurtigt mindre igen, dog uden at forsvinde helt, hun var blot for øm og træt til at holde et meget stort smil. Efter at have fået noget at drikke havde hun meget svært ved at holde sig vågen, og oprejst i sædet.
" er vi snart ved kroen,"
spurgte hun længselsfuldt.

[Dorian Gray]

Som han fortalte så han roligt på hende med et charmende smil, men det var jo mere fordi det lå naturligt til ham at smule på den måde, ikke noget han tænkte over.
"De behøver ikke at sige tak. Jeg gør det kun for at hjælpe" sagde han roligt for hun behøvede ikke at sige tak til ham, han gjorde det jo kun for at hjælpe når han alligevel ikke havde meget andet at lave og så var han jo i de godes land så plejede han da at opføre sig ordentligt. Men igen man kom jo lidt længere med lidt venlighed i sidste ende, ihvertfald til man havde lokket dem tæt nok på.
Dorian så kort ud af vinduet for at se hvor langt de var. "Jeg kan se den, så der går måske et minut eller 2." sagde han roligt som han så tilbage på hende igen for der var jo ikke lang tid tilbage men Hans virkede ikke til at sætte farten ned, nok fordi han var klar over han skulle sørge for de kom temmelig hurtig derhen. Det varede da heller ikke mere end et minut før Hans satte farten ned på hestene så de til sidst stoppede ude foran kroen og Hans hoppede ned og åbnede døren til vognen. Dorian rejste sig og gik ud for at tilbyde sin hånd til Liv sådan hun kunne komme ned uden og falde, også fordi han var jo lidt af en gentelmand når det kom til stykket. "Hans, kan du bærer tingene ind? Så sørger jeg for værelse til den unge dame" sagde han roligt som han sendte hans tjener hen efter tingene og han selv førte Liv inden for.

[spurv]

Liv smilede taknemmeligt, og drak det sidste af vinen i bæret, før hun ansk sammen på sit sæde igen med bæeret i skødet, hun var stadig meget svag, og havde nu svært ved at holde øjende åbne. hun havde været meget heldig at hun var blevet fundet af en mand som Dorian, og bare efterladt på stranden, med sin fløjte og hårspænde stjålet. Alt på hende var ømt, og hendes blå mærker var voldsomme. Hendes krop var dog for udmattet og for ødelagt på anden vis til at hun lagde mærke til dem. Da vognen endelig stoppede efter hvad der for liv føltes som en evighed, og Dorian gik ud af vognen, strømmede frisk ludt ind til liv som gjorde hende en smule mindre døsig. Ved at støtte sig til til sidderne af vognen prøvede hun at komme op at stå, så hun kunne stige ud af vognen, hun kunne se at Dorian havde strak hånden ud mod hende, men i det hun slap siderne for at tage hans hånd, bukkede hendes ben under hende så hun endte på gulvet af vognen. Hun var alt for svag endnu til at støtte på hendes egne ben, hun havde trods alt været på kanten af døden, for ikke længe siden. blodet steg op i hendes kinder så hun rødmede kraftigt, og hun så ned, minlig berørt over sig selv.

[Dorian Gray]

Dorian så roligt imod hende, uden at tage sig af Hans, for den mand var allerede i gang med at bærer tingene ind. Da Liv faldt så han roligt imod hende med det venlige og charmende smil, før han trådt tættere på. "Det var just ikke på denne måde, jeg ønskede de fik farve i kinderne men det klær dem" sagde han roligt med et mindre gik før han forsatte med at snakke "Hvis de tillader det, så kan jeg bærer dem ind i kroen" sagde han roligt for han kunne jo ikke ligefrem efterlade hende herude i vognen og det virkede ikke ligefrem til at hun kunne stå oprejst selv. "Hvis de bare har kræfter til at rykke dem lidt ud så jeg kan få fat under deres knæ og om deres ryg, og muligvis hvis de kan lægge armene om min hals, så skal jeg nok få dem inden for" sagde han roligt for han skulle jo gerne hjælpe hende, men han var nok lidt for meget af en gentleman til bare at tage fat, så ville han hellere forklare hende hvad der skulle ske, så hun ikke gik hen og blev bange for ham.

[spurv]

Liv smilede flovt til ham, hun var ellers ikke det generte type, men hun var heller ikke van til at være helt så magtesløs, og hun var ikke sikker på hun brød sig om ikke at kunne klare sig selv. Liv havde været van til altid at skulle gøre alting selv. ikke fordi folk ikke var søde imod hende eller at hun ikke tog imod hjælp, hun havde blot været meget alene, allerede fra en meget tidlig alder. Hun smilede varmt til hans tilbud, han virkede meget påpasselig med hende, men det var nu ret sødt.Hun nikkede til ham men sagde ikke noget, da det ikke virkede nødvendigt. Efter at have brugt et øjeblik på at samle kræfter fik hun med langsomme bevægelser sat sig selv ud på kanten af vognen, og kiggede op i hans øjne, med sine egne meget blå,stadig rød i kinderne. Hun havde ikke helt fanget hans hhentydning, med grunden til hun rødmede. det skete så sjældent for liv, for hun var meget lidt genert, men hun havde så heller ikke prøvet så meget. I hvertfald ikke hvad hun kunne huske.....Hun ragte langsomt ud med den ene arme for at kunne tage fat omkring hans hals. Liv var ikke sikker på hun var blevet båret på den måde før, i hvertfald ikke for di hun var forsvagt til at bevæge sig

[Dorian Gray]

Dorian så roligt men afventende på hende, for han skulle være sikker på om han skulle hjælpe hende eller hun selv ville være så tåbelig at ville gå ind i kroen selv, det var jo tydeligt hun ikke rigtigt havde kræfterne til det, så det ville da kun være stædighed hvis hun nægtede. Desuden havde han jo heller ikke travlt, han havde alt den tid i verden som han skulle bruge, uden at frygte døden.
Han ventede roligt til hun gjorde tegn på at han skulle bærer hende, hvorefter han stille og roligt tog om hende sådan som han havde forklaret hende at han ville gøre. Han sørgede for at hun var tæt ind til ham samtidig med han havde et lettere fast greb sådan at hun ikke ville føle at han ville tabe hende. Han begyndte derefter stille og roligt at gå hen imod den lille kro, og det passede med at Hans var på vej ud af kroen igen så han holdt døren for dem. Dorian gik roligt ind i kroen med Liv i sine arme, ligeglad om nogle stirrede på dem, og gik hen til et bord når ildstedet hvor han satte hende ned på en stol. "Jeg kommer lige om lidt.. Jeg skal lige bestille et værelse sådan at Hans kan bærer tingene op." sagde han roligt efter han havde sluppet hende, stadig med det venlige og charmende smil. Han vendte roligt rundt og gik op imod baren hvor han bestilte nogle værelser som de kunne bo i alle sammen, hvor efter han roligt kom ned til dem igen efter have givet Hans en nøgle så han kunne bære kufferterne op. "Så må vi hellere komme op og sørge for de kommer i bad, unge dame, det tror jeg de trænger til inden vi spiser." sagde han roligt for han skulle da nok også bære hende op af trapperne hvis der var brug for det.