Skyllet i Land.

[spurv]

i vandkanten midt imellem to riger lå en pige bevidstløs. hendes enkelte gule kjole bevægede sig med bølgernes skulpen. hun lå på maven med den ene arme udstrak mod land som om hun havde været ved at kravle ind. ikke langt fra den udstrakte hånd lå en lille sølvfløjte der skinnede svagt i månelyset. pigen var bleg og våd, og så ud til at være på kanten til døden. med månen kom højvande, og havet nåede snart helt op til hendes bryst hvergang det bølgede mod land. Vandet var koldt, og sandet groft under hende, men hun hverken bevægede sig eller sagde en lyd. Det var flere timer siden hun var blevet smidt i land på kysten, og hun var kun blevet mere og mere svag. Et kort øjeblik var hun vågnet og havde krøbet tættere på fløjten, men det var forsent, hun havde ikke længere kræfterne til at bevæge sig, og hun faldt hen i bevidstløshed igen.

[Dorian Gray]

Det havde været en ganske stille aften for Dorian, for han havde lige ordnet hans sidste forretning i Barisia og var på vej hjem til Nirelia med et mindre følge efter ham, for han sad i sin sædvanlige sorte karet trukket af de sorte heste med hans ældre kusk som havde fulgt ham i mange år efterhånden. Han var den første i følget for efter ham var yderligere 3 vogne trukket af andre heste og andre personer, som han skulle have fragtet hjem til Nirelia fordi han enten skulle sælge tingene videre eller han var blevet så glad for de ting at han ville have det hjem til sig.
Selvom det var nat så havde Dorian besluttet at de skulle forsætte lidt endnu indtil de ville komme til den nærmeste kro, og så tage langs havet så han kunne se månen lyse ned på havet. Hvem der bare kunne rejse over havet, og se verden uden for. Det var kun de heldige der kunne rejse, men det var nu ikke fordi Dorian havde noget at skulle på den anden side, han havde jo alt han skulle bruge på denne ø.
Som han så ud af vinduet, ud på månen og havet lod han mærke til noget der blinkede nede ved vandet før han fik øje på noget der lignede en skikkelse i vandkanten. Han var ikke den eneste der havde set dette for kusken holdt hestene an så den lille karavane stoppede op. "Herre, der ligger noget eller nogen nede ved vandet" sagde den ældre herre som styrede hestene, "Jeg har set det Hans" svarede Dorian igen som han åbnede døren og trådte ud på stien. Kusken hoppede ned fra karetten og gik ned til stranden mens Dorian blev stående med hans stok i hånden og ventede på hvad Hans havde at sagde til det. "Det er en ung kvinde Herre.. og hun virker til at være i live" råbte Hans efter han havde mærket efter en puls på Liv. "Lig hende ind i min vogn, så må vi se om vi ikke kan få lidt liv i hende" sagde Dorian roligt og gjorde tegn til nogle fra de andre vogne som hoppede ned for at hjælpe Hans med at bære Liv ind i Dorians karet, inden de gjorde det var Dorian dog steget ind igen og sat sig på de bløde røde sæder og bare så på de andre fik hende ind i vognen.

[spurv]

Liv bemærkede først at der var hænder der bar hende da hun blev ført næsten hen over den lille sølvfløjte, i et kort øjeblik åbnede hun øjnende og kiggede med de hav blå øjne op på manden der bare hende. " fløjte " fik hun visket ud af sine læber, og faldt så hen i bevidstfløshed da hun blev båret væk fra den. jo længere væk hun kom jo dårligere så hun ud til at være, og da hun kom ind i vågnen så hun på det nærmeste ud til at være døende.
den enkelte gule kjole var laset, og afslåerede nok af hende til at man kunne se en lille medaljong rundt om hendes hals. om livet havde hun en bæltetakse, en lille dolk og hylsteret til en fløjte. I de 11 år der var gået siden liv havde forladt landt var hun vokset fra at være en almindeligt udsende pige til en smuk ung kvinde. hedes hår bølgede stadigt tygt og gyldent ned til hendes taljen. men da hun blev lagt ind i kareten var hun ligbleg og på kanten af døden.

[Dorian Gray]

De mænd som bar hende eller forsøgte at hjælpe med at holde hende oppe, virkede ikke til at lytte til hvad hun sagde men bar hende bar ind i kareten og lagt på det modsatte side af Dorian så han kunne holde øje med hende selvom han vidste ikke rigtigt hvad han skulle stille op med hende lige nu. "Hvor er den lille sølv ting som lå nær hende?" spurgte han roligt på de andre som så undrende på hinanden inden de skyndte sig ned på stranden for at lede og der gik heller ikke mange sekunder før en ung mand stod i karetens åbning og rakte fløjten imod Dorian. "Tak for det" sagde han roligt og nikkede til den unge mand som han sende ham et charmende smil. Den unge mand lukkede døren igen og gik tilbage på sin plads på en af de andre vogne, ligesom de andre personer gik tilbage til deres pladser og Hans satte sig op på kareten og satte hestene i gang igen.
Dorian så på den lille fløjte og så på kvinden som de lige havde lagt på sædet, før han lænede sig frem og lagde fløjten i hendes bæltetaske, så kunne hun altid selv ændre det senere. "Det er nu en skam når sådan en skønhed bliver behandlet på sådan en måde" sagde han lavt for sig selv inden han halv vendte sig og løftede det ene sæde ved sin sidde og fandt en lille flaske frem som han tog proppen af kort før han satte den foran hendes næse. "Nu skal vi finde ud af hvor du er fra" sagde han roligt som han holdt lugtesalten under hendes næse, noget der altid virkede på folk som var besvimet, hvis ikke bare i et par sekunder så han kunne nå at få noget andet væske i hende.

[spurv]

det var som om noget lettede fra liv det øjeblik fløjten blev sat i kontakt med hende, selvom det var i hendes taske. det var som den gang for længe siden hvor hendes veninde havde smuglt den ind til hende så hun kunne få lov at spille inden hun døde af hendes mystiske sygdom. sandheden var at Liv blev syg og svandt ind, hvis hun ikke kunne udtrykke sin musik, og derved den magik der bublede inde i hende, nu hvor fløjten var inde for hendes rækkevide var det somom hendes krop og sind ubevidst vidste at den måtte komme sig nok til hun kunne sætte fløjten for munden. Liv missede med øjende kun et øjeblik før manden satte lugtesaltet for hendes næse. hun glippede med øjnende og så på manden, ikke stærk nok til at se sig om eller snakke, men hun kunne mærke hun lagsomt blev en smule stærkere.

[Dorian Gray]

Da Liv virkede til at glippe med øjnene satte han proppen for flasken igen og smilede charmende og venligt til hende som han altid gjorde til alle. "Godmorgen lille havfrue, nu skal vi have lidt mere liv i dem." sagde han roligt før han rettede sig op og satte flasken ned under sædet igen og tog en anden lidt større rød flaske frem og tog proppen af, som skulle være en lille opkvikker når man var meget træt, ikke noget man blev afhængig af men noget som lige kunne bruges i de her situationer for det smagte alligevel rædsomt. Han lænede sig igen lidt frem og tog blidt hånden under hendes hoved for at løfte det op så hun kunne drikke af den flaske som han holdt hen imod hende, så hun kunne gøre tegn til at drikke når hun var klar til at gøre det, bare så de kunne få lidt mere liv i hende, ihvertfald bare nok til at hun kunne sidde op for det var jo ikke en helt lige vej eftersom det var grus de kørte over så det kunne umuligt være særlig godt at forsøge at sove i det, det ville da gøre ondt i hovedet.

[spurv]

ordene og manden overfor hende blev langsomt mere og mere tydligt. hun havde ikke kræfter til selv at holde sig oppe, men hun kunne mærke at han støttede hende i ryggen. da han satte flasken for hendes mund var hun kort forviret * det ikke drikke jeg har brug for hvor er min fløjte* men som hun tænkte gik det op for hende hvor tørt hun var i halsen og at hun var gennemblødt. måske var der mere end bare mangel på musik. som føelsen i hendes krop vente tilbage, gik det også op for hende, hvor dårligt hun enlig var tilredt. med et taknemmeligt blik tog hun derfor imod hvad end der var i flasken. hun fik drukket et par slurke før hun hostede, nogle svage små host, efter den uvandte føelse af væske.Det smagte rædsomt, men hun ænsede det næsten ikke. hun havde været så meget i havvand at hun havde fået slugt en del. da hun havde drukket de slurke hun kunne fugtede hun kort læberne og kiggede på manden, mens hun prøvede på at nå sin task hvor hun kunne mærke fløjten var blevet lagt ned i, men hun var meget svag.

[Dorian Gray]

Dorian tog det hele meget roligt, hjalp hende med støtte og med at hælde flasken lidt så væsken gled ned i hendes mund, men han fjernede den dog hurtigt da hun begyndte at hoste lidt, men så længe han havde fået noget i hende så var det fint for ham, for der ville nok ikke gå længe inden den magiske eliksir ville give hende lidt mere energi. "De må have været ved vandet længe, en time mere og de var drevet ud på havet igen" sagde han roligt som han lagde hende ned igen før han satte proppen på flasken og lagde den ned på plads så han altid kunne bruge den en anden gang.
"De skal bare slappe af nu så kommer energien til dem, men når vi en gang kommer et andet sted hen skal de have noget rent tøj på og en ordentlig seng at sove i så de kan komme til kræfter igen" sagde han roligt med det charmende smil for han var egentlig ligeglad med hvordan hun så ud, det gav ham jo bare en grund til at hun skulle lege dukke for ham så han kunne se hende i forskellige kjoler.

[spurv]

et svag smil gled frem på livs læber, og hun så taknemmeligt på manden. hun ville ønske hun havde kræfter til at tale til ham men vidste hun ikke havde det. hvis der var noget liv altid gjorde så var det at smile. hun kunne mærke hvordan eleksieren prøvede at hjælpe hende, men som den gang for længe siden kunne den ikke hjælpe andet end at give hende en smule kræfter. men en smule kræfter var det eneste hun skulle bruge or at kunne hjælpe sig selv. hun vidste ikke hvorfor at hun var så desperat efter at spille, men hun baksede ihærdigt med at få fløjten frem, men det gik frygteligt langsomt for hendes fingere der var svage, endelig fik hun tasken åben og fat på den lille kølige fløjte. hun lukkede kort øjende da hendes finger lukkede sig omkring den lille kølige fløjte, hendes smil blev roliger og fredfyldt. da hun åbnede øjnende var en ild vendt tilbage i dem. Langsomt førte hun fløjten op mod sine læber, og smilede til den venlige mand overfor sig parat til at spille. endlig spille. det var det eneste der fyldte hendes sind. vægten og kulden fra fløjten føltes bedre en en elsker kys for liv.

[Dorian Gray]

Sædet blev lukket ned igen så det lignede den slet ikke var der for alt lignede en normal karet nu, men dette var jo bare et af de skjulte rum som fandtes i vognen, alle havde lidt forskelligt i dem som kunne bruges til nødsituationer. Han rettede sig igen så han havde fronten imod hende og blot så på hende som hun forsøgte at finde noget, hvilket undrende ham men da hun fandt fløjten smilede han bare charmende til hende som han lænede sig tilbage for hvis det var virkelig var det hun havde brug for så ville han da ikke ødelægge det for hende, desuden var det jo godt med underholdning når man skulle på længere rejse, selvom de bare skulle hen på den nærmeste kro.

[spurv]

den første tone liv smilede var svag, men som tonerne lagsomt kom fra fløjten blev de mere sikrer. skønt hun var svag var det meget smukt det der kom ud af fløjten, ja næsten magisk. det var tydligt når hun lå med fløjten at den var som en del af hende. musikken startede med at værer trist, før den gled over i at værer bange og panisk. Liv spillede de skjulte følelser ud, og med musikken kom den magik der fik alle tilhøre til at føle den stemning musikken smillede. jo længere hun spillede jo mere farve kom der tilbage i Liv, og skænt hun startede med at spille ligende og med lukkede øjne, lukkede hun snart øjende op og så på manden mens hun spillede videre. efter det blev musikken håbefuld og uendelig smuk, som månen der lystet. og den tog håbet med sig til folk der lyttede. Livs kræfter var nu vendt så meget tilbage at hun kunne sætte sig op i kareten. en helt ufattelig bedring fra hvordan hun havde været før. hendes blå øjne lyste og melodiens håb blev blandet med en stille glæde, der trængte sig frem til selv de hårdeste hjeter. Liv spillede længe, og da hun til sidst stoppede havde hun kræfter nok til at sidde oprejst. Hun var stadig svag og misbrugt, men den sygdom der havde gjordt hende bevidstløs, var væk. et øjeblik efter hun tog fløjten fra munden virkede alt unaturligt stille, som om noget var gået tabt ved musikkens forsvinden, men så blev alt normalt igen. Liv Smilede sødt og kiggede på manden med glade naive øjne, der næsten lyste i det svage skær fra månen.

[Dorian Gray]

Som hun begyndte at spille lænede han sig bare tilbage i sædet og så på hende med det sædvanlige charmende almindelige smil til trods for hendes musik var trist, så virkede det ikke til at påvirke ham, for som altid så var tristhed og sorg væk med et blink af øjnene fordi han var ude af stand til at føle noget virkeligt for andre og frygt havde han hellere ikke videre noget af for han havde oplevet så meget i hans tid at folk bare ville få medlidenhed med ham, til trods for at mest frygtelige ting i verden rent faktisk tændte ham mere end det burde og hvorfor i alverden skulle han kende til panik? han var udødelige og skulle han endelig dø, ja så skulle han dø. Det han følte fra musikken var kun som små stik i hans hjerte, som han dog ikke lod sig påvirke af, men igen der var meget som skulle til før han ville ændre sin holdning overfor omverden, ikke en bekendts død eller hans koners død kunne ændre ansigtet på ham.
Håbet som han følte en smule af fik ham heller ikke til at ændre udseende? Og hvorfor skulle det? Han havde da ikke brug for håb, det følte han ihvertfald ikke for hvad skulle han dog håbe på? Han havde alt han skulle bruge og det han ville have det fik han da også i længden for han havde tålmodighed. Han sagde ikke noget som han bare sad og lyttede til hende med det charmende smil og ventede da også med at sige noget til at musikken igen virkede til at være døet ud. "Ser man det, der er liv i dem" sagde han blot roligt som om intet af dette påvirkede ham det mindste.

[spurv]

Et kort øjeblik følte liv det som om alt var blevet godt igen, men det varede ikke længe før den udmattelse, og smærte som ikke kom fra mangle på musiken slog ind. Liv faldt sammen i sædet og halvt lå halt sad op. Hun var kommet sig nok til at hvert bumb vågnen gjorde sendte smærter op gennem kende. Det var tydeligt at der var sket et eller andet frygteligt med liv. Ud over at være vand, vind og sandbit kunne man hist og her se blå mærker på hendes krop, og der ar en del flere under kjolen man ikke kunne se. Mangel på odenlig føde og vand gjorde hende omtåget i hovedet. Dog smilede hun glad til den rare mand der sad overfor hende. Hun vidste ikke hvor han var kommet fra, og hun kunne heler ikke rigtigt sno sit hoved om hvor hun var kommet fr, men det havde hun for længe siden lært ikke at dvæle ved.
"ja mange tak skal de have"
Svarede hun sødt på hans spøgsmål, det var det første hun havde sagt i noget tid, og hendes hals gjorde ondt ved forsøget. På trods af det var det tydeligt at høre at livs stemme måtte være meget smuk når den ikke var ødelagt som på dette tidspunkt. Selvom det var tydeligt at se på liv at hu var i smærter, og han hun var forviret over lyden af sin stemme, da hun tog sig til halsen, smilede hun stadig.
9

[Dorian Gray]

Dorian så roligt på hende, med de venlige brune øjne og det charmende smil, som tit gjorde at der var mange som stolede på ham, selvom de skulle passe på for hans sind kunne være temmelig lumsk og ond når han først fik lov til at folde sig ud.
"Jeg ville gerne tilbyde dem noget at drikke men desværre har jeg kun noget alkohol at byde. Jeg kan dog byde på noget tørret kød men ved ikke hvor godt det er for halsen" sagde han ærligt for der var jo ikke noget at skjule der for han trængte ikke at hun var en som drak og mad ville hun sikkert gerne have, men det burde nok være noget suppe eller noget blødt i det så hun ikke gjorde noget dumt med halsen. "Jeg kan også byde på noget imod de smerter som de må have, en eliksir som er lidt beroligende selvom jeg dog tror den ville være bedst når vi lige snart er ankommet på kroen for så kan de få lidt at spise inden de kan få den eliksir så de kan få en seng at sove i" sagde han roligt selvom dette nok kunne misforstås men det skulle det dog ikke, han var ikke ligefrem sådan en der ville udnytte kvinder som var skadet eller helt slået ud af et eller andet, så var det jo meget sjovere at lade dem lege dukker først og få dem til at stole på sig. "Og når vi ankommer på kroen, så skal vi have den kjole skiftet ud som noget af det første." forsatte han for den kjole ville jo bare få mændene til at komme tættere på og forsøge at gøre hende fortræd og det var jo ikke meningen så de måtte hellere skifte den ud med det samme.

[spurv]

liv smilede taknemligt til de ting manden sagde. liv havde altid været meget godtroende, så det var ikke mandens smil der lokkede hende ind, selvom hun altid godt kunne lide når folk smilede. det var trods alt en af de ting hun godt kunne lide ved hendes liv og job, nemlig at bringe glæde til folk. liv fik et lille glimt i øjet da han nævnt at han kun havde alkohol, en ting du lærte når du var skjal, så var det at holde på alkoholden. hun var også sulten men vidste at hvad manden sagde var sandt. hun havde før prøvet at sulte, og tørt kød var ikke det bedste når man havde været syg.
"hvad som helst at drikke ville være fantastisk"
sagde hun uskyldigt . hendes hals var helt tør af salt. og i virkeligheden var alkohold, eller vin ikke det værste hun kunne få efter alt det saltvand.
liv var meget taknemmelig, men ikke rigtigt i en tilstand hvor hun kunne udtrygge, sin taknemmelighed med særligt meget antusiasme.
da han nævnte hendes kjole kiggede liv kort ned af den, med lidt triste øjne, dog stadigt et smil *jeg går ud fra den er for meget i stykker, måske kan jeg reperer den senere* liv var ret glad for sin gule kjole, det havde altid været hendes ynglings, men de var også blevet for kort til hende, foruden alle flængerne efter hendes strabaser.
" mange tak... hvilken kro"
normalt ville livs tale være meget mere høflig, men hendes stemme kunne ikke holde til de store fraser endnu. hun var dog ganske godt tilfreds ved ideen om en kro, hun va godt kendt på de fleste kroer, da de jo var en del af hendes job.