En dusør eller en ven?

[Aramis]

Solen var på vej ned, og enkelte pufskyer hang gyldne og purpurrøde over grænselandet. Det var hverken for varmt eller for koldt, skønt en lidt køligere brise drev ned fra bjergene ikke langt fra det store gamle sladretræ. Aramis, en høj og slank ung mand stod ved træets rod, hvor han ledte efter en efterlysning, på en person han havde en idé om hvor kunne være, men det var lettere sagt end gjort, eftersom de fleste der blev efterlyst, trods alt var blevet det fordi dem der ledte efter dem, ikke kunne finde dem. Aramis' hår svajede let i vinden, til trods for en noget indtørret mudder, der sad i enkelte plamager flere steder, både i håret men også på hans tøj og i hans ansigt. Han havde sovet i skoven natten forinden, da han alligevel ikke ville kunne nå at gå hjem, det havde ganske naturligt resulteret i at han var blevet en del snavset, hvilket dog ikke generede ham, men for andre kunne dette bidrage til at han fremstod som usoigneret, om ikke andet hvis det var første gang de mødtes...

[Maka De Silver]

Det var efterhånden længe siden Maka havde set noget til Arwel enten i form af en mand eller en ugle, noget hun var ganske tilfreds med for den mand kunne hun virkelig ikke fordrage, det kunne hun nu heller ikke den gang de var i banden sammen for han var den type hun ellers med glæde ville give en lussing, og nu havde han jo været forklædt som en ugle igennem alle de her år, indtil hun opdagede hvem uglen i virkeligheden var, så det havde gjort hende noget så rasende, for den ugle havde været med hende over alt, den havde næsten altid været i nærheden om hun så bare rejste rundt men også når hun havde badet. Så derfor var hun glad for hun var stukket af ved at distrahere ham på en eller anden måde og nu havde hun ikke set ham længe hvilket havde passet hende fint, selvom hun skulle være mere på vagt nu end hun nogensinde havde været før, for kendte hun ham ret ville han forsøge at finde hende fordi han mente hun ikke kunne klare sig selv, det kunne hun jo så sagtens.
Hun havde haft gemt sig i Nirelia men nu ville hun se om hun ikke godt kunne vende tilbage til grænsen, for de der folk i Nirelia var lidt for blødsødne og godtroende til at hun egentlig kunne holde det ud i længere tid. Hun gik med en grøn kappe som dækkede hendes krop og hætten var trukket op over hendes hoved for at dække hendes hår og ansigt for hun ville sørge for at holde sig godt gemt fra andre folk, hvis nogen nu skulle genkende hende. Hovedet var sænket en smule i et forsøg på at få ansigtet mere dækket så hun så ikke meget af hendes omverden, men hun regnede med hun ville være mere i sikkerhed når hun bare nåede til skoven, for så kunne hun altid finde sig en hule eller noget at gemme sig i. Hun gik med rolige skridt over broen til den mindre ø med sladdertræet, selvom hun ikke ligefrem var interesseret i det men det var lige den bro som var tættest på hende. Med rolige skridt gik hun uden rigtigt at se sig for så hun gik kort ind i en mand, der stod ved træet, med hendes skulder hvilket resulterede i at hendes hætte røg en smule ned men hun skyndte sig at rette på den igen, selvom det røde hår havde været afsløret ganske kort. "Undskyld" mumlede hun kort før hun tog nogle skridt fordi hun ville skynde sig hen til skoven.

[Aramis]

Netop som Aramis faktisk skulle til at give op, han kendte kun enkelte af de efterlyste, dog havde han ikke set nogen af dem i flere år, så det ville ikke blive nemt at finde dem. Han var derfor lige ved at skulle gå fra træet, men i det samme han vendte sig, stødte en kvinde ind i ham, først kunne han ikke kende hende, mest af alt fordi han ikke så hendes ansigt, men hendes stemme.. Det var dog alligevel en lyd han aldrig ville glemme, et billede af hende der havde været som en moder for ham, strømmede straks til hans indre øje, og han stod i et øjeblik og så efter hende, som hun var på vej videre "M.. Maka..??" lød hans stemme spørgende og varmt, i samme sekund som han med lette trin fulgte efter kvinden.. Han var ikke sikker på at det var hende, men lyden af hendes stemme.. Han kunne ikke slippe tanken, der var så mange ting der var efterladt uden svar, og han havde aldrig troet at han ville se hende igen, men nu.. Nu virkede det faktisk som om at al den tid der var gået, slet ikke havde eksisteret, og han var blot glad for at se sin gamle ven igen.. Med mindre naturligvis at han havde taget fejl...?

[Maka De Silver]

Hun havde forventet at høre brok eller noget andet fra personen hun var gået ind i men det hun hørte fik hende til at stivne så hun stoppede op og vendte sig halvt om for at se på ham ved at løfte hætten lidt til siden så hun kunne se hvem det var der havde talt, for nok havde hun genkendt stemmen men det var flere år siden hun havde set ham. Men det blik hun sendte ham var ikke ligefrem et glædeligt blik men et blik med mere eller mindre frygt i dem for det her var muligvis ikke særligt, hun havde jo gjort hvad hun kunne for at holde sig skjult fra banden i alle disse år. Det virkede nærmest som om verden bare var imod hende for hun havde mistet hendes bedste ven, uglen som havde vist sig at være Arwel og hendes mor havde hun heller ikke set i mange år, og så det korte møde med Jamie som heller ikke havde været glædeligt og nu dette? Hvorfor ville hendes gamle liv ikke bare lade hende være?
Hun vendte sig om igen og tog hætten plads for at sætte i løb i stedet for at gå som tidligere, men hun ville tilbage til sikkerheden i skoven, faren der lurede i den var ikke nær så skræmmende som at møde med de folk hun en gang kendte, for hun vidste jo ikke hvad der var sket med Aramis og om han stadig var i banden, men hun havde jo godt været klar over allerede den gang at hun ville blive stemplet som forræder og hvis de fandt hende ville hun selv blive dræbt.

[Aramis]

Aramis der straks genkendte blikket i hendes øjne, fra mange af dem han havde dræbt i tidens løb, hævede sine åbne hænder langsomt, så hun kunne se at han ikke bar våben, skønt dette teknisk set ikke var sandt, da han blandt venner var kendt for, altid at have en kniv på sig, men han havde i hvert fald ikke trukket noget våben mod hende, og det måtte da vel også tælle for noget? "Bare rolig, jeg er ikke med de andre mere, og jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved dig, du har altid betydet langt mere end en smule penge for mig.." Han tav og stoppede op for ikke at skræmme hende yderligere, hvor han stod nu var der kun nogle få meter imellem dem "..At du forlod de andre er hvad det er.. Men du forlod mig..? Hvordan kunne du gøre det?" Han lød en kende fustreret, men ikke vred, han havde haft sine ordre, men ikke fra nogen han var nød til at følge mere.. Med tanke på alle de gange de to havde reddet hinandens skind over årene, var det svært for ham at forstå hvordan hun kunne efterlade ham.? Betød han virkelig ikke mere end som så for hende?

[Maka De Silver]

Det virkede ikke til at hendes forsøg på flugt ville hjælpe så hun stoppede op, men valgte dog stadig at have ryggen til ham fordi det var alligevel lidt for svært at se på ham, så kunne han også bare dræbe hende hvis det var, for hun havde alligevel ikke meget at leve for mere efterhånden, hun måtte snart finde et sted at blive, et sted hun kunne være i fred selvom hun ikke anede hvilket arbejde hun kunne få ud af det.
"De var ikke ude på at dræbe dig, de ville ikke rører dig.. De ville dræbe os hvis vi blev, Jamie og jeg... At Arwel fulgte os vidste jeg ikke... Jeg beklager jeg forlod dig, men jeg var ikke klar til at dø eller at lade Jamie dø" forsøgte hun at forklare sig med, for hun vidste ikke helt hvorfor hun havde forladt ham den gang, men hun havde jo nok gået ud fra at han var bedre tjent med at være i banden for de var trods alt som en familie, det havde hun jo også ment igennem mange år indtil få dage før de var stukket af fordi der var sket så meget i det skjulte som mange af de andre ikke vidste noget om og så det hun selv havde følt hun burde forlade gruppen og så de gik efter Jamie havde bare gjort hun havde fået nok, så det var blevet bestemt de holdt deres planer hemmeligt for alle andre, at Arwel så havde opdaget dem var jo heller ikke meningen, det havde bare været Jamie og Maka som skulle flygte lige så snart muligheden ville opstå.

[Aramis]

Han så på hende, og lyttede til hvert eneste ord hun sagde, skønt det hun sagde i bedste fald måtte betegnes, som værende en ringe trøst for ham, og den ufred det havde bragt hans sind, så var det dog alligevel på en eller anden måde, som om at der løsnede sig noget et sted dybt inde i ham.. Han trådte langsomt frem, så han stod bag, eller næsten ved siden af hende.Her lagde han stillen sin højre hånd på hendes venstre skulder, og gav hende et blidt klem, som en normalt-fungerende person velsagtens kunne formodes at kunne gøre det, overfor en ven der havde brug for hjælp..
"Du ved godt at jeg ville have dræbt alt og alle, der så meget som så forkert på dig.. De andre var min familie, det ved vi begge.. Men tilsyneladende er det kun mig selv der kan huske, hvorfor jeg overhovedet havde en familie.. Hvorfor jeg ikke er død den dag idag.. Hvorfor jeg kun har dig at takke for alt hvad jeg har og alt hvad er.. Du var alt.. Du var altid der for mig når jeg havde brug for dig.. Du gav mig en chance for et liv, ikke bare et bedre liv, men selve det at have et liv.. Vi ved begge to hvor små chancer en lille dreng uden nogen til at hjælpe sig, eller et sted at tage hen ville have haft for at overleve bare én måned.." Han tav, og mærkede hvor åben og sårbar han var lige nu, så han rettede sig op, og tog langsomt, og lettere modvilligt hånden af hendes skulder.. "Hvis du ikke vil kendes ved mig mere.. Så kan du naturligvis frit gå.. Jeg vil ikke stoppe dig.." Han tog en dyb indånding og så op på himlen i et kort øjeblik før hans blik atter faldt mod hendes baghoved.. Han tog en dyb indånding hvorefter han atter fortsatte "Men jeg ville virkelig ønske at jeg igen kunne få dig ind i mit liv.."

[Maka De Silver]

Det han sagde gav hende bare utroligt dårlig samvittighed så hun endte med at måtte se væk af lettere skam over at have svigtet ham, men siden hun forlod banden havde hun tænkt mest på sig selv og hendes overlevelse fordi det betød mest på daværende tidspunkt og nu hvor Arwel var på jagt efter hende også efter hun havde opdaget hans hemmelighed så var tankerne mest gået på at hun skulle holde sig skjult, væk fra åbne steder og væk fra skovene fordi det ville være det sted han nok ville søge efter hende først. Hans hånd tog hun sig egentlig ikke af men det virkede ikke ligefrem mere betryggende at han havde den på hendes skulder, faktisk gjorde den bare det hele værre så hun blev mere afslappet da han fjernede hånden igen efter han havde sagt det han vidst skulle.
Et stille suk forlod hende læber før hun valgte at vende blikket imod ham igen med et lille smil på læberne før hun rettede sig helt op og trådte lidt tættere på ham så hun kunne ligge en hånd på hans kind. "Min stærke lille kriger, selvfølgelig vil jeg stadig gerne have dig i mit liv, der er da ikke noget jeg hellere vil. Jeg indrømmer jeg måske traf en forkert beslutning ved ikke at tage dig med den gang, men noget i mig sagde du nok skulle klare dig og det har du og du er blevet en flot mand." hun holdt en mindre pause fordi hun måtte hellere tænke sig om før hun sagde noget der kunne gøre alt meget værre. "Vi ved desværre også det kan være farligt for dig at mødes med mig flere gange, især når jeg både har banden og Arwel efter mig... Arwel har dræbt mænd før fordi de kom for tæt på mig uanset om det kun var venner eller elskere, så jeg vil ikke se dig komme til skade på grund af mig" sagde hun lettere stille før hun fjernede hånden igen for hun vidste godt det kunne være farligt at de mødtes flere gange, det var jo også derfor hun sjældent så Jamie medmindre de stødte ind i hinanden ved et tilfælde.

[Aramis]

Aramis' blik så længselsfuldt efter hendes øjne, da hun vendte sig mod ham.. Han mærkede hendes blide hånd, og lænede sit ansigt diskret mod hendes hånd, ikke fordi han nærede kærlighed overfor hende eller faktisk nogen anden i verden, men fordi han havde savnet sin gamle veninde, som var det tætteste han havde på en ægte familie.. At hun fortalte ham hvad hun gjorde, overraskede ham egentlig ikke, det lød næsten som han kunne have forventet, og virkede derfor kun som en ringe trøst.. "Jeg var jo desværre nød til at klare mig selv, når nu du og de andre valgte mig fra.. Du ved hvordan jeg var dengang.. Før.. Før i stak af.. Men hvad jeg kunne dengang er intet.. Ikke set i forhold til hvad mine evner rækker til den dag idag.. Så mig skal du ikke være bange for om klare den, jeg er en overlever, jeg finder altid en måde og en vej frem.. Min vej har aldrig været ment til, ikke at være ved din side, og nu hvor jeg endelig har fundet dig igen, slipper du ikke af med mig igen.." Han blinkede varmt til hende, og gav et let smil for at vise hende, at det var okay, så længe hun ikke vovede at forlade ham igen, hun var den eneste sande familie han havde tilbage fra det han huskede som sin barndom, og det havde han ikke nogen umiddelbare intentioner om at skulle smide væk igen..

[Maka De Silver]

Det stille smil på hendes læber forsvandt ikke, for han var nu sød stadig væk som en søsters følelse overfor hendes yngre bror når denne bare nægtede at forlade hende, det var da temmelig sødt efter hendes mening, men dette kunne også være farligt når det kom til stykket.
"Som du ønsker men problemet med Arwel er og forbliver mit, så ham skal jeg nok tage mig af.. Jeg skal bare lige kunne styre min vrede før jeg er klar til at stå ansigt til ansigt overfor ham" sagde hun roligt for hun kunne jo egentlig godt se det her ikke ville nytte noget, men han måtte da gerne være i nærheden af hende selvom han skulle passe hans arbejde og hun skulle passe hendes. "Jeg hænger normalt ud i grænsekroen eller i en af kroerne i Frontiera, men når det bliver vinter skal jeg have fundet mig et andet mere fast arbejde så det er nok i Lumiere for Arwel vil lede efter mig her på grænsen" forsatte hun for så vidste han hvor hun ville være henne af, men det var nok også det sidste sted folk ville lede efter hende, og hun var jo ikke en gang selv sikker på at hun ville kunne holde til det i længden, de var alt for gode og søde der over så det var lige til at brække sig over, det var jo derfor hun var rejst fra landet igen men hun var godt klar over hun blev nødt til at vænne tilbage.
"Men hvis du vil have mig undskyldt, jeg har ikke spist længe så skal ud og jage" sagde hun bare med et smil for hvis han ville så kunne han jo bare gå med men hun ville ikke blive stående her på åben land hvor Arwel let ville kunne se hende oppe fra luften og hun skulle have noget blod at drikke men hun turde ikke rigtigt gøre det i Nirelia, så var det bedre her på grænsen.

[Aramis]

Aramis stod stille og lyttede tålmodigt, skønt han ikke havde formået at kunne holde et smil tilbage, da Maka havde nævnt at hun selv ville tage sig af Arwel, hvor han godt selv vidste at han ikke skulle begynde at love for meget, eftersom han ikke umiddelbart havde en tendens til, at skulle lade folk komme væk i uskadt tilstand, hvis de gjorde hans familie noget.. Han nikkede dog let som Maka havde opremset, de forskellige steder hun normalt holdte til, det var rart at vide, hvor og hvordan han kunne få fat i hende igen, til en anden gang, også selvom disse steder var et stykke fra hinanden.. "Hvis du får brug for hjælp siger du bare til, ligegyldigt hvad det er, så er jeg lige bag dig Maka" Han rakte sin hånd stille frem for sig og med en yderst øm bevægelse førte Aramis, sine fingre blidt igennem Maka's bløde hår og nikkede varmt hvorefter han langsomt begyndte at gå, for at finde en der kunne vise sig at være et godt bytte for Maka..

[Maka De Silver]

"Det ved jeg min lille kriger, men som jeg har forsøgt at forklare Arwel efter jeg opdagede hans hemmelighed, så er der altså visse ting jeg selv vil klare fordi jeg selv vil have lov til at gøre ting.." sagde hun roligt for hendes stolthed forbød hende egentlig at bede andre om hjælp, men hun var altså heller ikke så svag at hun ikke en gang kunne klare Arwel eller andre selv. Hun havde altid været for stolt til det, nok også derfor hun til tider blev rodet ud i temmelig mange ting, men hun havde da også altid selv fået sig selv ud af det igen.
Hun så efter ham da han begyndte at gå med et lettere undrende blik. "Aramis, vi skal til skoven.. Det er dyrene er, jeg er altså ikke begyndt at drikke menneskeblod, jeg får det så dårligt af det" sagde hun roligt men det hentydede jo også til at hun havde smagt menneskeblod efter de havde mødtes sidst for mange år siden. Hun vendte sig selv imod skoven og begyndte at gå i den retning igen for hun havde jo været på vej derhen før hun kom til at støde ind i Aramis.