Sporhund.

[villemo]

Tre dage. Nicola ville aldrig bruge så lang tid på at lede efter en åndsvag plante, uanset hvor vigtig den så var.
Det var Sol klar over, og det var Cecilie og Elliott også. Det bekymrede dem alle som en, og generede faktisk Sol en del. Hvor hjerteløs,og makaber hun end kunne være, så var der ingen der elskede sin familie som Sol gjorde, fanatisk og højere end noget andet, det var hendes lod i livet at beskytte dem imod de onde. Alle i hendes familie var tilsyneladende naive, og ude afstand til at se faren der lurede lige foran dem.
Når hun boede på Cecilie og Elliotts gård, plejede hun at tjene til føde ved at løbe ærinder. Et lille smil gled over de buttede læber, tjenestepige blev hun aldrig, sidste gang hun forsøgte sig med at skifte lagner det var det endt med at hun ondskabsfuldt havde visket, indædt og hadefuldt at hun ønskede at kvindens skørter ville glide ned så det afslørede at hun ikke havde andet end fedt og deller under. Og det måtte man give hende, så indædt, og inderligt havde hun ønsket at netop dette skulle ske at det faktisk var sket, til stor fortrydelse for hendes kære værtsfolk. Alt det var sket, fordi kvinden havde behandlet hende nedeladende fordi hun agerede tjenestepige og skulle skifte sengetøjet. Hun fnøs for sig selv, dumme kvindemenneske. Vidste hun ikke at hun ikke havde en chance imod hende?
Det var ikke et af hendes sædvanlige ærinder hun var ude i, Nicola var en pligtopfyldende pige som skyndte sig hjem, særligt om natten, og Sol var blevet bekymret da hun havde fundet den stakkels hest der havde mistet sin ejer og var faret vild i skovene. Hun havde nærmet sig den forsigtigt, og et gys var gået igennem hende da hun havde mærket alrunen krumme sig sammen i afsky da hun havde rørt den. Det betød kun en ting, og det var at Nicola var i problemer, store problemer. Hun havde givet den lov til at spise og drikke sig mæt, inden hun havde sat sig op på den, efter at have smidt saddel og hovedtøj væk, hun var en dyreven og havde altid hadet at de skulle have den slags på. Det efter hvad Sol bare fuldt alrunen igennem skoven, hun havde fuldt den retning den markerede ved at krumme sig sammen når hun nærmede sig faren, den stoppede dog altid kort efter, og ventede på at der kom en virkelig, nutidig fare. Hun blinkede et par gange med de lyseblå øjne, man kunne næsten tage hende for at være Nicola ligene, lige høje som de var, spinkle begge to med samme farve øjne. Men Sols halv lange hår havde flere små krøller, og var begyndt at få den rødlige farve den antog om sommeren. Hendes blik var heller ikke det samme troskyldige blik som Nicola havde, og hendes ansigt havde mere kant. Hun så mere voksen og kvindelig ud en Nicola, og langt mindre naiv. Hun var klædt i en enkel kjole, hvor overdelen var et stramt rødt korset med et mønster i sort. Strammet tæt ind til kroppen, hvilket gav hende en tydeligere timeglas figur. Så et skørt der gik hende til knæene, i sort der var løst. Hun havde med vilje ikke valgt en længere, hvis hun skulle få brug for at løbe, eller generelt bevæge sig frit. Håret hang frit ned af ryggen på hende. Hun havde reddet rundt det meste af aftenen, og et simpelt pulver holdt hende fra at blive træt lige i øjeblikket, det turde hun ikke risikere nu hvor det var ved at blive aften. Hun var kommet væk fra Nicola og Valentins spor, distraheret af blodskænk fra et andet offer for en vampyr for nyligt. Hun strøg kærligt over sin alrune, der muligvis var en af de mest vellignende der fandtes. Hver af de fire lemmer havde lange rodtravler, 5 på hver hånd, der symboliserede fingre, det samme på fødderne, benene var krydset og viste at det var en kvindelig. Den havde endda små buler på overkroppen, og lange hængene rodtrævler på hovedet, det gjorde den dog ikke mere tiltalende at se på, snarere tværtimod. Den groteske, indtørrede rod så stadig lige uhyggelig ud, men den var et godt værn. Hendes ryg værkede en smule, hendes taske var halv stor at gå rundt med, hun havde taget langt det meste af sine ting med for hun regnede med at Nicola var i problemer, muligvis kommet til skade.. Muligvis død? Uanset hvad kunne hun måske bruge hendes krop til noget. Skællene på hendes ryg kunne hun nok bruge hvis hun alligevel var død. Hun var kommet ned til floderne, på Darklias side for alt var dødt. Alligevel hoppede hun af hesten og gik ned til kanten af den, det var et roligere sted hvor den bugtede sig og derfor ikke bruste så hurtigt, og hun trak let sine speciel syede støvler af, og stak de bare ben ned i bandet. Stadig på vagt, men prøvede at slappe lidt af, hun trak sin taske af og lagde den tæt ved sig selv. Vejret var klart, og selvom det efterhånden var hvad man kunne kalde nat var der næstne fuldt oplyst af månen der lyste op og gav alting et blegt, hvidt skær.

[Valentin]

Det var nu omkring 3 dage siden at Valentin havde fundet hende elverpigen ude i skoven på grænsen, og taget hende med tilbage til godset. Og selvom han havde lovet hende hun nok skulle kunne komme hjem igen på et tidspunkt, havde han valgt at beholde hende der, i hvert fald midlertidigt til han besluttede sig for noget andet. Og takket være den halskæde som hun nu bar på alle tidspunkter, så ønskede hun selv at blive, eller det troede hun i hvert fald selv, for det var hvad hendes sind fortalte hende, påvirket af halskædens magi. Så det var ikke ligefrem svært at få hende til at adlyde hans ordrer, eller blive i huset, eller gøre som han ønskede, hun troede jo selv at hun ønskede det selv. Han havde ikke skænket meget tanke på hendes familie eller noget, han havde fået et par af hans tjenere til at tjekke dem lidt ud, og finde ud af lidt om dem, og hvem de var, bare for at have lidt baggrundsviden og holde sig opdateret med den slags ting. Han havde dog ikke fået spurgt så meget ind til det, da det egentlig ikke interesserede ham specielt meget, ikke lige i øjeblikket i hvert fald.
Det var ikke ligefrem fordi hun var noget specielt, bortset fra hendes race, og så det faktum at hun tilsyneladende var ret uvidende og naiv, og hun var i hvert fald ikke svær at manipulere med, og hun havde da også næsten med det samme faldet for det han havde gjort, og havde ret hurtigt givet ind til halskædens magi, og derved faldet i hans magt. Hvorfor han havde valgt at beholde hende, og bruge halskæden på hende, i stedet for bare at dræne hende for blod eller dræbe hende eller noget, vidste han faktisk ikke helt. Det var ikke altid hans handlinger lige sådan gav nogen synlig mening, ikke engang overfor ham selv, men han var fastlåst på hans beslutning. Og han vidste at det han havde gjort var det rigtige, og han havde truffet de rigtige beslutninger, og at han havde ret i alt hvad han gjorde, det var i hvert fald sådan han så på det, ligesom med alt andet. Og hans beslutning stod derfor ved magt, og hun var da ret god underholdning en gang imellem når han havde brug for det, så derfor kunne han ikke se nogen speciel grund til hvorfor han ikke skulle beholde hende, så kunne han jo altid skaffe sig af med hende når han ikke kunne bruge hende længere, eller han blev træt af hende.
I aften gad han dog ikke bruge hende, ikke lige nu i hvert fald, når han så engang kom tilbage til godset igen, så ville det jo vise sig hvad han besluttede sig for, det afhang jo også af hvornår han kom tilbage, og om han gad noget der og om han havde fået stillet sit behov for underholdning tilstrækkeligt. I stedet havde han besluttet sig for at tage ud og jage lidt, eller finde noget underholdning for han var begyndt at kede sig ret meget hjemme på godset. Om end ikke andet kunne han jo i hvert fald altid finde noget blod et eller andet sted, eller også ville han bare tage en af sone ’blood-bags’ hjemme på godset hvis ikke han fandt nogle interessante personer derude.
Endnu engang var det grænsen som ville komme til at rammes af hans kedsomhed, og efter en kort tur over grænsen, nåede han ret snart floden, dog stadig på Darklia’s side af vandet. Ikke længe efter han kunne se og høre floden lidt længere frem for sig, nåede han til et sted nær vandkanten. Han stoppede dog kort op, da han fik øje på en skikkelse ikke langt fra sig. Han havde ikke bemærket vedkommende, da han havde gået lidt rundt i sine egne tanker, og derfor ikke rigtigt tænkt over lugten af blod og liv nærved, som nu kom til hans opmærksomhed. Hans syn skar perfekt gennem mørket, og gav ham et tydeligt blik af skikkelsen, som han med det samme genkendte til at være en kvinde, hvem eller hvilken race, kunne han dog ikke lige umiddelbart se, selvom han bedømte hende til at være ret ung, nok omkring de 18-19 højest.
Som oftest var Valentin klædt helt i sort, hvilket blandt andet gav ham muligheden for bedre at falde i et med skyggerne omkring ham. Hans beklædning bestod af et par enkle sorte bukser, med rig bevægelsesmulighed, så han hurtigt og let kunne bevæge sig uhørt og uset gennem skyggerne, et par sorte sko og en enkel, sort skjorte. Om skuldrende havde han fastspændt sin kappe, under hvilken han havde et par mindre knive og lignende genstande skjult, ligesom han i bæltet der var spændt om livet, bar sit sværd. Udover sværdet havde han også nogle mindre knive, mest til brug til tortur og den slags, da han foretrak at være forberedt på de fleste ting. Og man kunne jo nemt ende i kamp, hvorfor han altid havde sit sværd med sig, og var klar til at kæmpe med eventuelle fjender, med både det og sine tænder, og derudover mestrede han også flere forskellige former for nærkampsteknikker, så han var som altid godt forberedt på de fleste situationer.