Days of glory (Til Azrael)

[Drazilla Dragoens]

Foråret, alt tydede på et mildt forår så det skulle nok blive godt, sneen på nogle af bjergene var allerede ved at smelte så der var lidt sumpet i dalen nogle steder, mens andre steder virkede det helt tørt. Det virkede også til at nogle af planterne var blevet slået ned i efteråret eller vinteren for de lå helt nede ved jorden, men her virkede stadig ikke til at være meget liv blandt ruinerne foruden de normale krybdyr og insekter, det så stadig ikke ud til at større dyr havde slået sig ned selvom det var en stor dal og der ville være plads til alle.
En skabning sad dog på en af de halve mure som en gang udgjorde et større hus, her sad en kvindelig skabning øverst oppe med god udsigt over de nærmeste omgivelser og en del af dalen. Kvinden, som var Darklias dronning sad med krydset ben i en slags meditations stilling, men hun havde dog ikke lukket øjne, men sad og spejdede udover stedet, mens hun tænkte på dens storhedstid og den hun gerne ville bringe tilbage, men hvordan var hun ikke sikker på, for det kunne blive et flot sted igen, men hun kunne kun gætte sig til hvordan det havde set for det var jo flere årtusinder siden at stedet havde været fyldt med liv, og nu var det alt sammen væk. Stoltheden, rigdommen, troen og fællesskabet var alt sammen tabt, og bygningerne kunne hun gætte sig til hvad de var foruden det hun havde læst i historie bøgerne om dette sted, men alle hemmelighederne var jo væk og nu var der bare en mystisk følelse over det hele, en følelse af at nogle holdt øje med en og hemmeligheder der stadig var begravet her et sted som bare ventede på at blive fundet.
Skikkelsen sad i et par brune bukser, en god tyk brun trøje sammen med et par brune støvler, så hun ikke skulle fryse og hun bedre kunne falde i med hendes omgivelser og falde i med de folk hun nu en gang mødte, hvis hun ikke valgte at flyve hjem vel og mærket. Hun rystede på hovedet for hun måtte have en af hendes dage, hvor hun tænkte på begge landes storhedstid og hvor meget hun nu gerne ville have set denne dal da der var liv i den. Hendes tanker flygtede væk fra hendes hverdag fordi den irriterende hende eller kede hende, et stille suk forlod hendes læber for livet var ikke længere sådan som hun ønskede det, der var alt for mange pligter og alt for lidt sjov efter hendes hoved.

[Azrael]

Der var noget over forår. Selvom det var det, som der skete år for år, så virkede det alligevel altid anderledes. Smukkere. Planter gjorde deres kamp for retten til at komme fri fra det hvide kølelige lag. Solen blev en hjælp i sin kamp imod de mørke skyer. Dyrene fik en feber, og en stærk trang til at begynde at pudse godt om sig selv i håb om at finde en mage for at give mere liv til sommeren.
De fleste dyr i skovene havde mistet deres vinterpels og begyndte at kunne gemme sig bedre i det mudderet jord og fugtige træstammer. Rovdyrene var klar, som deres bytte atter var kommet frem til at give dem nogle fede dage. Selv Azrael havde været efter sin del efter den noget kedsommelige vinter.
Han var begyndt at undersøge de forskellige steder for at finde ud af hvor de bedste dyr var. Hvor meget sjov der så end var i skovene, så gjorde en smule forskel på stederne intet.
Ruinerne i dalen virkede som et god sted at kigge på med de mange muligheder for skjulesteder. Der var dog et andet væsen siddende højt. En kvindelig skikkelse opdagede han, som han bevægede sig nærmere. Ikke just hvad han så som byttedyr, men alligevel holdte han sine skridt lydløse. Hun sad med ryggen til ham.
Hendes skikkelse virkede bekendt af hvad han kunne se. Den unge menneskelige drage lagde hovedet på skrå ved lyden af det suk, som der kom frem. Det sorte hår strøg imod det grønne læder der holdte ham tør og varm i disse usikker vejrtider. Han bevægede sig igennem det hul, som var i muren ikke langt fra hende.
”Når en kvinde sukker er det ud af hjertesorger, men det virker ikke tungt nok til at være ud af kærlighed” fortalte han roligt, som han kom inde for hendes synsvinkel. Det var noget han havde læst, da Azrael selv ikke havde den store forstand på kvinder...

[Drazilla Dragoens]

Det virkede så fredeligt dette sted, hun elskede egentlig bare at komme her for at slappe af og føle sig fri inden hun igen blev gemt væk bag slottets mure indtil der var mulighed for at stikke af eller at hun skulle noget andet som kunne leve hendes kedelige liv op. En blid brise strøg igennem dalen og bragte kulde med sig, noget der kunne have fået hende til at smile hvis det ikke var fordi tankerne var så langt væk, at de ikke mærkede friskheden.
Hun lyttede ikke særlig meget til hendes omgivelser så hun fik et mindre chok da en stemme talte til hende, men hun gjorde ikke andet end at give et ryk fra sig inden hendes blik vendte sig imod skikkelsen som havde sneget sig ind på hende, dog kunne hun ikke lade være med at smile skævt over det han sagde. "For at have hjertesorg så kræver det vidst et hjerte, ligesom det kræver et hjerte for at kunne elske." svarede hun blot men han behøvede jo ikke at vide at hun kunne føle, ihvertfald bare en smule, dog var hun ikke sikker på hvad ægte kærlighed var men det kunne jo være det en gang kom når hendes krystal hjerte en gang blev knust, men det krævede jo at nogle kunne finde det et sted, men det kunne de næppe da det var bevogtet af et sjældent væsen som var temmelig frygtet og så var det gemt et sted hvor folk ikke bare lige kom. "Desuden findes der flere forskellige suk, men jeg er nu ikke sikker på du bør vide det" sagde hun med lidt drilleri i stemmen for han behøvede vidst ikke at vide mere.

[Azrael]

Han havde bemærket rykket som hendes krop havde afsløret. Hun havde været dybt i hendes tanker til ikke at lægge mærke til tingene omkring hende? Det virkede farligt, og noget Azrael gjorde alt for sjældent, som han altid var på vagt. En vane der var kommet i alle hans leveår alene.
Azrael smilede fornøjet ved hendes svar. Så poetisk et svar, som det lød. Havde hun virkelig ikke noget at elske med eller var det allerede ødelagt?
Der blev rynket på næsen ved at hun talte så uformelt til ham, men forstod tonen der lå bag ordene.
”Det er jeg klar over, så hvad sukker De efter, når det ikke er kærlighed? Savn? Sorg? Næppe, der skal stadig et hjerte til. Måske forårslyst?” drillede han tilbage, mens han bevægede sig sidelæns og samlede sine hænder bag ham i et blidt greb...

[Drazilla Dragoens]

Hun betragtede ham roligt for lige nu virkede han jo ufarlig, dog var hun stadig en smule på vagt nu hvor hun vidste at hun ikke var alene, selvom hun havde troet det og havde muligvis håbet på at hun ikke ville blive forstyrret i dag, men det var vidst for meget at håbe ind i mellem.
"På en måde er det savn, men mest længsel efter ting som ikke længere finder sted og længsel efter en personer som for længst er væk.." sagde hun for hun ville ikke helt kalde det savn, men det var det måske alligevel for hun manglede jo de ting, derfor fløj hendes tanker tilbage til en tid hvor hun virkelig gjorde hvad hun havde lyst til og hvad hun holdt af at gøre, men det kunne hun ikke længere gøre fordi hun havde pligter at udføre, selvom det ikke havde stoppet hende i at gøre det den gang, men det havde det nu, men ting ændrede sig jo med tiden.
"Og hvad er forårslyst for en der ikke kan elske? Hvad er forårslyst for en der har levet nærmest en evighed i mørket og ikke ønsker hvad lyset måske kan bringe?" forsatte hun for hun havde hun aldrig helt forstået det der forårs kuller folk havde. Folk snakkede jo om at det bragte kærligheden med sig, men den forstod hun ikke helt for folk forelskede sig vel hele tiden i hinanden, det havde vel ikke noget med årstiden at gøre?

[Azrael]

Længsel. En følelse, som han kunne forstå. Det var noget man kunne bruge tid på at sukke over længe, især man lod sig selv dævle i fortiden.
Spørgsmålene var fulgte efter svaret tog det meste af smilet, så det kun lå ganske let og svagt på hans læber. Han satte sig rank på en sten bag ham og stirrede på det kvindelig væsen med de skarpe grønne øjne.
”De siger at man skal kunne elske for at give efter primærere instinkter? At hvert et dyr virkelig elsker hver eneste mage, som de får igennem årene, hvis ikke det var for lysten til at sikre en races overlevelse? Hvis mørket er godt nok til at få stillet sine behov, er der ingen grund til at gå efter lyset, man ikke ønsker. Forårslyst er hvad forårslyst er. Overlevelse og instinkt, ikke andet.”
Han så det ikke som andet. Hvad ellers skulle det gøre godt for? Han havde følt kærlighed overfor manden der tog sig af ham, men aldrig i den form, som man kunne føle for en mage. En elsker.

[Drazilla Dragoens]

Zill betragtede ham roligt selvom hun ændrede stilling til at lade begge ben være udover muren mens hænderne hvilede på det sted hun sad, bare ved siden af kroppen så hun altid kunne tage fra til et spring, hvis det var nødvendigt.
"Jeg har aldrig sagt at man skal elske en anden for at give efter for de primære instinkter som du siger.. Jeg siger at folk normalt siger at med foråret så kommer kærligheden, hvilket jeg finder som noget sludder. " sagde hun roligt for hun havde nu ikke ment at man behøvede at elske en anden for at hore med dem, så hun måtte jo lige rette ham lidt på det punkt, dog kunne hun ikke lade være med at smile lidt større ved tanken om at hun så måtte have elsket mange hvis det havde været sandt.
"Med foråret kommer gerne lyset, selvom jeg nu ikke har tænkt mig at favne lyset, fordi lys er ikke en god ting" sagde hun med et mindre men skævt smil for hun vidste der kom flere bekymringer hvis hun en dag skulle ende med at blive god og det havde hun sandelig ikke tænkt sig at blive. "Men sig mig i stedet, hvem er du? Jeg har ikke set dig her før" spurgte hun roligt som hun ændrede stilling igen med at tage det ene ben op igen og lod foden hvile imod muren mens hun brugte hendes knæ til at hvile albuen på.

[Azrael]

Azrael gav et nik ved at de delte den samme idé om at der virkelig skulle komme kærlighed med foråret. Det gav mere mening, da hun forklarede hvad hun egentlig mente.
Han lagde hovedet en smule på skrå ved at hun ændrede måden hun sad på. Sten var ikke just det bedst at sidde på, men måske hun havde uro i kampen?
Hun sagde at lyset ikke var en god ting. Hvilket var sandt, da årstiderne skiftede. Azrael tog dog glædeligt imod de bedre vejr, selvom han ikke hadede dårligt vejr. Tingene var som de var. Der var noget positivt og negativt i alt. Mon noget havde fået hende til at være imod lyset?
Azrael gav et fnys ved hendes spørgsmål.
”Manner er virkelig blevet en sjælden vare” sagde han lavt, irriteret, til sig selv. Ikke alene talte hun som om at de var dus, men det var af høflighed man fortalte hvem man selv var inden man forlangte hvem en anden var.
”Mit navn er Azrael, og hvad kan jeg kalde Dem?”

[Drazilla Dragoens]

Det føltes som om hun havde siddet her i en evighed, selvom hun ikke havde brugt andet end et par timer her i dalen, dog mest i samme stilling, men igen hun var jo vant til at sidde i en stilling i længere tid men nu hvor hun havde selskab så var hendes fred jo forstyrret, så kunne hun jo lige så godt være mere afslappet. Dog lyttede hun intens det til han sagde og noget hun kunne gætte sig til selvom hun ikke helt hørte ordet.
"Hvis du søger manere, så må du hellere til Nirelia. Men igen jeg kan godt have manere, når jeg gider" sagde hun bare med et lettere grinende smil for hun havde godt lagt mærke til at han blev ved med at sige de til hende, men det var sjældent noget hun gad medmindre hun havde de finere folk på slottet eller andre.
Hun endte med at rejse sig op på væggen inden hun kravlede lidt ned af den før hun hoppede det sidste vej ned, og rettede sig helt op igen før hun gik tættere på ham og nejede kort, bare for at være lidt provokerende, nu hvor han ville have at de skulle være fine imod hinanden. "Jeg bliver kaldt for Zill af de som kender mig tæt på" sagde hun roligt for hun ville nu ikke helt afsløre hvem hun i virkeligheden var, hvis han nu var en af dem som egentlig var imod hende.