Tilbage efter 2 år.

[Drazilla Dragoens]

Zill smilede som hun gik hen og lagde armene om hans hals "fred til at snakke med dig, der er jo gået så lang tid" svarede hun roligt "Og så det at folk hele tiden render rundt i nærheden, så har sjældent fred". Hun sukkede lidt for selv hun havde forandret sig mere mens han havde været væk og det havde alle ikke været lige glade for, jo nogle af slaverne for hun var mindre voldig men ellers ikke så mange andre så hun skjulte normalt sit jeg fra alle andre end Geralt og hendes børn når hun var alene med dem.

[damian]

han så på hendes og lagde langsomt sine hænder på hendes hofter og så hende ind i øjnene "du har vel ikke savnet mig som jeg har savnet dig?" spurgte han med et lille skævt smil mens han så skråt ned, han følte sig lidt dum ved det spørgsmål, han vidste jo ikke hvordan hun tænke om ham, eller hvordan hun tænkte, kun at han ikke havde mistet noget for hende mens han havde været bortrejst, der var helt stille oppe på hendes værelse, ikke en lyd at høre, ikke engang for ham, ikke et eneste hjerterytme at gøre andre end hendes, som han var tryg ved og glad for at høre.

[Drazilla Dragoens]

Zill så ned ved hans spørgsmål for hun vidste stadig ikke helt hvad det betød at savne "Jeg indrømmer jeg har manglet dig til tider" indrømmede hun men det var nok det tætteste hun kom på savn indtil hun en gang lærte hvad det rigtigt var, men hun havde da manglet ham ind i mellem specielt når hun følte sig alene udover hun havde vænnet sig til at være alene selvom Geralt mere eller mindre var flyttet ind så var han der ikke så tit fordi han havde andet at lave.

[damian]

han så op på hende og løftede hendes hoved blidt op mens han så ind i hendes øjne "det er jeg glad for at høre.." sagde han med en rolig stemme "du ved godt at det er svært at gemme noget.. så hvor er dit barn?" spurgte han og smilte dog stadig, han havde kunne dufte det på hende, en duft forsvandt ikke bare sårn, han lod sine øjne glide hen over hendes hals hvor bidemærker stadig var og smilede en smule mere ved tanken om hendes smag.

[Drazilla Dragoens]

Zill sukkede kort "Det er vel en ting mere jeg må sige, imens du har været væk har jeg født endnu et barn" sagde hun roligt selvom hun ikke vidste hvordan han ville reagere over at vide hun nu havde 3 børn, crystal kendte han jo, Gabriel havde hun nævnt første gang de var sammen alene , men den nye pige Druzilla kendte han jo ikke ligefrem til eftersom hun kun var omkring en måned gammel. I sit hoved forbandt hun egentlig at vampyre havde sådan en irriterne god lugtesans men det var der jo ikke noget at gøre ved.

[damian]

han så på hende, stadig med et smil på læberne "undskyld" sagde han idet at han ikke kunne modstå mere og kyssede hende blidt på læberne og stoppede det så og bed sig i læben "en til at beskytte" sagde han og følte sig dum ved lige at have kysset hende, han sank en klump og så lidt ned, slap sin læbe med tænderne og så lidt op på hende med et roligt blik

[Drazilla Dragoens]

Zill kunne ikke helt lade være med at smile da han kyssede hende blidt, et kys hun gengældte "Du skal ikke undskylde, det er ikke din skyld" sagde hun roligt men det var jo ikke hans skyld, det havde været hendes egen for at glæde faderen og nærmest for at bevise for ham at han ikke behøvede en anden for at gøre ham glad. Hun kunne godt se han enten var lidt nervøs eller følte sig dum så hun kyssede ham blidt på læberne for at få ham til at slappe af.

[damian]

han fik et chok og lod hende kysse sig og tog bare om hende og kyssede hende igen mens han nød det og gav hende et lille klem, det ville nok betegnes som et kram man gir en man savner, mens han gav hende flere kys, og langsomt stoppede med at kysse før han lagde sit hoved ved siden af hendes og gav hende et kram og hviskede "Jeg har savnet dig min rubin.. og først nu føler jeg mig hel" sagde han og slap hende stille og roligt mens han tog hendes ene hånd stille og lod en lille ting glide in mellem hans og hendes hånd "du ved godt jeg elsker dig ikk?" spurgte han og klemte hendes hånd blidt, han havde lagt en lille blå sten ind i hendes hånd, der var en slag flamme indeni som brændte, en rigtig smuk safir "den brænder så længe jeg lever" sagde han med et sødt smil.

[Drazilla Dragoens]

Zill stod bare og nød kyssende hun gengældte så da de langsomt stoppede kunne hun ikke helt lade være med at smile og hans ord hjalp da ikke ligefrem på at fjerne smilet, selvom hun ikke havde lyst til at fjerne det. Hun så dog kort ned da hun mærkede noget blive lagt i mellem deres hænder, men så hurtigt ham i øjnene igen for hun var kort blevet distraheret af den lille blå sten "Jeg regnede det ud den gang du fortalte mig at du havde været sammen med en anden kvinde og havde følt svigt overfor mig" svarede hun roligt, hun vidste godt det var længe siden det var sket og hun tilgav ham jo allerede den gang men hun huskede tydeligt hvordan han var brudt sammen da han fortalte hende det og så det med hans mindre selvmordsforsøg. Hun slap stille og en smule modvilligt hans hånd men kun for at undersøge den lille sten "Den er smuk, så får vi at se om du holder dit løfte", hun kunne ikke lade være med at drille en smule for han havde jo selv lige lovet at han ville komme og sige farvel inden han døde.

[damian]

"jeg ville aldrig love dig noget jeg ikke kunne holde min rubin.. jeg holder rigtig meget af dig" sagde han og lagde stille armene om hendes lend og smiles til hende mens han stille lagde hovedet ned ved hendes hals og duftede til hende "stadig lige så dejligt som jeg har drømt om" kom det fra ham mens han smilte skævt og stille sig normalt dog stadig med armene om hende "du har forandret dig.. du er mere glad end før" sagde han med et sødt smil før han hørte nogen komme op ad trapperne, inden hun ville kunne høre det "stemnings ødelæggere" kom det lavt fra ham idet at et normalt menneske ville kunne høre fodtrinene fra trapperne.

[Drazilla Dragoens]

Zill kunne ikke lade være med at smile som han lagde hovedet mod hendes hals for hun forventede vel han bed hende, men da han ikke gjorde det gjorde det heller ikke noget, så hun smilede stadig da han rettede sig op selvom det hurtigt forsvandt igen "Er en smule mere glad men faktisk også vred" sagde hun lidt tænksom for hun var så glad at hun faktisk var vred over at være det, hvilket man jo ikke kunne se på hende for når hun blev vred smed hun normalt med ting eller torturerede folk i hendes nærhed. Hun så dog hele tiden på ham selvom hun efterhånden godt kunne høre skridtene ude på gangen "bare rolig, ingen person med fornuft ville komme ind uden min tilladelse" sagde hun rolligt med et lille skævt smil.

[damian]

han smilede og hørte så en soldat hviske noget til ham "en varulv er stukket af men de er på sagen" sagde han med et smil før fodtrinene gik ned igen "ved du hvad?" spurgte han hende før han bed sig let i læben og tænkte først over hvad han lige havde spurgt om, han blev jo ned til at sige til hende hva ddet var, han ville ikke lyve overfor hende, han kunne ikke lyve overfor hende, ligemeget hvad, han tog en dyb indånding og ventede på hendes svar, han ville gerne sige det til hende.

[Drazilla Dragoens]

Zill var ikke helt tilfreds med at en person var stoppet uden foran hendes dør og det virkede til at person havde taget noget af Damians opmærksomhed fra hende, selvom hun egentlig kun kendte det alt for godt med alle dem som krævede hendes hele tiden "Hvad?" spurgte hun lettere irriteret da hun så hen på døren men så igen på Damian efter tid med et smil på sine læber. Hun strøg ham over kinden for at se om det ville blive lettere for ham at sige det.

[damian]

han smilte "de er efter den" sagde han som et svar og så lidt ind i hendes øjne "jeg elsker dig" sagde han med en blød stemme fyldt med kærlighed på en måde, han blev ved med at se hende ind i øjnene "intet betyder mere for mig end dig, dit helbred, dit liv og din familie" sagde han stille og sødt før han ventede på hendes reaktion og nød bare hendes smukke øjne han stod og faldt væk i, han havde som om han druknede i hnedes skønhed og slet ikke fortjente et enkelt blik fra hende

[Drazilla Dragoens]

Zill kunne ikke lade være med at smile ret sødt over det han sagde for hun kunne jo ikke helt lade være "holder også af dig, derfor er du vigtig for mig" sagde hun igen med en sød stemme der var lidt mere varm end normalt men hun kunne stadig ikke helt føle kærlighed hverken til en anden mand, kvinde ej heller hendes egne børn havde hun nogen videre moderlig kærlighed overfor selvom hun da var blevet ret glad for dem og beskyttede dem. Hun smilede lidt som hun kyssede ham blidt på læberne endnu en gang.