Tilbage efter 2 år.

[damian]

Damian kom gående ind i tronsalen, stærkt efterfulgt af en gruppe på 10 elite soldater af hans egne mænd, folk kiggede efter ham da han kom ind og begyndte at snakke om ham, han gik med tunge og faste skridt op til foden af tronen og knælede "jeg er vendt tilbage min dronning" sagde han med hovedet vendt ned imod gulvet, han trak sit sværd idet han satte det ned i gulvet og ventede på hendes reaktion, han var blevet mere muskuløs og mere voldsom at se på, han havde en sort rustning på og en læder frakke der var lukket og sad godt på ham, månen var for længst kommet over landet og solen var væk.

[Drazilla Dragoens]

Der havde nærmest gået 2 år siden Zill sidst havde set Damian, faktisk var det lige så længe siden hun havde hørt fra ham så hun løftede en smule overrasket øjenbrynet da hun så ham komme ind i tronsalen stadig lige så smuk som sidst men dog alligevel en del mere tiltrækkende men det ændrede ikke i at hun roligt blev siddende efter have sendt hendes børn væk med barnepigen da hun hørte han var på vej herop, men igen hun sendte dem altid hurtigt væk når der ventede besøg. "Ja det kan jeg se" sagde hun roligt for hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til ham, han havde jo trods alt været væk så længe noget zill normalt så som svigt.

[damian]

han rejste sig og så på hende "jeg har bragt gaver med fra mit korstog gennem landene.. og en hel del nye soldater.. trænet bedst muligt.. i kamp" sagde han og man hørte en stor march ude foran slottet, der var flere tusind soldater, alle var kamp klar og stillede sig på rad og række idet at en af Damians officere gav dem ordre på det, der var også en stor flok slaver til hende der iblandt varulve i bure, i masse vis "jeg håber ikke de tænker dårligt om mig.. jeg ville støtte vores land med alt jeg kunne" sagde han og satte sværdet tilbage og gav et lille smil fra sig "min rubin" sagde han og lavede et lille vift med hånden og soldaterne der var sammen med ham vendte sig om og gik ud til den nye hær på omkring en 16 tusind mænd.

[Drazilla Dragoens]

Zill så en smule mistroisk på ham da han snakkede om alle de nye soldater og slaver, men alligevel kunne hun godt høre det der skete uden for med soldater der stoppede op og slaver kunne jo altid være interessant for det havde været under et år siden hun havde fået nogle nye sidst men der havde hun også betalt for det med sin krop. Men smilet gled først over hendes læber da han sagde rubin til hende for hun kunne da stadig godt huske at det var hendes kælenavn, selvom ringen havde hun oven på, oppe i hendes værelse for hun gik stadig ikke med nogle af dem. Hun rejste sig fra tronen og gik ned til ham "Så må vi jo se på det" sagde hun roligt for hun ville da lige kigge på tingene først.

[damian]

et smil gled over hand læber da han vendte sig om og gik stille sammen med hende ud hvor der stod soldater så langt øjet rækkede "nok?...eller vil du have kavalariet også?" spurgte han med et smil da der var et stort kavalri lige uden foran byen, han smilede og lod sine øjne glide hen på hende og studerede hendes figur og reaktion med et smil på læben før han så ud over sin stolte hær der var landet tro uden et spørgsmål, soldaterne så op på deres dronning og knælede, alle sammen og rejste sig så op igen og så lige ud mens Damian smilte en smule stolt og sp hen imod hende igen.

[Drazilla Dragoens]

Zill gik roligt med ud og så på alle de soldater, så mange havde hun nu alligevel ikke set i meget lang tid eller rettere det havde hun nu aldrig set eftersom der jo ikke havde været nogen større krig imellem landene så der havde ikke været grund til at kalde på nogen af tropperne. Så hun kunne ikke lade være med at smile en smule stolt og imponeret over han havde fået så mange tropper med hjem. "et smukt syn" sagde hun roligt men det var også som svar på om det var nok tropper for det var rigeligt det var jo smukt og så det hun godt kunne lide at være tilbedt af mange.

[damian]

han smilede "Til dem min rubin" sagde han og smilte skævt og vendte blikket over imod slaverne og varulvene "og ovre her.. har vi slaver.. der er ca. 2000.. og ca. 500 Varulve.. det tog 2 år at indfange dem alle.. men her er de.. og det er deres" sagde han med et smil og vendte blikket tilbage imod hende "hvordan har de det?" spurgte han og studerede hende roligt mens han duftede til hende, han havde savnet hendes duft og smilte stadig.

[Drazilla Dragoens]

Zill smilede bare over den gave han havde bragt hende, for sådan en stor gave havde hun ikke fået meget længe ihvertfald ikke en gave hvor hun selv skulle lave noget som da hun fødte hendes børn, men det her var lige så godt nærmest. Hun så lidt over på slaverne og tænkte kort over hvor hun skulle have dem henne af men det måtte hun jo finde ud af senere, hun kunne jo altid give nogle af dem til andre men de smukkeste og bedste ville hun dog beholde for sig selv. "Du har gjort det godt min skat, en bedre gave kunne jeg ikke få" sagde hun rosende selvom hun normalt ikke delte ud af ros, hvilket jo betød hun var glad for gaven, ret imponeret over den så den kunne jo ikke være bedre.

[damian]

"alt for dig min rubin" sagde han og smilte glad før han viftede soldaterne væk og de gik en march ud igen "jeg har plads til dem alle ved mit slot.. jeg har fået bygget en masse huse til dem hvis ikke du har lagt mærke til det" sagde han med et smil og nogen blev jo, dem som passede på slaverne, han sukkede kort før han så op på hende igen "Jeg er ked af at jeg bare smuttede uden et ord.. jeg ville overraske dig" sagde han med en rolig stemme, han smilede en smule mere "jeg har savnet dig fra den dag jeg tog afsted" sagde han kort efter og så ud over byen.

[Drazilla Dragoens]

"Jeg har haft travlt" sagde hun roligt men hun havde da haft lidt travlt når hun ikke kedede sig frygteligt meget og bare havde sat og stirret tomt ud i tronsalen eller når hun havde læst på biblioteket om aftenen. "Du er en af de få der ikke behøver at undskylde", hendes stemme var stadig roligt ligesom hendes smil men han var jo en af de få der ikke behøvede at undskylde overfor hende. Hun kyssede ham kort på kinden med et smil "Er glad for du er i live" hviskede hun til ham

[damian]

han så på hende "og jeg er glad for at du er glad" sagde han en smule dumt og så lidt ned, han rejste dog hurtigt hovedet op igen og så på hende efter hun kyssede ham på kinden "ville da sige farvel før jeg døde.. ville aldrig lade mig selv dø uden et ordenligt farvel" sagde han med et smil og fik hurtigt et tomt blik *her er jeg så.. hjemme igen.. ved min rubin.. endelig føler jeg mig hel.. at have savnet hende er som at savne livet* tænkte han og så stadig ud i luften "noget de mangler?" spurgte han og rettede blikket mod hende.

[Drazilla Dragoens]

"Det er kun godt" sagde hun roligt med et skævt smil for det var da rart at vide han ikke bare ville dø uden et farvel, så længe han ikke hjemsøgte hende som hendes allerførste kærlighed gjorde det så var det fint nok. Hun tog hans hånd og trak ham blidt med sig "Det eneste jeg mangler er noget alene tid med dig" svarede hun med et lidt charmende smil for at han skulle følge med hende så de kunne være lidt alene "Lycans kan de sætte i fangehullet, resten kan de smide ud i træningsgården til jeg ved hvad jeg skal bruge dem til"

[damian]

han fulgte med og smilte blot tilbage da hun smilte til ham, han gav hendes hånd et lille klem mens de gik og så på vagterne mens de gik, han studerede hende stadig og nød synet af hnede, efter alle de tanker om hende og dagdrømme, endelig var han tilbage, og det var ikke en drøm, månens lys ramte deres hud still og fik dem til at ligne smukke mennesker, hans mærke under øjet var et symbol på hans savn og de mænd han havde mistet i kamp, hans sorte hår var et symbol på det ondskab og mørke der brændte inde i ham, han var forandret, dog ikke for meget, han var stadig den samme mand Zill holdte meget af.

[Drazilla Dragoens]

Zill smilede som hun førte ham op til sit soveværelse for det var det eneste sted de rigtigt kunne være alene alle andre steder rendte der jo slaver og tjenestefolk, og det hjalp ikke rigtigt at sende dem væk for der var altid en eller anden som ikke havde hørt det så de kom til at gå ind alligevel, dog ikke på hendes soveværelse for der var der privatliv og det respekterede tjenerne. Hun åbnede døren indtil hendes eget sted og lukkede den efter sig da de var kommet ind "Endelig fred" sagde hun lidt sukkende men stadig med et smil.

[damian]

han så lidt rundt da de kom ind "som jeg husker det" sagde han med et smil og så på hende "fred til hvad?" spurgte hun med et smil og lagde hovedet en smule skrå, han havde en lille lyst til bare at gå hen og tage om hende, men lod vær, der var gået to år og han kunne godt forstå hvis hun ikk ville have noget med ham at gøre andet end at han var i hendes hær og styrede det område, han kiggede lidt mere rundt og så hen imod der hvor de havde ligget på tæppet og hygget sig med det de nu havde gjort mens han gab et lille suk fra sig, og så på hende med et roligt og glad blik.