Fra Adelig til Fattig

[Odette Soul]

Det var tydeligvis efterår og eftermiddag, træerne var nærmest bag for blade fordi de orange, gule og røde blade var faldet til jorden og nærmest hvirvlede rundt i den lettere hårde blæst som bragte kulden fra bjergene med sig. Solen var næsten gået ned og der var snart ikke mere lys tilbage selvom det ikke var andet end tidlig eftermiddag. Der var ingen frugter tilbage på buske eller træer så der skulle graves hvis man skulle finde noget spiseligt. Selv ulve var temmelig glubske, dog havde den unge kvinde og hendes hest været heldige med ikke at møde nogle. Så kvinden og hendes hest havde søgt tilflugt for blæsten i en grotte, et godt stykke inden så hun ikke kunne mærke blæsten når den besluttede sig for at hvirvle rundt med bladene eller hvad den nu ellers gjorde. Hun var steget af hesten og havde trukket den med sig ind hvor hun havde stillet den inde så den ikke blev kold heller. Efter det krøb hun selv hen til grotte væggen og trak hendes kappe godt rundt om hendes krop fordi hun frøs en del og sulten gnavede egentlig også i hende for hun havde næsten ikke fået noget siden hun havde forladt Gizons gård, det var måske også dumt ikke at tage noget med, men hun kunne ligesom heller ikke nænne det.
Et stille suk forlod hendes læber for hun skulle nok have et bål startet, men hendes stav var knækket så den kunne hun ikke bruge. Hun så sig rundt for at finde nogle sten til trods for hun skulle ud i kulden igen for at samle brænde igen bare så hun ikke frøs ihjel i nat, hvor hun dog savnede hendes varme seng og hun havde ikke haft råd til at tage på en kro idet hendes penge var sluppet op. Et kraftigt vindstød kunne høres uden for og hun trak automatisk kappen tættere omkring sig fordi det føltes koldt ind til hendes knogler. Hesten gav et højt vrinsk fra sig for den var heller ikke helt tilfreds med det når det kom til stykket.

[Jace Frederic Dragonscale]

Det var en smuk dag selvom det blæste og solen var på vej ned. Det gav en helt anden stemning fra sig når det hele var så fuld af efterårets farver og lyde. De nedfaldne blev hvirvlede under horvene på hesten som løb gennem skoven i den kolde vind. Dens rytter var ung mand som var godt tildækket, han havde taget tøj på efter at skulle være ude i længere tid. Selv hans hest havde fået dækken på så den ikke ville fryse for meget. Dog ledte han alligevel efter læ, da det var begyndt at blæse noget mere og han ville ikke have at hans hest kom noget til. Han var tæt på grotten da han hørte en anden hest vrinske. Han hoppede af hesten og gik mod lyden med sin hest ved siden. Som han kom til grotten stoppede han og så ind. Der var temmelig mørkt men som han gik lidt ind kunne han skam se en skikkelse. Han var egentlig redet hele vejen der ud for at komme væk i noget tid, men han havde mest ville væk fra alle dem han kendte så for ham var det fint nok at skulle dele en hule. ”Undskyld mig…” hans stemme var mild og rolig som han gik tættere mod skikkelsen. Han så skam hesten også og stoppede inden han kom for tæt på da han ikke ville skræmme den med sin hest. ”Kunne det tænkes at vi kunne søge læ for vinden her også?”. Han smilede til det han nu kunne se var en kvinde. Kvinder var noget han kunne forholde sig til, han var jo kendt som en charmør.

[Odette Soul]

Hun frøs og følte sig møg beskidt, men igen for over et halvt år siden havde hun jo været vant til at få et bad hver dag og nu skulle hun være heldig at få et bad i en å eller en sø, nu hvor hun ingen penge havde. Hun begyndte at forstå hvordan livet var for de fattige, og ærligtalt så brød hun sig ikke om det, så hellere have en lille hyggelig gård hun kunne gå og passe på og hygge om, men alt det var jo langt væk nu, det var bare et drømme scenarium.
Hun så op som da hun hørte en stemme for det kunne være hun bare hørte forkert men der var en skikkelse mere i grotten foruden hende og hendes hest. Hun så overrasket på skikkelsen for hun regnede med det nok kun var hende som var dum nok til at søge tilflugt i en grotte for man vidste jo aldrig om de vilde dyr også ville søge ind når de mente det blev for meget. Stemmen virkede dog venlig og rolig og hesten lod sig nu heller ikke skræmme så hun slappede lidt mere af for man vidste jo aldrig. "Det kan i bare gøre, jeg har desværre ikke noget ild. Jeg kan ikke finde nogle ordentlig sten til at tænde et bål og jeg har intet brænde" sagde hun venligt for hun havde jo ikke noget til at beskytte imod varmen foruden hendes egen kappe men så vidt hun kunne se i mørket så havde han sin egen så det blev vidst ikke nødvendigt at aflevere hendes.

[Jace Frederic Dragonscale]

Efter som kvinden ikke virkede til at blive skræmt af hans tilstedeværelse smilede han blot og gik en smule tættere så han kunne se hende tydeligere. Han lod så roligt sin hest gå lidt længere ind også og lyttede roligt til det hun sagde. Et lille grin kom bare fra ham ganske sødt næsten. ”Det skal du slet ikke tænke på, jeg kan godt holde varmen, men vi kan da vel nok finde noget træ til at lave et bål med..” kom det roligt fra ham som han slap tøjlerne på sin hest og lod den gå hen og præsentere sig for den anden hest. Det var jo vigtigt nok når de ikke kendte hinanden endnu. Han satte sig så på hug lidt fra hende og kunne skam godt et sted se hun havde det koldt. Så han tog sin egen kappe af og rakte hende den. Inden under havde han en tyk lang militærjakke på og under den var der en varm trøje så han skulle nok klare sig. ”Her tag den, så henter jeg noget brænde”. Han havde en meget blid stemme og et meget roligt blik. Selvom han var taget derud for at være alene så var det nu meget hyggeligt at møde en ny person sådan når det ikke var planlagt.

[Odette Soul]

"Jeg ved ikke om det egentlig er klog, jeg er ikke så god til det her udendørs noget" sagde hun roligt med et lidt undskyldende smil, for hun var jo vant til at være omgivet af tjenestefolk og den her længe rejse havde nu også gjort hun havde lært en del, men hun savnede efterhånden hendes hjem og den luksus hun ellers havde taget forgivet. Hun smilede venligt som han rakte hende hans kappe som hun tog imod "Tak.. Men jeg vil nu helst ikke have du fryser også.." sagde hun med et venlig smil for hun ville jo ikke være grunden til at han også gik hen og fryse, dog sagde ikke andet til det men tog den om sig fordi hun frøs sådan, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde frossen på den måde. Hun betragtede ham i det dunke mørke for jakken virkede bekendt men hun var ikke helt sikker lige nu, det var jo ikke så tit hun havde set darklianske soldater fordi de var en familie som mest passede sig selv.

[Jace Frederic Dragonscale]

Som hun tog kappen fra ham smilede han bare meget roligt og nærmest kærligt til hende. Han skulle skam nok holde varmen så for ham var det bare med at hun ikke kom til at fryse for meget. Han rejste sig så op fra at have siddet på hug ved hende og smilede beroligende til hende. ”Nu henter jeg noget brænde så bare vent her” kom det ganske roligt fra ham inden han gik mod udgangen. Første fulgte hans hest med ham men han klappede den bare let og hviskede noget til den før den så bare gik tilbage til hvor den havde stået før og lagde sig ned ganske roligt. Han forsvandt så ud af hulen for at finde noget brænde. Hans kroptemperatur var høj i forvejen så for ham behøvede han ikke kappen, men den havde været rar nok at have med for en sikkerheds skyld.
Der gik noget tid før han kom tilbage med favnen fuld af brænde og kviste som de kunne bruge til et bål. Han kom meget roligt ind i grotten igen og lagde brændet foran hende med et beroligende smil igen. ”Så skal vi nok få dig varmet op” kom det fra ham med et blid stemme inden han begyndte at bygge det op til et bål som de så kunne få tændt. Han tog sin stav frem og tændte bålet da det var blevet brygget op og fik godt gang i det. Han kunne skam godt se på hende at hun ikke var vant til naturen, men efter at have boet i bjergene så længe som han havde lærte man en del. Han satte sig så ved bålet selv og havde placeret det sådan at det også ville give hestene lidt varme, de kunne jo lige så nemt fryse som menneskerne kunne.

[Odette Soul]

Odette smilede venligt til ham som hun lagde kappen rundt om sig, nærmest lige så tæt som den anden men hun frøs så frygteligt, til trods for hun godt vidste hun ikke kunne dø af det her så var det stadig slemt for hende. Hun nikkede til at hun bare skulle vente her og det havde hun sandelig også tænkt sig at gøre! selvom hun godt kunne have hjulpet med at samle brænde når hun var selv så havde det jo ikke nyttet når hun ikke kunne tænde for bålet. Hun så kort efter ham som han gik men efter han var forsvundet fra synsfeltet valgte hun at se over på hendes brune hoppe som havde valgt at ligge sig ned, den måtte også være temmelig træt af at have hende på ryggen hver eneste dag for det var den normalt ikke vant til, det stakkels dyr.
Hun havde nærmest døset hen nu hvor hun havde fået en smule mere varme men blev vækket af hans skridt på grotten gulv, hvilket fik hende til at vågne roligt op og lade de brune øjne glide hen på ham med et venligt smil, som han fik lavet et bål til dem så de kunne varme sig, selvom hun var nok den der frøs mest. "Tak, det er alt for venligt af dig" sagde hun med venlig stemme for hun burde jo sige tak fordi han overhovedet gad at samle brænde ind og lave bål samt give ham sin kappe så hun kunne holde varmen. Så lige nu var han nærmest hendes redningsmand, med hensyn til varmen, for hun regnede ikke helt med at han kunne hjælpe hende med hendes andre problemer, selvom hun ikke vidste at Dronning Drazilla havde sendt folk ud for at lede efter Regina og hende selv. "Mit navn er Odette" præsenterede hun sig selv som, for hun sagde sjældent efternavnet for så begyndte folk normalt med at sige de til hende og lige nu var de jo på lige fod så hun så ingen grund til det.

[Jace Frederic Dragonscale]

Varmen fra bålet var nu rar også selvom han ikke frøs sådan, så var der bare noget hyggeligt over at sidde der og hygge omkring et bål. Han satte sig ikke for tæt på hende, ikke fordi han var bange for hende eller noget, men han kendte hende ikke så han vidste ikke hvor hendes grænser lå eller hvem hun var for den sags skyld. Hun kunne jo sagtens være en flygtning eller kriminel, han vidste det ikke, og selvom det nok ikke ville ændre hans syn på hende holdt han lidt på afstand. Det hjalp dog lidt da hun præsenterede sig selv, så vidste han da at hun havde manere. Han så bare på hende med de blå/grønne øjene og smilede blidt. ”Mit navn er Jace, hyggeligt at møde dig Odette” kom det fra ham med et hjertevarmende smil. Han var en pigernes ven, selvom at efter han kom hjem fra bjergene havde han ikke rigtigt været sammen med nogen andre piger end Drazilla, både bare som selvskab og mere intimt. Han havde ikke haft lysten til at være sammen med andre, men han havde ogsp brugt en del tid alene. Det hele havde været meget forvirrende for ham siden han kom hjem, så det med at møde en helt ny person der ikke kendte til nogle af de skeletter man havde i skabene, var helt beroligende. Han så roligt på hende og kunne ikke lade være med at føle hun virkede som en meget rolig person, men alligevel kunne han ikke lade være med at undre sig over hvad en så stille pige lavede helt alene ved grænsen.

[Odette Soul]

Odette havde altid været en kvinde med gang i, men ikke som andre kvinder der gik til fest og sådan, men mere end som arbejdede hårdt på gården, der var jo altid projekter hun kunne tage fat i og hun elskede egentlig det liv, det her liv hvor hun nu jagtede en anden person var ihvertfald ikke hende og hun var ikke særlig god til for eftersom hun stadig ikke havde fundet Regina og det var da over et halvt år siden.
Desuden havde hun altid været meget nede på jorden, ikke drømmende som hendes storesøster og ikke så flyvsk som hendes lille søster. Dog ville nogle adelige mene hun tilbragte lidt for meget tid med tjenestefolket men hun var stort set ligeglad medmindre der var gæster på gården, så kunne hun ikke tillade sig det.
"I lige måde Jace." sagde hun med et venligt smil for høflighed havde hun da lært som adelig selvom hun selv mente at nogle adelige ikke var så venlige igen overfor fremmed som ikke selv var så fine på den. "Hvorfor har du så bevæget dig ud i det her vejr?" spurgte hun roligt for de kunne jo lige så godt få en samtale igang, eftersom hun ikke helt turde og sove i hans nærhed, men det var mere fordi hun jo ikke helt stolede på ham fordi han stadig var lidt fremmed for hende. Så hun ville holde sig vågen og forsøge at holde sig varm selvom det gjorde under at der nu var bål som hun kunne varme sig ved.

[Jace Frederic Dragonscale]

Et sted var han glad nok for han havde fundet grotten i stedet for at være redet hjemad, men han vidste ikke om hun havde det på samme måde, godt nok var hun høflig men han kunne ikke helt se på hende om hun faktisk havde noget imod at han var der. Han havde været van til at være alene meget af tiden i bjergene så hans menneske aflæsning var blevet en smule rusten. Dog så hun ikke ud til at være bange for ham så han måtte vel bare regne med at det var rigtigt nok. Hendes stemme var en rolig klang i hans øre sammen med knitren fra bålet og de tunge vejtrækning fra hestene. Han så dog på hende med et lidt mere lukket smil som det var at hun spurgte til hvorfor han var der, det fik ham tilbage i at han jo var der for at slippe lidt væk fra det hele. Han så lidt ned inden han bare fik et roligt smil på igen og så hen på sin hest. ”Jeg tog ud for at samle mine tanker og så for at være lidt væk fra det hele.. hvad med dig, hvad bringer en sød pige som dem selv ud i kulden?” hans stemme var meget rolig, men også interesseret. Han ville gerne vide hvorfor hun var der, specielt når hun slet ikke lignede en som var klædt på til at være ude på denne tid af året.

[Odette Soul]

Det havde ikke været fordi hun ville snage i noget, men hun ville bare snakke om et eller andet for at holde sig vågen og så lidt for at få noget at vide om ham, så hun kunne danne sig en mening og om hun kunne tillade sig at sove på et tidspunkt, for man vidste jo aldrig med folk nu til dags. Hun havde jo lige været i Nirelia og blevet angrebet af røvere, noget hun da slet ikke havde forventet men det var jo sket og de havde forsøgt at slå hende ihjel, desværre var hun kommet først og havde taget deres liv.
"En dum indskydelse som jeg fulgte" sagde hun bare med et lidt grinende smil, for det var jo hendes egen skyld og hun kunne godt se det dumme i det. Regina var jo Dronning Drazilla højre hånd og nærmeste person, så selvfølgelig ville hun da have noget træning i at overleve forskellige steder, noget Odette helt klart ikke havde. Hun følte sig beskidt og sulten, det var ikke en særlig god følelse, til trods for hun normalt ikke havde noget imod at blive beskidt men når man var det i flere dage så var det ikke specielt rart. Hun vendte blikket fra ham og så ind i ilden som hun kort tillod sig at tænke tilbage på den varme pejs derhjemme hvor hun kunne slappe af med en god bog og et eller andet at drikke til mens hun slappede af efter en dag med hårdt arbejde.

[Jace Frederic Dragonscale]

Det lille grin som der kom fra hende fik ham til at smile lidt mere selv også. Han kunne godt se på hende hun slet ikke var vant til det her, så det undrede ham lidt at hun i det hele taget var der, når hun ikke virkede tryg ved det. Dog var det ikke noget han ville blande sig i da han ikke var typen til at blande sig i andres rod, men hun virkede bare så sød han ikke helt kunne lade hende være. ”Det må have været noget af en indskydelse for at få en pige som dig hele vejen her ud” kom det fra ham med et ganske roligt smil. Han rejste sig dog så op og gik hen til sin hest som han bare klappede og kyssede på mulen inden han gik hen og tog noget frugt ud af en af sine saddeltasker. Han havde jo planlagt at være væk i noget tid så han havde pakket op efter det. Og Larian var en stærk sort friser hingst så han kunne skam sagtens klare både noget oppakning og Jace på samme tid. Han gik så tilbage mod hende meget roligt og rakte hende et æble. ”Du bør spise lidt hvis du skal samle dig nogle kræfter” kom det fra ham med et meget beroligende smil som han selv tog en bid af sit eget æble og satte sig ned ved ilden igen.

[Odette Soul]

Det havde været noget af en dum ide at følge Regina, men når hendes far havde for travlt med hans nyfundne sønner til at tage sig af hans kommende kone så måtte hun jo gøre noget, selvom hun mente at det burde have været ham, så hun troede ikke helt på hans påstående kærlighed overfor Regina mere, måske havde hun gjort ret i at rejse væk når han ikke havde øjne for andet end hans sønner. Hun begyndte helt at tvivle om hun overhovedet skulle tage hjem til hendes far, søstre og nu også halvbrødre for alt ville blive anderledes. Hvad hun ikke vidste var at hendes storesøster havde begået selvmord efter halvbrødrenes ankomst, men igen Odette havde ikke været hjemme til at se hvad der foregik.
"Som sagt en dum en, for jeg er ikke jæger på nogen måde." sagde hun med et lidt grinende smil, for det var hun jo langt fra og det var vidst også tydeligt at se på resultatet for hun vidste ikke en gang hvordan man jagtede et dyr når man ikke havde noget våben. Hendes brune øjne gled tilbage på ham da han rejste sig for hun ville nu stadig holde øje med hans bevægelser bare for at se om var ude på noget men da han bare gik hen for at hente noget at spise gled blikket kort glide tilbage til ilden til han kom hen til hende og rakte hende æblet. Hun fik gravet den ene handske klædte hånd frem og tog imod æblet, handsken var tydeligvis en af dem som tilhørte de mere rige for den var fint designet i brun ruskind. "Tak" sagde hun med et smil før hun førte æblet til hendes læber og begyndte at spise af det for det ville hjælpe godt på sulten.

[Jace Frederic Dragonscale]

Som han så på handsken smilede han let for sig selv, han kunne med det samme se at det var ikke en almindelig pige han havde med at gøre. Men det gjorde nu ikke den store forskel for ham. Titler var kun noget der betød noget i visse situationer, men det var jo også nemt for ham at have den mening når han var general i Darklias hær. Han havde jo en masse magt bare med den titel, og når han var gode venner med Drazilla hjalp det jo også en smule. Dog kunne han ikke lade være med at tænke lidt over hvilken familie hun mon kom fra. Det kunne jo være meget god viden at have men han ville ikke spørge hende, hun havde jo nok sagt det hvis hun synes det var noget han skulle vide. Han smilede til hende som han sad ved bålet igen og så lidt på hende. ”Så var det vidst heldigt nok at jeg kom forbi.. En ung kvinde som dig burde ikke være alene her ude… Der kunne komme ulve hvis man ikke er forsigtig” kom det roligt fra ham. Mest for at snakke om et eller andet, han var ikke så god til bare at sidde og være stille. Medmindre han var i krig så kunne han skam sidde stille meget længe af gangen.

[Odette Soul]

Odette smilede roligt til ham mens hun spiste sit æble, dog med lukket mund for det andet var både uopdraget og uhøfligt at spise med åben mund eller smaske for den sags skyld, det brugte hun jo højst for at drille hendes søstre når de var alene.
"Nej den er jeg godt klar over, men jeg kan nu godt klare nogle ulve det ville ikke være første gang" sagde hun roligt med et skævt smil, for hun havde jo før reddet nogle af deres dyr fra ulve, fordi de pokkers dyr var stukket af fra gården og så måtte hun jo hente dem hjem inden der skete dem noget. "Men igen den gang var min stav ikke knækket" forsatte hun for det var også bare en tåbelig landing fra hendes side af, lige oven på hendes stav så det spring for at undgå at blive dræbt var ikke helt timet og tilrettelagt. Noget skulle hun dog have gjort for at redde Gizon og hende selv for denne sags skyld imod den sidste som sikkert ville have dræbt hende hvis røveren havde haft chancen.
Da hun havde spist det af æblet som hun kunne kastede hun det over til hendes hoppe som glædeligt spiste skroget for den var mindst lige så sulten som hende, selvom hun lod den græsse nogle steder eller spiste af de blade som stadig var grønne i det.