Fra Adelig til Fattig

[Jace Frederic Dragonscale]

Et kærligt grin kom fra ham som det var hun sagde hun nok godt kunne klare sig mod nogle ulve. Det var noget han gerne ville se, men latteren var ikke ment håndligt mere ment som en smule overrasket. Det var ikke mange adelige der kunne klare sig mod sådan noget hvis de var i ikke vante omgivelser, de havde jo folk til den slags. Selv havde han altid lært hvordan han skulle klare sig selv, var også derfor han var kommet så langt i livet med hårdt arbejde. Dog lignede hun ikke en der var helt ny i verden af arbejde så han smilede roligt til hende. Det med staven bekymrede ham dog lidt, men så vidste han da at hun var magiker. ”Hvad skete der da siden den er gået i stykker?” kom det roligt fra ham. Han brugte meget sjældent sin stav selv men i nogle tilfælde brugte han den da, men han foretrak sit sværd eller sin drageform hvis han endelig skulle kæmpe. Ikke noget han gjorde tit, han første meget stræng politik i hæren at slåskampe var noget de lavede i deres fritid og det skulle ikke påvirke deres arbejde hvis det gjorde ville der være store konsekvenser for dem det omhandlede. Han så ingen grund til at man skulle slås hvis det ikke var krig. Eller det vil sige når han selv var klar i hovedet gjorde han det ikke, men når han mistede temperamentet var det noget helt andet, så skulle man helst komme så langt væk som overhovedet muligt for så var helvede løs.

[Odette Soul]

Det kunne godt ske hun havde tjenestefolk og slaver til at gøre det beskidte arbejde, men hun foretrak nu at gøre det selv når det endelig kom til stykket, eller bare hjælpe så hun kunne forstå hvad det var familien havde at gøre med, selvom det vidst var nok de havde en masse viden så nød hun nu også at arbejde og lave noget i stedet for at gå og tulle rundt hele tiden.
Hun smilede lettere grinende for det var faktisk pinligt for hende den måde den var knækket på. "En besværgelse gik lidt galt og vendte sig imod mig, så måtte springe for livet og jeg endte så oven staven så den knækkede" sagde hun med latter i stemmen for det var bare så typisk hende, men hun gik jo normalt heller ikke så meget op i hendes magi fordi hun foretrak at gøre tingene selv, så kom magi jo bare i vejen, derfor gik det galt ind i mellem for hende, det var altid noget det ikke havde været de andre besværgelser som var gået galt, for så var det da først gået gruelig galt og så kunne Gizon være død, selv ville hun jo hele efter en dag.

[Jace Frederic Dragonscale]

Han kunne ikke lade være med at grine lidt med hende som det var hun forklarede det. Det kunne jo ske for selv den bedste at sådan noget gik galt. Han smilede og så ganske roligt på hende som det var hun fik snakket færdig og nikkede bare til det. ”Det kan ske for selv den bedste, det vigtige er at du ikke kom noget til, eller nogen du holder af, det ville have være en tragedie” kom det fra ham ganske roligt. Det var også en af grundene til at han ikke brugte sin så tit, han ville ikke have der skete noget med dem han holdt af, hvis der skete ham noget var det vel bare det men hvis der skete nogle af hans kære noget ville han blive knust. Dog havde han ikke så mange der var så tæt på ham men han havde da nogen. Han rejste sig igen og gik hen til sin hest som havde lagt sig til at slappe af. Han klappede den roligt på halsen og gik så hen til sadeltaskerne igen, han rodede lidt og fandt så en lille bog frem som han skrev noget i før han lagde den væk igen og så klappede sin hest igen. Han kiggede så hen på hende og smilede. ”Er du begyndt at få varmen igen?”. Hans stemme var blid og rolig, han ville hende jo intet ondt og kunne ikke se nogen grund til at snakke ned til hende så han tog det helt roligt.

[Odette Soul]

"Var jeg kommet noget til ville du alligevel ikke kunne se det på mig og dem jeg holder af har jeg ikke set i over et halvt år, de er hjemme på gården" sagde hun roligt for hun havde jo ikke rigtigt holdt af Gizon. Han var venlig ja, men det døgn hun havde kendt ham i var ikke nok til at hun holdt sådan rigtigt af ham. De eneste hun holdt af var derhjemme på herregården, eller det troede hun ihvertfald for hun havde ikke hørt noget om at hendes far var begyndt og lede også, men igen hun var jo også faret vild et par gange eller flere så hun kom væk fra de steder hun ville have ledt.
Hun fulgte ham roligt med øjnene "Ja tak for det. Havde ellers troet jeg skulle sove endnu en nat ved siden af min hest for at holde varmen" sagde hun roligt med et venlig smil for hun havde nu ikke noget imod at ligge ved siden af hesten, det var jo bare rart og betryggende selvom det stadig ville være en smule koldt at gøre det. Hun løsnede lidt hendes stramme greb om kapperne så hun kunne slappe mere af for det hjalp med ilden, så skulle der bare holdes gang i den hele natten igennem.

[Jace Frederic Dragonscale]

Hans øjne hvilede meget roligt på hende og et blidt smil var over hans læber. Hun virkede som en interessant person, men han vidste ikke meget om hende endnu, så han holdt stadig lidt tilbage i sig selv. Ganske roligt så han hende løsne grebet og det fik ham til at smile lidt mere. Han var ikke selv træt selvom natten var ved at snige sig frem. Det ville ikke vare længe før det blev koldere igen men han havde skam varmen helt fint og havde ingen problemer ved at sove med sin hest, lige som hende. ”Det var skam så lidt, nu skal vi bare holde gang i det” kom det fra ham med et lille grin. Han vidste nok godt hun ikke stolede på ham heller, så det med at sove var nok ikke noget der ville ske med det samme, men det kunne jo være at hun gjorde det alligevel, han vidste det ikke. Han smed et stykke brænde mere på bålet inden han satte sig ned ved det igen og rakte hende en lille flaske han havde taget fra saddeltasken. Det var noget vand, han havde jo et svagt punkt for kvinder i nød, og hun var jo et sted i nød, så han kunne ikke lade være med at ville hjælpe hende.

[Odette Soul]

De brune øjne vendte sig imod grottens udgang hvor mørket var ved at sænke sig eller så var det bare skyer der gled foran solen, det kunne hun jo ikke sige, det virkede bare så koldt og vådt at være ude sådan en dag, selvom hun ikke vidste om det regnede eller ikke men de sad jo også i tørvejr og det hjalp med ilden for så kunne de holde varmen. De brune øjne vendte sig dog imod Jace igen da han snakkede til hende.
"Ja det kan også være svært i sig selv" sagde hun med et stille smil for de kunne jo risikere at falde i søvn, hvor ilden så ville gå ud og det ville blive koldt igen, det var jo ikke til at sige. Lige nu nød hun dog varmen som den virkede til at tage mere fat i hendes krop for hun frøs nu ikke så meget mere, men det virkede stadig bidende koldt uden for grotten. "Hvor kommer du så fra?" spurgte hun roligt for hun ville jo holde en samtale i gang, bare så hun ikke endte med at falde i søvn. Hun endte dog med at rakke ud efter den lille flaske han rakte imod hende, for hun var jo lidt tørstig selvom sulten havde været den værste men den var blevet hjulpet med det æble hun havde fået af ham. Hun tog flasken, fjernede proppen og førte den til hendes mund som hun tog nogle små slurke af den, før hun rakte den tilbage til ham med et venligt smil. "Tak for det" sagde hun blidt for det havde hun jo været glad for.