Healer til undsætning

[Frost]

Vinden slog salt ind mod øens klippestejle bred, der gik i et næsten lodret fald ned mod vandoverfladen der brugsende slog mod klipperne og skummede voldsomt. Over den blå himmel fløj måger og skræppede højt til hinanden. Ellers var der ikke så meget at komme efter. Det meste der bevægede sig var skabt af naturen. Elefantgræs der bøjede sig i vinden, lyden af luftpust og vandsprøjt. Et dejligt sted for dem der elskede naturen.
Ikke langt væk lå en mindre fiskeby og endnu længere væk lå en havn, hvor større både tog mod rejsende. lige nu var den støre by lukket af, i det mindste i teorien. I fiskerbyen, hvor en masse dagligt rejste til og fra, hærgede sygdom. Det meste af byen var blevet ramt og lå udkræftet. ingen måtte forlade byen eller rejse dertil, så længe sygdommen var der, af hensyn til smitte. 

Frost havde været fanget i byen i fire dage nu og var ved at gå til. Som vampyr spillede sygdommen ikke den store rolle for ham, men hans eskorte bestod af blandede racer, hvor to allerede viste symptomer på sygdommen hvor første stadie var feber og kuldegysninger. Med mindre han valgte at rejse alene, måtte han slå sig til tåls med at blive i den intetsigende og lettere paranoide by indtil healere og lærde ville kunne slå sygdommen tilbage, eller sygdommen udryddede dem alle... Hvad der nu kom først. For ham var det underordnet, bare han snart kunne komme videre. 
Det var en lang rejse i forvejen og den lille by, der var så lille at Frost stadig ikke havde fundet ud af hvad den hed, fyldte ham nu med direkte og indetrængt had, som den på den måde spildte hans dyrebare tid og udskød hans planer og gjorde ham for nar ved at kræve af ham at han skulle leve som en fattig fisker, da luksus i byen var yderst begrænset og ingen normalt kom her.

[Zema Alenjando]

Nok var det forbudt at komme ind i byen men når alle var så syge som de var havde man bedt en Healer komme. Ash havde for travlt så han havde sendt sin elev Zema ud istedet for. nok var hun en kvinde men hun lærte hurtigt og brugte midler som Ash ville for at rede liv.
Zema havde make på for ikke at blive smittet, hun kom til indgangen og trak vejret dybt før hun gik ind. hun så alle dem som log i fosterstilling og alle de som gik meget langsomt og gik i zigzag mønster. hun kom til et lille hus hun var blevet tildelt for at de syge kunne komme ind og blive undersøgt.
Zema satte sig ned og tog sin stav frem for den kunne hun sikkert bruge nu. og selvfølgelig havde hun en masse bøger med. Dem gik hun jo aldrig uden. den første kom ind og faldt nærmest om da han kom ind. Zema skyndte sig over til ham og hjalp ham over i sengen og begyndte at undersøge ham grundigt. det var noget af en usædvandlig sygdom. den havde spredt sig lynhurtigt. hun tog sig stav og lavede en besvægelse Ash havde lært hende til denne mision. den gjorde feberen faldt og man kunne klare sig til den rigtige medicin var fundet. Zema sendte ham ud og råbte på den næste.

[Frost]

Rygtet om at der endelig var kommet en healer til byen nåede Frost. Han ånede lettet op, det måtte betyde at han snart kunne komme videre og ikke spilde mere tid i denne gudsforladte by. Han ville lade healeren arbejde i fred, men kun for et lille stykke tid. Så ville han komme forbi og tjekke at hun rent faktisk var kompetent nok til sådan et arbejde. Og også at hun huskede hans tjenere. Selv dem der var raske, skulle formentlig tjekkes igennem. Det ville give et ramaskrig, hvis de var bærer af sygdommen og rejste videre.

Der gik en lille halv time. Han fik intet lavet og nu måtte det være nok. Hvis ikke healeren allerede vidste hvad der foregik, måtte det være en yderst inkompetent healer. På den anden side.... En så ligegyldig by som denne, fik vel næppe en af det niveau som han var vant til.
Han foldede rejsedagbogen sammen og lagde den væk, inden han forlod det værelse som byens borgmester havde stillet til rådighed for ham. Byens bedste værelse kunne man vel kalde det. Bedre end de værelser som hvad der skulle være byens kro kunne tilbyde.

Han bankede på hos huset, hvor healeren havde samlet de syge, eller nogen af dem, for der var kun kommet flere til. Han ventede ikke på tilladelse, men gik ind. Hans banken var en venlig information om at han kom, ikke et spørgsmål om tilladelse.
Han så sig omkring og skjulte en grimasse af afsky bag hånden, som han holde for underansigtet, for at skåne sig for de mange ubehagelige lugte der kom fra dem mange syge beboere. Hans blå øjne gled granskende frem og tilbage i rummet flere gange.
"Hvornår er sygdommen udryddet?"

[Zema Alenjando]

Zema var en god healer. hun havde den bedste lærer. hun sad roligt og skrev informationer ned på et papir for at finde den rigtige diagnose. hun tjekkede patienterne der var de værste tilfælde som log i senge og var syge.
pludselig kom en banken og hun så op og over mod døren da den gik op. et lettere vredt udtryk var på hendes øjne og øjenbryn. hun gik roligt over til ham og havde stadig maske på. "jeg har ikke givet tilladelse til De kan komme ind. De kunne blive infikseret vis ikke De allerede er, og vis De er ser de meget rask ud af en syg at være."
det var tydeligt at hun tog sit job meget seriøst. hun vendte ryggen til ham og gik over til den nærmeste seng hvor der log et barn. hun lagde en hånd på pigens pande og begyndte at skrive med den anden hånd.
"men vis de vil vide det, kan det tage noget tid da det er en sygdom som ikke lige forsvinder fra kroppen og den eneste medicin jeg har mod det har min mester forbudt mig at bruge." den medicin hun talte om var magien. da den aldrig var til at sige hvor lang tid der gik før magien forsvandt igen og gjorde det værre end nu eller i værste tilfælde dræbte dem der havde været infikseret.

[Frost]

Frost sendte hende et kort henkastet blik fra de blå øjne der uden ord fortsalte at hun var ligegyldig for ham. Han drejede af og fortsatte sin ekspedition af lokalet i en anden retning. Han slændrede langsomt afsted, som gik han i en park og studerede blomsterne og velstudsede træer.
"Jeg er ikke smittet. Og bliver det heller ikke." Han flyttede kort fingrene fra underansigtet, for at kunne tale klart og tydeligt. Hans ryg var stadig til hende og ud over den korte sætning lod han ikke til at ville anerkende hendes tilstedeværelse.
Han fortsatte gennem lokalet, mens hun tog sig af barnet. Han kunne høre det klynke og det irriterede ham. Hun burde tage sig af hans tjenere og ikke et fiskerbarn. Sådan ynglede alligevel som rotter.

Han stoppede op. Hvad var det hun lige havde sagt? At hun kunne kurere sygdommen, men ikke ville? Han vendte sig langsomt omkring og så i hendes retning. Han stod som en statue og ventede nærmest op en opfølgning. Det kunne ikke være rigtigt, han ville give hende en chance for at omformulere sig, så det hun sagde var brugbart.
"Undskyld?" Hvad var det for et nytteløst pigebarn og hvad var det for en ubrugelig meter hun havde?

[Zema Alenjando]

Han kunne mene hvad han ville men hun skulle holde rummet sikkert. Da han så sagde han ikke kunne smittes rullede hun med øjnene og gik over til barnet. Hun kunne allerede se forbedre på barnet iforhold til de voksne. Måske havde børn hurtigere ved at blive rask end voksne med denne sygdom. Han var faktisk ligeglad med at han vendte hendes ryggen hun havde jo selv vendt ham ryggen.
Zema var ikke noget pigebarn men voksen og nytteløs var hun slet ikke. Nok var han ”fornem” men det ragede hende om han var eller ej. En patien var en patient for hende og hun havde ikke nogle mening med fornemme da hun selv havde været en. Hun hørte han sagde undskyld og hun så mod ham.
”jeg må ikke for min mester. Magi er en farlig ting at lege med når det gælder sygdomme. Da sygdommen kan komme tilbage meget værre end før. ”
Hun så på barnet og sukkede. Hvorfor var mænd sådan. Hun lagde en nål i barnets arm og tog en blodprøve og begyndte at ryste det lidt da det var taget. Hun så mod manden og så gik hun over til en mand der åbenbart var en af mandens tjenere. Hvor hun også tog en blodprøve.

[Frost]

Frost fulgte hende halvt med blikket, mens han tog situationen i øjesyn endnu en gang. Sygdommen virkede allerede slam nok, som den havde bredt sig mellem landsbybeboerne. En hurtigere og stærkere healende magi kunne umulig gøre det værre. Men hvad kendte han til magi?
"Du er ikke erfaren nok?" Det var ikke en skam at være nybegynder, eller bare ikke erfaren nok til at kunne håndtere stærkere magier. Man han ønskede da at hun ville have været mere avanceret eller mere eventyrlysten og taget chancen. Hvad som helst for at komme væk herfra.
"Hvor lang tid vil det tage dig at.."Han slog ud med hånden. "At overkomme dette?"

[Zema Alenjando]

ikke erfaren nok?! hun ville jo bare ikke gøre folk døde pga magien kunne forstærke sygdommen. hun så vredt på manden og så rundt da han spurgte om hvor lang tid det ville tage at overkomme dette. hun så på ham og rettede lidt på sit tøj og så på blodprøven og så så på barnets blodprøve. hun gik over til et bord og lagde prøverne nede i nogle skåle og prøvede at blande dem sammen.
"at overkomme dette... det kommer an på om mine forsøg virker. og jeg er en af de mere erfarne healer ud over min mester og ham lytter jeg til."
hvor havde hun lyst til at bruge magi lige nu for at vise hun var erfaren men hun styrede sin vrede lige nu. hun så på blodprøvernes reaktion. hun tog sin stav frem og mumlede nogle ord og slå på glasset. hun så nøje på det og så hvordan blodet blev klart. hun gik over til barnet og hviskede noget til hende og hun nikkede. hun lagde en nål til i barnet og tog en blodprøve til og rystede den og gik over til mandens tjener og lagde den samme nål i hans arm og brugte samme besvægelse på manden. hun så roligt på manden og ventede roligt på hvad der ville ske. for denne besvægelse skulle helst rense det syge blod og erstatte det med barnets blod som var ved at være rent.

[Frost]

Frost var træt af at være fanget her og han var træt af at være i bygningen med de syge. De lugtede og var uhygiejniske at se på, direkte frastødende.
"Og hvad vil Deres plan så indebære? " Han var stadig utilfreds med at hun ikke ville bruge medicinen, men hvis hun rent faktisk var så talentfuld... Så kunne man måske komme overens med hendes beslutning.
“Hvor holdet De til til daglig? Hvem er Deres mester?” Han måtte finde ud af hvem hun var og hvem han skulle kontakte, hvis hun skuffede ham.
Han var rastløs, men det ville være under hans værdighed at trave for meget frem og tilbage mellem de syge.